Vrakets hemmelighet, by R. L. Stevenson and Lloyd Osbourne; an eBook from Project Gutenberg

Min far var en av de gløggeste forretningsmænd i staten Muskegon, og det voldte ham stor sorg at jeg ikke viste nogetsomhelst anlæg for kampen om pengene. Jeg har aldrig i mit liv brydd mig et fnugg om andet end kunst. Da jeg var blit student, satte han mig i Muskegons handelsakademi, et merkelig institut til utdannelse av spekulanter. Og først da jeg i denne farlige skole hadde gjort en dundrende fallit, fik jeg lov til at følge min lyst.

„Loudon,“ sa min far med smilende ansigt, „hvis du reiste til Paris, hvor lang tid vilde du saa bruke til at bli en erfaren billedhugger?“

„En mand som kan paata sig store opgaver,“ sa han, „baade i nøken og patriotisk og symbolsk stil.“

„Ja jeg synes selv det klinger bedst,“ indrømmet han. „En ung mand, hjemmehørende i vor stat, søn av en fremskutt borger, elev av de største mestre i Paris,“ tilføiet han fornøiet.

„Men kjære dig, far, hvad mener du?“ avbrøt jeg ham. „Jeg har aldrig drømt om at bli billedhugger.“

„Jo,“ sa han, „jeg har overtat leveransen av statuer til vort nye kapitol. Hvis du vil, saa kan du reise til Paris og komme tilbake om tre aar for at utføre det arbeidet. Det er en stor chanse for dig, men jo før du reiser og jo flittigere du studerer, des bedre; for hvis det første halve dusin statuer ikke tilfredsstiller publikums smak i Muskegon, saa blir der spektakel.“

Takket være kapitolet i Muskegon blev jeg altsaa billedhugger og kom til Paris.

Paa veien avla jeg et besøk hos min slegt i Edinburgh. Det var min onkel Adam, en meget stiv og ironisk herre, som moret sig med at tiltro amerikanerne alle utiltalende egenskaper. Han blev ikke engang forundret da jeg tilslut fortalte at mine venner gik nøkne om sommeren, og at metodistkirken i Muskegon var dekorert med skalper.

Der var bare én i huset som jeg følte sympati for — min bedstefar, Alexander Loudon. Han hadde i sin tid været murer, og hadde arbeidet sig op. I utseende, tale og væsen var han sterkt merket av sin oprindelse, hvad der var edder og forgift baade for onkel Adam, min tante og mine fættere og kusiner.

Det har sine fordele at være amerikaner. Det faldt mig aldrig ind at skamme mig over min bedstefar, og han la hurtig merke til forskjellen. Han hadde bevaret min mor i ømt minde, kanske fordi han hadde den vane daglig at sammenligne hende med onkel Adam, som han avskydde. Vi tok lange spaserturer sammen, besøkte et og andet ølhus, hvor min bedstefar med stolthet forestillet mig for sine gamle venner. „Dette er gutten til min Jeannie,“ sa han og kastet et slør over resten av sine efterkommere. Maalet for vore utflugter var en række melankolske utkantgater, hvor min bedstefar hadde været bygmester og desværre altfor ofte ogsaa arkitekt. Jeg har sjelden set forfærdeligere huser, men jeg vogtet mig vel for at si min mening, jeg beundret høflig og spurte om prisen paa hvert ornament. Kapitolet i Muskegon drøftet vi indgaaende. Jeg tegnet alle planerne efter hukommelsen, min bedstefar regnet ut overslag og kritiserte skarpt bygmestrene i Muskegon. Vi blev de bedste venner, og da jeg forlot Edinburgh, hadde jeg uten selv at ane det gjort et storartet kup.

Og saa styrtet Loudon Dodd, søn av James K. Dodd, millionær i Muskegon, sig ut i kunstnerlivet i Paris.

Hvert menneske har sin romantik. Min gyldne drøm var studenterlivet i Quartier Latin. Derfor spiste jeg paa en tarvelig restaurant og bodde paa et tarvelig hotel, skjønt jeg for mine maanedspenger kunde bodd i det bedste strøk og gjerne hver dag kjørt til mine studier. Men da vilde jeg bare været Loudon Dodd, søn av den amerikanske millionær; nu var jeg en Quartier Latin student, og jeg svelget i min gyldne romantik.

Men dette herlige liv hadde en skygge: jeg var født med svakhet for god mat og god vin. Nu og da hændte det efter en lang og flittig dag paa atelieret, at en bølge av motbydelighet førte mig langt bort fra den sedvanlige kattestek med rødt blæk. En saadan aften — det var i mit andet aar i Paris — hadde jeg et litet eventyr som jeg maa fortælle, fordi det var indledningen til mit venskap med Jim Pinkerton. Jeg sat ved en ensom middag en oktoberdag, det rustrøde løv faldt og flagret paa boulevarden, og der bølget melankoli i luften. Det var ikke nogen stor restaurant, men den hadde et fristende vinkort. Dette forsket jeg med en iver som kom baade av kjærlighet til vin og kjærlighet til vakre navn. Jeg stanset ved det litet berømte og kjendte merke Roussillon. Jeg husket at det var en vin jeg aldrig hadde smakt, bestilte en flaske, fandt den udmerket, og bad nu efter min vane om en halv flaske til avslutning. Det viste sig at de ikke hadde halvflasker av Roussillon. „Godt, en flaske,“ sa jeg. Bordene i denne restaurant staar tæt sammen, og det næste jeg husker, er at jeg førte en høirøstet samtale med sidebordet. Derefter har jeg et klart minde om at jeg stirret rundt i et stort rum, hvor alle ansigter vendte smilende mot mig. Jeg kan ogsaa huske hvad jeg sa i det øieblik, men efter tyve aars forløp er skammen endnu glødende i mig, og jeg vil bare antyde at jeg spilte paa patriotiske strenger. Det var min hensigt at ta en flok av mine nye venner med til et andet sted for at drikke kaffe, men ute paa fortauget fandt jeg mig pludselig alene. Det overrasket mig litt, jeg begyndte at tænke paa om jeg kanske burde latt være at drikke den sidste flaske, og jeg besluttet at stive mig op med kaffe og kognak. Jeg gik derfor ind i Café de la Source. Der var det overordentlig lyst og varmt; alle ting stod skinnende klart, fra gjesternes ansigter til avisernes overskrifter, og hele rummet svinget frem og tilbake som en kjæmpekøie, fortere og fortere. En stund fornøiet jeg mig storartet over dette sjeldne skue, jeg syntes jeg aldrig kunde bli træt av at se paa det. Saa faldt jeg pludselig ned i bundløs tristhet, naadde i næste minut med samme pludselighet til klarhet over at jeg var fuld, og reiste mig for at gaa hjem og tilsengs.

Jeg hadde bare et par skridt til mit hotel. Der fik jeg mit tændte lys hos portneren og steg saa op de fire trapper til mit værelse. Skjønt jeg ikke kunde negte at jeg var fuld, var jeg paa samme tid straalende fornuftig og praktisk. Jeg hadde bare én tanke, at komme tidsnok op til mit arbeide næste morgen, og da jeg saa at klokken paa min kamingesims var stanset, besluttet jeg at gaa ned igjen og gi portneren besked. Jeg lot lyset brænde og døren staa oppe og gav mig paa vei. Huset var ganske mørkt, men da der bare var de tre dører paa hver trappeavsats, kunde jeg umulig gaa feil, jeg hadde ikke andet at passe paa end at gaa ned og ned til jeg saa skinnet av portnerens natlampe. Jeg tællet fire trapper: ingen portner. Det var naturligvis mulig at jeg kunde ha regnet galt, jeg gik derfor endda en trappe ned og endda en og endda en, og hele tiden tællet jeg, og tilslut hadde jeg gaat ni trapper ned. Det var klart at jeg maatte ha gaat forbi portnerstuen uten at lægge merke til den, jeg var naadd mindst fem etager ned under gaten, jeg hadde styrtet mig i jordens indvolder. At mit hotel altsaa var bygget over katakomber, forekom mig at være en overordentlig interessant opdagelse, og hadde jeg ikke hat mit arbeide næste dag at tænke paa, saa vilde jeg hele natten fortsat med at utforske dette underjordiske rike. Men jeg maatte tidlig op, og derfor var det tvingende nødvendig for mig at finde portneren. Jeg gjorde helt om og kløv opfor trapperne. Jeg tællet en, to, tre, fire, fem, seks og syv etager, og endnu var der ingen portner. Nu begyndte jeg at bli træt av leken, og jeg besluttet at gaa tilsengs. Otte, ni, ti, elleve, tolv og tretten etager tællet jeg, og min aapne dør var likesaa haabløst forsvundet som portneren. Jeg husket at huset ikke var mere end seks etager høit; altsaa maatte jeg nu mindst ha naadd tre etager ovenfor taket. Da blev jeg ærgerlig. „Mit værelse maa og skal være her,“ sa jeg, og jeg gik med fremstrakte armer mot døren. Der var ingen dør og ingen væg; i stedet gapte foran mig en sort korridor, som jeg en stund skred frem i uten at møte nogensomhelst motstand. Og dette i et hus hvis hele flate rummet tre smaa værelser, en smal trappeavsats og trappen! Det var simpelthen sludder, og jeg begyndte at bli sint for alvor. Paa dette tidspunkt la jeg merke til en lysstrime bortover gulvet, jeg strakte haanden frem, den grep om en dørvrider, og uten omsvøp gik jeg ind. En ung dame var derinde, hun holdt paa at gaa tilsengs, og hun var paa det nærmeste færdig med sit toilette for natten.

„Jeg haaber at De vil undskylde mig,“ sa jeg, „men mit værelse er nummer tolv, og alting er kommet i uorden i dette forbistrede huset.“

Hun saa paa mig et øieblik. „Hvis De vil vente utenfor et øieblik, saa skal jeg følge Dem dit,“ sier hun.

Saaledes blev saken ordnet med den største ro. Jeg ventet utenfor; om en liten stund kom hun ut i morgenkjole, tok mig i haanden, førte mig op en trappe til, saa jeg kom fire etager ovenfor husets tak, og skjøv mig ind i mit eget værelse. Træt som jeg var efter mine merkelige opdagelsesreiser, sovnet jeg straks.

Morgenen efter hadde jeg ikke lyst til at gaa til atelieret. I stedet spaserte jeg til Luxembourghaven for der mellem spurvene og statuerne og de faldende blade at gruble over nattens hændelser. Hadde jeg drømt, eller hvad var sandhet?

I dagslyset viste huset de samme seks etager som ellers. Med al min viden om arkitektur kunde jeg mellem dets mure ikke finde plads til den lange korridor, likesaa litt som dets høide tillot saa uendelige trapper. Men disse fænomener kunde ikke forvirre en filosof som kjender virkningen av en god middag. Noget andet var det med den unge dame. Jeg kunde huske hvert ord vi hadde sagt; jeg hadde talt, og hun svart paa engelsk. Men ingen levende ung dame kunde optraadt med den klarhet og den fornuft; ihvertfald kunde ikke jeg husket hende saa klart. Altsaa var hele historien indbildning; katakomber, trapper, den barmhjertige unge dame, altsammen var en drøm.

Jeg var netop naadd til dette resultat, da mit blik fæstet sig ved en dame i brun jakke og med et farveskrin i haanden. Ved siden av hende gik en mand — nogen aar ældre end jeg — med et staffeli under armen. De var utvilsomt paa vei til galleriet, hvor damen sagtens holdt paa med kopiering. Man kan tænke sig min forundring, da jeg i hende gjenkjendte heltinden fra natten før. Vore øine møttes, og hun saa straks ned — litt forvirret, tror jeg, fordi hun husket hvilket antræk jeg sidst hadde set hende i.

Om hun var styg eller vakker, det kan jeg den dag idag ikke si. Men hun hadde optraadt saa klokt og venlig, og jeg hadde gjort en saa ynkelig figur, at jeg øieblikkelig følte nødvendigheten av at vise mig i et gunstigere lys. Den unge mand var kanske hendes bror, kanske fandt jeg leilighet til at gjøre en undskyldning gjennem ham; jeg stillet mig altsaa op i nærheten av galleridøren, og da han et øieblik efter kom ut, stanset jeg ham. Saaledes gik det til at jeg møtte min tredje skjæbne; for hele min løpebane er blit formet av disse tre faktorer — min far, kapitolet i Muskegon og min ven Jim Pinkerton. Men den unge dame saa jeg aldrig mere. Saaledes leker skjæbnen med os.

Den fremmede var, som jeg har fortalt, nogen aar ældre end jeg; han var godt bygget, hadde et meget livlig ansigt, et hjertelig, urolig væsen og graa, klare, blinkende øine.

„De er en landsmand av mig,“ brøt han ut, „De maa være det efter Deres ridderlige undskyldning. Desværre kjender jeg knapt selv den unge dame. Jeg blev forestillet for hende her en kveld hos nogen venner, og da jeg møtte hende idag, tilbød jeg naturligvis at bære staffeliet. Vil De si mig Deres navn?“

„Jeg heter Loudon Dodd,“ sa jeg, „jeg er fra Muskegon og skal bli billedhugger.“

„Og mit navn er James Pinkerton. Det glæder mig at gjøre Deres bekjendtskap.“

Vi blev gaaende videre sammen, vi spiste lunch sammen og blev øieblikkelig fortrolige venner, saa vi før kveld denne første dag kjendte hverandres historie.

Pinkerton var blit slængt ut i verden da han var tolv aar gammel. En omvankende fotograf løftet ham en dag op fra en landeveisgrøft i New Jersey og tok ham med sig. Nogen aar flakket de rundt og tok ferrotypier; den gamle døde, og den unge arvet hans forretning. „Det var det liv jeg selv kunde valgt mig, herr Dodd. Jeg har set alle de vidunderligste landskaper i det pragtfulde kontinent som vi skal arve og eie. Jeg skulde ønske jeg hadde min samling av ferrotypier her. Jeg tok dem som et minde og bare for min egen skyld. De viser naturen i dens største og i dens blideste øieblikke.“ Mens gutten drog fra sted til sted i de vestlige stater og territorier, læste han alle de bøker han kunde overkomme, og med klare øine og vaakent sind gjorde han sine iagttagelser av folket, landet, produkterne. Han hadde laget sig sin egen livsanskuelse. At være ædel og patriotisk, at samle kultur og penger med begge hænder og med samme glød — det var hans trosartikler. Da fotografierne ikke længer tilfredsstillet hans ærgjerrighet, slog han ind paa andre forretninger. Først blev han mægler i jernbanebilletter. „Jeg la hele min sjæl i det,“ sa Pinkerton, „jeg omkalfatret systemet paa mindre end et aar.“ Det lykkedes mig aldrig at forstaa principerne i denne forretning; den dypeste mening var vist at snyte jernbanerne. Men Pinkerton saa fremad. „Jeg visste hvad jeg trængte — en formue, dannelse, et vakkert hjem og en gjennemkultivert dame til hustru; for det er visst, herr Dodd, enhver mand maa gifte sig med en kvinde som staar over ham. Ellers stempler jeg det som bare sanselighet. Og ser De, herr Dodd, saa lukket jeg det bedste agentur i Saint Jo, hvor jeg tællet dollars i pottevis, drog avsted alene, uten en ven, uten at kunne et fransk ord, og slog mig ned her. Jeg har sat min kapital ind paa at bli kunstner.“ Jeg spurte om det var en gammel lyst hos ham eller et pludselig indfald. „Ingen av delene, herr Dodd,“ sa han. „Jeg sa til mig selv: Hvad er det vi trænger mest derhjemme? Mere kultur og mere kunst, sa jeg, og saa valgte jeg det bedste sted, la op penger og reiste hit for at lære.“

Jeg følte mig skamfuld mens jeg hørte paa ham. Han hadde mere ild i sin lille taa end jeg i hele min krop, han var bristefærdig av mod og kraft. Da han foreslog mig at se paa hans arbeide, fulgte jeg ham med interesse og haab.

Hans kvistværelse var væsentlig møblert med hans egne kufferter og tapetsert med hans egne studier. Nu er der bare ett omraade hvor jeg ikke kan smigre uten at rødme; naar det gjælder kunst har jeg en romersk oprigtighet. Baade én og to ganger gik jeg væggene rundt og speidet efter et glimt av talent, og han fulgte efter og speidet i mit ansigt. Da vi hadde gaat den anden runde, var vi begge like nedslaat.

„Ser De ingenting som lover noget?“ spurte han og saa paa mig med litt nyt haab i sine klare øine. „Er der ingenting ved denne melonen heller? Det var én som syntes den var god.“

Jeg saa nøie paa melonen og rystet paa hodet. „Det gjør mig ondt, Pinkerton,“ sa jeg, „men jeg kan ikke opmuntre Dem til at fortsætte.“

Paa et øieblik var han like tapper igjen. „Jaja,“ sa han kjækt, „igrunden er jeg ikke større overrasket. Men jeg vil ta kurset helt tilslut allikevel, og lægge hele min sjæl i det. Det er ikke bortkastet tid, det er kultur altsammen; det kan hjælpe mig til en stilling ved et illustrert blad hjemme, og jeg kan altid bli kjøbmand igjen,“ og han uttalte med største ro denne forfærdelige tanke som vilde ha rystet hele Quartier Latin. „Jeg skal aldrig glemme Dem at De hadde mod til at si mig det. Her er min haand, herr Dodd. De staar over mig baade i kultur og talent.“

„Det kan De ikke vite,“ sa jeg. „Jeg har set Deres arbeide, men De har ikke set mit.“

Sandt at si var jeg næsten skamfuld over at ta ham med til mit atelier; mit arbeide, som der ellers var nok at utsætte paa, raget saa altfor høit over hans. Men han hadde faat hele sit humør igjen, og paa veien forbauset han mig med sin muntre snak og sine nye planer. Tilslut skjønte jeg hvorledes saken stod. Dette var ikke en kunstner som hadde mistet alt haab i sin eneste kunst, men en forretningsmand som kanske litt pludselig hadde faat vite at en enkelt av hans tyve spekulationer var mislykket.

I virkeligheten søkte Pinkerton — uten at jeg mistænkte ham for det — allerede trøst hos en anden av muserne. Han hadde faat den idé at han skulde lønne mig for min oprigtighet og grundfæste vort venskap. Han hadde en blok fremme og noterte hvad jeg sa, og da jeg i mit atelier avslørte Muskegons genius for ham, saa holdt han igjen paa med blyanten.

Og jeg snakket — om mig selv, mine planer, mine teorier. Pinkerton noterte, og jeg talte som en professor til en ivrig lyttende forsamling. Jeg ante ikke at altsammen blev opfattet galt, og endda mindre ante jeg hvad Pinkerton agtet at bruke sine optegnelser til. Vi hadde en lang, hyggelig kveld med megen veltalenhet og vin, vi møttes igjen næste dag, og først flere uker efter fik jeg vite meningen med de lange notater. En vakker dag blev jeg overrasket av et nummer av Saint Jos Sunday Herald, og der saa jeg til min skræk en skildring — og for en skildring — av mig selv og Muskegons genius.

„Litt fyldig figur“, „lyst, intelligent smil“, „geniets umiddelbarhet“. Og for nogen overskrifter og for nogen misforstaaelser! Du store gud, om mine spotske venner i Paris fik se dette vidunder av kunstkritik!

Det var heldig for venskapet mellem Pinkerton og mig at jeg samme dag fik brev fra min far. „Min kjære gut,“ begyndte det, „jeg sender dig et utklip, som har glædet mig særdeles, av et meget anset Saint Jo-blad. Det er faa unge mænd paa din alder for hvem en avis ofrer to hele spalter. Jeg ønsker bare at din kjære mor hadde staat og læst det over min skulder, men vi maa haabe at hun paa et bedre sted føler med mig. Naturligvis har jeg sendt et eksemplar til din bedstefar og onkel i Edinburgh. Denne Jim Pinkerton synes at være et værdifuldt bekjendtskap, han har vistnok et stort talent, og det er altid fornuftig at holde sig tilvens med pressens mænd.“

Ikke før hadde jeg læst disse ord, saa rørende taapelige som de var, saa slog min harme mot Pinkerton over i taknemmelighet. Ingen hændelse i mit liv — uten kanske min fødsel — hadde git min far saa dyp en glæde som denne artikel i Sunday Herald. Hvad skulde jeg saa klage over!

Da jeg traf Pinkerton, tok jeg let paa saken. Min far var fornøiet, sa jeg, han syntes brevet var udmerket skrevet; men selv satte jeg ikke pris paa offentlighet, og jeg vilde derfor be ham la det bli med den ene artikel.

Pinkerton blev høist ulykkelig. „Aa, jeg forstaar Dem,“ sa han, „jeg har saaret Dem. Det er min mangel paa takt nu igjen.“ Saa maatte jeg trøste ham, og løi saa godt jeg kunde.

Men det var dette sørgelige journalistiske indfald som gjorde os til venner for livet.

Vort venskap blev snart sat paa prøve. Næste kvartalsdag kom ikke den sedvanlige remisse fra min far. Jeg skrev og fik ikke svar, telegraferte og fik saa løfte om brev. Jeg var baade urolig og harm, men takket være mit romantiske liv som fattig student hadde jeg lagt endel penger til side, saa jeg ikke kom i nogen virkelig forlegenhet. Min ulykkelige far hjemme i Muskegon hadde al møie og angst. Mot en række av uheld stred han for sit liv og sin formue, og naar han kom hjem efter en fortvilet dag, saa var det for at læse og kanske graate over det sidste haarde brev fra sit eneste barn — det brev han ikke hadde mod til at svare paa.

Næsten tre maaneder efter tiden fik jeg tilslut brev og den vanlige anvisning. Han hadde hat en ond tid, men nu var tordenveiret over, og snart skulde han være rikere end nogensinde, og saa snart han kunde slippe fra, vilde han besøke mig i Paris.

Der gik igjen en tid uten at jeg hørte fra ham. Saa kom hans sidste brev, usammenhængende og vaandefuldt. Boblen var bristet, han var baade ruineret og syk.

Min stilling var vanskelig nok, men jeg hadde dog forstand til at fatte og retskaffenhet til at gjøre min simple pligt. Jeg solgte mine kuriositeter, eller rettere sagt jeg lot Pinkerton sælge dem for mig. Han utførte denne opgave saa fortræffelig at jeg ialt hadde fem tusen francs i lommen, heri medregnet det sidste av mine kvartalspenger. Jeg beholdt fem hundrede og sendte resten til min far i Muskegon. Pengene naadde tidsnok frem til at betale begravelsen.

Budskapet om hans død var neppe nogen sorg for mig. Jeg kunde ikke forestille mig min far som fattig mand, han som altid hadde levet saa høisindet og gavmildt.

Og nu kom min onde tid i Paris. Pinkerton vilde ha mig til straks at opgi min kunst. „Følg mig,“ sa han, „og la os kaste os med hele vor sjæl i det praktiske forretningsliv. Jeg har kapital, du kultur. Dodd & Pinkerton, aldrig har jeg set et bedre navn i en annonse, og du aner ikke, Loudon, hvad navnet betyr.“

Jeg hadde sagt op mit værelse og sov i en krok av mit atelier. Naar jeg vaaknet om morgenen, faldt mit blik paa Muskegons genius. „Hvad skal det nu bli av dig, stakkars unyttige stendame?“ tænkte jeg. „Og hvad skal det bli av kunstneren?“

„Nei,“ sa jeg til Pinkerton. „Det er sandt at en billedhugger maa ha enten penger eller indflydelse eller en djævelsk energi for at komme nogen vei. Ingen av delene har jeg, men jeg er ikke saa feig — eller saa modig — at jeg gir op uten kamp.“ Mine chancer var noksaa ynkelige, sa jeg, men som forretningsmand hadde jeg slet ingen muligheter. Jeg eide hverken lyst eller evne.

„Du gjør mig snart rasende,“ sa Pinkerton. „Du vil ha en til at gaa fra vettet for en vakker solnedgangs skyld, men det liv hvor der blir kjæmpet om formuer, det skal en ikke bry sig det duft om. Nei da, det er ingenting værd at staa midt i hvirvelen, med sin ene fot paa bankerotten og den andre paa en laant dollar, mens hele strømmen svirrer rundt en som en mølle — og saa kare i mynten paa trods av skjæbne og lykke.“

Jeg svarte med en præken om kunstens romantik. Jeg mindet ham om vore venner som hadde valgt denne vakre fjeldsti gjennem livet, og som nu klatret kjækt opover, fattige og fulde av haab. „Du vil aldrig forstaa det, Pinkerton,“ sa jeg. „Du kikker efter utbyttet; det er derfor du aldrig kunde lære at male, om du saa blev likesaa gammel som Methusalem. Utbyttet betyr ingenting; kunstnerens øine er vendt indad, han lever for en stemning.“

Pinkerton rev sig i haaret. „Nei, jeg skjønner det ikke,“ sa han, „ulykken er at jeg ikke har det mindste bruk for stemninger uten solide maaltider til, og du kan ikke faa ut av hodet paa mig at det er en mands pligt at bli rik, saasandt han kan.“

Enten han nu skjønte mig eller ei, saa opdaget han snart at han ikke kunde rokke mig; ti-tolv dager holdt vi paa med snak, saa lot han emnet falde; han maatte reise hjem straks, fortalte han mig, nu kastet han bare sine penger bort. Uten tvil skulde han ha reist for længe siden, og det var sikkert for min skyld han hadde ventet.

Den sidste dag bad han mig til middag paa en restaurant, hvor jeg før i mine rike dager hadde pleiet at gaa. Jeg saa der var noget som tynget ham, og selv var jeg nedtrykt, saa middagen blev litet munter.

Ved kaffen fik han sagt det han vilde. Han talte saa varmt om sit venskap og sin taknemmelighet for mig at jeg blev baade rørt og skamfuld. „La mig faa tale ut!“ fortsatte han. „Jeg ærer dig fordi du av hele dit hjerte ofrer dig for kunsten; jeg kan ikke løfte mig til dit syn, men jeg har saa meget poesi i min natur at jeg kan føle med dig. Jeg vil at du skal føre det igjennem, og jeg mener at hjælpe dig.“

„Det er ikke andet end hvad en ser hver dag,“ svarte han. „En ung mand som er sprettende fuld av talent, og saa en forretningsmand som ikke vet hvad han skal gjøre med pengene sine.“

„Vent bare til jeg faar mine jern i ilden!“ svarte Pinkerton. „Jeg er bestemt til at bli rik. Her er mit første bidrag. Ta det fra en vens haand. Det er bare hundrede francs, du skal faa det samme hver maaned, og naar min forretning begynder at vokse, skal vi lægge paa saa det blir noget.“

Det tok mig lang tid at faa avslaat hans tilbud. Og da han tilslut gav sig, var vi begge like taknemmelige og forlegne. Om kvelden reiste han, og paa veien hjem fra stationen følte jeg mig for første gang fremmed i den store lyse by.

I de dager som nu kom, fik jeg føle hvad det vil si at være fattig i Paris. Mit atelier maatte jeg snart opgi, og Muskegons genius forlot mine veier. For at kunne eie en statue i legemsstørrelse, maa man ha et atelier, et galleri, eller i det mindste en havestump til sin raadighet. Jeg tænkte derfor at la geniusen bli staaende i mit atelier; kanske kunde den gi min efterfølger en inspiration. Men desværre var jeg blit uenig med verten, og for at være ubehagelig paala han mig at fjerne min eiendom. Jeg lo hysterisk da jeg forestillet mig statuen, mig selv og en kusk paa fart gjennem Paris’ gater uten skyggen av noget maal. Et kjærkomment tilbud reddet mig fra disse pinlige muligheter, og jeg avhændet Muskegons genius for tredive francs.

I et spisekvarter paa den ytre boulevard fik jeg kredit paa middag. Aftensmat blev det forutsat at jeg ikke trængte, fordi jeg spiste hos rike venner. Denne ordning var yderst uoverveiet. Min historie kunde ta sig troværdig ut saa længe som mine klær var i god stand, men den var mere end tvilsom efterat min frakke var blit frynset om kantene og mine støvler hadde begyndt at sikle og pipe paa kafégulvene. Det ene maaltid om dagen, som stemte godt med mine finansers tilstand, gjorde ikke min mave fornøiet. Denne restaurant hadde jeg før ofte besøkt for at smake hvorledes de studenter levet som var uheldigere stillet end jeg. Da var jeg kommet ind med væmmelse og var gaat med kvalme. Underlig fandt jeg det nu at jeg satte mig graadig, at jeg reiste mig tilfreds og tællet timerne til min gjenkomst. Men sult er en stor trollmand, og saa snart som jeg hadde brukt op mine penger og ikke længer kunde mætte mig med chokolade og tykke brødskiver, saa var jeg helt henvist til dette spisekvarter og til sjeldne, lykkelige hændelser. Min ven Dijon kunde faa solgt nogen av sine hastverksbilleder, eller en gammel ven kunde dra gjennem Paris; da spiste jeg en middag efter min smak og avsluttet et rente- og avdragsfrit Quartier Latin-laan som holdt mig med tobak og morgenkaffe et par uker. En stor del av mine ensomme timer brukte jeg til at utmale mig alle enkeltheter i indbildte fester.

Det blev værre. En dag merket jeg paa spisekvarteret en viss kjølighet i vertens hilsen. Dagen efter var kulden aabenbar, den tredje dag holdt jeg mig borte i min skræk og gik altsaa fastende i otte og firti timer, og da jeg den fjerde dag kom tilbake, saa fik jeg den likefremme besked at der ikke var mere mat for mig. Nu var der bare én planke som skilte mig fra den nøkne sult, og jeg følte at den skalv under mig. Jeg hadde en søvnløs nat, og om morgenen gik jeg bent til maleren Myners atelier. Det var et skridt jeg længe hadde tænkt paa og ikke vaaget. Jeg var ikke synderlig fortrolig med denne engelskmand, og skjønt han hadde nok av penger, viste han sig paa ingen maate opmuntrende mot tiggere.

Jeg fandt ham i arbeide med et billede som jeg med god samvittighet kunde rose. Han malte væk mens jeg pratet, og jeg prøvde forgjæves at komme til saken. Tilslut fik modellen lov til at hvile, og han snudde sig mot mig.

„Tak,“ sa jeg, „jeg kan ta mit svar,“ og jeg reiste mig med raseri i hjertet.

„Naturligvis kan De gaa hvis De vil,“ sa Myner, „men jeg raader Dem til at bli og høre paa mig.“

„Hvad mere er der at si?“ ropte jeg. „Ønsker De at ydmyge mig endda mer?“

„De maa prøve at beherske Dem, Dodd,“ sa han. „Det er Dem som har søkt denne samtale, og hvis De tror at den ikke er ubehagelig for mig, saa tar De feil. De maa gi mig ordentlig greie paa Deres utsigter før jeg kan avgjøre om jeg vil hjælpe Dem.“

Paa denne maate „opmuntret“ snublet jeg gjennem min historie. Jeg fortalte at jeg hadde hat kredit paa et spisekvarter, men at det nu var slut; at Dijon laante mig en krok av sit atelier, hvor jeg modellerte alslags smaating som jeg endnu ikke hadde solgt noget av, og at min fremtid var yderst usikker.

„Aa, mit værelse er det ikke farlig med,“ sa jeg. „Min vertinde er venligheten selv, hun har ikke engang nævnt sin regning.“

„Det er vel ingen grund til at narre hende,“ sa Myner. „Nei, Dodd, jeg synes ikke at det er hæderlig av os fremmede at dra fordel av franskmændenes letvindte kredit, og saa rømme over kanalen eller Atlanteren.“

„Hm,“ sa Myner. „Jo længer De blir, des større tap er det for Deres venlige gamle vertinde. Nu skal jeg si Dem hvad jeg vil gjøre. Hvis De samtykker i at reise, saa skal jeg betale Deres reise helt til Muskegon, hvor Deres far bodde, og hvor hans venner uten tvil vil hjælpe Dem til en stilling. Mere vil jeg ikke gjøre for Dem. Hvis jeg trodde De hadde et stort talent, saa var det noget andet, men det tror jeg ikke, og jeg raader Dem til at reise.“

„Det mener jeg at det var,“ svarte han fast. „Vil De saa ta mot mit tilbud?“

„Mester,“ sa jeg, „vil De ta mig i Deres atelier igjen — men denne gang som arbeider?“

„Ganske godt. Ja. Godt nok for en rikmands søn. Forresten trodde jeg De vilde bli kunstner, ikke arbeider.“

Paa en bænk paa den ytre boulevard, ikke langt fra Napoleons grav, satte jeg mig for at ruge over min ulykke. Det var mørkt, trist veir, og jeg hadde spist bare én gang paa tre dager. Jeg hadde ikke tobak, mine klær og støvler var fillete og tilsølet. Og disse to mænd, tænkte jeg, de hadde rost mit arbeide dengang jeg var rik, men nu da jeg var fattig og trængte alt, saa hadde jeg ikke talent, saa var mit arbeide ikke godt nok.

Skulde jeg indrømme at jeg var slaat, skulde jeg gi op? Jeg tænkte paa de mange kunstnere som var blit frakjendt alle muligheter, og som trods latter og ringeagt var naadd frem. Jeg tænkte paa ham som hvilte under Invalidebygningens gyldne kuppel. Fra artilleriløitnant til verdenshersker. Ved Napoleon, jeg skulde holde ut, og de to som idag hadde haanet mig, skulde engang faa misunde mig min sukces.

Det var blit næsten mørkt da jeg vaaknet til min sult igjen. Skjælvende sprang jeg op, og rystende av kulde gik jeg gjennem de regnfulde gater, forbi de glitrende kafévinduer.

„Aa, herr Dodd,“ sa portneren, „her har været et rekommandert brev til Dem. Budet kommer igjen med det imorgen.“

Et rekommandert brev til mig! Hvad det kunde indeholde, ante jeg ikke. Men løgnen fløt uvilkaarlig fra min mund.

„Endelig mine penger!“ sa jeg. „Pokker saa ærgerlig at jeg ikke var hjemme. Kan De laane mig hundrede francs til imorgen?“

Jeg hadde aldrig før prøvet at laane av portneren. Det rekommanderte brev gav desuten en viss sikkerhet; han lot mig faa det han hadde, omtrent seksti francs. Saa fort som mine skjælvende ben kunde bære mig, sprang jeg rundt hjørnet til Café de Cluny. Jeg husker det første glas pomard og den første vidunderlige oliven; saa længe jeg lever vil jeg huske det. Over resten av maaltidet ligger en tyk sky av burgunder eller kanske rettere av sult og tung mæthet.

Klart husker jeg min skam og fortvilelse da jeg morgenen efter vaaknet og gjenkaldte mig hvad jeg hadde gjort, og hvorledes jeg hadde bedraget den stakkars ærlige portner. Nu var skandalen over mig! Jeg hadde solgt min selvagtelse og taket over mit hode for en middag paa Café Cluny!

Mens jeg sat slik og angret, kom postbudet med det rekommanderte brev. Det var stemplet San Francisco, hvor Pinkerton allerede sat til halsen i mangfoldige forretninger. Det indeholdt et nyt tilbud om hjælp, denne gang to hundrede francs om maaneden, og for det tilfælde at jeg skulde være i øieblikkelig forlegenhet vedla han en anvisning paa firti dollars. Jeg sa til mig selv at nød bryter alle love, og bankene hadde saavidt aapnet da jeg kom med min anvisning.

Det var i begyndelsen av december at jeg solgte mig til slaveri. Det lykkedes mig at overgaa mig selv og overskygge Muskegons genius med en liten, men høist patriotisk „fanebærer“; jeg fik ham antat paa salonen, og der stod han under hele utstillingen fuldstændig ubemerket, og derfra kom han tilbake til mig likesaa patriotisk som før. Jeg la hele min sjæl — som Pinkerton vilde sagt — i endel pillerier, som kom tilbake fra kunsthandlerne like saa trofast som fanebæreren. Og da jeg hadde holdt paa slik et halvt aars tid, og allerede skyldte to hundrede dollars til Pinkerton og omtrent et hundrede her og der i Paris, saa vaaknet jeg en morgen med en frygtelig følelse av ensomhet; den nat hadde min forfængelighet drat sit sidste suk. Jeg øinet ikke haab længer, jeg tilstod for mig selv at jeg var slaat, og der jeg sat i min natskjorte ved vinduet og stirret paa trætoppene ved hjørnet av boulevarden og fanget ind musikken av den travle morgenfærdsel, skrev jeg mit farvel til Paris, til kunsten, til hele mit tidligere liv og hele mit tidligere jeg. „Jeg gir mig,“ skrev jeg; „naar dit næste bidrag kommer, skal jeg reise bent til Vesten, og der kan du gjøre med mig som du vil.“

ANDET KAPITEL.

Paa min vei vestover tok jeg en sving indom mine slegtninger i Edinburgh. Jeg forela onkel Adam min stilling, og bad ham om hjælp fil at betale den gjæld jeg hadde. Onkel Adam svarte med at tilby mig en post som kontorist i sin forretning, begynderløn atten shillings om uken. Da blev min bedstefar, som hørte paa vor samtale, meget fortørnet, og der utviklet sig en pinlig scene mellem ham og onkel Adam. Utfaldet kom høist uventet for mig. Min bedstefar lot tilkalde sin sakfører, og kastet baade onkel og mig paa dør. En time efter stod jeg med en anvisning paa to tusen pund i haanden, og hadde desuten en behagelig visshet om at den gamle bygmester ikke hadde glemt mig i sit testamente. Bedstefar og jeg tok en lang spasertur, denne gang ikke til nogen av hans forfærdelige huser, men efter en naturlig og vakker impuls til det hvilested han hadde bygget sig. „Jeg vilde du skulde se dette stedet,“ sa han. „Der er stenen. Mary Murray, Født 1819, Død 1850 — det er din bedstemor, pen og god og snild var hun. Alexander Loudon, Født Sytten Hundrede To Og Nitti, Død — og saa et hul; det er mig. Alexander er mit navn. De kaldte mig Ecky da jeg var gut. Aa, Ecky, du er en gruelig gammel mand!“

Nogen dager efter stod jeg paa en anden kirkegaard — i byen Muskegon. Hele det ensformige, moderne Babel med de vældige, stirrende husrækker hadde vokset, eller rettere sagt svulmet slik siden min bortreise at jeg maatte spørre mig frem. Selve kirkegaarden var flunkende ny. Men døden hadde været virksom; jeg maatte lete længe mellem millionærernes pralende gravmæler og ungarske arbeideres sorte kors, før tilfældet eller mit instinkt førte mig til min fars grav. Stenen var reist — det visste jeg allerede — „i beundring, av hans venner“. Navnet stod med store bokstaver og stirret paa mig — James K. Dodd. Det fór gjennem mig med bitter klage og anger at jeg aldrig hadde visst hvad K’et betydde. Like sørgelig var resten av mit ophold i Muskegon. Jeg blev der nogen dager for at besøke min fars venner. Den pine kunde jeg spart mig, hans minde var allerede bleknet. For hans skyld bød de mig velkommen, og for min skyld holdt de med møie en samtale gaaende om hans forretningsdygtighet og hans gavmildhet overfor almene formaal. Og saasnart jeg var gaat, husket de ham ikke længer. Min far hadde elsket mig; jeg hadde latt ham leve og dø ensom; da jeg kom tilbake var han død og begravet og glemt. Der var en sjæl til som holdt av mig — Pinkerton. Jeg maatte ikke to ganger gjøre mig skyldig i den samme feil.

Og denne tanke var det kanske som mest hadde drevet mig vestover — trods de to tusen skinnende pund som vilde gjort mig til en greve i det nøisomme Quartier Latin. Et par dager efter var jeg midt i hvirvelen av Pinkertons forretninger.

I samme aand som en skolegut gjør sig selv til helten i sine røverromaner og oplever de utroligste eventyr, fløi Pinkerton gjennem Kearney street i sit daglige stræv. Virkeligheten var hans romantik. Hver dollar han tjente, hadde han likesom bragt iland fra et mystisk dyp. Naar han slog med sin kjække haand ind i pengemarkedets net, saa hadde han en glædelig følelse av at ryste tilværelsens grundpiller, og likesom med et kamprop sætte folk til arbeide i fjerne land; han følte at han fik guldet til at skjælve i millionærernes skap.

Jeg fik aldrig fuld oversigt over hans spekulationer; men der var fem forskjellige forretninger som han vedkjendte sig og bar som et banner. Thirteen Star Golden State Brandy — et meget usmakelig produkt — fyldte en stor del av hans tanker, og blev anbefalt til publikum i en veltalende men vildledende avhandling, „Hvorfor drikke fransk brændevin? Et ord til den vise.“ Han holdt et kontor for annonserende, han gav raad og utkast og forhandlet som mellemmand med trykkere og plakatklistrere; kjøbmanden spurte om idéer, teateragenten hadde bruk for lokalkjendskap, og alle og enhver fik med sig et eksemplar av hans brochure, „Hvorledes, Naar, Hvor, en haandbok for annonserende“. Hver lørdag leiet han en liten dampbaat som tok folk ut paa en fisketur for en pris av fem dollars pro persona, snører og agn medregnet i billetten. Jeg har hørt at der var dem — utvilsomt gamle fiskere — som tjente paa turen. Leilighetsvis kjøpte han vrak og kondemnerte skibe; de sidste fandt, uten at jeg kan si hvorledes, veien tilsjøs igjen under nye navn, og pløide bølgerne i triumf under Bolivias eller Nicaraguas farver. Tilslut var der en landbruksmaskin som straalte av rød og blaa maling, og som utfyldte et „længe følt savn“.

Men foruten i disse aapne foretagender spekulerte han paa mangfoldige mystiske maater. Aldrig sov nogen dollar i hans eie; han holdt dem alle flyvende likesom en jonglør med appelsiner. Da jeg begyndte at faa en andel, lot han mig skimte min fortjeneste bare et øieblik; saa forsvandt den igjen. Han kom straalende fra et ukeopgjør, klappet mig paa skulderen og fortalte at han hadde tjent fabelagtige summer, og saa bad han om at faa laane en kvart dollar til et glas.

„Ind i møllen igjen. Altsammen anbragt igjen!“ svarte han usigelig fornøiet. „Anbringelse“ var hans staaende uttryk. Han taalte ikke det han kaldte spil. „Rør aldrig aktier, Loudon,“ sa han, „ingenting andet end skikkelige forretninger.“ Men himmelen vet at mangen forhærdet spiller vilde ha gyst tilbake for nogen av Pinkertons anbringelser. En saadan forretning fik jeg tæften av. Det gjaldt befragtningen av en ulykkelig skonnert bestemt til Mexico — for at smugle vaaben den ene vei og cigarer den anden. Dette foretagende endte med forlis, konfiskation og en retssak med assurandørerne. Pinkerton, som var interessert for en syvendedel, vilde aldrig gaa nærmere ind paa denne sørgelige spekulation. „Det blev en skuffelse,“ var alt han sa; men jeg skjønte at hele hans forretning skalv i sine grundvolde. Forresten varte det ikke længe før Pinkerton begyndte at skjule for mig sine vildeste „anbringelser“.

Vi hadde vort kontor midt i byen. Det var et høit og rummelig værelse med mange og store speilglasvinduer. Et glasskap indeholdt omtrent to hundrede flasker av Pinkertons Thirteen Star. Etiketten var meget pragtfuld. Skapets dører svinget ustanselig paa hængslerne; hver fremmed som kom ind paa kontoret, fik med sig en flaske. Jeg protesterte litt mot denne ødselhet. „Kjære Loudon,“ sa Pinkerton, „vil du da aldrig bli forretningsmand? Det er jo den billigste annonse jeg har. Brændevinen koster mig næsten ingenting.“

Paa den ene kant av det store bord midt i værelset sat to maskinskriversker som ikke hvilte mellem klokken ni og fire, og den andre ende var optat av en model av landbruksmaskinen. Paa væggene hang nogen fotografier, blandt andet av skibet James L. Moody, strandet paa en nøken og vild kyst, og dernæst endel oljemalerier i guldrammer. Disse billeder var for det meste relikvier fra Quartier Latin, og jeg skal vise Pinkerton den retfærdighet at si at intet av dem var daarlig, og at nogen var meget talentfulde. Efterhvert som de blev avhændet, og det for pene priser, blev deres plads indtat av lokale kunstneres arbeider. Disse fik jeg det hverv at kritisere. Nogen av dem var fæle, men alle sælgelige. Det sa jeg, og jeg saa mig selv som desertør, jeg bar vaaben i den gale leir. Fra nu av skulde jeg se paa malerier ikke med en kunstners, men med en kunsthandlers øine; strømmen som skilte mig fra alt det jeg elsket, blev bredere og bredere.

„Nu, Loudon,“ hadde Pinkerton sagt den første morgen, — „nu, Loudon, skal vi gaa løs skulder mot skulder. Det er det jeg har længtet efter, to hoder og fire armer. Du vil snart finde at det er akkurat likedan som kunst — altsammen iagttagelse og fantasi, men større fart. Bare vent til du begynder at føle glæden i det.“

Jeg kunde ha ventet længe. Det som Pinkerton kaldte arbeide, var og blev for mig bare tom staahei.

Jeg sov i et litet rum indenfor kontoret, Pinkerton paa en patentsofa i kontoret selv. Vi stod tidlig op, gik tidlig til frokost, og begyndte klokken ni paa forvirringen, som for mig var og blev babylonisk.

Nogen dager hadde Jim et usedvanlig energisk og tappert ansigt, han snakket kortfattet, likesom han hadde frygtelig travelt, og der faldt fra ham slike ytringer som „Longhurst fortalte mig det imorges“ eller „Jeg har det direkte fra Longhurst“. Det var ikke rart, tænkte jeg, at Pinkerton blev tilkaldt for at raadslaa sammen med slike titaner; for hans raphet og opfindsomhet var hævet over al ros. I den første tid, da han endnu talte aapent med mig om alle sine planer og projekter, saa visste jeg aldrig om jeg mest beundret ham eller mest moret mig over ham. Men de gode dager fik snart ende.

„Ja, det er nok utspekulert,“ sa jeg engang. „Men, Pinkerton, synes du det er hæderlig?“

„Du synes ikke det er hæderlig?“ klaget han. „Aa gud, at jeg skulde faa høre slike ord fra din mund!“

Men denne konflikt kom igjen, og litt efter litt blev Pinkerton ræd for at betro sig til mig. Hvis der var noget som han gjorde sig til av, saa var det sin ærlighet, og hvis der var noget som han satte pris paa, saa var det min gode mening. Min egen stilling var slet ikke let. Jeg skyldte ham jo saa meget, og da er det ikke behagelig at optræde som kritiker; men tanken paa at jeg levet av disse tvilsomme foretagender, var heller ikke behagelig. Jeg valgte i min svakhet et mellemstandpunkt. De forretninger som Pinkerton ikke likefrem fortalte mig om, foretrak ogsaa jeg at tie om heller end at fremkalde nye scener. Dette var Pinkerton gløgg nok til at benytte sig av, og det var en lettelse for os begge da han begyndte at hylle sine planer i et mystisk slør.

Vor sidste disput gjaldt et kondemnert skib, som Pinkerton hadde kjøpt for at reparere og sende tilsjøs igjen under et nyt navn. Han gned sig i hænderne mens han fortalte mig det.

Han hoppet høit. „Hvad er det nu for sludder!“ skrek han. „Ingenting som der er noget at tjene paa, finder naade for dine øine.“

„Lloyd, Lloyd! Jeg har sagt dig at Lloyd bare er en ring som alt andet. Skibet er i fortræffelig stand, der er næsten ingenting i veien med det.“

„Du store kineser, likesom ikke alle spekulationer var vaagespil! Jeg skal si dig noget, Loudon, du er altfor fin for denne verden.“

„Og du glemmer dine gamle idealer og din kultur bare for denne evindelige pengejagtens skyld,“ sa jeg. „Du drømmer jo ikke om andet end dollars.“

Dette skud traf. „Det er sandt, Loudon,“ ropte han og rev sig i haaret. „Du har aldeles ret. Jeg holder paa at bli materialist. Aa tænk, at jeg maa si det om mig selv! Du er en trofast ven, Loudon, nu har du reddet mig igjen. Hvad skal jeg gjøre for at vække den aandelige side av mig? Jeg maa studere noget, noget rigtig tørt og kjedsommelig. Hvad skal det være? Teologi? Algebra? Hvad er algebra?“

„Ja, saa vil jeg studere algebra,“ sa han. Og dagen efter fik han opsporet en ung dame, en frøken Mamie McBride, som hadde baade evne og vilje til at veilede ham paa disse blomsterløse vidder. De blev enige om to timer hver uke, og han gik igang med flammende energi. Timerne strakte sig snart ut til en hel aften, og de to ukentlige timer blev øket til fire og derefter til fem. „Pas dig, du blir snart dødelig forelsket i algebraisten,“ sa jeg.

„Det maa du ikke si, selv for spøk!“ ropte han. „Jeg har altfor stor ærefrygt for hende. Aa Loudon, jeg har aldrig set en kvinde med saa fint og rent sind.“

Dette lød svært inderlig i mine ører. En stund efter hadde jeg den fornøielse at tilbringe en aften sammen med de to. Frøken Mamie viste sig at være en pyntelig liten en med store, vandklare øine, meget vakkert væsen og en strøm av de mest korrekte uttryk som jeg nogensinde har hørt fra menneskelige læber. Jeg trak mine slutninger av de øine som hun gav min ven, og da han dagen efter plumpet ut med sine følelser for hende, opmuntret jeg ham til at gaa paa. Samme kveld forlovet han sig.

I de dager gjorde vi op regnskapet for det første aar. Det viste at jeg medregnet de to tusen pund som jeg hadde faat av min bedstefar, var den stolte eier av 14.400 dollars. Men jeg maa tilføie at jeg hadde tjent hele otte tusen dollars utenfor vor forretning. Dengang jeg blev altfor træt av at sitte som blindemand paa Pinkertons kontor, hadde han git mig den idé at arrangere endel søndagsutflugter for det store publikum. Det gjorde jeg, og disse utflugter indbragte mig baade popularitet i de brede lag og tre tusen dollars netto. Endvidere hadde jeg engang hat det indfald at kjøpe endel værdiløse grubeaktier. Straks efter blev der gjort et stort sølvfund i gruben, aktierne fløi tilveirs, og jeg skilte mig av med mine i det rette øieblik. Det var fem tusen dollars. Paa den anden side hadde jeg i aarets løp brukt fire tusen dollars.

Jeg var altsaa rik. Hvorfor skulde jeg ikke vende tilbake til Paris? Nogen glæde av forretningslivet fik jeg aldrig, og nu skulde Jim gifte sig og trængte ikke mit selskap. Jeg snakket med Jim om det en kveld.

„Ja, jeg har ventet dette, Loudon,“ sa han. „Det piner mig, men naturligvis bør du reise. Du kan gjøre regning paa firti dollars om uken, og tænk, for to aar siden var du næsten tigger.“

„De slynglerne gav dig ingenting, og det er jeg glad for nu,“ sa Jim. „Det blir en triumf for dig at komme tilbake, og om to aar skal Mamie og jeg besøke dig.“

Vi sat og pratet til sent paa nat. Jeg selv var saa glad over min nyvundne frihet, og Jim var saa lykkelig over min lykke og saa stolt av sin kjække Mamie, og værelset var blit saa fyldt med luftslotte at vi slet ikke tænkte paa at sove. Kontorklokken hadde slaat baade to og tre før Pinkerton strakte sig ut paa sin patentsofa.

Med min hjemreise til Paris i tankerne fortsatte jeg mit gamle liv i San Francisco. Jeg hadde alle eftermiddager og to eller tre aftener om uken til min raadighet, og dem brukte jeg til at studere den merkelig maleriske by. Fra en „amatørpariser“, som jeg før hadde kaldt mig, blev jeg en omstreifer paa kaier og verfter og i skumle gater, og jeg søkte bekjendtskap med alslags underlige typer. Kinesiske og meksikanske spillehelveder, tyske hemmelige samfund, logishus for sjøfolk og mange berygtede og farlige steder besøkte jeg.

En dag stod jeg nede ved en baatbrygge under Telegraph Hill. En stor bark, kanske paa en atten hundrede tons, kom indover tæt rundt pynten. Med ett saa jeg at to mænd ombord kastet sig over rælingen og ned i en baat, de rev aarerne fra baatmanden og rodde som for livet mot den bryggen hvor jeg stod. Paa forbausende kort tid naadde de ind, og jeg saa at de begge var altfor godt klædt til at være matroser.

„Denne vei,“ sa jeg og sprang avsted med dem. „Hvad er paafærde? Hvad er det for et skib?“

„Det er Gleaner,“ svarte han. „Jeg er førstestyrmand, denne mand tredjestyrmand, vi maa forklare os før mandskapet. Ser De, de kunde slaa os sammen med kapteinen, og det har jeg ikke stor lyst paa. Jeg har oplevet noget av hvert i mit liv, jeg har set koffernagler fly som sand i storm — men aldrig maken til skipperen vor. Der var ikke stop med det fra Hook til Farallonerne, og den sidste blev skutt for ikke seksten timer siden. Det var et saa fordømt mandskap som nogen gang har gjort kvalm ombord, men folkene saa likevel bleke ut da kapteinen begyndte med præmieskytningen sin.“

„Aa, han er færdig nu,“ sa den anden. „Han kommer ikke til at gaa tilsjøs igjen.“

„Sludder,“ svarte hans overordnede. „Rækker han bare helskindet iland og slipper at bli lynchet i de første ti minutter, saa greier han sig endda. Rederne vil holde paa ham, de finder ikke en saa dygtig kaptein hver dag i aaret.“

„Ja, en skal lete efter hans like,“ sa den anden hjertelig. „Jeg tror ikke der er betalt hyre ombord paa Gleaner de tre sidste turene.“

„Ikke til folkene forut,“ sa styrmanden. „Folkene rømte; de fik det ikke saa hyggelig som de kanske hadde ventet. Det er ikke det første skib som aldrig har betalt hyre.“

Jeg kunde ikke la være at lægge merke til at vor fart avtok mer og mer, og jeg undredes paa om ikke den store hastighet vi begyndte med, var beregnet bare for galleriet. Visst er det ihvertfald, at da vi hadde naadd politistationen, og styrmanden hadde fortalt sin gruelige historie om fem mænd som var blit myrdet mellem Sandy Hook og San Francisco, saa blev politiet sendt avsted akkurat fem minutter for sent. Før vi kom ned, var skurken sluppet bort i folkemassen og hadde fundet et tilflugtssted i en vens hus. Godt var det for ham at han hadde skyndt sig; for da den frygtelige nyhet bredte sig, da det sidste offer blev kjørt til hospitalet, og da de gjenlevende fra myrderiet gik rundt og viste sine saar, saa skalv og glødet hele den bydelen av raseri. Hvis kapteinen paa Gleaner var blit fundet, saa hadde hans liv været litet værd.

