
*** START OF THE PROJECT GUTENBERG EBOOK 76563 ***


                            PELLE EROBREREN.
                                   I


                            M. ANDERSEN NEXØ




                            PELLE EROBREREN.
                                BARNDOM


                                 ROMAN

                              FOLKEUDGAVE


                        KØBENHAVN OG KRISTIANIA
                         GYLDENDALSKE BOGHANDEL
                             NORDISK FORLAG
                         FORLAGETS BOGTRYKKERI
                                  1906


                         OPLAG 2500 EKSEMPLARER




                                  TIL
                                MESTEREN
                           HENRIK PONTOPPIDAN




                              TIL LÆSEREN!


Den brave Knægt jeg her sender ud i Verden nykonfirmeret og fuld af
Appetit, er det ørkesløst at gaa rundt og søge Fader-Lighed til. I tolv
Aar har jeg nu kælet for ham paa min Maade, og alle hans Glæder og
Sorger har lydt i mig selv, fra jeg kunde krybe — i mit Sind, i mine
Tarme, paa mine Rygstykker. Han er i højeste Grad min egen, og er i sin
gode Ret til — som Sagaens Sønner, naar de forlod Hjemmet — at kræve
Rejseordet af mig. Andre vil let nok kunne faa Øje paa alle hans Fejl,
men der er ingen, der kender ham som jeg.

Er han ikke blevet til i en Haandevending, saa kræver han til Gengæld
Plads — Beretningen om „Pelle Erobreren“s Kampe og Sejr bliver paa fire
Bind. Men det forskrækker vel ingen i dette Land, hvor man paa Vuggen
opøves i at tage de vægtigste Bøger i stiv Arm. — —

Han skulde ogsaa gærne komme i stort Følge! „Pelle Erobreren“ skulde
være en Bog om Proletaren — altsaa om Mennesket selv — der nøgen, kun
udstyret med Sundhed og Appetit melder sig i Livets Sold; om Arbejderens
brede Gang over Jorden paa hans endeløse, halv ubevidste Vandring mod
Lyset! Intet andet Samfundslag har saa stor en Baggrund for sin
Livsvandring som Almuen, eller saa stærke Skæbner — hvor Proletaren
kæmper, er det bestandig for det fundamentale, _han_ bliver endnu Martyr
paa de simpleste Retfærdighedskrav.

Pelle kommer til at tage sin Tørn med. Andet Bind skildrer hans Læreaar
i den lille Provinsby med dens gammeldags Haandværkerforhold; i tredje
Bind drager han over Havet som ung Svend — mod _Kongens København_ — og
er med i Arbejdernes Rejsning; sidste Bind foregaar i København som det
nu er, gennemorganiseret og styret af Arbejderhænder — _Folkets
København_.

Som den Svend han er, kommer han med i det hele. Og det hele skulde
gærne klinge igen i ham: i _hans_ Skridt skulde det uendelige Traadd
lyde af de mange, der vil kæmpe sig frem, _hans_ Sorger og Glæder skulde
være bærende for de manges Livslykke.

Hvad Bogen indfrir her, bliver det Læsernes Sag at dømme om. Men til
dem, der ærgrer sig over baade den ene og den anden Udgivemaade, vil jeg
sige, at den her valgte Form for Udgivelse er den naturligste, hvor det
drejer sig om en Bog paa fire stærke, naturligt afsluttende Bind — og at
Forlaget kun fortjener Tak, fordi det ved at udsende Bogen i et
forholdsvis stort Oplag og til meget billig Pris, sætter en ung
Forfatter i Stand til overhovedet at faa saa stort et Værk ud.

Espergærde, 28. Februar 1906.

                                                          FORFATTEREN.




                                   I


Det var den første Maj 1877, lige i Dagningen. Fra Søen kom Taagen
fejende, i et graat Slæb der laa tungt paa Vandet. Her og dér rykkede
det i den; den vilde lette, men lukkede sig igen og lævnede lige en
Stump Strand med to gamle Baade der laa med Bunden i Vejret; Stævnen af
en tredje Baad og en Stump Mole ragede frem af Tykningen et Par Skridt
til Siden. Med bestemte Mellemrum gled en flad Bølge graablank frem af
Taagen, slikkede ind over det raslende Strandgrus, og trak sig igen
tilbage; det virkede som laa der et stort Dyr skjult derinde i
Taagemassen og labede efter Land.

Et Par sultne Krager holdt til paa en sort oppustet Genstand dernede —
vel sagtens Aadslet af en Hund. Hvergang Bølgeslikket gled frem, lettede
de og holdt sig svævende et Par Alen oppe med Benene strakt lodret ned
mod Byttet, som hang de usynligt ved. Naar Søen igen sukkede tilbage,
lod de sig dumpe og borede Hovedet dybt ned i Aadslet; men Vingerne
holdt de nu højt opspilede, klar til at lette for det næste Slik. Det
virkede med en Tidsmaalers Regelmæssighed.

Et Raab dirrede ind over Havnen, og lidt efter hørtes den tunge Lyd af
Aarer der arbejdede over en Baadkant. Lyden fjærnede sig udefter og
hørte tilsidst helt op. Men saa gav en Malmklokke sig til at arbejde,
det maatte være paa den yderste Mole. Og ude fra Dybet hvor Aareslagene
var forsvundne, svarede et Tudehorn. De blev ved at svare hinanden med
et Par Minutters Mellemrum.

Byen var ikke til at se, men nu og da flaktes Stilheden deroppe af en
Sten- eller Kaolinarbejders Jærnklamper mod Stenbroen. Den skarpe Takt
kunde høres længe, til den pludselig blev borte om et eller andet
Hjørne. Saa blev en Dør aabnet og der lød en kraftig Morgengaben, nogen
gav sig til at feje Fortov. Vinduer blev slaaet op her og dér, og
forskellige Lyd drog ud som Hilsen til den graa Dag. „Dit Svin, har du
nu ikke ligget tør igen!“ skreg en skarp Kvindestemme; der lød korte
gennemtrængende Smæk og et Barns Graad. En Skomager begyndte at banke
Lær, lidt efter faldt han ind i Arbejdet med en hellig Sang:

   „Kun én er værd vor Sang I Brødre kære:
   det Lam paa hvem Alverdens Synder laa.“

Melodien tilhørte en af Mendelssohns _Lieder ohne Worte_.

Paa Bænken under Kirkemuren sad et Baadelav og stirrede langsynet ud
efter Søen. De lænede forover med Hænderne hængende foldede ned mellem
Knærne, og bakkede paa deres Snadder. Alle tre havde Ringe i Ørerne mod
Forkølelse og andet Ondt og indtog nøjagtig samme Stilling — som var den
ene bange for i mindste Maade at adskille sig fra den anden.

En Rejsende kom slentrende ned oppe fra Hotellet og gik hen til
Fiskerne. Han havde Kraven op om Ørerne og krøb sammen i Morgenkulden.
„Er der noget paa Færde?“ spurgte han høfligt og tog Huen af. Hans
Stemme lød morgenrusten.

En af Fiskerne bevægede Knoen en Smule i Retning af Hovedtøjet, det var
Formanden for Baadelavet. De andre stirrede urokkeligt lige ud med
lukkede Miner.

„Jeg mener siden der ringes og Lodsbaaden ligger ude og tuder,“ gentog
han. „Ventes der maaske Skib?“

„Det kan gærne være; én kan jo aldrig vide’t!“ svarede Baadføreren
utilgængeligt.

Den Fremmede saa ud som han var Genstand for grov Uforskammethed, men
tog sig i det. Det var jo ikke andet end det sædvanlige
Hemmelighedskræmmeri — indgroet Mistro mod alt, hvad der ikke talte
deres egen Dialekt og saa ud nøjagtig som de selv. De sad der og var
indvendig urolige trods det træede Ydre, skelede til ham i Smug og
ønskede ham godt og vel borte igen. Han fik Lyst til at pine dem lidt.

„Gudbevares, det er maaske en Hemmelighed?“ sagde han leende.

„Nej ikke det jeg ved af,“ svarede Fiskeren knotten.

„Ja jeg forlanger naturligvis ikke noget for ingenting! Det slider jo
ogsaa paa Kæbetøjet at lukke det op og i. Hvor meget plejer De at faa?“
Han tog til Pungen, det var hans Hensigt at fornærme nu.

De andre Fiskere kastede stjaalne Blikke til Baadføreren — bare han ikke
løb den paa Grund!

Baadføreren tog Piben fra Tænderne og vendte sig mod sine Kammerater:
„Nej som jeg sagde jer, hvad det angaar, saa kan somme Folk rejse om og
prange med hvad det skal være.“ Han varskoede dem med Øjnene, Udtrykket
i hans Ansigt var uldent. Kammeraterne nikkede; de gottede sig, den
Handelsrejsende kunde se det paa deres fjogede Miner.

Han var rasende, her stod han og blev behandlet som Luft og var
alligevel til Bedste for dem. „For Fanden Mennesker, har I ikke lært saa
meget, at man svarer høfligt paa et høfligt Spørgsmaal?“ sagde han
opbragt.

Fiskerne saa frem og tilbage til hinanden, de holdt stum Raadslagning.

„Nej men jeg skal sige os, at engang skal den jo komme kantro,“ sagde
Baadføreren endelig.

„Hvad for en den for Pokker?“

„Damperen kan jeg vel vide. Og det plejer gærne at være ved denne Tiden
— dermedsaa!“

„Naturligvis — det forstaar sig,“ vrængede den Rejsende. „Men er det nu
ogsaa værd at tale saa højt om det?“

Fiskerne havde vendt ham Ryggen og stod og gravede i deres Snadder.

„Her til vort er vi ikke saa aabenmundede som visse andre Folk, og vi
faar Føden alligevel,“ sagde Formanden til de andre. De brummede noget
til Bifald.

Den Fremmede drev ned ad Havnebakken, Fiskerne saa lettet efter ham.
„Sikken en Hagga!“ sagde den ene, „han vilde nok gøre sig til. Men du
gav ham da hvad han har godt af længe.“

„Ja gu bed det,“ svarede Baadføreren selvfølende. — „Det er det fine
Skidt én skal vare sig mest for.“

Nede midt paa Havnebakken stod en Værtshusholder og gabede uden for sin
Dør, til ham gentog Morgenvandreren sit Spørgsmaal og fik straks Svar —
Manden var Københavner:

„Jo ser De, vi venter jo Damperen i Dag fra Ystad med en gevaltig
Ladning Slaver. Billig svensk Arbejdskvaj forstaar De, som lever af
Fedtebrød og Spegesild og slæber for tre. De sku’ piskes paa Navlen sku’
de, med en gloende Istap — og Bønderbæsterne forresten med. — — Det skal
vel ikke være et lille Glas paa Morgenkvisten?“

„Nej tak, jeg tror næsten ikke — saa tidlig.“

„Ja ingen Aarsag. Saa lidt kan jeg sku ikke give tilbage paa.“

— — —

Paa Havnepladsen holdt der allerede en Del Bøndervogne, og hvert Øjeblik
kom ny rullende oppe fra, i fuld Fart. De nyankomne styrede deres Spand
saa langt frem som muligt, undersøgte med et kritisk Blik Sidemandens
Heste, og satte sig saa til at halvsove, sammenfaldne, med Pelskraven op
om Hovedet og en stor klar Draabe under Næsen. Uniformerede Toldere, og
Lodser der lignede uhyre Pingviner drev uroligt om, spejdede ud over
Søen og lyttede. Hvert Øjeblik ringedes der med Klokken paa den yderste
Mole, og Lodsbaadens Tudehorn svarede et Steds ude i Tykningen over Søen
— med en lang grim Tuden som fra et sygt Dyr.

„Hvad Bølen var det?“ spurgte en Bonde der lige var kommet, og tog
forskrækket i Tømmerne. Frygten meddelte sig fra ham til Hestene; de
stod og sitrede med Hovedet højt løftet, og blev ved at lytte ud over
Søen med spørgende Angst i Øjnene.

„Det var bare Søslangen der gav sig lidt,“ svarede en Toldbetjent. „Den
lider altid af Vinde i dette taagede Vejr — den er Vindsluger skal jeg
sige os.“ Tolderne stak Hovederne sammen og grinede.

Glade Søgutter i blaat Tøj og hvid Halsklud gik omkring og kælede for
Hestene, eller pirrede dem i Næseborerne med et Halmstraa for at faa dem
til at stejle. Naar Bønderne vaagnede op og skældte, lo de fornøjet og
sang:

   „En Sømand han maa lide
   langt mere ondt end godt, godt, godt!“ —

En stor Lods i Islænder og Bælgvanter fór uroligt rundt med en Raaber i
Haanden og brummede som en nervøs Bjørn. Nu og da krøb han op paa
Molehovedet, satte Raaberen for Munden og brølede ud over Vandet: „Hører
— I — noget?“ Brølet blev længe ved at ride udad paa de lange Dønninger
op og ned; herinde efterlod det trykkende Tavshed. Og pludselig kom det
igen oppe fra Byen som en uformelig Lallen der fik Folk til at le.

„N-e-j“ lød det lidt efter tyndt og langtrukkent ude fra Dybet. Og man
hørte atter Hornet tude, en lang hæs Lyd der vuggedes ind med
Dønningerne og brast gurglende i Skvulpet under Bolværk og paa
Beddinger.

Bønderne var nærmest uden for det hele, de smaablundede eller sad og
svippede med Pisken for at faa Tiden til at gaa. Men alle andre var
under Spænding. Efterhaanden var der samlet en Del Mennesker paa Havnen:
Fiskerne, Søfolk som endnu ikke var forhyrede, og Smaamestre som ikke
kunde blive hjemme paa Værkstedet for Uro. De kom strygende med
Skødskindet for og begyndte hæsblæsende at drøfte Stillingen; de brugte
Søudtryk, de fleste af dem havde faret til Søs i deres unge Dage. Det at
Damperen skulde komme var altid en Begivenhed der samlede Mennesker til
Havnen; men i Dag havde den de mange Mennesker om Bord, og der var
allerede gaaet en Time over Tiden. Den farlige Taage gav Spændingen et
Højtryk; men efter som Tiden gik veg Spændingen for en dump trykket
Stemning. Taagen er den Søfarendes værste Fjende, og der forelaa mange
uhyggelige Muligheder. I bedste Fald havde Skibet vel ramt Land for
langt til Nord eller Syd og laa nu et Steds derude paa Søen og brølede
og tog Lodskud, uden at turde røre sig. Saa var Kaptejnen som et ondt
Vej, og Matroserne sprang som Katte. Stop! — Langsomt frem! — Stop! —
Langsomt back! Første Mester stod selv ved Maskinen og var graa og
nubret af nervøs Spænding. Dernede i Maskinen hvor de slet intet vidste,
lyttede de sig Ørerne ud af Hovedet til ingen Nytte; men oppe paa Dækket
sansede hver Mand for Livet. Rorgængeren vogtede paa Kaptejnens styrende
Haandbevægelser saa Sveden sprak af ham, Udkigsmanden paa Bakken
stirrede og lyttede ind i Taagen til han hørte sit eget Hjærte slaa,
hver Mand paa Dækket var saa han spillede. Og Dampfløjten tudede
advarende. — Men kanske laa Skibet allerede paa Havets Bund.

Alle kendte det, hver Mand havde paa en eller anden Maade været med i
denne overladede Farespænding — som Skibsdreng, Fyrbøder, Kaptejn, Kok —
og fik noget af den i Blodet igen nu. Kun Bønderne var udenfor det hele,
de blundede, nikkede op med et Sæt og gabede lydeligt.

Søfolkene og Bønderne havde altid ondt ved at forliges, de var lige saa
forskellige som Jorden og Havet. Men i Dag gik man ligefrem og saa sig
indædt arrig paa Bønderne for deres ligegyldige Holdning. Den tykke Lods
havde allerede flere Gange været i Klammeri med dem, fordi de holdt i
Vejen for ham; og da en af dem gav sig en Blottelse faldt han straks
over ham. Det var en ældre Bonde, som vaagnede op ved at han var ved at
nikke forover; han saa utaalmodigt paa sit Ur og sagde:

„Det trækker ellers noget længe ud, Kaptejnen kan nok ikke finde Baasen
i Dag.“

„Han er nok snarere dumpet ind i en Kro under Vejs!“ sagde Lodsen
lysende af Ondskab.

„Ogsaa det saagu!“ svarede Bonden uden i Øjeblikket at gøre sig nøjere
Rede for Havets Veje. Tilhørerne slog en hoverende Latter op og lod
Misforstaaelsen gaa videre ud over Havnepladsen. Man stimede sammen om
den uheldige Mand. „Hvor mange Kroer er der herfra til Sverig?“ raabtes
der.

„Ja der er for nem Adgang til det vaade derude, det er Ulykken,“ blev
Lodsen ved. „Ellers kunde enhver Grødæder føre et Skib. Det er jo bare
at holde godt til højre om Mads Hansens Gaard, saa er Landevejen lige
for. Og Satan til Landevej! Telegraftraad og Grøfter og en Rad Popler
paa hver Side — lige grundforbedret af Sogneraadet. Grøden af Skæget, et
Smask til Kællingen og op paa Kommandobroen. Er Maskinen smurt Hans? Ja,
ja, saa rejser vi af i Guds Navn — ræk mig Stadspisken!“ Han
efterlignede Bøndernes Maade at tale paa. „Pas nu paa Kroerne, Far!“
føjede han til med pibende Kvindestemme. Der var umaadelig Latter, den
klang ondt af den trykkede Understemning.

Bonden sad ganske roligt og tog imod hele Skyllen; han dukkede blot
Hovedet lidt. Da Latteren var ved at lægge sig, pegede han paa Lodsen
med Pisken og sagde til de omstaaende:

„Det var Fanden til Hoved der sidder paa det Barn! Hvis Far er du min
Dreng?“ vendte han sig til Lodsen.

Der var flere der lo, og den tykhalsede Lods blev opsvulmet i Hovedet af
Raseri. Han greb fat i Vognfadingen og rystede den, saa Bonden havde
ondt ved at blive siddende. „Din visne Knoldsparker, din Svineavler, din
Møgkører!“ brølede han rasende „skal du komme her og dutte voksne Folk
og kalde dem Dreng! og ræsenere over Skibsfarten oven i Købet hæ —
saadan en luset Kreditpels! — Nej skulde du nogentid faa Lyst til at
tage din fedtede Nathue af for andre end Degnen derhjemme, saa tag du
den af for den Skibsfører, der kan finde sin Havn i en Taage som denne
her. Det kan du hilse og sige jeg har sagt.“ Han slap sit Tag i Vognen
saa den slog over i den anden Side.

„Jeg maa vel hellere tage den af for dig, siden det ikke lader til at
den anden kan finde os i Dag,“ sagde Bonden grinende og strøg sin lodne
Hue af, saa et stort skaldet Hoved kom til Syne.

„Skjul den Barnerumpe i en Fart, eller min Salighed jeg giver dig nogen
i den!“ raabte Lodsen blind af Raseri og vilde krybe op i Vognen.

I det samme lød som gennem Telefon en fjærn spæd Kvækken ude fra Dybet:
„Vi — hører — en — Dampfløjte!“

Lodsen sprang ud over Molen og slog i Forbifarten til Bondens Heste saa
de stejlede; Mænd gjorde klar ved Fortøjningspælene og kom skurende frem
med Landgangsbroerne i vild Fart; Vognene der havde Halm bag i som de
skulde hente Kvæg, gav sig til at køre skønt de ingen Steder havde at
køre hen, de malede rundt paa én Plet. Alt var i Bevægelse. Fæstemænd
med røde Næser og slu Øjne kom pilende oppe fra Skipperknejpen hvor de
havde holdt Varmen.

Og som om en mægtig Klo havde grebet ind i Bevægelsen stod alt pludselig
stille igen i anspændt Lytten — en fjærn forsvindende Brølen af en
Dampfløjte klagede nyfødt et Steds langt borte. Man listede sammen i
Klynger, stod i forstenet Lytten og sendte onde Blikke til de urolige
Køretøjer; var det virkeligt, eller var det et Foster af saa manges
hæftige Ønsker? — maaske et Varsel for hvermand om at Skibet i dette
Øjeblik gik til Bunds? Havet sender altid Bud om sine onde Gærninger; en
Lem knirker for de Efterladte, naar Forsørgeren gaar bort, eller der
pikkes tre Gange paa de Vinduer, som vender ud mod Søen — der er saa
mange Maader.

Men saa lød det igen, og denne Gang gik Lyden i fine Toneriller over
Vandet, det samme sitrende Halvfløjt som naar Gaddiserne letter — den
var levende. Og Tudehornet svarede den ude i Sejlløbet, og Malmklokken
inde paa Molehovedet; saa atter Tudehornet — og Dampfløjten i det
fjærne. Og saaledes blev det ved, en Ledetraad af Lyd blev spundet
mellem Land og det ubestemte Graa derude, frem og tilbage. Det kunde
tydelig fornemmes herinde paa den faste Jord, hvorledes man famlede sig
frem efter Lyden derude — den hæse Brølen tiltog langsomt i Styrke, veg
lidt til Syd eller Nord men tiltog stadig. Og andre Lyd brød igennem,
tung Skuren af Jærn paa Jærn, Skruens Larm naar den bakkede eller atter
slog fremad.