Som jeg har sagt hadde jeg en mistanke om at Nares (saa het styrmanden) vilde gi sin kaptein leilighet til at slippe bort. Da jeg senere lærte ham godt at kjende, vilde han aldrig uttale sig om Gleaners reise. Uten tvil hadde han grund til at være taus. Paa veien til politistationen drøftet han flere ganger med Johnson, tredjestyrmanden, om han ikke burde overgi sig selv likesaa vel som at melde kapteinen. Han bestemte sig til ikke at gjøre det, da det „sandsynligvis løp ut i ingenting, og selv om der blev mudder, saa hadde han en mængde gode venner i San Francisco“. Og det løp ut i ingenting, men det maa ha været meget nær ved at bli noget, for Nares forsvandt øieblikkelig ut av syne og holdt sig næsten likesaa godt gjemt som sin kaptein.

Johnson møtte jeg derimot ofte. Jeg fik aldrig vite hvor manden var fra. Selv kaldte han sig amerikaner, men baade hans væsen og hans engelsk vidnet mot ham. Jeg tror at han var skandinav, og at han længe hadde faret med engelske og amerikanske skibe. Det er mulig at han som saa mange av sine landsmænd i lignende stilling allerede hadde tapt sit morsmaal. Skjønt han oprindelig var mild, venlig og pudsig spøkefuld av sind, hadde han saa længe været vant til den grusomme disciplin tilsjøs, at hans historier — som han fortalte med en klukkende latter — ofte fik mig til at gyse. Han var høi og slank, hadde mørkt haar, kjække og renlinjede træk og et veirbrunet ansigt. Naar han sat i en stol, saa kunde man ta ham for en baronet eller en militærofficer, men bare han reiste sig, saa var det matrosen som kom ruggende mot en, og bare han aapnet munden, saa var det matrosen som pep og drævet paa sit ugrammatikalske kraakemaal. Jeg trodde jeg snart skulde tapt ham av syne, men ifølge sjøfolkenes uskrevne livsregler maatte han først sætte sin hyre overstyr. Han sløste den stilfærdig bort i den lille gjestestue bak kaféen hos „Black Tom“; der sat han med et utvalgt selskap av gamle venner, alle fra Sydhavet, allesammen glad i en lang skrøne en kort pipe og glasser bordet rundt.

Black Toms kafé var en fjerdeklasses saloon for kanaka-sjømænd, sterk tobak, fæle cigarer, endda værre brændevin, brøstfældige guitarer og banjoer. Der var vildskap nok i denne saloonen, og den hadde ord for ikke altid at være farefri.

Men i gjestestuen bak sat den lille hyggelige sydhavsklub og pratet om en helt anden verden. Gamle skonnertkapteiner var det, gamle sydhavshandlere, kokker, styrmænd, folk som var mildnet under sit ophold hos en bløtere race, folk som hadde faat sine tanker og sanser aapnet av merkelige oplevelser. Dag efter dag kunde jeg med frisk glæde høre paa deres fortællinger. Der formet sig i min fantasi et billede av øerne og ølivet, steile strandbredder, spidse fjeldtopper, den dype skygge av hængende skoger, den ustanselige brænding mot revet og den usigelige fred i lagunen, sol, maane og stjerner av vidunderlig klarhet; troskyldige mennesker i disse landskaper, kvinder som var elskeligere end Eva; her var forbandelsen hævet, her var der musik over livet, gjesten var velkommen, baaten gled frem, og den lange nat gik med digte og korsang. For at fatte den længsel som undertiden grep mig, maa man selv ha været en uheldig kunstner, selv ha sultet paa Paris’ gater, selv ha været spændt i aag sammen med en forretningskraft som Pinkerton. Den grovkornede by San Francisco, det travle kontor, hvor min ven Jim hver dag fra ti til fire gik op og ned som en fanget løve, ja, nu og da bleknet selv mindet om Paris for mig. Mangen mand som blev mindre fristet, vilde git op alt for at gjøre sine syner til virkelighet, men jeg var for doven og for litet eventyrlig av sind. Der maatte gjøre sig gjældende en magt utenfra, og skjønt jeg ikke ante det, var skjæbnen allerede i arbeide med min fremtid.

En eftermiddag sat jeg i en krok paa en stor saloon som skinnet av speilglasruter og forsølvning. Med fottramp og pludselig larm av mange stemmer blev døren svunget til side og stedet likesom indtat med storm. Flokken som slik brøt ind — det var mest sjømænd, og alle var sterkt ophidset — førte med sig i sin midte nogen mænd som hele optrinnet dreiet sig om. Rundt hele baren fløi som ild i tørt græs den nyhet at det var kaptein Trent og de overlevende fra en britisk brig Flying Scud. Et britisk orlogsskib hadde tat dem op paa Midway Island; netop den dag var de kommet til San Francisco. Litt efter fik jeg godt sigte paa dem. Fire brune karer; de stod ved disken med glas i haanden, mens en flok av nysgjerrige trængte sig om dem. En av dem var en kanaka — kokken, hørte jeg; en anden hadde et bur med en kanarifugl som nu og da kvidret; én bar sin venstre arm i bind, han saa sykelig ut, som om det hadde været en styg skade og han endnu ikke var rigtig bra; og kapteinen selv — en rødmusset, blaaøiet, tykfalden mand paa fem og firti — hadde bandage om sin høire haand. Hele optrinnet fandt jeg merkelig; især var det paafaldende at se kaptein, kok og matroser spasere sammen gjennem gaterne og gaa paa salooner i selskap, og som altid naar noget gjorde indtryk paa mig, drog jeg min skissebok frem og stjal mig til at ta en skisse av de fire skibbrudne. Dette interesserte det nysgjerrige publikum, det aapnet en vei tvers gjennem rummet, og jeg fik saaledes anledning til skarpt at iagtta kaptein Trents ansigt og optræden.

Opvarmet av whisky og opmuntret av tilhørernes ivrige spørsmaal gav kapteinen sig nu til at fortælle historien om sit vanheld. Det var bare nogen stumper som naadde mig, hvorledes han „braste fuldt paa styrbords baug“, hvorledes det „kom et kast fra nordnordvest“, og „der stod hun høit og tørt“. Somme tider henvendte han sig til en av mændene — „Det var jo slik det gik til, Jack?“ — og manden svarte: „Ja, slik var det, kaptein.“ Tilslut reiste han en ny bølge av sympati med dette utbrud: „Fanden ta alle de admiralitetskarterne, det sier jeg!“ At dømme efter de nikkende hoder og det mumlende bifald stod kapteinen i sit publikums opfatning som en gentleman og en førsterangs navigatør. Nu var min skisse av de fire mænd og kanarifuglen færdig; jeg spændte boken sammen og gik.

Litet drømte jeg om at dette var første scene i første akt av mit livs drama, og dog sat denne scene — eller rettere kapteinens ansigt — en stund igjen i mit minde. Nogen profet var jeg ikke, men jeg var noget andet, en iagttager, og én ting visste jeg, jeg visste naar en mand var ræd. Kaptein Trent paa den britiske brig Flying Scud hadde været rap i munden, han hadde snakket høit og djervt; men i hans blaa øine saa jeg angstgyset, og bak linjerne i hans ansigt skimtet jeg en hvileløs frygt. Skalv han for sit certifikat? Efter min mening var det en værre frygt som dirret gjennem ham da han snudde sig bort for at drikke. Var det en følge av rystelsen da han mistet sin brig? Jeg husket en ven av mig som hadde været med i en jernbaneulykke; en hel maaned efter skalv han og fór sammen for ingenting. Skjønt kaptein Trent ellers ikke gjorde indtryk av at være nervøs, saa sa jeg til mig selv, dog uten at føle mig viss paa det, at der var noget lignende i veien med ham.

TREDJE KAPITEL.

Da jeg morgenen efter kom ind paa kontoret, fandt jeg Pinkerton dypt sænket i Daily Occidental.

„Loudon,“ sa han og saa op fra avisen, „du synes ofte at jeg har for mange jern i ilden. Men min mening er, at naar du ser en dollar paa jorden, saa ta den op! Og nu har jeg snublet over en hel dynge av dem paa et rev midt ute i Stillehavet.“

„Bare hør!“ avbrøt han mig. „Det er forresten en kjedsommelig artikel. De fyrene i Occidental eier ikke ild i sig. Men paalidelig er den vist.“ Og han begyndte at læse:

Den britiske brig „Flying Scud’s“ forlis.

Det britiske orlogsskib „Tempest“, som igaar ankom hertil, medbringer kaptein Trent og fire mand fra den engelske brig „Flying Scud“ som forliste den 12te februar paa Midway Island, hvor de som ved et under blev reddet dagen efter. „Flying Scud“ var 200 registertons, hjemmehørende i London, og har været ute paa en to aars tur. Kaptein Trent avseilet fra Hongkong 8de december for San Francisco med en last av ris og endel stykgods — silke, te og forskjellige kinavarer — ialt til en værdi av 10.000 dollars, fuldt assurert. Logbogen viser meget godveir med let bris, vindstille og enkelte byger. Da drikkevandet begyndte at bli raaddent — dette var paa 28° n. b. 177° v. l. — satte kaptein Trent kursen for Midway Island, hvor han efter en feilagtig oplysning i Hoyt’s „North Pacific Directory“ ventet at finde en kulstation. Han fandt en nøken sandbanke, omgit av et koralrev som for størstedelen laa under vand. Der var en mængde fugl, god fisk i lagunen, men intet brændsel, og det vand som de fik ved gravning, var brakt. Der var god holdebund — sand og koraller — paa femten favne vand utenfor nordsiden av den store banke. Her blev han opholdt av vindstille syv dager, i hvilken tid folkene var meget syke paa grund av det bedærvede vand, og først om aftenen den tolvte sprang der op en liten bris av n.n.o. Sent som det var lettet kaptein Trent dog straks anker og prøvde at komme ut. Mens skibet krydset op mot indløpet, løiet vinden pludselig av og sprang saa over til byger av n. og endog n.n.v. Briggen drev da iland paa sandbanken. Dette hændte litt før seks. Under forsøket paa at sætte ut en baat druknet finnen John Wallen og svensken Charles Holdorsen like ved skibssiden; ingen av dem kunde svømme, bygen var meget mørk, og brændingens larm kvalte hvert rop. John Brown, en anden av mandskapet, brak samtidig sin arm under støtet. Kaptein Trent fortalte endvidere Occidentals reporter, at briggen først hugget voldsomt med baugen, eftersom han tror mot koralrevet, derefter drev over dette og nu ligger i sand med baugen under vand og med slagside til styrbord. Ved det første støt maa den ha faat adskillig skade, da den trak vand forut. Hele risen vil sandsynligvis bli ødelagt, men den mere værdifulde del av ladningen var heldigvis i agterskibet. Kaptein Trent holdt paa med at utruste sig for at gaa tilsjøs i storbaaten, da „Tempest“, som efter ordre anløp de forskjellige øer paa sin rute for at se efter skibsforlis, lykkeligvis kom og reddet den kjække kaptein fra al fare. Det er neppe nødvendig at tilføie, at baade officerer og mandskap fra det uheldige skib taler i høie toner om den venlighet som de møtte ombord paa orlogsskibet. Vi hitsætter de overlevendes navn: Jacob Trent, fører, fra Hull, England; Elias Goddedaal, styrmand, født i Christiansand, Sverige; Ah Wing, kok, født i Sana, Kina; John Brown, født i Glasgow, Scotland; John Hardy, født i London, England. „Flying Scud“ er ti aar gammel og vil i formiddag efter ordre fra Lloyds agent bli solgt som den staar ved offentlig auktion for assurandørernes regning. Auktionen vil finde sted paa børsen kl. 10.

Flere enkeltheter. — Senere paa eftermiddagen fandt Occidentals reporter løitnant Sebright fra „Tempest“ paa Paladshotellet. Herr Sebright hadde knap tid, men bekræftet kaptein Trents beretning i ett og alt. Han tilføiet at „Flying Scud“ ligger aldeles trygt, og hvis der ikke kommer en voldsom storm av n. v., hvad der er høist usandsynlig, kan den holde til næste vinter.

„Du kommer aldrig til at skjønne dig paa literatur,“ sa jeg, da Jim var færdig. „Dette er godt og ærlig arbeide, historien er klart fremstillet. Jeg finder bare én feil, kokken er ikke kineser, han er en kanaka, fra Hawaij, tror jeg.“

„Jeg saa hele selskapet paa en saloon igaar,“ sa jeg. „Jeg hørte ogsaa historien, eller kunde hørt den av kaptein Trent selv, som forresten var yderlig tørst og nervøs.“

„Det kan være ett fett,“ sa Pinkerton. „Nu gjælder det bare de dollars som ligger og venter paa revet.“

„Likesaa godt som en sukkertrust!“ utbrøt Pinkerton. „Ser du ikke hvad den britiske officer sier om trygheten! Ser du ikke at ladningen er værdsat til ti tusen! Skonnerter er billige netop nu, jeg kan faa hvilken jeg vil for to hundrede og femti om maaneden. Det tar sig ut som tre hundrede procent for mig.“

„Du glemmer at risen er ødelagt, efter hvad kapteinen selv sier,“ indvendte jeg.

„Det er sandt,“ indrømmet Jim. „Men risen er bare for ballast at regne, det er teen og silken jeg tænker paa. Vi skal bare faa vite hvor meget der er av den sort. Jeg har ringt op Lloyds kontor; kapteinen skal møte mig der om en time, og saa skal jeg bli saa klok paa den briggen som om jeg hadde bygget den. Og forresten aner du ikke hvad en kan samle paa et vrak — kobber, bly, rig, ankre, kjettinger, like til stentøiet, Loudon!“

„Der er en liten ting som du vist glemmer,“ sa jeg. „Først maa du kjøpe vraket, og hvad vil det koste?“

„Jeg gjetter ikke, jeg vet det,“ svarte Jim. „Kjære dig, jeg er kanske en tosk naar det gjælder literatur, men du kommer altid til at bli en dilettant i forretninger. Hvorledes tror du at jeg kunde kjøpe James L. Moody for to hundre og femti, naar baatene alene var værd fire ganger saa meget? Fordi mit navn stod øverst paa listen. Nu staar det der igjen, og derfor kan jeg selv si prisen.“

„Det lyder gaadefuldt,“ sa jeg. „Blir denne offentlige auktion avholdt i en underjordisk hvælving? Kan en almindelig borger som for eksempel jeg komme ind?“

„Altsammen gaar aapent for sig,“ svarte han harmfuldt. „Alle og enhver kan komme, men der er ingen som byr imot os. Hvis nogen gjorde det, vilde han bli frosset ut. Der er to millioner dollars i ringen. Bare tænk dig at nogen bød over os — jeg skal si dig, Loudon, han vilde tro at hele byen var gaat fra forstanden. Han kunde ikke faa gjort forretninger her mere end jeg kan danse. Skonnerter, dykkere, mænd — alt det han trængte — vilde fly op i pris og kverke ham.“

„Men hvorledes kom du ind?“ spurte jeg. „Du har da vel ogsaa engang været utenfor?“

„Hele saken interesserte mig voldsomt, Loudon. Den var saa romantisk. Saa skjønte jeg at der var mynt at tjene, og jeg studerte forretningen tilbunds. Ingen ante at jeg spekulerte paa vrak, før jeg en vakker dag trasket ind til Douglas B. Longhurst, sa ham alle tal og enkeltheter og slængte bent i næsen hans: „Vil De ha mig med i denne ring? Eller skal jeg starte en ny?“ Han brukte en halv time, og da jeg kom ind igjen, saa sa han: „Pink, jeg har sat Deres navn paa.“ Første gang jeg kom øverst, var det Moody, nu er det Flying Scud.“

Derpaa saa Pinkerton paa klokken, avtalte i hast at vi skulde møtes utenfor børsen, og fløi avsted for at undersøke ladningsangivelsen og snakke med skipperen. Mens jeg sat og røkte ut min cigaret, og senere paa min vei nedover de larmende gater, kunde jeg ikke frigjøre mine tanker fra dette forlis. Et syn av vraket forfulgte mig. Der laa det langt borte i den stekende sol, under en sky av sjøfugl. Mit hjerte higet mot dette eventyr, at fare over verdenshavet frem til det forlatte skib.

Pinkerton møtte mig til den fastsatte tid, usedvanlig strunk og med sammenbitte tænder, likesom han bar paa en stor beslutning.

„Naaja,“ sa han, „det kunde være bedre, men ogsaa værre. Den der kaptein Trent er en ærlig kar. Saa snart han hørte at jeg var i markedet, saa gav han grei besked om risen. Efter hans beregning er der i det høieste tredive matter uskadt. Men angivelsen var mere lovende. Av hele værdien er der for omtrent fem tusen dollars i te og silke og nøtolje og slikt, altsammen i lasarettet, saa trygt som om det laa i Kearney Street. Briggen fik ny kobberhud for et aar siden. Det er ikke nogen guldgrube, men det er da en slump mynt, og vi skal vaage det.“

Klokken var nu næsten ti, og vi gik ind til auktionen. Flying Scud, som var saa vigtig for os, lot ikke til at ha vakt synderlig opmerksomhet. Auktionarius var omringet av kanske et snes tilskuere, for det meste svære karer, langbente, bredskuldrede og flotte. Det surret av veddemaal. Man saa straks at disse fyrene var her for moro, ikke i forretninger. Bak dem opdaget jeg min ven kaptein Trent, som sagtens var kommet for at følge sit gamle skib til det sidste. Han hadde idag nye, færdigsydde klær paa; de sat ikke videre godt. Op av den øverste lomme paa venstre side stak et silkelommetørklæ, den nederste lomme paa høire side bugnet av papirer. Pinkerton hadde netop rost manden i høie toner. Han hadde jo ogsaa vist sig meget ærlig, og jeg saa igjen paa ham for om mulig at finde denne dyd i hans ansigt. Det var rødt og bredt og — tænkte jeg — falskt. Hele manden saa ut som han skalv av en hemmelig angst, og der han stod uten at vite at nogen iagttok ham, rev han i neglene sine, skulte mot gulvet eller saa pludselig med forte, rædde øine op paa nogen som gik forbi. Slik stod han til salget begyndte.

Auktionarius slog an en charmerende tone. „Fin brig — ny kobberhud — værdifuldt utstyr — tre gode baater — utsøkt ladning — hvad auktionarius vilde kalde en solid forretning. Nei, mine herrer, han vilde gaa endda længer, han vilde nævne et beløp, han betænkte sig ikke paa at nævne et beløp, og med det ene og det andet, alle ting sammenlagt, saa kunde kjøperen bringe ut saa meget som den anslaatte værdi av ladningen, eller, mine herrer, med andre ord en sum av ti tusen dollars.“ Øieblikkelig efter dette beskedne regnestykke skingret et vældig „kykeliky“ over talerens hode; alle lo, auktionarius med, imøtekommende.

„Naa, mine herrer, hvad skal vi saa si?“ spurte han og saa bent paa Pinkerton. „Hvad skal vi si for denne enestaaende leilighet?“

„Et hundrede dollars er budt av herr Pinkerton, et hundrede dollars. Er der intet bedre bud? Et hundrede dollars, bare et hundrede —“

Auktionarius duret avsted omtrent slik, og jeg for min part saa baade med sympati og forundring paa kaptein Trents skjælvende, angstfyldte ansigt, da det gav et ryk i os alle —

Pinkerton, auktionarius og tilhørerne som alle var like meget inde i ringens aapne hemmelighet, blev alle samtidig og like sterkt rystet.

„Og femti,“ gjentok røsten, som jeg nu kunde følge tilbake til dens ophav. Talerens hud var graa og fuld av blemmer, hans tale sprang fra den ene toneart til den anden, hans bevægelser syntes (likesom i St. Veitsdans) at være litet under kontrol, han var daarlig klædt, han førte sig paa én gang krypende og indbildsk, som om han var stolt av at være der han var og gjøre det han gjorde, og dog halvt ventet at bli kastet paa dør.

Pinkerton saa bort paa ham med et alt andet end venlig øiekast, rev et blad ut av sin notisbok og rablet en linje med blyant, vinket paa et bud og hvisket „til Longhurst“. I næste sekund var gutten borte, og Pinkerton snudde sig igjen mot auktionarius.

„Ja, men vent til Longhurst kommer,“ svarte han. „Det lille bestet skal faa en lærepenge. Trehundrede,“ sa han høit.

Det var omtrent i dette øieblik at mit blik igjen faldt paa kaptein Trent. Hans røde ansigt var blit endda rødere, jakken var opknappet, silketørklædet i flittig bruk, og hans klare sjømandsblaa øine skinnet som glas. Endnu var han ræd, men nu var der, hvis jeg da kunde læse i et ansigt, litt haab i hans angst.

„Ja,“ var svaret, „der gaar noget svineri for sig her,“ og han fornyet sit bud.

Budene nærmet sig tusen, da jeg la merke til en bevægelse i ansigterne tvers overfor. Jeg saa bakover. Der kom en svær, blid mand vaggende. Han vinket til auktionarius.

„Bare et ord, herr Borden,“ sa han, og saa til Jim: „Naa, Pink, hvor høit er vi nu?“

Pinkerton sa summen. „Jeg har gaat saa høit paa mit eget ansvar, herr Longhurst,“ tilføiet han og blev rød. „Jeg mente det var det rette.“

„Det var det ogsaa,“ sa Longhurst og klappet ham paa skulderen. „Men nu tar vi fat selv. De kan gaa til fem tusen, og hvis han ikke da gir sig, saa skal vi la ham fornøie sig med den handelen.“

„Jeg har sendt Billy avsted for at finde det ut,“ og i samme øieblik blev der rakt Longhurst et sammenfoldet papir. Det gik fra den ene av os til den anden, tilslut kom det til mig. Der stod: „Harry D. Bellairs, sakfører, forsvarte Clara Varden, har to ganger holdt paa at miste sin bevilling.“

„Den er drøi!“ sa herr Longhurst. „Hvem kan det være som bruker saan en rakkerfant? Ikke nogen som har penger, det kan De stole paa. End om De prøvet et ordentlig bluff? Det vilde jeg gjøre. Er det Deres kompagnon, herr Dodd? Glæder mig at gjøre Deres bekjendtskap.“ Og den store mand trak sig tilbake.

„Naa, hvad sier du om Douglas B.?“ hvisket Pinkerton og saa ærbødig efter ham. „Seks fot gentleman i ett og alt, kultur fra top til taa.“

Under dette interview hadde auktionen staat stille. Auktionarius, tilskuerne, ja selv Bellairs visste alle at Longhurst var chefen og Jim bare hans talerør. Men nu da den olympiske Jupiter var gaat, fandt herr Borden det passende at gjøre sig streng.

Og Pinkerton, som hadde bestemt sig til et ordentlig bluff, svarte: „To tusen dollars.“

Bellairs var like fattet. „Og femti,“ sa han. Men kaptein Trent var blit blek.

Og saa vendte budene igjen tilbake til de tidligere hundreder og femtier. Men i mellemtiden hadde jeg kunnet trække to slutninger. Bellairs hadde git sit sidste overbud med et smil av tilfredsstillet forfængelighet, og jeg kunde se at fyren kroet sig, stolt av sit hæderfulde hverv og viss paa seier tilslut. Dernæst hadde Trent skiftet farve ogsaa ved det andet hop paa tusen, og han blev øiensynlig lettet da han hørte det paafølgende femti. Her laa der en gaade under. De to var aabenbart paa samme parti, og dog hadde de ikke hverandres fortrolighet. Og dette var ikke alt. Litt senere hændte det at mit blik møtte kaptein Trent, da vendte han øinene bort, og det med et underlig skyldbevisst uttryk. Ønsket han at skjule sin interesse? Som Jim hadde sagt, der gik noget „svineri“ for sig her. Her stod de to mænd saa besynderlig forenet og besynderlig adskilt, begge fast bestemt paa at tvinge vraket fra os, skjønt det nu var oppe i en uhørt sum.

Hadde vraket større værdi end vi trodde? Der gik en pludselig glød gjennem mit hode. Budene nærmet sig nu Longhursts grænse, fem tusen. Om et minut var alt tapt. Da tok jeg den eneste sindssvake beslutning i mit liv. Jeg rev et blad ut av min skissebok. „Hvis du ønsker at gaa videre,“ skrev jeg, „saa sætter jeg ind alt det jeg eier.“

Jim læste det og saa forvildet paa mig. Saa lysnet det i øinene hans, han snudde sig mot auktionarius og bød: „Fem tusen et hundrede dollars.“

Pinkerton rablet ned: „Hvad kan det være?“ Jeg svarte paa samme papir: „Jeg skjønner det ikke, men noget maa det være. Se paa Bellairs, han gaar til ti tusen, bare prøv.“

Bellairs gjorde det, og vi fulgte med. Nu hadde rygtet om det store slag spredt sig, og der kom flere og flere tilskuere. Da Pinkerton hadde budt ti tusen dollars (den høieste værdi av ladningen, selv naar den laa trygt i San Franciscos havn), og da Bellairs hadde slængt ut sit „Og femti,“ da steg forundringen til ophidselse.

„Ti tusen et hundrede,“ sa Jim, og i samme øieblik gjorde han et kast med haanden, han fik et nyt uttryk i ansigtet, og jeg kunde se at han hadde gjettet gaaden.

„Fra Kina,“ rablet han i sin notisbok. Og derefter med store, skjælvende bokstaver og med et sving som løp utover margen: „Opium!“

„Javist,“ tænkte jeg. „Der er hemmeligheten.“ Jeg visste at der knapt kom et skib fra en kinesisk havn, uten at det hadde en slump av den kostbare gift gjemt paa et listig sted. Uten tvil var der en saadan skat paa Flying Scud. Hvor meget var den værd? Det visste vi ikke, vi spilte i mørke. Men Trent visste det og Bellairs visste det, og vi fik se paa dem og dømme.

Paa denne tid hadde hverken Pinkerton eller jeg vor fornuft. Pinkerton var fra sig selv, hans øine glødet; jeg skalv over hele kroppen. Men vi stanset ikke, og flokken saa paa os, snart i taushet, snart med summende hvisken.

Sytten tusen hadde vi naadd, da Douglas B. Longhurst klemte sig frem gjennem raden tvers overfor os og rystet meget sterkt paa hodet. Jim svarte med tre ord: „For egen regning.“ Da den store mand hadde læst dette, rystet han advarende med fingeren og forsvandt — med et bedrøvet ansigt, syntes jeg.

Skjønt herr Longhurst ikke visste noget om Bellairs, saa visste denne tvilsomme sakfører alt om den store vrakspekulant. Han hadde set ham komme, han saa ham gaa, og dog fortsatte budene. „Hallo,“ har han tænkt, „det er altsaa ikke ringen jeg slaas med.“ Og han besluttet at gjøre et hop.

Som efter avtale vendte de nu tilbake til den gamle fart — men denne gang hadde Bellairs hundrederne og Jim femtierne. Imens hadde vor idé bredt sig. Jeg kunde høre „opium“ bli hvisket fra den ene til den andre, og jeg opfattet ogsaa at man trodde vi hadde hemmelige oplysninger. Og nu hændte noget som var høist eiendommelig for San Francisco. Nær mig hadde der en stund staat en bredskuldret, middelaldrende gentleman med et soigneret og tiltalende ydre. Pludselig optraadte han som konkurrent, kjørte Flying Scud tilveirs med fire fete bud paa tusen dollars hver og flygtet likesaa pludselig fra valpladsen.

Helt siden Longhursts unyttige indgrep hadde Bellairs set urolig ut, og efter dette nye angrep gav han sig til at rable en billet. Jeg tænkte naturligvis at den skulde til kaptein Trent; men da den var færdig, og Bellairs snudde sig og saa ind i tilskuerflokken, saa la han til min usigelige forundring ikke merke til kapteinens nærvær.

Jeg saa tvil i Bellairs’ øine og straks efter en pludselig beslutning. „Fem og tredive tusen,“ sa han.

Der kom en lang pause, men saa tilslut, netop som hammeren holdt paa at falde: „Firti tusen og fem dollars.“

Pinkerton og jeg vekslet megetsigende blikke. Bellairs hadde prøvet et bluff; men da det ikke gik, vilde han hale tiden ut til hans bud kom igjen.

„Undskyld, herr Pinkerton. Var det saa at De gjorde et overbud?“ spurte auktionarius.

„Jeg — jeg har litt vanskelig for at tale,“ gispet Jim. „Det var femti tusen, herr Borden.“

„Auktionarius,“ kom det i samme øieblik fra Bellairs, „jeg maa be Dem vente et øieblik, mens jeg telefonerer. Jeg er her paa andres vegne, og jeg har netop skrevet —“

„Det vedkommer ikke mig,“ sa auktionarius brutalt. „Jeg er her for at sælge vraket. Gjør De et høiere bud end femti tusen?“

„Jeg skal tillate mig at forklare Dem,“ sa Bellairs med et fortvilet forsøk paa værdighet, „at femti tusen var det beløp som blev nævnt til mig, men hvis De vil la mig faa et øieblik til at telefonere —“

„Sludder!“ sa auktionarius. „Gir De ikke noget bud, saa lar jeg herr Pinkerton faa tilslaget.“

„Jeg advarer Dem!“ ropte sakføreren hæst. „Vogt Dem for hvad De gjør. De er her for at sælge for assurandørerne — ikke i Douglas Longhursts tjeneste. Dette salg er før blit skammelig avbrutt for at la den mand konferere med sine haandlangere.“

„Der var ingen som klaget den gang,“ sa auktionarius temmelig mykt. „De skulde klaget den gang.“

„Jeg staar ikke her for at lede salget,“ svarte Bellairs. „Det blir jeg ikke betalt for.“

„Men det blir jeg, ser De,“ sa auktionarius med sin gamle uforskammethet. „Ingen bedre end femti tusen? Ingen bedre, mine herrer? Briggen Flying Scuds vrak, for femti tusen, første — anden — tredje gang!“ Bum!

„Store gud, Jim, kan vi betale de pengene?“ ropte jeg, da hammerens slag vækket mig likesom av en drøm.

„Vi skal reise dem,“ sa han hvit som et laken. „Det blir en helvedes strid, Loudon. Gi mig en check paa dine penger. Møt mig om en time, paa Occidental.“

Jeg skrev min check, og jeg tør si at jeg aldrig kunde ha gjenkjendt min underskrift. I næste øieblik var Jim borte, Trent var forsvundet, bare Bellairs stod igjen og utvekslet injurier med auktionarius. Og, hallo, da jeg klemte mig ut fra børsen, hvem anden løp saa paa mig end Bellairs’ bud!

FJERDE KAPITEL.

Utenfor børsens port fandt jeg mig gaaende ved siden av den middelaldrende mand som hadde gjort et saa kort og kraftig indhug i det store slag.

„Jeg gratulerer, herr Dodd,“ sa han. „De og Deres ven kjæmpet tappert.“

„De gjorde det ikke lettere for os,“ sa jeg, „da De drev os op med tusen ad gangen og fristet alle spekulanter i San Francisco til at prøve sig.“

Der fulgte en lang passiar. Han sa mig sit navn — Morgan, dommer Morgan — og bad mig besøke ham en søndag paa hans landsted.

„Jeg skal si Dem,“ fortsatte dommeren, „at jeg ikke begriper at nogen kan ha villet bruke en fyr som ham. Jeg kjender ham, han kjender ogsaa mig, han har ofte hørt fra mig i retten. Jeg forsikrer Dem at manden er yderlig reducert. Man kan ikke betro ham en dollar, og her har han femti tusen at raade over. Jeg forstaar ikke hvem det er som har hat slik tillid til ham, men jeg er aldeles viss paa at det maa være en som er fremmed i San Francisco.“

„Utænkelig!“ sa dommeren. „Eierne i London vet ingenting om opium som blir smuglet mellem Hongkong og San Francisco. Nei, jeg tænkte paa kapteinen. Men hvor skulde han faa pengene fra — foruten alt det han har lagt ut for at kjøpe al den giften i Kina — hvis han da ikke opererte for nogen i Frisco; men i saa fald vilde ikke Bellairs ha været brukt.“

„Jeg tror jeg kan forsikre Dem at det ikke var kapteinen,“ sa jeg, „for han og Bellairs kjender ikke hverandre.“

„Var det ikke kapteinen, han med det røde ansigt og det kulørte tørklæ? Jeg syntes han fulgte Bellairs’ spil med den mest levende interesse.“

„Jo,“ sa jeg, „Trent er dypt interessert, han visste sandsynligvis hvem Bellairs var, og han visste sikkert hvorfor han var der. Men jeg tør sverge paa at Bellairs ikke kjendte Trent.“

„Høist besynderlig,“ sa dommeren. „Ta imot en gammel sakførers raad og skynd Dem avsted til Midway Island. Der ligger en god slump penger paa bordet, og Bellairs & Co. er ikke de mænd som lar sig stanse av bagateller.“

Med dette avskedsord klemte dommer Morgan mig i haanden og tok ned Montgomery Street, mens jeg gik ind i Occidental hotel. Jeg var godt kjendt av personalet, og da jeg sa at jeg skulde vente paa Pinkerton og lunch, blev jeg budt en stol indenfor disken, i kontoret. Her sat jeg i en stille krok og begyndte at komme til mig selv efter de voldsomme sindsbevægelser, og hvem anden kom saa flyvende ind og bort til en telefon — hvem anden end herr Henry D. Bellairs i egen person! Kald det hvad De vil, men fristelsen var uimotstaaelig, og jeg reiste mig og tok plads like bak mandens ryg.

„Central,“ sa sakføreren, „2241 og 584 B — Hvem der? — All right — Bellairs — Occidental; telefonen var i ustand paa det andet sted — Ja, omtrent tre minutter — Ja — Ja — Den sum, De nævnte, det gjør mig ondt at si det — Nei — Jeg hadde ikke ret til — Hverken mere eller mindre — det har jeg al grund til at tro — Aa, Pinkerton, Montana Block — Ja — Ja — Godt, som De vil — Færdig 584 B.“

Bellairs snudde sig for at gaa. Da han fik øie paa mig, saa krummet han sig og skalv, som om han var ræd for at jeg skulde fare løs paa ham. „Aa, er det Dem!“ brøt han ut. Men saa fattet han sig. „Herr Pinkertons kompagnon, tror jeg. Det glæder mig at se Dem. Maa jeg gratulere Dem med Deres held.“ Og saa forsvandt han med et krypende buk.

Og nu fik jeg et vildt indfald. Det var klart at Bellairs hadde talt med sin klient, og jeg kjendte nummeret. Jeg ringte.

„To to fire en,“ lød det med engelsk akcent — og tydeligvis en dannet mands stemme. „Er det Dem igjen, herr Bellairs? Jeg sier Dem, det nytter ikke. Er det Dem, herr Bellairs? Hvem er det?“

„Jeg ønsker bare at gjøre Dem et eneste spørsmaal,“ sa jeg høflig. „Hvorfor ønsket De at kjøpe Flying Scud?“

Intet svar. Telefonen dirret og summet med fjern klang av alle de mange samtaler i en stor by; men stemmen i 2241 var taus. Baade én og to ganger gjentok jeg mit spørsmaal, men den engelske stemme hørte jeg ikke mere. Manden var altsaa flygtet — flygtet fra et nærgaaende spørsmaal. Hvorfor? Jeg tok telefonkatalogen og fandt nummeret: „2241, Fru Keane, Mission Street 942.“ Og det var alt jeg kunde gjøre, hvis jeg ikke vilde kjøre til huset og personlig gjenta min næsvishet.

Mens jeg igjen sat og ventet i min krok, hadde jeg en følelse av noget utrygt, mystisk, kanske farefuldt i vort eventyr. Jeg saa for mig vraket og kaptein Trents rædde øine, og jeg saa nu ogsaa en mand som blev likblek, bare fordi han i en telefon fik rettet til sig et enkelt spørsmaal.

Klokkens slag vækket mig av disse tanker. Det var nu tyve minutter over den tid Pinkerton skulde komme. Og for mig som kjendte hans umaadelige nøiagtighet, rummet disse tyve minutter en hel roman av muligheter. Men de vokste langsomt til en time, og den ene time blev næsten to, og endnu sat jeg i min krok som et bytte for den forfærdeligste angst. Lunchtiden var næsten forbi, før jeg husket at jeg ikke hadde spist. Gud skal vite at jeg ikke hadde lyst paa mat, men jeg trængte til at styrke mig, om det saa bare var for at kunne fordøie de slette nyheter. Jeg la bud paa kontoret til Pinkerton, satte mig ved et bord og bestilte suppe, østers og champagne.

Endelig kom min ven. Han saa blek og sliten ut, vilde ikke ha mat, bestilte bare te.

„Nei,“ svarte han, „jeg har klart det, Loudon — saavidt. Jeg kunde ikke ha opdrevet en cent til i hele Frisco. Folk liker det ikke. Longhurst vendte mig ryggen.“

„Loudon, jeg sier dig at jeg har betalt blod for de pengene!“ skrek min ven vildt. „Og altsammen er paa nitti dager; jeg kunde ikke faa en eneste dag til. Hvis vi gaar igang med denne historien, Loudon, saa faar du reise. Jeg maa bli her og slaas, saa gjerne som jeg skulde dra avsted selv. Jeg skulde vise de fete slyngler til sjøfolk hvad arbeide er. Men du skal gjøre dit yderste, Loudon, jeg stoler paa dig. Du maa være som en glo fra den første til den sidste dag. Skonnerten og den lasten maa, maa være her før om tre maaneder, ellers er vi kaput. Kaput!“

„Jeg sverger at jeg skal gjøre mit bedste, Jim. Men du sa: Hvis vi gaar igang. Har vi da noget valg?“

„Det kommer jeg straks til,“ sa Jim. „Det er ikke saa at jeg tviler paa denne spekulation. Den vil nok lønne sig, det er ikke det. Men det er disse tre maaneders veksler, og jeg har utnyttet min kredit til det yderste, ser du. Jeg tror ikke at der i hele Frisco findes nogen uten mig som kunde ha reist de sidste ti tusen!“ ropte han i en pludselig glødende beundring for sig selv. „Men saa er der noget til. Jeg haabet at du kunde ha solgt den opiumen i smaat paa øerne; det er det tryggeste og gir mest av sig. Men med denne tre maaneders frist maa du seile bent til Honolulu og saa hjem med damper. Jeg skal se at ordne det for dig der og faa fat paa en mand. Hold skarpt utkik efter ham naar du nærmer dig øerne; for det kan hænde at han kommer ut i en hvalbaat eller en dampjolle og har pengene med sig.“

I taushet, om end ikke uten et ryk i min samvittighet, samtykket jeg i at bli smugler, og det endog opiumssmugler.

„Du maa finde den, om du saa skal skjære briggen op til fliser med din pennekniv!“ skrek Pinkerton. „Og jeg har allerede sikret mig en skonnert. Norah Creina heter den, fire og seksti tons, stor nok for os, siden risen er ødelagt.“

„Hør da,“ sa Jim. „Du er enig med mig i at Bellairs vilde gaat høiere.“

Jim nikket. „Hvis Bellairs og den mand som staar bak ham, gir mig et skikkelig tilbud, saa sier jeg: la gaa!“

En pludselig tanke, en pludselig frygt jog igjennem mig. End om min barnagtige spøk hadde skræmt manden bort? Hadde jeg ødelagt denne chance? Skamfølelse lukket min mund. Jeg kunde ikke faa mig til at nævne mit møte med Bellairs eller den adresse jeg hadde opdaget.

„Vi trænger adskillig mer end femti tusen for at kunne dække vore utgifter,“ sa jeg.

„Bellairs gaar til seksti tusen, ja til hundrede tusen, hvis han blir tat paa den rette maaten,“ svarte Pinkerton. „Husk hvorledes det gik paa slutten.“

„Det er ogsaa mit indtryk,“ sa jeg. „Men kanske var de femti tusen som Bellairs hadde lov til at by, virkelig den høieste pris.“

„I saa fald,“ sa Jim med graat alvor, „kan han ta Flying Scud for femti tusen, og lykke til. Jeg foretrækker tapet.“

„Vi har strukket haanden længere ut end vi kan trække den ind igjen,“ sa Jim. „Vet du, de femti tusen jeg har laant, staar os i sytti tusen før vi er klar igjen. Det blir over ti procent maaneden, og endda kunde ingen anden i verden greiet det saa godt. Det var et mirakel. Jeg maatte beundre mig selv. Aa, hadde vi bare hat fire maaneder! Men endda kan det gaa, og det maa gaa. Og hvad blir det ikke at tale om og huske i hele vort liv! Men,“ brøt han av, „først maa vi prøve den trygge vei. Til den fanten Bellairs!“

Igjen holdt jeg paa at fortælle ham om Missionsgate adressen. Men jeg hadde latt det gunstige øieblik glide forbi, og denne fortielse maatte jeg da ogsaa bekjende. Desuten følte jeg mig sørgelig viss paa at det allerede var for sent, og at manden var reist for to timer siden. Altsaa tidde jeg fremdeles. Vi ringte op til sakføreren for at høre om han var hjemme, og kjørte saa straks.

Bellairs’ hus laa i en temmelig skummel gate. Kontoret var rent, men yderst knapt møblert. Vi saa en bokhylde, en stol, en gammeldags sekretær og intet mere.

„Herr Pinkerton og kompagnon!“ sa Bellairs med et nervøst anfald av høflighet. „Jeg skal hente stoler til Dem.“

„Paa ingen maate,“ sa Jim. „Har ikke tid. Det er forretninger, hr. Bellairs. Imorges kjøpte jeg, som De vet, vraket av Flying Scud.“

„Og kjøpte det,“ fortsatte min ven, „for en pris som ikke staar i noget rimelig forhold til ladningens opgivne værdi.“

„Og nu har de tænkt Dem om og vil helst komme fra handelen. Det ventet jeg,“ svarte sakføreren. „Jeg vil ikke skjule for Dem at min klient var misfornøiet med mig, fordi jeg gik saa høit. Vi blev begge litt for hete tilslut, herr Pinkerton. Men jeg skal være ganske oprigtig — jeg vet naar jeg har med gentlemen at gjøre. Læg saken i mine hænder, saa tror jeg at jeg endnu kan faa min klient til at overta kjøpet, saa De“ — han gransket vore ansigter — „ikke lider noget tap,“ sluttet han skingrende.

„Det er vel tyndt,“ sa han. „Jeg har vraket, jeg vet der er en formue i det, og jeg agter at beholde det. Jeg ønsker bare et par oplysninger for at slippe unødige utgifter. Kan De gi mig nogen nyttige vink, saa behøver de bare at nævne en sum. Men læg merke til at jeg først betaler naar skibet kommer tilbake, og hvis Deres oplysninger har vist sig rigtige. Jeg kjøper ikke katten i sækken.“

Sakførerens ansigt hadde et øieblik lysnet, men blev nu meget bedrøvelig. „Jeg antar De vet mere om vraket end jeg,“ sa han. „Jeg vet bare jeg fik i opdrag at kjøpe det, og prøvde, og ikke kunde.“

„Det er godt, herr Bellairs,“ sa Jim. „Vil De saa bare si mig deres klients navn og adresse.“

„Jeg finder ikke at jeg har ret til at opgi hverken hans navn eller hans adresse,“ svarte sakføreren. „Men hvis De ønsker det, skal jeg med fornøielse sondere ham.“

„Jasaa,“ sa Jim og satte hatten paa. „Ikke netop imøtekommende, hvad? — De staar fast? — Skal vi si en Dollar?“

„Herr Pinkerton!“ brast sakføreren ut i en meget fornærmet tone, og jeg for min part var næsten ræd for at Jim hadde tat feil av manden og nu gik for vidt.

„De har ikke bruk for en dollar idag?“ sier Jim. „Godt, vi har begge vor tid optat, og jeg skal straks gaa til den høieste pris jeg vil gi —“

„Stop med dette, Pinkerton!“ avbrøt jeg ham. „Jeg vet adressen: Mission Street 924.“

„Du spurte mig ikke,“ svarte jeg og følte at jeg blev rød op i tindingerne, mens han saa tungt paa mig.

Det var Bellairs som brøt tausheten, og som nu gratis gav mig den kundskap jeg endnu savnet. „Naar De vet herr Dicksons adresse,“ sa han og skjulte ikke sin lyst til at bli os kvit, „saa antar jeg at jeg ikke behøver at opholde Dem længer.“

Jeg var dødsens ulykkelig, da vi kom ut. Men min ven bad ikke om forklaring. Han var øiensynlig ræd for at komme ind paa det farlige emne. Men tilslut, da vi nærmet os Mission Street, kunde jeg ikke bære spændingen længer.

„Nei,“ sa han hurtig og mykt, „hvad var det med den. Det vilde jeg gjerne vite.“

Den myke tone var endda værre at taale end tausheten. „Jeg maa be dig om ikke at spørre mig,“ sa jeg. „Det er en sak som jeg ikke kan forklare.“

I samme øieblik som de dumme ord var sagt, i samme øieblik vilde jeg ha git alverden for at kalde dem tilbake. Og hvad vilde jeg ikke ha git, da Pinkerton klappet mig paa haanden og svarte: „Det er bra, kjære dig, ikke et ord til, jeg er viss paa at altsammen er som det skal være!“ At si mere nu var over min evne; men i mit stille sind lovet jeg dyrt og hellig at jeg skulde gjøre det yderste jeg orket i denne vanvittige spekulation, og at jeg skulde hugge mig selv i stykker, før Jim skulde tape en eneste dollar.

„Han hadde ikke nogen,“ var svaret. „Han kom igaaraftes og gik igjen idag bare med en pakke.“

„Ved middagstid,“ svarte vertinden. „Der var en som ringte op og spurte efter ham, og jeg tænker mig at han har faat en underretning; for han gik straks efter, skjønt værelserne var leiet for uken. Han saa meget nedslaat ut. Jeg tænker mig det har været et dødsfald.“

Mit hjerte sank. Var det virkelig min idiotiske spøk som hadde drevet ham bort! Igjen spurte jeg mig selv: Hvorfor? og svirret et øieblik rundt i en hvirvel av umulige hypoteser.

„Han var glatraket,“ sa vertinden, og viste sig ute av stand til at gi en mere nøiagtig skildring.

„Stans ved det nærmeste apotek,“ sa Pinkerton til kusken. Vi gik derind og satte telefonen i virksomhet.

„City of Pekin. Den kastet los idag klokken halvto,“ lød svaret fra dampskibsselskapets kontor.

„Det er klart som blæk,“ sa Jim. „Han har rømt, saa sandt som jeg heter Pinkerton. Han vil komme os i forkjøpet paa Midway Island.“

Jeg følte mig ikke aldeles viss paa dette. Der var nogen enkeltheter, som Pinkerton ikke kjendte, for eksempel kapteinens merkelige angst. Og den tanke at jeg hadde skræmt Dickson til at flygte, sat endnu fast i hodet mit.

„Dickson er saant et fordømt almindelig navn,“ sa Jim, „og forresten har han nok tat sig et nyt.“

„Det naturligste var at skynde paa skonnerten,“ sa han. „Men jeg vet ikke. Jeg har telefonert til kapteinen at gaa løs med hodet ned og benene i luften, og han er vel paa farten nu. Jeg tror vi maa ha fat i Trent, Loudon. Trent var med i det op til halsen. Selv om han ikke vilde kjøpe, saa kunde han gi os et godt vink.“

Paa konsulatet hørte vi at kaptein Trent hadde tat ind paa et sjømandshotel. Dit kjørte vi.

„Kaptein Trent fra vraket? Han reiste klokken tolv, han og en til av mændene. Kanakaen reiste litt før, han tok med City of Pekin. De bodde alle her. Her kan De se navnene i boken.“

Jeg trak boken til mig og saa paa de fire navn, som alle var skrevet med samme haandskrift — en stor og klodset skrift: Trent, Brown, Hardy og (istedetfor Ah Wing) Jos. Amalu.

„Se her,“ sa jeg, „her er navnet. Elias Goddedaal, styrmand. Hvorfor kommer vi aldrig over den mand?“

„Jeg tror ikke det,“ sa jeg. „De var bare fire, og ingen av dem saa ut til at være styrmand.“

„Her har ikke bodd andre end disse fire,“ sier kontoristen. „De er alle borte nu. Kapteinen kom med en kjærre, han og den ene av mændene drog selv avsted med sit tøi. Kanakaen var gaat litt før, og den sidste er ogsaa borte.“

„Nei, ingen andre end de fire,“ sier kontoristen. „Var det meget magtpaaliggende for Dem at finde disse mænd?“

„Vi har kjøpt vraket,“ forklarte jeg, „og det var nogen oplysninger vi ønsket, saa det er meget ærgerlig at alle skal være reist.“

Der hadde dannet sig en liten gruppe om os; for vraket var endnu et interessant emne. Nu tok en av tilskuerne ordet; en gammel sjøulk var det.

„Jeg tror naa ikke styrmanden er væk,“ sa han. „Han var svært syk, var ikke ute av sykelugaren hele tiden paa Tempest; det har jeg hørt.“

Men heller ikke paa konsulatet visste man noget om Goddedaal. Lægen paa Tempest hadde meldt ham syk, han hadde sendt ind sine papirer, men aldrig fremstillet sig personlig for autoriteterne.

„Vil De spørre ombord? Det er meget vigtig for os at finde herr Goddedaal.“

Kontoristen vendte sig til telefonen. „Desværre,“ sa han straks efter, „Goddedaal har forlatt skibet, og ingen vet hvor han er.“

„Imorges betalte vi kanakaens billet til Honolulu. Jeg forstod paa kaptein Trent at de andre skulde reise hjem i følge.“

„Maa jeg laane telefonen et øieblik?“ sa Pinkerton. Jeg hørte at han ringte op til det trykkeri, hvor vi pleiet at sende vore annonser. Mere hørte jeg ikke, for jeg husket pludselig den store klodsede haand i sjømandshotellets protokol, og spurte kontoristen om han kunde vise mig kaptein Trents skrift. Jeg fik vite at kapteinen ikke kunde skrive, fordi han hadde skadet sin haand litt før briggen forliste. Den sidste del av logboken var indført av Goddedaal, og Trent hadde undertegnet alle papirer med venstre haand. — Nu var Pinkerton færdig med telefonen.

„Det er alt vi kan gjøre. Nu til skonnerten,“ sa han. „Efter dette vrøvl frem og tilbake skal det være en trøst at se paa et skikkelig stræv.“

Men da vi kom ned til bryggen, saa var der ikke det mindste stræv, og paa Norah Creina var der ikke andet tegn til liv end kabysrøken. Med blekt ansigt hoppet Pinkerton ombord.

„Hvor er kapteinen paa denne —?“ Han sluttet ikke sætningen, fordi han forgjæves lette efter et uttryk som var kraftig nok.

Nede i kahytten fandt vi en fet, mørk, stilfærdig mand som alvorlig tok til sig av et velforsynet bord.

„Høflig er De ikke, hvem De saa er!“ var svaret. Men Jim hadde dog opnaadd en viss virkning, for kapteinen kom sig paa benene og tilføiet i hast: „En maa ha sig en bit mat, vet De, herr Pinkerton.“

„Oppe i byen!“ snerret Pinkerton. „Nu skal jeg si Dem hvad De er — De er en snytenstrup, og hvis jeg ikke var ræd for at faa skidt paa støvlerne mine, saa skulde jeg sparke Dem og middagen Deres ut i dokken.“

„Jeg skal ogsaa si Dem noget,“ gav kapteinen igjen og blev mørkerød i ansigtet, „jeg vilde ikke føre dette skib for Dem, om De saa la Dem paa knæ. Jeg har hat med gentlemen at gjøre til i dag.“

„Jeg kan si Dem navnene paa nogen gentlemen som De aldrig mere faar noget at gjøre med, og det er hele Longhursts selskap,“ sa Jim. „Og jeg skal endnu i kveld faa en kaptein herned som er en sjømand, og nogen sjøfolk med ham.“

„Jeg gaar naar jeg selv vil, og det er imorgen tidlig,“ skrek kapteinen efter os da vi gik iland.

„Hele verden er forrykt idag; jeg tror den maa ha snudd bunden op!“ klaget Pinkerton. „Og hvor skal jeg nu faa tak i en kaptein? Longhurst er gaat hjem for en time siden, og alle mennesker er hver paa sin kant.“

„Det vet jeg,“ sa jeg. „Stig ind!“ Og saa til kusken: „Kjender De Black Tom?“

Dit rullet vi. Bak baren fandt vi, som jeg hadde haabet, Johnson midt i et barokt optrin. Bordet var veltet paa kant; i et hjørne av værelset stod en sydhavshandler og blaaste paa mundspil; midt paa gulvet danset Johnson med en anden sjømand, de holdt hverandre om livet og vagget tungt. Værelset var baade koldt og trangt; et gasblus tæt over de dansendes hoder lyste osende; mundspillet var hæst og alle ansigter alvorlige som i kirke. Naturligvis vilde det været taktløst at forstyrre denne høitidelige lystighet; vi satte os og ventet taalmodig. Tilslut hadde organisten brukt op sin pust og sluttet pludselig midt i en takt. Straks stoppet ogsaa danserne; et øieblik sjanglet de, endnu med armene om hverandre, saa skiltes de og saa sig rundt efter bifald.

„Meget godt danset!“ var det en som sa. Men det lot til at denne kompliment ikke var varm nok. „Aa,“ sa Johnson, „nogen sjømand er jeg kanske ikke, men danse det kan jeg.“ Og den andre føiet til patetisk: „Føtterne mine er saa lette som fjær.“

Jeg skyndte mig at si nogen rosende ord og drog saa Johnson alene med ut i korridoren. Der fortalte jeg ham saa meget om vor stilling som jeg fandt nødvendig, og bad ham — hvis han ikke selv vilde føre skonnerten — finde en flink mand til os.

„Jeg!“ brøt han ut. „Jeg kunde ikke gjøre det mere end jeg kunde prøve at spasere til helvede!“

„Vist er jeg styrmand,“ klukket Johnson, „og De faar mig ikke tilsjøs som noget andet. Men jeg skal si Dem noget, jeg tror jeg kan faa Arty Nares til Dem. De har set Arty; førsteklasses navigatør.“ Og han forklarte mig at Nares hadde løfte om en stor bark, naar Gleaner-historien var gaat i glemme, og at han nu holdt sig svært stille og gjerne vilde ha luftforandring.