Lodsbaaden gled langsomt frem af Taagen. Den holdt sig midt i Sejlløbet,
bevægede sig sindigt indad og tudede uophørligt. Den slæbte ved Lyden en
usynlig Verden efter sig hvor Hundreder af Stemmer mumlede tykt ind i
Raab og Klange og klaskende Fodtrin — en Verden der flød i Blinde her i
Rummet tæt ved. Saa dannede der sig en Skygge i Taagen hvor ingen havde
ventet det, og det lille Dampskib brød frem — en Kolos at se til i det
første Overraskelsens Øjeblik — og lagde sig midt i Indløbet.

Nu brast den sidste Rest af Spænding over det hele, hvert Menneske
maatte foretage sig et eller andet for at løse sig ud. De tog ved
Hovedet af Bøndernes Heste og rykkede dem tilbage, bankede Hænder,
forsøgte en Vittighed eller lo blot støjende og stampede i Stenbroen.
„God Rejse?“ spørges der af en Snes Stemmer paa én Gang.

„_All right!_“ svarer Kaptejnen oprømt. Og nu er ogsaa han udløst,
Kommandoraabene ruller fra ham, Skruen løber kogende baglæns, Trosser
flyver gennem Luften, Dampspillet gaar med syngende Metalklang. Og
bredsides arbejder Skibet sig ind til Bolværket.

I Druknehullet mellem Bakken og Broen, inde under Overdækket og Agter —
alle Vegne myldrer det. Det er et underligt fjoget Mylr som af Faar der
rejser sig paa hinandens Ryg og maaber. „Sikken en Ladning Kvæg!“ raaber
den tykke Lods op til Kaptejnen og stamper henrykt i Molen med sine
Træskostøvler. Der er Faareskindshuer, gamle Soldaterkasketter, ræverøde
skabede Hatte, og Kvindernes tækkelige sorte Hovedtørklæder. Ansigterne
er saa forskellige som gammelt indskrumpet Svinelær og ung gulnende
Frugt, men Savn og Forventning og en vis Livsgraadighed lyser af dem
alle. Og Øjeblikkets Usædvanlighed lægger et Skær af Dumhed over dem,
som de dér kiler sig frem eller rejser sig over hinanden og stirrer med
aabne Miner paa dette Land, hvor Lønnerne skal være saa høje og
Brændevinen saa gudsforbasket stærk.

De ser de tykke pelsklædte Bønder og de anløbne Fæstemænd.

De ved ikke hvor de skal gøre af sig selv og staar i Vejen overalt,
Matroserne jager dem bandende fra Side til Side i Skibet, eller slænger
uden Varsko Luger og Stykgods over Benene paa dem. „Varsko, din svenske
Jævel!“ raaber en Matros der skal slaa Jærnportene op. Svenskeren hummer
sig forfjamsket, men Haanden farer for egen Regning til Lommen og piller
nervøst ved den store Foldekniv.

Landgangen er klar, og de halvtredje Hundrede Passagerer strømmer fra
Borde — Stenhuggere, Havnearbejdere, Tjenestepiger, mandlige og
kvindelige Daglejere, Karle, Røgtere, en og anden ensom lille
Vogterdreng, og elegante Skræddere der holder sig langt fra de øvrige.
Der er unge Mænd saa ranke og velskabte som de ikke fostres paa Øen her,
og Stakler saa tilrakkede af Slid og Savn som de aldrig bliver det
herhjemme. Der er endogsaa Ansigter imellem som lyser af aaben Ondskab —
og andre der gnistrer af Energi eller skæmmes af store Ar.

De fleste er i Arbejdstøj og har kun det med sig de gaar og staar i, her
og dér har en et Stykke Redskab paa Nakken — en Skovl eller Jærnstang,
De der har noget Rejsegods faar vendt godt op og ned paa det af
Toldvæsnet — Tøj er saa billigt i Sverig. En og anden Pige som er lidt
svær maa finde sig i Toldernes grovkornede Spøg, dér er f. Eks. den
smukke Sara fra Cimrishamn som alle kender. Hvert Efteraar rejser hun
hjem og kommer igen hvert Foraar — i de mest velsignede Omstændigheder.
„Det er Kontrabande,“ siger Tolderne og peger; de siger den samme
Vittighed hvert Aar og har gaaet og glædet sig til den. Men Sara som
ellers er saa ilter og rap i Kæften, stirrer bly mod Jorden — hun har 20
Alen Klæde viklet under Skørterne.

Bønderne er lysvaagne nu. De der tør, forlader Hestene og søger ind i
Flokken, de andre vælger sig deres Arbejdskraft ud med Øjnene og raaber
den an. Hver anlægger sit Maal — Skulderbrede, beskeden Holdning,
Usselhed; men de arrede og ondskabsfulde Ansigter er de bange for, de
overlades til Forvalterne paa de større Gaarde. Der bydes og tinges,
hvert Øjeblik kryber en eller to Svenskere op i Halmen bagi og ruller
bort. — —

Lidt afsides stod en ældre ludende Mandsling med en Sæk paa Ryggen og en
8-9 Aars Dreng ved Haanden; ved deres Fødder stod en grøn Kiste. De
fulgte opmærksomt hvad der foregik, og hvergang en Vogn rullede bort med
nogle af deres Landsmænd, rykkede Drengen utaalmodigt i den Gamle, der
saa talte beroligende til ham. Den gamle Mand undersøgte Bønderne én for
én med bekymret Mine og bevægede Læberne imens — han tænkte. Stadig løb
de røde vippeløse Øjne i Vand ved den vedholdende Stirren, og han
tørrede dem med den grove snavsede Sækkehals.

„Ser du den dér?“ sagde han pludselig til Drengen og pegede paa en lille
tyk Bonde med Æblekinder. „Tro om han ikke skulde være god mod Børn?
Skal vi forsøg’en, Pøjke?“

Drengen nikkede alvorligt, og de styrede løs paa Bonden. Men da han
hørte at de skulde følges ad, vilde han slet ikke have dem — Drengen var
altfor lille til at tjene Føden. Og saadan gik det dem hver Gang.

Det var Lasse Karlsson fra Tommelilla i Ystadtrakten og hans Søn Pelle.

Helt fremmed var Lasse jo ikke, han havde været paa Øen en Gang før —
for omtrent en halv Snes Aar siden. Men dengang var han yngre, saa at
sige i sin bedste Arbejdskraft, og havde ikke en lille Dreng ved Haanden
som han ikke vilde skilles fra for alt i Verden — det var Forskellen.
Det var det Aar, Koen druknede i Mergelgraven og Bengta gik og lavede
til Barsel. Skralt saa det jo ud, men Lasse vovede alt paa ét Kort han,
og benyttede de Par Kroner han fik for Huden af Koen til at drage til
Bornholm for. Da han vendte tilbage om Efteraaret var de tre Munde, men
da havde han ogsaa et Hundrede Kroner at se Vinteren i Møde med.

Lasse havde dengang været Mand for at redde Situationen; og endnu kunde
det rette op i hans ludende Gammelmandsskikkelse, naar han kom til at
tænke paa den Bedrift. Siden naar der var Smalhans, talte han altid om
at sælge Skidtet og tage til Bornholm for bestandig. Men Bengta
skrantede efter sit Gammelkonebarsel, og der blev intet af det — ikke
før hun døde efter otte Aars Elendighed, nu lige til Vaaren. Saa solgte
Lasse Stumperne underhaanden og fik et lille Hundrede Kroner ind; de gik
med til at klare enhver sit, den lange Sygdom havde tæret. Huset og
Jorden tilhørte Patronen. En grøn Kiste som havde hørt til Bengtas
Brudeudstyr, var det eneste Stykke han beholdt. I den pakkede han deres
Brugsgenstande og nogle Smaating af Bengtas, og sendte den forud til
Havnebyen med en kørende Pranger. En Del gammelt Skrammel som ingen
vilde byde paa, stoppede han i en Sæk, og med den paa Nakken og Drengen
ved Haanden gav han sig paa Fodvandring til Ystad, hvor Damperen fra
Rønne lagde til. Skillingerne kunde lige række til Overfarten.

Han havde været saa sikker paa sig selv under Vejs og i høje Toner
fortalt Pelle om dette Land, hvor Lønnerne var saa ufattelig høje, og
hvor man somme Steder fik Paalæg paa sit Brød og altid Øl til, saa
Vandvognen i Høstens Tid ikke kørte rundt til Arbejderne men kun til
Kvæget. Og — ja de der vilde kunde drikke Brændevin som Vand saa billigt
var det, men det var saa stærkt, at det slog sin Mand i tredje Omgang.
De brændte det af rigtigt Korn og ikke af syge Kartofler, og de drak det
til hvert et Maaltid. Og aldrig skulde Pøjken fryse dér, for det var
Uldent inderst og ikke dette her Blaarlærred, som det blæste rags
igennem; men en Arbejdsmand som kostede sig selv holdt magelig sine to
Kroner om Dagen. Det var noget andet det end Patronens lusede 80 Øre paa
egen Kost.

Pelle havde hørt det samme mange Gange før — af Faderen, af Ole og
Anders, Karna og hundrede andre som ogsaa havde været her. Om Vinteren
naar Luften var drivende tyk af Kulde og Sneraag og Fattigfolks Nød,
snakkede simpelt hen alle om det i de smaa Torp derhjemme. Og for dem
der ikke selv havde været paa Øen men kun hørte Fortællingerne om den,
skød Forestillingen helt fantastiske Skud omkap med Frosten paa Ruderne.
Pelle vidste det godt han, at her gik selv de fattigste Drenge i deres
bedste Tøj altid, og spiste Fedtebrød med Sukker paa saa tidt de vilde.
Her flød Pengene ganske simpelt som Skidt langs Vejene, og Bornholmerne
gad nok ikke engang bukke sig og tage dem op. Men Pelle skulde samle,
saa Far Lasse kom til at hælde Skramlet ud af Sækken og tømme Læddiken i
den grønne Kiste for at skaffe Plads. Og endda skulde det knibe. Bare de
nu snart kom af Sted — han ruskede utaalmodigt i Faderen.

„Ja, ja,“ sagde Lasse og havde Graaden i Halsen, „ja ja, du faar vel
give Tid du.“ Han saa sig raadvild om. Her stod han nu midt i al
Herligheden og kunde ikke engang finde en beskeden Plads til sig og
Drengen. Han begreb det ikke, havde da hele Verden forandret paa sig
siden hans Tid? Det dirrede helt ud i hans skjoldede Hænder, da den
sidste Vogn rullede bort. En Stund stirrede han hjælpeløst efter den;
saa bar han og Drengen den grønne Kiste hen til en Mur, og Haand i Haand
vandrede de op mod Byen.

Lasse gik og bevægede Læberne — han tænkte. Til daglig tænkte han bedst
ved at tale højt med sig selv; men i Dag var alle Ævner oppe i ham, og
han kunde nøjes med at bevæge Læberne.

Og som han traskede af Sted blev hans undskyldende Tanker til
undskyldende Ord. „Fan,“ udbrød han og sendte med et Stød af Ryggen
Sækken længere frem over Nakken, „inte skal man tage det første det
bedste som mælder sig; nok er det ikke klogt heller! Lasse har vel
Ansvaret for to kan jeg tænke, og han ved hvad han vil — og saadér! Har
vel været i fremmed Land før i Dag skulde jeg tro! Og nok kommer det
bedste altid til Slut, at du véd’et, Pøjke.“

Pelle hørte kun svagt efter. Han havde allerede trøstet sig, og Faderens
Ord om at det bedste nok var i Behold for dem var ham kun et svagt
Udtryk for en mægtig Sandhed — den at hele Verden skulde blive deres med
alt hvad den rummede af Vidundere Rub og Stub. Han var allerede i Færd
med at tage den i Besiddelse — med vidtaaben Mund.

Han gik med en Mine som skulde han sluge Havnen med alle dens Skibe og
Baade, og de store Bræddestabler, der nok saa ud til at være hule
indeni. Her var Legeplads her — men ingen Drenge! Mon Drengene her var
ligesom de hjemme? han havde ingen set endnu. Kanske havde de helt andre
Maader at slaas paa, men han skulde nok klare sig — blot de vilde komme
én ad Gangen. Dér stod jo et stort Skib helt oppe paa Land, og man var
nok i Færd med at flaa Huden af det. Jasaa, Skibene havde Ribben ogsaa,
ligesom Kørne!

Ved det store Træskur midt oppe paa Havnepladsen satte Lasse Sækken fra
sig. Han gav Drengen et Stykke Brød og sagde til ham, at han skulde
blive og passe paa Sækken; saa gik han opefter og forsvandt. Pelle var
dygtig sulten, han holdt om Brødet med begge Hænder og huggede graadigt
i sig.

Da han havde pillet de sidste Krummer op af sin Trøje gav han sig i Lag
med Omgivelserne. Det sorte i den vældige Gryde dér var Tjære, han
kendte det godt men havde aldrig set saa meget paa engang. Fy Fan, om
man drattede dér ned mens det kogte — det blev nok værre end selve
Svovlpølen i Helvede det. Og dér laa nogle vældige Fiskekroge, just Mage
til dem der hang i tykke Jærnkæder ud af Skibenes Næsebor! Mon der endnu
fandtes Kæmper der kunde fiske med en saadan Krog? Stærke Johan lod dem
nok ligge han!

Han fastslog ved Selvsyn, at Bræddestablerne virkelig var hule, og at
han med Lethed kunde komme ned paa Bunden af dem — blot han ikke havde
haft Sækken at trækkes med. Faderen havde sagt han skulde passe paa den,
og han slap den ikke ud af Hænderne et Øjeblik; da den var for tung at
bære, maatte han slæbe den efter sig fra Genstand til Genstand.

Han opdagede et lille Skib, ikke større end at en Mand kunde ligge
strakt i det, og fuldt af borede Huller i Bunden og paa Siderne; han
forskede sig frem til Skibstømrernes store Slibesten, der var næsten saa
høj som en Mand. Her laa krumme Planker hvori der sad Søm saa store som
Lensmandens ny Tøjrpæle derhjemme; og det Skibet var tøjret ved dér, var
det ikke en rigtig Kanon som de havde plantet?

Pelle saa det altsammen og undersøgte hver eneste Ting paa fornøden
Maade — snart blot ved at spytte vurderende paa den, snart ved at sparke
mod den eller kradse i den med sin Lommekniv. Traf han paa et eller
andet sælsomt Vidunder der ikke ad anden Vej vilde ind i hans lille
Hjærne, saa satte han sig overskrævs paa det.

Dette var en hel ny Verden, og Pelle var i Gang med at erobre den. Ikke
en Trævl vilde han lævne. Havde han nu haft Kammeraterne fra Tommelilla
her, saa skulde han have forklaret og sat dem ind i det altsammen.
Jøsses hvor de vilde glo stort! Men naar han igen kom hjem til Sverig
vilde han fortælle om det; saa sagde de nok Løgnhals til ham haabede
han.

Pelle sad og red paa en uhyre Mast, der laa strakt hen ad Tømmerpladsen
paa nogle Egeknægte. Han spændte Fødderne sammen under Masten, som han
havde hørt Ridderne i gamle Dage gjorde det ved deres Hest, og
fantaserede at han greb fat i en Ring og løftede sig selv, Hest og det
hele. Han sad til Hest midt i sin nyopdagede Verden og struttede af
Erobrerstolthed, slog med den flade Haand paa Hestens Kryds, og huggede
Hælene i Siden paa den mens hun skraalede en Vise af fuld Hals. Sækken
havde han maattet slippe for at komme herop:

   Højt oppe i Smaaland der dansede Smaadjævle
   med ladede Pistoler og riflede Gevær;
   alle de Smaadjævle de spilled paa Fioler,
   selve Gubben Satan spillede Klaver.

Midt i sin støjende Glæde kastede han et Blik i Vejret, stak i at
tudbrøle og lod sig dumpe lige ned i Hugspaanerne. Oven paa Skuret
Faderen havde anbragt ham ved stod en sort Mand og to sorte, halsende
Helvedeshunde; Manden stak Overkroppen helt ud af Tagrygningen og truede
ad ham. Det var en gammel Galionsfigur, men Pelle troede, det var selve
Gubben Satan der kom for at tage ham til Straf for den dristige Vise, og
stak i Rend opefter. Et Stykke oppe kom han i Tanke om Sækken og
stansede. Han brød sig ikke om den Sæk — og Prygl fik han heller ikke om
han lod den i Stikken, for Far Lasse slog aldrig; den fule Djævel vilde
ogsaa æde ham op om han vovede sig derned igen — allermindst; han saa
tydelig, hvor det lyste rødt af Næseborerne baade paa ham og Hundene.

Men Pelle betænkte sig alligevel. Faderen var saa øm over den Sæk, han
vilde ganske sikkert blive bedrøvet om han mistede den — kanske græde
som da han mistede Mor Bengta. For første Gang maaske var Drengen ude
for en af Livets alvorlige Jærnprøver og stod — som saa mange Mennesker
havde staaet før ham — med Valget imellem at ofre sig selv eller ofre
andres. Kærlighed til Faderen, Drengestolthed, den Pligttroskab der er
Samfundets Vuggegave til de Fattige — det ene med det andet afgjorde
Valget. Han bestod Prøven — men ikke tappert; han tudbrølede hele Tiden
mens han med Øjnene stivt rettede paa den Onde og hans Helvedeshunde
luskede tilbage efter Sækken og i stift Løb slæbte den efter sig op ad
Gaden.

Ingen er vel en Helt før Faren er overstaaet. Men heller ikke da fik
Pelle Lejlighed til at gyse over sit eget Mod; for da han først var uden
for den sorte Mands Rækkevidde og Skrækken skulde have sluppet sit Tag i
ham, tog den blot en ny Form. Hvor blev nu Faderen af? han havde jo sagt
at han straks kom igen! Om han nu slet ikke kom igen mere? Kanske var
han gaaet bort for at blive af med sin lille Dreng, der blot var til
Besvær og gjorde det vanskeligt for ham at faa Tjeneste.

Pelle forstod saa fortvivlet godt at det maatte komme dertil, mens han
brølende trak af med Sækken. Saadan var det jo gaaet andre Børn ogsaa af
hans inderlige Bekendtskab. Men de kom til Pandekagehuset og fik det
godt, og Pelle selv han skulde nok — — kanske opsøgte han selve Kongen
og blev taget i Huset og fik Prinsepogene til Legekammerater og sit eget
lille Slot at bo i. Men Far Lasse skulde ikke faa et Fnug, for nu var
Pelle vred og hævngærrig skønt han brølede lige løssluppent. Tre Dage
skulde han faa Lov at staa og dundre paa Porten og tigge for sig, og
først naar han græd ynkeligt — nej han fik vel have Lov at komme ind
straks, for Far Lasses Graad det var det pinagtigste i hele Verden. Men
han skulde ikke faa et eneste af de Søm, Pelle havde fyldt sine Lommer
med nede paa Tømmerpladsen; og naar Kongens Kone kom med Kaffe paa
Sengen til dem — —

Pelle stansede baade sin fortvivlede Graad og sine lykkelige Fantasier —
ud fra en Beværtning øverst i Gaden kom Far Lasse selv lyslevende. Han
saa sjæleglad ud og holdt en Flaske i Haanden.

„Dansk Brændevin, Pøjke!“ raabte han og vinkede med Flasken. „Huen af
for det danske Brændevin! — Men hvorfor har du grædt? — jasaa du blev
bange. Og hvorfor blev du bange? hedder ikke din Far Lasse kanske —
Lasse Karlsson fra Kungstorpet? Og han er ikke godt at drages med, han
slaar haardt han, om han tirres! Komme og kyse smaa skikkelige Pøjker,
fy fan! de faar vel agte paa deres Indvolde! Var end den hele vide
Verden fuld af brændende Djævle, Lasse er her han, og du skal ikke være
ræd!“

Mens han skældte saa opbragt tørrede han ømt Drengens graadsnavsede
Kinder og Næse af med sin ru Haandbalg og fik atter Sækken paa Nakken.
Der var noget rørende brøstfældigt over hans ludende Skikkelse, idet han
pralende og trøstende travede ned mod Havnen igen med Drengen ved
Haanden. Han stolprede i de store Fedtlærsstøvler, hvis Stropper stak ud
til Siden og havde en forbavsende Lighed med Pelles Øren; af den gamle
Vinterfrakkes gabende Lommer stak til den ene Side den røde Lommeklud,
til den anden Flasken. Han var blevet lidt løsere i Knærne nu, og Sækken
truede hvert Øjeblik med at tage Magten fra ham — den stødte ham forover
og tvang ham til at smaaløbe ned ad Bakken. Affældig saa han ud, maaske
de store Ord bidrog deres dertil. Men Øjnene lyste fortrøstningsfuldt,
og han smilede ned til Drengen, der løb ved hans Haand.

De nærmede sig Skuret, og Pelle blev helt kold af Skræk — Manden stod
der endnu. Han søgte om paa den anden Side af Faderen og vilde trække
ham ud over Havnepladsen i en stor Bue. „Der er han igen,“ sagde han
klynkende.

„Ja saa det var den dér, som var efter dig?“ sagde Lasse og lo højt —
„og han er tilmed af Træ. Da er du ogsaa den tapreste Pøjke, jeg har
kendt! Der skal ikke mangle stort i, at én kan sende dig mod en død Høne
naar du faar en Kæp i Haanden.“ Lasse blev ved at le og ruskede fornøjet
i Drengen. Men Pelle var lige ved at gaa i Jorden af Skamfuldhed.

Nede ved Toldboden traf de en Forvalter, som var kommen for sent til
Dampskibet og ingen Folk havde faaet. Han stansede sit Køretøj og
spurgte Lasse om han søgte Tjeneste.

„Ja vi søger begge to,“ svarede Lasse kry. „Vi vil tjene i samme Gaard —
som Ræven sagde til Gaasen.“

Forvalteren var en stor kraftig Mand, og Pelle gøs af Beundring over
Faderen, der turde tale ham saa dristigt til.

Men den store Mand lo godmodigt. „Saa skal han dér vel være Forkarl?“
sagde han og svippede til Pelle med Pisken.

„Ja det bliver han sikkert engang,“ sagde Lasse med stærk Overbevisning.

„Han kommer nok til at spise nogle Skæpper Salt først. Naa men jeg har
Brug for en Røgter og vil give dig 100 Kr. for et Aar — skønt du skal
have forbandet ondt ved at fortjene dem, efter hvad jeg kan se. Drengen
bliver der vel altid en Bid Brød til, men han maa naturligvis udrette
den Smule han kan. Du er vel hans Bedstefar!“

„Jeg er hans Far — for Guds og Hvermands Aasyn,“ svarede Lasse stolt.

„Se se, saa maa der jo alligevel være lidt ved dig endnu — hvis du da er
kommet ærligt til ham. Men kryb nu op om du vil dit eget Vel, jeg har
ikke Tid at holde her. Du faar ikke et saadant Tilbud hver Dag.“

Pelle syntes hundrede Kroner var en syndig Masse Penge, Lasse som den
ældste og fornuftigste havde derimod en Fornemmelse af at det var altfor
lidt. Men skønt det ikke var gaaet op for ham endnu havde Morgenens
Erfaringer pillet stærkt ved hans lyse Syn paa Fremtiden; Snapsen havde
til Gengæld gjort ham ligeglad og rundhaandet til Sinds. „Lad gaa til
da,“ sagde han og slog stort ud med Haanden. „Men Patronen skal vide, at
vi ikke vil have Spegesild og Søbe tre Gange om Dagen. Et ordenligt
Kammers faar vi ogsaa have — og Søndagsfrihed.“ Han hev Sækken og
Drengen op i Vognen og kravlede selv bagefter.

Forvalteren lo:

„Du har nok været her paa Landet før, Gamle? Men det kommer vi nok ud af
altsammen; du skal faa Flæskesteg med Rosiner i og Rabarbergrød med
Peber paa, saa tidt du gider aabne Munden.“

De kørte ned til Dampskibet efter Kisten og rullede saa ud ad Landet
til. Lasse som genkendte dette og hint forklarede vidt og bredt for
Drengen. Ind imellem stjal han sig til at tage en Dram, Forvalteren
maatte ikke se det. Pelle frøs og borede sig ned i Halmen, han krøb helt
ind under Faderen.

„Tag dig en Slurk,“ hviskede Lasse og listede Flasken til ham. „Men pas
paa, at han ikke ser det, for han er ful. Det er en Jude.“

Pelle vilde ingen Snaps have. „Hvad er en Jude for en?“ spurgte han
hviskende.

„En Jude — Kors i Jøsses Pøjke at du ikke ved det; det var jo Juderne
som korsfæstede Kristus. Derfor maa de nu vandre hele Verden over og
sælge Uldtøj og Naale og saadér; og snyder gør de overalt hvor de kommer
frem. Kan du ikke huske ham som snød Mor Bengta for hendes vakre Haar?
nej det var jo nok før din Tid — det var en Jude det ogsaa. Han kom en
Dag jeg ikke var hjemme, og pakkede alt sit fine Kram ud, der var nok
baade Kamme og Naale med blaa Glashoveder og de fineste Hovedtørklæder.
Og Kvindfolk kan jo ikke staa for saadant fint Kram, de bliver ligesom
jeg vil sige en af vi andre naar nogen holder os en Flaske Brændevin for
Næsen. Mor Bengta havde nu ingen Penge, men han den fule Fan vilde give
hende det fineste Hovedklæde, naar han maatte skære en liden Ende af
Flætningen. Og saa skærer han den af helt oppe ved Nakken. Kors i
Herrens Fryd hvor var hun som Flint og Staal naar hun blev gal — hun
pryglede ham ud af Huset med en Rage. Men Flætningen tog han med sig, og
Tørklædet var noget Skidt som det var at vente. For Juderne er nogle
fule Djævle, som har korsfæstet — — —“ Lasse begyndte forfra.

Pelle mærkede lige akkurat Faderens sagte Brummen. Det drejede sig om
Mor Bengta, men hun var jo død nu og laa i sorten Jord — hun knappede
ikke hans Underbul i Ryggen mere, og varmede hans Hænder naar han frøs.
— Jasaa de kom tilmed Rosiner i Flæskestegen her til Lands; de maatte
have Penge som Græs. Der laa nu ingen paa Vejene og flød, og farlig fine
var Husene og Gaardene ikke heller. Men det besynderligste var, at
Jorden her havde samme Farve som hjemme, skønt det var et fremmed Land.
I Tommelilla havde han set et Landkort, hvor hvert Land havde sin egen
Farve. Men det var altsaa Løgn det!

Lasse var forlængst gaaet i Staa, han sov med Hovedet paa Drengens Ryg.
Flasken havde han glemt at skjule.

Pelle vilde lige til at skyde den ned i Halmen, men Forvalteren — der
forresten ikke var Jyde men Sjællænder — vendte sig i det samme og fik
Øje paa den. Han bød Drengen kaste den i Grøften.

Ved Middagstid naaede de deres Bestemmelsessted. Lasse vaagnede idet de
rullede ind paa Stenbroen i den store Gaard og famlede mekanisk i
Halmen. Men pludselig besindede han sig paa hvor han var, og blev ædru
med et Ryk. Dette var jo saa deres nye Hjem! det eneste de havde at
holde sig til og vente sig noget af paa denne Jord. Og idet han saa ud
over den store Gaard, hvor Middagsklokken netop lød og kaldte Tyende og
Daglejere ud af alle Døre, forsvandt al hans Selvtillid. En fortvivlet
Følelse af Værgeløshed overvældede ham og fik hans Ansigt til at skælve
i afmægtig Bekymring for Sønnen.

Hans Hænder rystede under ham da han krøb af Vognen; han stod der
raadvild og prisgivet alle de forskende Blikke derhenne fra Nedgangen
til den mægtige Stuebygnings Kælder. De snakkede om ham og Drengen og lo
allerede. I sin Forvirring greb han til den Beslutning at gøre saa
gunstigt et Førsteindtryk som muligt, og gav sig til at tage Huen dybt
af for hver enkelt; Drengen stod ved Siden af og gjorde lige som
Faderen. Det mindede om Markedets Klovner, og derhenne ved Kælderhalsen
lo de højt og bukkede efterabende, de begyndte ogsaa at raabe op. Men
saa kom Forvalteren atter ud til Vognen, og de forsvandt hurtigt ned i
Kælderen. Oppe fra Stuehuset lød en fjærn enstonig Lyd som ikke vilde
høre op og uvilkaarlig bidrog til at virke nedtrykkende paa de to.

„Staa nu ikke dér og skab jer,“ sagde Forvalteren haardt — „men skrup
ned til de andre og faa noget i Skrutten. I faar Tid nok til at gøre
Abekattestreger for dem.“

Ved disse opmuntrende Ord tog den Gamle Drengens Haand og stavrede hen
mod Kælderen med fortvivlet Sind. I hans Indre græd det af alle Kilder
efter Tommelilla og Kungstorpet; Pelle knugede sig angst ind til ham.
Det uventede var pludselig blevet til et ondt Udyr i begges Fantasi.

Nede i Kældergangen lød den underlig langtrukne Lyd forstærket, og det
gik op for dem begge, at det var en Kvindes Graad.




                                   II


Stengaarden som for Fremtiden skulde være Lasses og Pelles Hjem, var en
af Øens største Gaarde. Men gamle Folk vidste, at da deres
Bedsteforældre var Børn laa der kun et Tohestesavl, som tilhørte en
Vevest Køller, et Barnebarn af Jens Kofod, Bornholms Befrier. Under ham
blev Huset til Gaard — han sled sig ihjæl paa det, undte nok hverken sig
selv eller de andre Maden. Og de to Ting blev ved at gaa i Arv i Slægten
— den elendige Føde og det med at udvide.

Markerne paa den Kant havde været Sten og Lyng for ikke saa
forskrækkelig mange Kuld siden; Smaakaarsfolk havde brudt Jorden og
slidt sig op Hold efter Hold for at holde den i Kultur. Rundt om
Stengaarden boede lutter Husmænd og Tohestes Folk, som havde købt med
Sved og Sult og lige saa let kunde tænke sig at sælge deres Forældres
Grav som deres lille Ejendom; de hang ved den til de faldt fra, eller
til Uheldet tog dem.

Men Stengaardsslægten vilde købe — bestandig købe og udvide sig, og den
maatte købe ved Ulykke. Overalt hvor Misvækst og Sygdom og Uheld med
Kreaturer slog til en Mand saa han ravede, købte Køllerne. Saaledes
voksede Stengaarden, fik mange Bygninger og fik Tyngde; den blev saa
tung en Nabo som Havet er det, hvor det æder af Landmandens Jord, Mark
for Mark og der intet er at stille op. Saa blev én ædt og saa den næste;
enhver vidste at Turen kom til ham før eller senere. Ingen gaar i Rette
med Havet; men alt hvad der rugede af Ondt og Uhygge over Fattigmands
Liv kom svævende deroppe fra. Dér holdt Mørkets Magter til, rædde Sind
pegede bestandig mod Stengaarden. „Det er godt gødet Jord,“ kunde Egnens
Folk sige med et eget Tonefald der rummede Forbandelsen; men videre
vovede de sig ikke.

Køllerslægten var ikke sentimental, den trivedes fortræffeligt i det
skumle Lys der faldt over Gaarden af saa mange rædde Sind — og følte det
som Magt. Mændene var raske til Drik og Kortspil; men de drak aldrig
mere end at de baade kunde se og sanse, og spillede de sig en Hest fra
først paa Aftenen, saa vandt de gærne to i Nattens Løb.

Da Lasse og Pelle kom til Stengaarden, mindedes de gamle Husmænd endnu
Bonden fra _deres_ Barndom Janus Køller — ham der mere end nogen anden
satte Fart i Sagerne. I sin Ungdom sloges han en Nat Kl. 12 med Fanden
oppe i Kirketaarnet og overvandt ham — og siden lykkedes alting for ham.
Hvordan det nu var eller ikke saa røg paa hans Tid den ene Nabo efter
den anden, og Janus gik rundt og overtog efter dem. Behøvede han en Hest
mere spillede han sig den til i Trekort — og saadan paa alle Omraader;
den Lede selv lagde alting til Rette for ham. Hans største Fornøjelse
var at køre gale Heste til og de der traf til være født Julenat paa
Slaget tolv, kunde tydelig se den Onde sidde hos ham i Sædet og holde
Tømmen. Han fik en beskidt Død som venteligt var! En tidlig Morgen kom
Hestene løbende hjem til Gaarden, og ham selv fandt man ved Vejsiden med
Hovedet knust mod et Træ.

Hans Søn igen blev den sidste Stengaardsbonde af den Slægt. Han var en
gal Djævel med meget godt i; naar nogen havde en anden Mening end han
slog han ham i Jorden; men han hjalp altid dem det gik galt for. Paa den
Maade blev der aldrig nogen der gik fra Hus og Hjem; og da han havde det
i sig at han skulde gøre Gaarden større han ogsaa, købte han Land op
inde i Lyngen og Klipperne. Men han lod det klogelig ligge hen for det
Stads det var. Han bandt mange til Gaarden ved sine Haandsrækninger, og
gjorde dem afhængige saa de aldrig forvandt det; Husmændene maatte
slippe deres eget naar han sendte Bud, og han var aldrig i Bekneb for
billig Arbejdskraft. Det var knap nok Folkeføde den Mand bød paa, men
han spiste altid selv af Fad med de andre. Og Præsten var hos ham paa
det sidste, der var ikke noget at sige paa hans Henfart.

Han havde ligget to helgode Koner ihjæl, og alt det han havde for det
var en Datter med den sidste. Og hun var ikke engang helt rigtig.
Allerede da hun var elleve Aar kom nok Blodet over hende — hun løb da og
gjorde sig til for alle og enhver. Men der var ingen der blot turde se
til hende, for de var bange for Stengaardsbondens Gebös. Senere slog hun
sig til den anden Side igen, hun udstafferede sig med en Stok ligesom et
andet Mandfolk, og gik og drev alene om derude i Klipperne i Stedet for
at tage sig noget husligt til. Hun lod ingen komme sig nær.

Kongstrup, den nuværende Stengaardsbonde, var ført. Han kom til Øen
bortefra for en Snes Aar siden, og endnu var ingen blevet klog paa ham.
Han havde det dengang med at drive om i Lyngen og ingenting tage sig til
ligesom hun, og saa var det jo ikke saa underligt, om han kom ud for den
Gamles Gebös og maatte gifte sig med hende. Men forfærdeligt var det!

Han var en løjerlig Pys, men kanske var Folk saadan dér hvor han kom
fra? Han havde saa én Idé saa en anden, lagde paa Daglønnen uden nogen
havde bedt ham om det, og lavede Stenværk med Akkordarbejde ved. Saadan
gik han og hittede paa Tossestreger til at begynde med, og lod det være
frivilligt om Husmændene vilde møde til Arbejde paa Gaarden; det gik saa
vidt med ham, at han sendte dem hjem i Regnvejr for at bjærge deres Korn
— og lod sit eget staa og ødelægges. Men det gik jo skidt ogsaa kantro,
og efterhaanden maatte han æde sine Tosserier i sig igen.

Egnens Folk fandt sig i Afhængigheden uden at knurre. Fra Far til Søn
var de vant til at gaa ind og ud ad Stengaardens Porte og udrette hvad
der blev forlangt — saa pligtmæssigt som Hoveribønder. Til Gengæld slap
de al deres Trang til Tragedie, al Livets Rædsel og skumle Mystik løs
paa Stengaarden. De lod Djævlen husere deroppe, spille Trekort med
Mændene om deres Sjæle — og ligge hos Kvinderne; og de tog Huen dybere
af for Stengaardsfolkene end for andre.

Alt dette var vel noget ændret med Aarene, den værste Brod var slidt af
Overtroen. Men den onde Luft som ligger over Herregaarde — over al stor
Ophobning af hvad der burde tilhøre de mange — laa ogsaa tungt om
Stengaarden. Det var Almuens Dom, dens eneste Hævn over sig og sine.

Lasse og Pelle vejrede hurtigt den trykkende Luft, og kom til at se med
de andres halvrædde Øjne endnu før de selv havde hørt noget videre. Især
Lasse gik og syntes han aldrig kunde blive rigtig glad her, saa tungt
det bestandig hang om én. Og saa den Graad som man ikke havde Rede paa!

                   *       *       *       *       *

Hele den lange lyse Dag havde Graaden sivet ud fra Stengaardens Stuer:
haa, haa, haa! ligesom Omkvædet paa en sørgelig Folkevise. Nu var der
endelig en Stansning i det. Lasse gik i den nedre Gaard og puslede — han
blev ved at have Lyden i Øret. Trist, saa trist var det med denne
stadige Kvindegraad, som var der et Barn død, eller en der sad tilbage
med Skammen. Og hvad kunde der saa være at græde for, naar man havde en
Gaard paa flere Hundrede Td. Land og boede i et højt Stuehus med tyve
Fag Vinduer.

   Rigdom det er kun en Gave fra Gud,
   men Fattigdom ja det er en Belønning.
   Hvo som Rigdommen har
   han er aldrig rigtig glar,
   den Fattige er altid saa fornøjet!

Karna sang det derovre i Mælkestuen, og jagu var det sandt ogsaa. Om
Lasse blot havde vidst hvor han skulde tage Penge fra til en ny
Busserunne til Pøjken, saa skulde han aldrig misunde et Menneske her paa
Jorden. Hvorvel det kunde være rart nok at have Penge baade til Tobak og
en Snaps iblandt, naar man ikke kom til at gaa andre for nær ved det.

Lasse gik og jævnede Møddingen, han var færdig med Middagsarbejdet i
Stalden og gav sig god Tid — dette var blot noget han stak imellem. Nu
og da skottede han dog op til de høje Vinduer og tog i med et Ryk, men
Trætheden var den stærkeste; det skulde have gjort godt med en lille
Eftermiddagshvil, men han vovede det ikke. Der var stille paa Gaarden,
Pelle var sprunget et Ærinde til Landhøkerens for dem i Køkkenet, og
alle Mandfolk var i Marken for at dække den sidste Vaarsæd. Stengaarden
var sent efter det.

Nu kom Landvæsenseleven snusende ud af Stalden, han var gaaet den anden
Vej ind for at komme bag paa Lasse, Forvalteren havde sendt ham. „Er du
dér din lede Politispion,“ mumlede Lasse da han saa Eleven, „en Dag
slaar jeg dig nok ihjæl!“ Men han tog Huen dybt af. Den lange Elev gik
op over Gaarden uden at se til ham og gav sig til at holde Fjas med
Pigerne nede i Bryggerset. Det lod han nok være med om Karlene var
hjemme — Spøgelset!

Kongstrup kom ud paa Trappen deroppe, han stod lidt og saa paa Vejret,
saa gik han ned mod Kostalden, Hut, hvor var han stor — han fyldte hele
Stalddøren. Lasse satte Greben og skyndte sig ind for at være ved
Haanden.

„Naa hvordan gaar det Gamle?“ spurgte Proprietæren venligt — „kan du
klare Sagerne?“

„Aa jo det gaar vel“ svarede Lasse „men der er ikke noget at give hen.
Det er en stor Besætning for én Mand.“

Kongstrup stod og følte en Malkeko paa Bagredet. „Du har jo Drengen til
Hjælp, Lasse. Hvor er han for Resten henne, jeg ser ham ikke?“

„Han er til Landhøkerens for Kvindfolkene.“

„Ja saa — hvem sendte ham af Sted?“

„Fruen selv tror jeg nok.“

„Hm — er det længe siden han løb?“

„Aa ja, han maa snart kunne være her igen.“

„Faa fat i ham naar han kommer, og send ham op til mig med Varerne — vil
du det?“

Pelle var ikke dristig ved den Gang op paa Kontoret; Fruen havde tilmed
befalet ham at holde Flasken godt skjult under Blusen. Der var mægtig
højt til Loftet inde, paa Væggene hang der fine Jagtgeværer; og oppe paa
en Hylde stod der Cigarkasser den ene oven paa den anden helt til Loftet
— ligesom det kunde være en Tobaksbutik. Men det forunderligste var dog
at de havde i Kakkelovnen nu midt i Maj — og for aabent Vindu. De vidste
nok ikke, hvordan de skulde faa Ende paa alle deres Penge! men hvor var
Pengekisterne henne?

Alt dette og meget mere iagttog Pelle, mens han stod inden for Døren paa
sine bare Fødder og ikke turde slaa Øjnene op af lutter Benovelse. Saa
drejede Storbonden sig i Stolen og trak ham hen til sig ved Kraven. „Lad
os saa se hvad du har under Blusen lille Mand,“ sagde han venligt.

„Det er Konjak,“ sagde Pelle og trak Flasken frem. „Fruen sagde jeg ikke
maatte vise den til nogen.“

„Du er en dygtig Dreng,“ sagde Kongstrup og klappede ham paa Kinden —
„du bliver nok til noget engang. Giv du mig nu Flasken, saa skal jeg
bære den ud til Fruen saa ingen faar den at se.“ Han lo hjærteligt.

Pelle rakte ham Flasken — dér paa Skrivebordet stod der Penge i en hel
Stabel, tykke runde Tokroner den ene oven paa den anden. Hvorfor fik Far
Lasse saa ikke det Forskud han havde bedt saadan om?

Nu kom Fruen ind, og Storbonden gik straks hen og lukkede Vinduet. Pelle
vilde gaa, men hun stansede ham. „Du har jo nogle Varer til mig?“ sagde
hun.

„Jeg har taget imod _Varerne_“ svarede Kongstrup. „Du kan faa dem — naar
Drengen er gaaet.“

Men hun holdt for Døren. Drengen skulde netop blive og være Vidne til,
at hendes Mand forholdt hende de Sager hun skulde bruge i Køkkenet —
alle skulde vide det.