Jeg ropte Pinkerton ut og fortalte ham det. „Nares!“ sa han. „Jeg skulde staa paa hodet, hvis jeg fik en mand som hadde hat Nares’ bukser paa sig! Vet du, Loudon, det er den bedste styrmand i San Francisco.“ Med denne begeistring var saken avgjort. Johnson lovet at sende Nares til os før klokken seks morgenen efter, og saloonens sorte vert, Black Tom, som vi saa raadslog med, gav os tilsagn om fire flinke og endog ædru matroser til samme klokkeslet.

Gaterne var fuldt oplyst da vi kom ut fra Black Toms saloon. Gate efter gate gnistret av gas eller elektricitet, linje efter linje av fjerne lys klatret opover de steile bakker mot mørket som hvælvet sig over dem, og paa den andre siden avmerket hundrede dirrende lanterner hundrede skibes plads paa havnen.

Ved et av de første plankeverker saa jeg en plakatklistrer i arbeide. Jeg kastet et blik paa plakaten, og læste:

TO HUNDREDE DOLLARS I BELØNNING.
Officerer og mandskap paa den
FORLISTE BRIG „FLYING SCUD“
som personlig eller skriftlig henvender sig til James Pinkerton, Montana Block
FØR MIDDAG IMORGEN, TIRSDAG, DEN 12^TE,
vil motta
TO HUNDREDE DOLLARS I BELØNNING.

„Ja. De har været forte. Men det er ikke alt, Loudon. Nu skal du høre det bedste. Vi vet at vor mand er syk. Ser du, et eksemplar av den plakaten er sendt til hvert hospital, hver doktor og hvert apotek i San Francisco.“

Naturligvis kunde Jim faa greiet slike ting forholdsvis billig, men jeg syntes allikevel at det var et flot indfald, og det sa jeg.

„Hvad betyr nogen faa dollars nu?“ sa han trist. „Det er om tre maaneder det kniper, Loudon.“

Vi gik videre i taushet, ikke uten at skjælve. Og heller ikke da vi litt efter sat og spiste, kom humøret op. Først da han hadde varmet sig med et tredje glas champagne, fik Pinkerton renset strupen og saa paa mig vaandefuldt.

„Loudon,“ sa han, „der var et emne som du ikke ønsket at uttale dig om. Jeg vil bare spørre dig, det var vel ikke fordi — fordi du var misfornøiet med mig?“ Og hans stemme dirret.

„Aa Pinkerton,“ sa jeg, „jeg har hele denne dag beundret dig. Jeg synes du har gjort mirakler. Med hensyn til den adressen —“

„For at si dig sandheten, saa har jeg liten lyst til at fortælle det,“ sa jeg, „for det er noget jeg skammer mig over.“

„Skammer dig over, Loudon? Aa si ikke det, bruk ikke et saant uttryk, selv for spøk!“ protesterte Pinkerton.

Vi sat tause igjen. Jeg nikket. „Vet du hvad jeg er mest trist for, Jim?“ sa jeg saa. „Nu blir jeg ikke forlover ved dit bryllup.“

„Mit bryllup!“ gjentok han og sukket ogsaa. „Der blir ikke noget bryllup for mig nu. Jeg gaar til hende ikveld for at gi hende fri, hvis hun vil. Jeg tror det er det som har pint mig hele dagen. Jeg føler det som jeg ikke hadde ret til saa dristige foretagender, efterat jeg er blit forlovet.“

Saa drog Jim avsted i sit sørgmodige erende, og jeg gik alene hjem til kontoret, tændte gassen og satte mig til at gruble over dagens merkelige begivenheter og over den farlige og utaknemmelige opgave som ventet mig i den nærmeste fremtid.

FEMTE KAPITEL.

Jeg var ulykkelig da jeg lukket øinene, og det var til en forvirret følelse av ulykke at jeg morgenen efter igjen aapnet dem. Jeg maa en stund ha ligget sløv og elendig, før jeg opfattet at der blev banket paa døren. Men da strømmet mine aandsevner tilbake i sine sedvanlige kanaler, og jeg husket med ett gaarsdagens hændelser og det mangfoldige arbeide som ventet mig idag. Denne tanke var som en krigstrompet. Paa et øieblik var jeg ute av sengen, sprang gjennem kontoret hvor Pinkerton sov dødstungt paa sin sofa, og stod i natdragt i døren for at motta vore gjester.

Der stod Johnson smilende, og bak ham kaptein Nares med hatten ned over øinene og en cigar hængende i mundviken. Bak ham igjen stod øverst i trappen en flok matroser, Norah Creinas nye mandskap, og polerte væggene med ryg og albuer. Jeg førte straks de to officerer ind i vort kontor og rystet saa Jim lempelig til bevissthet. Han satte sig op og stirret aandsfraværende paa den nye kaptein.

Nares nikket, fremdeles uten et ord, og jeg syntes han mønstret os temmelig skarpt.

„Aa godmorgen, kaptein Nares,“ sa Jim. „Det glæder mig at gjøre Deres bekjendtskap. Jeg kjender Dem godt av omtale.“

Alt ialt var denne tale kanske ikke saa svært velvalgt. Nares mottok den ihvertfald med et grynt.

„Naa, kaptein,“ fortsatte Jim, „De vet hvad det gjælder? De skal føre Norah Creina til Midway Island, bryte op et vrak, seile til Honolulu og hjem igjen.“

„Ja,“ svarte Nares koldt, „av en grund som De sagtens kjender, saa kunde jeg ha lyst paa denne turen, men der er da nogen ting vi først faar snakke om. De kunde imens la Johnson ta folkene ned og sætte dem til at overhale riggen. De bestene ser ædru ut,“ tilføiet han med væmmelse, „og de trænger arbeide, skal de holde sig.“

„Nu er vi alene og kan tale,“ sa han. „Hvad er der saa paa bunden av denne historie? Den er blit avertert som det var Barnums museum. Hver kjæft snakker om den. Det liker jeg ikke, for jeg holder mig helst i det stille akkurat nu. Ihvertfald vil jeg vite alt før jeg tar skibet.“

Saa fortalte Pinkerton hele historien, først koldt og nøiagtig, men efterhvert mere og mere flammende, Nares sat og røkte og gryntet bare nu og da. Men hans øine forraadte ham, de skinte.

„De ser altsaa,“ sluttet Pinkerton, „der er al sandsynlighet for at Trent er drat til Honolulu, og det tar ikke saa stor part av femti tusen dollars at leie en skonnert derfra ned til Midway. Derfor trænger jeg en mand!“ skrek Jim med smittende kraft. „Det vraket er mit, jeg har betalt det med rede penger, og blir det nødvendig at slaas for det, saa vil jeg ogsaa ha kamp. Hvis De ikke er tilbake om nitti dager, saa sier jeg Dem likefrem at jeg kommer til at gjøre en slik fallit som der sjelden har været set her paa kysten. Det gjælder liv eller død for Dodd og mig. Kanske kommer der til et spændtak der paa øen, og da jeg hørte Deres navn igaarkveld, og nu da jeg saa de øinene Deres, saa sa jeg: Nares er manden for mig!“

„Jeg tænker,“ sa Nares og studerte asken paa sin cigar, „at jo før jeg faar skonnerten utenfor Farallonerne [1], des bedre vil De være fornøiet.“

„De er den mand jeg har drømt om!“ ropte Jim og hoppet paa sofaen. „Der er ikke fem procent snyteri i Deres hjernekasse.“

„Men saa var det noget andet,“ sa Nares. „Jeg hørte noget snak om en superkargo.“

„Nu skal De ikke straks skuffe mig,“ sa Jim, „med at snakke uten at tænke Dem om. Jeg kan ikke la Dem føre firmaets bøker, vel? Dette her er ikke bare manøvrering, det er et forretningsforetagende, og den del er i hænderne paa min kompagnon. De fører skibet, De sørger for at bryte op vraket og holde folkene i aande, og De faar nok hænderne fulde. Men der er én ting som De maa forstaa; arbeidet maa gjøres til herr Dodds tilfredshet; for det er herr Dodd som betaler.“

„Man pleier at være tilfreds med mig,“ sa Nares og blev mørkerød i ansigtet.

„Det er jeg ogsaa viss paa at vi blir!“ sa Pinkerton. „Jeg forstaar Dem. De er pigget at ta paa, men De er paalidelig fra øverst til nederst.“

„Min stilling faar være klar,“ sa kapteinen, kanske litt formildet. „Jeg tar ikke hyre som navigeringsofficer; det er allerede langt nok ut av veien for mig at gaa ombord paa denne lilleputskonnerten.“

„Aa jeg skal si Dem noget,“ svarte Jim med et muntert blink. „Hvis De vil føie Dem med ballasten, saa skal vi gjøre den til en skonnertbark.“

Nares lo. Den taktløse Pinkerton hadde endda en gang vundet en seier i takt. „Men saa var der én ting til,“ sa kapteinen og gav sig stiltiende med hensyn til superkargoen. „Hvad sier eierne?“

„Aa, det kan De overlate til mig. Jeg hører til Longhursts selskap, vet De,“ sa Jim og kunde ikke la være at briske sig litt. „Den som er god nok for mig, er god nok for dem.“

„Saa kan De bare gi mig Deres visitkort, og De behøver ikke at bry Dem med at skrive,“ sa kapteinen. „M’Intyre og Spittal kan jeg putte i lommen.“

Skryt mot skryt. Slik var det altid med Nares og Pinkerton — de to forfængeligste mænd jeg har kjendt. Da kapteinen saaledes hadde hævdet sin stilling, reiste han og tok avsked med et par stive nik.

„Jim,“ sa jeg da døren slog igjen efter ham, „jeg liker ikke den mand.“

„Det blir du nødt til, Loudon. Det er en typisk amerikansk sjømand — tapper som en løve, aldrig staar han fast, og han er høit anskrevet hos sine redere. Den mand har ry.“

„Si hvad du vil,“ svarte Pinkerton. „Det var en heldig time da vi fik ham. Jeg skulde gjerne betro Mamies liv til ham imorgen.“

Jim stanset med benklærne halvveis paa. „Hun er den kjækkeste lille sjæl som gud har skapt!“ brøt han ut. „Jeg holdt paa at ruske dig op inat, men du saa rent utslitt ut, og saa lot jeg dig sove. Jeg haaber du ikke tar det ilde op at jeg ikke straks fortalte dig nyheten.“

„Nu skal du høre,“ sier Jim. „Jeg fortalte hende hvordan vor stilling er, og at jeg ikke syntes at jeg kunde gifte mig nu. „Er du træt av mig?“ sier hun da. Gud velsigne hende. Naa, jeg forklarte hele historien en gang til, baade at jeg kanske blev ruinert, at du absolut maatte reise, at jeg ikke kunde tænke mig nogen anden til forlover, og saa videre. „Hvis du ikke er træt av mig, saa vet jeg en maate at ordne det paa,“ sier hun. „La os bli viet imorgen, saa kan Dodd være forlover før han reiser.“ Det sa hun saa friskt og lyst, og det nyttet ikke alt det jeg snakket om ruin. „Des mer vil du trænge mig,“ sa hun. Og hun liker dig saa godt, hun synes du er saa stilig og fornem, og var like saa opsat som jeg paa at ha dig til forlover. Og vet du, hun sat oppe til klokken tre imorges for at gjøre færdig en dragt til brylluppet. Jeg var lykkelig da jeg saa paa hende, Loudon, og paa naalen som gik og gik, bare fordi hun skulde gifte sig med mig. Jeg kunde næsten ikke tro det; det var som et storartet gammelt eventyr, og pokkeren ta mig om jeg skjønner hvad jeg har gjort for at fortjene det.“

Knapt hadde vi faat frokosten tillivs, saa maatte Jim springe avsted for at ordne med brylluppet, mens jeg overtok at greie med skibets forsyninger. Tæt utenfor Norah Creina raget nogen svære skuter op, saa jeg syntes den var endda mindre end ellers. Ombord hersket den vildeste uorden, og paa bryggen laa der opstablet fater og kasser og blikdaaser, verktøi og taugruller, saa det var en gaade hvorledes altsammen skulde faa plads ombord. Johnson var i kulen, han hadde rød skjorte og grove kalikobukser, og hans øine tindret av travelhet. Jeg vekslet et par ord med ham, gik saa agterut den smale gang mellem huset og rækken og ned i kahytten, hvor kapteinen og kommissæren sat ved et glas vin.

Mens kommissæren bredte sine papirer ut, stirret jeg med stor utilfredshet paa det lille rum som jeg nu i saa lang tid skulde kalde mit hjem. Paa styrbord side var der en lugar for kapteinen, paa bakbord et par skidne køier, den ene over den anden; agter støtte de mot et ildelugtende skap. Væggene var gule og klamme, gulvet sort og fettet; der var et rot av halm, gamle aviser og tomme pakkasser. Av prydelser var der bare et glasopsats, et termometer fra et eller andet ærbødig averterende whisky-firma og en svingelampe. Jeg kunde ikke forutse at jeg, før der var gaat en uke, skulde finde denne kahyt baade hyggelig, lys og luftig, ja endog rummelig.

Imidlertid tok kommissæren fat paa sine forretninger. Folkene blev kaldt ind, de underskrev sine kontrakter, og han indførte deres signalement efter kapteinens diktat paa den gamle spøkefulde amerikanske maate, f. eks.: „Blaat haar og røde øine, næsen fem fot syv, legemshøide brukket.“

I tiden mellem morgen og kveld at utstyre en skonnert for sjøen og at improvisere et bryllup kræver en vældig kraftutfoldelse. Hele dagen var Jim og jeg paa farten. Snart lo vi, snart holdt vi paa at graate, og snart hadde vi en pludselig angstfuld raadslagning. Paa hvert andet hjørne blev vi av vore egne kjæmpestore plakater mindet om vor fortvilede handel. I mellemstunderne fandt jeg tid til at hænge utenfor et halvt dusin guldsmedbutikker, og min bryllupsgave, som jeg paa min vandring tilslut fik utvalgt, blev naadig mottat. Jeg tror sandelig at dette var mit sidste erende, før den gamle, lurvete og venlige prest blev ført fra sit hjem til vort kontor, hvor saa i tusmørket Mamie og Jim blev gjort til ett. Det var en pudsig og rørende scene — kontordamerne med sine blide ansigter og vakre buketter, Mamie saa alvorlig og from, og Jim — hvorledes skal jeg skildre den stakkars Jim. Han begyndte med at dra presten tilside i den fjerneste krok av kontoret. Hvad han sa, vet jeg ikke, men jeg har grund til at tro at han fremholdt sin uskikkethet, for han gav sig til at graate. Jeg saa at den gamle prest oprigtig rørt prøvde at trøste og opmuntre ham, og en gang hørte jeg dette uttryk: „Jeg forsikrer Dem, herr Pinkerton, der er ikke mange som kan si det“ — hvorav jeg sluttet at min ven dog hadde mildnet sine selvbebreidelser med litt retfærdig skryt. Derefter vendte Jim sig til mig, og skjønt han ikke greiet mer end et eksplosivt „Loudon!“ og et vildt haandtryk, saa forplantet dog noget av hans sindsbevægelse sig til hans forlover. Under en almindelig forvirring kom vi saa til vielsen. Jim gik aldeles fra sans og samling, og den velærværdige viste sin sympati baade i stemme og væsen. Han sluttet med faderlig at lykønske Mamie — som han kaldte „min kjære“ — til en saa fortræffelig mand, og paastod at han sjelden hadde viet et saa interessant par. Paa dette tidspunkt blev der som en glorie over festen rakt ind til os et kort fra Douglas B. Longhurst med lykønskninger og fire dusin Perrier-Jouet. En flaske blev aapnet, og pastoren klinket med bruden, og brudepikerne smisket og nippet, og jeg løftet glasset og holdt en tale med bakkantisk luftighet. Men den stakkars Jim maatte la vinen staa urørt. „Se ikke paa den!“ fik jeg hvisket til ham. „I din tilstand vil du bli saa fuld som en alke.“ Og Jim klemte min haand med et „Gud velsigne dig, Loudon! — nu frelste du mig igjen!“

Straks efter fulgte saa aftensmaten paa Frank Hotel med temmelig skjælvende munterhet, og saa kjørte vi med halvparten av champagnen — jeg vilde ikke motta mere — ned til Norah Creina.

„Nei for et søtt litet skib!“ utropte Mamie da vi viste hende fartøiet. „Og hvor kjæk De maa være, herr Dodd, som tør reise i noget saa bittelitet saa langt ut paa havet!“ Og jeg saa at jeg var steget i hendes agtelse.

Ombord paa det søte lille skib hersket en rædselsfuld uorden, og hos alle folkene træthet og surhet. Johnson laa i halvsøvne utover bordet i kahytten, og kapteinen sat i sin egen lugar og røkte, mens kokken og de fire matroser langet hermetikkasser ned i lasarettet.

„Her er ikke noget sted for Dem,“ sa Nares og reiste sig. „Vi kan ikke stoppe arbeidet, skal vi komme avsted imorgen. De forstyrrer bare folkene.“

Jeg holdt paa at svare hvast, men Jim, som kjendte typen, skyndte sig at helde olje i det oprørte hav.

„Kaptein,“ sa han, „jeg vet vi kommer til uleilighet, og at De har hat et fælt slit. Men vi vil bare be Dem drikke et glas vin med os i anledning av mit bryllup og herr Dodds bortreise.“

„Da skal jeg ikke se paa en halvtime,“ sa Nares. „Johnson, børst av en stol til fruen. Og dere kan ha dere væk en halvtime,“ ropte han til folkene.

Hans tone var ikke mere elskværdig end hans sprog; men da Mamie vendte sine øines brand mot ham og uttalte en levende beundring for hans mod, saa blev bjørnen tilslut formildet og gav os endog — og det var saa godt som en undskyldning — en skisse av dagens ærgrelser.

„Halvparten av alle vore forsyninger var gale,“ sa han. „Jeg skal vri halsen om paa kjøbmanden en dag. Saa kom to best fra en avis og vilde pumpe mig, til jeg truet med at sparke dem ned paa bryggen. Derefter var det en fordømt missionær som vilde arbeide sig over til Raiatea eller hvor det nu var. Han bandte da han gik.“

Det lille selskap som var begyndt saa uhyggelig, sluttet under vinens og kvindeøinenes tegn i latter og glæde. Med sin plysjes Gainsborough-hat og sin lyse silkedragt sat Mamie som en dronning i dette fæle rum. Johnson stirret blindt paa hende, og selv jeg, som ellers ikke hørte til hendes beundrere, var næsten forelsket i hende den kveld.

Det blev derfor et muntert farvel. Jeg stod og stirret efter de to skikkelser da de forsvandt i mørket. Efter den lange, møisomme og bevægede dag var jeg nu tilslut alene og fri. Kanske var det mest trætheten som gjorde mig saa tung om hjertet. Mens jeg stod og saa mot den taakede himmel eller mot de bølgende lys i vandet, syntes jeg næsten at jeg ikke hadde haab igjen. Da lynte der med ett forbi mig et billede av City of Pekin, som nu ilte med tretten knobs fart til Honolulu — med Trent og kanske med den mystiske Goddedaal ombord — og denne tanke fik blodet til at fosse gjennem mit legeme. Det var likesom vi ikke eiet en chance, der vi endnu laa bundet til jernsøiler og sløset de kostbare øieblikke bort. „Men la dem komme først!“ tænkte jeg. „La dem bare! Vi kommer efter!“ Og mine tanker sænket sig ned i muligheten av en blodig kamp.

Det varte længe før arbeidet ombord sluttet, og før jeg fik søvn paa mine øine, og knapt et øieblik efter, syntes jeg, var det at jeg blev vækket av mændenes skraal og kjettingernes hvin.

Skonnerten hadde kastet los før jeg kom paa dæk. I daggryets taakede halvmørke saa jeg slæperen foran os med glødende lys og tykt veltende røk. Ved siden av os taarnet den oplyste by sig op og svulmet i den raa taake. Det var underlig at se den fortsætte med at brænde saa ødselt de halvt slukte lys, efterat dæmringen var blit sterk nok til at vise mig og til at la mig kjende den ensomme skikkelse nede ved husmasserne.

Eller var det mit øie og ikke heller mit hjerte som kjendte den skyggen i halvmørket mellem lygterne? Jeg vet ikke. Jim var det ihvertfald, han var kommet ned for at faa et sidste blik av skibet, og vi fik vinket farvel og vekslet et rop uten ord.

Solen var endnu ikke oppe, da slæperen kastet trossen, gav os tre fløit som salut, og snudde ind mot kysten som laa og skinte bortover i dagens første straaler. Der var ikke andet skib i sigte, da Norah Creina for fulde seil i en frisk nordostbris begyndte sin lange og ensomme reise til vraket.

SJETTE KAPITEL.

Jeg elsker at gjenkalde mig den lykkelige ensformighet i en stillehavsreise, naar passaten ikke døser av, og skibet dag efter dag gaar sin hastige gang. Passatskyernes berglandskaper følger med i alle lysets vekslinger — de mørkner for stjernerne, visner i maaneskjæret, staar som en mur i aftengløden, glider ved daggry ut i bølgende taakebanker, løfter ved middagstid sine snehvite topper mellem himmelens blaa tak og havets blaa gulv. Saa er det skonnertens egen travle lille verden med saa mange uvante billeder, spidding av delfiner fra baugsprydet, den hellige krig mot haierne, kokken som lager brød paa storluken, reving av seilene før en vældig byge, bygen selv, det pludselige ryk i ens hjerte, himmelens aapnede sluser; og glæden og livets nye deilighet, naar alt var over, solen fremme igjen og vor fiende bare en flek nede i læ. Jeg elsker at gjenkalde mig og gid jeg kunde gjengi dette liv, det uforglemmelige, det næsten glemte. Lang tids glæde blir like saa litt som lang tids smerte dypt avmerket i vort minde. Over en del av vort livs kart ligger en rosenrød, ufortolkelig dis, og det er alt.

Men én ting ved jeg at jeg var frydefuldt viss paa. Dag efter dag stod termometret i den solgyldne kahyt paa 84° F. Dag efter dag strøk luften med den samme vidunderlige friske mildhet om mit ansigt. Dag efter dag flammet solen, nat efter nat lyste maanen, eller stjernerne traadte frem i sit tindrende følge. Og hvilket lykkelig velvære hos mig selv! Jeg var kommet hjem til mit eget klima, og jeg saa med ynk tilbake paa de fugtige og vinterlige „tempererte“ soner.

Havets og himmelens lysskiftninger holdt mig i lek med blyanten, og jeg savnet heller ikke aandelig arbeide av en anden art, nemlig i studiet av min meget sammensatte ven kapteinen. Jeg kalder ham ven her paa terskelen, men det er at se for langt frem i tiden. Dengang var jeg altfor forfærdet over hans barbari, altfor forvirret av hans skiftende humør og altfor ofte harmfuld over hans smaa forfængeligheter til at betragte ham som andet end mit livs kors. Men i sine sjeldne elskværdige timer kunde han glemme de svakheter som hang ved ham, og da kunde han faa ogsaa mig til at glemme dem, og litt efter litt vandt han hos mig en slags utilgivende venskap. Tilslut fik jeg et mere høisindet syn paa hele hans karakter. Jeg saa feilene som disharmonier i et harmonifølge i musik, og da gik jeg med paa dem og fandt dem maleriske, likesom vi i naturen kan godkjende og beundre en vulkans røkhode eller det giftige sumpkrat.

Han var av en god slegt og kunde ha faat den høieste utdannelse. Hans sind var ustyrlig fra første stund av, og det er sandsynlig at han hadde arvet denne skavank, saa han ikke hadde hele skylden for bruddet med sit hjem. Han løp sin vei tilsjøs; blev frygtelig mishandlet ombord, noget som bare gjorde ham endda haardere; rømte i en sydamerikansk havn; viste sig flink og tjente godt, unge gutten som han var; faldt saa mellem tyver og blev røvet; hyret sig for fri hjemreise, og banket en morgen paa hos en gammel dame, hvis frugthave han før ofte hadde plyndret. Denne anbefaling ser tvilsom ut, men Nares visste hvad han gjorde. Synet av frugttyven, der han stod utenfor døren og skalv i sine filler, rørte ved et bløtt sted i peppermøens hjerte. „Jeg hadde altid likt den gamle damen,“ sa Nares, „selv dengang da hun pleide at jage mig ut av haven, og rystet paa sine falske krøller efter mig naar jeg gik forbi; jeg syntes det var en hyggelig gammel pike. Naa, da hun den morgen kom ut i døren, saa mindet jeg hende om den tid og sa jeg var aldeles knækket, og saa drog hun mig bent ind og hentet eplepaien frem.“ Hun klædde ham op, fik ham paa skolen og sendte ham tilsjøs igjen. Siden var han velkommen hos hende, hvergang han kom hjem fra en tur, og da hun døde, efterlot hun ham alt hvad hun eiet. „Det var snild gammel pike,“ kunde han si. „De skulde bare ha set hende og mig spasere sammen i haven, mens gamlen skulte til os over gjærdet. Hun bodde i huset ved siden av gamlen min, og det var nok mest av den grund jeg gik der. Han skulde faa vite hvorledes det var fat med mig, skjønner De, og jeg vilde før gaat til Fanden selv end til ham. Og noget som svidde endda værre i ham, det var at han før hadde ligget i trætte med den gamle damen om mig og frugthaven, det fik ham til at skumme, tænker jeg. Ja, jeg var et best da jeg var ung, men jeg var altid snild mot den gamle damen.“ Siden den gang hadde han slaat sig op i sit fag, og saa snart som nu røken av Gleaner-historien var drevet væk, vilde han sikkert faa skib. Han var omtrent tredive, en spræk og kraftig kar med blaa øine, tykt ekfarvet haar som grodde langt ned i panden, glatraket og spids om haken, en god sanger, en mester paa trækspil, sjømandens instrument, en hurtig iagttager, en logisk tænker, elegant i sine ord, naar han vilde, og desuten det værste ubest paa havet.

Hans behandling av folkene kunde vakt oprør paa en slavegalei, slik ertet, haante og tyranniserte han dem. Sæt at rormandens øine hadde forvildet sig. „Din ..... lille, sauefjæsede hollænder,“ brølte Nares, „vil du ha en støvle i næsen for at holde kursen. Se at faa limet øiet dit til det kompasset, ellers skal jeg vise dig rundt fartøiet med støvlesaalen min.“ Eller sæt at en mand blev staaende agter, hvor han kanske hadde blit ropt hen for ikke et minut siden. „Herr Daniells, vil De gjøre mig den tjeneste at holde Dem klar av det storskjøtet!“ kunde kapteinen begynde med skrækindjagende høflighet. „Mange tak. Og vil De være saa venlig at si mig hvad i helvede De har at gjøre her?“ Og saa fortsatte han med en række spottegloser som allesammen ramte og sved. Hans ansigt var da saa truende og frygtelig at de ulykkelige mænd skalv og krøp. Altfor ofte fulgte der slag og spark; altfor ofte har jeg hørt og set og kokt ved det feige overfald. Og ofret reiste sig fra dækket igjen og krøp sløvt forut — men med hevn i sit hjerte.

Det ser underlig ut at jeg kom til at like denne tyran, og underlig at jeg kunde staa ved siden av og ikke gripe ind. Men jeg var ikke en slik hanekylling at jeg la mig imellem offentlig. Jeg vilde heller se et par mænd bli mishandlet, end la halvparten av os bli slagtet i et mytteri og den anden halvpart ende i galgen. Og privat protesterte jeg ustanselig.

Aldrig har jeg møtt en mand med et merkeligere sind. Han hadde en forstand som dømte til det yderste retfærdig, men paa samme tid dirret hans nerver av smaalig ondskap, og saa handlet han efter sine nerver og ikke efter sin forstand. Sin far hadde han hadet, men han kunde gi en fortryllende frisk og ærlig skildring av den gamle knark.

Og underlig var i mine øine ogsaa hans mod. Aldrig har der levet nogen taprere mand, han bød al fare velkommen, han flammet op naar den kom, hvor pludselig det saa var. Men paa den anden side har jeg aldrig kjendt nogen saa nervøs som ham, aldrig nogen som var saa tynget av de onde muligheter i livet. Hans mod var som is. Han kunde lægge vort lille fartøi med rælingen under, og la det gaa slik i en byge, til jeg trodde vi var fortapt, og folkene av sig selv sprang til sine pladser. „Se der,“ kunde han si, „jeg skulde tvile paa der er en mand ombord som vilde latt det gaa saa længe som jeg denne gang. De faar slutte med at tænke at jeg ikke kan manøvrere en skonnert. Jeg tænker jeg kan holde det saa nær ved at gaa rundt som nogen anden kaptein paa denne skuten, fuld eller ædru.“ Og straks efter kunde han ønske sig langt væk, og utbrede sig over farerne paa sjøen, især farerne med skonnertriggen, som han avskydde, og videre over de forskjellige maater at gaa tilbunds paa, og om den uendelige flaate av skibe som i tidernes løp hadde glidd ut fra land og aldrig vendt tilbake. „Men jeg er likeglad,“ slog han saa om, „jeg skjønner ikke hvorfor en skal ønske at leve. Hvis jeg endda var tolv aar og kunde klyve op i andre folks epletrær, saa skulde jeg ikke si noget. Men der er ikke mening i alt det som kommer siden. At faa drukne paa en skikkelig maate er godt nok for mig.“ Det var vanskelig at forestille sig en mere nedslaaende tale for en stakkars landkrabbe i en svart nat.

Da jeg om morgenen den syttende dag kom paa dæk, hadde briggen to rev i seilene og fløi vildt avsted gjennem de svære sjøer. Hittil hadde det været susende passatvind og surrende seil. Vi nærmet os allerede øen. Ophidselsen holdt igjen paa at overmande mig; de sidste dager hadde min eneste bok været patentloggen, som hang ut fra hakkebrettet, og min største interesse den daglige observation og vor sneglegang tvers over kartet. Mit første blik, som var vendt mot kompasset, og mit andet, som gik til loggen, fortalte mig det jeg ønsket. Vi laa vor kurs, vi hadde gjort over otte knob siden klokken ni kvelden før, og jeg trak et tungt, tilfreds pust. Men saa var der noget fremmed og vinterlig over himmel og hav som pludselig fik mit hjerte til at stanse. Jeg saa at skonnerten var likesom mindre end ellers, og mændene var tause og stod og stirret ut. Nares gav mig ikke saa meget som skyggen av en hilsen. Han lot ogsaa til at iagtta skibets adfærd med angstfuld iver. Endda mindre likte jeg at Johnson selv stod ved rattet, som han stadig dreiet paa med synlig møie, og naar sjøerne løftet sig bak os, svarte og vældige, saa kastet han blikket lynsnart rundt og dukket med hodet likesom han verget sig mot et slag. Av disse tegn skjønte jeg at der var noget usedvanlig igjære, og jeg skulde git en rummelig næve med dollars for at faa et likefrem svar paa de spørsmaal som jeg ikke vaaget at stille. Hadde jeg vaaget det trods kapteinens ansigt, saa vilde han bare mindet mig om min stilling som superkargo og paa en ufordøielig maate raadet mig til at gaa ned. Der var altsaa ikke andet at gjøre end at bruke mine egne øine, til det behaget kapteinen at gi mig besked. Dette gjorde han før jeg ventet. Det var litt efter, da vi sat ved frokosten.

„Ser De, herr Dodd,“ begyndte han og saa litt underlig paa mig, „nu er der kommet et forretningsspørsmaal. Denne sjøen har vokset mer og mer i de sidste to dagene, og nu er den ikke hyggelig længer. Barometret falder, vinden friskner, og jeg liker det ikke. Hvis jeg lægger bi, saa faar vi kanske en storm at ride av, og kan drive gud vet hvor langt. Hvis jeg holder kursen, saa naar vi frem til den øen imorgen eftermiddag og kan ligge i læ av den, hvis vi ikke greier at løpe ind. Det spørsmaal som De skal avgjøre, er om De vil la kaptein Trent komme først, eller om De vaager det som kan hænde. Jeg skal nok føre skibet til deres tilfredshet,“ tilføiet han med et stygt grin. „Nu faar superkargoen vælge.“

„Kaptein,“ svarte jeg med hjertet i halsen, „at vaage er bedre end sikkert at tape.“

„Hele livet er bare hasard,“ svarte han. „Men der er én ting til. Det gjælder nu eller aldrig. Om en time kan ikke erkeengelen Gabriel lægge bi, om han kom ned for at prøve.“

„Gaa paa skal være,“ sa han og gav sig i lag med frokosten, mens han hele tiden ytret ønske om at være hjemme i San Francisco igjen.

Da vi kom paa dæk igjen, tok han rattet fra Johnson — det later til at de ikke kunde stole paa nogen av folkene — og jeg stod tæt ved siden av. Kulingen hadde allede frisknet, den suste over hoderne paa os, somme tider med et hujende hyl som sendte mit hjerte ned i støvlerne. Sjøen forfulgte os uten hvil; skansen laa ofte nede i vandskorpen, og vi maatte lukke dørene til kahytgangen.

„Og alt dette sker til bedste for Pinkertons dollars!“ brøt kapteinen med ett ut. „Det er mangen en kjæk kar som gaar tilbunds, herr Dodd, for slike svin til at presse paa som Deres ven. Hvad bryr de sig om et skib eller to? Assurert! Hvad er nogen menneskeliv mot nogen tusen dollars! Det de kræver, er en kvik reis fra havn til havn og en fordømt tosk av en kaptein til at drive skuten frem som jeg gjør med denne.“

Jeg trak mig bort saa snart jeg kunde uten at være uhøflig. Denne tone smakte mig slet ikke, og heller ikke var det behagelige tanker den vakte. Her satte jeg mit eget og syv andre menneskers liv paa spil. Og hvorfor? For at finde og sælge en stor mængde av en meget farlig gift, var det eneste svar. Og hvis det nu gik saa galt at jeg snart blev stedet for den evige domstol, saa vilde dette svar ta sig sørgelig ut under en kryds-eksaminering. „Men la gaa, Jim,“ tænkte jeg, „jeg gjør det for din skyld.“

Før klokken elleve tok vi det tredje rev i storseilet, og Johnson fyldte kahytten med et stormseil av prima duk, og sat med benene over kors og strævet sammen med et par av folkene for at faa det i orden. Ved middagstid flygtet jeg fra dækket og satte mig paa min køie, svimmel, sløv, lammet av skræk. Den stakkars Norah Creinas forfærdelige løp, naar den basket avsted for sit bare liv likesom en hjort, kvæstet mig mellem bordet og bænkene. Stormens vilde jagt fór ustanselig forbi med et brøl av mange slags larm: vindens hyl, tømmerets knirken, hvin av taugender, hammerslag av blokker, sjøens brak, og jeg kunde ha tænkt mig at der somme tider var endda en lyd til, en mere menneskelig røst som overdøvet larmen, det var likesom en engels verop; jeg kunde ha tænkt at jeg kjendte navnet paa den engelen, og at hans vinger var sorte. Det var ikke til at forstaa at noget verk av menneskers kunst længe kunde utholde havets grusomme mishandling, slik som skonnerten blev kastet fra fjeldside til fjeldside, slik som den blev slaat og strukket i alle led og sener, som om den var et barn paa pinebænken. Der var ikke én planke som ikke skrek høit om naade.

Hele resten av den dag og hele den paafølgende nat sat jeg i sofakroken eller laa uten søvn i min køie, og først om morgenen blev jeg igjen drevet paa dæk. En uhyggeligere ventetid har jeg aldrig oplevet. Johnson og Nares avløste hverandre stadig ved rattet. Naar en av dem efter tur kom ned, gjaldt hans første blik barometret, han banket paa det og rynket panden; det sank og sank ubønhørlig. Var det Johnson som kom, saa tok han en bit mat i skapet, spiste staaende, sa kanske nogen hæseblæsende ord, at det var „dævelen til nat at forkjøle sig i paa dæk“, slængte sig saa ned paa sin køie og sov sine to timer. Men kapteinen hverken spiste eller sov. „Er det Dem, Dodd?“ kunde han si efter at ha forsket barometret. „Ja nu er vi hundrede og fire mil fra øen, og vi lænser alt det vi er god for.“ Saa bet han tænderne ind i en cigar, og sat sine to timer og stirret og blunket mot kahytslampen gjennem en sky av røk.

Morgenen brøt frem uhyggelig klar, luften var altfor gjennemskinnelig, himmelen skyfri, horisontens rand ren og sterk. Vinden og de vilde, svulmende bølger jaget os utrættelig. Jeg stod paa dæk og rystet av angst; det var som jeg ikke eiet magt over mit legeme; mine knær var som papir naar skibet styrtet ned i de gapende dale; mit hjerte stanset naar et svart fjeld faldt som en lavine ved siden av os og vand og skum fosset rundt benene mine. Jeg visste bare ett at ønske — at opføre mig hæderlig trods al frygt, at redde min karakter, hvad vei det saa gik med mit liv. Det blev frokosttid, og jeg fik med nød svelget noget varm te. Saa maatte jeg sjangle mig ned for at ta tiden, jeg avlæste kronometret med taake for øinene, og jeg undret mig over hvad det nyttet at ta observationer paa at skib som blev slynget slik frem mellem flyvende sjøer. Formiddagen seg frem i en pinefuld, ensformig fare. Middagen kom, og vort sted blev avsat paa kartet med en ængstelig nøiagtighet som syntes mig halvt tragisk og halvt latterlig, siden det næste par øine som skulde se dette papir, kanske var øinene paa en nysgjerrig fisk. Klokken blev ett, den blev to; kapteinen mørknet og raste, og hvis jeg nogensinde har set slumrende mord i en mands øine, saa er det i hans. Gud hjælpe den matros som hadde negtet at adlyde.

Johnson nikket, gned øinene med sin vaate haand, passet paa et gunstig øieblik da skibet gik opad bakke, og kom sig frem til storevant, hvor han saa kløv tilveirs. Op, op saa jeg ham gaa, han klynget sig fast under hvert stygt jump, han vandt sig frem naar skonnerten igjen bevæget sig litt roligere, og tilslut saa jeg at han entret ind i tversalingen, holdt sig fast med den ene arm rundt masten og stirret ut mot horisonten i sydvest. Øieblikket efter rutsjet han ned bardunet og stod paa dækket med et grin, et nik og en gestus med fingrene som betydde „ja“. Et sekund efter stod han igjen ved rattet; det trætte ansigtet svedet og smilte, og hans haar og hans fillete klær pisket om ham i vinden.

Nares gik ned efter sin kikkert og stod taus og forsket havlinjen, jeg ogsaa med mine uvæbnede øine. Litt efter litt begyndte jeg i vandets hvite ørken at skjelne ut et sted hvor hvitheten var tættere; himmelen var der ogsaa hvitlig og taaket som en byge. Og litt efter litt dirret der mot mine ører en lyd som var dypere og frygteligere end stormens hyl — brændingers tordnende dur. Nares gned kikkerten mot ærmet og rakte den til mig. En uendelig bølgerække danset i glassets runding, nu og da et blekt hjørne av himmelen eller horisontens sterke linje ruflet av bølgekammene, og saa med ett — et øiebliks glimt av det vi hadde reist saa lang vei og betalt saa dyrt for at se: masterne og riggen paa en brig tegnet paa himmelen, med et merke flagrende fra stormasten og de fillete strimler av et topseil fykende fra rærne. Paany og paany søkte jeg frem dette syn. Der var ikke tegn til noget land. Vraket stod mellem hav og himmel; men efterhvert som vi nærmet os, opdaget jeg at det blev forsvaret av en række brændinger som trak sig nedover paa begge sider og saaledes avmerket det nærmeste segment av revet. Skumsprøiten hang over dem som en røk nogen hundrede fot høit, og larmen av de ustanselige eksplosioner rullet som en kanonade.

Paa en halv time var vi tæt inde, kanske likesaa længe løp vi langs den frygtelige mur henimot dens bortre side, og snart blev nu sjøen og skibets gang roligere. Vi var kommet i læ av øen, som jeg for en forms skyld faar kalde denne ring av skum og dis og torden. Vi stak et rev ut, kuvendte og styrte mot indløpet.

SYVENDE KAPITEL.

Alle mand var fulde av glæde. Det viste sig i deres kvikhet og deres lyse ansigter. Johnson smilte bredt ved rattet, Nares studerte kartet over øerne med fred i sine øine, og folkene klynget sig sammen forut, snakket og pekte. Saa sikker var vor redning, saa vidunderlig blev vi tiltrukket av en fot jord, efterat saa mange soler var sunket og steget paa et tomt hav.

Men jeg for min part byttet bare den ene frygt mot den anden. Ikke før var jeg sikker paa at jeg selv skulde naa maalet, saa begyndte jeg at føle mig overbevist om at Trent var kommet før mig. Jeg kløv op i vantet og utspeidet ivrig ringen av koralrev og braat og den blaa lagune som de sluttet inde. De to smaa øer indenfor begyndte at træde tydelig frem — Middle Brooks og Lower Brooks Island kaldte vor „Directory“ dem: to lave sandstriper, overgrodd av krat; de hadde en glitrende strand, var begge en engelsk mil eller halvanden lang, de gik fra øst til vest og var skilt av en trang kanal. Over dem svævet millioner av skraalende, skrattende, skrikende sjøfugler, sorte og hvite. Med merkelige gnistringer svang denne malstrøm av vinget liv sig hit og dit i det sterke solskin, den hvirvlet gjennem sig selv, og nu og da brast den istykker og spredte sig over hele lagunen. Over revet hang en tynd sky. Litt til siden stod tæt ved brændingens tordnende linje Flying Scud med alle seil undtagen topseilet pent beslaat, og med flagget — med unionen ned — flyvende fra stormasten. Og hvor jeg saa hen, var der ikke andre tegn til mennesker eller menneskers arbeide. Ingen Honolulu-skonnert laa der fuld av væbnede rivaler, ingen røk steg fra det baal hvor jeg hadde forestillet mig at Trent sat og laget et maaltid av sjøfugl. Det lot til at vi var kommet tidsnok, og jeg pustet dypt ut.

Nu hadde vi allerede braattene tæt ved os, lodhiveren var paa sin plads, og kapteinen tok post i fokketversalingerne for at lodse os mellem lagunens koralskjær. Alle forhold var til gunst for os; lyset var bak solen lavt nede, vinden endnu frisk og stø, og tidevandet holdt paa at snu. Et øieblik efter skjøt vi for fuld fart mellem to molohoder av skummende vand, loddet fór ut, kapteinen brølte ned sine ordrer, og skonnerten snodde sig frem mellem alle lagunens spredte farer, og ved et glas i den første hundevakt ankret vi utenfor nordostenden av Middle Brooks Island paa fem favne vand. Seilene blev beslaat, baatene tømt for alle de mangfoldige ting som samler sig i løpet av en reise, varpankeret sendt iland og dækkene ryddet. Gode tre kvarters arbeide var det, og hele den tid raste jeg rundt paa dækket likesom en mand som har forfærdelig tandverk. Forandringen fra det vilde hav til lagunens ro hadde forstyrret mine nerver, jeg kunde ikke holde hænder og føtter stille. Mændenes langsomhet, slitne som de var efter de sidste barske oplevelser, irriterte mig som en personlig fornærmelse, og sjøfuglenes meningsløse skrik gjorde mig saa tungsindig som om det var en klagesang. Det var en fryd da jeg tilslut med Nares og et par matroser kunde gaa i baaten og sætte avsted mot Flying Scud.

„Den ser bedrøvelig ut, hvad?“ sa kapteinen og nikket mot vraket, som laa omtrent en halv engelsk mil borte. „Ser ut som den ikke liker pladsen sin, og som om kaptein Trent har faret ilde med den.“

Baaten skummet over lagunens krusede vand. Flying Scud vilde været liten nok ved siden av bryggerne i San Francisco, men den var omtrent tre ganger saa stor som Norah Creina, som saa længe hadde været vort rike, og da vi strøk op langs siden, var den som et fjeld for os. Den laa med baugen mot revet, hvor bølgernes umaadelige, blaa væg ustanselig veltet sig op og bruste ned, og for at komme paa styrbord side av den maatte vi gaa under agterspeilet. Roret var haardt bakbord, og vi kunde læse —

Paa den andre siden hang omtrent en halv favn av en repstige ut over rækken, og her kløv vi op.

Indenbords var det et rummelig skib med en hytte som løftet sig omtrent tre fot over dækket, og med et litet hus forut, straks agter for fokkemasten, til folkenes køier og kabyssen. Der var bare én baat paa huset og to større baater paa dæk, en paa hver kant av huset. Med tropisk økonomi var skibet malt hvitt baade utvendig og indvendig. Overalt laa et tykt lag av minder efter de utallige sjøfugl.

Fuglene selv flakset og skrek hele tiden rundt i riggen, og da vi saa ind i kabyssen, veltet en flok mot os og drev os tilbake. De hadde svære, stygge neb, og nogen av de sorte fuglene var saa store som ørner. Halvt begravet i fuglenes søl saa vi i kulen endel kar og kasser, og da de var blit litt renset, viste det sig at være vandkander og nogen kvarttønder salt kjøt med et kolonialt merke. Disse saker var uten tvil samlet her, før Tempest kom i sigte, og mens Trent og hans mænd ikke hadde andet i vente end at prøve at naa Honolulu i baatene. Ellers var der ingenting at se paa dæk.

Med en skyhet som næsten var ærefrygt, gik Nares og jeg ned til kahytten. Trappen svingte og sluttet bent foran et tverskibs skot som skar hytten i to. Den forreste del dannet et forraadsrum og indeholdt desuten køieplads for kokken, efter det Nares mente, og andenstyrmand. Den bakre del hadde tre rum, i midten hovedkahytten, paa bakbord side styrmandens lugar og paa styrbord side kapteinens. Kahytten var mørk, for fuglene hadde dækket skylightet med sit søl; her lugtet stramt og muggent, og her var tykt av fluer som ustanselig slog os i ansigtet. Jeg undret mig over hvorledes de hadde fundet vei til Midway Reef; et skib maatte ha bragt dem hit, og det for længe siden, for antallet var uendelig. Paa gulvet var der et rot av klær, bøker, nautiske instrumenter, alslags pynt og saadant kram som der kan velte ut av sjømandskister efter en lang tur eller ved en pludselig leilighet. Det var underlig at staa her i denne mørke kahyt, saa nær brændingens torden og fuglenes vilde skrik, og røre ved saa mange ting som andre mennesker hadde eiet og baaret paa sine varme legemer — gamle underklær, pyjamas, lerretsdragter, sydvester, lodsjakker, lugteflasker, broderte skjorter, silketrøier — klær for nattevakten tilsjøs eller for dagen paa hotelverandaen iland, og mellem alt dette ogsaa bøker, cigarer, fantasipiper, tobak, mange nøkler, en rusten pistol og en masse billige kuriositeter fra Østasien.

Saa vendte vi os til bordet som stod dækket. Der var matrester igjen — et glas marmelade, kaffegrums i muggerne, brød, en boks kondensert melk, og nogen ting som vi ikke kunde bestemme. Bordduken, oprindelig rød, hadde en mørkebrun flek ved kapteinens plads, øiensynlig av kaffe. Paa den anden kant var den brettet tilbake, og der stod et blækhus og skrivesaker paa det bare bord. Rundt bordet stod endel stoler uten orden, som om mændene var blit færdige med at spise og hadde sittet og røkt og pratet. En stol laa istykkerslaat paa gulvet.

„Se! De førte ind loggen,“ sa Nares og pekte paa blækhuset. „Overrumplet som sedvanlig. Gad vite om nogensinde en kaptein som har forlist, har hat sin logbok à jour? Som regel har han en maaned at ta ind. For en almindelig lurvet engelskmand!“ tilføiet han foragtelig. „Marmelade — og ristet brød til gammeln! For nogen griser!“

Der var noget i denne kritik over de fraværende som støtte mig. Jeg hadde sandelig ikke nogen sympati for kaptein Trent og hans forsvundne folk; men synet av denne forlatte kahyt gjorde mig trist. At menneskers arbeide dør er likesaavel sørgelig som menneskenes egen død, og jeg hadde en uvilkaarlig og meningsløs følelse av at der var hændt noget tragisk her.

„Rør ikke det, din tosk!“ ropte kapteinen til en av matroserne som drak av vandtanken. „Det vandet er raattent.“

„La mig se,“ sa Nares, og han tok øsen og holdt den til munden. „Ja, det er godt. Det maa ha raatnet og saa blit friskt igjen. Noksaa rart, Dodd, hvad? Skjønt jeg har set det samme paa en Kap Horner.“

Der var noget i hans stemme som fik mig til at se ham ind i ansigtet. Han løftet sig paa tærne for at se sig om paa skibet, og hans uttryk var nysgjerrig og ophidset.

„Aa, De kan ikke vite hvad jeg gjør!“ svarte han. „Den ting er slet ikke umulig. Men det er noget andet som jeg ikke rigtig forstaar. Naa, frem med haandspakene, og la os se hvad slags vand der er i lagunen.“

Snart lød pumpernes raslende mislyd, og strømme av ildelugtende vand flommet over dækket og skar dale i den seige guano. Nares lænte sig mot rækken og saa forskende paa vandet fra skibets buk, som om det hadde en særlig interesse for ham.

„Jeg skal si Dem det straks,“ svarte han. „Men først noget andet. Ser De de baatene der, en paa hytten og de to paa siderne? Naa, hvor er den baaten som Trent laaret da han mistet matroserne?“

„Her kan ha været én paa storluken, det vil jeg ikke negte,“ indrømmet Nares, „men jeg skjønner ikke hvad de skulde bruke den til, hvis det ikke var til at gaa ut med i maaneskinsnætter og spille paa trækspil.“

„Og hvor længe skal vi holde paa der,“ spurte jeg. „Vi pumper jo simpelthen lagunen op. Kaptein Trent sa selv at den var sunket og var fuld av vand forut.“

„Gjorde han det?“ sa Nares tørt. Og næsten mens han talte, slurpet pumperne, slurpet igjen, og folkene kastet stængerne fra sig. „Hvad faar De ut av det?“ spurte han. „Nu skal jeg fortælle Dem noget Dodd,“ fortsatte han dæmpet; „dette skib er likesaa helt som Norah Creina. Jeg hadde en anelse om det før vi kom ombord, og nu vet jeg det.“

„Ingenting. Jeg vet ikke om han er en løgner eller bare en gammel kjærring. Jeg fortæller bare faktum. Og jeg kan fortælle Dem litt til,“ fortsatte han. „Jeg har selv støtt med dyptgaaende fartøier, og jeg skal si Dem, at da hun støtte første gang og før hun hadde lagt sig fast, saa vilde syv-otte timers arbeide faat hende av, og det maatte hver mand forstaa som har været et par aar tilsjøs.“

Jeg holdt paa at rope høit, men Nares stanset mig. „La ikke de der faa greie paa det!“ sa han. „Tænk hvad De vil, men si ingenting.“

Jeg saa mig rundt. Tusmørket gled over i kveld. Blinket av en lanterne viste skonnertens plads et stykke borte. Vore mænd stod i en klynge i kulen, og ansigterne paa dem blev oplyst av deres glødende piper.

„Hvorfor fik ikke Trent den av?“ spurte kapteinen. „Hvorfor prøvde han at kjøpe den tilbake i Frisco for en saa fabelagtig sum, naar han selv kunde seilet den hjem?“

„Jeg skulde ønske vi kjendte værdien nu,“ utbrøt Nares. „Men jeg vil ikke ta modet fra Dem. Det gjør mig ondt for Dem, Dodd, jeg vet hvor nedslaaende dette maa være, og det bedste jeg har at si, er at De kan stole paa mig. Jeg har ikke brukt lang tid herned, og jeg skal gjøre hvad jeg kan.“

Der var noget fast og venlig i hans stemme, og i næste øieblik gav vi hverandre et haardt haandtryk.

„Vi skal nok klare det,“ sa han. „Vi er efterhvert blit gode venner, De og jeg, og jeg skal ikke ta mindre i for det. Og la os nu faa aftensmat.“

Da vi hadde spist, rodde vi i straalende maaneskin ind til Middle Brooks Island. Øen var omgit av en flat strandbred; midten var overgrodd av tykt krat, hvor sjøfuglene holdt til. Først prøvde vi at trænge frem gjennem krattet, men det viste sig farlig at forstyrre disse mængder av sovende sjøfugl. Rederne sank, og eggene blev knust under vore føtter, vinger slog os i ansigtet, neb truet vore øine, og der var et øredøvende skrik.

„Vi faar gaa rundt langs stranden,“ sa Nares, da vi hadde gjort vort tilbaketog.

Matroserne lette efter egg, saa der var ingen til at følge os. Vor vei gik langs vandet. Paa den ene side hadde vi krattet, paa den anden lagunens flate, hvor maanelyset laa som en bred sti, og bak den linjen av de evige brændinger, skiftende mellem mørke og lys, hævende sig høit og skraat faldende. Stranden var overstrødd med vrakstumper og drivtømmer, der var to master fra kinesiske djunker og agterstevnen av et europæisk skib. Alt dette saa vi paa med en skygge av angst og alvor, og vi talte om farerne paa havet og de skibbrudnes skjæbne. Paa denne stilfærdige maate kom vi over halvveis rundt øen, fra dens sydlige ende saa vi paa kort hold over til dens nabo; paa hele den vestlige side gik vi i skygge av krattet, og kom saa ytterst paa den anden ende igjen frem i maanelyset.

Omtrent en halv engelsk mil borte til høire laa skonnerten og gynget svakt for ankrene. Omtrent en halv mil ned stranden viste et oprør blandt fuglene os det sted hvor folkene endnu samlet egg. Og bent foran os, i en liten indskjæring av vandet, opdaget vi en baat som laa høit og tørt paa land.

„Vi er nogen fordømte idioter som gik iland uten vaaben,“ sa han. „Men jeg vil ha greie paa det der.“ I skyggen saa hans ansigt næsten hvitt ut, og hans stemme røbet en sterk ophidselse. Han tok signalpipen op av lommen. „Jeg kunde faa lyst til at spille en melodi,“ sa han med barsk humor, satte den mellem tænderne og gik aapent ut i maanelyset. Vi gik frem med rappe skridt og saa os rundt hele tiden. Ikke et blad rørte sig, og da vi kom frem til baaten, gav den tilstrækkelige beviser for at den hadde ligget her længe. Det var en atten fots hvalbaat av den almindelige type, forsynt med aarer og tollepinder. To eller tre kvarttønder laa midt i baaten; den ene av dem maatte være aapnet, den stinket forfærdelig, og disse tønder viste sig at bære samme New Zealands merke som kjøtet ombord paa vraket.