Kongstrup gik frem og tilbage og sagde ingenting. Pelle ventede han
skulde slaa til hende; for hun brugte onde Ord — meget værre end Mor
Bengta naar Lasse kom hjem fra Tommelilla og var glad. Men han lo bare.
„Nu er det vist godt“ sagde han, førte hende bort fra Døren og lukkede
Drengen ud.

Lasse var ilde ved det. Han havde troet, at Proprietæren blandede sig i
det for at hindre at de alle kørte med Drengen — saa haardt han havde
hans Hjælp behov til Røgtningen. Og nu tog det den liderlige Vending.

„Ak saa det var Konjak“ gentog han — „ja saa kan jeg forstaa det. Men at
hun tør gaa saadan løs paa’n al den Stund _hun_ sidder i Lasten — han
maa være en skikkelig Bjørn.“

„Han er jo selv glad for Stærkt,“ mente Pelle som havde hørt et og andet
om Proprietærens Ture.

„Ja men et Kvindfolk du, det er dog en anden Sag. Husk paa det er fine
Folk. — Ja ja, det tilkommer ikke os at resenere over Herskabet, vi kan
have nok at gøre med at varetage vort eget. Men jeg vilde give meget
til, at hun ikke sendte dig i sine Ærender oftere — vi kan let komme til
at sidde som Lusen mellem to Negle.“

Lasse gik til sit Arbejde. Han sukkede og rystede paa Hovedet mens han
slæbte Foder frem — han var sletikke glad.




                                  III


Det var oplivende med alt det Solskin, der fyldte Rummet til alle Sider
uden at være ledsaget af tilsvarende Varme. Foraarets Dampe var borte af
Luften, og Sommerens Varmedis endnu ikke kommet. Der var kun Lys over de
grønne Agre og Havet derude, Lys der trak Landskabets Linjer klart op
mod den blaa Luft og udaandede mild behagelig Varme.

Det var en af de første Dage i Juni, den første rigtige Sommerdag. Og
det var Søndag.

Stengaarden laa og ruttede med Sol. Alle Vegne fik den Lov at trænge ind
med sit klare gyldne Skær; og hvor den ikke kunde naa hen, skælvede
dunkle Farvetoner som en hed lønlig Aande ud i Dagen. Luge- og
Døraabninger stod som slørede Øjne midt i Lyset, og hvor Taget laa i
Skygge sugede det som Fløjl.

Oppe i Stuehuset var der stille i Dag, Kiven holdt nok Søndag den ogsaa.

Den store Gaardsplads var delt i to ved et Stakit. Den nederste Halvdel
bestod hovedsagelig af en stor dampende Møddingskule med Køreplanker paa
Kryds og tværs og nogle endevendte Hjulbøre øverst oppe. Et Par Svin laa
nedgravet i Gødningen og sov — i Aile til midt paa Livet, en travl
Hønseflok spredte ivrigt de firkantede Bunker Hestegødning fra sidste
Morgens Mugning. En stor Hane stod midt i Flokken og ledede Arbejdet,
den lignede en Forvalter.

Oppe i den øverste Gaard var en Flok hvide Duer i Færd med at pille Korn
op af den rene Brolægning. Uden for den aabne Vognport gik en Karl og
saa Jagtvognen efter, en anden Karl stod inde i Porten og pudsede
Stadsseletøjet.

Karlen ved Vognen var i Skjorteærmer og nysmurte Knæstøvler; hans Legeme
var ungt og spænstigt og valgte smukke Stillinger under Arbejdet. Han
havde Huen helt nede i Nakken og fløjtede dæmpet, mens han arbejdede
Hjulene ud og ind og sendte stjaalne Blikke ned til Bryggerset. Dernede
under Vinduet stod en af Pigerne og holdt Søndagsvask, med nøgne Skuldre
og Arme, og Særken krænget ned under Brysterne.

Den svære Malkepige Karna gik forbi ham hen til Posten med to store
Spande. Da hun kom tilbage slog hun en Sjat Vand paa hans ene Støvle, og
han saa op med en Ed. Hun tog det som en Opfordring til at stanse og
satte Spandene fra sig med en forsigtig Skelen op til Stuehusets
Vinduer.

„Du har nok daarlig udsovet, Gustav,“ sagde hun og lo drilsk.

„Det er da ikke din Skyld ved jeg,“ svarede han studs. „Kan du lappe
mine Arbejdsbukser for mig i Dag?“

„Nej tak! Jeg lapper ikke dér hvor en anden klapper.“

„Vil du ikke gaa i din Mor igen da! Der er nok som vil lappe om mig dig
foruden.“ Han bøjede sig atter over Arbejdet.

„Jeg skal se om jeg kan faa Tid,“ svarede det store Kvindfolk inderlig
spagt. „Men jeg bliver næsten ene om alting i Eftermiddag, alle de andre
skal paa Farten.“

„Ja jeg ser Bodil vasker Patterne,“ han spyttede en Straale Snus hen mod
Bryggersvinduet. „Hun skal vel paa Session, siden hun gør det saa
grundigt?“

Karna saa træsk ud:

„Hun bad sig fri fordi hun vilde til Kirke — hun gaa i Kirke, jo kys mig
paa Mandag! Nej hun skal ned til Skrædderens i Lejet; dér skal hun vel
saa mødes med Malmberg — sit Bysbarn. At hun ikke holder sig for god til
at rode sig op i det med en gift Mand.“

„For mig maa hun gaa paa Sjus med hvem fan hun vil!“ svarede Gustav og
sparkede det sidste Hjul paa Plads med Foden; den store Karna stod og
saa mildt paa ham. Men saa opdagede hun et Ansigt oppe bag Gardinerne og
skyndte sig af Sted med sine Spande. Gustav spyttede foragteligt efter
hende mellem Tænderne — hun var dog for gammel for hans sytten Aar;
fyrre maatte hun vel mindst være. Han kastede endnu et langt Blik ned
efter Bodil og gik over i Vognporten med Smørekande og Nøgle.

Det høje hvide Stuehus der lukkede for Gaardens øverste Ende, var ikke
bygget sammen med de øvrige Længer men holdt sig fornemt tilbage, et Par
Stumper Plankeværk besørgede Forbindelsen. Det havde Kvist til begge
Sider, og en høj Kælder hvori der var Folkestue, Pigekamre, Bryggers,
Rullestue og de store Forraadskamre; paa Kvisten ind mod Gaarden sad et
Ur som ikke viste Tiden. Pelle kaldte Bygningen Slottet og var ikke saa
lidt stolt af, at han havde Lov at betræde Kælderen. Gaardens andre Folk
havde ikke saa kønne Navne til den.

Han var den eneste, hvis Ærefrygt for Hovedbygningen ikke rummede nogen
skummel Tilsætning, paa de andre virkede den som en fjendtlig Skanse.
Enhver der gik over Brolægningen i den øvre Gaard skelede uvilkaarligt
op til de høje tilslørede Vinduer, bag hvilke der i Smug kunde holdes
Øje med alt herude. Det var noget i Retning af at passere en Række
Kanonmundinger — det gjorde usikker i Benene; og ingen gik hen over den
rene Brolægning uden han var nødt til det. Derimod færdedes de frit nede
i den anden Halvdel af Gaarden, der var lige saa let at overskue fra
Stuehuset.

Dernede løb et Par af de yngre Karle og legede. Den ene havde erobret
den andens Hue og løb med den, og det gik i vild Jagt ud ad én Lodør og
ind ad den næste hele Gaarden rundt, under Pusten og kaad Latter og
snappende Udraab. Lænkehunden glammede henrykt og væltede sig
sindsforvirret rundt i sin Lænke, den vilde med i Legen. Oppe ved
Stakittet blev Røveren indhentet og kastet til Jorden, men han saa sit
Snit til at sende Huen op i Luften, den dalede ned lige for Stuehusets
høje Stentrappe.

„Ak dit lumske Kadaver!“ udbrød Ejermanden med en Stemme der klang af
fortvivlet Bebrejden, idet han bearbejdede den anden med sine
Støvlesnuder, „ak din fule Forvalterspire!“ Han holdt pludselig inde og
maalte vurderende Afstanden. „Giver du en Pægl, om jeg tør gaa op og
hente Huen?“ spurgte han hviskende. Den anden nikkede og rejste sig
hurtigt over Ende, for at se hvordan dét vilde spænde af. „Er det
svoret? du vover ikke at snyde dig fra det,“ han løftede Haanden
besværgende. Kammeraten gjorde en højtidelig Bevægelse hen over Struben
som snittede han den over, Eden var aflagt. Han der havde mistet Huen
trak op i Bukserne og stod lidt og tog sig sammen, hele hans Skikkelse
tætnede til af Beslutsomhed. Han lagde Hænderne paa Stakittet og satte
over, gik med ludende Hoved og faste Skridt over Gaarden — han lignede
en der har sat alt paa ét Kort. Da han havde Huen og rettede sig med
Ryggen til Hovedbygningen, sendte han en frygtelig Grimasse ned over
Gaardsrummet.

Nu kom Bodil op af Kælderen i sine fineste Kisteklæder, med sort
Silkeklæde om Hovedet og en Salmebog i Haanden. Lyse Himmerig hvor var
hun vakker! Og tapper — hun gik forbi Stuehuset i hele dets Længde og
ud. Men hun kunde vel ogsaa blive klappet af selve Proprietæren hvad Dag
hun vilde.

Uden om den egenlige Gaard laa de mange smaa og store Udbygninger:
Kalve- og Svinehuse, Redskabsskur, Vognrum, en Smedje som ikke
benyttedes mere. De laa der som lige saa mange Mysterier, med Lemme der
førte ned til bælgmørke underjordiske Roe- og Kartoffelkældere, hvorfra
man naturligvis ad hemmelige Gange kunde naa til de besynderligste
Steder under Jorden — og andre Lemme, der førte op til mørke Loftsrum,
hvor de vidunderligste Skatte opbevaredes i Form af gammelt Skrammel.

Men Pelle har desværre ikke megen Tid til at gennemforske alt dette.
Hver Dag maatte han hjælpe Faderen med at passe Kreaturerne, og Arbejdet
med den store Besætning var lige ved at overstige deres Kræfter. Saa
snart han havde et Pusterum, var de andre straks ude efter ham. Han
maatte bære Vand for Bryggerspigerne, smøre Landvæsenselevens Støvler og
løbe til Landhøkeren for Karlene efter Brændevin, eller Snus til at
lægge i Munden. Der var nok et lege med, men ingen kunde taale at se ham
lege; altid fløjtede de ad ham som ad en Hund.

Han søgte Erstatning ved at skabe selve Arbejdet om til Leg, og det lod
sig i mange Tilfælde gøre. Det at vande Kreaturerne var saaledes
morsommere end nogen rigtig Leg, naar Faderen stod ude i Gaarden og
pumpede og Drengen blot skulde lede Vandet fra Krybbe til Krybbe. Han
følte sig under dette Arbejde altid som noget af en stor Ingeniør. Men
meget andet Arbejde var til Gengæld for svært til at være morsomt.

I dette Øjeblik gik Drengen og drev om ude ved Udhusene, hvor der ingen
var til at jage med ham. Der stod aabent ind til Kostalden, og han kunde
høre Kørnes vedholdende Gumlen der nu og da afbrødes af en hyggelig
Pusten, eller af Lænkens regelmæssige Skuren op og ned naar en Ko kløede
sin Hals paa Stolpen. Faderens Træsko lød betryggende frem og tilbage
inde paa Fodergangen.

Ud af de smaa Udhuses aabne Halvdøre steg der varm Em som lugtede
behageligt af Kalve og Svin. Inde hos Svinene var der umaadelig Flid;
hele den lange Sti igennem gnaskedes og smaskedes der, en og anden
gammel So slubrede det Vaade i sig med Mundvigene, eller blæste boblende
rundt med Trynen langs Trugets Bund for at finde de raadne Kartofler
under Væsken. Her og dér sloges et Par om Truget og udsendte skærende
Hvin. Men Kalvene stak deres savlende Muler frem i Døraabningerne,
gloede ud i det gode Vejr og brølede varmt. En af de smaa Fyre tog Luft
ind ovre fra Kostalden paa en egen omstændelig Maade, og vrængede saa
Mulen op over Ansigtet i et fjollet Grin — det var en Tyrkalv. Den lagde
Hagen paa Halvdøren og forsøgte at sætte over, Pelle jagede den ned
igen. Saa slog den bagop, saa paa ham fra Siden, og stod med krum Ryg og
stampede i Gulvet som en Gyngehest. Den var skør af Solen.

Nede i Dammen stod Ænder og Gæs paa Hovedet i Vandet og fægtede i Luften
med de røde Ben. Og pludselig kunde hele Flokken faa et Anfald af ør
Solglæde og baske skrigende fra Bred til Bred; det sidste Stykke Vej
rutsjede de paa Vandet og vrikkede latterligt med Gumpen.

Pelle havde lovet sig meget af disse Par Timer, som var helt og holdent
hans egne, da Faderen havde givet ham fri indtil Middagssyslerne kom.
Men nu stod han og vidste hverken ud eller ind, Rigdommen overvældede
ham. Var det morsomst at sejle paa Dammen paa to korslagte Vognfjæl? —
der laa netop en Møgvogn til Vask derude. Eller skulde han gaa ind og
tumle med Smaakalvene? eller skyde med den gamle Blæsebælg inde i
Smedjen? Naar han fyldte Lufthullet med vaad Jord og trak godt til,
kunde der komme et pænt Skud ud af det.

Pelle fór sammen og søgte at gøre sig usynlig — selve Storbonden var
kommet frem om Hjørnet og stod nu med Haanden over Øjnene og spejdede
ned over det faldende Land og Havet. Da han fik Øje paa Pelle nikkede
han udtryksløst og sagde: „Goddag min Ven, naa hvordan gaar det!“ Han
stirrede stadig og vidste vel knap af, at han havde sagt det og klappet
Drengen paa Skulderen med Enden af sin Stok — Stengaardsbonden gaar ofte
i Halvsøvne.

Men Pelle følte det som et Kærtegn af guddommelig Art, og løb straks
over i Stalden for at fortælle Faderen hvad der var hændt ham. Han havde
en løftende Fornemmelse i Skulderen som havde han faaet Ridderslaget,
Stokken blev ved at føles der. Der strømmede berusende Varme fra Stedet
ud i hans lille Krop og fik Oplevelsen til at stige ham til Hovedet og
ham selv til at svulme. Han lettede sandt at sige og gik til Vejrs i en
uklar svimlende Fantasi — noget om at Stengaardsbonden antog sig ham som
sin Søn.

Han kom hurtigt ned igen, for inde i Stalden løb han lige i Armene paa
Søndagens Skrubvask. Søndagsvasken var det eneste vægtige han havde at
indvende mod Tilværelsen; alt andet kom og glemtes igen, men den meldte
sig bestandig paa ny. Han afskyede den, og da navnlig den Del som
drejede sig om det indvendige af Ørerne. Men der hjalp ingen kære Mor,
Lasse stod parat med en Spand koldt Vand og grøn Sæbe paa et Potteskaar,
og Drengen maatte af Tøjet. Som om Skrubningen ikke var tilstrækkelig
maatte han bagefter krybe i en ren Skjorte — heldigvis kun hveranden
Søndag. Bagefter var det hele rart nok at se tilbage paa — som noget der
var overstaaet og ikke kom igen for det første.

Pelle stod i Stalddøren ind til Gaarden og vigtede sig med strittende
Haar og rene Skjorteærmer; Hænderne havde han begravet i Stiklommerne.
Lige foran i Panden slog Haaret en Hvirvel, og det saakaldte „Koslik“
der skal betyde Lykke; og Ansigtet, der trak sig sammen mod det stærke
Lys, dannede det snurrigste hulter til bulter hvor ikke en eneste Ting
var paa Plads. Pelle svajede Læggene bagud og stod og vuggede let i
Benene, lige som han saa Gustav gøre det oppe ved Hovedtrappen hvor han
stod og holdt i Tømmen og ventede paa Herskabet.

Nu kom Fruen ud og Proprietæren ogsaa; en Pige løb foran ned til Vognen
med en lille Trappestige og hjalp Fruen op, Proprietæren blev staaende
øverst paa Trappen til hun var kommet til Sæde. Hun var daarlig til
Bens. Men sikken et Par Øjne der sad i Hovedet paa hende i Dag! Pelle
skyndte sig at se til den anden Side da hun vendte Ansigtet ned mod
Gaarden — Folkene hviskede om, at hun kunde se et Menneske i Ulykke naar
hun vilde. — Nu slap Gustav Hunden løs, den dansede foran Hestene og
glammede idet de kørte ud af Gaarden.

Saadan lyste Solen alligevel ikke paa en Hverdag. Det skar i Øjnene,
naar de hvide Duer fløj hen over Gaarden i samlet Flok og slog Sideslag
saa regelmæssige som om et stort hvidt Lagen drejede sig i Sollyset;
Skæret fra deres Vinger jog i Blink over Møddingen og fik Svinene til at
lette Hovedet med et spørgende Grynt. Ovre paa Kamrene sad Karlene og
spillede „Sekstiseks“ eller beslog Træsko, Gustav gav sig til at spille
paa sin Harmonika: Gubben Noah, Gubben Noah!

Pelle drev forsigtigt op i den øvre Gaarddel til det store Hundehus der
var til at dreje for Vinden; han satte sig paa Kanten af Taget og kørte
Karussel, ved at støde fra med Foden hvergang han passerede Stakittet.
Med ét kom han i Tanker om, at han selv var alles Hund og helst maatte
gemme sig. Han lod sig dumpe lige ned, krøb ind i Hundehuset og lagde
sig rund paa Halmen med Hovedet mellem Forpoterne. Der laa han en Stund
og stirrede ud paa Stakittet og lod Tungen hænge gispende ud af Munden.
Saa fik han pludselig en Idé, den kom over ham som en Nysen og fik ham
til at glemme al Forsigtighed. I næste Øjeblik var han i fuld Gang med
at rutsje ned ad Hovedbygningens Trappelæn.

Han havde rutsjet sytten Gange og var stærkt optaget af at naa de
halvtreds, da han hørte en skarp Fløjten ovre fra den store Vognport.
Derovre stod Landvæsenseleven og vinkede ad ham. Pelle drev slukøret
derhen, han fortrød bitterligt sin Tankeløshed. Nu skulde han vel igen
smøre Transtøvler, maaske for dem alle sammen.

Eleven trak ham inden for Porten og skød den i. Der blev mørkt, Drengen
som kom fra det stærke Dagslys kunde lige straks intet skelne, og det
han efterhaanden skimtede tog uformelige Omrids i hans rædde Fantasi.
Stemmer lo og brummede plumret for hans Øren, og nogle Hænder der
forekom ham forfærdelig store tumlede ham imellem sig. En uhyggelig
Rædsel krøb over ham ledsaget af forrykte springende Forestillinger om
Røvere og Mord, og han gav sig til at skrige højt af Angst. En mægtig
grov Haand lagde sig over hele hans Ansigt, og i Stilheden som fulgte
paa hans kvalte Skrig hørte han en Stemme ude i Gaarden kalde paa
Pigerne, de skulde komme og se noget morsomt.

Han var for lammet af Skræk til at fatte hvad der blev gjort ved ham, og
undrede sig blot svagt over hvad der kunde være af morsomt derude i
Sollyset. Mon han nogensinde fik Solen at se mere?

Som Svar paa hans Tanke blev Porten i det samme slaaet op. Lyset vældede
ind, han kendte Ansigterne om sig og stod der selv med nøgen Krop midt i
Dagen, Bukserne ned om Hælene og Skjorten kiltet op under Vesten. Henne
til Siden stod Eleven med en Kørepisk og klippede efter hans nøgne
Legeme.

„Spring!“ raabte en bydende Stemme, og Pelle sprang sanseløs af Skræk og
Forvirring ud i Gaarden. Dér stod Pigerne ude, de lo og hvinede ved
Synet af ham, han vendte sig for at flygte ind i Porten igen. Men Pisken
traf ham, og han maatte atter frem i Dagslyset, han humpede som en
Kænguru og kaldte ny Jubel ned over sig. Derude stansede han, stod ret
op og ned og græd hjælpeløst, mens det regnede ned over ham med raa
Bemærkninger, især fra Pigerne. Han ænsede ikke Pisken mere men krøb
blot sammen for at skjule sig, til han sank om paa Stenbroen i en
krampagtig hulkende Klump.

Den sværlemmede Karna kom stormende op fra Kælderen og trængte sig
skældende frem. Hun var ildrød i Hovedet af Vrede, paa hendes fregnede
Hals og svære Arme sad brune Dask af Kohaler fra sidste Malkning, de
lignede kluntede Tatoveringer. Hun sendte sin Tøffel svirrende lige i
Synet paa den lange Elev, svøbte Pelle ind i sit Sækkelærreds Forklæde
og bar ham ned i Kælderen.