„Her er da baaten,“ sa jeg, „saa nu er en av Deres gaader blit opklaret.“

„Hm,“ sa han. Der var litt vand i bunden, og han bøide sig og smakte paa det.

„Aa,“ svarte han, „en hvalbaat, fem bunkeaarer og en tønde stinkende flesk.“

„Hør nu,“ nedlot han sig til at forklare, „jeg har slet ikke bruk for en fjerde baat, men en baat av denne sort sætter kronen paa det hele. Jeg vil ikke si at typen ikke er almindelig paa dette farvand, tvertimot, handelsskuterne paa øerne bruker dem for brændingens skyld. Men hvad skulde Flying Scud med den? En langfarer som gik mellem store havne, Kalkutta, Rangun, Frisco, Kanton? Nei, det skjønner jeg ikke.“

Mens vi talte, stod vi og bøide os over rælingen. Kapteinen var nærmest baugen, og han lot fanglinen gli gjennem haanden. Med ett halte han linen til sig og stirret og stirret paa enden av den.

„Vet De, Dodd,“ sa han med en underlig stemme, „at denne fanglinen er skaaret av? En sjømand vil altid seise enden av et taug, men dette er skaaret tvert av med det kolde staal. Det her maa ikke folkene se,“ tilføiet han. „Vent litt til jeg faar gjort det istand saa det blir naturlig.“

„Det betyr én ting,“ sa han. „Det betyr at Trent var en løgner. Jeg tror at Flying Scuds historie var mere broget end han gav den ut for.“

En halv time efter laa hvalbaaten agterut for Norah Creina, og Nares og jeg søkte vore køier, tause og meget forvirrede efter vore sidste opdagelser.

OTTENDE KAPITEL.

Solen hadde ikke opløst morgenbanken, og lagunen, øerne og brændingernes mur som nu begyndte at minke, laa endnu klart farvet av daggryets mørke glød, da vi igjen steg op paa Flying Scuds dæk — Nares, jeg selv, styrmanden og to av matroserne — med et dusin blanke, nye økser for at gaa løs paa det sterke skib. Jeg tror vi alle pustet glade ut; saa dypt ligger hos mennesket lysten til at ødelægge, saa heftig kan jagten rive en med. Og det leketøi vi skulde slaa i stykker, var en langfarer, og den skjulte skat vi jaget, var en stor formue.

Dækkene blev spylet, storluken løftet av og en enkelt talje tilrigget, før baaten kom med frokosten. Jeg var blit saa mistænksom overfor vraket, at det høilig lettet mig at se ned i rummet og finde at det var fuldt eller næsten fuldt av paatagelig ris, pakket efter kinesisk skik i runde matter. Da vi hadde spist, vendte Johnson og matroserne sig til lasten, mens Nares og jeg slog skylightet op og gav os til at rumstere i kahytterne.

Jeg er ikke istand til at skildre disse dages arbeide i den rette orden. I mindet har jeg en nattemare av slit, hete, hast og forvirring, sveden strømmer som regn over ansigtet, rotterne piler avsted, fra skibets bund staar der kvælende dunster, og økserne hugger og splintrer.

Nares og jeg begyndte vore operationer med at flytte klær, stentøi, tepper, kjøtbokser, kortsagt alle løse saker op fra kahytten og stable dem i en haug rundt rattet. Derefter vendte vi os til kapteinens rum paa styrbord side. Vi brukte uldtepperne som kurv og sendte op bøker, instrumenter og klær for at øke vor dynge paa dækket. Saa la Nares sig ned paa hænder og føtter og begyndte at grave frem under sengen. Den ene kasse efter den anden med manilla-cigarer lønnet ham. Jeg aapnet en av kasserne og halshugget cigarbundtene, men forgjæves — intet hemmelig opiumsgjemme opmuntret mig til at fortsætte.

„Jeg tænker jeg har det nu!“ ropte Nares, og da jeg snudde mig, saa jeg at han hadde trukket frem en svær jernkasse som var fæstet til skottet med kjede og hængelaas. Paa den stirret han nu, ikke med den triumf som øieblikkelig flammet i mit bryst, men med et litt taapelig forundret uttryk.

„La os først se hvad det er,“ sa han tørt. Han lempet kassen paa siden og slog laasen op med nogen økseslag. Jeg kastet mig ned ved siden av ham, da han igjen stillet kassen med bunden ned og løftet lokket. Jeg kan ikke si hvad jeg ventet; for en million i diamanter vilde kanske ha tilfredsstillet mig; mine kinder brændte, mit hjerte hamret som det vilde briste, og se der! saa tok han op en bunke papirer og en checkbok av den almindelige sort. Jeg snappet efter bunken for at se hvad der laa under, men kapteinens haand faldt tungt og haardt paa min.

Og han løp gjennem papirerne med et alvorlig ansigt og hadde vist glemt mig og min utaalmodighet; for da han var færdig, sat han en stund og tænkte, plystret et par stumper, bandt saa papirerne sammen igjen, og først da tok han bundten op.

Jeg saa en cigarkasse, ombundet med noget fiskesnøre, og fire fete lerretsposer. Nares skar snøret av og aapnet kassen. Den var omtrent halvfuld av guldmynter.

Kapteinen rispet dem op en efter en, og en strøm av sølvpenger raslet ned paa kassens rustne bund. Uten et ord satte han sig til at tælle guldet.

„Skibets penger?“ gjentok jeg. „Og der er checkboken til at trække paa rederne? Og det har Trent glemt efter sig?“

„Han har vel det,“ sa Nares barskt, og jeg opgav at si mere før han var færdig.

Det blev tre hundrede og otte og sytti pund sterling, omtrent nitten pund av det i sølv; alt dette la vi igjen ned i kassen.

„De har set noget av det underlige i denne historie, Dodd,“ svarte han, „men ikke det hele. Det er mynten som forvirrer Dem; men det som jeg ikke forstaar, er papirerne. Vet De at kapteinen paa et skib har ansvaret for alle kontanter, han gir forskud, mottar fragt og passagerpenger og tar paa kredit i hver havn! Alt dette gjør han som rederens betroede agent, og han beviser sin ærlighet med de kvitterte regninger. Jeg skal si Dem at kapteinen paa et skib før glemmer sig selv igjen, end han glemmer disse regninger som borger for hans karakter. Jeg har kjendt mænd som druknet under forsøket paa at redde dem — daarlige karer ogsaa, men slik er førerens ære. Og denne kaptein Trent som hadde god tid, og som ikke var truet av noget værre end en fri hjemreise paa et britisk orlogsskib, han har lagt altsammen igjen. Jeg vil ikke bruke for sterke uttryk, siden faktum taler mot mig, men det hele er umulig.“

Snart efter kom middagen over til os, og vi spiste paa dæk i barsk taushet. Hver sat for sig og grublet for at finde en løsning paa de mange gaader. Jeg kom til at tænke paa den første gang jeg hadde set kaptein Trent. Scenen i saloonen stod igjen levende for mig, jeg stirret igjen ind i kanakaens øine.

„Én ting er da sikker!“ ropte jeg og reiste mig. „Det er den kanakaen jeg saa paa baren sammen med Trent, han som aviserne og hyrekontrakten gjorde til en kineser. Jeg vil lete gjennem sakerne hans og slaa det fast.“

Vi hadde endnu ikke været i den forreste lugar, der hvor Nares mente at styrmanden og kokken hadde holdt til. Dit gik jeg. Rummet var næsten bart; nogen faa fotografier var stiftet paa væggen; en enkelt kiste var der, aapen og, som alle de andre, plyndret. Endel toshillings romaner viste at den maatte ha tilhørt en europæer. Det var altsaa klart at kokken ikke hadde sovet agter, og jeg maatte lete andensteds.

Folkene hadde revet ned rederne og skræmt fuglene ut av kabyssen, saa jeg kunde komme ind uten motstand. Rummet var fælt, ildelugtende og fuldt av fluer. I den inderste krok fandt jeg en pyntelig kiste av kamfertræ, beslaat med messing, en slik som kinesere, sjømænd og alle folkeslag som farer paa Stillehavet, elsker høit. Av dens ydre kunde jeg ikke trække nogen slutning, og underlig nok var det indre skjult. Alle de andre kister hadde staat aapne og indholdet været strødd omkring; det samme saa vi senere i folkenes rum; men denne kiste av kamfertræ var baade lukket og laaset.

Jeg slog den op med en øks og dukket som en toldbetjent mine hænder ned i indholdet. Først grov jeg rundt i lin og uld, saa fandt jeg silke og trak frem endel strimler dækket med mystiske bokstaver. Og de avgjorde spørsmaalet, for jeg saa at det var en slags sengeforhæng som er yndet hos de lavere klasser i Kina. Der manglet heller ikke andre vidnesbyrd, for eksempel en natdragt av et usedvanlig mønster, en trestrenget kinesisk violin, et silkelommetørklæ fuldt av røtter og urter, og et pyntelig apparat til at røke opium tillikemed en rundelig forsyning av denne gift. Kokken hadde altsaa været kineser, men i saa fald, hvem var Jos. Amalu? Eller hadde Jos. stjaalet kisten, før han hyret sig under falsk navn og hjemsted? Det var mulig, men som en løsning førte det mig bare ind i en endda mørkere forvirring. For hvorfor var denne kiste blit overset, dengang de andre blev tømt eller flyttet?

„Naa, hvorledes er det gaat Dem?“ spurte kapteinen, og hans stemme og farven i hans ansigt fortalte mig at jeg ikke hadde været alene om at gjøre opdagelser.

„Jeg har fundet en kinesers kiste i kabyssen,“ sa jeg, „og fyren har ikke engang tat sin opium med.“

„Saa?“ sa Nares rolig. „Kast saa øinene paa det der og tilstaa at De er slaat!“ Og med et mægtig sving bredte han ut paa dækket et par aviser.

„Ser De ikke, Dodd!“ ropte kapteinen skarpt og førte en skidden tommelfinger langs titelen. „Sydney Morning Herald, 26. november, kan De forklare det?“ ropte han med stigende kraft. „Tretten dage efter at dette nummer var utkommet i Sydney, lettet skuten anker i Hongkong. Hvorledes kom Sydney Morning Herald til Hongkong paa tretten dager? Trent saa ikke land, og han talte ikke med noget skib før han kom hit. Altsaa maa han ha faat avisen her eller i Hongkong. Jeg lar Dem vælge!“ ropte han og sank ned paa dyngen av klær, som om han var træt av hele livet.

„Akkurat,“ sa han. „De behøver ikke at bry Dem med den. Der er ikke andet end en blyant og en gammel kniv.“

„Enhver har sit fag, kaptein,“ sa jeg. „De er sjømand, og De har git mig en mængde vink; men jeg er kunstner, og tillat mig at fortælle Dem at dette er likesaa underlig som alt det andre. Kniven er en paletkniv, blyanten en Winsor og Newton, en B B B. En paletkniv og en B B B paa en lastebrig, det er mot naturens love.“

„Og den er brukt av en kunstner,“ sa jeg. „Se hvorledes den er spidset — ikke til at skrive med. En kunstner, og bent fra Sydney. Hvorledes faar De ham hit?“

„Det er naturlig nok,“ svarte Nares. „De kablet ham hit forat han skulde illustrere denne røverromanen.“

„Kaptein,“ sa jeg tilslut, „der er noget fandens fordægtig ved denne briggen. De har jo været tilsjøs en god del av Deres liv, De maa ha set og hørt noget av hvert. Naa, hvad er dette? Er det assuranse, er det sjørøveri? Hvad kan det bety?“

„Ja, Dodd“, svarte Nares, „De har ret i at jeg har været tilsjøs størsteparten av mit liv. Og jeg kjender mange maater at vri sig frem paa for en uærlig kaptein. Men ingen av dem har det mindste gran at gjøre med Trent. Hele denne greien med Trent er aldeles vetløs, det er bort i natten altsammen, en idiotisk drøm. Det gaar ikke slik for sig med skibe som landkrabber tror. En berømt skuespillerinde reiser ikke mere offentlig end et skib, blir heller ikke mere interviewet, eller mere snytt, eller mere efterrendt av alle slags vimsepettere med messingknapper. Og skibet har noget at tape, det har kapital, og skuespillerinden bare karakter — hvis hun har det. Alle havne verden rundt er fulde av folk som staar færdige til at sparke kapteinen ind i bodsfængslet, hvis han ikke er saa blank som en dollar og saa ærlig som morgenstjernen. Og hvad Lloyds angaar, som holder vakt i hver krok av de tre verdenshave, og assuranse-iglerne og konsulerne, det kan De bare forstaa ved at tænke Dem en grønskolling med et hundrede og femti detektiver efter sig.“

„De skjønner da ingenting,“ sa kapteinen. „Hvad nytter det til — paa sjøen? De maa jo ind til en havn, De kan ikke bli til evighet ute paa sjøen. Nei, Flying Scud er bare sludder; hvis denne greien har nogen mening, saa er den ihvertfald ikke til at fatte for en menneskelig hjerne. Jeg stemmer for at bruke økserne mere og prate mindre“, sa han og reiste sig. „Der er vel endda endel idioti igjen paa denne fænomenale briggen.“

Men det viste sig at vi var færdige med vore opdagelser for den dag, og vi forlot briggen ved solnedgang like saa kloke som før. Det bedste av byttet — bøker, instrumenter, papirer, silketøi, kuriositeter — tok vi med os i et uldteppe, og da vi hadde spist, og bordet var ryddet, og Johnson sat ved et trist parti cribbage mellem sin høire og venstre haand, saa tømte kapteinen og jeg vort uldteppe ut paa gulvet og begyndte at gjennemgaa byttet.

Først tok vi bøkerne for os. Der var temmelig mange av dem for en slik lasteskute at være. Officererne paa Flying Scud hadde et helt litet bibliotek av fagverker og skjønliteratur. Der var Findlays fem „directories“, alle gjennemrablet med rettelser og tilføielser, der var endel navigationsbøker, en signalcode og en orangefarvet bok utgit av admiralitetet, „Øerne i det østlige Stillehav“, bind III, som efter aarstallet maatte være den sidste autoritet, og som viste merker av flittig bruk. Et bind av Macaulays „Essays“ og en shillings-Shakespeare, endel romaner, Miss Braddon, Walter Scott, Auerbachs „Auf der Höhe“ paa tysk, og en slump godtkjøps detektivfortællinger utgjorde resten av biblioteket.

„Denne admiralitets-manden gir et deilig billede av øen vor,“ bemerket Nares, som hadde slaat op Midway Island. „Han sier ikke stort om tristheten, men en ser at han kjender stedet.“

„Kaptein,“ ropte jeg, „der rører De ved endda en underlig ting i denne idiotiske historien. Se her,“ fortsatte jeg ivrig og trak op av lommen en krøllet stump av den Daily Occidental som jeg hadde arvet efter Jim. „Midway Island, hvor han efter en feilagtig oplysning i Hoyt’s North Pacific Directory ventet at finde o. s. v., staar her. Hvor er Hoyt?“

„La os se paa det,“ sa Nares. „Jeg har den boken selv.“ Han tok den ned fra hylden i sin køie, bladet frem til Midway Island og læste høit. Der stod uttrykkelig at Pacific Mail Company var ifærd med at oprette et depot her, og at de allerede hadde en station paa øen.

„Da kan en ikke dadle Trent. Værre løgn har jeg aldrig været ute for, det er som et præsidentvalg.“

„Det er Deres Hoyt,“ sa jeg, „et pent, nyt exemplar. Men si mig, hvor er Trents Hoyt?“

„Han tok den med sig,“ klukket Nares; „han lot alt andet ligge, regninger og penger og hele greien; men noget maatte han ta med, for ellers vilde det tat sig rart ut paa Tempest. Hurra, sier han saa, jeg tar Hoyt.“

„Og har det ikke faldt Dem ind,“ fortsatte jeg, „at alverdens Hoyter ikke kunde narret Trent, siden han hadde den der røde admiralitetsboken, en senere og officiel publikation, som endda behandler Midway Island meget utførlig.“

„Det staar fast!“ ropte Nares. „Hoyt har han fundet frem i San Francisco, der han skulde bortforklare hvorfor han egentlig gik hit med skibet. Det ser ut som han gik hit med hensigt. Hvad? Men det stemmer ikke med den hæseblæsingen paa auktionen. Det er det gale med denne historie. Vi kan lage et halvt dusin teorier som passer for seksti-sytti procent av den, men naar de er færdige, saa hænger der altid en favn eller to av løst taug paa den andre enden.“

Blandt papirerne var der litet av interesse. Men saa kom der et fotografi som overgik alle de andre opdagelser.

Jeg holdt kortet mot lyset uten stor nysgjerrighet; jeg hadde set kaptein Trent engang og næret ikke noget ønske om at se ham igjen. Det var et fotografi av briggens dæk, med matroserne samlet i kulen, officererne paa hytten. Nedenunder var skrevet: „Briggen Flying Scud, Rangun“, og en dato, og over hver enkelt av mændene stod hans navn.

Jeg saa paa det, og pludselig dirret jeg i hele kroppen, søvn og træthet veg fra mine øine, likesom taaken letter i kanalen, og med gispende forundring saa jeg den fotografiske fremstilling av en flok fremmede. „I. Trent, fører“ øverst paa kortet viste mig en liten spids mand med buskede øienbryn og hvidt helskjeg, klædt i diplomatfrakke og hvite benklær, med en blomst i knaphullet, den skjeggede hake stukket frem og munden fast lukket. Der var ikke meget av en sjømand i hans ydre, men nok av pedanten, en tør, nøiagtig mand som kunde gaa for presten i en streng sekt, og hvad han saa ellers var, kaptein Trent fra San Francisco var han ikke. Ogsaa hans mænd var allesammen nye for mig; kokken, en umiskjendelig kineser i sin karakteristiske dragt, stod for sig selv paa hyttetrappen. Men med størst nysgjerrighet vendte jeg mig kanske til den mand som blev kaldt „E. Goddedaal, førstestyrmand.“ Han som jeg aldrig hadde set, han var kanske identisk, han kunde være nøkkelen og kilden til hele mysteriet, og jeg forsket hans træk med en detektivs øine. Han var høi og svær, tilsyneladende lys som en viking, hans haar stod i vilde krøller rundt hodet, og to umaadelige bakkenbarter sprang frem fra hans kinder likesom hugtænderne paa et kjæmpedyr. Med dette mandige utstyr og den trodsige holdning kom uttrykket i hans ansigt daarlig overens. Det var heftig, heroisk og kvindagtig. Jeg tænkte mig at han var sentimental; det vilde ikke undret mig at se ham graate.

Jeg lette frem min skissebok og fandt tegningen av kaptein Trent og de overlevende fra den britiske brig Flying Scud paa baren i San Francisco.

„Nares,“ sa jeg, „jeg har fortalt Dem hvorledes jeg først saa kaptein Trent paa den saloonen i Frisco, hvorledes han kom med sine mænd, blandt dem en kanaka med en kanarifugl i bur, og hvorledes jeg siden saa ham paa auktionen, dødelig ræd og likesaa forundret som alle andre, da budene fløi tilveirs. Nuvel,“ sa jeg, „der er den mand som jeg saa der“ — og jeg la skissen foran ham — „der er Trent fra San Francisco og der er hans tre mænd. Kan De finde nogen av dem paa fotografiet, saa skal jeg være Dem meget forbunden.“

Nares sammenlignet i taushet de to billeder. „Ja,“ sa han tilslut, „dette letter endel, det klarner horisonten. Vi kunde ha gjettet noget slikt efter den dobbelte forsyning av kister.“

„Det kunde forklare alt undtagen auktionen,“ svarte Nares. „Det passer altsammen saa godt som et sammenlægningsspil, hvis De utelater den maate som de folkene bød vraket op paa. Og der er vi kommet til en stenmur. Men hvad det saa er for noget, Dodd, saa er det ihvertfald noget dævelskap.“

„Ser ut som hokuspokus!“ ropte kapteinen. „Nei, De skal ikke indbilde Dem noget. Deres eller mit hode er stort nok til at sætte et navn paa denne historien.“

NIENDE KAPITEL.

Av vort arbeide i de følgende dager kan jeg bare gi en meget summarisk fremstilling. Ruffen var stoppet med proviantkasser, rummet var næsten fuldt av ris, i lasarettet var teen og silken stuvet. Alt dette maatte vi grave ut, og det utgjorde bare en del av vort arbeide. Rummet var overalt panelt; et stykke, hvor der kanske engang hadde været stuvet noget særlig ømfindtlig last, hadde en ekstra klædning av entoms bord, og i bunden var der mellem bjelkerne et løst panel. Hver bjelke og hvert bord, selve tømmeret i skroget kunde indeholde skjulestedet. Det var derfor nødvendig, efterhvert som vi skred frem, at ødelægge en stor del av skibets indre hud og utstyr, og at undersøke det som blev igjen, likesom doktoren naar han lytter efter en lungesygdom. Kom der fra en bjelke eller et skot en tvilsom lyd, saa maatte økserne til — et frygtelig slit, som blev rent dræpende paa grund av al tørraattenheten. Hver kveld saa et dypere indhug i Flying Scuds ben, og hver kveld saa os like langt fra maalet. I denne stadig nye skuffelse svigtet ikke modet mig, men humøret gik det ut med, og Nares blev ogsaa taus og grætten. Naar vi hadde spist aftensmaten, sat vi en times tid og døset i kahytten. Vi talte knapt et ord, og en fremmed vilde ha trodd at vi var uvenner, men i virkeligheten vokste vor fortrolighet i dette arbeidets tause kameratskap.

Alt fra begyndelsen av hadde det undret mig at finde folkene saa villige paa kapteinens mindste ord. Jeg tør ikke si at de likte ham, men jeg er viss paa at de beundret ham umaadelig. Et mildt ord fra hans mund var høiere skattet end smiger og en halv dollar fra mig; hvis han slappet litt paa sin vanlige strenge holdning, saa var han straks omgit av smilende tjenstiver. Men selv denne frygt og beundring for kapteinen svigtet os tilslut. Folkene gik trætte av den haabløse leting og det uendelige slit. De begyndte at skulke og knurre. Øieblikkelig faldt straffen over dem, og straffen øket igjen knurringen. Fra dag til dag blev det værre at holde dem til arbeidet, og hvert øieblik følte vi nu deres uvilje.

Trods al forsigtighet visste hver mand ombord hvad vi lette efter, og der var ogsaa lækket ut litt kjendskap til de motsigelser som saa høilig hadde forbauset mig. Jeg kunde høre folkene avhandle kaptein Trents karakter og fremsætte forskjellige teorier om hvor opiumen var gjemt. Folkene maatte ha lyttet til vore samtaler, og jeg fandt derfor ikke nogen skam i til gjengjæld at spionere paa dem. Da jeg saaledes engang hadde hørt noget oprørsk snak, fik jeg et lykkelig indfald. Jeg sov paa det den nat og forebragte det om morgenen.

For et menneske med kapteinens karakter var dette svar det samme som ubetinget tilslutning, og mændene blev følgelig ropt agter. Aldrig hadde kapteinen vist et mere truende ansigt. Alle trodde at en udaad var blit opdaget, og at der skulde bli forkyndt en overraskende straf.

„Hør her!“ slængte han til dem over skulderen, mens han gik op og ned. „Hr. Dodd vil sætte op en præmie for den mand som først finder opiumen. Der er to maater til at faa et æsel i fart — begge er gode til sin tid; den ene er svepen og den andre er gulerøtter. Hr. Dodd vil prøve gulerøtterne. Hør nu, gutter“ — og her vendte han for første gang ansigtet mot dem — „hvis den opiumen ikke er fundet om fem dager, saa kan dere komme til mig efter svepen.“

Han nikket til mig, og jeg tok traaden op. „Nu skal dere høre hvad jeg tilbyr,“ sa jeg. „Jeg sætter op et hundrede og femti dollars. Hvis nogen selv finder stoffet, faar han alle pengene. Hvis nogen kan sætte os paa sporet av hvor vi skal lete, faar han et hundrede og fem og tyve, og resten faar den mand som er saa heldig at træffe paa det. Vi vil kalde det Pinkerton prisen, kaptein,“ tilføiet jeg med et smil.

„Hør her, folk,“ ropte kapteinen. „Jeg forhøier denne jack-potten til to hundrede og femti dollars i guld.“

Dette tilbud blev ikke gjort til unytte. Folkene hadde knapt begyndt at summe i sin overvældende forundring, før den kinesiske kok traadte frem med mange smil og buk.

„Kaptein,“ begyndte han, „jeg tjene 10 aar merikansk flaate, tjene seks aar stuert postbaat. Vite meget.“

„Oho!“ sa Nares, „saa du vet meget? Hvorfor har du ikke visst noget før?“

„Jeg se meget ris,“ sa kineseren. „Jeg tænke hele tiden, kanske meget opium meget ris.“

„Hvad sier De til det, Dodd?“ spurte kapteinen. „Kanske har han ret, for hvor kan stoffet ellers være? Men hvis han ikke har ret, saa ødelægger vi et hundrede og femti tons god ris uten nytte.“

„La os bare gaa paa,“ sa jeg. „Risen er ingenting, den drar hverken den ene eller den anden vei.“

Rummet var nu næsten tømt. Matterne, som der gik firti av paa en ton, fyldte nu kulen og bakken. Vi hadde altsaa seks tusen matter at undersøke, et hundrede og femti tons værdifuld føde at ødelægge. Bevæbnet med en stor kniv angrep hver mand stabelen fra sin kant, flenget ind i den nærmeste matte, slet den op med hænderne og øste risen ut paa dækket, hvor den flommet over, tilslut fløt ned i spygattene og nu og da spydde fra hullerne. Rundt om vraket, som saaledes var blit forvandlet til et eventyrlig kornmagasin, sværmet sjøfuglene i myriader. Synet av saa meget mat gjorde dem forstyrret, de hugget ned blandt os med øredøvende hæse skrik, de basket mot ansigterne vore, de snappet kornet mellem fingrene paa os. Mændene, hvis hænder blødde efter disse overfald, vendte sig vildt til angrep, de støtte sine kniver ind i fuglene, trak dem røde ut og tok igjen fat paa at grave i risen, uten at ænse de klodsede skabninger som kjæmpet og døde mellem vore føtter. Det var et merkelig billede — de svævende og dukkende fugler, de døde som farvet risen med sit blod, spygattene som spydde brødkorn, mændene som hidset av guldjagten slet, myrdet og skrek; over alt dette riggens høie labyrint og Stillehavets straalende himmel. Hver mand slet i haabet om femti dollars og jeg i mit haab om femti tusen. Ikke underlig da, om vi vadet i blod og mat.

Ved titiden om formiddagen blev denne scene avbrutt. Nares, som netop hadde flenget op en ny matte, drog frem og slynget ned i risen en blikboks med papiromslag.

Et skrik kom fra alle mand. I næste øieblik ropte de et hurra som skræmte sjøfuglene; de glemte sin egen skuffelse, de klynget sig rundt kapteinen og grep med skjælvende hænder ind i rismatten. Boks efter boks drog de ut, seks i alt, indpakket i papir, og papiret hadde en paaskrift trykt med kinesiske bokstaver.

Nares vendte sig mot mig og tok min haand. „Jeg begyndte at tro at vi aldrig skulde faa se denne dag,“ sa han. „Jeg lykønsker Dem, Dodd, til at ha fuldført det.“

Hans stemme rørte mig dypt, og da ogsaa Johnson og de andre mænd trykket sig rundt mig for at gratulere, kom der taarer i mine øine.

„Dette er fem-taels bokser, godt og vel to pund,“ sa Nares og veiet en av dem i haanden. „Si to hundrede og femti dollars i hver matte. Gaa paa, gutter! Vi skal gjøre hr. Dodd til millionær før kveld.“

Det var underlig at se hvor rasende vi gik løs. Mændene hadde nu ingenting at vente; den blotte forestilling om store summer inspirerte dem. Matterne blev flenget, og risen fløt os til knæs i kulen, sveden randt ned i øinene og blindet os, armene verket pinefuldt, og dog minket ikke vor ild. Middagen kom; vi var for trætte til at spise, for hæse til at tale, og dog hadde vi knapt spist, saa var vi paa føtterne igjen og grov i risen. Før kveld var der ikke en matte tilbake, og vi stod ansigt til ansigt med det forbløffende resultat.

Av alle de uforklarlige ting i Flying Scuds historie var dette mest uforklarlig. Bare tyve av de seks tusen matter indeholdt opium, i hver af dem fandt vi samme mængde, omtrent tolv pund, i alt to hundre og firti pund. Efter den sidste notering i San Francisco blev opium solgt for litt over tyve dollars pundet, men i Honolulu, hvor den var forbudt, kunde man faa op til firti.

Naar man tok denne høie Honolulu-pris, saa var værdien av opiumen paa Flying Scud mindre end ti tusen dollars, mens den i San Francisco bare gik op til omtrent fem tusen. Og femti tusen var den pris som Jim og jeg hadde betalt. Og Bellairs vilde gaat endda høiere! Der er ikke ord som kunde uttrykke min forbauselse.

Man kan indvende at vi endnu ikke var sikre. Der kunde være et skjulested til, og selv i den timen glemte vi det ikke. Aldrig har et skib været slik gjennemsøkt; dag efter dag grov vi med voksende fortvilelse i briggens indvolde, vi hidset mændene op med løfter og gaver; aften efter aften sat Nares og jeg ansigt til ansigt i den trange kahyt og grublet over nye muligheter. Men resultatet var urokkelig; i hele skibet blev der ikke andet av værdi igjen end tømmeret og kobbernaglerne. Vor sak var jammerfuldt klar. Vi hadde betalt femti tusen, leiet skonnerten, betalt eventyrlige renter av pengene, og hvis alt gik godt, saa kunde vi indvinde femten procent av vort første utlæg. Vi var ikke bare fallit, vi var komiske fallenter — en sikker skive for haan paa gaten. Jeg haaber jeg bar dette slag med en nogenlunde tapper mine; jeg hadde jo længe forutset utfaldet. Men tanken paa Jim og Mamie verket i mig som en fysisk smerte, og jeg veg tilbake for samtale og kameratskap.

I denne sindstilstand var jeg, da kapteinen foreslog at vi skulde gaa iland paa øen. Jeg saa at han hadde noget at si, og frygtet bare for at det kunde være trøst, for jeg orket saavidt at bære min græmmelse, ikke at tale om andres sympati, og dog hadde jeg ikke andet valg end at samtykke i hans forslag.

En stund gik vi tause langs bredden. Solskinnet var en flammeovn, den stirrende sand og den skjærende lagune pinte vore øine; fugleskriket og den fjerne dur av brænding dannet en vild symfoni.

„Vi har været gode venner, De og jeg, Dodd,“ begyndte Nares igjen med nogen møie. „Vi har gjennemgaat slike ting som sætter en mand paa prøve. Haardt arbeide har det været, grundig motgang har vi møtt, og nu er vi grundig slaat. Men hele tiden har der ikke været et ondt ord mellem os. Jeg sier ikke dette for at rose mig selv. Det er mit fag, det er hvad jeg blir betalt for, hvad jeg har lært. Men med Dem var det en anden sak. Altsammen var nyt for Dem, og det glædet mig at se, hvor tappert De gik løs og holdt ut dag efter dag. Og nu at se hvorledes De har tat denne skuffelse! De maa la mig si Dem, Dodd, at De har staat kjækt og mandig helt igjennem i denne tid og faat alle til at like Dem og beundre Dem. De maa ogsaa la mig si at jeg har tat mig likesaa nær av denne vrakhistorien som De; jeg har ondt for at puste, naar jeg tænker paa at vi er slaat, og hvis jeg trodde det nyttet at vente, saa skulde jeg ligge her til vi sultet ihjel.“

„Jeg tok Dem ikke med iland for at høre ros,“ avbrøt han mig. „Vi forstaar hverandre nu. Det jeg vilde tale om, er mere vigtig. Hvad skal vi gjøre med Flying Scud og røver-romanen?“

„Det har jeg virkelig ikke tænkt paa,“ sa jeg. „Jeg vil bare prøve at komme tilbunds i saken, og hvis den falske kaptein Trent er til at finde paa jordens overflate, saa agter jeg at finde ham.“

„Saa behøver De bare at snakke,“ sa Nares. „De kan gi reporterne et storartet kup, og jeg skal si Dem hvorledes det vil gaa. Historien vil bli telegrafert og trykt med svære overskrifter og pyntet op, og den vil træffe den falske kaptein Trent paa en meksikansk bar og slaa overende den falske Goddedaal i en krok ensteds ved Nordsjøen og spænde benene under Hardy og Brown i en matroskneipe i Greenock. Aa, der er ikke tvil om at De kan faa et regulært familieopgjør. Spørsmaalet er bare om De virkelig ønsker det.“

„Jeg ønsker bare én ting,“ sa jeg. „Det er at jeg ikke vil gjøre mig selv og Pinkerton offentlig til nar: saa moralsk — og smugler opium; nogen fordømte idioter — betaler femti tusen for katten i sækken.“

„Javist kan det ødelægge Dem set fra et forretningsstandpunkt,“ indrømmet kapteinen. „Men hvad vil De gjøre? Her ligger noget fanteri under, men se, hvis vi traf over truppen, saa vilde de fornemste av artisterne smyge sig væk med pengene i haandkufferten, og De fik bare samlet en flok gamle faarehoder av nogen sjøulker som bare kjendte den ene side av forretningen. Husk, de stakkars djævlene maa gaa dit det blir sagt dem, og hvis De rusker op i denne greien, saa kan De by ti mot en paa at det blir de uskyldige som faar svi for den. Det var en anden sak hvis vi skjønte operationen, men det gjør vi ikke, ser De; der er en god slump rare kroker i livet, og mit raad er at la den forbandede floken begrave sig selv.“

„End folkene vore?“ spurte jeg. „De vet altfor meget, og hvem kan holde dem fra at snakke?“

„Det kan en boardingmaster,“ svarte Nares. „De drikker sig fra vettet første kveld de er i land, og om morgenen krydser de med forskjellige skibe ut av den gyldne port. Kan jeg ikke holde dem fra at snakke! De behøver ihvertfald ikke at snakke før om seks maaneder, eller — hvis vi er heldige, og der ligger en hvalfanger færdig — om tre aar. Og til den tid er det en gammel historie.“

„Er det ikke det som heter shanghaiing?“ spurte jeg. „Jeg trodde det hørte til i røverromaner.“

„Aa, røverromanerne er rigtige nok,“ svarte kapteinen, „bare paa det nær at hændelserne kommer tættere end i det virkelige liv.“

„Der er bare én person som kan sladre,“ sa kapteinen. „Skjønt jeg tror ikke hun har noget igjen at fortælle.“

„Gamla der,“ svarte han og pekte paa vraket. „Der kunde jo komme nogen til denne gudsforlatte øen, han kunde danse ind i det vraket, hvor vi er blit gamle av at lete, og bukke sig og ta op netop den ting som fortæller hele hemmeligheten. De skurkene har ødelagt Dem og Pinkerton, de har gjort mig graa med sine rebuser, men allikevel, her er mange muligheter som jeg ikke bryr mig om at rote op i, og De maa la mig stelle med gamla paa min egen vis.“

„En falsk kaptein Trent, en falsk Goddedaal, et helt falskt mandskap er reist hjem,“ sa jeg. „Hvis vi har ret, saa vil ingen av dem vise sig der. Og tror De at en saadan omstændighet vil gaa stille forbi?“

„Sjømænd,“ sa kapteinen, „bare sjømænd! Reiste de sammen og til samme sted, saa var det noget andet, men en til Hull, en til Sverige, en til Clyden, en til Thames — hvad er det? Ingenting nyt. Bare én sjømand væk — drukken eller druknet — den rette slut for en sjømand!“ Der var en bitter klang i hans stemme.

Vi reiste os. „Har De lyst til at bli her en stund?“ sa kapteinen. „Jeg maa ombord, der er meget at gjøre, før vi gaar tilsjøs. Jeg skal sende baaten efter Dem ved spisetid.“

Jeg tok med glæde mot dette forslag. Som kapteinen hadde forstaat, trængte jeg ensomhet. Jeg tænkte paa Jim, paa Mamie, paa vor tapte formue og vore tapte haab, den mørke fremtid, og jeg sank saa dypt i tristhet at jeg knapt merket hvor jeg gik. Tilfældet førte mine skridt til en kant hvor der var litet fugl. Uten at bli forstyrret naadde jeg til det høieste punkt av øen, og her var det at en sidste opdagelse igjen vækket mig til bevissthet.

Fra det flate sted hvor jeg stod, saa jeg ut over lagunen, revet og mot den runde horisont. Nær mig hadde jeg søsterøen, vraket, Norah Creina og Norahs baat, som allerede kom indover. For solen stod nu lavt og flammet over havet, og paa skonnerten steg der røk fra kabyssen.

Derfor hadde jeg ikke tid til at undersøke min opdagelse nøiere, skjønt den var baade rørende og fantasivækkende. Det jeg saa, var de svarte kul efter et vrakbaal. Alle tegn tydet paa at det maatte ha flammet høit og brændt i flere dager, og jeg saa straks for mig et billede av en flok skibbrudne som uten hus i denne fortapte avkrok av verden holdt sit signalbaal brændende. I næste øieblik naadde mig et hallo fra baaten, jeg brøt mig frem gjennem krattet og fuglesværmene og sa for altid, haaber jeg, farvel til den øde ø.

TIENDE KAPITEL.

Den sidste nat paa Midway fik jeg litet søvn; om morgenen laa jeg længe og døset, og da jeg tilslut kom paa dæk, gik skonnerten for fulde seil gjennem indløpet og mot det aapne hav. Tæt ved siden rullet et vældig braat sig op langs revet med tordnende larm, og bak os laa vraket og spydde røk i morgenluften. Hvirvlerne drev allerede langt ned i læ, flammerne glitret allerede i kahytsskylightet, og de skræmte sjøfugl hadde spredt sig over hele lagunen. Eftersom vi fjernet os, stod flammerne fra Flying Scud høiere, og længe efter at vi hadde tapt Midway Island av syne, hang endnu røken i horisonten likesom fra en damper langt borte. Men snart var heller ikke røken at se, Norah Creina var igjen alene i den tomme verden av skyer og vand, og det første som brøt horisontens linje, var elleve dager efter de tørre fjeld paa Oahu.

Siden har jeg ofte tænkt med glæde paa at vi slik ødela resterne av Flying Scud. Nu var vrakets hemmelighet bjerget.

Først ved daggry kom vi nær øen. Vi holdt langs kysten, saa tæt inde som vi vaaget. Det var en frisk bris og skyfri himmel. Under farten saa vi hele tiden de nøkne fjeldsider og de forkrøblede kokospalmer paa den litt melankolske øgruppe.

Vi krydset den dag frem og tilbake, og i mørket krøp vi forsigtig frem mot Pearl Locks, hvor jeg efter avtalen med Jim skulde møte smuglerne. Natten var heldigvis mørk og sjøen smul. Efter vore instruktioner viste vi ikke noget lys paa dæk, bare en rød lanterne hang fra hver av kranbjelkerne et par fot over vandet. Vi satte en utkik paa baugsprydet, en anden i tversalingerne, og alle mand flokket sig forut for at speide efter ven og fiende. Nu var det øieblik kommet da vi satte baade frihet og penger paa spil, og det for en sum som var saa liten for en mand i min fortvilede stilling, at jeg kunde ledd høit av bitterhet.

En stund saa vi ikke andet end fjeldenes mørke omrids, de indfødte fiskeres fakler som glitret her og der utenfor stranden, og midt foran os byen Honolulus lysvrimmel. Om en stund viste en rød stjerne sig indenfor os, og den syntes at glide vuggende nærmere. Dette var det avtalte signal, og vi skyndte os at vise svarsignalet, vi sænket et hvitt lys fra skansen, slukket de to andre, og la skonnerten bi. Stjernen nærmet sig langsomt, lyden av aarer og av menneskestemmer kom til os over vandet, og saa blev vi praiet:

„Nei,“ svarte stemmen. „Men her er en av hans mænd, en som heter Speedy.“

„Det er mig, herr Dodd,“ tilføiet Speedy selv. „Jeg har breve til Dem.“

Følgelig gled en hvalbaat op langs siden, og tre mænd entret ombord. Det var min gamle San Francisco ven Speedy, en liten vissen fyr som het Sharpe, og en svær, rødmusset mand som saa frygtelig forranglet ut, hans navn var Fowler.

„Vi har slette nyheter til Dem, herr Dodd,“ sa Fowler. „Deres Firma er gaat fallit.“

„Tja, folk syntes heller det var et under at Pinkerton holdt det gaaende saa længe. Vraket var for meget for deres kredit. En stor forretning var det sikkert, men De hadde for litet kapital, og da saa striden begyndte, saa maatte De gaa. Pinkerton greide sig fint igjennem, syv procent til kreditorerne, litt kritik, men ingenting at ta sig nær av, aviserne tok lemfældig paa ham ogsaa — Jim hadde vel sine forbindelser der. Det eneste gale er at hele denne Flying Scud historien kom i bladene med alt det andre; i Honolulu er de blit lysvaakne, og jo før vi faar opiumen ind og dollarerne ut, des bedre for os alle sammen.“

„De maa undskylde mig, mine herrer,“ sa jeg. „Min ven, kapteinen her, vil drikke et glas champagne med Dem, mens De venter; jeg maa læse mine breve først.“

De knurret litt, og unegtelig saa al venting farlig ut; men de var godmodige nok til at forstaa min uro og lot mig slippe op paa dæk. I lyset av en lanterne som jeg smuglet ind under rælingen, læste jeg saa de motfaldne, ulykkelige og fortvilede breve fra Jim Pinkerton.

I det første brev var han endnu saa modig at han ønsket at slaas med Ægyptens pyramider. Og Mamie holdt likesom Moses og Aron hans armer op, naar han følte sig træt.

Allerede i det andet brev er sammenbruddet kommet. En stakkars regning paa to hundrede dollars har sat en stopper for hans utstrakte operationer, og han er blit krævet til ansvar for opimot to hundrede og femti tusen. Men endnu er han fuld av arbeidslyst og viss paa at der ihvertfald blir et pent utbytte til kreditorerne.

I det tredje brev er der ikke haab igjen. Aviserne har været grusomme mot ham, de har været umenneskelige. Mamie daanet da hun fik rede paa katastrofen.

Og saa det sidste brev. Jim er syk og nedbrutt. Han har tat en post som kontorist, men er ute av stand til at regne tre tal sammen. Mamie er blit maskinskriverske. Det er forbi med ham som forretningsmand, han vil bare hvile ut. Ellers maa han dø av sorg og elendighet. „Hvis du finder noget paa vraket, saa stol paa Speedy, la ikke kreditorerne faa fat i det. Jeg hjalp dig da du hadde det ondt, hjælp nu du mig. Jeg vet at du nødig gjør dette som jeg foreslaar. Men husk at det gjælder liv og død for Jim Pinkerton.“

Disse sørgelige breve fra min ven, som før hadde været saa frisk og freidig, gjorde naturligvis et dypt indtryk paa mig. Da jeg var færdig med dem, stod jeg længe og stirret ind mot Honolulu, mens jeg grublet over hvad jeg kunde gjøre og ikke gjøre for Jim.

Jeg tænkte længe frem og tilbake, og herrerne nede i kahytten fik tid til at prøve sin taalmodighet, før jeg kom til nogen beslutning. Det var galt nok at jeg hadde været villig til at bli opiumssmugler. Kunde jeg ogsaa bli bedrager? Nei, saa langt kunde jeg ikke gaa, selv for min syke vens skyld. Da vilde jeg heller finde mig en stilling og med min løn hjælpe ham til den ferie han trængte saa haardt. Men nu var ogsaa smuglingen unyttig; hvorfor skulde jeg indlate mig paa den risiko bare for at gavne vore kreditorer? Jeg gik altsaa ned i kahytten for at gi herrerne den besked at de hadde umaket sig ombord uten nytte. Jeg hadde ikke noget opium til dem.

Men da jeg kom ned og saa de utaalmodige ansigter og regnet ut hvor længe de hadde ventet, saa var jeg ikke mand for at la dem gaa skuffet iland. Jeg følte mig langt fra ædel da jeg trods min beslutning indlot mig med smuglerne, men jeg fik ihvertfald en fornøielig time. Fowler og Sharpe var begge umaadelig gløgge; til at begynde med gjorde de mig den ære at tillægge mig sine egne udyder, og før de var færdige, saa de paa mig næsten med ærefrygt. Denne ophøiede stilling vandt jeg ved likefrem at fortælle sandheten og ved oprigtig at vise min likegyldighet for utfaldet. Uten at tænke paa det var jeg en stor diplomat. Da jeg for eksempel nævnte at jeg bare hadde to hundrede og firti pund opium, saa vekslet smuglerne megetsigende blikke som betydde: „Det er nok en farlig kar at ha med at gjøre!“ Men da jeg skjødesløst foreslog fem og tredive dollars pundet — som en forbedring av deres tilbud om tyve — og sluttet med disse ord: „Hele saken interesserer mig forresten ikke. Vil De ikke ha det for den pris, saa la være, og fyld glassene“ — da hadde jeg den usigelige glæde at se Sharpe nugge advarende bort i Fowler, og at se Fowler kvæle det gemytlige tak som allerede stod paa hans læber, og istedet stamme: „Nei, ikke mere vin, tak, herr Dodd!“ Og dette var ikke alt, men da handelen var sluttet med tredive dollars pundet — en fin liten forretning for mine kreditorer — og vore venner rodde sin vei i hvalbaaten, saa viste det sig at de undervurderte lydens forplantning i stille vand, og jeg fik ogsaa den glæde at høre følgende vidnesbyrd:

Saa blev vi igjen alene paa Norah Creina, og hele den nat laa jeg og tænkte paa vor ruin, paa min syke ven i San Francisco, paa den mørke fremtid.

Utpaa morgenen sprang der op en frisk bris, som bar os triumferende gjennem det vanskelige indløp til den lille havn. Jeg husker at jeg la merke til et hornet udyr av et moderne krigsskib paa havnen, men jeg var saa dypt nede i melankoli, at jeg ikke saa nærmere paa det.

Jeg hadde ogsaa knap tid. De herrer Sharpe og Fowler var kvelden før blit overtydet om at jeg var en løgner av første rang; denne venlige tro førte dem ombord ved første leilighet for at tilby mig hjælp og gjestfrihet. Jeg hadde forretninger at ordne, jeg trængte baade hjælp og fornøielser, jeg likte Fowler uten at vite hvorfor, og kortsagt, jeg lot dem gjøre med mig som de vilde. Da ingen kreditor blandet sig ind, brukte jeg i fred den første halvpart av dagen til sammen med Sharpe at undersøke te- og silkemarkedet, spiste lunch med ham, og blev ved firetiden overgit i Fowlers hænder. Denne herre eiet en bungalow ute ved Waikikistranden. I selskap med endel ungdom fra Honolulu tok jeg et sjøbad, en række cocktails, en middag, og utover natten poker og forskjellige slags spirituosa. At sitte til den lyse morgen og tape sine penger til blek, beruset ungdom er en fornøielse som efter min mening blir overvurdert. Men i min sindsstemning den nat var det mig en sand glæde at gjøre ende baade paa mine — eller mine kreditorers — penger og paa Fowlers champagne. Om morgenen vaaknet jeg med mild hodepine, og i et gunstig øieblik listet jeg mig uten skrupler bort fra det støiende hus.

Det var søndag, saa jeg behøvde ikke at tænke paa forretninger. Jeg vendte mig mot stranden. En stund gik min vei mellem tykninger av grønne tornetrær med nogen hus her og der. Jeg gik og fornøiet mig over billeder fra de indfødtes liv: nøkne barn og svin om hverandre, en ung fyr som sov under et træ, en gammel herremand med briller som sat og stavet i sin hawaijske bibel, det litt forstyrrende skue av en dame som badet i en kilde, og glimtet av overdaadig farvede klær i den dype skygge av husene. Saa fandt jeg en vei langs selve stranden; paa den ene side hadde jeg den glitrende, brølende brænding og bugten som skinte av mange seil, paa den andre steile, tørre fjeld som steg op mot krateret og den blaa himmel.

Jeg kom rundt en sving av stranden, og saa med ett signalstationen, som laa paa den ytterste kant av et stup mot havet, utsat for passatvindens hele kraft. Vindens og brændingens støi overdøvet mine skridt, saa jeg kom ind uten at bli hørt.

Det var to mennesker som jeg paa den maate overrasket, utkiksmanden med grissent skjeg, hvasse sjømandsøine og med et tydelig præg av ensomt liv over sig, den andre en gjest, en gammelagtig, prækende fyr i de britiske orlogsmatrosers praktiske tropedragt; han sat paa bordet og røkte. Man bad mig elskværdig komme ind, og snart sat jeg og fornøiet mig over sjømandens snak. Han holdt paa med at sammenligne engelske og amerikanske sjøfolk, og han var alt ialt glad for at han ikke var amerikaner, sa han. Det gjorde jo ikke mig noget, og jeg tror endog at jeg glemte at forsvare mig, for mit blik hadde forvildet sig til hans hat, og paa baandet læste jeg „H. M. S. Tempest“.

„Det var det,“ sa han. „Og et svineheld var det for de guttene. Et fordømt utrivelig sted, den Midway Island!“

Jeg svarte ja. „Og naturligvis,“ fortsatte jeg, „er jeg noksaa optat av hele historien, saa jeg skulde ønske De vilde fortælle mig noget om de mænd som blev reddet.“

„Det gik slik til,“ sa han. „Vi hadde ordre til at gaa indom Midway for at se efter skibbrudne, og vi hadde løpet distancen omtrent ut dagen før. Vi gik for halv fart hele natten og mente at være fremme ved middagstid, for gamle Tooths — omforladelse, kapteinen — likte ikke det stedet om natten. Naa, der er en ekkel strøm rundt Midway; det vet De som har været der, og den maa ha sat os nedover. Ved seks slag, da vi skulde været mange mil borte, saa var det en som saa et seil, og hei og hallo, det var masterne paa en fuldrigget brig! Det varte ikke længe før vi saa at den stod paa grund og hadde flagget flyvende med unionen ned. Det brøt stygt over revet, og vi la os godt utenfor og sendte en baat ind. Jeg gik ikke med, stod bare og saa paa, men det later til at de allesammen var saa medtat at de ikke visste om de stod paa hodet eller paa benene. En av dem holdt paa med at tute og med at vri hænderne sine. Trent kom først, han hadde en blodig klut om haanden. Jeg var saa nær ham som jeg nu er Dem, og det skjønte jeg at der var ikke fillen igjen av ham — pusten hans skranglet i lungerne da han kom ned leideren. Og efter Trent kom styrmanden.“

„Det kaldte han sig ja, men ikke var det hans rigtige navn. Han var en gentleman som hadde gaat paa maskerade. En av officererne vore kjendte ham hjemmefra, han gaar bort til ham og strækker haanden frem, og saa sier han: „Hallo, Norrie, gamle ven!“ sier han. Den andre kom kjæk og stram — slik viser blodet sig. Men ikke før hørte han navnet sit, saa blev han saa hvit som dommedagen, han glor paa Sebright som om han var et spøkelse, og saa rullet han rent overende. „Bær ham ned i min lugar,“ sier Sebright. „Det er stakkars Norrie Carthew,“ sier han.“

„Stuerten i officersmessen fortalte han hørte til en av de bedste familier i England. Han kunde været baronet.“

„Omtrent som De eller jeg,“ var det umedgjørlige svar. „Ikke større at se til. Jeg visste ikke han var en gentleman, men jeg har jo ikke set ham pudset op.“

„Hvorledes det!“ ropte jeg. „Aa ja, nu husker jeg; han var jo syk hele veien til Frisco, ikke sandt?“

„Syk eller nedfor eller noget saant. Jeg tror nu han ikke hadde lyst til at vise sig. Han holdt sig nede, og stuerten, som bar maten ind til ham, fortalte at han spiste omtrent ingenting. I San Francisco blev han hentet i land om natten. Men nu skal De høre. Hans bror var nok død, han som hadde godset. Denne hadde turet, saa han tilslut la sig rent ut med forældrene. Ingen visste hvor han var drat hen. Og her gik han og slet paa en handelsbrig, forliste paa Midway, og hadde ikke andet for sig end en lang reise i aapen baat. Han kommer ombord paa vort skib, og ved gud saa er han en stor godseier og kan sitte i parlamentet imorgen om han vil! Det er bare naturlig at han holdt sig gjemt, det vilde baade De og jeg gjort i hans sted.“

„Javist,“ sier han, „og ikke var der noget ondt i dem. Der var en Hardy, en australier. Der var ingenting sludder med Hardy. Han hadde eiet mange penger, og han var nu fant, og han tok det som det var. Han hadde hjertet paa rette sted, og god skolegang hadde han faat, han kunde baade fransk og latin som en indfødt.“

„Han er iland idag,“ svarte matrosen. „Jeg bar en kuffert op til hotellet for ham.“

Jeg maatte tænke over alt dette som jeg ved et saa pudsig tilfælde hadde faat vite. Jeg sa derfor farvel og gik indover. Det hvirvlet i hodet paa mig. Nu syntes jeg at jeg stod paa terskelen til hele mysteriet. Jeg kjendte Dicksons virkelige navn — det var Carthew; og jeg visste hvor de penger kom fra som vi hadde kjæmpet mot paa auktionen — de var en del av Carthews arv. I mit galleri av illustrationer til vrakets historie hang der nu et nyt billede, kanske det mest dramatiske av alle. Det viste mig dækket paa et krigsskib i hin fjerne del av det vældige hav, officerer og matroser stod som nysgjerrige tilskuere, og en mand av fornem slegt, en mand som under falskt navn hadde seilet paa en handelsbrig, og nu var reddet fra den yderste fare, faldt om som en okse ved den blotte lyd av sit eget navn. Jeg tænkte paa min egen oplevelse i telefonen. Denne Dickson, Goddedaal, Carthew maatte ha en meget følsom — eller en meget betynget samvittighet. Saa husket jeg det fotografi jeg hadde fundet paa Flying Scud. Netop en saadan mand kunde være istand til saadanne svakheter og kriser. Kanske stod denne Goddedaal (eller Carthew) bak hele mysteriet.

Én ting var selvsagt; jeg maatte tale med Sebright og doktoren. Jeg gik tilbake og sa farvel til herr Fowler, gav mig paa vei til byen og tilbragte resten av den dag med at slænge rundt paa hotellets kjølige verandaer. Først ved nitiden om kvelden blev min taalmodighet belønnet.

Jeg saa en mand som bevæget sig overordentlig slapt og bar en spaserstok med elegant møie.

„Jeg tror at jeg har den fornøielse at tale med løitnant Sebright,“ sa jeg.

„Det var min hensigt at gjøre Deres bekjendtskap,“ sa jeg meget rolig; for uforskammethet kan jeg betale med samme mynt — kanske min eneste krigerske dyd. „Jeg er tilfældigvis i den stilling at jeg kan gjøre en av Deres venner en tjeneste eller ihvertfald gi ham en kjærkommen underretning.“

Det sidste var en tribut til min samvittighet. Jeg kunde ikke indbilde mig selv at jeg hadde evne eller lyst til at gjøre herr Carthew nogen tjeneste, men jeg følte mig viss paa at det vilde glæde ham at høre at Flying Scud var brændt.

„Jeg vet ikke — jeg — jeg — forstaar Dem ikke,“ stammet mit offer. „Jeg har ingen venner i Honolulu, hvad?“

„Den ven jeg mener, er en engelskmand,“ svarte jeg. „Det er herr Carthew, som De tok op paa Midway. Mit firma kjøpte vraket, jeg kommer netop tilbake efter at ha brutt det op, og der er noget som jeg nødvendigvis maa underrette herr Carthew om. Jeg maa derfor be Dem om hans adresse.“

Man vil se hvor hurtig jeg hadde opgit alt haab om at interessere den engelske bjørn. Han for sin part stod som paa glør, han skalv av rædsel for at bli hængende i et tvilsomt bekjendtskap; jeg saa det, og anslog ham til at være et sky, sløvt, forfængelig, uelskværdig dyr uten tilsvarende evne til at verge sig — omtrent som en snegl som har mistet sit hus, og jeg sluttet at han var villig til hvadsomhelst for at slippe bort. Og ganske rigtig, et øieblik efter var han flygtet og hadde efterlatt et ark papir med denne paaskrift:

Senere hadde jeg den fornøielse at møte min motstander da han skulde ned til sit skib, han gjorde mig den ære saavidt at kjende mig igjen, og hans hilsen var saa motbydelig tør at jeg ikke fik overtalt mig selv til at se den eller svare paa den.

Men kan tænke sig hvor forundret jeg blev, da jeg en halv time efter fik indbydelse fra Tempest.

„Dear Sir,“ lød det, „vi interesserer os naturligvis alle for Flying Scuds vrak, og da jeg nævnte at jeg hadde hat den fornøielse at gjøre Deres bekjendtskap, blev der uttrykt et almindelig ønske om at De vilde komme og spise middag ombord. Det vil være os alle en stor glæde“ osv. osv., og billetten sluttet med en forsikring om at „J. Lascelles Sebright“ var min ærbødige.

„Nei, herr Lascelles Sebright,“ tænkte jeg, „det er De ikke. De har nævnt Deres eventyr, min ven, De har faat en liten tilrettevisning; denne billet er blit diktert, og jeg blir indbudt (trods Deres melankolske protest) ikke for at tale om Flying Scud, men for at la mig utspeide av nogen som har interesse for Carthew — jeg vedder det er doktoren. Og alt dette kommer av at De gav mig adressen.“ Jeg svarte straks ja og tak, og til den fastsatte tid førte Norah Creinas baat mig under Tempests kanoner.

I motsætning til Sebright selv viste hans officerskamerater en gutagtig interesse for min tur. Der blev talt meget om Flying Scud, hvorledes den var forlist, hvorledes jeg hadde fundet den, og om veiret, ankerpladsen og strømmen rundt Midway Island. Carthew blev flere ganger nævnt uten forlegenhet. Naar de fortalte mig litet om manden, saa var det fordi de ikke hadde meget at fortælle. Hans merkelige tilsynekomst hadde interessert dem, og de syntes synd i ham fordi han var saa længe syk. Jeg fik slet ikke det indtryk at officererne prøvde at undgaa dette emne; det var klart at de simpelthen ikke hadde noget at skjule.

Alt saa naturlig ut; det var bare doktoren som jeg ikke var saa sikker paa. Det var en høi, kantet, likefrem mand paa den gale side av de femti, allerede graa. Han hadde en hvileløs mund og buskede øienbryn, talte sjelden, men da muntert, og hans store, tause latter var smittende. Hvis Carthew hadde foregit sygdom — og alt syntes at peke i den retning — saa var her den mand som visste alt — eller ihvertfald meget. Hans sterke, faste ansigt fortalte om en mand som ikke vilde handle i uvidenhet og ikke lot sig føre bak lyset. Dette ansigt rummet heller ikke bløt medynk overfor forbryderen. Kortsagt, han passet meget slet til den rolle jeg hadde git ham i mine teorier, og forundring og nysgjerrighet kjæmpet i mit sind.

Efter en pludselig impuls foregav jeg at være uvel og bad doktoren om at faa tale med ham.

„Der er ingenting i veien med mig, dr. Urquart,“ sa jeg da vi var blit alene.

Han saa fast paa mig med sine graa øine, men han sa ingenting, bare mumlet for sig selv og trak paa munden.

„Jeg ønsker at tale med Dem om Flying Scud og Carthew,“ fortsatte jeg. „De maa ha ventet det. Jeg er viss paa De vet alt, og De forstaar jeg vet meget. Hvorledes skal vi stille os til hverandre, og hvorledes skal jeg forholde mig overfor Carthew?“

„Jeg forstaar Dem ikke helt,“ svarte han efter en pause, tidde saa litt igjen, „det er aanden jeg hentyder til, herr Dodd.“

„Jeg tror vi endnu misforstaar hverandre,“ sa jeg. „Det er netop aanden som jeg spør om. Jeg har kjøpt Flying Scud for en ruinerende sum, det var Carthew som gjennem en agent bød mig op, og som følge derav er jeg bankerot. Men selv om jeg ikke har fundet nogen formue paa vraket, saa har jeg fundet umiskjendelige vidnesbyrd om uærlig færd. Husk min stilling, jeg er blit ruinert gjennem denne mand som jeg aldrig har set, jeg kunde med rette ønske hevn eller erstatning, og De vil vel indrømme at jeg har midler til at tiltvinge mig begge dele.“

„Kan De da ikke forstaa,“ fortsatte jeg, „i hvilken aand jeg kommer til en mand som ganske vist er inde i hemmeligheten, og spør ham ærlig og likefrem: Hvorledes skal jeg forholde mig overfor Carthew?“

„De hjælper mig ikke meget,“ svarte jeg. „Men prøv om De kan forstaa mig. Min samvittighet er ikke saa svært fin, men jeg har dog samvittighet. Carthew kan jeg faa tak paa, og jeg har paa ingen maate lyst til at opgi en fordel, jeg er meget nysgjerrig efter at faa vite alt. Men paa den anden side ynder jeg ikke forfølgelser; De maa tro at jeg ikke er den mand som vil gjøre galt værre eller velte nye byrder paa den ulykkelige.“

„Ja, jeg tror jeg forstaar Dem,“ sa han. „Sæt at jeg gir Dem mit ord paa at hvad der saa er hændt, saa var der undskyldninger — sterke undskyldninger, ja meget sterke?“

„Jeg kan gaa videre,“ svarte han. „Sæt at jeg eller De hadde været der. Efterat en viss begivenhet hadde fundet sted, saa er det et stort spørsmaal hvad vi selv vilde gjort — det er endog et spørsmaal hvad vi kunde ha gjort. Eller ta mig. Jeg skal være aapen mot Dem og tilstaa at jeg kjender sammenhængen. De har kunnet gjette Dem til hvorledes jeg med min kundskap har handlet. Efter min handlemaate maa De prøve at dømme om selve arten av den kundskap som jeg hverken har lyst eller ret til at dele med Dem.“

Jeg kan ikke gjengi den stride overbevisning og den sikre dommerfasthet i dr. Urquarts tale. For den som ikke hørte ham, kan det ta sig ut som han fodret mig med gaader, men jeg som hørte, syntes at jeg hadde faat en lære og en kompliment.

„Jeg takker Dem,“ sa jeg, „jeg indser at De har sagt saa meget som De kan, mere end jeg hadde ret til at vente. Jeg opfatter det som et bevis paa tillid, og jeg skal gjøre mig fortjent til den.“

Jeg har aldrig siden møtt dr. Urquart; men han præget sig saa dypt i mit minde at jeg synes jeg endnu ser ham. Og jeg hadde sandelig grund til at huske manden, om saa bare for det han hadde fortalt mig nu. Det var vanskelig at lage en teori som stemte med det jeg visste om Flying Scud, men en teori, hvor helten kunde fortjene agtelse eller ihvertfald medynk fra en mand som dr. Urquart, var det mig aldeles umulig at sætte sammen. Her sluttet da mine opdagelser. Jeg fik ikke vite mere før jeg fik vite alt.

ELLEVTE KAPITEL.

Jeg har sagt meget ondt om San Francisco, men byen hevnet sig ædelt da jeg kom tilbake. Aldrig har den hat en festligere maske; solen skinte, luften var frisk og gylden, alle mennesker hadde blomster i knaphullet og smil i ansigtet.

Mit maal var en styg og forfalden bygning i en sidegate. „Franklin H. Dodge. Damptrykkeri“ stod der paa façaden. I et støvet indelukke paa kontoret sat Jim alene foran et bord. Han var sørgelig forandret, han saa baade syk og lurvet ut. Før hadde han styrtet sig over dagens arbeide som en hest over havren, og nu sat han her og stirret sløvt paa et regnskap, tygget paa sin pen og sukket tungt. Han var saa fordypet i pinefulde tanker at han hverken hørte eller saa mig.

„Gudskelov at du er hjemme igjen!“ hikstet han og klappet mig paa skulderen.

„Du er kommet — det er den gode nyhet jeg trænger,“ svarte han. „Aa som jeg har længtet efter dig, Loudon!“

„Jeg kunde ikke gjøre det du skrev om,“ sa jeg lavt. „Kreditorerne har faat altsammen. Jeg kunde ikke gjøre det.“

„Hysj!“ svarte Jim. „Jeg var gal da jeg skrev. Jeg kunde aldrig set Mamie i ansigtet hvis vi hadde gjort det. Aa Loudon, du vet ingenting om livet før du kjender en saadan kvindes hjertensgodhet. Det er en aabenbaring.“

„Og Flying Scud var altsaa svindel. Jeg forstod ikke rigtig dit brev, men det fandt jeg ut.“

„Svindel er et mildt uttryk,“ sa jeg. „Kreditorerne vil aldrig tro at vi har været saa dumme. Og det minder mig om,“ sa jeg for at slippe bort fra det emne, „hvorledes gik det med fallitten?“

„Du kan være glad du var borte,“ svarte Jim og rystet paa hodet. „Du kan være glad du ikke saa aviserne. Occidental kaldte mig en femterangs dumme-petter med vand i hodet. Og de andre, huf, Loudon. Det var stygt mot en nygift mand. Men jeg strammet mig op med Flying Scud. Hvad fik du ialt ut av den? Jeg skjønner ikke rigtig den historien.“

„Dævelen om du gjør!“ tænkte jeg for mig selv og sa høit: „Vi hadde ikke held nogen av os. Jeg fik ikke mere end til at dække de løpende utgifter, og du røk overende straks. Hvorledes kom vi til at gaa saa snart?“

„Aa, det skal vi snakke om siden,“ sa Jim og kastet sig. „Nu maa jeg ta fat paa bøkerne igjen. Du gjorde bedst i at gaa hjem til Mamie. Hun venter dig utaalmodig. Hun betragter dig som en bror, Loudon.“

Enhver plan var velkommen, bare den lot mig utsætte min fortælling. Jeg skyndte mig til Bush Street. Jeg fandt Mamie ved skrivemaskinen. Paa den nydeligste maate rakte hun mig begge hænder, rullet frem en stol til mig og bød mig en æske av mine yndlingscigaretter.

Jeg tror nok at hun altid hadde ment at ta elskværdig mot mig, men den store hjertelighet som jeg fandt, fløt fra en uventet kilde. Kaptein Nares hadde med en venlighet som jeg aldrig kan glemme ham, stjaalet en time fra sine forretninger, gjort en visit hos Mamie og skildret mit arbeide med vraket. Det sa ikke Mamie noget om, hun fik mig til at fortælle mine eventyr selv.

„Aa, kaptein Nares var bedre!“ sa hun saa. „Av Dem har jeg bare faat vite at De er likesaa beskeden som kjæk. Aa, det nytter ikke om De negter. Da jeg hørte hvorledes De hadde slitt hele dagen som en almindelig arbeider, med blødende hænder og brukne negler — og hvorledes De bad kapteinen bare gaa paa i stormen, dengang han selv var ræd — og om det frygtelige mytteri“ — (Nares hadde ikke spart paa farverne) — „og hvorledes De strævet slik for vor skyld, saa følte jeg at vi aldrig kunde fuldtakke Dem.“

„Mamie,“ sa jeg, „tal ikke om tak; det ordet er ikke paa sin plads mellem venner. Jim og jeg har været rike sammen, nu skal vi være fattige sammen. Det første jeg har at gjøre, er at finde en stilling, saa jeg kan sende Dem og Jim ut paa landet for at ta en god lang ferie — det trænger Jim.“

Litt efter kom Jim selv, og straks slog han ind paa det forbandede emne. „Nu, Loudon,“ sa han, „har vi aftenen for os. Ta saa fat paa historien.“

„Men først,“ sa jeg og talte bare med læberne, mens mine tanker for tusende gang strævet med at arrangere historien paa bedste maate, „vil jeg gjerne faa vite noget om fallitten.“

„Aa, la os være fri for den nu!“ brøt Jim ut. „Vi betalte syv procent, og et under var det at vi klarte det saapas. Bobestyreren —“ (her fik han en kvælning og brøt av). „Kom saa med vraket. Jeg skjønner ikke rigtig sammenhængen; for mig ser det ut som der ligger noget under.“

„Det er merkelig saa litet lyst du har til at snakke om fallitten,“ sa jeg — utilgivelig dumt for en mand i min stilling.

„Og jeg synes du har merkelig litet lyst til at komme ind paa vraket,“ sa Jim.

Nu kunde jeg ikke længer vike unda, og jeg kastet mig med tilgjort munterhet ut i min historie. Jeg fortalte den med fart og liv, skildret øen og vraket, gjengav folkenes væsen og tale, holdt spændingen vedlike — — — nei, jeg strammet den altfor sterkt; da jeg stanset — jeg kan ikke si sluttet hvor der ikke var nogen slutning — da saa Jim og Mamie forbauset paa mig.

„Men ved den store Cæsars aand, pengene blev jo budt!“ skrek Jim. „Dette er tøv og sludder, Loudon. Jeg tror gjerne at du og Nares gjorde deres bedste, men saa er dere blit narret. Jeg sier at opiumen er i skibet den dag idag, og jeg sier at jeg skal faa tak i den.“

„Der er ikke andet end gammelt træ og jern i skibet, har jeg sagt!“ svarte jeg.

„Du skal faa se!“ sa Jim. „Næste gang reiser jeg selv, og jeg tar Mamie med. Longhurst vil ikke negte mig en skonnert. Bare vent til jeg faar lett gjennem vraket.“

„Undskyld, Loudon,“ begyndte Jim tilslut, „men hvorfor i hete noksagt brændte du det?“

„Ja, jeg maa si at det var uventet at høre,“ tilføiet Jim. „Hvad mente Nares at vinde ved at brænde det?“

„Vi var sikre!“ utbrøt jeg. „Vi hadde gravet os gjennem hele skibet.“

„Ja, jeg begynder at tro at De var sikre,“ svarte hun med betydningsfuldt eftertryk.

Jim kastet sig hastig imellem. „Jeg skjønner ikke, Loudon, at du lægger saa liten vegt paa alle de underligheter som der er med dette vraket.“

„Aa pyt, hvorfor holde paa med dette længer?“ ropte Mamie og reiste sig med et sæt. „Herr Dodd fortæller os hverken hvad han tænker eller hvad han vet.“

„Aa, du behøver ikke være saa bekymret for hans følelser, James; han bekymrer sig ikke om dine. Og dette er heller ikke første gang han har været hemmelighetsfuld. Har du glemt at han kjendte adressen, og ikke fortalte dig den før manden var sluppet bort?“

Jim vendte sig bønlig mot mig — nu stod vi alle. „Loudon,“ sa han, „det er sandt, det er til at bli forstyrret av. For guds skyld, du maa opklare det for os.“

„Ja, Jim,“ sa jeg, „der er mere end det jeg har fortalt, og jeg skulde ikke prøvet at holde det skjult for dig. Jeg skulde sagt straks at jeg har forpligtet mig til at tie. Du maa stole paa mig. Det jeg ikke har fortalt — og forresten er det litet jeg vet selv — det vedkommer ikke os, det kan hverken gjøre os fattigere eller rikere, og jeg har git mit æresord paa at tie. Du maa stole paa mig og prøve at tilgi mig.“

„Kanske er jeg svært dum, herr Dodd,“ tok Mamie fat med skræmmende blidhet, „men jeg trodde at De foretok denne reise som repræsentant for min mand og med hans penger. Nu sier De at De har forpligtet Dem, men jeg trodde at De først og fremst hadde pligter overfor James. De sier at det ikke vedkommer os, men vi er fattige, og min mand er syk, og det vedkommer os svært meget at faa vite hvorledes vi har tapt vore penger, og hvorfor vor repræsentant kommer tilbake med ingenting. De ber os stole paa Dem, og vi spør os selv om vi ikke har stolt altfor meget paa Dem.“

„Ja, De tror De kan gjøre med James hvad De vil. Men desværre var det nok en uheldig dag for Dem da vi blev gift, for jeg er ikke blind. Mandskapet forsvinder, skibet blir solgt for en stor sum penger, De kjender den mands adresse og sier den ikke, De finder ikke det De skulde finde, og allikevel brænder De skibet. Og da vi saa ber Dem om forklaring, saa har De forpligtet Dem til at tie. Men det har ikke jeg forpligtet mig til, jeg vil ikke staa taus og se paa at min stakkars mand blir bedraget av sin naadige ven. Jeg skal gi Dem hele sandheten. Herr Dodd, De er blit kjøpt og solgt.“

„Mamie,“ ropte Jim, „ikke mere av dette! Det er bare mig du saarer. Hadde ikke Loudon været, saa kunde jeg ikke set dig i ansigtet. Han har reddet min ærlighet.“

„Aa du,“ sa hun, „du er en godhjertet nar, og det elsker jeg dig for. Men jeg er en klarhodet kvinde, og jeg kan se at denne mand er en hykler. Kom han ikke her idag og paastod at han vilde ta en post og dele sin surt fortjente løn med dig til du var frisk igjen! Det vilde han. Aa, jeg kan bli rasende. Hans løn! En del av hans løn! Det vilde været din usle del av Flying Scud. Men vi trænger ikke Deres barmhjertighet. Jeg kan gudskelov arbeide for min mand! De kan gaa med Deres penger. For De er rik, De tør ikke negte det, De tør ikke se mig i ansigtet og prøve at negte det, De er rik — rik med vore penger — min mands penger —“

Himmelen maa vite til hvilken høide hun vilde løftet sig, slik som hun blev hvirvlet med av sine egne ord. Jeg vinket et farvel til Jim og flygtet fra den ulike kamp, hjertesyk og fortvilet.

Jeg var ikke naadd langt ned i gaten, da jeg hørte nogen komme springende efter mig. Det var Jim. Han var fulgt efter for at gi mig et brev som længe hadde ventet paa min hjemkomst.

„Tænk ikke haardt om Mamie,“ bad han. „Hun er slik, det er altsammen bare høistemt trofasthet. Og naturligvis vet jeg at der ikke er noget galt. Men du ser, Loudon, du var ikke rigtig likefrem. Enhver kunde ha — jeg mener — jeg mener —“

„Ikke bry dig om det, stakkars Jim. Hun er en kjæk liten en og en trofast kone, og jeg syntes hun var pragtfuld.“

"Det kan det aldrig," sa jeg og sukket, "og prøv bare ikke at rette paa det. Du skal ikke nævne mig uten med en ed. Og gaa nu hjem til hende. Farvel, du min bedste ven. Farvel, og gud velsigne dig. Vi møtes aldrig mere."

I en underlig sorgfuld likegladhet drev jeg gjennem gaterne, og da jeg kom forbi Poodle Dog, drev jeg derind og tok et bord. En opvarter kom hen, og jeg maa sagtens ha gjort en bestilling, for litt efter fandt jeg mig selv ifærd med at spise middag. Paa den hvite duk foran mig laa brevet; adressen var skrevet av en kontoristhaand, brevet hadde engelsk frimerke og var stemplet Edinburgh. Da jeg hadde faat suppen og et glas vin ned, vaaknet et sted i min hjerne en svak nysgjerrighet, og mens jeg ventet paa den næste ret og undret mig over hvad jeg vel hadde bestilt, aapnet jeg konvolutten og begyndte at læse det epokegjørende dokument.

„Kjære herr Dodd, — Jeg har faat det triste opdrag at meddele Dem, at Deres udmerkede bedstefar herr Alexander Loudon døde den 17. ds. — — — — —

Da døden nærmet sig, talte han endda kjærligere end sedvanlig om Dem — — — — —

Jeg vedlægger en avskrift av testamentet, hvorav De vil se at De deler likt med herr Adam. Deres arv beløper sig til henimot sytten tusen pund — — — — —

For alle tilfældes skyld vedlægger jeg en anvisning paa seks hundrede pund — — — — —

Deres ærbødige
W. Rutherford Gregg.“

„Gud velsigne den gamle hædersmand!“ tænkte jeg, og jeg sat en stund fordypet i minder.

Og saa kom glæden. Jeg var reddet, jeg var rik, jeg var fri, jeg kunde beskytte Carthew, faa Jim paa fote igjen, selv reise til Paris, alle muligheter aapnet sig for mig, og — — — og — — —

„Kreditorerne!“ sa jeg høit for mig selv og sank bakover i stolen. Altsammen, helt til den sidste skilling, tilhørte dem. Min bedstefar var død for tidlig til at frelse mig.

Da gik der vilde tanker gjennem hodet mit. Jeg kunde flygte med mine penger, mine kreditorer skulde faa lete efter mig i de blodigste avkroker av verden. Eller naar jeg først sat trygt bjerget et sted, saa kunde jeg gjennem en listig agent træffe en billig overenskomst med dem. Dette haab førte mig igjen til fallitten. Det var underlig, tænkte jeg; saa ofte som jeg hadde spurt Jim, hadde han dog aldrig villet gi mig svar. Nu maatte jeg ha fuld besked; jeg maatte gaa hjem til ham straks; tanken bød mig imot, men jeg maatte.

Jeg lot maten staa, betalte for hele middagen, naturligvis, og kastet en guldmynt til opvarteren, jeg var likeglad; jeg visste ikke hvad der var mit, og brydde mig ikke om det; jeg maatte ta det jeg kunde faa, og gi det jeg var istand til; at røve og at sløse, slik blev vel min nye skjæbne. Jeg gik og plystret, jeg strammet mig op til først at møte Mamie, saa den hele verden, og tilslut en fantastisk dommer i retten. Jeg tændte en cigar for at gi mig en kjækkere mine, og dampende skred jeg ind med en sikkert elendig mislykket overlegenhet.

Min ven og hans kone sat ved et fattig maaltid — nogen stekte kjøtbeter, kolde levninger fra frokosten og en sørgelig kaffekande.

„Jeg ber om undskyldning, fru Pinkerton,“ sa jeg, „for at jeg indfinder mig her, hvor jeg vist ikke blir savnet; men der er en forretningssak som jeg nødvendigvis maa tale om.“

„Aa, ta ikke hensyn til mig,“ sa Mamie, reiste sig og seilte ind i soveværelset.

Jim stirret efter hende og rystet paa hodet; han saa elendig gammel og daarlig ut.

„Ja, jeg hadde ogsaa mine spørsmaal,“ sa jeg. „Og hvor litet jeg saa kan ha tilfredsstillet Mamie med mine svar, maa jeg allikevel faa minde dig om at du slet ikke gav noget svar.“

Han vred sig i stolen. „Jeg skal si dig den rene sandhet,“ sa han. „Jeg skammer mig. Aa Loudon, jeg har narret dig fra først av, det er skrækkelig at tilstaa. Og her kom du hjem og gjorde mig netop det spørsmaal jeg var ræd for. Hvorfor røk vi saa snart? Dit skarpe forretningsblik har ikke narret dig. Hvorfor ja? Det er pointet, det er min skam. Da Mamie tok saa paa vei i eftermiddag, saa sa min samvittighet hele tiden: Du er manden!“

„Det som jeg har været borte i hele tiden, Loudon,“ jamret han. „Hvorledes skal jeg kunne se dig i ansigtet og si det!“ Og han hikstet: „Det var aktier.“

„Og det var du ræd for at fortælle mig!“ ropte jeg. „Din stakkars, gamle, triste drømmer! Hvad hadde det at bety? Hvorledes er jeg stillet, det er det jeg maa vite. Jeg har en vigtig grund. Er jeg fri? Har jeg faat raadighet over boet, eller hvad skal jeg gjøre for at faa det ordnet? Og hvilken dato faar bevidnelsen? Du aner ikke hvor meget der avhænger av det!“

„Dette er det værste av alt,“ sa Jim. „Hvorledes skal jeg faa sagt det!“

„Hvad mener du?“ ropte jeg og saa alle slags forfærdelige muligheter for mig.

„Jeg vet det vil saare din ømtaalige stolthet noget forfærdelig,“ sa han, „men hvad skulde jeg gjøre? Alting saa fortvilet ut. Bobestyreren“ — (navnet blev som vanlig sittende fast i halsen paa ham, og han begyndte paa en frisk). „Der var endel snak, reporterne fløi allerede efter mig, det var noget med den meksikanske forretning, jeg blev vetskræmt, og jeg visste ikke hvad jeg gjorde.“

Jeg vet ikke hvor længe han kunde fortsat med disse pinefulde omsvøp og antydninger; og jeg var allerede fra mig selv av rædsel. Hvad i al verden hadde han gjort?

„Ja,“ sa han — „jeg vet det var hensynsløst — jeg forklarte at du ikke var forretningsmand, bare en maler som det var gaat ut for, og at du fra først av ikke skjønte dig paa nogen ting, mindst av alt paa penger og regnskaper. Jeg sa at jeg aldrig fik lært dig de mest elementære ting. Jeg maatte si det paa grund av nogen anførsler i bøkerne —“

„For Guds skyld!“ ropte jeg. „Pin mig ikke længer! Hvad beskyldte du mig for?“

„Beskyldte dig for?“ gjentok Jim. „For det jeg nu fortæller dig. At der ikke var nogen kontrakt om kompaniskap. Jeg forklarte at du bare var en slags kontorist, som jeg kaldte min kompagnon for at gi dig mod. Og saa fik jeg dig opført som kreditor for din løn og de pengene du hadde laant mig. Og —“

Jeg tror at jeg ravet. „Kreditor!“ brølte jeg. „Kreditor! Jeg er slet ikke med i fallitten?“

„Fanden i den hensynsløsheten! Læs der!“ skrek jeg og dasket brevet ned paa bordet foran ham. „Og rop din kone ind, og spis ikke dette sølet“ — og jeg feiet det kolde kjøt ned i den tomme kamin — „men la os gaa og faa en champagnesouper. Jeg har vist spist, men jeg skal gjerne spise ti ganger en slik kveld. Læs der, dit asen! Jeg er ikke gal. Hør, Mamie,“ fortsatte jeg og aapnet døren til soveværelset, „kom herut og la os være venner igjen, og kys Deres mand, og saa gaar vi ut og fester som vi aldrig har gjort før. De hadde ret, Mamie, jeg var rik hele tiden, men jeg visste det ikke.“

TOLVTE KAPITEL.

I løpet av den uke som jeg nu sammen med Jim og Mamie tilbragte i Calistoga, var de begge saa venlige at la mig slippe for spørsmaal. Mamie og jeg blev næsten likesaa gode venner som før, og Jim fik hurtig sine klare og energiske øine igjen. Den fjerde dag hadde han fundet ut at egnen hadde store muligheter, og før jeg reiste hadde jeg kjøpt den lokale avis med trykkeri, underskrevet en kontrakt om kompaniskap — for paa anden maate vilde ikke Jim motta mine penger — og saaledes endda engang anbragt mig mellem hjulene i hans maskineri.

Første kveld i San Francisco hadde jeg Nares hos mig til middag. Hans solbrændte ansigt, hans originale væsen og tale gjenkaldte den tid som knapt var omme og dog allerede syntes fjern. Gjennem al musik og snak i spisesalen var det som jeg hørte brændingens brøl og sjøfuglenes skrik rundt Midway. Saarene paa vore hænder var endnu ikke læget, og her sat vi ved et virkelig utsøkt bord og drak isavkjølet champagne.

„Ja, nu er Flying Scud begravet med alle sine gaader,“ sa jeg. „Amen, og hvil i fred.“

„Det tror ikke jeg, Dodd,“ sa Nares. „Der er nogen spektakler i ovnen, og bakeren heter Bellairs. Han slog kloen i mig den dag vi kom ind. Jeg kjendte ham efter Deres skildring, og jeg lot ham prøve at pumpe mig. Han vet ikke saa litet og er forresten fuld av mistanke. Det brygger op til ubehageligheter for nogen.“

Det forundret mig at jeg ikke hadde tænkt paa dette før. Bellairs hadde været bak kulisserne, han hadde kjendt Dickson, han visste om mandskapets flugt, det var næsten utænkelig at han ikke skulde ha mistanke, og hadde han det, saa vilde han sikkert prøve at slaa mynt paa saken.

Og ganske rigtig, tidlig næste morgen hadde jeg manden hos mig. Efter endel omsvøp foreslog han mig bent ut at vi skulde gaa sammen og dele utbyttet.

„Tør jeg spørre om De reiste til Midway for Deres sundhets skyld?“ sa han.

„Nei,“ fortsatte han, „og De kan være viss paa at jeg ikke vilde tat dette skridt uten at ha noget at støtte mig til. Paatrængenhet hører ikke med til min karakter. Men De og jeg har den samme plan i tanken. Hvis vi kan arbeide i fællesskap, saa stiller jeg til Deres raadighet mit kjendskap til loven og en betydelig øvelse i vanskelige underhandlinger av lignende art. Skulde De negte at samtykke, saa kan jeg bli Dem en frygtelig og — jeg beklager det selv — kanske en farlig konkurrent.“

Der kom et truende glimt, men i næste øieblik var han igjen like krypende. „Jeg kommer som ven,“ sa han, „og jeg tror De undervurderer de oplysninger jeg sitter inde med. Jeg kan for eksempel si paa dollaren hvor meget De har tjent eller rettere sagt tapt, og jeg vet at De siden har hævet en stor anvisning paa London.“

„Jeg vet hvor den anvisning kom fra,“ ropte han og fór tilbake som om han hadde vaaget et dristig angrep og straks angret det.

„De glemmer at jeg var herr Dicksons fortrolige agent,“ forklarte han. „De hadde hans adresse, herr Dodd. Vi to var de eneste som han stod i forbindelse med her. De slutninger jeg trækker, er ganske indlysende; De ser hvor aapent jeg optræder overfor Dem, De ser hvor meget jeg vet, og De vil sikkert forstaa hvor meget bedre det var, hvis jeg visste alt. I hvor høi grad jeg kan skade Dem, overlater jeg til Dem selv at bedømme.“

„Det skal jeg ogsaa bedømme selv,“ sa jeg. „De kan gjøre hvad De vil for mig. Farvel.“

Han kunde ikke skjule sin rasende skuffelse og forundring, og i gangen fik han uten tvil et anfald av St. Veitsdans.

Jeg bragte paa det rene at sakføreren paa grund av mislig adfærd netop hadde mistet sin bevilling, og denne opdagelse gjorde min uro endda større. Jeg tænkte paa den ukjendte Carthew som hadde været villig til at betale ti tusen pund for et vrak for at skjule en hemmelighet, og nu hadde han dette rovdyr efter sig, en slyngel uten penger og nu uten arbeide, offentlig stillet i gapestokken og hadefuldt stemt mot hele verden. Disse tanker tynget mig hele dagen; jeg undret mig paa hvor meget sakføreren visste, hvor meget han gjettet sig til, og naar han vilde aapne angrepet.

Nogen av disse gaader har jeg aldrig faat opklaret. Carthews navn lurte han vel ut av en matros paa Tempest. Men da han fik adressen, var jeg tilfældigvis i nærheten. Det gik slik til. En kveld spaserte jeg i hotellets gaard, hvor musikken spilte. Et stykke borte opdaget jeg Bellairs i samtale med en mand som jeg syntes jeg kjendte. En portier gav mig det nødvendige vink. Den fremmede var en engelsk marineofficer som var hjemsendt som syk fra Honolulu. Nu kjendte jeg min ven løitnant Sebright.

„Det er en berygtet sakfører som nylig er blit fratat sin bevilling,“ sa jeg. „Jeg skulde ønske jeg hadde set Dem tidsnok. Jeg haaber De ikke fortalte ham noget om Carthew.“

Han blev rød op i panden. „Det gjør mig gruelig ondt,“ sa han, „men han var høflig, og jeg ønsket at bli av med ham. Det var bare adressen han bad om.“

Dagen efter tok jeg mig en tur ut til sakførerens kontor. Jeg fandt bare en gammel kone som laa og skurte trappen.

Nu var saken klar. Bellairs var paa sporet, og jeg kom snart til den beslutning at jeg endda engang vilde blande mig ind i Carthews og Flying Scuds historie. Samme kveld skrev jeg til Jim og sa farvel. Derefter skrev jeg et brev til dr. Urquart og bad ham advare Carthew.

Ti dager efter stod jeg ombord i City of Denver. Mit sind var nu kommet i likevegt igjen. Jeg sa til mig selv at jeg vilde reise til Paris og Fontainebleau for at bli kunstner igjen, og at jeg ikke tænkte mere paa Carthew eller Bellairs, uten kanske med et smil over min taapelighet. Den ene kunde jeg ikke hjælpe selv om jeg vilde, den andre kunde jeg ikke finde og ikke stanse.

Men tilfældet var igjen efter mig, denne gang med et barokt reiseeventyr. Min sidemand ved bordet den kveld var en Friscomægler som jeg kjendte saa løselig. Jeg fandt at han var reist to dager før mig, og at dette var den første baat som efter hans ankomst avgik fra New York for Europa. To dager før mig, det betydde én dag før Bellairs. Saa snart middagen var forbi, fik jeg fat i forvalteren.

„Bellairs?“ sa han. „Nei, ikke paa første, det er jeg viss paa. Han maa være paa anden. Listerne er ikke færdige, men — hallo! Harry D. Bellairs? Er det navnet? Jovist er han med.“

Morgenen efter saa jeg ham paa fordækket. Han sat i en stol og hadde et slitt pumaskind over knærne; han læste i en bok eller stirret ut over havet. Nu og da snakket han med folk rundt sig; engang da et barn faldt, tok han det op og trøstet det. Jeg forbandet ham i mit hjerte; jeg var viss paa at baade boken og barnet og venligheten var hjælpemidler i en teaterforestilling, og at han allerede snuste efter sine reisefællers hemmeligheter. Jeg gad ikke gjøre noget for at holde mig skjult for ham. Men han saa aldrig mot min kant, og først om kvelden fik jeg vite at han hadde lagt merke til mig.

Jeg stod og røkte ved døren til maskinrummet, for luften var litt skarp, da der løftet sig en stemme tæt ved mig i mørket.

„Bare et eneste ord. Deres reise med dette skib staar ikke i forbindelse med vor samtale?“ spurte han.

„Nei,“ sa jeg, og da han saa endnu nølte, var jeg saa høflig at tilføie „God aften“; da sukket han og gik.

Dagen efter var han der igjen med stolen og pumaskindet, han læste og saa ut over havet med samme vedholdenhet; idag var der ikke noget barn at løfte op, men i stedet viste han sig opmerksom overfor en syk kvinde. Der er ingenting som lettere fæstner mistanke end slik stadig at iagtta en mand; tilslut kan han ikke pudse næsen sin uten at man beskylder ham for hemmelige planer; jeg tok mig en tur forut for at se paa kvinden. Det var en stakkars fattig, gammel, styg kone. Jeg følte at jeg skyldte Bellairs enslags avbigt for mine uretfærdige tanker, og da jeg saa at han stod ved rælingen, gik jeg bort til ham.

„Jeg blir aldrig træt av at se paa havet, herr Dodd. Dette er min første atlanterhavstur. Jeg synes at det er en straalende oplevelse.“ Og til min store forundring gav han sig til at citere Byron, og det med kraft og følelse.

Og saa viste det sig at denne mand, som jeg trodde var en listig skurk helt igjennem, eiet baade følsomhet og følelse.

Vi kom ofte i snak de følgende dager, og tilslut maatte jeg tilstaa at jeg likte manden, hvor sterkt jeg end avskydde hans profession. Stakkars djævel, der var ikke andet end skjælvende, nervøs svakhet i ham, han var fuld av sentimentalitet, ikke blottet for evner, men eiet ikke det som mod het. Hans kjækhet var fortvilelse, avgrunden bak ham skræmte ham frem, han hørte til de mennesker som før dræper et menneske, end de tilstaar at de har stjaalet en tiøre. Jeg er viss paa at den kommende samtale med Carthew red hans fantasi som en nattemare. Men han tænkte ikke paa at vike. Nødvendigheten skubbet ham i ryggen, sulten, hans gamle fiende, hvisket i øret paa ham, og jeg undret mig paa om jeg mest beundret eller mest avskydde dette dirrende heltemod til ondt.

Hans liv hadde været sørgelig. Han var søn av en farmer i staten New York. Faren blev ruinert og reiste vestover. Den sakfører og pengeutlaaner som hadde ødelagt ham, følte kanske anger; som enslags erstatning tilbød han at forsørge en av hans sønner. Det blev Harry. Han gjorde sig nyttig paa kontoret, han samlet op nogen stumper av fagkundskap, læste likt og ulikt, var et flittig medlem av Unge mænds kristelige forening, og kunde gjerne været helten i en søndagsfortælling. Hans vertindes datter blev hans onde skjæbne. Han viste mig et fotografi av hende; det var en stor, vakker, feiende, vulgær, pyntet pike uten karakter eller ømhet eller sjæl. Den sykelige og beskedne gut bodde der i huset; naar hun ikke var optat med andet, saa lekte hun med ham. Litt efter litt blev hun hans dages lys og hans drømmes glæde. Han slet haardt, likesom Jakob, for en hustru, han overgik sin chef i gløghet og paagaaenhet, han blev forfremmet til førstekontorist, og opmuntret av hundrede friheter, nedtrykt av tanken paa sin ungdom og sine skrøpeligheter, fridde han samme kveld og fik bare latter til svar. Ikke et aar gik før hans aldrende chef tok ham til kompagnon. Han fridde igjen og fik ja, hadde i to aar et bekymringsfuldt egteskap, og fandt en morgen at hans kone var rømt med en feiende handelsreisende og hadde efterlatt til ham en vældig gjæld. Gjælden og ikke den handelsreisende var nok den vigtigste grund til flugten; hun kunde ikke længer skjule sine forpligtelser, hun var træt av Bellairs, saa tok hun den handelsreisende som hun kunde tat en drosche. Dette slag gjorde det av med hendes mand; hans kompagnon var død, han var nu alene i forretningen, syk og nedtrykt, og gjælden hang som en klump om foten hans; snart kom konkursen; han flygtet fra by til by og sank stadig til mere lurvet praksis. Man skal huske at han hadde lært den slags forretninger, hvor det bedste og største maal er at holde sig nøiagtig paa lovens yderste grænse. Med denne fortid blev han nu som en lutfattig fremmed drevet ut i storbyens hvirvel. Man kan ikke undre sig over at utfaldet blev som det blev.

„Nei, det har jeg dog for stor selvagtelse til at gjøre,“ svarte han, „og jeg er heller ikke blit fristet til det. Hun synes likefrem at ha faat antipati mot mig, og jeg tror dog at ingen kunde været mere overbærende end jeg.“

„Jeg overgir mig til Dem, herr Dodd,“ svarte han. „Verden er meget haard, og jeg har selv fundet det bitterlig haardt at leve. Hvor meget værre da for en kvinde som, selv om det er hendes egen skyld, er kommet i en saa uheldig stilling!“

„Jeg kan ikke negte det,“ indrømmet han. „Det har været en møllesten om min hals. Men jeg tror hun er taknemmelig. De kan se selv.“

Han rakte mig et brev. En klodset, uvidende skrift, men fiolet blæk og fint rosa papir med monogram. Et taapelig, hjerteløst og graadig brev med bøn og smiger.

„Nei da, vi blev skilt,“ var svaret. „Jeg lot mig øieblikkelig skille fra hende.“

Man vil se at jeg var glidd ut i en skjendig fortrolighet med den mand som jeg var reist ut for at motarbeide. Min medynk for manden, hans beundring for mig, og den fornøielse han fandt i mit selskap, var de baand som jeg blev lænket med; dertil kom min ukritiske interesse for alle sider av livet og den menneskelige karakter. Visst er det ihvertfald at vi daglig tilbragte flere timer sammen, og at jeg var næsten likesaa meget paa fordækket som i salonen. Denne fortrolighet førte mig til en saa taapelig handlemaate, at jeg blir rød naar jeg tænker paa det.

Vi kom til Liverpool en formiddag i tæt regn. Jeg hadde ingen planer, bare ulyst til at la min skurk slippe bort; det endte med at vi tok ind i samme hotel, spiste middag sammen, spaserte sammen gjennem de vaate gater og gik i teater sammen. Jeg hadde den største moro av hans naive og høitidelige kritik. Av barmhjertighet mot mig selv overdriver jeg kanske den fornøielse hans selskap gav mig. Jeg trænger alle mulige undskyldninger, naar jeg skal tilstaa at jeg gik tilsengs uten at ha nævnt et ord om saken Carthew, men ikke uten at ha avtalt en tur til Chester dagen efter. I Chester besøkte min skurk og jeg alle seværdigheter. Mange dager i træk hadde vi nu følge rundt til en række av Englands byer. Enhver som saa os, maatte faa det indtryk at vi var to sedvanlige amerikanske turister. Hvem skulde tænkt sig at den ene var en skurk som skalv for at nærme sig handlingens sted, og den andre en hjælpeløs amatørdetektiv som ventet paa at noget skulde hænde.

Der hændte ogsaa et par smaating, og de utfyldte min opfatning av sakføreren, men til at beskytte Carthew kunde jeg ikke bruke dem.

I Gloucester tilbragte vi en søndag, og jeg foreslog at vi skulde gaa til gudstjenesten i katedralen. Til min forundring hadde Bellairs sin egen -isme som han var trofast mot, han lot mig gaa alene til katedralen og stjal sig en øde vei til et eller andet Bethel eller Ebenezer. Da vi møttes til lunch, spøkte jeg litt med ham, og han blev nervøs.

„De behøver ikke at bruke omsvøp overfor mig, herr Dodd,“ sa han med ett. „Si bare at De betragter mig som en hykler.“

Jeg blev litt forvirret. „De vet hvad jeg mener om Deres profession,“ svarte jeg tamt.

„Undskyld at jeg forfølger spørsmaalet videre,“ sa han. „Hvis De finder mit liv brødefuldt, vil De saa ha mig til at forsømme naademidlerne? Fordi De synes at jeg feiler paa ett punkt, saa vil De kanske at jeg skal gaa den onde vei i alle ting? Visselig, kirken er for synderen.“

Han fik et slemt anfald av St. Veitsdans, hans ansigt fortrak sig, og øinene glimtet. „Jeg skal si Dem hvad jeg gjorde!“ skrek han. „Jeg bad for en ulykkelig mand og for en elendig kvinde som han prøver at underholde.“

Den andre lille hændelse var i Bristol. Jeg hadde mistet min reisefælle av syne nogen timer. Fra denne utflugt kom han tilbake med tykt mæle, slingrende skridt og en hvitkalket ryg. Jeg hadde halvt ventet dette, men da jeg saa det, kunde jeg gjerne graatt. Alle slags skrøpeligheter var stablet op paa den svake ryg — huslig ulykke, nervesygdom, et frastøtende ydre, tomme lommer, en sørgelig last.

Og fremdeles reiste vi sammen. Hver av os var ræd for at forlate den andre, hver av os var ræd for at tale, eller visste ikke hvad han skulde si. Vi drev som et skib uten ror, fra by til by drev vi, og tilslut satte en liten lokalbane os av i Stallbridge-Minster, som var den station som laa vort virkelige bestemmelsessted nærmest.

Mens vi som vanlig gjorde en runde i byen, tok regnet til at øse ned. Vi vadet hjem til hotellet og sat resten av den eftermiddag og lyttet til den piskende og hujende musik. To timer snakket jeg om likegyldige ting og holdt samtalen møisommelig vedlike; to timer sat jeg med en fast beslutning om straks at gjøre min pligt — og jeg utsatte det fra det ene øieblik til det næste. For at stramme mit mod op bestilte jeg ved middagen noget mousserende vin. Den viste sig at være gyselig, og jeg kunde ikke faa den ned; Bellairs, som hadde omtrent saa meget smak som en kaalorm, tømte flasken. Vinen har sikkert gjort ham het i hodet; sikkert har han ogsaa forstaat at vi nu nærmet os en krise, og at jeg endnu samme kveld maatte ta aapent standpunkt som hans fiende. Tilslut flygtet han. Middagen var forbi, nu kom det øieblik da jeg hadde forpligtet mig selv til at bryte tausheten. Ingen undskyldninger gjaldt nu længer. Jeg gik op efter tobak, som jeg følte var ret og slet nødvendig i den foreliggende situation, og da jeg kom ned igjen, var manden borte. Opvarteren sa mig at han var gaat ut.

Hvad jeg saa ellers er, hidsig er jeg ikke. Jeg forfulgte ikke Bellairs. Jeg tænkte at han var kjørt til Stallbridge-le-Carthew, men jeg kjørte ikke efter. Jeg hadde ikke lyst til saa lang en tur paa det uvisse i øsende regn. Efter at ha kjedet mig usigelig utover kvelden og haanet mig selv for mit slette spil i hele denne taapelige farce, fandt jeg ut at det var klokest at gaa tilsengs. Paa veien op til mit værelse saa jeg i et glimt hvad jeg burde og skulde ha gjort for længe siden — nemlig skrevet til Carthew, fortalt hvad jeg visste, git en skildring av Bellairs, og saa latt ham forsvare sig eller flygte. Men nu var det for sent, og med den største selvforagt kastet jeg mig i min seng.

Jeg aner ikke hvad klokken var, da jeg blev vækket av Bellairs, som kom ind med et lys i haanden. Han hadde været fuld, for han var tilsølet fra top til taa, men nu var han ædru. Han skalv av et heftig sindsoprør, og flere ganger under den samtale som nu kom, brast han pludselig ut i taarer.

„Jeg maa be Dem ikke harmes fordi jeg forstyrrer Dem paa denne tid av natten,“ sa han. „Jeg forsvarer mig ikke, jeg har ingen undskyldning, jeg har vanæret mig selv, jeg er blit retfærdig straffet; jeg viser mig for Dem for at bønfalde Dem om at staa mig bi, eller, Gud hjælpe mig, saa tror jeg at jeg mister min forstand.“

„Jeg er blit røvet,“ sa han. „Jeg har ingenting at si til mit forsvar, det var min egen feil, jeg er blit retfærdig straffet.“

„Bevare mig,“ sa jeg, „hvem kan finde paa at røve nogen et slikt sted som her.“

„Det har jeg ingen mening om,“ svarte han. „Jeg aner det ikke. Jeg laa fra mig selv i en grøft. Dette er nedværdigende for mig at maatte bekjende; i selvforsvar kan jeg bare si at De kanske selv av bare venlighet har nogen skyld for min skam. Jeg er ikke vant til saadanne fyldige vine.“

„Hvad slags penger var det?“ spurte jeg. „Kanske kan vi komme paa spor efter dem.“

„Det var engelske sovereigns. Jeg vekslet i New York. Gud i himmelen, hvor jeg hadde slitt for de pengene!“

„Det lyder ikke opmuntrende,“ sa jeg. „De kan jo gaa til politiet, men det ser noksaa haabløst ut.“

„Jeg haaber ingenting av politiet,“ sa Bellairs. „Mine haab, herr Dodd, gjælder ene og alene Dem. Jeg kunde let overbevise Dem om at et litet laan vilde være en udmerket pengeanbringelse, men jeg sætter heller min lid til Deres gode hjerte. Vort bekjendtskap begyndte paa en usedvanlig maate, men nu har De kjendt mig en tid, og vi har været — jeg kan næsten si fortrolige. Jeg har aapnet mig overfor Dem som jeg har gjort overfor faa, og De har hørt venlig paa mig. Det er grunden til at jeg tør vække Dem paa denne tid av natten. Men tænk Dem i mit sted — hvorledes kunde jeg sove — hvorledes kunde jeg faa drømme om at faa sove, i dette mørke av anger og fortvilelse! Jeg hadde en ven i nærheten — ja, det vovet jeg at tænke om Dem, og jeg flygtet hit uvilkaarlig, likesom en druknende mand klynger sig til et halmstraa. Disse uttryk er ikke overdrevne, de er matte mot hvad jeg føler. Og husk hvor let De kan gi mig haab igjen, ja, min fornuft igjen. Et litet laan som skal bli betalt tilbake efter Deres ønske. Fem hundrede dollars vilde være rundelig.“ Han iagttok mig med brændende øine. „Fire hundrede var nok. Jeg tror, herr Dodd, at jeg med sparsomhet kunde greie mig med to.“

„Og saa vil De betale mig tilbake av Carthews pung?“ sa jeg. „De maa ha mig undskyldt. Men jeg skal si Dem hvad jeg vil gjøre, jeg skal følge Dem ombord paa en dampbaat, betale Deres reise helt til San Francisco, og gi forvalteren femti dollars, som han skal la Dem faa i New York.“

Han slukte mine ord, hans ansigt var en brand av listig eftertanke. Jeg kunde læse der, saa klart som i en bok, at han bare tænkte paa at narre mig.

„Og hvad skal jeg gjøre i San Francisco?“ spurte han. „Jeg har mistet min bevilling, jeg har ikke arbeide, skal jeg tigge? Og De vet at jeg ikke staar alene,“ tilføiet han; „andre er avhængige av mig.“

„Jeg skal skrive til Pinkerton,“ svarte jeg. „Jeg er viss paa at han kan hjælpe Dem til en post, og i mellemtiden, indtil tre maaneder efter Deres ankomst, skal han hver første og femtende utbetale til Dem personlig femogtyve dollars.“

„Herr Dodd, jeg kan neppe tro at De mener dette tilbud alvorlig,“ svarte han. „Har De glemt sakens omstændigheter? Vet De at disse mennesker er de rikeste i denne del av landet? Jeg hørte nogen snakke om dem i saloonen inat. Deres formue maa beløpe sig til mange millioner dollars bare i faste eiendomme, og De tilbyr mig nogen faa hundrede dollars i stikpenger.“

„Det er ikke stikpenger, det er en almisse, herr Bellairs,“ svarte jeg. „Jeg gjør ingenting for at hjælpe Dem i Deres motbydelige plan, men jeg ønsker ikke at De skal sulte.“

„Vogt Dem!“ skrek han. „De handler som en taape, De vinder en fiende og ingenting andet, det advarer jeg Dem om.“ Og igjen slog han over. „Sytti dollars, bare sytti dollars, i naade og barmhjertighet. De har et godt hjerte. Tænk paa min stilling, husk min ulykkelige kone.“

„De skulde tænkt paa hende før,“ sa jeg. „Jeg har sagt mit sidste ord, og jeg ønsker at sove.“

„Er det Deres sidste ord? Jeg ber Dem overveie begge sider, min ulykke, Deres egen fare. Jeg advarer Dem, jeg bønfalder Dem, overvei det grundig før De svarer,“ slik halvt bad og halvt truet han med foldede hænder.

Da foregik der en skrækkelig forandring med ham. I den storm av sinne som nu rystet ham, kom bundfaldet av hans rus igjen til overflaten; hans ansigt blev forvridd, hans ord vanvittige av raseri, og et anfald av St. Veitsdans vrængte hans bevægelser.

„De vil kanske tillate mig at si Dem min likefremme mening,“ begyndte han, tilsynelatende rolig, i virkeligheten glødende av raseri. „Naar jeg er en forklaret helgen, saa skal jeg se Dem hyle efter en draape vand og juble over at se Dem. Deres sidste ord! Jeg slænger det i ansigtet paa dig, din spion, din falske ven, fete hykler som du er! Jeg avskyr dig, jeg avskyr dig, jeg spytter paa dig! Jeg er paa sporet, hans spor, dit spor, jeg lugter blod, jeg skal krype efter det, jeg skal sulte for at følge det! Jeg skal jage dig tildøde, jage dig, jage dig tildøde! Hvis jeg var sterk, saa skulde jeg rive dine indvolde ut, her i dette værelse — rive dem ut — jeg skulde rive dem ut! Fanden, fanden, fanden! Du tror jeg er svak! Jeg kan bite, bite dig tilblods, bite dig, ødelægge dig — — — —“

Slik raste han uten vet, da scenen blev avbrutt av verten og nogen tjenere som kom ind i natlige kostymer. Til dem overgav jeg den vanvittige.

Det sa jeg, men jeg visste bedre. Efter hele mit studium av herr Bellairs var der dog blit en opdagelse igjen til det sidste øieblik — hans latente og uhelbredelige galskap.

TRETTENDE KAPITEL.

Længe før jeg vaaknet var sakføreren forsvundet, og hadde efterlatt sig sin ubetalte regning. Jeg visste hvor han var gaat hen, jeg maatte følge, og ved titiden kjørte jeg avsted til Stallbridge-le-Carthew.

Mens jeg kjørte tænkte jeg paa den voldsomme scene om natten. Jeg hadde faat en anden opfatning av den mand jeg forfulgte. Jeg tænkte om ham som nu var ute i sit farlige erende, at han ikke vilde la sig stanse, hverken av frygt eller fornuft. En sjakal hadde jeg kaldt ham, men han var heller en gal hund. Formodentlig vilde han springe, ikke gaa, og mens han sprang, saa kanske hylte og fraadet han; om den store kinesiske mur reiste sig tvers over hans vei, saa gik han løs paa den med neglene.