Da Lasse hørte hvad der var overgaaet Drengen, tog han en Hammer og gik
rundt for at slaa Landvæsenseleven ihjæl. Den gamle Mand saa saadan ud
af Øjnene, at ingen havde Lyst til at stille sig i Vejen for ham. Eleven
havde imidlertid fundet det klogest at forsvinde; og da Lasse ikke fik
Afløb for sin Vrede, faldt han i rystende Graad og Frysninger. Han blev
helt syg, saa Karlene maatte kvikke ham op med en god slurk Brændevin.
Den tog med ét Slag Koldfeberen, og Lasse blev igen sig selv og kunde
nikke fortrøstningsfuldt til den forskræmte snøftende Pelle.

„Bare roligt Pøjke,“ sagde han trøstende — „bare roligt du! Endnu har
aldrig noget Menneske kunnet løbe fra sin Straffedom, og Lasse skal
knuse Skallen paa den lange Halvsatan, saa Hjærnen skal sprøjte ham ud
af Snudeskaftet, vær vis paa det.“

Ved Udsigten til denne kraftige Oprejsning lysnede det over Pelles
Ansigt, og han krøb op paa Stænget for at vælte Hø ned til Kreaturernes
Middagsmaal. Lasse, der ikke var saa glad ved at krybe til Vejrs, gik
paa Fodergangen og fordelte Høet. Han gik og smaatyggede paa noget,
Pelle hørte ham stadig tale højt med sig selv. Da de havde syslet af,
gik Lasse ind til den grønne Kiste og hentede et sort Silkeklæde frem
som havde været Bengtas Stadsklæde; han saa højtidelig ud da han kaldte
paa Pelle:

„Spring over til Karna med det og bed at ikke hun forsmaar! For nok er
vi ikke saa fattige heller, at vi lar Godheden selv gaa tomhændet fra
os. Men du skal ikke lade nogen anden se det, at de ikke skal faa ondt
af det. Mor Bengta vil sikkert ikke fortryde paa det dér hun ligger i
sin Grav; hun havde foreslaaet det selv hun — i Fald hun kunde sige fra.
Men hun har jo Muld i Munden, Stakkel!“ Lasse sukkede tungt.

Han stod endnu en Stund og vejede Tørklædet i Haanden, inden han gav
Pelle det at løbe med; han var ikke slet saa sikker paa Bengta som hans
Ord lod, den gamle Mand vilde gærne forskønne hendes Minde baade for sig
selv og Drengen. Nægtes kunde det vel ikke, at hun helst stillede sig
krængd i et Tilfælde som dette her — sjalu som hun var; og kanske faldt
hun paa at gaa igen over det Tørklæde. Men Hjærte havde hun alligevel
haft baade for ham og Pøjke, og som oftest sad det hvor det skulde sidde
— det Lov maatte de give hende. Saa fik Gud Herren dømme hende saa mildt
han kunde.

                   *       *       *       *       *

Om Eftermiddagen var der stille paa Gaarden. Folkene var næsten alle
ude, hvor de nu var henne — til Kros vel eller inde hos Stenhuggerne paa
Værket. Herskabet var ogsaa ude, straks efter Middag lod Proprietæren
spænde for og kørte til Staden, og en halv Time efter trillede Fruen af
Sted i Ponyvognen — hun skulde ud og passe paa ham sagde Folkene.

Gamle Lasse sad oppe i en tom Baas og bødede Pelles Tøj, Drengen gik paa
Fodergangen og legede. Han havde fundet en gammel Støvleknægt i
Røgterkamret, den satte han under Knæet og lod som han gik paa Træben.
Imens pludrede han sorgløst med Faderen. Han var dog ikke saa højrøstet
som ellers, Formiddagens Oplevelse sad endnu i Kroppen paa ham og
virkede dæmpende; den sad der nærmest som noget af en Bedrift han havde
udført og nu var benovet over. En Omstændighed til gjorde ham højtidelig
stemt — Forvalteren havde været ovre og sagt, at Kreaturerne skulde ud
næste Dag. Pelle skulde vogte Ungkvæget, og dette blev altsaa den sidste
Fridag, kanske for hele Sommeren.

Han stoppede op ud for Faderen: „Hvad slaar du ham ihjæl med Far?“

„Med Hammeren kan jeg tro.“

„Slaar du ham helt pladask ihjæl — saa død som en Hund?“

Lasse nikkede ildevarslende: „Ja for alt!“

„Men hvem skal saa læse Navnene for os da?“

Den Gamle rokkede betænkeligt paa Hovedet. „Da var det ogsaa et sandt
Ord!“ udbrød han og kløede sig saa ét Sted saa et andet. Hver Ko havde
sit Navn staaende med Kridt over Baasen, men ingen af dem kunde læse.
Forvalteren havde rigtignok gaaet Navnene igennem med dem én Gang; men
det var ikke til at huske halvhundrede Navne for den ene Gang — end ikke
for Pøjken som havde saadan en masakrerende god Hukommelse. Slog Lasse
nu Eleven ihjæl, ja hvem skulde saa hjælpe dem at tyde Navnene?
Forvalteren taalte saa vist ikke at man kom til ham og spurgte anden
Gang.

„Vi faar vel hellere nøjes med at piske ham,“ sagde Lasse grundende.

Drengen legede en Stund, saa kom han igen hen til Lasse:

„Tror du ikke Svenskerne kan prygle alle Folk i Verden, Far?“

Den Gamle saa betænkelig ud: „Ja — jo, det er vel troligt.“

„Ja for Sverig er meget større end hele Verden, det er det du!“

„Ja stort er det,“ sagde Lasse og gjorde et Forsøg paa at forestille sig
dets Udstrækning. Der var 24 Len, deraf var Malmøhus bare et og
Ystadtrakten en liden Del af det igen. I det ene Hjørne af Ystadtrakten
laa saa Tommelilla, og en verdsens liden Del af Tommelilla det var hans
Torp, som han engang syntes var saa vældigt med sine fire Tønder Land!
Ak ja, Sverig var stort — ikke større end hele Verden forstaas, for det
var jo bare Barnesludder det, men nok større end hele den øvrige Verden
tilsammens. „Ja det er stort! — Men hvad er det du bestiller Pøjke?“

„Jeg er jo en Krigskarl der har faaet det ene Ben skudt af ser du vel!“

„Ja saa du er en Invalid. Men det skulde du ikke, for Gudfader lider
ikke saadan noget; du kunde let blive til en rigtig Krøbling, og det var
ondt og ilde.“

„Aa, han ser ikke det, for han er jo i Kirkerne i Dag!“ svarede Drengen
men var dog saa forsigtig at holde op. Han stillede sig i Stalddøren og
fløjtede men kom pludselig sættende i stor Iver: „Far nu er Landvæsnet
der, skal jeg springe hen efter Pisken?“

„Nej vi maa vel lade det være. Han kunde dø mellem Hænderne paa os,
saadant fint Skidt holder ikke at slaa paa. Han kunde dø af Skrækken
alene.“ Lasse skelede betænkeligt til Drengen.

Pelle saa meget skuffet ud: „Og hvis han nu gør det igen?“

„Nej han slipper ikke fra dette her uden Skrækken. Jeg skal tage ham i
stive Arme og lette paa ham, saa han hænger og dingler i lyse Luften og
ber ynkeligt for sit kære Liv; og saa skal jeg sætte ham lige saa roligt
ned paa Jorden igen. For Lasse kan ikke med at være ond, Lasse er et
skikkeligt Fæ!“

„Saa skulde du lade som du tabte ham, naar du holder ham helt højt oppe
i Luften. Saa skreg han vist og troede han skulde dø, og de andre kom og
lo ad ham.“

„Nej, nej, du maa ikke friste din Far heller! Maaske jeg da fik Sind til
at smide ham i Jorden, og det var et Mord det og Slaveri paa Livstid!
Nej jeg maa hellere skælde ham Huden fuld, det bider bedst paa saadan en
fin Gavflab.“

„Ja og saa skulde du kalde ham en tyndskanket Knoldsparker, det gør
Forvalteren naar han er gal paa ham.“

„Nej det gaar vel ikke det heller. Men jeg skal nok tale et Alvorsord
med ham som han ikke glemmer saa snart igen.“

Pelle var velfornøjet. Der var ingen som Faderen — heller ikke naar det
galdt at tale Donner naturligvis. Han havde aldrig hørt det, og glædede
sig mægtigt til det mens han gik og stavrede med Støvleknægten. Han
brugte den ikke længer som Træben for ikke at æske Guds Straffedom; men
holdt den under Armhulen som en Krykke og støttede den mod Fodmurskanten
fordi den var for kort. Hvem der gik paa to Krykker ligesom Præstens Søn
hjemme! — han kunde springe over de længste Vandpytter.

Lys og Skygge fik pludselig travlt oppe under Loftet, og da Pelle vendte
sig om, stod der en fremmed Dreng i Døren ud til Marken. Han var
jævnstor med Pelle, men Hovedet var næsten som en voksen Mands. I første
Øjeblik saa det ud som han var skaldet over det hele; men saa drejede
han sig i Solen, og det bare Hoved glinsede som af Sølvskæl. Det var
dækket af tyndt hvidligt Haar, der var ganske smaat og temmelig jævnt
fordelt over Ansigt og det hele; Huden var lyserød og det hvide i Øjet
ogsaa. Ansigtet vaandede sig under Lyset og var dækket af gamle Rynker;
Baghovedet ragede stærkt frem og saa ud til at være altfor tungt.

Pelle stak Hænderne i Stiklommerne og gik hen til ham. „Hvad hedder du?“
spurgte han og sprøjtede en Straale Spyt ud mellem Fortænderne ligesom
Gustav plejede. Kunststykket mislykkedes desværre, Spyttet slap ikke men
løb ham ned ad Hagen. Den fremmede Dreng grinede.

„Rud,“ sagde han tilsløret, hans Tunge var noget tyk og uregerlig. Han
stirrede misundeligt paa Pelles Stiklommer. „Er det din Far?“ spurgte
han og pegede paa Lasse.

„Det er klart,“ sagde Pelle vigtigt — „og han kan prygle alle
Mennesker.“

„Men min Far kan købe alle Mennesker, for han bor deroppe.“ Rud pegede
over i Retning af Stuehuset.

„Saa-aa gør han det mon?“ sagde Pelle vantro. „Hvorfor bor du saa ikke
med der?“

„Jeg er jo en Horeunge — det siger Mor selv.“

„Fy fan siger hun det!“ Pelle skottede til Faderen i Anledning af den
lille Ed.

„Ja naar hun er arrig — og saa banker hun mig. Men saa stikker jeg fra
hende.“

„Naa det gør du?“ faldt en Stemme i udefra; Drengene fór sammen og trak
sig dybere ind i Stalden. Et stort fedt Kvindfolk kom frem i Stalddøren
og jog sine gale Øjne ind i Halvmørket; da hun fik Øje paa Rud skældte
hun videre, hendes Tonefald var svensk:

„Ih, saa du render dit Hvidkaalshoved — ja saa? Bare du vilde løbe saa
langt da, at du ikke fandt tilbage igen, saa var en anden fri for at gaa
her og tæske sig angpusten paa saadan et ledt Skabelse! I Helvede ender
du saamænd alligevel, saa det skal du ikke græde for! — — Saa er det vel
Drengens Far?“ afbrød hun sig selv da hun fik Øje paa Lasse.

„Ja det er nok saa,“ svarede Lasse roligt — „og det skulde vel aldrig
være Skolelærer Johan Pihls Johanne fra Tommelilla — hun som rejste af
Lande for nærved 20 Aar siden?“

„Og det skulde vel aldrig være Smedens Hankat fra Sulitjelma, han som
fik Tvillinger med en gammel Træsko Aaret før i Forfjor?“ spurgte det
store Kvindemenneske vrængende.

„Ja ja, I maa være for mig, hvem I vil!“ sagde Lasse krænket. „Jeg er
ikke Politispion.“

„Da skulde man tro det, siden I holder Forhør. Ved I naar Kreaturerne
skal ud?“

„I Morgen om alt gaar vel til. Det er kanske jer Pøjke, der skal hjælpe
Pelle ind i Sagerne? Forvalteren talte om én, som kunde følge med ud og
anvise Vogtepladsen.“

„Ja det er ham Søren Skidthas dér — kom frem og lad os se ordenlig paa
dig din Følfod! Naa Fyren er væk — ja ja. — Faar jer Dreng mange Prygl?“

„Aa ja ibland faar han jo“ svarede Lasse, som skammede sig ved at
tilstaa at han aldrig straffede Drengen.

„Jeg lægger heller ikke Fingrene imellem! der skal noget til om der skal
blive Folk af det Skrabsammen — Prygl er halve Maden. Saa jager jeg
Hvalpen herop i Morgen tidlig — men pas paa at han ikke viser sig i
Gaarden, for saa er Fanden løs.“

„Fruen taaler ikke at se ham kan jeg vel tænke?“ sagde Lasse.

„Nej akkurat — hun har jo ikke lagt Redskab til, det halvgale Spektakel.
Ellers skal Gud vide der ikke var noget at misunde én. Men jeg kunde
været Gaardmandskone den Dag i Dag og haft en pæn Mand til, om ikke han
Stolthenrik heroppe havde lagt sig ud efter mig. Vil du tro det dit
gamle sprukne Overlær?“ Hun klaskede sin Haand i hans Hofte og lo.

„Det vil jeg godt tro du kunde“ sagde Lasse. „For du var den vakreste
Pige dengang du tog hjemme fra.“

„Æv — du med dit hjemmefra,“ vrængede hun.

„Ja ja da, jeg kan jo nok baade se og forstaa, at du helst vil jævne
Fodsporene til efter dig. Og jeg kan saamænd godt lege Fremmede, i hvor
vel jeg har holdt dig paa mit Skød mere end engang, da du var en liden
Tøs. — Men ved du ellers af, at din Mor ligger og drages med Døden?“

„Ih nej, ih nej!“ udbrød hun og saa paa ham med et Ansigt, der forskød
sig mere og mere.

„Jeg tog jo Farvel med hende, inden jeg forlod Hjemmet nu for en Maaned
siden godt og vel — hun var meget simpel. Farvel du Lasse — sagde hun —
og tak for godt Naboskab gennem alle Aarene. Og træffer du Johanne
derovre saa hils hende — sagde hun. Hun er jo kommet rent forskrækkeligt
ud i det efter hvad én har hørt — men hils hende alligevel fra hendes
Mor. Johannebarnet, lille Barn! hun var sin Mors Hjærte næst, derfor kom
hun til at træde paa det! Kanske var det vor egen Skyld. Vil du hilse
hende det fra hendes Mor, vil du Lasse? Det var de Ord hun sagde — og nu
er hun saavist død, saa maadelig som hun var.“

Johanne Pihl havde ikke Raadighed over sig selv. Hun var nok ikke i Vane
med at græde, saa forfærdeligt det rev og sled i hende. Taarer kom der
ingen af, og hun pintes som kunde det være Fødselsveer. „Lille Mor,
lille lille Mor!“ sagde hun ind imellem og sad og rokkede paa
Krybbekanten.

„Saa, saa, saa!“ sagde Lasse og klappede hende paa Hovedet. „Jeg sagde
jo nok til dem at de var for haard ved dig. Men hvad skulde du nu ogsaa
krybe ind ad det Vindu for — sejstenaars Barn og midt om Natten! én kan
ikke undres paa om de glemte sig selv et Gran. Saa meget mere som han jo
tjente for Føde og Klær, og var en daarlig Fyr der altid kom fra sin
Plads i Utide.“

„Jeg holdt jo af ham,“ sagde Johanne grædende — „han var den eneste jeg
nogensinde har holdt af. Og jeg troede at han ogsaa holdt af mig, skønt
han aldrig havde set mig — saa dum var jeg.“

„Ak ja du var et Barn — jeg sagde det jo til dine Forældre. Men at du
kunde hitte paa noget saa uanstændigt!“

„Der var ikke noget ondt i det, jeg mente blot at vi to maatte søge til
hinanden, saadan som vi holdt af. Nej jeg tænkte ikke det engang, jeg
krøb bare ind til ham — uden at gøre mig nogen Tanker ved det. Vil du
tro det, at jeg var saa ren dengang? Der skete heller intet ondt!“

„Der skete ikke engang noget?“ sagde Lasse. „Men det er jo forfærdeligt,
saa trist at tænke paa som det er gaaet. Og det tog din Fader sin Død
over.“

Det svære Kvindfolk gav sig til at græde hjælpeløst; hun var som en Klud
syntes Lasse, og han var lige ved at komme i Graad han ogsaa.

„Ak ja jeg skulde vel aldrig sagt det, men jeg troede jo du havde hørt
om det!“ sagde han fortvivlet. „Han mente vel han som Skolelærer havde
Ansvaret for saa mange, og derfor aad det sig ind i ham, at du havde
kastet dig hen paa den Maade — med en fattig Tjenestekarl til og med.
For vel omgikkes han paa lige med os Fattigfolk, men Æren er der jo
alligevel; og det tog haardt paa ham, da de fine Folk ikke vilde se til
ham mere. — Og saa var det hele tomt Mundsvejr, der skete ingenting? Men
hvorfor sagde du da ikke det til dem?“

Johanne græd ikke mere, hun sad og saa forgræmmet hen til Siden,
Trækkene dirrede bestandig paa hende.

„Jeg sagde det, men de vilde ikke høre. Man traf mig jo dér! Jeg skreg
om Hjælp, da jeg blev klar over, at han ikke engang kendte mig, men blot
var vigtig over at jeg kom, og vilde tage mig ind til sig! Saa kom de
andre løbende og traf mig dér. De lo, og ved du hvad de sagde til
hinanden? — at jeg havde skreget, fordi min Uskyldighed sprang! Mine
Forældre mente det samme kunde jeg forstaa; selv de kunde ikke taale at
der ikke var sket noget, hvad saa det andet Rak? — Saa betalte de ham
for at rejse hertil, og mig sendte de bort til nogen Familie.“

„Ja ja, og saa gjorde du dem den Ulykke at rømme bort.“

„Jeg fulgte bagefter ham, jeg tænkte han maatte komme til at holde af
mig, naar blot jeg var i hans Nærhed. Han havde taget Tjeneste her paa
Stengaarden, og her tog jeg saa ogsaa Tjeneste som Stuepige. Men han saa
kun til mig for én Ting, og det vilde jeg ikke, naar han ikke holdt af
mig. Han gik saa og gjorde sig til af, at jeg var løbet hjemme fra for
hans Skyld — og det andet ogsaa som var Løgn; saa enhver troede de kunde
gaa og tage paa mig og byde sig til. Kongstrup var nygift dengang, men
han var ikke anderledes end de andre. Jeg fik Pladsen i Utide, fordi den
anden Stuepige maatte søge hen et Sted og ligge, saa jeg tog mig vel i
Agt. Han fik hende siden gift med en Stenhugger inde ved Værket.“

„Saa han er den Slags Mand,“ udbrød Lasse — „ja jeg har jo nok haft mine
Tvivl om’et. Men hvad blev der af den anden Kalurius?“

„Han tog ind paa Stenværket og arbejdede, da vi havde tjent sammen et
Par Aar og han havde gjort mig al den Fortræd han kunde. Deroppe laa han
og svirede og sloges det meste af Tiden. Jeg opsøgte ham ofte, for jeg
kunde ikke slaa ham af Hovedet — og fuld var han altid. Tilsidst kunde
han ikke være der og stak af, og saa hørte vi, at han laa henne
Nordlands, i Klipperne ved Blaaholt, og huserede. Han tog nok hvad han
havde Brug for, hvor der var nærmest til det, og slog Folk ned for et
godt Ord. Og en Dag sagde de, at Øvrigheden havde erklæret ham fredløs,
saa hvem der vilde kunde slaa ham ihjæl. Jeg havde en stor Fortrolighed
til Proprietæren, som alligevel var den eneste der vilde mig vel; og han
trøstede mig med, at saa galt blev det vel ikke; Knud skulde nok hytte
sig.“

„Knud — var det Knud Engstrøm?“ spurgte Lasse. „Se se, da har jeg jo
hørt om ham. Han huserede som en Djævel sidst jeg var her paa Landet, og
tastede Folk an paa Landevejene midt paa Dagen. En Mand slog han ihjæl
med en Hammer, og da de fangede ham havde han skaaret sig en Flænge fra
Nakken ned helt til Øjet. Det havde den anden gjort sagde han — han selv
havde blot værget for sig. De kunde ingenting gøre ham saa. — Saa det
var ham! men hvad var det saa for en han levede sammen med da? — de
sagde, at han den Sommer boede i et Skur midt oppe i Lyngen og havde et
Kvindfolk hos sig.“

„Jeg løb af Tjenesten her og bildte de andre ind at jeg rejste hjem —
jeg havde hørt om hvor elendigt han laa i det; hele Hovedet var flækket
paa ham sagde de. Saa tog jeg op og passede ham.“

„Saa gav du dig alligevel til Slut,“ sagde Lasse og blinkede skælmsk.

„Han pryglede mig hver Dag!“ svarede hun hæst. „Og da han ikke kunde faa
Magt med mig, jog han mig tilsidst bort. Jeg havde nu sat mig i Hovedet
at han skulde holde af mig først.“ Hun var blevet grov og haard i Mælet
igen.