Veien hadde ført over en bakke, og gik nu steilt nedover til bunden av dalen. Saa løp den mellem indgjærdede marker og hele tiden i skygge av trær. Langt om længe fik jeg det første glimt av herresætet inde i en tæt park. Der var vand med mange svaner, der var pragtfulde, gammeldagse blomsterhaver, høie parkmure, en fornem allé frem til huset. Dette laa paa en terrasse; façaden hadde over seksti vinduer. Det var umulig ikke at se med forundring paa et sted som var blit til gjennem saa mange generationer, hadde kostet saa mange tons myntet guld, og blev holdt istand av saa stor en tjenerflok. Men overalt var det stille, jeg saa forgjæves efter nogen gartner, jeg lyttet forgjæves efter lyd av arbeide. Selv det lille vertshus som klynget sig op til porten, holdt likesom pusten i ærefrygt for sin store nabo.

„Carthews vaaben,“ det lille, meget hyggelige vertshus, var bare et appendiks til den familie hvis navn det bar. Portrætter i kobberstik av hedengangne Carthew’er prydet væggene, og saa vidt jeg husker, var der ikke andre billeder i dette fornemme vertshus. Det forundret mig ikke at høre at verten var en exkjeldermester, vertinden en exkammerpike fra det store hus.

Jeg fandt ut at det var uhøflig at komme til vertshuset og la være at se hallen. Det var ogsaa min pligt at fodre svanerne, hilse paa paafuglene, og beundre de to verker av Rafael. Denne slegt som aldrig hadde udmerket sig, og som efter portrætterne at dømme var slap og sløv, den eiet virkelig to malerier av Rafael. Jeg var ikke saa dum at gjøre motstand, for jeg kunde ha bruk for velvilje før jeg var færdig, og jeg fik straks min løn i to vigtige nyheter. Den første var at Norris Carthew var ute og reiste, den anden at der hadde været en fremmed før mig den dag, og at han allerede hadde set de forskjellige kuriositeter.

„Ja,“ sa undergartneren, som var min fører, „en amerikansk gentleman var det. Det vil si, jeg vet ikke rigtig om det var netop en gentleman, men meget høflig det var han.“

Det lot til at han hadde været saa høflig at vise sin beundring med mange superlativer. „Men det var naturlig at han interesserte sig for stedet,“ sa min fører, „for herr Carthew hadde været venlig mot ham over i Amerika. Han var svært taknemmelig og ualmindelig glad i blomster.“

Dette hørte jeg med stor forundring. For nogen faa timer siden hadde jeg set manden som en ren galehuskandidat; han var pengelæns i et fremmed land, sandsynligvis var han gaat uten frokost. Norris’ fravær hadde været et knusende slag for ham; manden skulde altsaa ha været sort fortvilet. Og nu hørte jeg at han var i sit bedste humør, hadde smigret og beundret, lugtet paa blomster og talt som en bok. Denne karakterstyrke forbløffet mig.

„Dette er underlig,“ sa jeg til undergartneren, „jeg har selv den fornøielse at kjende herr Carthew, og jeg tror ikke nogen av vore venner der vestfra har været i England. Hvem kan denne mand være? Det kunde ikke — nei det er umulig at han har vovet. Han het vel ikke Bellairs?“

„Gud trøste mig,“ sa gartneren. „Han talte saa vakkert ogsaa, jeg trodde det var enslags skolelærer. Kanske det var bedst om De gik straks til herr Denman? Jeg viste ham til Denman da vi hadde set alt hernede. Denman er vor kjeldermester,“ tilføiet han.

Dette forslag var velkomment. Vi avbrøt rundturen og gik en benvei til baksiden av huset.

„Den høivelbaarne lady Ann Carthew,“ hvisket han. Jeg saa over hans skulder og fik øie paa en gammel dame som med en stok humpet bortover havestien. Hun maatte ha været overordentlig vakker i sin ungdom, og trods sin haltende gang hadde hun en usedvanlig og næsten truende værdighet. Tungsind var præget i hvert træk, og hendes øine likesom stirret ind i ulykke.

„Det er heller ikke rart,“ sa gartneren. „Den gamle herr Carthew døde for knapt et aar siden, lord Tillibody, hendes naades bror, to maaneder efter; saa kom det sørgelige ulykkestilfælde med den unge herr Carthew, han kom avdage paa jagten, og han var hendes naades yndling. Herr Norris har aldrig staat høit i gunst hos hende.“

„Det har jeg hørt,“ sa jeg deltagende. „Du store verden, saa trist! Men er det ikke anderledes nu, efterat Carthew er kommet hjem?“

„Aa nei, det er heller værre end nogensinde. Da herr Norris kom, saa lot det til at hun blev glad ved at se ham, og vi var alle fornøiet, for alle som kjender den unge herre, kan ikke andet end like ham. Men det varte ikke længe. Samme kveld hadde de en samtale, og de blev vist uvenner. Hendes naade tok svært paa vei, det var som i gamle dager, men endda værre. Og morgenen efter saa reiste herr Norris igjen. „Denman, jeg kommer aldrig igjen,“ sa han og tok ham i haanden. Men jeg skulde ikke sagt alt dette til en fremmed,“ sa han med en pludselig frygt for at han var gaat for vidt.

Han hadde ogsaa fortalt mig meget, og meget som han ikke forstod selv. Den kveld Carthew var kommet hjem, hadde han fortalt sin historie; den gamle dame hadde noget mere end dødsfald at sørge over: blandt de billeder hun saa, naar hun gik slik stirrende bortover stien, var et av Midway Island og Flying Scud.

Denman blev litt forvirret da han hørte mine spørsmaal. Han underrettet mig om at Bellairs allerede var gaat.

„Jeg skal si Dem at det ikke var for at se huset han kom,“ sa jeg. „Og hvad det saa var, saa har han opnaadd det han vilde. Det var uheldig at jeg ikke skulde finde herr Carthew hjemme. Hvad er hans adresse for øieblikket?“

„Bravo!“ ropte jeg. „Jeg la en fælde for Dem der, herr Denman. Nu behøver jeg ikke at spørre; jeg vet at De ikke gav den fremmede adressen.“

Men jeg følte mig viss paa at Bellairs hadde hat større held med sig end jeg; ellers vilde han endnu været her og dyrket herr Denman.

Jeg slap ikke for at bli ført gjennem hele det vældige hus, og mens jeg saa paa de pragtfulde værelser, tænkte jeg hele tiden paa Bellairs. Ved hvilket lykkelig tilfælde hadde han opsnappet adressen? At han ikke hadde kunnet spørre sig til den, var jeg overbevist om. Jeg trængte et lignende held. Ellers — ellers fik han fat i sit bytte, og da maatte de store eker falde, malerierne av Rafael bli spredt, huset leiet ut til en eller anden opkomling, og det gamle navn, som hadde en saa sterk klang i fem-seks prestegjeld, svinde bort til bare et minde. Alt dette avhang nu av mig. Hvad Bellairs hadde gjort, maatte jeg ogsaa gjøre. Tilfælde eller list, list eller tilfælde — jeg tænkte og tænkte.

Og med de samme tanker kom jeg tilbake til vertshuset. Ifølge min beslutning om at holde mig tilvens med alle mennesker glattet jeg øieblikkelig ansigtet og sa tak til en indbydelse om at spise middag med familien. Jeg satte mig altsaa tilbords med herr Higgs, exkjeldermesteren, fru Higgs, exkammerpiken, og frøken Agnes Higgs, en syvaaring med viltert haar. Samtalen fløt i det uendelige rundt det store hus og den høie familie. Steken, puddingen og sheddarosten kom og gik, og endnu flommet strømmen som før. Fire generationer av Carthew-slegten var blit drøftet, og vi hadde latt herr Henry omkomme paa jagten og begravet ham i midten av et helt sørgende grevskap, før det lykkedes mig at bringe min fortrolige ven herr Norris paa bane. Straks blev exkjeldermesteren diplomatisk og exkammerpiken følsom. Norris lot til at ha været den eneste i familien som overhodet hadde vist nogen egenskaper, og hans maal, stakkars fyr, hadde nærmest været at gaa fanden i vold. Han var ikke stor gutten, før hestefoten stak frem. Han var ikke nogen rigtig Carthew, han viste smak for slette fornøielser og slet selskap, røvet fuglereder sammen med en staldgut før han var elleve aar, og da han var tyve og burde ha tat litt hensyn til sin familie, saa drev han med en ransel paa ryggen hele grevskapet rundt, tok skisser og slog sig ned paa simple vertshuse. Han eiet ikke stolthet, hørte jeg, han blev venner med hvemsomhelst, og jeg fik en litt saarende hentydning til at det kanske var dette karaktertræk hos helten som jeg skyldte mit eget bekjendtskap med ham. Desværre var herr Norris ikke bare en underlig skrue, han var desuten en ranglefant. Ved universitetet husket man endnu hans gjæld, og endda bedre husket man de høist humoristiske omstændigheter da han blev relegeret. „Han var spøkefuld av sig,“ forklarte fru Higgs.

Men først da han kom ind i diplomatiet, begyndte kjedeligheterne for alvor. „Det var saan en skrækkelig gjæld,“ sa exkammerpiken. „Og tænk, hele tiden var han den peneste og snildeste unge herre som De kunde se for Deres øine.“

„Da herr Carthew fik høre om gjælden, saa blev der et fælt opstyr,“ fortalte Higgs. „Det ringte, og jeg gik ind selv, for jeg trodde det var kaffen. Der stod herr Carthew. „Higgs,“ sier han og peker med stokken, for han hadde en tur av gigten sin, „gi besked om jagtvognen øieblikkelig til denne min søn som har bragt vanære over sig.“ Herr Norris sa ingenting, han sat bare og lutet med hodet og rørte ikke paa sig. De kunde puffet mig overende med et halmstraa,“ sa Higgs.

„Nei da, herr Dodsley!“ sa fruen — hun hadde opfattet mit navn slik. „Han har aldrig gjort noget rigtig galt i hele sit syndige liv. Det var stor skam det hele. Ikke det mindste andet end partiskhet.“

„Aa, jeg bryr mig ikke om dig,“ svarte fruen. „Du vet selv det er sandt, Higgs, og det vet allesammen.“

Mens jeg fik disse oplysninger og meninger, forsømte jeg ingenlunde barnet. Hun var ikke meget tiltalende, men heldigvis hadde hun naadd en bestikkelig alder. For en shilling i haanden, sixpence i sparebøssen, og en amerikansk gulddollar som jeg fandt i lommen, kjøpte jeg hende med hud og haar. Hun erklærte at hun vilde følge mig til verdens ende, og saa snart middagen var forbi, kløv hun op paa mit fang for at vise mig sin store skat, et frimerkealbum som hun hadde faat av onkel William.

Det er faa ting som jeg avskyr hjerteligere end gamle frimerker. Men det lot til at jeg skulde tilbringe den dag med at se paa kuriositeter, og jeg fandt mig ydmygt i min skjæbne. Til min forundring var boken ikke daarlig fyldt, saa onkel William maa sagtens ha begyndt paa samlingen selv. Der var de forskjellige engelske pennymerker, russiske med det farvede hjerte, ganske ulæselige Thurn-und-Taxis, de trekantede fra Kap, vestaustralske med svanen, det seilende skib fra Guiana. Paa alle disse saa jeg med døsige øine, somme tider sovnet jeg vist ogsaa, og formodentlig var det i et saadant øieblik at jeg mistet albumet, og at der faldt ut en mængde „dubletter“, som de vist heter.

Og her var mot al sandsynlighet det lykkelige tilfælde kommet, for da jeg galant plukket dem op, saa studset jeg over det uforholdsmæssig store antal av franske 25 centimes merker. Der maatte være nogen som skrev hyppig fra Frankrike hit til Stallbridge-le-Carthew. Kunde det være Norris? Paa et merke fandt jeg bokstavet C, paa et andet kom jeg til C H; men ellers var stemplet ikke til at læse paa noget merke. Og da fjerdeparten av Frankrikes byer begynder med „chateau“, saa var C H en meget utilstrækkelig ledetraad.

Her kom fru Higgs mig uventet til hjælp. Hvis den fremmede var saa interessert for frimerker, sa hun, og betragtet mig vist som en monoman i dette stykke, saa burde han se herr Denmans album. Herr Denman hadde samlet i firti aar, og hans samling var værd mange penger. „Agnes,“ sa hun, „spring over til herr Denman og si at her er en fremmed som gjerne vilde se frimerkerne hans.“

En halv time efter kom herr Denman selv anstigende med et uhyre av et album under armen.

„Ja, herr Dodsley,“ sa han, „da jeg hørte at De selv var samler, saa gik jeg fra alt. For det sier jeg at alle frimerkesamlere er likesom frimurere.“

Om dette er sandt, vet jeg ikke; men der er ikke tvil om at man sætter sig selv i en vanskelig stilling naar man falskelig gir sig ut for samler.

„Ah, her er den andre serien!“ kunde jeg si efter at ha raadført mig med teksten ved siden av. „Det røde — nei det lilla mener jeg — ja det er pragtstykket. Skjønt naturligvis, det er som De sier,“ skyndte jeg mig, „dette gule paa det tynde papir er det sjeldneste.“

Jeg vilde snart blit avsløret, hvis jeg ikke i selvforsvar hadde traktert herr Denman med hans yndlingsdrik — en saa fortræffelig portvin at den aldrig kunde være modnet i vertshusets kjelder, men sikkert en mørk nat var bortført dit fra hvælvingerne i det store hus. Hver gang herr Denman spurte mig om min mening, saa skyndte jeg mig at fylde hans glas, og da vi kom til dubletterne, var han ikke længer farlig. Gud forbyde at jeg skulde si han var beruset; men hans øine var stive, og han snakket uten stans.

Ogsaa blandt herr Denmans dubletter var der mange av de franske 25 centimes merker. Jeg stjal mig til at undersøke dem. Jeg fandt igjen C og C H i stemplet; derefter fulgte et A, og i slutten av ordet et Y. Navnet forekom mig kjendt, men jeg kunde ikke gjette mig til de manglende bokstaver. Endelig kom jeg over et merke med et tydelig L foran Y, og paa et øieblik hadde jeg hele ordet. Chailly, det var navnet, Chailly-en-Bière, byen i selve Barbizon — ah, det var det rette sted at gjemme sig — det var det rette sted for Norris, som hadde trasket gjennem England for at ta skisser — det rette sted for Goddedaal som hadde efterlatt en paletkniv paa Flying Scud. Bare merkelig, at mens jeg drev England rundt sammen med Bellairs, saa ventet Norris mig paa selve det sted som var mit egentlige maal.

Om herr Denman har vist sit album til Bellairs, og om Bellairs likesom jeg fandt adressen ved hjælp av et frimerke, det faar jeg aldrig vite, og det var ogsaa likegyldig. Vi stod likt nu; mit hverv her var fuldbragt, min interesse for frimerker døde skamløst hurtig, den forbausede Denman blev bukket ut, jeg bestilte min vogn og fordypet mig i togtabellen.

FJORTENDE KAPITEL.

Jeg faldt ned i Barbizon ved totiden en dag i september. Det er den døde tid paa dagen; alle de flittige er ute og maler, og de dovne driver omkring i skogen eller paa sletten, den bugtede landevei er tom og øde og vertshuset forlatt. Des mere glædet det mig at finde en av mine gamle kamerater i spiseværelset; hans byklær avmerket at han skulde reise, og haandkufferten laa ved siden av ham paa gulvet.

„Du vil ikke finde mig her længe. For slike antikviteter som os duer ikke denne kroken længer.“

Saa faldt vi i snak om gamle dager. Vi var begge litt rørt over saa uventet at møtes her, hvor vi før hadde hatt saa mange lystige ture — og nu begge allerede saa forandret.

„Hvad slags beduiner er det som har leiret sig mellem ruinerne?“ spurte jeg.

„Ungdom, Dodd, bare fordømt, genert ungdom. For nogen krybdyr! At tænke sig at vi har været slik.“

„Bli ikke trist,“ sa han. „Vi var da ihvertfald angelsaksere begge to, og det eneste undskyldende træk nu er det samme.“

Tanken paa den mand jeg søkte, vaaknet igjen. „Fortæl mig om ham!“ ropte jeg.

„Hvem? det undskyldende træk? Aa, det er en meget tiltalende fyr, litt slap i fisken og fin, men virkelig tiltalende. Han er britisk helt gjennem, den naive britte. Kanske er han det altfor meget for dine transatlantiske nerver. Men forresten burde du komme godt ut av det med ham, for han beundrer det allerfæleste av alt fælt i den store republik; han læser store dynger av amerikanske aviser. Jeg sa han var naiv.“

„San Francisco aviser,“ svarte han. „Han faar en haug av dem to ganger om uken og studerer dem som bibelen. Det er en av hans svakheter, men han har ogsaa én til, han er vældig rik. Han har tat Massons gamle atelier — husker du det? Og det har han møblert uten tanke paa pengene. Der bor han omgit av dyre vine og kunst. Naar denne Madden følger ungdommen paa utflugter, har han en kurv champagne med. Han er meget snild og meget melankolsk og noksaa hjælpeløs. Ja, og saa har han endda en svakhet. Han maler. Han har aldrig lært noget, og han er over tredive, og han maler.“

„Ikke daarlig,“ var svaret. „Det er det rareste. Her kan du forresten se selv.“

Jeg gik hen og saa paa billederne rundt væggen. Der var alle de gamle og nogen nye som var kommet efter min tid. Jeg stanset ved et av dem, et billede som var plumpt gjort, mest med paletkniven, farven nogen steder udmerket, andre steder bare som lere. Men det var selve scenen og ikke kunsten eller mangelen paa kunst som jeg saa paa. Forgrunden var sand og krat og vrakstumper, mellemgrunden en lagune, lukket inde av en mur av brændinger, bak den en blaa strime av havet. Himmelen var skyfri, og jeg kunde høre braattenes torden. For stedet var Midway Island.

„Et fantasistykke,“ svarte han. „Derfor liker jeg det. I vor tid er der faa som har saa pas fantasi som en havesnegl.“

„Det aner jeg ikke. Han er yderst litet autobiografisk. Han sitter og røker og smaaler, og somme tider spøker han litt. Men mest tiltaler han mig, fordi han ser ut som og er en gentleman.“

„Har han store, blonde bakkenbarter likesom hugtænder?“ spurte jeg og tænkte paa fotografiet av Goddedaal.

„Jeg tror jeg kjender manden,“ sa jeg. „Jeg har lett og spurt efter ham. Jeg tror det er min bror som er blit borte for længe siden.“

Helt til middag spaserte jeg om paa markerne, fyldt av uro og utaalmodighet. Det mørknet da jeg gik tilbake, og da jeg kom ind, var lamperne tændt, suppen blev servert, og værelset summet av latter og snak. Jeg tok plads og fandt at jeg sat tvers overfor Madden. Han var over seks fot høi og velbygget, haaret var mørkt med sølvstænk, øinene mørke og venlige, munden meget elskværdig; tænderne skinnende, linned og hænder udadlelige; engelske klær, engelsk stemme og engelsk væsen — manden skilte sig sterkt ut fra selskapet. Allikevel følte han sig hjemme her, og det saa ut som han nød en viss rolig popularitet blandt de støiende gutter. Han hadde en underlig fnisende latter som lød nervøs selv naar han virkelig moret sig, og som stemte daarlig med hans høie skikkelse og mandig melankolske ansigt.

Jeg var ræd for at se paa ham, jeg tænkte at mit blik vilde røbe min ophidselse, og tilfældet var mig saa gunstig at vi snart blev forestillet paa en naturlig maate. Mit første nip av Château Siron, en portvin som jeg længe hadde staat i kjølig forhold til, drev mig til et utrop.

„Noget græsselig søl, hvad?“ sa Madden paa samme sprog. „Tør jeg be Dem prøve min. De kalder den chambertin, og det er det ikke, men den smaker ganske godt, og her i huset findes ingenting som er til at drikke.“

Jeg takket; altsammen gik an, naar det bare banet vei til at lære manden at kjende.

„Deres navn er Madden,“ sa jeg. „Min gamle ven Stennis fortalte mig om Dem da jeg kom.“

„Ja. Det var kjedelig han reiste. Jeg føler mig som en bedstefar blandt disse guttene,“ svarte han.

„Det er et pent billede De har der,“ fortsatte jeg. „Forgrunden er kanske lit leret, men lagunen er udmerket.“

„Naa ja, det haster ikke med Bellairs,“ sa jeg. „Det er en lang og noksaa taapelig historie. Men jeg tror vi har en god del at fortælle hverandre, og kanske var det bedst at vente til vi blev mere for os selv.“

„Det mener jeg ogsaa,“ sa han. „Disse fyrene skjønner nok ikke engelsk, men vi vil ha det hyggeligere hos mig.“

„Deres stemme?“ gjentok han. „Hvorledes da? Jeg har aldrig hørt den før.“

„Vi har allikevel talt med hverandre en gang før,“ sa jeg, „og jeg gjorde Dem et spørsmaal som De ikke svarte paa, og som jeg siden med tusen ganger større grund har kunnet rette til mig selv.“

Han bleknet pludselig. „Du store Gud!“ sa han, „er De den mand i telefonen?“

„Ja ja,“ sa han, „det vil holde haardt at tilgi Dem det spørsmaal. For nogen nætter jeg har hat! Den lille hvisken har plystret i øret mit hver dag siden. Hvem kunde det være? Hvad kunde det bety? Jeg tror det har pint mig værre end — end det andre.“ Han tidde og drak sit glas langsomt ut.

„Vi kunde gjerne drevet hverandre til galskap med disse gaaderne,“ sa jeg. „Jeg har ofte tænkt at hodet mit maatte ryke.“

Carthew lo sin fnisende latter. „Og endda var det hverken Dem eller mig som fik den værste gaaden,“ sa han.

„Assurandørerne,“ sa han. „De skjønte ingenting av det. At ikke de mistet forstanden, det er den største gaade for mig.“

Middagen var ikke før forbi, saa tok han mig med til sit atelier. Han hadde nogen forbløffende billeder — en Rousseau, en Corot, en Whistler og andre. Værelset var hyggelig og vakkert møblert; slik luksus var et særsyn i Barbizon.

„Her kan vi være i fred,“ sa han. „Sæt Dem og fortæl mig hele Deres historie.“

Jeg gjorde det, begyndte med den dag da Jim viste mig notisen i Daily Occidental, og sluttet med frimerkealbumet og Chaillymerket. Det tok lang tid, for Carthew var umættelig efter enkeltheter, og den gamle ottedagsklokken i hjørnet hadde slaat tolv slag, før jeg var færdig.

„Og nu er det min tur,“ sa han. „Jeg har en fæl historie at fortælle. De vil undre Dem over at jeg kan sove. Jeg har fortalt den en gang før, herr Dodd.“

„Ja,“ sa han, „og sandt at si saa hadde jeg svoret aldrig at fortælle den igjen. Men De har jo enslags ret, De har betalt dyrt for den, det vet gud.“

Med det begyndte han. En ny dag hadde dæmret og hanerne gol i landsbyen da han sluttet.

FEMTENDE KAPITEL.

Singleton Carthew, Norris’ far, var svært bygget og svakt utstyrt med livskraft, ømfindtlig som en musiker, træg som et faar og samvittighetsfuld som en hund. Han opfattet sin stilling alvorlig, ja høitidelig; de lange saler, de tause tjenere var i hans blaa øine likesom ceremonier i en religion, hvor han var den menneskelige gud. Han hadde den dumme mands utaalsomhet for dumhet hos andre, den forfængelige mands skræk for at hans egen svakhet skulde bli avsløret. Og paa begge maater ærgret og fornærmet Norris ham. Han trodde at hans søn var en dumrian, og han mistænkte sin søn for at gjengjælde denne kompliment med renter. Deres samvær hadde en meget enkel historie; de møttes sjelden, de trættet ofte. For sin mor, en heftig, haard, praktisk kvinde, som allerede følte sig skuffet av sin mand og sin ældste søn, var Norris bare en ny skuffelse.

Guttens feil betydde dog ikke stort; han var bare forknyt, fredsommelig, passiv, blottet for ærgjerrighet og energi. Livet hadde ikke megen tiltrækning for ham, han saa paa det som en underlig og langtækkelig forestilling, den moret ham ikke, og han følte sig ikke fristet til at overta nogen rolle. Det undret ham at se paa sine forældre og sin bror, han syntes de gjorde sig overflødig møie for saa mange ting; for ham var ikke en eneste ting nødvendig. Han var født desillusionert, verdens løfter vækket ikke ekko i hans bryst, arbeide og ry var for ham tomme ord. Han var glad i friluftsliv og i kameratskap, men var like godt kamerat med den ene som med den andre, de tjente bare som botemiddel mot ensomheten. Og han hadde sans for billedkunst. En rad av vakre malerier saa paa hans barndom, hans slegt hadde paa sin vis været kunstelskere, Norris blev den første som selv holdt blyanten. Denne lyst hos ham blev sterkere og sterkere, og dog lot han sig tvinge næsten uten kamp. Den tid kom da han skulde reise til Oxford, og han gjorde bare svak motstand. Han var dum, sa han, det nyttet ikke at presse ham gjennem trædemøllen, han ønsket at bli maler. Disse ord rammet hans far som et lyn, og Norris skyndte sig at gi efter.

Til Oxford gik han, lydig og haabløs, og i Oxford blev han helten i sin egen kreds. Han var rap og behændig, flink i mange slags sport, naar han bare gad, og hans merkelige melankolske ensomhet gav ham en plads for sig. Han bestemte moden i sin klik. Misundelige venner prøvde at parodiere hans uskrømtede mangel paa livslyst og frygt; det var en slags ny-byronisme, men roligere og værdigere. „Ingenting betydde noget,“ det var hovedformelen. Skjønt han altid mente at være høflig, kunde han virke yderst utfordrende paa college-autoriteterne. Hans likegladhet skar som uforskammethet, og i et utbrud av sit letsind (motvegten til hans melankoli) blev han midt i det andet aar relegeret.

Dette var noget nyt i Carthews annaler, og Singleton utnyttet leiligheten. Han hadde længe hat for skik at profetere vanære og ruin for sin yngste søn. Kanske smertet det ham at det gik sønnen saa galt, men saa var det jo en trøst at faa ret i sine spaadomme. Gamle Carthew varierte „det var det jeg sa dig“ paa mange nye maater, han nævnte galgen sammen med sin søns navn, og talte om hans lille studentergjæld som om han maatte pantsætte sit gods for at dække den.

„Jeg synes ikke det er pent,“ sa Norris, „jeg levet paa colleget akkurat som du sa jeg skulde. Jeg er lei for jeg blev relegeret, og det har du ret til at skjende for, men du har ikke ret til at gaa løs paa mig for den gjældens skyld.“

Virkningen paa en dum mand som hadde grund til at være sint, er det overflødig at skildre. Singleton raste.

„Jeg skal si dig noget, far,“ sa Norris tilslut, „jeg tror ikke det nytter. Du skulde heller la mig bli maler. Det er det eneste jeg har et fnugg av interesse for.“

„Naar du staar slik til halsen i skam,“ sa faren, „saa burde du ihvertfald vise dig saa velopdragen at du ikke kom igjen med en slik letsindighet.“

Vinket blev fulgt, og Norris plaget aldrig mere sin far med den letsindighet. Han blev sendt utenlands for at studere fremmede sprog, hvad han lærte paa en meget dyr maate. Der kom en ny høst av gjæld, nye veklager, denne gang med fuld ret, uten at de gjorde noget indtryk paa Norris. I Oxfordhistorien var han blit ubillig behandlet, og med en ondskap og et stivsind som undret hos en saa fredsommelig og svak fyr, negtet han fra den dag at ta det mindste hensyn til penger. Han sløste bort det han vilde, han lot sig bli utplyndret av sine tjenere, han saadde insolvens, og da høsten var moden, forkyndte han det for sin far med utaalelig ro. Han fik stillet sin egen kapital til raadighet, og blev puttet ind i diplomatiet med den besked at han nu maatte greie sig selv.

Det gjorde han til han var femogtyve aar. Da hadde han brukt op sine penger, lagt sig til en pen ny gjæld og — som saa mange andre melankolske og likeglade mennesker — faat den kjedelige vane at spille hasard. Gamle Singleton reddet endda engang sit navns ære, denne gang for en eventyrlig pris, og Norris blev igjen bragt flot, men paa strenge betingelser. En sum av tre hundrede pund om aaret skulde kvartalsvis bli ham utbetalt av en sakfører i Sydney, Ny Syd Wales. Han maatte ikke skrive. Hvis han nogen kvartalsdag ikke indfandt sig hos sakføreren, vilde han bli betragtet som død og tilskuddet inddrat. Kom han hjem til Europa, vilde det i alle de større blade bli bekjendtgjort at hans slegt fornegtet ham.

Det var et meget tirrende træk hos ham som søn at han altid var høflig, altid retfærdig, og i hver huslig storm altid rolig. Da disse sidste lyn slog ned, opførte han sig som om han bare var fjernt interessert, han stak penger og skjend i lommen, lystret ordre, gik ombord og kom til Sydney. Nogen mænd er med fyldte femogtyve aar endnu gutter; slik var det med Norris. Atten dager efterat han var steget iland, hadde han brukt sine penger for et kvartal. Han blev bukket ut av alle de kontorer hvor han nu søkte alle slags urimelige poster. Tilslut blev han ogsaa bukket ut av sit logis, og fandt sig henvist til i en meget elegant sommerdress at leire sig sammen med byens utskud.

„Min tid er kostbar, herr Carthew,“ sa sakføreren. „De behøver ikke at tale om Deres særegne stilling. De er ikke den første mand som er blit sendt hitned av sin familie. I slike tilfælder handler jeg efter et system. Jeg forærer Dem en sovereign, værsaagod. Hver dag vil min kontorist utbetale Dem en shilling, hver lørdag to. Godmorgen.“

„Jeg faar vel takke Dem,“ sa Carthew. „Jeg er saa ynkelig stillet at jeg ikke engang kan avslaa et bidrag som bare er til at sulte ihjel av.“

„Sulte ihjel!“ sa sakføreren og smilte. „Ingen sulter ihjel her med en shilling om dagen. Jeg har engang hat gaaende en ung gentleman som seks aar i træk gik i en evig rus paa det bidrag.“

Siden glemte Carthew aldrig billedet av den smilende sakfører. „De tre minutters samtale var det eneste jeg hadde faat av ordentlig opdragelse,“ sier han. „Det var hele livet i et nøtteskal.“

I to-tre uker kom nu Norris hver morgen paa slaget ti lurvet og huløiet til sakførerens dør. Den lange dag og den endda længere nat tilbragte han i parken i selskap med kanske den laveste klasse paa jorden, slusken i Sydney.

En morgen kom han i prat med en diskemand som hadde tilbragt natten paa bænken nærmest hans. Det var en liten munter, rødhaaret fyr som het Hemstead.

„Jeg kan bruke penger,“ sa Norris, „og kjender litt til hester og til sjøen. Men det er ikke til at leve av her.“

„Har gjort det og blev sparket ut,“ var svaret. „Blev ikke tat for god av lægerne.“

„Aa, jeg er ikke nogen kropsarbeider,“ sa den lille mand stolt. „Men der kan De være viss paa arbeide.“

Det hadde øsregnet i dager og uker, landet var mange steder oversvømmet, jernbanerne krævde stadig flere folk, og daglig averterte direktøren, men de „arbeidsløse“ foretrak plyndring og offentlig barmhjertighet, og selv en amatør av en jernbanearbeider stod i høi pris. Om kvelden den dag han hadde truffet Hemstead, fandt Norris sig — efter en langvarig reise og et togskifte for at passere et jordskred — i en lerskjæring bak Syd Clifton, og tok fat paa de første timers kropsarbeide i sit liv.

Uker i træk strømmet regnet ned. Hele fjeldets skraaning gled mot sjøen, skred av lere, sten og oprotet skog styrtet ned paa stranden eller ut i brændingen. Huser blev baaret avsted og knust som nøtter; andre blev truet og forlatt, døren var laast, skorstenen kold, folkene flygtet. Nat og dag flammet leirbaalet; nat og dag blev der skjænket gloende kaffe for de slitne arbeidere; nat og dag gjorde avdelingsingeniøren sin runde og opmuntret sine mænd med de rette grove og hjertelige ord. Nat og dag klikket telegrafen med sørgelige nyheter og angstfulde spørsmaal. Paa linjen kom bare faa tog, de krøp sig frem og signaliserte og stanset ved det truede hjørne, likesom de var levende og lugtet faren. Kommandanten paa denne post trak saa i hast sine arbeidere tilbake, gav (med tør strupe) signal til at avancere, og hele laget stillet sig ved linjen i skjælvende taushet, og saa brøt de ut i et kort hurra naar toget klarte det farlige punkt og fór videre, kanske gjennem det bleke solskin mellem to byger, kanske med blinkende lamper i det tætte, regnfulde tusmørke.

Saaledes gik nætter og dager. Carthew var syk av søvnløshet og kaffe, hans hænder var bare saar i saar, og dog følte han en sjælelig fred og et legemlig velvære som han aldrig før hadde kjendt. Det stadige legemlige arbeide i fri luft gav lægedom for hans indgrodde skepticisme. At faa toget frem var det staaende problem, han fik ikke tid til at spørre om det var nødvendig. Carthew, dovenkroppen, ødelanden, den drivende dilettant, han blev rost og forfremmet. Ingeniøren udmerket ham fremfor de andre, og da blev Carthew likefrem stolt av sin plebeiiske gjerning.

Nu nærmet kvartalsdagen sig. Norris tænkte paa de femogsytti pund som snart ventet paa ham, og paa sin forpligtelse til at være i Sydney den dag. I et ledig øieblik gik han til vertshuset i Clifton og bestilte et ark papir og en flaske øl. Han hadde faat en god stilling som han vilde tape hvis han kom til Sydney, skrev han, og han bad sakføreren motta brevet som et bevis for at han opholdt sig i kolonien, og gjemme pengene til næste kvartalsdag. Svaret kom med omgaaende post og var ikke bare imøtekommende, men venlig. „Endskjønt det som De foreslaar, strider mot vilkaarene i mine instruktioner, tar jeg dog gjerne ansvaret ved at indvilge i Deres anmodning. Jeg maa tilstaa at Deres opførsel har narret mig paa en glædelig maate. Min erfaring har ikke lært mig at stille store forventninger til gentlemen i Deres stilling.“

Regnet minket, men Norris fulgte nu som en av de faste formænd et arbeidslag ind i den graa ødemark av fjeld og skog. Naar han om kvelden sat med sine kamerater rundt baalet, saa var togene som gik forbi paa linjen, deres nærmeste, ja deres eneste naboer foruten de vilde dyr i skogene. Vakkert veir, let og ensformig arbeide, lange timers døsig prat ved leirbaalet, lange, søvnløse nætter, naar han stod op og gik ind i den maanelyse skog og tænkte paa sin taapelig forspildte ungdom, dette var gangen i et liv som han snart hadde faat nok av. Han savnet trætheten, den rasende hast, uvissheten, baalene, midnatskaffen, hele den plumpe, søle-flekkede poesi i de første slitsomme uker. I midten av oktober opgav han sin stilling og sa farvel til teltleiren og til Bald Mountains skulder.

Klædt i sine grove klær, med en bylt over skulderen og sin sammensparte løn i lommen, kom han for anden gang til Sydney, og gik fornøiet og halvt forvildet rundt i de hyggelige gater. Han lot sig drive med strømmen likesom en tømmerstok i elven. Tilslut kom han til parken og drev omkring der, husket sin skam og sine lidelser og saa nysgjerrig paa sine efterfølgere. Hemstead, som ikke var meget mere lurvet og slet ikke mindre munter end før, fandt han der, og han talte til ham som til en gammel familieven.

„De gjorde mig en god tjeneste dengang,“ sa han. „Jeg haaber De selv har hat held med Dem.“

„Nei saagu,“ svarte den lille mand. „Altsammen ligger nede, ser De. Der er ingen stillinger at faa som jeg vil ha. Jeg vil ikke være nogen træl,“ tilføiet han fast.

Efter det princip, at den mand som er for stolt til at være træl, som regel ikke er for beskeden til at la sig understøtte, gav Carthew ham en halv sovereign. Og da nu sulten pludselig begyndte at gnage i ham, tok han veien til Paris House. Med sin bylt over skulderen stanset han utenfor og saa paa færdselen.

Han vendte sig og fandt en vakker, solbrændt ung fyr, litt for trivelig, klædt i det fineste av alle fine antræk, og med blomster for tyve kroner utstillet i sit knaphul. Norris hadde under sin første glade tid i Sydney møtt ham ved en avskedssouper, hadde endog fulgt ham ombord paa en skonnert fuld av kakerlakker, som Tom Hadden skulde gjøre en seks maaneders tur med mellem øerne, og hadde siden bevart ham i muntert minde. Tommy, som Tom Hadden het i hele Sydney, var arving til en betydelig formue, som hans fremsynte far hadde sat saa sørgelig godt fast. Indtægten lot herr Hadden leve i al pragt omtrent tre maaneder av tolv; resten av aaret tilbragte han i eksil mellem øerne. Nu var han for omtrent en uke siden kommet tilbake; han flakset i drosche Sydney rundt og luftet glansen av seks nye dresser. Men denne likefremme fyr halte Carthew i arbeidstrøien, og det trods den umiskjendelige bylt over skulderen, paa samme maate som han kunde sagt tak for sidst til en hertug.

„Jeg er netop paa vei til Paris House for at spise lunch,“ svarte Carthew. „Det er lang tid siden jeg sidst hadde et skikkelig maaltid.“

„Storartet!“ sa Hadden. „Jeg har spist frokost for bare en halv time siden men vi skal faa et privat værelse, og jeg vil se at faa noget tillivs. Det vil stive mig op. Det blev en frygtelig rangel igaar kveld, og det er ikke tal paa de fyrer jeg har møtt i dag.“ At møte en bekjendt og drikke et glas med ham var for Tom et og det samme.

De sat snart i hjørnet i anden etage og spiste og pratet. Den underlige likhet i deres stilling nærmet dem til hverandre, og de begyndte snart at tale fortrolig. Carthew berettet om sine oplevelser i parken og sit slit som jernbanearbeider. Hadden gav sine iagttagelser som amatør-koprahandler i Sydhavet og malte et humoristisk billede av livet paa en koralø. Carthew skjønte at hans forvisningstid hadde været mest indbringende, men Haddens utrustning hadde rigtignok væsentlig bestaat av porter og brun sherry til eget bruk.

„De sier at hvis det var to til at bære utgiften, saa vilde fortjenesten bli større,“ sa Carthew. „Hvorledes da?“

„Jeg skal vise det! Jeg skal regne det ut!“ svarte Hadden ivrig, og med en blyant og baksiden av spiseseddelen gav han sig til at utføre mirakler. Han var en mand eller la os heller si en gut med usedvanlige evner til at lage projekter. Fik han det svakeste vink om en spekulation, saa flommet tallene fra ham nedover papiret.

Litt efter litt tok planen form; den straalende bygning reiste sig, om end uten grundmur, og haren sprang endnu om i fjeldet, men suppen blev allerede servert i et sølvfat. Om nogen faa dager kunde Carthew raade over et hundrede og femti pund, Hadden kunde skyte fem hundrede til. Hvorfor skulde de ikke faa et par andre med, leie et gammelt skib og ta en tur med sin egen skonnert? Carthew var en gammel yachtseiler, Hadden sa sig istand til at arbeide „ikke saa litet“. Penger maatte man utvilsomt kunne faa opdrevet. Hvorledes kunde ellers saa mange skibe krydse rundt mellem øerne? Og de som arbeidet paa sit eget skib, var sikker paa endda større fortjeneste.

„Men læg merke til, Carthew, altsammen maa gaa i Deres navn,“ sa Tommy da han straalende reiste sig fra bordet. „Jeg har kapital, ser De; men De er paa det tørre, om det skulde gaa galt.“

„Ingenting er trygt i forretninger, kjære ven,“ svarte vismanden, „ikke engang bokholderi.“

De kjørte til Currency Lass, et vertshus med tehave, som eieren, kaptein Bostock, hadde oprettet for den formue han hadde tjent sig under en lang, eventyrlig og nu og da historisk virksomhet mellem øerne. Overalt fra Tonga til Admiralitetsøerne kjendte han knepene og kunde han lyve paa hver dialekt. Han hadde set slutten paa sandaltræet, slutten paa oljen og begyndelsen av kopraen. Paa Fiji var han i Sir Arthur Gordons tid blit sigtet paa livet, og hvis han nogensinde bad, saa glemte han sikkert ikke Sir Arthurs navn. Han var blit spiddet paa Ny Irland — ved den leilighet blev hans styrmand dræpt — den berømte „hevn“ over briggen Jolly Roger; men de troløse indfødte tjente litet paa sin ondskap, og Bostock fik trods deres vaaben fem og sytti frivillige arbeidere ombord, av hvem ikke mere end et dusin døde av mishandling. Desuten hadde han en haand med i den elskværdige spøk som kostet Patterson livet, og da den falske biskop steg iland, bad og lyste velsignelsen over de indfødte, saa stod Bostock, klædt i en brodert chemise fra varelageret, ved hans høire side og dundret amen. Dette var hans yndlingshistorie naar han sat trygt mellem gode venner. „To hundrede arbeidere for en pøsfuld amener,“ pleide han at kalde historien, og fortsættelsen, den virkelige biskops død, var i hans øine en ualmindelig humoristisk hændelse.

Da de steg ut av droschen, opdaget Hadden at han kjendte kusken, en svær, rødmusset, kortpustet mand paa omtrent firti.

„Mange ganger, herr Hadden,“ svarte kusken. „Sidst da De kom hjem fra øerne.“

Kaptein Bostock kom selskapet imøte. Det var en seig, sur, gammel mand med fiskeøine.

„En flaske øl til kusken ved det bordet der,“ sa Tom. „Og ved dette bord det bedste De har, og De maa gjøre os selskap. Dette er min ven, herr Carthew. Jeg kommer i forretninger, Billy, jeg ønsker at raadspørre Dem som ven, jeg vil handle paa øerne for egen regning.“

Utvilsomt var kapteinen en guldgrube av gode raad, men han fik ikke anledning til at vise det. Han kunde ikke faa avsluttet en sætning, før Hadden drev ham av marken med en salve av nei’er og rettelser. Denne projektmaker, hvis ansigt blusset av inspiration, forela ham et spørsmaal, og saa snart han prøvde at svare, var Hadden straks i strupen paa ham, drog hans kjendsgjerninger i tvil, haante hans politik og dundret somme tider løs fra en vældig høide av moralsk harme.

„De maa undskylde,“ sa han engang, „jeg er en gentleman, herr Carthew er en gentleman, og vi agter ikke at gjøre den slags forretninger. Ser De ikke hvem De taler til? Kan De ikke tale fornuft?“

„Jeg kan vel ikke det,“ svarte gamle Bostock, „naar jeg ikke faar høre min egen stemme to sekunder i træk. Det var bøsser og brændevin vi gjorde det med.“

„Til Bloksbjerg med bøsser og brændevin,“ sa Tommy. „Det gaar anderledes for sig i vore dager.“ Saa drev Tommy paa igjen. Carthew kunde ikke la være at smile. Han begyndte at se mindre alvorlig paa planen; Hadden var en altfor uansvarlig fører.

„Nu skal De høre paa mig!“ sa Hadden til kaptein Bostock. „Penger har vi, og jeg har erfaring. Det vi ønsker, er en billig, god baat, en flink kaptein og en anbefaling til et firma som vil gi os kredit paa varerne.“

„Jeg skal si Dem én ting,“ sa kaptein Bostock. „Jeg har set mænd som Dem bli stekt og spist, og klaget over efterpaa. Nogen var seige, og nogen smakte vondt,“ tilføiet han barskt.

„Jeg mener at jeg er likeglad,“ skrek Bostock. „Jeg har ikke forsikret Deres liv. Men fanden skjære mig om det ikke gjør mig ondt for kannibalerne som skal prøve at spise hodet Deres.“

Kanske var det ikke nødvendig at ta kaptein Bostocks sprog alvorlig. Men utvilsomt var Hadden ikke tilfreds. Han reiste sig, møtet holdt paa at bli avbrutt, da en ny stemme pludselig blandet sig ind.

„Undskyld, men hvis De vil kjøpe til mig det skib jeg vil ha, saa skal jeg skaffe Dem varerne paa kredit.“

„Mine herrer,“ sa Bostock og reiste sig pludselig, „maa jeg forestille kaptein Wicks fra Grace Darling.“

„Ja, det er mig,“ sa kusken. „De vet jeg har været i forlegenhet, og jeg vil ikke negte at det var mig som slog, og hvor skulde jeg faa bevis for at det var selvforsvar? Derfor trak jeg mig bort og tok en drosche, og nu har jeg kjørt i tre aar og er ikke blit klokere for det.“

„Drap!“ sa kaptein Wicks, „og jeg negter ikke at det var noget i det. Jeg skal heller ikke prøve at negte at jeg var ræd for retten, for ellers stod jeg ikke her. Men visst og sandt er det at det var aapent mytteri. Spør Billy her. Han kjender sammenhængen.“

Carthew pustet tungt. Han hadde en underlig, halvt frydefuld følelse av at vade dypere i livets strøm. „Hvad var det De vilde si?“ spurte han.

„Jeg hørte det herr Hadden talte om,“ sa kapteinen. „Og jeg er træt av denne droschingen, og jeg vil gjerne i arbeide igjen. Nu skal De faa mit tilbud. Jeg sætter ind det jeg eier — saan en hundrede pund. Mit gamle firma vil gi mig kredit og ta chancen; de vet hvad jeg duer til. Og tilslut saa trænger De en flink kaptein. Jeg har ført skonnerter i ti aar. Spør Billy om jeg kan manøvrere en skonnert.“

„Men hør her!“ ropte Hadden. „De kan rende rundt i en drosche uten at nogen gjør et spørsmaal. Men prøv at komme paa skansen av et skib, saa blir De fakket.“

„Jeg faar holde mig væk til sidste øieblik og ta et andet navn,“ svarte Wicks.

„Aa, der er gamle Kirkup, han er blit farmer ensteds, han faar laane mig navnet sit.“

„Det gjør jeg,“ sa Wicks. „Skonnertyachten Dream — en velsignet dævel til at gaa. Grant Sanderson var det som eiet den. Han var rik og gal, og da han døde av feber, saa var der baade flere testamenter og flere enker efter ham, og alle enkerne anla sak mot hverandre, det var en evig historie, og imens laa Dream og raatnet. Tilslut var det da en av enkerne som fik ret, og nu er Dream tilsalgs. Den blir billig, den har hat god tid til at raatne.“

„Aa, stor nok. Hundrede og nitti. Vi maa ha en mand til, skjønt det er næsten synd, naar en kan faa indfødte for næsten ingenting. Og saa maa vi ha en ordentlig kok. Jeg vet en vi kan bruke, Amalu heter han, det er altid bedst at ha en indfødt, De kan snu ham som De vil, og han vet ikke nok til at holde paa sin ret.“

Fra det øieblik kaptein Wicks sluttet sig til samtalen, fik Carthew sin interesse og tillid igjen. Hvad saa manden ellers hadde gjort, saa var han øiensynlig baade godslig og dygtig. Hvis han trodde paa foretagendet, vilde skyte penger til, bragte erfaring med, saa var Carthew mere end villig til at gaa paa. Og hvad Hadden angaar, saa var hans glas fuldt, han og Bostock tilgav hverandre i champagne; skaal fulgte paa skaal; det blev foreslaat og med begeistring vedtat at forandre skonnertens navn — naar den først var kjøpt — til Currency Lass, og „Currency Lass Island Trading Company“ var praktisk talt grundet før kveld.

Tre dager efter stod Carthew for sakføreren, fik sine hundrede og femti pund, og bad temmelig mykt om en ny velvilje.

„Jeg har en mulighet for at komme frem i verden,“ sa han. „Imorgen aften venter jeg at bli medeier av et skib.“

„Det er mulig,“ sa den anden. „Men er De sjømand? Jeg trodde De hadde været i diplomatiet.“

„Jeg er en gammel yachtseiler,“ sa Norris, „og jeg faar gjøre det saa godt jeg kan. Men det er noget jeg maa si Dem. Det blir umulig for mig at være tilstede her næste kvartalsdag; vi tænker at ta en seks maaneders tur mellem øerne.“

„Denne gang er forholdene helt anderledes,“ sa sakføreren. „Sidst hadde jeg grund til at tro at De var i kolonien, nu vil De efter Deres egne ord bryte overenskomsten. Hvis De gjør det, og jeg faar beviser for det — jeg skal betragte denne samtale som fortrolig — saa er min pligt klar. De maa komme her paa kvartalsdagen, eller De mister Deres bidrag.“

„Læser De i Deres instruktioner at jeg ikke har lov til at skaffe mig et ærlig utkomme?“

„La os tale frit ut,“ sa sakføreren. „Jeg finder ingenting om et ærlig utkomme i disse instruktioner. Jeg har ingen grund til at tro at mine klienter bryr sig om det. Jeg har al grund til at tro at de bare vil ha Dem til at bo her i kolonien, herr Carthew, og ikke andet.“

„Jeg mener at Deres familie ikke ønsker at se mere til Dem. Aa, det kan være urigtig av den; men jeg maa holde mig til mit opdrag.“

„Det er sandt,“ sa Carthew og rødmet dypt, „min familie vil ikke se mig mere. Men jeg reiser ikke til England, jeg reiser til øerne.“

„Jeg vet ikke om De reiser til øerne,“ sa sakføreren og saa ned paa sine papirer.

„Jeg er ræd for, herr Carthew, at jeg ikke kan betragte denne meddelelse som officiel,“ var det langsomme svar.

„Hyss! Jeg tillater ingen at tale saa høit paa mit kontor,“ sa sakføreren. „Og hvad den sak angaar — De later til at være en forstandig ung mand — saa tænk paa hvad jeg vet om Dem. De er en forstøtt søn, Deres familie betaler for at være Dem kvit. Hvad har De gjort? Det vet jeg ikke. Men det vilde være meget taapelig av mig at vove noget paa et æresord fra den mand om hvem jeg vet saa meget og ikke mere. Denne samtale er meget ubehagelig. Hvorfor fortsætte den? Skriv hjem, faa mine instruktioner ændret, saa skal jeg ændre min optræden. Ellers ikke.“

„Jeg er meget glad i tre hundrede om aaret,“ sa Norris, „men jeg kan ikke betale saa høi pris for dem. Jeg faar ikke den fornøielse at se Dem igjen.“

„Som De vil,“ sa sakføreren. „Men jeg advarer Dem, og det er venlig ment. De kommer igjen og ber, og da har jeg ikke andet valg end at vise Dem ut paa gaten.“

Saaledes gik det til at Norris ikke saa sin juridiske raadgivers ansigt igjen i de sidste travle uker i Sydney. Han var allerede langt ute paa sjøen, da Hadden kom til ham med en Sydney-avis som han hadde sittet og døset over i skyggen av kabyssen, og viste ham en annonse.

„Herr Norris Carthew anmodes indstændig om uopholdelig at indfinde sig paa herr — —’s kontor, hvor der venter ham en vigtig underretning.“

„Den faar vente paa mig seks maaneder,“ sa Norris med let stemme, men han kjendte dog en prikkende nysgjerrighet.

SEKSTENDE KAPITEL.

Om formiddagen den 26. november klarerte fra Sydneys havn skonnerten Currency Lass. Eieren, Norris Carthew, var ombord i den noget usedvanlige stilling som styrmand. Førerens navn var opgit at være William Kirkup. Kokken var en gut fra Hawaij, Joseph Amalu. Desuten var der to mand forut, Thomas Hadden og Richard Hemstead, den sidste valgt dels paa grund av sit lette sind, dels fordi han hadde en altmuligmands hændighet med verktøi. Currency Lass var bestemt til sydhavsøerne, først til Butaritari i Gilbert-gruppen; men i havnen opfattet man reisen som mere end halvt en fornøielsestur. En ven av den avdøde Grant Sanderson kunde i det høimastede skib ha gjenkjendt den forvandlede og omdøbte Dream, og hvis Lloyds inspektør var blit tilkaldt for at yde sin tjeneste, hadde han fundet overflødig meget stof til kritik.

De tre aars uvirksomhet hadde ætt sig dypt ind i Dream. Den var følgelig blit solgt for en bagatel over sin opbrækningsværdi, og de tre eventyrere hadde knapt set sig istand til at gi den de mest nødvendige reparationer. Riggen var dog tildels blit fornyet. Alle Grant Sandersons gamle seil var blit lappet, og de gamle master stod endnu og kunde ha undret sig over sig selv. „Jeg har ikke hjerte til at røre dem,“ pleide kaptein Wicks at si naar han kek opover deres skyhøide, og „saa raatten som vor fokkemast“ var en godkjendt lignelse ombord. Kapteinen saa dog med klare øine og sa sin mening frit ut, og skjønt han hadde et forbausende varmblodig mod og tok livets farer i samme aand som en hund paa sporet, saa krævde han bestemt en stor hvalbaat. „De kan vælge mellem nye master og ny rig eller den baaten,“ sa han. „Jeg gaar ikke tilsjøs uten en av delene.“ Og hans medeiere var blit tvunget til at samtykke, og de saa seks og tredive pund av sin lille kapital forsvinde som et blink.

Alle fire hadde strævet haardt næsten seks uker for at bli færdig, og skjønt kaptein Wicks naturligvis hverken var at se eller høre, hadde de dog en femte mand til hjælp, en kar med busket, rødt skjeg, som han somme tider la væk naar han gik nedenunder. Og kaptein Kirkup lot sig heller ikke se før det sidste øieblik; da viste han sig at være en rødlig sjømand med skjeg som en arabisk profet. Hele veien ut over havnen blæste hans melkehvite bakkenbarter for vinden og kunde øines fra land: men ikke før hadde Currency Lass vendt agterspeilet til fyrtaarnet, saa gik han ned en fem sekunders tid og kom glatbarbert tilbake. Saa mange forklædninger og listigheter var nødvendige for at komme tilsjøs med et usjødygtig skib og en kaptein som var „savnet“. Og alt dette kunde endda vist sig utilstrækkelig, hvis ikke Hadden hadde været saa godt kjendt av alle; nu saa man med overbærende øine paa hele turen som et pudsig indfald av Tom. Saa kom det til at skibet hadde været en yacht; det var noksaa naturlig at la det beholde nogen av sine gamle, farlige friheter.