„Da fortjente du ogsaa Pisk i din bare Bag, at du kastede dit Behag paa
saadan en haard Bøddel. Og vær du glad at din Moder ikke fik noget at
vide om det dér — hun havde vist ikke overlevet det.“

Ved Ordet Moder gav det et Sæt i Johanne. „Enhver faar holde til det han
kan!“ sagde hun haardt. „Jeg har holdt til mere end Mor, og se hvor tyk
og fed jeg er bleven.“

Lasse rystede paa Hovedet: „Du er vist ikke god at bides med længer. Men
hvordan gik det dig saa siden da?“

„Jeg søgte tilbage til Stengaarden igen ved Fistje. Fruen vilde ikke
fæste mig paany, for hun saa hellere min Hæl end min Taa; men Kongstrup
trumfede igennem at jeg blev her som Malkepige. Han blev ved at være
lige mild imod mig, skønt jeg havde modstaaet ham i ni Aar nu. Men saa
var’et at Øvrigheden blev ked af at have Knud gaaende længer, han uroede
for meget; og de holdt Jagt paa ham deroppe i Lyngen. De fik ikke fat
paa ham, men han maa have søgt tilbage her til Stenværket for at skjule
sig da det kneb; for en Dag de sprængte deroppe, kom hans Krop frem
mellem Klippestykkerne — helt smadret. De kørte Stumperne her ned til
Gaarden, og jeg blev saa syg ved at se ham komme til mig paa den Maade,
at jeg maatte krybe til Sengs. Jeg laa og rystede i Sengen Dag og Nat,
for jeg syntes, at han var søgt hen til mig da det kneb værst for ham.
Kongstrup sad nede hos mig og trøstede mig naar de andre var i Marken,
og han misbrugte sig af min Elendighed til at faa sin Vilje.

„Der var en yngre Broder til Bakkebonden som godt kunde lide mig, han
havde været i Amerika i sine unge Dage og havde Penge nok. Han brød sig
Katten om hvad Folk sagde, og hvert eneste Aar gjorde han mig Tilbud —
præcis paa Nytaarsdag. Han kom igen det Aar ogsaa, og nu Knud var død
kunde jeg jo ikke gøre bedre end at tage ham og blive Madmoder paa en
Bondegaard. Men jeg maatte sige nej til det alligevel, og du kan tro,
det var drøjt da jeg gjorde den Opdagelse. Kongstrup vilde tilmed have
mig bort, da jeg satte ham ind i det; men det satte jeg mig imod. Jeg
vilde blive og føde mit Barn her paa Gaarden hvor det hørte til. Han
brød sig ikke en Smule om mig mer, Fruen satte sine onde Øjne paa mig
hver Dag, og der var ingen som var god ved mig. Dengang havde jeg ikke
det gale Sind som nu, jeg maatte gaa og gøre mig haard for ikke at græde
altid.

„Jeg blev ogsaa haard. Naar der var noget i Vejen bed jeg Tænderne
sammen, for at ingen skulde haane mig. Jeg var i Marken den Dag det
skete ogsaa, jeg fødte Drengen midt i en Roerække og bar ham selv hjem
til Gaarden i mit Forklæde. Han var allerede saadan vanskabt dengang —
Fruens onde Øjne havde forgjort ham. „Saa skal de sku ogsaa have
Skiftingen for Øje til enhver Tid!“ sagde jeg til mig selv og nægtede at
rejse min Vej. Ligefrem smide mig ud kunde Proprietæren vel ikke faa sig
til, og saa anbragte han mig i Huset hernede efter Stranden.“

„Saa gaar du maaske paa Arbejde her paa Gaarden i den travle Tid?“
spurgte Lasse.

Hun blæste haanligt: „Gaa paa Arbejde — synes du jeg skulde behøve det?
Kongstrup maa vel nok kunne betale mig noget for at opdrage hans Søn, og
saa for Resten kommer der Govenner til mig, saa én og saa en anden, og
har lidt med — naar de da ikke har drukket det op. Du kan komme ned og
besøge mig i Aften, jeg skal være rigtig saa venlig imod dig.“

„Nej Tak!“ sagde Lasse alvorligt. „Vel er jeg et Menneske jeg ogsaa, men
jeg tyr ikke til den, der har redet paa mit Knæ som kunde hun været mit
eget Barn.“

„Har du Brændevin da?“ sagde hun og stødte haardt til ham.

Lasse troede ikke der var mere, men gik for at se. „Nej du, ikke en
Draabe!“ sagde han og kom med Flasken. „Men her skal du se hvad jeg har
til dig, din Mor bad mig give dig det til et Minde — det var dog godt
jeg kom i Tanke om det.“ Han rakte hende en Pakke og saa helt lykkeligt
paa hende mens hun pakkede ud, han glædede sig paa hendes Vegne. Det var
en Salmebog. „Er den ikke fin du?“ sagde han. „Guldkors og ægte Spænde —
og saa er det jo din Mors.“

„Hvad skal jeg med den?“ spurgte Johanne — „jeg synger ikke Salmer.“

„Naa ikke?“ sagde Lasse stødt. „Men din Moder har vel ikke vidst bedre
end at du endnu holdt paa din Barnetro — saa du faar tilgive hende for
denne ene Gang.“

„Er det alt hvad du har til mig?“ hun stødte til Bogen saa den fløj.

„Ja det er,“ sagde Lasse dirrende og tog den op.

„Hvem skal have Resten?“

„Ja Huset var jo fæstet, og Sager var der ikke mange til Rest, det er
længe siden din Far døde — husk paa det! Dér hvor du skulde have været,
har Fremmede maattet gaa i Barns Sted; og de der har passet hende, skal
vel have det der er, saa vidt jeg kan forstaa. Men kanske var der Tid
endnu — om du tog med første Damper.“

„Nej tak du! Komme der hjem og være overbegloet og angergiven — nej tak!
Lad saa hellere Fremmede trække af med Stumperne. Og Mor — har hun levet
uden min Hjælp, kan hun vel ogsaa krepere den foruden. Naa jeg skal vel
hjemad! — hvor har nu den tilkommende Stengaardsbonde gjort af sig?“ Hun
lo af fuld Hals.

Lasse turde gøre sin Saligheds Ed paa at hun intet fejlede i den
Retning, og alligevel dinglede hun paa Benene da hun gik bag om
Kalvehusene for at lede efter Sønnen. Han havde paa Læben at spørge, om
hun saa ikke skulde have Salmebogen med sig, men opgav det. Der var saa
meget oppe i hende nu; hun kunde falde paa at spotte Gud. Saa pakkede
han nænsomt Bogen ind og gemte den i den grønne Kiste.

                   *       *       *       *       *

Nede i Hjørnet af Kostalden var der skilt et Rum fra med Brædder; det
havde ingen Dør, og der var en tommebred Aabning mellem hver Brædde saa
det lignede et Træmmebur. Det var Røgterkamret. Et bredt Sengested optog
det meste af Pladsen; det var tømret op af raa Brædder, og Kamrets
Stengulv gjorde det af for Sengebund. Paa et tykt Lag Rughalm laa nogle
Sengeklæder hulter til bulter, de tykke stribede Uldvaar var stive af
skorpet Kosnavs, hvori der strittede Fjær og Halmstraa.

Midt i Sengen laa Pelle og krøb sammen, han havde Dynen op om Nakken og
laa og gassede sig. Paa Sengekanten sad Lasse og rodede i den grønne
Kiste mens han snakkede halvhøjt hen for sig.

Han var midt i sin Søndagsandagt. Stump for Stump tog han langsomt de
Smaating frem der var bragt med fra det opløste Hjem. Det var lutter
Nyttegenstande: Garnnøgler, Tøjstumper og lignende, der gik med
efterhaanden til at holde hans og Drengens Klæder ved Lige. Men for ham
var hver Ting en Relikvi der maatte tages varsomt om, og det blødte i
ham hvergang en eller anden Del slap op. For hver Genstand han lagde til
Side gentog han langsomt, hvad Bengta havde sagt om deres Bestemmelse,
da hun laa for Døden og ordnede alt paa det bedste for ham og Drengen:
„Garn til Pøjkens graa Sokker! — Lapper til hans Søndagstrøje som skal
snart lægges ned paa Ærmerne! — Huske ikke at gaa for længe med Hoserne
forinden de bødes!“ Det var den Døendes sidste Vilje, og den blev
efterkommet i et og alt. Lasse bevarede den ordret trods sin daarlige
Hukommelse.

Saa var der Smaating som havde tilhørt Bengta selv, billig Pynt med hver
sin glade Historie fra Marked og Højtider, som han mumlende opfriskede.

Drengen holdt af denne dæmpede Brummen, som han ikke behøvede at høre
efter eller svare paa — og som var saa behagelig at glide bort i. Han
laa og døsede og kiggede ud mod den lyse Himmel, mæt og træt og med en
svag Fornemmelse af noget uhyggeligt der var overstaaet.

Det gav et Sæt i ham. Han havde hørt Døren til Kostalden gaa, og nu lød
der Støvleskridt paa den lange Fodergang. Det var Eleven, han kendte
straks de forhadte Skridt igen.

Det krøb i ham af Glæde. Nu skulde den Fyr faa at føle, at man ikke
maatte gøre Drenge noget, naar de havde en Far der kunde løfte sin Mand
i stiv Arm og skælde ud — ja meget værre end Forvalteren. Nu skulde —
han rejste sig over Ende og stirrede spændt paa Faderen.

„Lasse!“ kaldtes der nede i Kostalden.

Den Gamle brummede tvært. Han blev siddende men flyttede uroligt paa
sig.

„Las—se!“ lød det lidt efter igen, vigtigt og utaalmodigt.

„Ja—ha!“ Lasse rejste sig og gik derud.

„Kan du ikke svare naar man kalder paa dig, din svenske Hallunk? Er du
døv?“

„Jo svare kan jeg vel,“ sagde Lasse med rystende Stemme. „Men Hr. Eleven
skulde nu ikke — — jeg er Fader skal jeg sige — — og Faderhjærtet — —“

„Jeg er tilfreds du var Jordemor, saa skal du svare naar man kalder!
Ellers skal jeg faa Forvalteren til at snakke lidt med dig — forstaar du
det!“

„Ja saa, ja jo — Hr. Eleven faar undskylde, men jeg hørte ikke —“

„Naa men vil du saa huske, at Aspasia ikke skal med paa Græs i Morgen.“

„Skal hun kælve kanske?“

„Ja naturligvis! Troede du maaske hun skulde fole?“

Lasse lo pligtskyldigst og fulgte Eleven tilbage gennem Stalden. Nu
maatte det vel komme, Pelle sad op og stirrede i stiv Lytten. Men han
hørte blot Faderen gøre endnu en Undskyldning, lukke Halvdøren og komme
tilbage med langsomme stolprende Skridt. Saa brast han i Graad og krøb
langt ned under Dynen.

Lasse gik og rodede en god Stund og smaagnavede over et eller andet; saa
kom han hen og trak varsomt Dynen bort fra Drengens Hoved. Men Pelle
borede sit Ansigt ned i Sengeklæderne, og da Faderen drejede det mod
sig, mødte han et fortvivlet uforstaaende Blik der fik hans eget til at
flakke hvileløst i Kamret.

„Ja“ sagde han med et Forsøg paa at være gnaven „du kan sagtens tude.
Men naar én nu ikke ved hvor Aspasia staar, saa faar man vel være høflig
ved jeg.“

„Jeg kender godt Aspasia, hun staar tredje fra Døren her,“ hulkede
Drengen.

Lasse vilde give et vrangt Svar men sank sammen i det, grebet og
afvæbnet af Drengens Fortvivlelse. Han overgav sig paa Naade og Unaade,
bøjede sig ned saa han støttede sin Pande mod Drengens, og sagde
hjælpeløst:

„Ja Lasse er fattig ja, gammel og fattig! en Flab kan spille ham paa
Snuden. Gnistre i Vrede kan han ikke længer, og ingen Kræfter er der i
Næven — hvad hjælper det saa én knytter den! Alting maa han tage imod —
og lade sig slænge hid og did — og takke til! — saadan er gamle Lasse.
Men saa maa du huske, at det er for din Skyld han lar sig spytte paa;
ellers tog Lassefar sit Kram og gik — alt det gammel han er. Men du kan
gro af det din Far muldner. Og saa faar du stoppe Graaden!“ Han tørrede
Drengens vaade Øjne med Dynen.

Pelle forstod ikke Faderens Ord, men de beroligede ham alligevel, og
lidt efter faldt han i Søvn. Men længe laa han og snøftede i Søvne.

Lasse sad stille paa Sengekanten og lyttede til Drengens Søvn, og da den
var blevet nogenlunde rolig listede han gennem Stalden og ud. Det havde
været en fattig Søndag, og nu vilde han dog hen og se, om nogen af
Karlene var hjemme og havde Besøg — for saa vankede der Brændevin. Lasse
nænnede ikke selv at tage op af Lønnen til at købe Snaps for; de Penge
fik nok at gøre om de skulde strække til det nødvendige. —

Paa en af Sengene laa en Karl og sov, fuldt paaklædt og med Støvlerne
paa — han var døddrukken. Ellers var de alle ude. Lasse opgav saa
Snapsen og stolprede over mod Kælderen for at se, om der skulde være
lidt Livlighed hos Pigerne. Han kunde godt have Mod paa et eller andet —
nu han var løs og ledig og sin egen Mand ligesom i Ungdommens Vaar.

Oppe ved Mælkestuen stod de tre Husmandskoner der plejede at malke for
Pigerne Søndag Aften. De var tæt indbundne, smaa og krøgede af Slid;
Munden gik paa dem alle tre, de talte om Sygdom og anden Elendighed i en
klynkende Tone. Lasse følte en øjeblikkelig Trang til at slutte sig til
dem, Æmnet klang igen i ham som Tonerne af en kendt Vise, han kunde
falde ind i Omkvædet af hele sin Livserfaring. Men han strittede imod og
gik forbi dem ned ad Kældertrappen. „Ak ja, Døden er os alle vis!“ sagde
en af Konerne, og Lasse sagde de Ord efter for sig selv idet han gik
ned.

Nede i Kamrene sad Karna og lappede paa Gustavs Molskindsbukser; Gustav
laa paa Bænken og sov med Kasketten over Ansigtet. Han havde smidt sine
beskidte Fødder op i Karnas Skød — uden saa meget som at tage Skoene af!
Og hun sad og gjorde sit Skød bekvemt, for at hans Skanker ikke skulde
glide ned.

Lasse satte sig ved Siden af hende og forsøgte at gøre sig til, han
trængte til lidt Hygge. Men Karna var ikke til at komme nær — de
beskidte Drengekoder gjorde hende tosset i Hovedet. Og Lasse havde glemt
det, eller han manglede Sikkerheden — hvergang han forsøgte med en
Venlighed, slog hun fra sig.

„Vi kunde have det saa hyggeligt vi to halvgamle,“ sagde han haabløst.

„Ja og jeg kunde vel nok gøre Udvej for det der manglede,“ sagde Gustav
og kiggede frem bag Huen. Den Flab som laa der og blærede sig med sine
sytten Aar! — Lasse havde Sind til at vælte sig ind paa ham og lade det
komme an paa Kræfterne endnu engang.

Men han nøjedes med at sidde og se hen paa ham, til de røde vippeløse
Øjne løb fulde af Vand. Saa rejste han sig.

„Ja ja, du vil nok Ungdom i Aften du!“ sagde han bittert til Karna —
„men dine Aar løber du vel ikke fra, du heller! Kanske kommer du bare
til at slikke Skeen efter de andre.“

Han gik over i Kostalden og gav sig i Snak med de tre Husmandskoner, der
fremdeles talte om Sygdom og Elendighed og Død som var der ikke andet
til paa Jorden. Lasse nikkede og sagde: „Ja ja, det er vist.“ Han kunde
af Hjærtet sige god for det alt sammen, og han kunde lægge mangt og
meget til de andres. Det gav Varmen i en gammel Krop; han blev helt
behagelig til Mode — saa lemydig!

Men da han laa paa Ryggen i Sengen kom det tunge igen, og han kunde ikke
sove. Til daglig sov han som en Sten saa snart han fik smidt sig over
Ende, men i Dag var det Søndag og han havde dette pinende Nag i sig over
at være forbigaaet af Tilværelsen. Saa meget havde han lovet sig af Øen
her, og saa var der ikke andet end Slid og Slæb og Bekymring — ikke det
Gran andet.

„Lasse er gammel ja!“ sagde han pludselig højt, og de Ord blev han ved
at gentage, lidt og lidt varierede, til han faldt i Søvn: „Gammel er han
Staklen — og ude af Spillet! — Ak saa gammel!“ De Ord rummede det hele.

Han vaagnede igen ved Sang og Hujen ovre paa Landevejen:

   „Og Drengen som du gav mig
   med det sorte krøllede Haar,
   han er nu voksen bleven,
   ja bleven, ja bleven,
   ret til en Yngling stor!“

Det var nogle af Gaardens Karle og Piger der kom hjem fra Morskab. Da de
svingede ind paa Kørevejen til Gaarden blev de tavse.

Det var lige begyndt at lysne, Klokken kunde vel være to.




                                   IV


Klokken fire var Lasse og Pelle i Tøjet og slog Dørene op fra Kostalden
ud til Marken. Derude rullede Jorden sig ud af sin hvide Nataande, og
Morgenen løftede sig forudsigende. Lasse stillede sig gabende i
Stalddøren og fastslog Dagens Vejr; men Pelle lod Luftens slørede Toner
og Lærkesangen — alt dette der steg — slaa mod sit lille Hjærte. Med
aaben Mund og usikre Øjne saa han ind i det ufattelige som hver ny Dag
var med alle sine utænkelige Muligheder. „I Dag maa du tage Frakken med,
for op imod Middag faar vi Regn,“ kunde Lasse saa sige; og Pelle kiggede
ud i Luften for at komme efter, hvor Faderen nu vidste det fra. For det
slog gærne til.

Saa gav de sig til at muge Kostalden, Pelle skrabede ned under Kørne og
fejede efter i Floren, Lasse læssede paa Børen og trillede ud. Klokken
halv seks nød de deres Morgenmaal — Spegesild og Søbe.

Saa drev Pelle ud med Ungkvæget, han havde Madkurven paa Armen og
Klaffen slynget mange Gange om Halsen. Faderen havde lavet ham en kort
tyk Ringstav, som man kunde rasle advarende med og kaste efter Kvæget;
men Pelle foretrak Klaffen, fordi han endnu ikke havde Kræfter til at
bruge den.

Lille var han, og det kneb ham i Begyndelsen at gøre Indtryk paa de
store Magter, han havde under sig. Han kunde ikke faa sin Stemme til at
lyde skrækindjagende nok, og Uddriften var strængt Arbejde, især oppe
ved Gaarden hvor Sæden stod høj paa begge Sider af Markvejen.
Kreaturerne var morgensultne; og de store Stude gad slet ikke flytte sig
for ham, naar de først havde faaet Mulen begravet i Kornet og han stod
og pryglede løs paa dem med Klaffens stumpede Skaft. Den seks Alen lange
Snært, som for en øvet Haand klippede Huden af Kreaturerne i smaa
trekantede Huller, kunde han slet ikke svinge; og sparkede han Studen i
Hovedet med sin Træsko, lukkede den blot godlidende Øjnene og græssede
sindigt Bagen til ham. Saa brød han sammen i selvopgivende Skraalen,
eller fik smaa Anfald af Raseri hvor han angreb blindt og søgte at komme
Dyrets Øjne til Livs — men lige meget hjalp det. Kalvene kunde han altid
faa til at flytte sig ved at sno Halen paa dem, men Studenes Haler var
for kraftige.

Han græd dog ikke længe ad Gangen over sine smaa Midlers Fallit. En
Aften fik han Faderen til at sætte en Brod i den ene Træskosnude; siden
blev hans Spark respekteret. Dels af sig selv dels gennem Rud lærte han
ogsaa at finde de Steder paa Dyrene der gjorde ondt. Kviekalvene havde
deres ømme Sted i Yveret og Lysken, de to Tyrkalve i Testiklerne; et
velrettet Slag mod et Horn kunde faa de store Stude til at bøge af
Smærte.

Uddriften var stræng, men selve Vogtningen var et Herreliv. Naar Kvæget
først var faldet til Ro over Græsningen, følte han sig som en General og
lod sin Stemme lyde ustanselig over Engen, mens det gik i hans lille
Krop af Stolthed og Magtfølelse.

Det kneb for ham at være borte fra Faderen. Han kom ikke hjem til
Middag, og bedst som han gik og legede kunde der falde Fortvivlelse over
ham; han bildte sig da ind at der var sket Faderen noget ondt, at den
store Tyr havde taget ham paa Hornene — et eller andet. Saa lod han det
hele i Stikken og løb skraalende hjemad, men kom i Tide til at huske
Forvalterens Pisk og traskede tilbage igen. Han raadede Bod paa Længslen
ved at vælge sin Standplads saaledes, at han kunde holde Øje med
Markerne deroppe og se Faderen, naar han gik ud for at flytte
Malkekvæget.

Han lærte sig til at snitte: Skibe og smaa Markredskaber og Haandstokke
med mønstret Bark — Kniven faldt godt i hans Haand, og han brugte den
flittigt. Timevis kunde han ogsaa staa paa Toppen af en Bavtasten — han
troede det var en Ledstolpe — og forsøge at slaa de skudlignende Knald
med Klaffen. Han maatte krybe til Vejrs for overhovedet at faa Snærten
fra Jorden.

Naar Kvæget midt paa Formiddagen lagde sig, var han ogsaa gærne træt.
Saa satte han sig paa Panden af en af de store Stude og holdt om
Spidserne af dens Horn. Og mens Studen laa og gumlede, svagt dirrende
som en Maskine, sad han paa dens Hoved og skraalede af fuld Hals Sange
om ulykkelig Kærlighed og grufulde Massemord.

Henad Middag kom Rud løbende og var skrupsulten; Moderen jog ham
hjemmefra naar Maaltiderne nærmede sig. Pelle delte altid sin Madkurv
med ham, men krævede at han skulde genne et vist Antal Gange for hvert
Stykke Mad. De to Drenge kunde ikke undvære hinanden en Dag til Ende. De
tumlede sig i Engen som to Hundehvalpe, sloges og blev gode Venner igen
tyve Gange om Dagen, svor de frygteligste Trusler om Hævn der skulde
komme i den og den Voksnes Skikkelse, og sad i næste Øjeblik med
hinanden om Halsen.

En halv Fjerdingvej bred Bræm af Klitter skilte mellem Stengaardens
Marker og Havet. Inden for Klitterne var Jorden stenet og laa hen som
mager Græsning; men paa begge Sider af Aaen kilede en Strimmel saftig
Eng sig ind mellem Klitterne, der var dækkede af Dværgfyr og Marehalm
for at binde Sandet. Her paa Engen var der bedst Græsning, men det var
besværligt at passe begge dens Sider, da Aaen løb imellem. Og det var
med haarde Trusler indskærpet Drengen, at intet Dyr maatte sætte sin Fod
i Klitten, da den mindste Rift kunde fremkalde Sandflugten. Pelle tog
Tingene helt bogstaveligt, hele den Sommer tænkte han sig noget som en
Eksplosion, der fik det hele til at ryge i Luften saasnart et Kreatur
betraadte det. Og denne Mulighed hang bagved alting som en Skæbne, naar
han vogtede hernede. Naar Rud kom og de skulde lege, drev han Kvæget op
paa den magre Græsgang, hvor der var Plads nok for det.

Saasnart det var Solskin løb de nøgne om. Havet turde de ikke vove sig
ned til af Frygt for Forvalteren, der ganske sikkert stod oppe i
Hovedbygningens Kvist og holdt Øje med Pelle altid gennem sin Kikkert.
Men i Aaen badede de — af Vandet og i Vandet igen i det uendelige. Efter
stærk Regn svulmede den op og var da ganske mælkehvid af Kaolin, som den
rev løs af Brinkerne længere inde; Drengene troede det var Mælk fra en
uhyre stor Gaard langt inde i Landet. Med Højvande gik Havet ind og
fyldte Aaen med Tang, der raadnede og farvede dens Vand purpurrødt. Det
var Blodet af alle de druknede derude fra Søen.

Mellem Badene laa de under Klitten og lod Solen slikke sig tørre. De
undersøgte vidtløftigt deres Legemer og udvekslede Mening om de
forskellige Legemsdeles Brug og Betydning; paa dette Punkt var Rud den
overlegne i Viden og optraadte belærende. Ofte kom de op at trættes om,
hvem der var bedst udstyret med et eller andet —: havde det største.
Pelle misundte saaledes Rud hans uforholdsmæssig store Hoved.

Pelle var en lille harmonisk bygget Fyr, han havde lagt sig Huld til
siden han kom til Stengaarden. Huden strammede glansfuld over Legemet og
havde en varm solbagt Farve. Rud havde en tynd Hals i Forhold til
Hovedet, Panden var kantet og fuld af Ar efter talrige Fald. Han
manglede fast Herredømme over sine Lemmer og var slem til at slaa og
støde sig; rundt om paa ham var der blaa, underløbne Pletter som
vanskelig vilde fortage sig — han havde daarligt Lægekød. Men han var
ikke saa redelig i sin Misundelse som Pelle; han hævdede sig ved at
prale sine Skavanker op til lutter Bedrifter, saa Pelle endte med at
misunde ham alting af et ærligt Hjærte.

Rud havde ikke Pelles aabne Sanser mod Verden, men han havde mere
Instinkt og besad paa Punkter en næsten genial Ævne til at foregribe
det, Erfaringen først skulde lære Pelle. Han var allerede til en vis
Grad gærrig — og mistænksom uden at forbinde bestemte Tanker med det.
Han aad Broderparten af Maden og havde mange Udveje til at sno sig fra
Arbejdet.

Bag deres Leg laa, klædt i de barnligste Former, en Kamp om Overtaget,
og Pelle var indtil videre den der trak det korteste Straa; i værste
Fald forstod Rud altid at tale til hans gode Egenskaber og vende dem mod
ham.

Og under dette var de de bedste Venner af Verden og kunde ikke undvære
hinanden. Pelle gik og kiggede langt efter „Soens“ Hytte naar han var
alene, og Rud stak hjemmefra saa snart han saa sit Snit.

                   *       *       *       *       *

Det havde regnet stærkt op ad Morgenen til Trods for Lasse, og Pelle var
gennemblødt til Skindet. Nu trak den blaasorte Byge bort derude over
Havet, og Baadene stod midt i den med alle de røde Sejl oppe og kom dog
ikke af Stedet. Solen stak og glitrede i det vaade, saa alting kom til
at se henrykt ud; og Pelle gik og hængte sit Tøj til Tørre paa
Dværgfyrren.

Han frøs og krøb ind under Pær, den største af Studene, der laa og
tyggede. Det dampede af Studen, men Pelle kunde ikke blive myg ude i
Lemmerne hvor Kulden havde bidt sig fast. Kinderne faldt ogsaa ind mod
Tænderne, og Mellemgulvet bævrede paa ham.

Og saa kunde den ene af „Rinkerne“ ikke engang unde ham Ro. Hvergang han
rigtig fik boret sig ind under Studen og skulde samle lidt Varme,
stræbte den bort over Skellet mod Nord. Der var ikke andet end Sand dér,
men dengang den var Kviekalv havde der været et Stykke Blandsæd — det
kunde den huske endnu.

Rinkerne var to Kør der var skudt ud af Malkebesætningen paa Grund af
Goldhed. Det var to sure Kreaturer, altid misfornøjede og ude paa
Fortræd; og Pelle hadede dem rundeligt. To rigtige Pulverhekse var det,
som ikke engang Prygl bed paa. Den ene var en Brumleko, den sparkede i
Jorden og brumlede som en gal Tyr, bedst som den gik og græssede; og
naar Pelle gik imod den vilde den tage ham paa Hornene. Kalv kunde den
ikke blive med, men den gik og vilde ride de andre — og satte de
skikkelige Stude Fluer i Hovedet; og naar den kunde se sit Snit, aad den
Pelles Madklæde. Den anden Rinke var gammel og havde Kringelhorn, der
pegede ind imod dens Øjne, af hvilke det ene var hvidt i Stenen.

Det var Brumlekoen, der nu var paa Spil. Hvert Øjeblik maatte Pelle op
fra sit Leje og skælde: Hej Blakka din nederdrægtige Rinke, vil du
vende! — han var hæs af Fortørnelse. Endelig brast hans Taalmodighed,
han greb en forsvarlig Fæpāl og tog sig for at løbe Koen ind. Saasnart
den saa Hensigten, satte den i Løb opefter mod Gaarden, Pelle maatte
gøre en stor Bue for at faa den drejet ned mod Hjorden igen. Saa gik det
i strakt Løb ud og ind mellem de andre Kreaturer, Hjorden blev forvirret
og løb hid og did, Pelle maatte for en Stund opgive Forfølgelsen mens
han fik den samlet. Men straks tog han fat igen, Forbitrelsen kogte i
ham og fik ham til at springe som en Bold, hans nøgne Legeme tegnede
lysende Sløjfer mod den grønne Eng. Han var kun et Par Favne fra Koen,
men Afstanden blev ved at holde sig, han kunde ikke løbe den ind i Dag.

Han stansede oppe ved Rugen, og Koen stansede næsten i samme Øjeblik;
den huggede et Par Duske Sæd og slog lange Slag med Hovedet for at vælge
sin Retning. I to Kattespring var Pelle der og havde den i Halen. Han
drev den Fæpālen over Snuden saa den snurrede ud af Sæden, og nu gik det
i flyvende Fart ned mod de andre, mens Slagene regnede ned over dens
Knokler. Henne fra Klitten kom hvert Slag drabeligt igen som Hug mod en
Træstamme og fik Pelle til at svulme, Koen forsøgte at slaa ham fra sig
under Løbet, men han var ikke til at ryste af. Den satte over Aaen i
lange Spring, frem og tilbage, Pelle hang nærmest og svævede i Luften;
men Slagene blev ved at regne ned over den. Den blev træt og sagtnede
Løbet; tilsidst stod den helt stille, hostede og lod sig prygle.

Pelle smed sig plat ned paa Maven og gispede. Haa haa, det gav endelig
Varmen! Nu skulde hun nok, Bæstet —. Han væltede pludselig om paa Siden
med et Sæt — Forvalteren! Der stod en fremmed skægget Mand over ham og
saa paa ham med alvorlige Øjne. Den Fremmede blev længe ved at stirre
paa ham uden at sige noget, og Pelle vidste ikke sine levende Raad for
de Øjne; saa havde han ogsaa Solen lige i Ansigtet om han vilde se igen
paa Manden — og Koen stod endnu der henne og hostede.

„Hvad tror du nu Forvalteren siger?“ spurgte Manden endelig stille.

„Han har vist ikke set det,“ hviskede Pelle og saa sig sky om.

„Men Vorherre har set det, for han ser alting. Og han førte mig paa din
Vej for at stanse det onde i dig, mens det endnu er Tid. Vil du ikke
gærne være Guds Barn?“ Manden satte sig ved Siden af ham og tog hans
Haand.

Pelle sad og ruskede i Græsset, og ønskede han havde haft sine Klæder
paa; han nikkede.

„Saa maa du heller aldrig glemme, at Gud Fader ser alt hvad du gør, selv
i den mørkeste Nat ser han det. Vi vandrer altid for Guds Aasyn. Men kom
nu; det er ikke sømmeligt at løbe nøgen om!“ Manden tog ham ved Haanden
og førte ham hen til Tøjet; derpaa gik han over til den nordre Side og
gennede, mens Pelle klædte sig paa — Rinken var allerede derovre igen og
havde trukket et Par andre med sig. Pelle saa forundret efter ham, han
drev ganske stilfærdigt Kvæget tilbage, brugte hverken Sten eller Raab.
Inden han naaede tilbage, havde Blakka igen overskredet Skællet; han
vendte om og gennede den ind, lige saa sagtmodigt som før.

„Det er ikke nogen nem Ko,“ sagde han mildt, da han kom tilbage — „men
du har jo unge Ben. Skal vi saa ikke brænde den dér?“ han tog den tykke
Knippel op fra Jorden — „og gøre vor Gærning med de bare Hænder? Gud vil
altid staa dig bi, naar det kniber! Og vil du være Vorherres rette Barn,
saa skal du i Aften fortælle Forvalteren, hvordan du har baaret dig ad —
og tage din Straf.“ Han lagde Haanden paa Pelles Hoved og saa en Stund
paa ham med dette uudholdelige Blik. Saa gik han, Kniplen tog han med
sig.

Pelle kiggede længe efter ham. Saadan saa altsaa en ud, der var udsendt
af Gud for at vare ham ad! Nu vidste han det, og det skulde vare noget,
før han igen løb en Ko fordærvet. Men gaa til Forvalteren og melde sig
selv — og faa af Piskesnærten over de bare Ben — det skulde han dog ikke
have noget af! Saa maatte Gud Herren hellere blive vred — om han nu
ogsaa virkelig kunde se alting? Værre end Forvalterens kunde det aldrig
blive.

Hele Formiddagen var han stille til Sinds. Mandens Øjne hvilede paa ham
ved alt hvad han foretog sig, og røvede hans Frejdighed. Han prøvede sig
tyst frem og fik alting fat fra en ny Side; det var ikke raadeligt at
støje op, naar man altid vandrede for Gud Faders Aasyn. Han slog ingen
Knald med Klaffen, men pønsede saa smaat paa at brænde den ogsaa.

Men lidt før Middag kom Rud, og det hele var glemt. Han røg af et Stykke
Spanskrør, som han havde snittet af sin Moders Kakkelovnsrenser, og
Pelle tiltuskede sig et Par Drag for et Stykke Mad. Først satte de sig
op at ride paa Studen Amor, der laa og tyggede Drøv. Den tyggede roligt
videre med lukkede Øjne, lige til Rud trykkede det brændende Spanskrør
mod dens Halerod; saa lettede den sig hastigt, og Drengene trillede ud
over Hovedet paa den. De lo og udmalede brovtende hver sin Kolbøtte for
den anden, mens de gik op i Rén for at søge efter Brombær. Derfra gik
det til nogle Fuglereder i de smaa Graner, og endelig tog de fat paa
deres bedste Leg — at grave Musereder ud.

Pelle kendte hvert et Musehul i Engen; de laa paa Maven og undersøgte
dem omhyggeligt. „Her er et som er beboet“ sagde Rud, „vil du bare se
her er Møddingen.“ — „Ja her lugter af Mus,“ bekræftede Pelle og stak
Næsen ned i Hullet. „Og Straaene vender udad — de gamle er nok ude!“

Med Pelles Kniv skar de Grønsværen bort og gav sig ivrigt til at grave
med to Stykker Potteskaar. Jorden røg dem om Ørerne mens de snakkede og
lo.

„Naa for Søren hvor det gaar strygende!“

„Ja saa rask kan Strøm da ikke arbejde.“ — Det var en berømt Slider, der
fik 25 Øre mere om Dagen end andre Høstarbejdere og brugtes til at
„trække“ Arbejdet.

„Vi kommer snart lige rags ind i Maven paa Jorden.“

„Ja, men der er gloende hedt inde.“

„Aa Sludder vel?“ Pelle holdt betænkeligt inde med Gravningen.

„Jo det siger Skolelæreren.“

Drengene tøvede og stak en Haand ned i Hullet — jo der var varmt nede.
Saa varmt endda, at Pelle syntes han maatte trække Haanden til sig og
sige: Av for Pokkeren! De overvejede en Stund og gav sig derpaa til at
skrabe videre nede i Hullet, saa forsigtigt som galdt det Livet. Men om
lidt kom der Halmstraa til Syne i Gangen, og Jordens indre Hede var med
ét Slag glemt. I en Fart havde de afdækket Reden, og lagt de nyfødte
lyserøde Unger op paa Græsset — de lignede halv udrugede Fugleunger.

„De er grimme,“ sagde Pelle der ikke var helt modig ved at tage paa dem
men skammede sig ved at vedgaa det. „De er meget væmmeligere at røre ved
end Skrubtudser — jeg tror nok de er giftige.“

Rud laa og klemte dem mellem Fingrene:

„Giftige — er du tosset, de har jo ingen Tænder! — Der er slet ikke Ben
i dem, de kunde vist godt spises.“

„Py, ha!“ Pelle spyttede.

„Jeg tør da godt bide i en — tør du?“ Rud nærmede en Museunge til
Munden.

„Tør — ja vel tør jeg — men —“ Pelle nølede.

„Nej du tør ikke, for du er en _Blaapung_!“

Øgenavnet passede egenlig kun paa Drenge, der led af Vandskræk, men
Pelle greb rask om en Museunge og førte den op efter Munden — nøjagtig
saa nær til Læberne som Rud holdt sin. „Vil du saa selv se!“ udbrød han
krænket.

Rud snakkede, med mange Fagter:

„Du er bange, det er fordi du er svensk. Men naar man er bange, skal man
bare lukke Øjnene — saadan, og gabe op. Saa lader man, som om man førte
Museungen lige ind i Gabet, og saa“ — Rud gabede og holdt Haanden helt
oppe ved Munden; Pelle var under hans Magt og efterlignede hans
Bevægelser. „Og saa —“ pludselig fik Pelle et Stød, saa Museungen fløj
ned i Halsen paa ham. Han kløgedes og spyttede; Hænderne famlede i
Græsset og fik fat i en Sten. Men da han kom paa Benene og skulde kaste
den, var Rud allerede langt oppe paa Markerne. „Nu skal jeg hjem,“
raabte han uskyldigt, „der er noget, jeg skal hjælpe Mor med.“

Pelle elskede ikke Ensomheden, og Udsigten til en Blokade stemte ham
straks til Forhandling. Han smed Stenen for at vise sin alvorlige Vilje
til Forlig, og maatte sværge dyrt paa ikke at trække Had. Saa kom Rud
endelig tilbage, fnisende.

„Jeg vilde have vist dig noget morsomt med Museungen,“ sagde han
afledende, „men du holdt jo paa den som et Fæ.“ Han vovede sig ikke helt
hen til Pelle men stod og fulgte hans Bevægelser med Øjnene.

Pelle kendte den lille Nødløgn, naar der var overhængende Fare for
Prygl, men Løgnen som Angreb var ham endnu fremmed. Naar Rud, nu da det
hele var glemt, sagde at han blot vilde have vist ham noget morsomt, saa
var det vel sandt. Men hvorfor var han da mistroisk? Som saa ofte før
forsøgte Pelle at bøje sin lille Hjærne om mulige Bagtanker hos
Kammeraten, men kunde ikke.

„Du kan lige saa godt komme helt herhen,“ sagde han firskaarent. „For
hvis jeg vilde, kunde jeg magelig løbe dig op.“

Rud kom. „Nu vil vi til at fange store Mus,“ sagde han. „Det er
morsommere.“

De tømte Pelles Mælkeflaske og søgte sig en Muserede ud, der kun saa ud
til at have to Udgange — den ene oppe i Engen, den anden midt nede paa
Aabrinken. Hernede stak de Flaskehalsen ind, Hullet oppe i Engen blev
udvidet til en Tragt, og de skiftedes til at holde Øje med Flasken og
bære Vand op i Hullet med deres Huer. Det varede ikke længe, før en Mus
smuttede ud i Flasken; og de slog Proppen i for den.

Hvad skulde de nu gøre med den? Pelle foreslog at de skulde tæmme den og
dressere den til at trække deres smaa Markredskaber; men Rud satte som
sædvanlig sin Vilje igennem — den skulde ud at sejle!

Henne hvor Aaen drejede og havde hulet sit Leje ud til en hel Kedel,
lavede de en skraa Bane og lod Flasken rutsje ned i Vandet med Halsen
forrest, som en Skude der løber af Stabel. De kunde følge den i dens Bue
under Vandet, til den dukkede op med et skraat Stød og stod og vuggede
paa Vandet som en Bøje med Halsen lige op. Musen gjorde de grinagtigste
Hop mod Proppen for at slippe ud; Drengene sprang i Græsset af
Henrykkelse.

„Den ved godt hvad Vej den kom ind — den ved det!“ De gjorde dens
mislykkede Hop efter, tumlede ned paa Maven igen og vred sig overgivent
i Græsset. Men omsider blev det gammelt.

„Skal vi tage Proppen af?“ foreslog Rud.

„Ja — aa ja!“ Pelle vadede hurtigt ud efter Flasken og vilde sætte Musen
i Frihed.

„Vent lidt dit Øg!“ Rud rev Flasken fra ham. Han holdt over Mundingen,
mens han satte den midt ud i Vandet. „Nu skal vi faa Løjer!“ raabte han
og skyndte sig op.

Det varede lidt, inden Musen opdagede at der var fri Bane, saa sprang
den. Det mislykkedes, og Flasken kom i vuggende Bevægelse, saa andet
Spring blev skraat og prellede af mod Siden. Men saa fulgte en Række
Spring lynsnart paa hinanden, et helt Bombardement; og pludselig fløj
den højt ovenud af Flaskehalsen og paa Hovedet i Vandet.

„Det var et Spring der havde vasket sig!“ raabte Pelle og sprang oppe i
Græsset, lige op, med Armene strakt ned ad Siden, „— den kunde lige
knibe sin Krop igennem, lige akkurat du!“ Han sprang igen og gjorde sig
tynd.

Musen svømmede til Land, men der var Rud og satte den midt ud igen med
Foden. „Den svømmer godt,“ sagde han og lo. Saa styrede den mod den
anden Bred. „Pas paa for Søren!“ skreg Rud, og Pelle sprang til og satte
den fra Land med et kraftigt Spark. Den svømmede raadvild frem og
tilbage midt i Hullet, saá de to dansende Skikkelser hvergang den
nærmede sig en Bred, og vendte og vendte i en Uendelighed. Den laa
dybere og dybere — Pelsen blev vaad og trak den nedad; tilsidst svømmede
den helt under Vand. Pludselig spilede den sig ud i et Ryk og sank til
Bunds, med alle fire Lemmer udstrakte som en aaben Favn.