Et underlig skib hadde de gjort det til. Den høie rig blev skjæmmet av de lappede seil, og den elegante kahyt var forvandlet til et varelager med grove hylder. Og det liv de levet i denne uregelrette skonnert, var likesaa merkelig som skibet selv. Bare Amalu sov forut, de andre holdt til i pragtrum, de hvilte paa silkesofaer, og i Grant Sandersons parketterte røkesalon satte de sig til en middag av salt kjøt og poteter — daarlige og ofte knappe maaltider. Hemstead knurret, og Tommy gjorde undertiden oprør og øket spiseseddelen med noget hermetik eller med en flaske av sin egen brune sherry. Men Hemstead knurret av vane, og Tommys oprør varte bare det ene øieblik; ellers var altsammen føielighet. De hadde ikke saa smaa savn at bære. Currency Lass hadde omtrent ikke andet end løk og poteter i sit spisekammer. Desuten hadde den et utvalg av varer for to tusen pund, tat paa kredit, og det var hele deres haab og formue. Av det levet de — som mus i sit eget kornmagasin. De spiste av sin fremtidige fortjeneste; jo knappere maaltidet var, des mer i sparebanken.

Skjønt de hadde en republikansk regjeringsform, var der ikke nogen farlig mangel paa disciplin. Wicks var den eneste sjømand ombord, saa der blev ikke kritik, og desuten var han saa godlynt og munter at ingen fandt paa at motsi ham. Carthew gjorde sit bedste, baade fordi han likte arbeidet og likte kapteinen, Amalu kokte saa godt han kunde, og selv Hemstead og Hadden viste god vilje. Tommys avdeling var varelageret, han arbeidet i rummet og i kahytten, til Sydney-lapsen var ugjenkjendelig. Hemsteads provins var reparationerne, og han hadde hænderne fulde. Alle ting ombord var like medtat. Lamperne lækket: det samme gjorde dækkene. Dørvriderne blev sittende igjen i haanden, pumperne negtet at suge, og baderummet holdt paa at fylde hele skibet. Wicks paastod at alle naglerne for længe siden var væk, og at det bare var rusten som bandt skibet sammen. „De skulde ikke faa mig til at le slik, Tommy,“ sa han, „jeg er ræd for at nyse agterspeilet ut av hende.“ Og til Hemstead kunde han si: „At lappe paa ting som ikke har noget indvortes, det er det dummeste jeg har set.“ Disse stadige pudsigheter hjalp utvilsomt til at gjøre landkrabberne trygge; de spiste og lo under forhold som kunde ha kuet Nelson.

Veiret var hele tiden pragtfuldt, vinden fast og stø. Skibet seilet som en heks.

Efter otte og tyve dages reise fra Sydney kom de juleaftens kveld frem til øen. Hele natten krydset de utenfor indløpet til lagunen, de holdt sig paa pladsen ved hjælp av fiskernes lys paa revet og palmernes omrids mot den skyede himmet. Ved daggry la de bi og signaliserte efter lods. Men de indfødte fiskere maatte ha set deres lys om natten og sendt bud til nybygget, for en baat var allerede underveis. Den kom utover lagunen under et svært pres av seil, og nu og da la den sig i et vindkast saa farlig over at de trodde den skulde gaa rundt; men den tilbakela veien paa en elegant maate, luffet behændig op langs siden og sendte ombord en hvit mand klædt i pyjamas og med et vildt ydre.

„Godmorgen, kaptein! Glædelig jul, allesammen, og godt nytaar!“ sa han og tok en overhaling henimot en bardun.

„De er da ikke lodsen?“ utbrøt Wicks og studerte ham med dyp mistillid. „De har aldrig tat et skib ind — si ikke det til mig.“

„Jeg skulde tro det,“ svarte lodsen. „Jeg er kaptein Dobbs, det er jeg, og naar jeg tar kommandoen, saa kan kapteinen gaa ned og barbere sig.“

„Fuld!“ gjentok Dobbs. „De kan ikke ha set meget av livet, hvis De kalder det fuld. Jeg har just begyndt. Til kvelden kanske, saa er jeg vel passe fuld. Men nu er jeg saa ædru som nogen.“

„Dette gaar ikke,“ svarte Wicks. „Jeg kan ikke la Dem seile skonnerten min i land.“

„Værsaagod,“ sa Dobbs, „De kan ligge og raatne der De er, eller prøve paa at seile den i land likesom kapteinen paa Leslie. Det var ogsaa en forretning; han misundte mig de tyve dollars lodspenger og tapte tyve tusen i varer og en flunkende ny skonnert; han flekket kjølen bent av, og den sank paa mindre end fem og tyve minutter og ligger paa tyve favner med varer og alting.“

„Hvad er det De sier?“ ropte Wicks. „Varer? Hvad var Leslie for et skib?“

„Adressert til Cohen & Co., fra Frisco,“ svarte lodsen, „og de trængte haardt til det. Der ligger en bark indenfor og laster for Hamburg — De kan se rærne derborte, og to skibe til er ventende fra Tyskland, et om to maaneder og et om tre. Cohen & Co.s agent, han heter Topelius, har lagt sig tilsengs med gulsot, saan har det tat paa ham. Det vilde vel de fleste gjort, hvis de var i hans sko. Ingen varer, ingen kopra,[2] og to tusen ton tonnage ventende. Hvis De har noget kopra ombord, kaptein, saa er her chancen for Dem. Topelius vil betale med guld og gi tre cents. Hvad han saa skal betale, saa er det slumpeheld for ham. Og slik gaar det, naar en snyter lodsen.“

„Undskyld mig et øieblik, kaptein Dobbs. Jeg maa tale med min styrmand,“ sa kapteinen, hvis ansigt var begyndte at skinne.

„Værsaagod,“ svarte lodsen. „De har vel ikke tænkt paa at by mig en slurk, bare til at stive mig op paa? Dette her tar sig saa forbandet lurvet ut, det gir en skonnert et daarlig ry.“

„Det skal vi tale om naar ankeret er i bunden,“ svarte Wicks, og han drog Carthew tilside. „Hør,“ hvisket han, „her er en formue.“

„Jeg kan ikke si nogen sum — jeg tør ikke,“ sa kapteinen. „Vi kunde seile tyve aar og ikke faa en saan chance igjen. Og tænk om der skulde komme et skib til idag? Det er mulig. Og vanskeligheten er denne Dobbs. Han er saa fuld som en orlogsgast. Hvorledes kan vi stole paa ham? Vi er ikke assurert, desværre!“

„End om De tok ham tilveirs og fik ham til at peke hvor kanalen gaar?“ foreslog Carthew. „Hvis det stemte med kartet, og han ikke faldt ned, saa kunde vi kanske vaage det.“

„Alt er farlig her,“ svarte kapteinen. „Ta De rattet. Husk, at hvis der kommer to ordrer, saa følg min, ikke hans. Stil kokken forut med forseilet og de to andre ved storskjøtet, men pas paa at de ikke sætter sig paa det.“ Saa ropte han paa lodsen; de kløv tilveirs i fokkeriggen, og litt efter blev der brølt ned den kjærkomne ordre at fire av paa skjøterne og brase fuldt.

Den første tur med Currency Lass endte altsaa med et held som de ikke kunde drømt om. I ret linje som en brevdue hadde den bragt varer for to tusen pund til det sted hvor der var størst bruk for dem. Og kaptein Wicks — eller rettere kaptein Kirkup — viste at han var mand for at utnytte denne fordel. To hele dager gik han op og ned verandaen sammen med Topelius, to hele dager sat hans kamerater i vertshuset nær ved og iagttok slaget, og lamperne var endnu ikke tændt om kvelden den anden dag, da fienden overgav sig. Wicks kom til Sans Souci, som saloonen het, næsten sort i ansigtet, og med et par øine som var blodsprængte og dog klare som brændende fyrstikker.

„Kom ut, gutter,“ sa han, og da de var kommet et stykke bort mellem palmerne, fortsatte han med en stemme som ikke var til at kjende igjen, „jeg har gjort ham bet.“

„Jeg har solgt varerne,“ svarte Wicks, „eller rettere, jeg har bare solgt endel av dem, for jeg holdt igjen alt kjøtet og halvparten av melet og kjeksen, og ved gud, vi har endnu proviant for fire maaneder! Ved gud, det er likefrem tyveri.“

„Men hvad har De solgt det for?“ gispet Carthew, hvis nerver blev skaket av kapteinens voldsomme ophidselse.

„Jeg maa fortælle det litt efter litt,“ skrek Wicks og løste paa sit halstørklæ, „ellers eksploderer jeg. Jeg har ikke bare solgt det, gutter, jeg har presset ut en fragt til Frisco og tilbake, og det paa mine egne betingelser. Først narret jeg ham til at tro at jeg vilde ha kopra, og det kunde han naturligvis ikke gaa med paa, og hvergang han viste klørne sine, saa kom jeg med kopraen, og tilslut gav han sig! Jeg vilde ikke ta andet end kopra, ser De, og jeg fik alle de velsignede pengene kontant. Og summen? Naa, hele dette eventyr, medregnet to tusen pund kredit, koster os to tusen syv hundrede og litt til. Det er alsammen betalt tilbake, med en tredive dages tur har vi betalt for skonnerten og varerne. Hvem har hørt maken! Og det er ikke alt. For desuten,“ sa kapteinen og hamret ordene frem, „har vi tretten hundrede velsignede pund fortjeneste at dele. Jeg presset ham til fire tusen!“ skrek han, og hans stemme brast som en skoleguts.

Et øieblik stirret de som lammet paa hverandre. Tommy var den første som tænkte videre.

„Kom,“ sa han, „vi maa tilbake til saloonen. Idag maa jeg drikke mig fuld!“

„Dere maa undskylde mig, gutter,“ sa kapteinen alvorlig. „Jeg tør ikke smake noget. Hvis jeg drak et eneste glas øl, saa tror jeg jeg fik slag. De sidste timerne har næsten gjort det av med mig.“

Men Wicks holdt op en skjælvende haand. „Ikke det heller, gutter,“ bad han. „Tænk paa den andre fysakken. Naar jeg er slik, hvordan er det da med Topelius! Hvis han hørte os rope hurra, saa dat han bent overende.“

I virkeligheten bar Topelius sit nederlag med værdig ro, men mandskapet paa den forliste Leslie, som var i samme firmas tjeneste, tok i sin trofasthet saken mere bittert. Grove ord og hadske blik blev almindelige. En gang hujet de efter kaptein Wicks fra saloonverandaen; gutterne fra Currency Lass drog ut paa den andre siden, nogen minutter holdt der paa at bli stor kamp i Butaritari, og skjønt leiligheten gik forbi uten slag, hadde den hos begge partier øket misstemningen.

Men slike smaatterier gjorde ikke noget skaar i de heldige spekulanters lykke. Fem dager til laa skibet i lagunen, og bare for Tommy og kapteinen var der litt arbeide; for Topelius’ indfødte losset ladningen og fyldte ballast. Tiden gik som en behagelig drøm, og nytaarsdags morgen lettet Currency Lass anker for anden gang og satte seil for Frisco, fremdeles fulgt av vakkert veir og god lykke. Den kom gjennem det stille belte uten at bli meget forsinket; i bidevind og med ballast av koral overgik den sig selv, og selskapet ombord kunde hygge og dovne sig endda mere end før, fordi de nu hadde en mand til ombord. Det var baatsmanden paa Leslie. Han hadde raket uklar med sin egen kaptein, hadde allerede brukt op sin hyre i Butaritaris salooner, var blit lei av stedet, og mens alle hans skibskamerater koldt negtet at sætte sin fot ombord paa Currency Lass, saa hadde han tilbudt at arbeide sig over til kysten. Han var fra det nordlige Irland, midt mellem skotsk og irsk, grovskaaren, høirøstet, humørfyldt, voldsom av sind, paa mange maater en prægtig kar og en erfaren og paapasselig sjømand. Han var i en helt anden stemning end sine nye skibskamerater. Istedenfor at vinde en uventet formue hadde han mistet alle sine ting, desuten var han yderst misfornøiet med maten ombord og virkelig forfærdet over skonnertens tilstand. Den første dag tilsjøs vilde en av de fine dørene ikke la sig aapne, og Mac — som de kaldte ham — brukte sin styrke paa den og rev den fra hængslerne.

„De skulde ikke se paa de masterne,“ sa kapteinen, „De kunde faa et anfald og falde overbord.“

Mac snudde sig mot ham med hvasse øine. „Jeg ser en tørraatten flek deroppe som jeg kunde stikke næven min ind i,“ sa han.

„Gad vite om en ikke kunde stikke hodet ind?“ svarte Wicks. „Men det hjælper ikke at snuse efter ting som en ikke kan rette paa. Ta og hiv loddet, det vil muntre Dem op.“

Bare én gang gav han dem en prøve paa sin ustyrlighet. Han talte ofte om den. „Jeg er hidsig av mig,“ kunde han si, ikke uten stolthet; men han viste det bare denne ene gang. Han vendte sig med ett mot Hemstead i kulen, kastet ham mot fokkebommen, kastet ham saa under den og hadde løftet ham op og slaat ham overende en gang til, før nogen fik suk for sig.

„Stop med det!“ brølte Wicks og sprang op. „Det der vil jeg ikke vite av.“

Mac vendte sig straks høflig mot kapteinen. „Jeg vilde bare lære ham at opføre sig skikkelig,“ sa han. „Han kaldte mig irlænder.“

„Gjorde han det!“ sa Wicks. „Det er en anden sak. Hvorledes fandt du paa det, din tosk? Du er ikke stor nok til at kalde nogen mand for det.“

„Kanske,“ svarte Mac, „men jeg lar ikke nogen Sydneykylling si det til mig. Nei,“ tilføiet han og blev med ett het i ansigtet, „ikke nogen britte i verden. Hør, De er en ung spradebasse, ikke sandt? Sæt at jeg kaldte Dem det. Det skal jeg vise Dem, vilde De si, og saa vilde De puste det ut av mig paa flekken.“

Den 28. januar, paa 27° 20′ n. b., 177 v. l., sprang vinden pludselig over til vest; den var ikke sterk, men smaabyget og med regnskurer. Kapteinen som var utaalmodig efter at komme østover, drog nytte av vinden og skværet bommen plat for gat. Det var Tommys tørn ved rattet, og da der bare manglet en halv time til vaktskiftet (kl. 7,30 om morgenen) fandt kapteinen det ikke umaken værd at avløse ham.

Kastene var haarde, men korte. Der var ingenting som en kunde kalde byge, ikke nogen fare for skibet, knapt nok mere end sedvanlig for de tvilsomme rundholter. Alle mand var paa dæk i sine oljeklær og ventet paa frokost. Kabyssen røk, skibet lugtet av kaffe, alle var oprømt, fordi det bar østover med gode ni mils fart. Pludselig revner den raatne fok. Det var likesom en erkeengel med et uhyre sverd hadde skaaret et kors i den. Alle mand sprang til for at bjerge det slængende seil, og i dette opstyr hændte det at Tommy Hadden mistet fatningen. Megen tid har han siden brukt til at forklare hvorledes det hele gik til, og om disse forklaringer er det nok at si at alle var forskjellige og ingen av dem fyldestgjørende. Den store kjendsgjerning blir igjen at storbommen gibbet, rev med sig taljen, brækket stormasten omtrent tre fot over dækket og vippet den overbord. Næsten et helt minut stred den mistænkte fokkemast kjækt imot, saa fulgte den efter, og da vraket var klaret, stod der av hele den vakre bygning som fik skibet til at skumme frem over havet, to takkede stumper igjen.

At bli avmastet er i disse umaadelige og øde havstrækninger kanske den værste ulykke som kan ramme en. La skibet gaa rundt og tilbunds, saa er da pinen over. Mænd som er lænket til et skrog, kan i maaned efter maaned speide ut mot den tomme horisont og tælle de usynlige skridt av døden som nærmer sig. Der er ikke anden hjælp end baatene, og hvad slags hjælp er det! Der laa nu Currency Lass vingeløs paa havet, og den eneste menneskelige kyst — Kauai i Sandwichsøerne — var omtrent et tusen engelske mil borte i sydøst. At reise dit i aapen baat? Over den vei ruget al slags ulykker, frygt for galskap og frygt for døden.

Det var et alvorlig selskap som satte sig til frokost, men kapteinen hjalp sine kamerater med et smil.

„Naa gutter,“ sa han og tok en slurk av den varme kaffe, „nu er vi da færdig med Currency Lass. Men den holdt da sammen saa længe at den gjorde os rike. Og nu har vi en god, stiv, rummelig baat. Her er seks liv og en slump penger at redde. Saa gjælder det bare hvor skal vi gaa?“

„Aanei, saa galt er det ikke,“ svarte kapteinen. „Men det er galt nok, godt og vel tusen.“

„Jeg kjender en mand som engang reiste tolv hundrede mil i aapen baat,“ saa Mac, „og han hadde alt han trængte. Han kom iland paa Marquesas-øerne, og fra den dag og saa længe han levet, satte han aldrig sin fot paa noget som kunde flyte. Han sa han vilde heller sætte en pistol til hodet og puste hjernen ut.“

„Ja ja, san,“ sa Wicks. „Jeg husker godt et baatsmandskap som kom netop til Kauai omtrent fra det sted hvor vi nu ligger. Da de naadde op under land, var de rivende gale. Der var en jernkyst og en fæl brænding. De indfødte praiet dem fra fiskerbaater og skrek at de ikke maatte prøve at gaa ind. Hvad brydde de sig om det! Der var landet, det var alt som de visste, og de drev baaten mot land hvor det brøt som værst, og de druknet alle uten en. Nei, baatreiser er ikke efter min smak,“ sluttet kapteinen mørkt.

Tonen overrasket hos en mand med hans utæmmelige sind. „Naa, kaptein,“ sa Carthew, „De har noget andet i lommen. Frem med det.“

„Det er sandt,“ indrømmet Wicks. „Der ligger nogen rev her omkring, det er likesom vandkopper paa kartet. Jeg har set paa dem, og der er et — Midway eller Brooks heter det — bare firti mil herfra, som jeg har fundet noget om. Det viser sig at Pacific Mail har en kulstation der,“ sa han enkelt.

„Jeg vet at der er ikke noget slikt,“ sa Mac. „Jeg har selv været kvartermester paa den linjen.“

„Vel,“ sa Wicks, „der er boken. Læs hvad Hoyt sier — læs løit og la de andre høre.“

Hoyts falske oplysning (som læserne kjender) var ikke til at komme forbi. Tvil var umulig, og nyheten i sig selv frydefuld. Hver for sig begyndte at drømme om en velstelt ø med brygge, kulskur, haver, stjernebanneret og bestyrerens hvite villa. De saa sig selv dovne bort nogen uker i et hyggelig logis, derefter gaa ombord paa Kinabaaten som romantiske skibbrudne og dog med lommerne fulde av penger, saa de bestilte champagne og blev opvartet av en række tjenere. Frokosten som var begyndt saa mat, sluttet i fryd og glæde, og alle mand gik straks igang med baaten.

Nu da alle rundholter var borte, var det ikke nogen let sak at faa baaten paa vandet. Endel av den nødvendige last blev først stuvet ombord. Mynten blev pakket i en sterk kiste og surret til agtertoften for at være bjerget i tilfælde av en kantring. Saa blev et stykke av skanseklædningen skaaret væk helt ned til dækket, baaten blev svinget tverskibs, med en slak line fastgjort til begge mastestumperne og heldig vippet ut. De hadde bare firti engelske mil at reise og ventet gjestfrihet der de kom, men de tok allikevel med sig vand og mat i overflod. Amalu og Mac, begge indbarkede sjøfolk, hadde med sine kister, som var hovedkvarteret i deres liv. To andre kister blev fyldt med haandkufferter, oljeklær, uldtepper. Hadden glemte ikke den sidste kasse av sin brune sherry, kapteinen tok journalen, instrumenter, kronometret, og Hemstead tok sin banjo, som han pleide at spille sentimentalt paa om kveldene.

Klokken var omtrent tre om eftermiddagen, da de satte avsted. Vinden var endnu vestlig, saa de maatte ta til aarerne. „Naa, vi har da faat noget ut av dig!“ nikket kapteinen som farvel til Currency Lass, som blev mindre og mindre og snart ikke var at se. Litt efter blev det stille med meget regn. De spiste sit første maaltid, og de som hadde frivakt, la sig til at sove i bunden under en brølende regnskur. Den ni og tyvende dæmret frem av forrevne skyer; der er ikke et øieblik da en baat paa sjøen tar sig mere elendig liten ut. De saa rundt paa himmel og hav med et gys av ensomhet og angst. Ved solopgang blæste passaten kraftig op fra den rette kant. De satte seil, baaten fløi, og ved firetiden om eftermiddagen var de kommet nær frem til den lukkede del av revet. Kapteinen stod op paa toften, holdt sig i masten og studerte øen gjennem sin kikkert.

„Og det vil De aldrig gjøre heller!“ sa Mac med en klang av fortvilelse og triumf i stemmen.

Sandheten blev snart klar for alle. Ingen bøier, ingen sjømerker, ingen lys, ingen kul, ingen station. De skibbrudne rodde gjennem en lagune og gik iland paa en ø, hvor der ikke var andre tegn til mennesker end vrakstumper, og ikke anden lyd end av havet. For sjøfuglene som holdt til der under mit besøk, var dengang spredt til de fjerneste dele av stillehavet, og hadde bare efterlatt nogen fjær og eggeskal som minder.

For at naa til dette sted hadde de hele natten slitt med aarerne, og for hver time fjernet sig længer fra det trygge skib. Saa liten baaten var, talte den dog om menneskers liv, den var en ensom liten tingest paa det store hav, men i sig selv menneskelig. Øen som de hadde byttet den med, var vild og øde, et sted for nød, ensomhet og sult. Kvelden hadde sterkt lys og skygge. De sat eller laa uten at tale, tænkte ikke engang paa at spise, disse mænd som av en løgnagtig bok var bedraget for liv og rigdom. Saa godmodig hadde hele selskapet været at ingen hadde sagt et ondt ord til Hadden, som bar skylden for disse ulykker. Men det nye slag var for meget for dem, og det var harmfulde øine som saa paa kapteinen.

Men netop ham var det som vækket dem av deres sløve fortvilelse. Knurrende adlød de, trak baaten ovenfor tidevandsmerket og fulgte ham til toppen av den sørgelige ø. Derfra saa de ut over hele horisontens ring; en del av den mørknet under den kommende nat, en del var farvet av solnedgangens glød og oversvømmet av solnedgangens skyer. Her slog de leir og laget sig et telt av aarerne, masten og seilene. Og her var det at Amalu, uten at nogen sa det til ham, av bare vane og instinkt tændte et baal og kokte mat. Natten var kommet, og stjernerne og nymaanens sølvsigd lyste over deres hoder, før maaltidet var færdig. Den kolde sjø skinnet rundt dem, og ilden glødet mot deres ansigter mens de spiste. Tommy hadde aapnet sin kasse, og den brune sherry gik rundt, men det varte længe før der blev nogen samtale.

„Her er det fælt nok for mig,“ sa Tommy. „La os ta det tilbunds her hvor vi er.“

„Jeg kan fortælle én ting,“ sa Mac, „hvis nogen bryr sig om at høre. Da jeg var paa en av Kinabaatene, stak vi engang indom denne øen. Den ligger i kursen fra Honolulu.“

„Saa fanden!“ skrek Carthew. „Det avgjør det. La os bli. Vi maa ha et stort baal flammende; der er nok av vrak.“

„Fuldt op av vrak!“ sa irlænderen. „Ingenting andet end vrak og kistebord.“

„Men det maa være et ordentlig blus,“ indskjøt Hemstead. „Et baal som dette kan en vel ikke se langt væk.“

De gjorde det, og de saa nattens uendelighet, havets nøkne, blanke ansigt og stjernernes blik, og deres stemmer døde i brystet paa dem ved dette syn. I denne forfærdelige ensomhet var det likesom man maatte se dem fra Kina paa den ene kant, fra Kalifornien paa den anden.

„Bedre end en baat, allikevel,“ sa Hadden. „Jeg har faat nok av baater.“

„Det som plager mig, er pengene,“ brøt kapteinen ut. „Fire tusen pund i guld og sølv — og saa ingen ting at bruke dem til.“

Men hans kamerater reiste sig, klatret ned til baaten og bar den uvurderlige skatkiste paa to aarer op i lyset fra baalet.

„Se paa den herligheten der!“ ropte Wicks. „Veksler for to tusen pund, det er ingenting at vise frem, det kan en stappe i vestelommen. Men resten! Over firti pund avoirdupois i myntet guld og to centner chilisølv! Hvad, er ikke det nok til at hente en flaate? Vil De si at det ikke virker paa et skibskompas? Vil nogen si at utkikken ikke vil snu sig hit og lugte det?“ skrek han.

Mac, som ikke hadde del i vekslerne, de firti pund guld og de to centner sølv, hørte paa dette med barsk utaalmodighet og utstøtte en hæs latter. „De skal faa se!“ sa han, „De skal komme til at ønske at vekslerne var brændt, før De er færdig med dette.“ Og han snudde sig, gik ut av baalets lysning og stod og stirret ut over sjøen.

Hans ord fik de smaa gnister av godt humør til at slukne. Selskapet faldt hen i bitter taushet, og Hemstead tok banjoen frem og begyndte at spille, og litt efter sentimentalt at synge „Home, sweet home“. Men han var ikke kommet langt paa vei, saa blev instrumentet snappet fra ham og slængt i baalet, og han vendte sig med et utrop og saa ind i Macs rasende ansigt.

„Jeg har sagt jeg var hidsig av mig,“ sa Mac i en nedslaat tone som overrasket meget hos en mand med hans karakter. „Er det ikke nok at holde ut allikevel, om han ikke skal ta fat slik.“ Og til alles forundring og skræk stod han med ett og skalv i en hæs hulken. „Jeg skammer mig over mig selv,“ sa han litt efter. „De maa undskylde mig allesammen for min hidsighet, især den vesle manden som der ikke er noget ondt i, og her er min haand ogsaa, hvis han vil ta imot dem.“

Det barbariske og sentimentale optrin gled hurtig over, men det efterlot sterke og forskjellige indtryk. Kanske var alle glade da taushet fulgte den altfor velvalgte musik; Macs undskyldning og hans opførsel bakefter gav hans ulykkesfæller en høiere mening om ham. Men den disharmoniske tone hadde lydt, og en efterklang sat igjen. De menneskelige lidenskaper hadde brutt frem, om end bare for et øieblik, her paa denne vilde, nøkne ø, og alle tænkte skjælvende paa hvilke rædsler der kunde komme.

Det blev besluttet at ta vakt om vakt for at holde stadig utkik efter skibe, og Tommy krævde at ta den første. De andre krop ind i teltet, og det varte ikke længe før deres snorken blandet sig med brændingens brøl. Da stjal Tommy sig ned til bredden med sin sherry-kasse og sænket den paa en favn vand. Men den stormende ustadighet i Macs sind hadde intet at gjøre med vin; hos denne bastardkelter var der større muligheder til godt og ondt end hans kamerater ante.

Der kom tre regndager. Det øste uten naade ned fra himmelen. Baalet blev snart slukket, og da de forgjæves hadde brukt op et par æsker fyrstikker, besluttet de at vente paa bedre veir. De levet saa i elendighet paa raa hermetik og kjeks.

Om morgenen den 2. februar var alle skyer blæst bort. Solen steg i al sin pragt, paany kunde de skibbrudne sætte sig ved et livgivende baal og drikke varm kaffe. Senere holdt de baalet vedlike, dette arbeide sysselsatte en mand hele dagen og de andre en times tid. To ganger om dagen badet de i lagunen, deres største, næsten deres eneste fornøielse. Ofte fisket de med godt utbytte i lagunen. Resten av dagen tilbragte de med at dovne sig, streife omkring, fortælle skrøner og diskutere. Kinabaatenes rute blev beregnet med størst mulig nøiagtighet; siden lot de dette emme ligge som altfor pinefuldt. Da baatreisen engang var opgit og den fortvilede flok hadde valgt at vente her paa hjælp eller paa sult, saa var det ingen som længer hadde mod til at se stillingen i øinene, langt mindre til at tale om den med sine kamerater. Men den fortiede rædsel jaget dem; i hver doven time, i hvert taust øieblik kom den igjen og pustet sit gys gjennem dem og drog deres blik ut mot horisonten. I et slags panisk selvforsvar gav de sig saa til at prate om et eller andet emne. Og hvad hadde de paa dette øde sted at tale om uten sin skat?

Skatten var jo det eneste merkelige som de saa. Disse veksler og kontanter hersket over deres sind som en katedral, og de gav problemer at løse som kunde binde tankerne og faa mange timer til at gaa. To tusen pund skyldte de til Sydney-firmaet, to tusen pund var ren fortjeneste og skulde deles mellem seks. De hadde truffet avtale om forholdet mellem deltagerne. Hvert pund kapital som var indskutt, og hvert pund hyre blev regnet for en „lot“. Av dem kunde Tommy kræve fem hundrede og ti, Carthew et hundrede og sytti, Wicks et hundrede og firti, Hemstead og Amalu ti hver, otte hundrede og firti „lotter“ ialt. Hvad var værdien av en lot? Dette blev først diskutert i luften, og hovedsagelig med Tommys sterke lunger. Derefter fulgte en række unøiagtige beregninger, tilslut blev de enige om at lotten skulde gjælde for £2 7s. 7¼d. Dette var jo galt, summen av andelene blev ikke £2.000, men bare £1.996 6s., og der var altsaa en rest paa £3 14s. Men det var det bedste tal de fandt, og utbyttet var saa storartet at deltagerne ikke fandt grund til at være kritiske. Wicks hadde sat ind £100 og hadde tilgode sin kapteinsløn for to maaneder; hans del blev £333 4s. 6¾d. Carthew hadde sat ind £150; han fik £401 18s. 6½d. Tommys £500 var vokset til £1.213 12s. 9¾d., og Amalu og Hemstead, som bare hadde bidraget med sin hyre, fik £22 16s. 10½d. hver.

Da de en stund hadde grublet over disse tal, var der bare et kort skridt til at aapne kisten, og da kisten først stod aapen, saa var glansen av pengene uimotstaaelig. Enhver følte at han maatte se sin skat adskilt fra de andres, eie og veie den i tung mynt. Og her kom en uoverstigelig mur i veien. Der var omtrent sytten shilling i engelsk sølv; resten var chilisølv, og chilidollaren, som var tat efter en kurs av seks paa et pund sterling, var praktisk talt deres mindste mynt. Det blev derfor avgjort at de skulde dele bare pundene og kaste shillings og pence i et fælles fond. Dette utgjorde, iberegnet de tre pund fjorten shillings som var igjen fra før, ialt syv pund en shilling.

„Jeg skal si hvad vi skal gjøre,“ sa Wicks. „La Carthew og Tommy og jeg ta et pund hver, og Hemstead og Amalu dele de andre fire og spille mynt og krone om shillingen.“

„Sludder!“ sa Carthew. „Tommy og jeg er allerede sprækkefærdige. Vi kan ta en halv sovereign hver og la de andre tre ha firti shillings.“

„Det er fan ikke værdt at dele,“ indskjøt Mac. „Jeg har kort i kisten min. Hvorfor kan dere ikke spille om de fillepengene?“

Forslaget bød dem en uventet fornøielse i kjedsomheten. Mac fik en part som eier av kortene. De spilte fem partier cribbage, og da Amalu, den overlevende i turneringen, var blit slaaet av Mac, fandt de at middagstimen var forbi. Efter et hastig maaltid kastet de sig igjen over kortene, denne gang efter Carthews forslag til „van John“.[3] Dette var omtrent klokken to om eftermiddagen den 9. februar, og de spilte med vekslende held tolv timer i træk, sov tungt, og stod sent op om morgenen for at fortsætte spillet. Hele den dag spilte de og stanset bare for at sluke litt mat i sig. Tommy var borte en lang stund, og kom dryppende tilbake med sherrykassen. Natten faldt paa; de trak sig nærmere til baalet. Det var ved totiden om morgenen at Carthew et øieblik saa op fra spillet. Han saa maaneskinnet i havet, pengene som var stablet op, spillernes ophidsede ansigter. Det var likesom der i hans øre klang musik, og maanen lyste vel endnu paa en sjø, men en anden sjø, og Kasino taarnet sig op mellem lampeglitrende haver, og pengene klirret paa det grønne bord. „Du store gud!“ tænkte han, „sitter jeg nu og spiller igjen!“ Han saa nysgjerrig paa gruppen rundt sandbordet. Han og Mac hadde vaaget og vundet som gamle spillere; foran dem laa guld og sølv i en svær dynge. Amalu og Hemstead hadde sin kapital i behold og vel saa det, men Tommy var gruelig langt nede i læ, og kapteinen var reducert til omtrent femti pund.

„Gi ham et glas, og be ham holde kjæft,“ var det en som sa; en ny flaske blev trukket op, og spillet gik sin gang.

Carthew hadde selv vundet for meget til at trække sig tilbake eller si mere, og hele natten igjennem maatte han ta del i daarskapen. Han gjorde ædelmodige forsøk paa at tape, men vandt bare des mer, saa han tilslut blev fortvilet. Det dæmret av dag, den 11. februar. Han var da kortgiver og vandt fremdeles. Han hadde netop git rundt, og allesammen hadde gjort svære indsatser. Kapteinen hadde sat ind alt det han hadde igjen — tolv pund i guld og nogen dollars — og da Carthew saa hemmelig paa sine kort før han la dem op, fandt han at de var uindtagelige.

„Nei, nei,“ brøt han ut, „dette er en motbydelig historie, og det skal være slut.“ Med det samme viste han frem sine kort, rev dem istykker og reiste sig.

Selskapet stirret og mumlet av bare forbauselse, men Mac kom ham ædelmodig til hjælp.

„Vi har hat nok av det, tænker jeg,“ sa han. „Men naturligvis var det bare spøk, og her er mine jetons tilbake. — Hit med alle jetons, gutter!“ og han øste sin gevinst op i kisten, som heldigvis stod nær ham.

Carthew kom hen og næsten vred haanden av ham. „Dette skal jeg aldrig glemme,“ sa han.

„Men hvad skal vi gjøre med den kanakagutten og den andre knerten?“ spurte Mac lavt. „De har begge vundet, ser De.“

„Det er sandt,“ sa Carthew høit, „Amalu og Hemstead, tæl gevinsten deres; Tommy og jeg betaler det!“

Det blev gjort uten snak. De to var bare glade ved at faa sin gevinst, fra hvilken kant den saa kom, og Tommy, som hadde tapt omtrent fem hundrede pund, var vel fornøiet med denne ordning.

„Du faar undskylde mig,“ svarte irlænderen, „men du gjør bedst i at passe fjæset dit, for jeg er ikke av den slags. Hvis jeg mente jeg hadde vundet pengene ærlig og redelig, saa skulde ikke en sjæl faat dem fra mig. Men jeg trodde det var spøk; der tok kanske jeg feil, men der er ikke den mand her paa øen som er stor nok til at forære penger til min mors søn.“

„Ja, Mac, De er en gentleman,“ sa Carthew og hjalp ham med at skovle hans gevinst op i skatkisten.

Kapteinen hadde en stund sittet med ansigtet i hænderne. Nu reiste han sig mekanisk, han skalv og vaklet som en drukkenbolt efter en rangel. Men i næste øieblik forvandlet hans ansigt sig, og hans stemme runget over øen: „Seil, hei!“

Alle snudde sig ved ropet, og derute i morgenens vilde lys stevnet ret mot Midway briggen Flying Scud av Hull.

SYTTENDE KAPITEL.

Det skib som saaledes viste sig for dem, hadde længe flakket om paa havene, eftersom fragterne tilbød sig. For to aar siden var det seilet fra London til Kap det gode haab, derfra til Indien, til Arkipelagus, og nu var det bestemt til San Francisco i det haab at arbeide sig hjem rundt Kap Horn. Dets kaptein var en Jacob Trent. Han hadde for omtrent fem aar siden trukket sig tilbake til en liten forstadsvilla, et kaalstykke, en gig og ledelsen av noget som han kaldte en bank. Navnet syntes at ha været vildledende. Laantagere pleide at vælge sig ting til pryd og nytte i frontbutikken, sukkerbrød og ruller av dobbeltbredt klæde blev betrodd mot pant, og en av chefens pligter var at daske i sin gig hver lørdags kveld fra den ene kunde til den anden og indkræve størsteparten av deres ukeløn. Han levet altsaa et virksomt liv, som for en mand av rottetypen var fuldt av lønlige glæder. Et uventet tap, en retssak og dommerens forstaaelsesløse optræden gav ham avsmak for forretningen. „De kalder det en bank,“ sa dommeren, „men mig forekommer det at være et pantelaanekontor uten bevilling.“ Og han sluttet med denne skræmmende tale: „Herr Trent, jeg maa advare Dem, De maa ta Dem i agt, ellers faar vi snart se Dem igjen.“ Paa mindre end en uke hadde kapteinen skilt sig av med banken, huset, giggen og hesten og var gaat tilsjøs med Flying Scud, som han førte til eiernes største tilfredshet. Men glorien slap ham ikke; han var en almindelig sjømand, sa han, men han lot en aldrig faa lov at glemme at han hadde været bankchef.

Hans styrmand, Elias Goddedaal, var en vældig viking at se til, seks fot og tre tommer høi og av tilsvarende bredde, sterk, ædruelig, arbeidsom, musikalsk og sentimental. Han gled stadig over i svenske melodier, især i moll. Han hadde betalt ni dollars for at høre Patti; for at høre Nilsson hadde han rømt fra et skib og to maaneders hyre, og til enhver tid gik han gjerne ti engelske mil for en god koncerts skyld. Ombord hadde han tre skatte: en kanarifugl, et utsøkt trækspil og Shakespeares verker. Han hadde den evne som er særegen for skandinaverne, at vinde folk for sig ved første blik; der var noget saa naivt og uskyldig over ham. Han var uten frygt, uten dadel, haabløst fattig og fornøiet.

Holdorsen var andenstyrmand, han sov agter, men spiste oftest sammen med folkene.

En av mandskapet maa jeg nævne. Det var en skotte som het Brown. En liten, mørk, tykfalden en med hundeøine, utrolig mild og harmløs. Han tumlet om mellem have og byer som et stilfærdig offer for en enkelt last. „Det er drikken som er det gale med mig, ser De,“ sa han sky til Carthew, „og det er en stor skam for mig, som kommer av saa god slegt.“

Slik var det fartøi som bragte glæde til de skibbrudnes hjerter. Efter trætheten og de dyriske sindsbevægelser i den gjennemspillede nat var de nu, da de saa frelsen saa nær, ute av stand til at styre sig. Deres hænder skalv, deres øine skinte, de lo og skrek som barn, mens de pakket sammen. Men Wicks hadde for sterkt hode til at la sig rive med.

„Rolig, gutter!“ sa han. „Vi gaar ombord paa et skib som vi ikke vet nogen ting om. Vi har en kiste fuld av penger, det ser de, og vi kan ikke negte det. Naa, sæt at det er noget rakkerpak! Jeg mener at vi skal ha pistolerne færdige.“

De hadde nogen revolvere som de nu ladet og stak i lommen; derefter pakket de sine ting sammen hastig og muntert. Solen stod endnu ikke ti grader over havet i øst; men briggen var allerede nær land, den la bi før de hadde faat baaten paa vand og under høie rop rodde mot indløpet.

Det blæste friskt, og skummet sprøitet i ansigtet paa dem. De saa union jack flagre op paa Flying Scud, mændene som flokket sig ved rælingen, kokken i kabysdøren, kapteinen paa skansen med marvhjelm og kikkert. Og hele det kjendte billede, hyggen, selskapet og trygheten i dette skib som de nærmet sig med korte aaretak, gjorde dem gale av glæde.

Wicks var den første som grep linen og kløv ombord; hjælpende hænder tok ham da han kom, og halte ham over rælingen.

„Kapteinen, antar jeg?“ sa han og vendte sig mot den stive gamle mand med marvhjelmen.

„Ja, jeg er kaptein Kirkup, og dette er mandskapet paa Sydney-skonnerten Currency Lass, som blev avmastet den 28. januar.“

„Vel, vel,“ sa Trent. „Heldig for Dem at jeg saa signalet Deres. Jeg visste ikke jeg var saa nær denne fordømte øen, her maa gaa strøm mot syd; da jeg kom paa dæk imorges ved otte slag, trodde jeg det var et skib som brændte.“

Der var blit truffet den avtale at de andre skulde vente i hvalbaaten og passe paa skatten, mens Wicks gik ombord og forrettet høfligheten. En talje blev sendt ned til dem; til den gjorde de sin uvurderlige kiste fast og gav ordre til at heise. Men den uventede vegt var for meget for manden ved taljen, to andre sprang til for at hjælpe ham, og Trent blev opmerksom.

„Et svært løft!“ ropte han hvast, og til Wicks: „Hvad er det for noget? Jeg kan ikke huske at jeg har set saa tung en kiste før.“

Trent saa hvast paa ham. „La den kisten gaa ned igjen, Goddedaal,“ kommanderte han, „skyv baaten fra og hal den agterut med en line.“

„Ingenting,“ svarte Trent. „Men De maa tilstaa at det tar sig underlig ut naar en baat dukker op midt paa havet med en halv ton mynt og alle mand bevæbnet,“ tilføiet han og pekte paa Wicks’ lomme. „Baaten Deres ligger godt og trygt agterut, mens De følger mig ned og gjør rede for Dem.“

„Er det alt!“ sa Wicks. „Journalen og papirerne mine er saa rigtige som postskibene, ingenting lummert med os.“ Og han praiet sine venner i baaten, bad dem ha taalmodighet og snudde sig for at følge kaptein Trent.

„Denne vei, kaptein Kirkup,“ sa Trent. „Ta mig ikke ilde op at jeg er forsigtig, jeg mener ikke at fornærme Dem, men de Kina-elvene sliter paa nerverne. Jeg vil bare bli viss paa at alting er som De sier; det er min pligt, og De vilde gjort det samme. Jeg har ikke altid været skibskaptein, jeg har været bankchef, og da lærer en forsigtighet. Da faar en holde øiet aapent om lørdagskveldene.“ Og med tør, forretningsmæssig gemytlighet fandt han frem en flaske brændevin.

Kapteinerne skaalte, papirerne blev gjennemgaat, historien om Topelius og den store handel blev fortalt og paaskjønnet. Trents mistænksomhed var snart overvundet, men i stedet fik han et anfald av dyp eftertanke og sat længe stiv og stum og trommet paa bordet.

„Hvordan ser det ut indenfor?“ spurte Trent saa pludselig som om Wicks hadde rørt ved en fjær.

„Jeg har god lyst til at gaa ind,“ sa Trent. „Jeg skulde set efter riggen. Det kan være gjort paa en dag. Folkene Deres gir os vel en haandsrækning?“

De gik op paa dæk. Wicks ropte nyheterne ned til sine kamerater. Foremersseilet blev fyldt igjen; briggen løp ind i lagunen med hvalbaaten dansende i sit kjølvand og blev lagt for anker utenfor Middle Brooks Island litt før otte. De skibbrudne gik ombord, frokosten blev servert, bagagen heist ombord og stablet op i kulen, og alle mand tok fat paa riggen. Hele dagen varte arbeidet; de to mandskaper kappedes. Middagen blev servert paa dækket, officererne spiste agter, folkene hygget sig forut. Trent var i glimrende humør, han delte ut grog til alle mand, aapnet en flaske kapvin til officerernes bord og underholdt sine gjester med mange historier fra sit liv som bankchef i Cardiff.

Eftermiddagen slet frygtelig paa mændene fra Currency Lass. Utmattet som de allerede var av søvnløshet og mange sindsbevægelser, arbeidet de tilslut bare paa nerverne, og da Trent tilslut var tilfreds med riggens tilstand, ventet de ivrig paa ordren om at seile. Men det var som kapteinen ikke hadde hast. Han drev langsomt frem og tilbake i dyp eftertanke. Om en stund ropte han paa Wicks.

„Da har De kanske ikke noget imot at jeg ber alle drikke te nede i kahytten?“ spurte Trent.

Wicks var forbauset, men gjorde selvfølgelig ikke nogen indvending, og litt efter satte de seks fra Currency Lass sig sammen med Trent og Goddedaal til et maaltid av marmelade, smør, ristet brød, sardiner, hermetisk tunge og rykende te. Maten var ikke videre god, men den smakte de skibbrudne som manna. Goddedaal opvartet dem med næsten kvindelig elskværdighet. Siden husket de at Trent tok liten del i disse opmerksomheter, men mest sat og grublet, saa han tilsynelatende snart husket og snart glemte sine gjesters nærvær.

„Ut med dig,“ sa han og ventet til manden var forsvundet i trappen. „Naa, mine herrer,“ fortsatte han, „jeg skjønner at dere danner etslags aktieselskap, og derfor har jeg bedt dere alle herned; for der er noget som vi maa komme til klarhet over. Dere ser hvordan dette skibet er, et godt skib, tør jeg si, og dere ser hvordan maten er, god nok for sjøfolk.“

„Naa,“ fortsatte Trent, som sat og rullet brødkuler og saa stivt paa midten av bordet, „jeg er naturligvis glad for at jeg kan ta dere med til Frisco. Den ene sjømand skal hjælpe den anden, det er mit motto. Men naar en ønsker noget her i verden, saa maa en betale for det, slik er det.“ Han lo en kort, glædeløs latter. „Det er ikke nogen mening i at jeg skal tape paa min venlighet.“

Goddedaal, som sat ved siden av ham, rørte ham med albuen, og de to styrmænd vekslet et betydningsfuldt blik. Kaptein Trents karakter blev fortalt og forstaat i det tause sekund.

„Rimelig,“ gjentok kapteinen. „Jeg ventet paa det. Men her er det mig som bestemmer hvad som er rimelig. Her er jeg dommer. Hvis De ønsker et laan, saa har De at betale for det“ — han skyndte sig at rette — „hvis De ønsker at reise med mit skib, saa har De at betale min pris. Det er et rigtig forretningsprincip, skulde jeg tro. Jeg trænger ikke dere; dere trænger mig.“

Kapteinen rullet brødkuler. „Hvis jeg gjorde som dere,“ sa han, „dengang dere fik klem paa den kjøbmanden fra Gilbertøerne, saa kunde jeg nok overraske dere. Dengang hadde dere overtaket; nu er det min tur. Den ene gang dere, den anden gang mig, det er ærlig spil. Hadde dere naade med den Gilbertkjøbmanden!“ skrek han hvinende. „Ikke saa at jeg sier noget om det. I kjærlighet og forretninger er alt tillatt.“ Og han lo igjen en liten frossen fnis.

„Jeg sier det er mit!“ gjentok Trent hvast, likesom han prøvde at gjøre sig sint. „Og jeg sier dere allesammen, at hvis jeg presset paa som dere, saa tok jeg rub og stub. Men der er to tusen pund som ikke tilhører dere, og jeg er en ærlig mand. Gi mig de to tusen pund som dere eier, saa skal jeg la dere reise med mit skib, og sætte hver mand i land i Frisco med femten pund i lommen og kapteinen her med femogtyve.“

„Gjør jeg?“ sa Trent. „De har frit valg. Det er ingen som tænker paa at tvinge Dem. Dette skib er mit, men den der Brooks Island tilhører ikke mig, og dere kan ligge der og dø, om dere har lyst, for mig.“

„Og mener De at si at De vil sætte os iland der og la os sulte ihjel?“ ropte Tommy.

Kaptein Trent lo for tredje gang. „Sulte ihjel? Det behøver dere ikke. Jeg skal sælge dere al den proviant dere vil ha, med passende fortjeneste.“

„Undskyld,“ sa Mac, „men med mig er det anderledes. Jeg skulde arbeide mig over, jeg har ikke nogen part i de tusen pund og ingenting i lommen heller, og jeg vil gjerne faa vite hvad De har at si til mig.“

„Jeg er ikke nogen haard mand,“ sa Trent, „og det gjør ingen forskjel. De kan bli med som de andre, men naturligvis faar De ikke nogen femten pund.“

Det var en saa forbløffende og umaadelig frækhet at alle trak pusten dypt, og Goddedaal løftet ansigtet og saa sin overordnede strengt ind i øinene.

Men Mac gjorde mere. „Og De skal være en britisk sjømand! Gid De maatte raatne indvendig!“ skrek han.

„Og hvor skulde jeg være mens De holdt paa med det?“ spurte Mac. „Og det efter strævet med riggen Deres ogsaa! Gamle blodsuger som De er, De har ikke engang saapas høflighet som en væggelus, men nu skal De faa lære.“

Han løftet ikke engang stemmen da han uttalte denne trusel, og ingen av de tilstedeværende, Trent mindst av alle, ventet det som nu skedde. Irlænderens haand kom pludselig frem bak bordet, en aapen foldekniv balanserte paa haandflaten; der kom et lynsnart kast; Trent sprang halvt op, snudde sig litt likesom for at flygte fra bordet, og kastet blev hans bane. Projektilet traf ham i halsaaren, han faldt fremover, og hans blod fløt mellem fatene paa bordduken.

Pludseligheten i angrepet og katastrofen, den øieblikkelige forandring fra fred til krig og fra liv til død, holdt alle mand fjetret. Et øieblik blev de sittende rundt bordet og stirret med aapen mund paa den dræpte kaptein og det flommende blod. I næste sekund var Goddedaal sprunget op, hadde revet sin stol til sig og svang den høit i luften med et brøl som gjorde dem døve. Der var ikke tanke paa kamp hos Currency Lass folkene, ingen av dem trak sit vaaben frem, alle stimlet hjælpeløst bort fra den skandinaviske berserk. Hans første slag sendte Mac i gulvet med en brukken arm. Hans næste knuste hodet paa Hemstead. Han vendte sig fra den ene til den anden, truet og trompetet som en saaret elefant og hylte i seiersørske. Men der var ikke overlæg, ikke et glimt av fornuft i denne kampvildskap; han forfulgte ikke sin seier, men dænget nye slag paa Hemstead, saa stolen blev splintret, og kahytten runget. Denne grusomhet mot den døde mand vækket livsinstinktet hos Carthew, han hadde sin revolver i haanden og hadde sigtet og fyrt før han visste av det. Den øredøvende larm av skuddet blev fulgt av et skjærende skrik; kjæmpen stanset, svaiet, vaklet og faldt hovedkuls over sit offer.

I den dumpe stilhet som nu fulgte, hørte de fottrin paa dækket og straks efter i trappen, og der viste sig et ansigt, det var andenstyrmand Holdorsen, i kahytsdøren. Carthew splintret det med et nyt skud, for han var en blinkskytter.

„Pistolerne!“ skrek han og sprang mot trappen med Wicks i hælene, Tommy og Amalu efter. De trampet over Holdorsens lik, fløi op trappen og frem i det skumrende lys av en blodrød solnedgang. Endnu var styrken like, men Flying Scud folkene drømte ikke om forsvar, de flygtet vildt mot luken til ruffen. Brown var forrest, han kom sig ned usaaret, kineseren stupte efter med en kule i siden, og de andre entret op i riggen.

Der kom en vild ro over Wicks og Carthew, kampen gav dem deres kraft igjen. De satte Tommy paa vakt ved fokke- og Amalu ved stormasten, mens de selv gik ned i kulen, øste en æske patroner ut paa dækket og fyldte kamrene. De stakkars djævler tilveirs jamret høit om naade. Men tiden til at vise naade var omme, glasset var brygget, og de maatte tømme det tilbunds; siden saa mange var faldt, maatte alle falde. Lyset var svakt, de billige revolvere skjøt usikkert, de hylende stakkarer gjorde sig flate mot master og rær eller fandt et øiebliks ly i de hængende seil. Myrderiet tok lang tid, men tilslut var det gjort. Londoneren Hardy blev skutt paa fokkeraaen og blev hængende — forfærdelig at se — i givtaugene. Wallen, den andre, fik kjæven knækket paa storemerstversalingerne og blottet sig og skrek, skrek, til et nyt skud sendte ham ned paa dæk.

Dette hadde været fælt nok, men endda værre var det som stod igjen. Det var Brown i folkelugaren. Tommy tigget for ham med hæs hulken. „Den ene manden kan ikke skade os. Vi kan ikke gjøre mere av dette. Jeg talte med ham da vi spiste middag. Det er saan en godslig liten en. Vi kan ikke gjøre det. Ingen kan gaa derned og myrde ham. Det er altfor græsselig.“

„En igjen, saa blir vi alle hængt,“ sa Wicks. „Brown maa gaa samme vei.“ Den svære mand var likblek og skalv som aspeløv, og han hadde ikke før sluttet at tale, saa gik han til rælingen og kastet op.

„Vi faar aldrig gjort det hvis vi venter,“ sa Carthew. „Nu eller aldrig,“ og han marsjerte mot luken.

Men Carthew slængte ham væk og gik ned trappen, hjertesyk av avsky og skam. Kineseren laa paa gulvet, han jamret sig endnu; rummet var bekmørkt.

Han hadet sig selv, fordi han prøvde at lokke sit offer med saadan lumskhet; men der kom ikke svar.

Han grov i køierne, de var alle tomme. Saa famlet han videre mot det forreste rum, hvor der var et rot av taugkveiler og proviant.

„Her,“ svarte en skjælvende stemme, og det stakkars usynlige offer kaldte ham ved navn og utgød i mørket en uendelig, hakkende bøn om naade. Det var bare en følelse av fare, en dristighet, som hadde git Carthew kraft til at gaa ind i ruffen, og her gjemte fienden sig og graat og tigget som et skræmt barn. De skrækkelige ydmyge bønner gjorde mordet ti ganger mere oprørende. Carthew løftet revolveren og lot den synke, han løftet den igjen og trykket ogsaa av — eller trodde at han gjorde det — med al sin magt, men der fulgte ingen eksplosion, og da randt resten av hans mod helt ut, og han snudde sig og flygtet fra sit offer.

Wicks sat paa storluken, han løftet ansigtet — det var som en oldings — og spurte med sit blik. Carthew rystet paa hodet. Med en saadan fatning som en mand kan opbyde naar han gaar til galgen, reiste Wicks sig, gik til luken og ned. Brown trodde det var Carthew som kom igjen, og med en stammende bøn krøp han halvt ut av sit gjemsel. Wicks tømte revolveren mot stemmen, den brast over i klynk og jammer likesom en mus. Saa blev der stilt, og morderen sprang op paa dæk som en besat.

De andre tre hadde nu samlet sig paa forluken, og Wicks satte sig mellem dem. Der blev ikke gjort noget spørsmaal. De sat tæt sammen likesom barn i mørke, og hver av dem følte hvorledes de andre dirret. Tusmørket tyknet, og der var ikke anden lyd end brændingens brøl og nu og da en hikstende hulken fra Tommy Hadden.

Wicks fór op og saa tilveirs, og han rystet da han saa liket som hang i fokkeraaen.

„Hvis jeg gaar tilveirs, saa falder jeg,“ sa han stille. „Jeg orker ikke mer.“

Det var Amalu som frivillig entret helt op til knappen, stirret rundt den mørknende horisont og meldte at der var ingenting i sigte.

„Sove!“ kom som et ekko fra Carthew, og han syntes at hele Shakespeares Macbeth dundret i galop gjennem hans hode.

„Vi kan ikke sitte her og hakke tænder,“ sa Wicks, „før vi har ryddet skibet, og jeg kan ikke gaa igang med det før jeg har faat brændevin, og brændevinen er i kahytten, og hvem vil gaa ned efter den?“

Amalu rakte ham en æske, og han gik agter og ned trappen og ind i kahytten, snublende over lik. Saa tændte han en fyrstik, og hans blik faldt paa to levende øine.

„Naa?“ spurte Mac, for ham var det som endnu levet i denne slagterbod av en kahyt.

Brændevinet blev fundet i den døde kapteins lugar, det blev baaret op paa dæk, alle mand tok en dram og begyndte saa paa arbeidet. Natten var kommet, og først om nogen timer steg maanen op. En lygt blev sat paa storluken for at gi Amalu lys mens han vasket dækkene, og de andre tok kabyslanternen for at kunne utføre begravelsen. Holdorsen, Hemstead, Trent og Goddedaal blev først sendt ut; den sidste aandet endnu da han gled over rælingen. Wallen fulgte efter, og saa gik Wicks, som var styrket av brændevinet, tilveirs med en baatshake og fik Hardy løs. Kineseren var den sidste, han var fra sig, talte høit paa sit ukjendte maal mens de bar ham op, og først med plasket av det synkende legeme sluttet hans pluddervælsk. Brown blev de i taushet enige om at la ligge. Kjøt og blod orket ikke mer.

Hele denne tid hadde de drukket ublandet brændevin som vand, tre flasker stod paa forskjellige steder, og ingen gik forbi uten at ta en slurk. Tommy stupte mot stormasten, Wicks faldt med ansigtet mot hyttetrappen og rørte sig ikke mere, Amalu var forsvundet. Carthew var den sidste, han stod og svaiet ved fremspringet av hytten, og lanternen som han endnu bar paa, svaiet med. Det summet i hodet paa ham, det yret av brutte tanker, mindet om dagens forfærdeligheter flammet op og dalte igjen i ham, likesom skinnet av en lampe i sterk træk. Og saa fik han en drukkenbolts inspiration.

„Der maa ikke bli mere av dette,“ tænkte han, og tumlet igjen ned i kahytten.

Holdorsens lik var borte. Det skjønte han først ikke, han stod og stirret paa det tomme gulv, husket saa og smilte. Fra kapteinens lugar tok han den aapne kasse med et dusin og tre flasker brændevin, satte lanternen ind i den og gik forsigtig videre. Mac var nu igjen ved bevissthet, hans øine var vilde, hans ansigt fortrukket av smerte og blussende rødt av feber, og Carthew husket at han hadde ligget der hele tiden alene og hjælpeløs og skulde ligge slik hele natten, saaret, kanske døende. Men nu var det for sent, al fornuft var flygtet fra det tause skib. Hvis Carthew kunde naa paa dæk igjen, saa var det alt han kunde haabe. Han saa med ynk bort paa den ulykkelige som laa der, saa skubbet han sig i sin tragiske fuldskap op trappen, veltet kassen overbord og faldt hjælpeløs omkuld i spygattene.

ATTENDE KAPITEL.

I det første røde gry vaaknet Carthew. Han blev sittende der han hadde ligget, og han stirret paa den bølgende morgenbanke og paa briggens rær og hængende seil, likesom en mand som vaakner i en fremmed seng. Han saa sig rundt med et barns naive forundring, men mest av alt undret han sig over hvad der feilte ham, hvad det var han hadde tapt, hvad ondt der var gjort mot ham, noget som han visste var sørgelig, men allikevel hadde glemt. Og saa, med ett, rullet sandheten over ham i hele sin vælde, likesom en elv bryter dæmningen. Hans minde uttømte sig med ord og billeder som han aldrig mere skulde glemme, og han sprang op, stod et øieblik med haanden for panden og begyndte at gaa som rasende frem og tilbake ved hytten. Mens han gik, vred han sine hænder. „Aa gud — aa gud — aa gud,“ sa han omigjen og omigjen, uten tanke paa at be, bare som et smertesrop.

En stund efter blev han var at nogen iagttok ham; det var kapteinen som sat og saa paa ham over fremspringet av hytten; hans øine var underlig blinde likesom av feber, og hans pande bølget med dype rynker. Carthew saa sig selv i et speil. De sendte hverandre et blink, og saa igjen bort, og Carthew flygtet fra sin medskyldiges øine og stod og lænte sig mot hakkebrettet.

En time gik, lyset blev sterkere og sterkere, solen steg og drak op skyerne; en time med taushet paa skibet, en time med usigelig kval for de lidende. Browns plaprende bønner, skrikene fra de to i riggen, stumper av den døde Hemsteads sange, alt dette fløt sammen og gjentok sig skjærende i Carthews hode. Han hverken frikjendte eller fordømte sig selv; han tænkte ikke, han led. I det klare vand som han stirret paa, forandret og gjentok billederne sig, Goddedaal som en rasende berserk, det blodrøde lys av solnedgangen som de var sprunget ut mot, ansigtet paa den pludrende kineser da de kylte ham over rælingen, ansigtet paa kapteinen da han vaaknet fra fuldskapen til anger. Og tiden gik, og solen svømte høiere, og hans pine blev ikke mindre.

Den svakeste av de ulykkelige mænd gav hjælp og lindring til de andre. Amalu vaaknet som de andre syk og forpint, men lydighetens vane hersket i hans enkle sjæl, og forfærdet over at være saa sent oppe gik han bent ind i kahytten, tændte ild og begyndte at stelle til frokost. Klirringen av fater, suset av ilden, den tynde røk som steg ret tilveirs, sprængte trolddommen. De fordømte følte paany vanens gode tørre land under sine føtter, de rørte igjen ved sundhetens kjendte ledebaand, de fik en følelse av den velsignede fornyelse og atterkomst av alle jordiske ting. Kapteinen drog op en pøs vand og begyndte at bade sig. Tommy satte sig overende, saa en stund paa og fulgte saa langsomt hans eksempel, og Carthew husket sine sidste tanker fra natten og skyndte sig til kahytten.

Mac var vaaken, hadde kanske ikke sovet. Over hans hode kvidret Goddedaals kanarifugl skingert i sit bur.

„Armen er brukket,“ svarte Mac, „men det kan jeg taale. Det er dette sted jeg ikke kan holde ut. Jeg vilde ha kræket mig paa dæk nu.“

„Bli her allikevel,“ sa Carthew. „Det er dødsens varmt deroppe og ingen vind. Jeg skal vaske bort dette —“ og han stanset, han fandt ikke ord for det uhyggelige smuds i kahytten.

„Tak for det,“ svarte irlænderen. Han talte mildt og mykt, likesom et sykt barn med sin mor. Nu var der ingen hidsighet i ham, og mens Carthew hentet en pøs og svaber og stuertens svamp og begyndte at rense slagmarken, saa laa han snart med aapne øine og saa paa, og snart lukket han dem igjen, og sukket som om han holdt paa at daane. „Jeg maa be dere alle tilgi mig,“ begyndte han igjen litt efter, „det er des større skam for mig som fik dere op i ulykken, at jeg ingenting kunde gjøre da det gjaldt. De frelste mit liv, De er en fin skytter.“

„For guds skyld, tal ikke om det!“ ropte Carthew. „Det er ikke til at tale om; De vet ikke hvordan det var. Det var ingenting hernede, her slos vi. Men paa dæk — aa min gud!“ Og Carthew presset den blodige svamp mot ansigtet og stred et øieblik med et anfald av hysteri.

„Rolig, rolig, Carthew. Det er gjort nu,“ sa Mac. „De kan takke gud for at De ikke ligger hjælpeløs og med smerter paa kjøpet.“

Mere blev ikke sagt, og kahytten var godt renset, da et slag med skibsklokken kaldte Carthew til frokost. Tommy hadde i mellemtiden været flittig, han hadde halt hvalbaaten helt forut og allerede heiset ned i den en liten dunk med kjøt, som han hadde fundet aapen ved siden av kabysdøren. Det var tydelig at han bare tænkte paa ett: at slippe bort.

„Vi har et helt skib fuldt av proviant at forsyne os av,“ sa han. „Hvad blir vi her for? La os komme avsted straks til Hawaij. Jeg har allerede begyndt at gjøre os istand.“

„Mac har faat en arm brukket,“ sa Carthew. „Hvorledes skal han klare reisen?“

„Brukket armen?“ gjentok kapteinen. „Er det alt? Den skal jeg se paa efter frokosten. Jeg trodde han var død som alle de andre. Den gale manden slog som en —“ og her, idet han nævnte slaget, brast stemmen for ham, og hele samtalen sluttet.

„Undskyld, kaptein,“ sa Mac, „men det første De har at gjøre, er at faa skibet tilsjøs. Vi kan tale om armen siden.“

„Indbild Dem bare ikke det,“ sa Mac. „Hvis De trænger et skib, saa kommer fanden ikke et eneste i nærheten paa seks aar; men hvis De ikke gjør det, saa kan De bande paa at De faar se en hel flaate.“

„Det er akkurat hvad jeg sier!“ ropte Tommy. „Det er da fornuft! La os bare skynde os væk med hvalbaaten!“

„Vet De hvad!“ ropte Tommy. „Det er taapelig snak. Hvad kan De bruke briggen til? De tør ikke gaa ind noget sted med den. Hvilken havn vil De seile til?“

„Til havsens bund, gutten min,“ svarte Wicks. „Briggen skal forlise. Jeg skal si Dem hvor, det er omtrent firti engelske mil til luvart av Kauai. Vi maa holde os nær til den er sunket, og naar først masterne er under vand, saa er den ikke længer Flying Scud, og vi har aldrig hørt tale om den briggen, og det er mandskapet fra skonnerten Currency Lass som tar den første baat til Sydney.“

„Kaptein, det er de første kristne ord jeg har hørt!“ ropte Mac. „La saa bare min arm være, og se at faa briggen ut.“

„Jeg er likesaa ivrig som Dem, Mac,“ svarte Wicks, „men der findes ikke et pust av vind. La mig bare se paa armen, og ikke mere snak.“

Armen blev saa spjelket, Browns lik blev hentet fra ruffen, hvor det laa stivt og koldt, og overgit til lagunens vand, og kahytten blev færdigvasket. Alt dette var gjort før middag, og klokken var over tre da de første smaa krusninger riflet lagunen; vinden kom i en tør byge som snart fæstnet til en stø bris.

Alle hadde ventet med febrilsk utaalmodighet, én desuten med hemmelig og angstfuld eftertanke. Kaptein Wicks var manden for en sneiseiler, han kunde føre en skonnert i en skotsk reel, han følte den paa munden og styrte dens luner likesom en rytter sin hest, og den paa sin side kjendte sin herre og adlød ham som en hund. Men ved et ikke usedvanlig tilfælde hadde hans erfaring og dygtighet meget snevre grænser. Paa dækket av en skonnert var han en stor mester; ombord paa en brig var han en dilettant. Omigjen og omigjen hele formiddagen utover hadde han gjennemtænkt sine manøvrer og indstudert sine ordrer, hele tiden med den samme nedslaathet og træthet. Det var gjetverk, det var tilfældighet; skibet kunde bære sig ad som han ventet, men kanske ikke. Sæt at det svigtet ham, saa stod han der hjælpeløs, uten erfaring. Hadde ikke alle mand været saa trætte, hadde han ikke frygtet for at smitte dem med sin egen mistillid, saa kunde han ha bugsert den ut. Men disse grunde var avgjørende, og han maatte nøie sig med at ta alle mulige forholdsregler. Følgelig drog han Carthew tilside, forklarte med ængstelig taalmodighet hvad de hadde at gjøre, og gjennemgik med ham de forskjellige seil og braser.

„Jeg haaber jeg kan huske det,“ sa Carthew. „Det ser græsselig rotet ut.“

„Det er en motbydelig rig,“ indrømmet kapteinen, „bare fordømte lommetørklær altsammen. Og saa ikke en eneste sjømand paa dæk. Aa, hadde det nu bare været en brigantine! Men det er et held at indløpet er saa klart, der er ingen manøvrering at snakke om. Først lænser vi til vi kommer op under øen, saa braser vi op og ligger saa meget sydost som vi kan, til vi er paa den linjen der, og der baut skib og ret ut for bakbords halser. Har De det?“

„Ja, jeg skjønner det,“ svarte Carthew noksaa ulykkelig, og de to usakkyndige studerte en lang stund i taushet den indviklede rig over hoderne paa dem.

Men tiden kom til at omsætte disse fantasiøvelser i virkelighet. Seilene blev firt ned, og alle mand hev ind paa ankerkjettingen. Hvalbaaten blev kastet los, mesan- og topseil blev sat, rærne braset op, og mesanskjøtet blev halet hardt styrbord.

Det blev gjort, og briggen laa endnu som forhekset. Wicks, som hadde hodet fuldt av storseilet paa en skonnert, søkte tilflugt hos mesanen. Først halte han i skjøtet, saa slakket han av paa det, men uten resultat.

„Bras op den fordømte tingesten der!“ brølte han tilslut glorød i ansigtet. „Det er ikke mening skapt i den.“

Det var det sidste forvirrende støt for den stakkars kaptein, at ikke før hadde han braset op mesanen, saa fik briggen vind i seilene. Naturens love syntes ham at være ophævet; han fandt ikke sammenhængen mellem aarsak og virkning. Des mere omhyggelig var han for ikke at gjøre sine amatørmatroser nervøse. Han stod der med et ansigt som en fakkel, men han gav sine ordrer med fynd og klem, og nu da skibet var i fart, trodde han virkelig at hans vanskeligheter var over.

De andre seil blev nu sat, og briggen begyndte at glide paa vandet som en levende ting, der klang musik om baugen, og fuglene fløi og skrek over mastene. Stykke for stykke begyndte indløpet at aapne sig og den blaa sjø at komme tilsyne mellem braattene mot revet paa begge sider. Stykke for stykke begyndte øens lave land at løfte sig forut. Rærne blev braset op, mesanskjøtet halet an igjen, briggen blev holdt klos op til vinden, den tok saken med alvor, og var snart naadd nær til det punkt hvor den kunde gaa over stag og ligge ut av lagunen i en eneste baut.

Wicks tok selv roret og svulmet av seiersglæde. Han gav briggen fulde seil for at faa fart paa den og begyndte at brøle sine ordrer: „Klar til at vende. Ror i læ. Skjøter og halser. Stræk storseilet.“ Og saa de ulykkelige ord: „Det er nok med storseilet. Rend forut og bras rundt fokken.“

At faa en skværrigger til at stagvende er en sak som kræver erfaring og behændighet, og en mand som er vant til en skonnerts snappe bevægelser, vil let være for snar med en brig. Det gik saa nu. Ordren kom for tidlig, topseilene bakket; skibet var som lænket. Selv nu kunde de ha bjerget det, hadde de bare lagt roret om. Men overhodet at tænke paa at drive agterover, langt mer da at tænke paa at dra sig nytte av det, var en fremmed tanke for en slettopper-mand. Istedet skyndte Wicks sig med at kovende, en manøvre som der ikke var plads til, og Flying Scud tok grund paa en banke av sand og koral omtrent tyve minutter paa fem.

Wicks var ikke mand for at greie en skværrigger, det hadde han vist. Men han var sjømand og født kaptein i alle slike tilfælder hvor intelligens ikke er nødvendig, og hvor øine i hodet og et hjerte under trøien strækker til. Før de andre hadde faat tid til at forstaa uheldet, brølte han nye ordrer, han fik seilene git op og tok lodskud rundt skibet.

„Hun ligger godt,“ sa han og gav ordre til at sætte en baat ut med styrbords anker.

„Jeg gir ikke en haand til saanne narrestreker,“ svarte Tommy. „Jeg er dødstræt.“ Han gik bort og satte sig opgit paa storluken. „De satte os paa; De faar faa os av igjen!“ føiet han til.

„Tidevandet stiger!“ ropte kapteinen. „De vil da ikke vi skal gaa glip av høivandet!“

„Og jeg skal si Dem noget,“ tilføiet Carthew, „brisen løier mer og mer av, og solen er snart nede. Vi kan komme op i de værste vanskeligheter i mørket, og det uten andet end smaa blaf.“

„Jeg negter ikke det,“ svarte Wicks og stod en stund likesom i dyp eftertanke. „Men det som jeg ikke forstaar,“ brøt han ut, „det er hvad dere er gjort av! At bli paa dette stedet er mere end jeg orker. Der gaar solen ned som bare blod — og at bli her er mere end jeg orker!“

De andre saa forfærdet paa ham. At han faldt, deres hovedstøtte, at han gav efter for rædselen, det næsten lammet dem. Men det gav en anden, uset tilhører den leilighet han hadde ventet paa. Da briggen støtte, hadde Mac krøpet op kahytstrappen, han viste sig nu.

„Kaptein Wicks,“ sa han, „det er mig som har bragt disse ulykker over dere allesammen. Jeg er lei for det, jeg ber allesammen tilgi mig, og hvis der er nogen som kan si „jeg tilgir dig“, saa vil det gjøre mig lettere tilsinds.“

Wicks stirret forfjamset paa manden; saa fik han igjen magt over sig selv. „Vi bor i glashus allesammen her,“ sa han, „vi har ikke noget med at kaste sten paa hverandre. Jeg tilgir dig saa gjerne, og gid det bare maa gjøre dig godt.“

„Jeg takker dere for det; dere har været gentlemen mot mig,“ sa Mac. „Men der er noget andet som jeg har paa hjerte. Jeg haaber vi er allesammen protestanter.“

Det viste sig at de var det. Man skulde ellers tro at det ikke var en glædelig historie for den protestantiske religion at bli blandet op i.

„Det er som det skal være,“ fortsatte Mac. „Og hvorfor skal vi ikke be fadervor? Det kan ikke være noget ondt i det.“

Han snakket paa samme rolige, bønfaldende, barnlige maate som om morgenen, og de andre samtykket i hans forslag og knælte uten et ord.

Saa blev bønnen sagt til akkompagnement av brændinger og sjøfuglskrik, og alle reiste sig friskere og lettere tilsinds. Helt til nu hadde enhver for sig dvælet ved de brødefulde minder eller bare hentydet til dem i et øiebliks hete som straks var blit fulgt av taushet. Nu hadde de i flok set sin samvittighet i øinene, og det værste var over. Og dette var ikke alt. Men bønnen „forlat os vor skyld“, som faldt ind saa passende efterat de selv hadde tilgit ophavsmanden til deres ulykker, den lød som en syndsforladelse.

Ved solnedgang spiste de aftens paa dæk, og ikke længe efter la de fem skibbrudne — skibbrudne endda en gang — sig til at sove.

Dagen dæmret het og stille. De hadde sovet for tungt til at føle sig forfrisket, de vaaknet trætte, reiste sig overende og stirret rundt med sløve øine. Bare Wicks, som forutsaa en dags haardt arbeide, var livligere av sig. Han gik først til pumpen, peilet den en gang og saa en gang til, og blev staaende der med et barskt uttryk, saa alle kunde se at han var misfornøiet. Saa rystet han sig, klædte sig av til skindet, kløv op paa rælingen og løftet armene til et jump. Den dukkert fik han ikke. Han blev staaende som en støtte, med øinene mot horisonten.

I en-to-tre var de alle paa vei tilveirs, den nøkne kaptein forrest med kikkerten.

„Kan ikke si det, mastene er ikke oppe endnu. Men efter den vei røken lægger sig, saa maa den stevne bent hit.“

„Kanske en postdamper til Kina,“ svarte Wicks, „og det kan ogsaa være en velsignet orlogsmand som kommer for at se efter skibbrudne. Her! Vi har ikke tid til at staa og glo. Paa dæk, gutter!“

Han var den første paa dæk, som han hadde været den første tilveirs, halte ned flagget, bandt det igjen til signalfaldet og heiste det op med unionen ned.[4]

„Hør nu paa mig,“ sa han og drog bukserne paa sig, „og alt som jeg sier, maa dere bite dere fast i. Hvis det er en orlogsmand, saa render den som den hadde noget vondt efter sig, det gjør alle de skibene som ikke har noget at bestille og faar sine utgifter betalt. Det er vor chance, for vi vil følge med den, og de gir sig ikke tid til at se paa noget to ganger eller spørre om noget. Jeg er kaptein Trent; Carthew, De er Goddedaal; Tommy, De er Hardy; Mac er Brown; Amalu — stop! vi kan ikke gjøre ham til kineser! Aa, Wing maa ha rømt, Amalu hadde lurt sig ombord, saa gjorde jeg ham til kok og brydde mig aldrig med at paamønstre ham. Har De det? Si Deres navn.“

„Hvad het de andre to?“ spurte han. „Han som Carthew skjøt i kahytstrappen, og han som jeg traf i kjæven paa fokketversalingerne?“

„Vel, de er druknet,“ fortsatte Wicks, „druknet ved siden mens de prøvde at sætte en baat ut. Vi fik en byge over os inat, derfor var det vi drev iland.“ Han sprang bort til kompasset. „Byge av nord-nordvest-halvt-vest; blæste haardt, alle sammen hulter til bulter, taljeløperne i beknep, og Holdorsen og Wallen skyllet overbord. Naa? Har dere faat det ind i hodet?“ Han hadde faat trøien paa sig nu, og talte med en febrilsk utaalmodighet og kraft som runget som sinne.

„Trygt?“ brølte kapteinen. „Det er den værste hasard, din maanekalv. Hvis det skibet er bestemt til Kina — det ser det forresten ikke ut til — saa er det ute med os den dag vi kommer dit. Og er det bestemt den andre veien, saa kommer det fra Kina, hvad? Naa, hvis der er en mand ombord som nogen gang har sat sine øine paa Trent eller en av de andre her fra briggen, saa ligger vi allesammen i jern om to timer. Trygt? Nei, det er ikke trygt, det er en elendig liten chance til at slippe fra galgen.“

„Var det da ikke hundrede ganger bedre at bli paa briggen?“ ropte Carthew. „De vilde hjælpe os til at faa den flot.“

„Dere faar mig til at kaste hele dagen bort med prat!“ ropte Wicks. „Hør her, da jeg peilet pumpen imorges, var der to fot vand mot bare otte tommer igaaraftes. Hvad er galt? Jeg vet ikke, det kan være ingenting, det kan ogsaa være en styg skade. Og da har vi ikke andet igjen end en reise paa tusen mil i aapen baat, hvis dere foretrækker det.“

„Men det kan jo være ingenting, og ihvertfald er tømmermændene deres nødt til at hjælpe os,“ indvendte Carthew.

„Du store kineser!“ ropte kapteinen. „Hvordan støtte den? Med baugen. Og den ligger dypest med baugen nu. Hvis nogen tømmermand gir sig til at grave der, hvor gaar han saa først hen? Ned i ruffen, tænker jeg. Og hvad skal vi saa si om alt det blodet dernede? Saa er vi straks en morderbande, og veien er klar. Er der nogen anden som skal søle tiden væk? Nei? Naa, gudskelov for det! Nu, alle mand. Jeg gaar ned, og jeg lar dere bli igjen paa dæk. Dere tar dækket av den baaten der, og saa aapner dere pengekisten. Vi er fem ialt. Ta op fem kister og del pengene likt mellem dem — læg dem paa bunden — og skynd dere som tigere. Pak dem ind i uldtepper eller seil eller klær, saa de ikke klirrer. Det blir dygtig tunge kister, men det faar ikke hjælpe. De, Carthew — nei pokkern — De, Goddedaal, bli med ned. Vi har et godt stykke arbeide for os.“

Journalerne blev fundet i kahytten, bak kanarifuglens bur. Der var to, en ført av Trent, en av Goddedaal. Wicks saa først paa den ene, saa paa den anden, og rynket panden.

„Ikke jeg heller!“ sa kapteinen. „Hallo! dette er endda værre. Her er Goddedaals à jour, han maa ha ført ind i den før aftens. Se selv: Iagttat røk. — Kaptein Kirkup med fem mand fra skonnerten Currency Lass. — Ah, dette er bedre,“ tilføiet han og vendte sig til den anden journal. „Gamlen har ikke skrevet noget paa hele fjorten dager. Vi faar gi avkald paa Deres journal, herr Goddedaal, og holde os til gamlens — til min, mener jeg; men jeg vil ikke skrive, jeg har mine grunde til at la være. De skal skrive. Sæt Dem ned og før ind det jeg sier.“

„Og den nye haandskrift?“ sa Carthew. „De begyndte. Hvorfor stanser De og lar mig fortsætte? Og De maa jo ihvertfald underskrive.“

„Denslags uheld,“ sa han. „Der er en maate at komme til luvart av de fleste vanskeligheter, hvis en bare har et hode paa skuldrene sine.“ Han begyndte at forbinde sin haand med et lommetørklæ, og saa imens paa Goddedaals journal. „Hallo!“ sa han. „Dette gaar aldrig an for os — det er en umulig skrøne. Se her, først prøver denne kaptein Trent en vanvittig kurs, eller rettere sagt han er tusen engelske mil for langt syd. Og her viser det sig at han var nær denne øen den sjette, at han saa seiler alle disse dagene og er tæt opunder den igjen ved daggry den ellevte.“

„Ja, det ser ikke ut som det virkelige liv — det er alt jeg kan si,“ svarte Wicks. „Aa se her, prøv at binde denne bandagen fast; jeg bløder som en gris.“

Mens Carthew stelte med lommetørklædet, sank hans patient hen i dyp eftertanke; hans øine blev taakede, hans mund stod halvaapen.

„Jeg har det,“ brøt han ut og sprang op paa dæk. „Her, gutter!“ ropte han. „Vi kom ikke hit den ellevte, vi kom hit om kvelden den sjette, og har siden ligget her i stille. Saa snart dere er færdige med de kistene,“ tilføiet han, „saa kan dere rulle ut nogen kjøt- og vandtønder; det vil ta sig bedre ut — likesom vi utrustet os til baatreisen.“

Og han var tilbake om et øieblik og laget istand den nye journal. Goddedaals blev omhyggelig ødelagt, og de begyndte paa jagten efter skibets papirer. Av alle kvaler i denne aandeløse morgen var kanske dette den værste. Hit og dit fór de to mænd og lette; de bandte, de støtte hverandre overende, de blev gjennemvaate av sved, de frøs av rædsel. Det blev ropt ned til dem at skibet virkelig var en orlogsmand, at den var tæt inde, at den firte en baat ut, og endnu lette de forgjæves. Ved hvilket uheld de gik forbi jernkassen med pengene og kvitteringerne, er det vanskelig at forestille sig; men de saa den ikke. Tilslut blev de vigtige dokumenter fundet i lommen paa Trents stastrøie, hvor han hadde latt dem ligge siden han sidst var iland.

Wicks smilte for første gang den formiddag. „Ikke et øieblik for tidlig,“ sa han. „Ta saa De disse andre; jeg er ræd jeg kunde blande dem sammen hvis jeg bar begge dele.“

„Det er Currency Lass papirerne,“ svarte han. „Be til gud at vi maa faa bruk for dem igjen.“

„Baaten er i lagunen,“ ropte Mac ned; han hadde sittet paa skylightet og holdt utkik mens de andre arbeidet.

„Min gud!“ ropte Carthew med et gulp. „Vi kan ikke la den fuglen sulte ihjel. Den tilhørte Goddedaal.“

Et fælt best av en moderne orlogsmand laa tæt utenfor revet. Over lagunen kom en stor, hvit baat skummende for mange aarer. Flagget vaiet agter.

„Et ord til,“ sa Wicks. „Mac, De har jo været i kinesiske havne? Vel, saa kan De tale for Dem selv. Dere andre holdt jeg ombord hele tiden i Hongkong; jeg haabet dere vilde rømme, men dere narret mig og blev paa briggen. Det vil gjøre det lettere at lyve.“

Baaten var nu tæt ved, en gut paa agtertoften var den eneste officer, og en stakkar var det nok, for folkene pratet mens de rodde.

„Gudskelov, de har bare sendt en liten kadet!“ støtte Wicks frem. „Hardy, forut med dig! Jeg vil ikke ha nogen dæksfolk paa skansen,“ ropte han, og disse skjend strammet hele mandskapet op likesom en kold dusch.

Baaten kom elegant langs siden, og kadetten steg ombord, hvor han blev høflig mottat av Wicks.

„Hvis De vil følge mig agter, saa skal jeg fortælle Dem det hele,“ sa Wicks.

„Det vilde kanske De ogsaa gjøre i mit sted,“ svarte Wicks, og han fortalte hele historien om det raatne vand, den lange stille, bygen, de to matroser som var druknet; han fortalte den fort og hett, likesom en forbryder som ber for sig i retten. I saloonen i San Francisco hørte jeg den samme mand fortælle den samme historie, og selv da fyldte hans opførsel mig med mistanke. Men kadetten var ikke nogen iagttager.

„Naa, kapteinen har vældig hastverk,“ sa han, „men jeg fik ordre om at gi Dem al den hjælp jeg kunde, og signalisere efter en baat til hvis jeg trængte flere folk. Hvad kan jeg gjøre for Dem?“

„Aa, vi skal ikke opholde Dem,“ svarte Wicks. „Vi er aldeles færdige, gud velsigne Dem — folkenes kister, kronometret, papirerne, altsammen.“

„Mener De at forlate den?“ ropte kadetten. „Jeg synes den ligger pent. Kan vi ikke faa skibet av?“

„Det kunde vi let nok, men hvorledes vi skulde holde hende flytende, er et andet spørsmaal. Baugen er slaat ind,“ svarte Wicks.

Kadetten blev rød op til øinene. Han var ukyndig, og han visste at han var det, trodde at han allerede var avsløret, og frygtet for at røbe sig igjen. Ingenting var fjernere fra hans tanke end at kapteinen skulde narre ham. Hvis kapteinen var tilfreds, godt, saa var han det ogsaa. „Vel,“ sa han. „Be folkene faa sine kister ombord.“

De fire Currency Lass gutter hadde ventet i skjælvende spænding. Den kjærkomne nyhet kom over dem som solskin ved midnat, og Hadden brast i en storm av taarer, han hulket høit mens han halte paa taljen. Men arbeidet gik ikke senere for det; kister, mænd og bylter kom i en-to-tre over siden, baaten blev støtt fra, den gled ut av Flying Scuds lange skygge, og dens baug blev rettet mot indløpet.

Saa langt var de altsaa kommet. Det foregivne vrak hadde passert mønstringen, de var kvit det, de var kommet trygt bort, og vandet videt sig ut mellem dem og dets fældende vidnesbyrd. Paa den anden kant nærmet de sig mer og mer orlogsskibet, som godt kunde bli deres fængsel og bøddelkjærre. Endnu visste de hverken hvor det kom fra eller hvor det var bestemt, og angsten laa som et fjeld paa deres hjerte.

Det var Wicks som paatok sig at tale. Lyden var svak i Carthews ører, likesom uendelig langt borte, men hvert ords mening ramte ham som en kule. „Hvad sa De skibet het?“ spurte Wicks.

„Vet De vel.“ Hvad kunde det bety? Kanske ingenting, kanske at skibene hadde truffet hverandre før. Wicks samlet sit mod igjen. „Hvor er den bestemt?“ spurte han.

„Aa, vi skulde bare se indom de fæle øerne her,“ sa kadetten. „Saa gaar vi til San Francisco.“

Hongkong. Saa var spillet tapt. Med det samme de gik ombord, blev de grepet. Vraket vilde bli undersøkt, blodet fundet, kanske blev der soknet i lagunen, og de dødes legemer kom til syne for at vidne. En næsten ustyrlig impuls bød Carthew at reise sig fra toften, skrike høit og hoppe overbord; det saa altfor taapelig ut at lyve længer, at spøke med det uundgaaelige, at trække den pinefulde spænding ut endda nogen hundrede sekunder, naar skammen og døden synlig nærmet sig. Men den utæmmelige Wicks holdt stand. Hans ansigt var som et kranium, hans stemme ikke til at kjende igjen; selv den sløveste matros eller kadet — skulde man tro — maatte lægge merke til dette altfor talende ansigt og denne brutte stemme. Dog holdt han endnu stand; han vilde ha visshet.

„Sandelig om jeg vet,“ sa kadetten. „Vi laa der bare halvanden dag; vi anløp for ordre og kom like hertil. Værste tur De kan tænke Dem.“ Og han fortsatte med at skildre og klage over Tempests kjedsommelige reise.

Men Wicks og Carthew gav ikke længer agt paa ham. De la sig bakover mot rælingen og pustet dypt, kroppen var likesom lammet, men tankerne gik hurtige og glade; saa stor fare var de nu forbi, saa frydefuldt nær var hvilen, saa sandsynlig var redningen tilslut. For reisen med orlogsmanden var nu tryg; siden nogen faa dages fare, arbeide, aandsnærværelse i San Francisco, saa var hele den gruelige historie slettet ut, saa blev Wicks til Kirkup igjen, og Goddedaal blev Carthew — mænd som stod utenfor al mistanke, mænd som aldrig hadde hørt tale om Flying Scud og aldrig hadde set Midway Reef for sine øine.

Saa kom de langs siden, under de mange matroshoder og kanonmundinger, de kløv ombord som søvngjængere og stirret i blinde paa den høie rig, de hvite dæk, det yrende skibsmandskap, de hørte folk tale likesom langt borte, og visste ikke hvad de svarte.

„Hvad, Norrie, hvor dætter du ned fra? Hele verden venter paa dig. Vet du ikke at du har arvet dit kongerike?“

Han snudde sig, saa ansigtet paa sin gamle skolekamerat Sebright og faldt sanseløs om.

Doktoren var hos ham, da han en stund efter kom til sig selv i løitnant Sebrights lugar. Han aapnet øinene, saa haardt ind i det fremmede ansigt og talte med underlig, høitidelig kraft:

„Brown maa gaa samme vei,“ sa han, „nu eller aldrig.“ Her stanset han, og da han var blit litt klarere, saa talte han igjen: „Hvad var det jeg sa? Hvor er jeg? Hvem er De?“

„Jeg er lægen paa Tempest,“ var svaret. „De er i løitnant Sebrights lugar, og De skal kaste al uro fra Dem. Deres gjenvordigheter er forbi nu, herr Carthew.“

„Hvorfor kalder De mig det?“ spurte han. „Aa, nu husker jeg — Sebright kjendte mig! Aa!“ Og han stønnet og skalv. „Send Wicks ned til mig, jeg maa tale med Wicks straks!“ skrek han og grep om doktorens haandled med ubevisst voldsomhet.

„Godt,“ sa doktoren. „La os slutte en avtale. De skal drikke ut dette glas, og jeg skal hente Wicks.“

Og han gav den ulykkelige mand et opiat som fik ham til at sove inden ti minutter og sandsynligvis frelste hans forstand.

Doktorens næste forretning var at se til Mac, og mens han stelte med armen, fik han manden til at si navnene paa det reddede mandskap. Nu kom turen til kapteinen, og der er ikke tvil om at han ikke længer var den mand som vi har set; følelsen av fuldstændig tryghet, et solid maaltid og et godt glas grog hadde forenet sig om at slappe hans aarvaakenhet og nedsætte hans energi.

„Hvad!“ ropte doktoren, og han løftet hodet og saa kapteinen ind i øinene.

„Wicks,“ gjentok doktoren. „Hvem av dere er det? Men det er da et liketil spørsmaal.“

„Hvad taler De om? Hvad mener De med dette?“ ropte Wicks og rev sin halvt forbundne haand bort, saa blodet sprøitet i ansigtet paa lægen.

Han tørket det ikke av, han saa stivt paa sit offer og spurte videre. „Hvorfor maa Brown gaa samme vei?“ spurte han.

Wicks faldt skjælvende ned paa en bænk. „Carthew har fortalt Dem det,“ skrek han.

„Nei,“ svarte doktoren, „det har han ikke. Men De og han har faat mig til at tænke, og jeg tror der er noget galt.“

„Gi mig litt grog,“ sa Wicks. „Jeg vil heller fortælle det selv end ha Dem til at grave og gjette. Fanden om det er halvparten saa fælt som De ellers kunde tro.“

Og ved hjælp av et par glas sterk grog blev tragedien paa Flying Scud fortalt for første gang.

Det var en lykkelig række av tilfældigheter som bragte historien til doktoren. Han forstod og ynket de ulykkelige mænds stilling og kom dem storsindet til hjælp. Han og Wicks og Carthew — saasnart denne var blit frisk igjen — holdt hundrede raadslagninger. Det var ham som attesterte at „Goddedaal“ var for syk til at flyttes, og som smuglet Carthew iland om natten, det var ham som holdt Wicks’ saar aapent, saa han kunde underskrive med sin venstre haand, ham som tok alt deres chilisølv og den første dag i San Francisco fik det vekslet i guld. Han brukte sin indflydelse i messen til at binde munden paa de unge officerer, saa Carthews navn ikke kom i aviserne. Og han gjorde dem en endda vigtigere tjeneste. Han hadde en ven i San Francisco, en millionær; for denne mand forestillet han Carthew, en ung gentleman, sa han, som nylig hadde arvet et umaadelig gods, men var plaget av jødiske kreditorer som han prøvde at ordne sig med i al stilhet. Millionæren kom villig til hjælp, og det var med hans penger de gik til kamp mot vrak-kompaniet.

Saa sandt Currency Lass folkene kunde forsvinde under nye navn, betydde det ikke stort om briggen skulde bli kjøpt, eller om der blev opdaget nogen merkeligheter paa vraket. Nu var en av dem blit gjenkjendt, og alt var anderledes. Den mindste skandale var nu farlig. Man vilde spørre Norris hvorledes han, som var seilet med en skonnert fra Sydney, saa kort tid efter dukket op i en brig fra Hongkong. Og fra det ene spørsmaal til det andre vilde hans skibskamerater bli drat med. De kom paa den tanke at forebygge al fare ved at dra nytte av Carthews rigdom og kjøpe briggen under et alias, og dette blev sat i verk likesaa energisk som forsigtig. Carthew leiet logis alene og under et falskt navn, fik fat i den første den bedste sakfører — det var Bellairs — og gav ham i opdrag at kjøpe vraket.

Imens maatte kapteinen gaa op og ned gaterne, vise sig i konsulatet, bli krydseksaminert av Lloyds agent og plaget for de tapte papirers skyld, underskrive med venstre haand og gjenta sin løgn for hver skipper i San Francisco. Hvert øieblik kunde han løpe ind i armene paa en gammel ven som praiet ham med navnet Wicks, eller møte en ny fiende som frakjendte ham navnet Trent. Og det sidste hændte ham virkelig, men med sin rappe kløgt slap han ut av fælden. Det hændte i konsulatet — det værste av alle steder — at han pludselig hørte en grov stemme spørre efter kaptein Trent. Hjertet sat i halsen paa ham da han snudde sig.

„De er ikke kaptein Trent!“ sa den fremmede og trak sig unda. „Hvad er dette for noget? Jeg hører at De gaar for kaptein Trent — kaptein Jacob Trent — en mand jeg har kjendt siden jeg var saa stor.“

„Aa, De tænker paa min onkel, han som hadde banken i Cardiff,“ svarte Wicks med fortvilet frækhet.

„Frisk som en fisk,“ svarte Wicks, og blev her til alt held kaldt ind av kontoristen.

Siden gik det glat til selve auktionsdagen, da samtalen med Jim igjen skræmte ham fra vettet. Han var ræd da han kom til auktionen; han visste bare at Carthew hadde en mand der, han visste ikke hvem manden var, eller hvilke instruktioner han hadde faat. Man skulde tro at kaptein Wicks er et „godt liv“. Det maa være umulig for ham at faa slag, ellers vilde det hændt ham der, da han var vidne til det sindssyke kapløp, og saa den gamle brig og dens ikke synderlig værdifulde ladning bli tilslaat en fuldstændig fremmed mand for femti tusen pund.

Der var truffet den avtale at han skulde undgaa Carthew og fremforalt Carthews logis, forat det ikke skulde være mulig at spore nogen forbindelse mellem mandskapet og den pseudonyme kjøper. Men tiden til at vise forsigtighet var nu omme, og han hastet ut til Mission Street.

„Bare væk herfra,“ sa Carthew, og de tok fart nedover gaten. „Alt er forbi!“ sa nu Carthew.

„Salget!“ ropte Carthew. „Det hadde jeg glemt.“ Og han fortalte om stemmen i telefonen og det forfærdelige spørsmaal: „Hvorfor ønsket De at kjøpe Flying Scud?“

Dette spørsmaal, som kom efter det vanvittige salg, kunde rystet forstanden ut av en stor filosof. De syntes at alverden hadde sammensvoret sig mot dem, at stenene og guttene paa gaten kjendte deres brødefulde hemmelighet. Flugt var det eneste de tænkte paa. Sin skat pakket de i belter om livet, sine kister sendte de til en opdigtet adresse i British Columbia, og samme eftermiddag forlot de San Francisco.

Deres vei gik om Los Angelos og videre med Syd-Pacific-banen. Carthew reiste hjem til England, de tre andre tok av til Mexico.

NITTENDE KAPITEL.

„Aa, han er fattig, og jeg er rik,“ svarte han. „Jeg kan tillate mig at smile av ham. Jeg reiser bare langt bort, en dyr reise, forstaar De. Det er alt. Tror De ikke Persien kunde passe? Der er ikke maken til Persien. Hvad sier De om at slaa følge?“

Saaledes gik det til at jeg ikke den gang blev boende i Barbizon. Dagen efter tok vi toget til Konstantinopel, og fortsatte derfra til Teheran.

Jeg vet bare at han paa en eller anden maate kom sig tilbake til San Francisco. Længe efter sendte Pinkerton mig et utklip av en avis. Der stod at Bellairs var død paa et sykehus.

Da Carthew sa farvel til sine kamerater fra Currency Lass, reiste de til Mexico. Der levet de høit en tid. Saa tok Hadden og irlænderen en tur til guldmarkerne i Venezuela, mens Wicks drog alene til Valparaiso. Den dag idag er der en Kirkup i den chilensiske flaate; jeg saa navnet i aviserne forleden. Hadden blev snart træt av gruberne, og for en tid siden møtte jeg ham i Sydney. Han fortalte mig da at Mac var blit slaat ihjel under et overfald paa guldtoget.

Nu er der altsaa bare tre igjen av folkene fra Currency Lass, for Amalu kan man jo neppe regne. Han bor paa sit eget stykke land i Moui, han har endnu Goddedaals kanarifugl og er en gnier med sine penger. Han hadde ikke litet at begynde med; for baade Hemsteads og Carthews parter blev delt likt mellem de andre fire — Mac medregnet.

Stakkars Jim Pinkerton gjorde en vældig fallit en gang til, og denne gang var der virkelig kompaniskap mellem os — han hadde jo negtet at ta imot mine penger paa anden maate — saa jeg blev ribbet næsten nøken.

„Vi er jo venner, Dodd,“ sa han, „og jeg har jo mange flere penger end jeg burde ha.“

Vi talte frem og tilbake, og tilslut fandt vi paa en ordning som ikke gik min forfængelighet altfor nær.

Carthew kjøpte en skonnert og ansatte mig som superkargo. Han er ofte med en tur mellem Sydhavets øer, og om han ikke blir rikere av denne spekulation, saa er skonnerten stor og komfortabel. Carthew maler, og jeg modellerer, og et liv under disse himmelstrøk gaar bare altfor hurtig.

Jim Pinkerton har det ogsaa godt. Han har en fin forretning ute i Vesten, og hans kompagnon holder ham i ørene hver gang han vil gjøre altfor store spræl. Hans kompagnon? Det er kaptein Nares, saa Jim er sikkert paa det tørre nu. Han lever lykkelig med sin Mamie, som han stadig beundrer like høit. Han har faat sig sin egen avis ogsaa, og er godt paa vei til at bli senator. Sidst han skrev til mig, vilde han ha mig til at opgi skonnerten og bli redaktør i hans blad.

Siden vort opgjør i San Francisco har han aldrig spurt mig om vrakets hemmelighet.

FOTNOTER

[1] Øer utenfor Kalifornia-kysten.

[2] Kokoskjerner.

[3] Noget lignende som vort „halvtolv“.

[4] Nemlig som tegn paa at skibet er i nød.

INDHOLD

ASCHEHOUGS KRONEBIBLIOTEK SERIE 1911
Vilhelm Krag: Major von Knarren
Først i rækken er kommet Vilhelm Krags „Major von Knarren“, som nu forekommer mig langt rikere og mere stemningsfuld end da jeg første gang læste den. Boken har en munter, indsmigrende menneskelighet og megen humor og forfatteren evner at lægge et romantisk skjær over personerne ved at sætte dem i lys av en enkelt stor følelse i deres liv.
(Fernanda Nissen i „Sociald.“)	Pris indb. i shirtingsbind kr. 1.00.
A. Conan Doyle: Hunden fra Baskerville
Der er liv og fart over skildringen, en rent dæmonisk kraft i handlingen, saa man iler fra side til side, indtil man under aandeløs spænding har fulgt den verdensberømte Sherlock Holmes fra begyndelse til slut gjennem en av de sindrigst uttænkte og mest gaadefulde detektivhistorier, man kan tænke sig. „Hunden fra Baskerville“ er en av de bøker man sluker, og som kun har den feil at de aldrig blir lange nok.
Overs. av Elisabeth Brochmann.	Pris indb. i shirtingsbind kr. 1.00.
George Ohnet: Jernverkseieren
Den franske originalutgave av denne bog (Le Maitre de Forges) er solgt i en kvart million eksemplarer, likesom bogen er dramatisert og opført tusener av ganger hele verden over. Forfatteren er ogsaa alment erkjendt som en ualmindelig underholdende fortæller, og det er sagt, at det er umulig at aapne en av hans bøker uten at fortsætte til sidste side.
Overs. av Hans Brekke.	Pris indb. i shirtingsbind kr. 1.00.
Rudyard Kipling: I dronningens klær
Med et uuttømmelig fond av straalende humør, med psykologisk genialitet og en rigdom av spænding og eventyr fortæller Kipling om sine tre musketerer, hvis berømmelse forlængst har overstraalet Dumas’. Kiplings soldaterhistorier var det som skapte forfatterens verdensry og gjorde hans navn kjendt og kjært over det hele britiske rike.
Overs. av C. J. Hambro.	Pris indb. i shirtingsbind kr. 1.00.
Fredrik Viller: Gamle Friks diamant
Som bekjendt skjuler sig under dette pseudonym en av vore fremtrædende sjøofficerer. Fortællingen, som er overmaade underholdende og sammenspundet med likefrem forbausende dygtighed, griper straks læserens interesse og holder denne fangen gjennem hele bogen. Interessen forøkes yderligere derved at handlingen foregaar paa hjemlig grund.
	Pris indb. i shirtingsbind kr. 1.00.
Hermann Sudermann: Den graa dame
„Den graa dame“ er en oversættelse av „Frau Sorge“, som overalt ansees for at være forfatterens bedste og inderligste bog. Den alvorlige men samtidig yndefulde handling interesserer straks. En vakker bog, som det er en glæde at læse.
Overs. av Helene Lassen.	Pris indb. i shirtingsbind kr. 1.00.
Hele serien (6 bind) sælges samlet for kr. 5.40

ASCHEHOUGS KRONEBIBLIOTEK SERIE 1912
Robert Barr: En livlig dame
Med vid og lune skildrer forf. en forvænt amerikansk dollarprinsesses ekstravaganser. „En livlig dame“ er en yderst fornøielig bog, som paa den behageligste maate vil faa en ledig time til at forsvinde. Til reiselekture egner den sig fortræffelig.
Overs. av Signe Graff.	Pris indb. i shirtingsbind kr. 1.00.
Olaf Benneche: Marie Louise Reventlow
Et av den nyere norske literaturs smukkeste verker. Det er forfatterens debutbog, som med en gang satte ham i række med vore fremragende forfattere. Den fængslende handling, som foregaar ved midten av forrige aarhundrede, er friskt og malende irettelagt for læseren. Bogen fører med sig et pust fra de gode gamle dage.
	Pris indb. i shirtingsbind kr. 1.00.
Guy Boothby: Doktor Nikola
Denne bog er blit verdensberømt. Og det er ikke saa forunderlig, for det er en av de mest spændende bøker som er skrevet, — den formelig dirrer av spænding. Sikkert er det, at faar man „Doktor Nikola“ i haanden, har man ondt for at slippe den. Den har fængslet sine læsere hittil, og vil gjøre det endnu længe fremover.
Overs. av A. H.	Pris indb. i shirtingsbind kr. 1.00.
Alexandre Dumas: Den sorte tulipan
Dumas’ navn borger for at bogen er baade spændende og god. „Den sorte tulipan“ er en av de mest læste av hans mange romaner. Den læses paa alle sprog, og unge som gamle blir like revet med av den spændende handling, som fanger ens interesse fra første til sidste optrin. Den historiske ramme, som er lagt om skildringerne, gir det hele et skjær av eventyrlig glans, som forhøier nydelsen av bogen.
Overs. av C. W. N.	Pris indb. i shirtingsbind kr. 1.00.
Rudyard Kipling: Paa bølgen den blaa
For den store almenhed staar Kipling specielt som Indiens forfatter. Mange aner ikke at han har skrevet likesaa beundringsværdige fortællinger fra sjøen. Disse sjøfortællinger, som nu forelægges, er baade friske og morsomme, samtidig som de gir glimrende beviser for digterens skapeevne.
Overs. av C. J. Hambro.	Pris indb. i shirtingsbind kr. 1.00.
R. L. Stevenson: Snappet op
Med stor sanddruhed og glimrende fantasi har den bekjendte skotske forfatter tilrettelagt en spændende handling fra den tid, Stuarterne gjorde forsøk paa at erobre Skotland tilbake. Med den dypeste interesse følger man bogens unge helt fra den ene eventyrlige situation til den anden.
Overs. av Alf Harbitz.	Pris indb. i shirtingsbind kr. 1.00.
Hele serien (6 bind) sælges samlet for kr. 5.40

ASCHEHOUGS KRONEBIBLIOTEK SERIE 1913
A. Assollant: Den røde baron
Dette er en roman av den gamle, underholdende art, noget i genre med Dumas: „De tre musketerer“. Den foregaar dels i Frankrige, dels i Canada paa Ludvig XIV’s tid. Hele denne eventyrperiodes betagende glans hviler over den. Den historiske bakgrund er for størstedelen henlagt til krigene mellem englænderne og franskmændene, hvor begge parter tok de indfødte i deres amerikanske besiddelser til hjælp. Og alt dette er skrevet med en gallisk esprit som gjør bogen usedvanlig fængslende.
Elinor Glyn: Hvad var grunden?
Av nulevende engelske forfattere er Elinor Glyn en av de mest kjendte. Den fortælling som her indføres paa norsk, hører til forfatterindens nyeste og bedste. De spændende begivenheder, den udmerkede dialog og de livlige scener fra den moderne engelske societet vil sikre denne bog en meget stor læsekreds.
H. Rider Haggard: Dronningen av Sabas ring
Sir Henry har tilbragt et snes aar i Afrika, og det kjendskab han har erhvervet sig til landet i forbindelse med hans glimrende fantasi har sat ham istand til derfra at skrive en række bøker, blandt hvilke denne er en av de mest spændende. Dronningen av Sabas folk er trængt tilbake til et utilgjængelig fjeldland, hvor fire englændere tilfældigvis kommer hen og oplever de vidunderligste eventyr blandt resterne av dette folk, som endnu regjeres av en direkte descendent av kong Salomo og den fra bibelen kjendte dronning av Saba.
A. W. Marchmont: Da jeg var tsar
Der er om denne bog sagt at det er den mest spændende „politiske“ roman som er utkommet efter „Fangen paa Zenda“. Og det er sandt, at har man begyndt at læse den, saa maa man følge den unge amerikaners hændelser paa hans vei fra tsarens nærmeste omgivelser til det underjordiske nihilistiske Rusland, gjennem situationer saa fortættet av spænding at de næsten tar pusten fra en.
George Ohnet: Død over Bonaparte!
Dette er en av den kjendte og yndede romanforfatters bedste bøker; den utkom for et par aar siden og gir i en livlig fremstilling, hvor historiske fakta og digterens fantasi er sammenarbeidet til et kunstnerisk hele, en skildring fra førstekonsulens tid, hvor de mest fremragende royalister sammensverger sig mot Napoleon for at gjenindføre kongedømmet i Frankrig. Spændende politiske begivenheder og kjærlighedskonflikter veksler paa en maate, som er den berømte romanforfatter værdig.
Mark Twain: Spionen fra Louisiana og andre fortællinger, satirer og humoresker
Mark Twain er betegnet som verdens største humorist. Det er mulig at dette er sterkt sagt, men i den foreliggende bog formaar han ialfald at holde læserens lattermuskler i stadig virksomhed. Den første fortælling „Spionen fra Louisiana“ er desuten umaadelig spændende og saa glimrende fortalt, at den er aldeles betagende. Men det bedste av det hele er kanske denne fortællings forbløffende avslutning, som bevirker at latteren ogsaa her faar overhaand.
Hele serien (6 bind) sælges samlet for kr. 5.40

Errata

s. 64: glide forbi, og denne[dene] fortielse maatte jeg da ogsaa
s. 69: (istedetfor Ah Wing[ah Sing]) Jos. Amalu.
s. 84: — nu frelste du mig igjen[gj en]!“
s. 94: Denne sjøen har vokset mer og mer i [i] de
s. 128: ned [i] spygattene og nu og da spydde fra hullerne. Rundt
s. 131: Altsammen var nyt for Dem, og det glædet mig at [at] se
s. 139: ut; men de var godmodige nok til [til] at forstaa min
s. 140: likefrem at [at] fortælle sandheten og ved oprigtig at
s. 194: av et frimerke, det faar[aar] jeg aldrig vite, og det var
s. 199: „Aa!“ brøt jeg ut. „De har [har] hørt fra doktor
s. 199: jeg tror vi har en god del at [at] fortælle hverandre,
s. 200: Jeg tror det har [har] pint mig værre end — end
s. 228: til Sans Souci, som saloonen het, næsten sort [i] ansigtet
s. 250: paa Sydney[Sydny]-skonnerten Currency Lass, som blev
s. 275: i kjæven paa fokketversalingerne[fokke-tversalingerne]?“
s. 278: Mens Carthew[Carthev] stelte med lommetørklædet, sank
s. 284: Sebright og faldt sanseløs[sanse øs] om.
s. 288: fremmed mand for femti[ti] tusen pund.

Vrakets hemmelighet

FØRSTE KAPITEL.