Pelle havde i et Glimt fanget det raadvilde og hjælpeløse — maaske
genkendt det. Ved Dyrets Spjæt brast han i Graad — et lille Skrig — og
løb storbrølende op over Engen mod Fyrreplantningen. Noget efter kom han
tilbage. „Jeg troede gale mig Amor var løbet væk,“ sagde han gentagende
og undgik omhyggeligt at se Rud i Øjnene. Stille vadede han ud og
fiskede med Foden den døde Mus op.

De havde lagt den paa en Sten i Solen for at den skulde leve op igen. Da
det ikke lykkedes, huskede Pelle en Historie om nogle Folk der var
druknet i en Sø derhjemme, og som kom til sig selv igen da man skød med
Kanoner over dem. De slog de hule Hænder sammen over Musen, og da det
heller ikke førte til noget besluttede de at begrave den.

Rud kom i Tanke om, at hans Bedstemor i Sverig netop blev begravet i
disse Dage, og det fik dem til at gaa frem med en vis Højtidelighed. De
lavede Kiste af en Tændstikæske og pyntede den med Mos; de laa paa Maven
og firede med Sejlgarn Kisten ned i Graven — med stor Omstændelighed
forat den ikke skulde komme til at staa paa Hovedet. Et Tov kunde jo
springe, det hændte undertiden; og Illusionen tillod ikke, at de rettede
ved Kistens Stilling med Hænderne bagefter. Siden kiggede Pelle ned i
sin Hue, mens Rud læste over den afdøde og kastede Jord paa. Og de smed
Graven til.

„Bare den nu ikke er skindød og vaagner op igen!“ udbrød Pelle
pludselig. De havde begge hørt mange uhyggelige Historier om Skindøde,
og gennemgik sammen alle Muligheder: hvordan man vaagnede op, og ikke
kunde faa Luft, og bankede paa Laaget, og gav sig til at æde af sine
egne Hænder — til Pelle tydeligt kunde høre det banke paa Laaget
dernede. I en Fart fik de Kisten op og undersøgte Musen; ædt af sine
Forpoter havde den ikke, men den havde ganske bestemt drejet sig om paa
Siden. De begravede den igen; for en Sikkerheds Skyld gav de den en død
Skarnbasse med i Kisten og stak et Halmstraa ned i Graven for
Lufttilførsel. Saa pyntede de Tuen op og satte en Mindesten.

„Nu er den død du!“ fastslog Pelle alvorligt.

„Ja det er den min Sjæl — saa død som en Sild.“ Rud havde lagt Øret til
Straaet og lyttede.

„Nu er den vist oppe hos Gud i al sin Herlighed, helt højt højt oppe.“

Rud blæste foragteligt:

„Aa dit Fjols, tror du den kan kravle der op.“

„Mus kan da godt kravle!“ Pelle var muggen.

„Ja, men ikke gennem Luften — det kan kun Fuglene.“

Pelle følte sig slaaet af Marken og trængte til Hævn.

„Saa er din Bedstemor heller ikke i Himlen!“ erklærede han afgjort. Der
sad alligevel Nag i ham endnu fra det med Museungen.

Men det var mere end Rud kunde lade sidde paa sig. Han var ramt lige i
Slægtsfølelsen og gav Pelle en i Siden med Albuen; og i næste nu
trillede de rundt i Græsset med hinanden i Haaret og gjorde kejtede
Forsøg paa at ramme hinandens Næse med knyttet Næve. De væltede rundt i
en Klump hvor snart én snart den anden var ovenpaa, hvæsede hæst,
stønnede og gjorde drabelige Bevægelser. „Jeg skal faa dig til at nyse
rødt“, sagde Pelle indædt og hævede sig over Modstanderen. Men i næste
Øjeblik var han nede igen; og Rud hang over ham og udstødte de
frygteligste Trusler om blaa Øjne og dansende Sole. Deres Stemmer var
tykke af Lidenskab.

Og pludselig sad de over for hinanden i Græsset og overvejede, om de
skulde stikke i at skraale. — Saa rakte Rud Tunge, Pelle gjorde Skridtet
videre og gav sig til at le, de var igen de bedste Venner af Verden. De
rejste Mindestenen der var væltet i Kampens Hede, og sad siden med
hinanden i Haanden og hvilede ud efter Stormen — noget mere stille end
sædvanlig.

Det var ikke fordi der sad mere ondt i Pelle; men Spørgsmaalet havde
faaet selvstændig Betydning for ham, der maatte Mening ind i det. Det
sprang grundende frem i hans Øjne, og han udbrød tænksomt:

„Ja men du har jo selv fortalt, at hun var lam i Benene.“

„Ja hvad saa?“

„Saa kunde hun da ikke kravle op i Himlen.“

„Aa dit Kadaver — det er jo hendes Aand!“

„Saa kan Musens Aand ogsaa godt være deroppe.“

„Pyh! Nej for Mus har ingen Aand.“

„Saa? — Ellers kunde de vel ikke aande!“

Dér stod Rud! og der var det kedelige ved det at han gik paa
Søndagsskole. Næverne havde været gode nu igen; men hans Instinkt sagde
ham, at Pelle før eller senere vilde faa Overtaget i at slaas. Og
Bedstemoderen var i al Fald reddet.

„Ja“ — sagde han eftergivende — „og aande det kunde den. Men saa har
dens Aand faret op og væltet Stenen om du — det har den!“

En fjærn Lyd naaede ned til dem, langt oppe mod Hytten tegnede en tyk
Kvindeskikkelse sig; hun stod og vinkede truende.

„Soen kalder paa dig,“ sagde Pelle; de to Drenge kaldte hende aldrig
andet indbyrdes.

Saa maatte Rud af Sted. Han fik Lov at tage det meste af Madkurvens
Indhold og aad løbende; de havde haft for travlt til at spise.

Pelle satte sig op i Klithegnet og holdt Maaltid. Som sædvanlig naar Rud
havde været ude hos ham begreb han ikke, hvor Dagen var blevet af. Der
var et Ophold i Fuglesangen, og ikke et eneste Kreatur laa ned længer,
saa Klokken maatte mindst være fem.

Oppe ved Gaarden var de i Færd med at age ind. I fuld Trav gik det, ud
og hjem, ud og hjem; Karlene stod op i Vognbunden og pryglede løs paa
Hestene med Enden af Tømmen. Og de svingende Læs fór af Sted langs
Markvejene; de lignede strittende Smaakryb, der er bleven overrasket og
piler i Skjul.

Der kørte en Enspænder ud fra Gaarden og tog Landevejen fat mod Staden,
i stærkeste Trav. Det var Stengaardsbonden; han skulde nok til Staden og
ture, saadan som han kørte! Saa var det galt derhjemme, og der blev
Graad paa Gaarden til Natten.

Ja, ja, nu kørte Far Lasse ud med Vandvognen, saa var Klokken halv seks.
Det kendtes ogsaa paa, at Fuglene begyndte deres hyggelige Aftenkvidder,
der gik lav og tindrende lige som Solens Straaler.

Langt inde over Stenværket hvor Kranerne tegnede sig mod Himlen, steg nu
og da en Røgsky til Vejrs og brast i et Springvand af Klippestykker.
Langt om længe kom Knaldet drattende, i Stumper og Stykker; det lød som
en løb og daskede sig paa Laarene med Bælgvanter.

De sidste Timer var altid lange — Solen blev saa langsom i det. Og Tiden
havde heller intet Indhold, Pelle selv var træt, og Aftenstilheden lagde
sig dæmpende i Vejen for stærke Ytringer. Men nu kørte de ud til
Malkning deroppe, og Kvæget begyndte at græsse sig op efter den Kant af
Engen der vendte mod Gaarden; saa stundede det.

Og endelig begyndte Vogterdrengene at jodle ovre ved Nabogaardene, først
én, saa faldt der flere ind —:

   „Aa driv hjem, aa—haa, aa—aa—haa!
       Aa—haa, aa—haa!
       Aa—haa, aa—haa!
   Aa driv hjem, aa—aa—haa!
           aa—haa!“

Fra alle Sider dirrede den bløde Sang over det faldende Land; som en
lykkelig Graad løb den ud i Luftens begyndende Tindren, og Pelles Kvæg
blev saa langstrakt i sine Bevægelser. Men endnu turde han ikke drive
hjem; der vankede Knubs af Forvalteren eller Eleven om han kom for
tidlig.

Han stod øverst ved Engen og gennede for Hovedet af sine stundende
Kreaturer. Og da de sidste Toner af Hjemdriftsangen var døet helt hen,
stemte han selv i og traadte til Side. Kreaturerne løb med en egen kort
Trippen og fremstrakte Hoveder; Græssets Skygger laa i lange fine
Striber hen over Jorden; Dyrenes Skygger var uendelige. Nu og da brølede
Kalvene langeligt og slog over i Galop. De længtes — og Pelle længtes.

Bag en Glime skød Solen lange Straaler ind gennem Rummet, som havde den
taget alle sine Ævner hjem for Natten og nu strakte dem i én Higen, fra
Vest til Øst. Alting pegede i lange tynde Striber, Kreaturernes Higen
laa synlig efter dem i Luften.

I Barnets Sind var der slet intet ude mere; alt var taget hjem og rakte
sig fremover i en næsten syg Længsel efter Faderen. Og naar han endelig
svingede om Hjørnet med Hjorden og gamle Lasse stod der, lykkeligt
smilende med sine hudløse Øjne, og aabnede Leddet til Folden, saa brast
det for Drengen og han kastede sig grædende ind til Faderen.

„Hvad er der Pøjke, hvad er der?“ spurgte den Gamle saa med Bekymring i
Stemmen, og strøg en rystende Haand over Barnets Kind. „Har nogen gjort
dig ondt? Naa ikke — da var det vel! Bedst er det nok at de hytter sig —
for glade Børn staar i Guds egen Varetægt. Og Lasse skulde vel heller
ikke blive god at nappes med han, om det kom dertil. — Ja saa du har
længtes? Da er der skønt at være i dit lille Hjærte, og Lasse kan kun
være glad han. — Men gaa du nu ind og æd — og græd ikke.“

Han snød Drengens Næse med sine haarde krogede Fingre og skubbede ham
læmpeligt af Sted.




                                   V


Manden som var udsendt af Gud og havde de alvorligt bebrejdende Øjne,
var Pelle ikke længe om at komme ud over. Han viste sig at være en slet
og ret Smaamester nede i Lejet, som talte i Forsamlingshuset om
Søndagen; det hed sig tilmed at hans Kone drak. Rud gik i Søndagsskole
hos ham, og han sad smaat i det — han var ganske almindelig.

Desuden havde Gustav faaet en Kasket, hvis Puld kunde vende tre
forskellige Sider ud — en af blaa Dyffel, en af vandtæt Voksdug, og en
af hvidt Lærred til Solskinsbrug. Det var en spændende Viden, som
fortrængte alt andet og laa pirrende fremme i Pelles Bevidsthed mange
Dage; han brugte Vidunderkasketten til at maale alt stort og
attraaværdigt med. Indtil han en Dag gav en smukt snittet Haandstok for
Tilladelsen til selv at gøre Kunststykket med at krænge Pulden. Saa fik
han endelig Ro, og Kasketten maatte ind i hans dagligdags Verden den
ogsaa.

Men hvordan saa der ud i Proprietær Kongstrups store Sale? Dér laa vel
Pengene paa det bare Gulv, Guldet for sig og Sølvet for sig; og midt i
hver Dynge stod et Skæppemaal! Hvad betød Ordet _formaalstjenlig_, som
Forvalteren brugte naar han talte med Storbonden? og hvorfor brugte
Karlene Ordet _Svensk_ som Skældsord mod hinanden — de var jo svenske
allesammen? — Inde bag Klippebrynet hvor Stenværket laa, hvad var dér? —
ja dér var jo Gaardens Grænse til den ene Side! Han havde ikke været der
endnu, men skulde derind med Faderen saa snart Lejlighed gaves; rent
tilfældigt havde de faaet Spørgedom paa, at Lasse havde en Broder som
ejede Hus derinde. Saa det var jo forholdsvis kendt.

Histnede laa Havet, det havde han selv sejlet paa! Ude paa det gled
Skuder baade af Jærn og Træ, men hvordan kunde Jærn flyde som var saa
tungt? Vandet i Havet maatte være stærkt, for i Dammen gik Jærn
øjeblikkelig til Bunds. Midt ude var Dammen bundløs, saa der blev man
nok ved at synke i al Evighed! Den gamle Tækkemand havde i sin Ungdom
haft over hundrede Favne Reb dernede med et Dræg ved for at finde en
Spand op, men han naaede aldrig Bund. Og da han vilde drage Rebet op
igen, var der nogen dybt nede som greb fat i Drægget og vilde trække ham
ned, saa han maatte slippe det hele.

Gud Herren — ja han havde stort hvidt Skæg lige som Kaasegaardsbonden;
men hvem holdt Hus for ham paa hans gamle Dage? Sankte Peter det var nok
hans Forvalter det! — Hvordan kunde de gamle tørre Kør føde lige saa
unge Kalve som Kvierne? — — — — — — — — — — — — — — — — —

Der var én stor Selvfølgelighed, som man ikke rettede sin Spørgen paa og
overhovedet ikke tænkte over i den Forstand, fordi det var selve
Grundlaget for al Tilværelse — Far Lasse. Han var der simpelthen, stod
som en tryg Mur bag alt hvad man foretog sig. Han var det egenlige
Forsyn, den sidste store Tilflugt i ondt og godt; han kunde alt hvad han
vilde — Far Lasse var almægtig.

Saa var der ét, naturligt Midtpunkt i Verden, Pelle selv. Om ham maatte
alt lejre sig, hver Ting var til for hans Skyld — for at han kunde lege
med den, gaa og grue for den, eller lægge den til Side til en stor
Fremtid. Selv de fjærnere Trær, Huse og Stene i Landskabet, som han
aldrig havde været paa nært Hold, tog Stilling til ham, enten
venligsindet eller som Fjender. Og Forholdet maatte gøres nøje op for
hver ny Ting der kom inden for hans Sfære.

Lille var hans Verden, han havde først lige begyndt at skabe den. En god
Armlængde til alle Sider var der nogenlunde fast Land, udenfor drev den
raa Materie, Kaos. Men Pelle fandt allerede sin Verden uhyre, og havde
god Vilje til at gøre den uendelig. Han huggede umætteligt ind, hans
opspilede Sanser drog alt det til der kom inden for Rækkevidde; de var
som et Maskinsvælg hvori Materien uafladelig styrtede sig i hvirvlende
Smaadele. Og i Suget bag dem kom andre og andre — hele Verdensaltet var
paa Vandring hen imod ham.

Pelle formede og satte fra sig, tyve ny Ting i Sekundet. Jorden voksede
ud under ham til en Verden, der var rig paa Spænding og groteske Former,
Uhygge og de mest dagligdags Ting. Han færdedes utrygt i den, for idelig
var der noget der forskød sig og maatte omvurderes eller skabes om; de
selvfølgeligste Ting slog over og blev med ét til haarrejsende Vidundere
— eller omvendt. Han gik om i en bestandig Undren, og forholdt sig
afventende selv til de kendteste Ting. For hvem vidste hvilke
Overraskelser de vilde berede.

Dér havde han hele sit Liv haft Lejlighed til at fastslaa, at
Bukseknapper var drejede af Ben og havde fem Huller, et stort i Midten
og fire mindre udenom! Og saa kommer en Dag en af Karlene hjem fra
Staden med et Par nye Bukser, hvori der sidder Knapper som er af
skinnende Metal og ikke større end en 25-Øre. De har kun fire Huller, og
Traaden skal ligge overkors i dem, ikke fra Midten og ud som i de gamle.

Eller den store Solformørkelse som han havde været spændt paa hele
Sommeren, og som alle de Gamle sagde vilde drage Verdens Undergang efter
sig. Han havde glædet sig til det — navnlig det med Undergangen; det
vilde være noget af en Oplevelse, og et eller andet Sted i ham sad der
en Stump Fortrøstning til, at han nok skulde klare den for sit
Vedkommende. Solformørkelsen kom ogsaa som den skulde, det blev tilmed
Nat som ved Dommedag, Fuglene blev saa stille, og Kreaturerne brølede og
vilde løbe hjem. Men saa blev det lyst igen som ellers, og det hele løb
ud i ingenting.

Saa var der uhyre Rædsler, der med et Slag afslørede sig som bitte smaa
Ting — gudskelov da! Men der var ogsaa Glæder som skabte hæftig
Hjærtebanken — og blev til slet og ret Kedsomhed naar man kom hen til
dem.

Langt ude i den taagede Masse drev der usynlige Verdener forbi som intet
havde med hans egen at skaffe; en Lyd ude fra det ubekendte skabte dem
helt og holdent i samme Nu. De blev til paa samme Maade, som Landet her
den Morgen han stod paa Damperens aabne Mellemdæk og hørte Stemmer og
Støj gennem Taagen: vamsede og mægtige, med Former der virkede som uhyre
Bælgvanter.

Og inden i én var der Blodet og Hjærtet og Sjælen. Hjærtet havde Pelle
selv fundet ud af, det var en lille Fugl som var lukket inde; men Sjælen
borede sig som en Orm derhen i Kroppen hvor Begæret sad. Gamle Tækkemand
Holm havde trukket Sjælen som en tynd Traad ud af Tommelen paa en, der
led af Stjælesyge. Pelles egen Sjæl var kun god, den sad ham i begge
Øjenstene og spejlede Far Lasses Billede, saa tidt denne saa ind i dem.

Blodet var det værste, derfor lod Far Lasse sig altid aarelade naar der
var noget i Vejen med ham — de onde Vædsker skulde ud. Gustav tænkte
meget paa Blodet og kunde fortælle de underligste Ting om det; han gik
og snittede i sine Fingre blot for at se om det var modent. En Aften kom
han over i Kostalden og viste en blødende Finger frem; Blodet var helt
sort. „Nu er jeg en Mand,“ sagde han og svor vældigt. Men Pigerne gjorde
blot Nar ad ham, han havde ikke baaret sin Tønde Ærter paa Loftet endnu.
— — — —

Saa var der jo Helvede og Himlen — og Stenværket hvor de huggede
hinanden med tunge Hammere naar de var fulde. Folkene i Stenværket det
var Jordens største Kæmper, en af dem havde spist ti Spejlæg paa én Gang
uden at blive syg. Og Æg var dog selve Kraften.

Nede i Engen hoppede der Lygtemænd søgende om i de dybe Sommernætter; en
af dem holdt sig altid i Nærheden af Aaen, og stod og spillede paa
Toppen af en lille Stenbunke som laa der midt i den fede Eng. For et Par
Aar siden havde en Pige en Nat født et Barn herude i Klitterne, og da
hun ikke vidste sine levende Raad for Far til Barnet, druknede hun det i
et af de Huller, Aaen skærer hvor den drejer. Gode Mennesker rejste den
lille Dysse, for at Stedet ikke skulde gaa i Glemme; og over Dyssen gav
Barnets Sjæl sig til at brænde i de dybe Nætter, paa den Aarstid Pigen
havde født. Pelle troede, Barnet selv var begravet under Stenene, og
pyntede nu og da Bunken med en Fyrregren; men paa det Sted af Aaen
legede han aldrig. Pigen kom jo over Havet, i Slaveriet paa mange Aar;
og Folk undredes paa Faderen. Hun havde ingen lagt ud, men Gud og
hvermand vidste hvem det var alligevel. Det var en ung fremmelig Fisker
nede fra Lejet, og Pigen var af fattigste Slags; saa der kunde aldrig
blevet Tale om et Par af de to. Pigen havde vel saa foretrukket dette
her, fremfor at løbe ham paa Dørene om Hjælp til Barnet — og sidde i
Lejet som Væverpige med en uægte Unge til Spot og Spe! Og det maatte man
sige, at han holdt Ørerne godt stive, hvor mangen en maaske vilde have
skammet sig og taget ud paa Langfart.

Nu i Sommer, to Aar efter at Pigen kom hen, gik Fiskeren en Nat langs
Stranden hjem mod Lejet med nogle Garn paa Nakken. Han var en haard Hund
og betænkte sig ikke paa at tage den korteste Vej op over Engen; men da
han kom godt inden for Klitten, var der en Lygtemand i hans Spor og han
blev angst og gav sig til at løbe. Den halede stærkt ind paa ham, og da
han sprang over Aaen for at lægge Vand mellem sig og Aanden, greb den
fat i Garnet. Saa skreg han Guds Navn og løb sanseløs fra det hele.
Næste Morgen ved Solopgang hentede han og Faderen Garnet, det havde
faaet fat om Dyssen og laa tværs over Aaen.

Saa søgte Knøsen til de Hellige, og Faderen forlod sin Svir og fulgte
ham. Tidlig og silde kunde man træffe den unge Fisker ved deres Møder,
og ellers gik han om som en Misdæder med hængende Hoved, og ventede blot
paa at Pigen skulde komme hjem fra Slaveriet, saa han kunde gifte sig
med hende.

Pelle var med i det hele. Pigerne talte gysende om det, naar de hang paa
Karlenes Skød i de lange Sommeraftener, og en kærlighedssyg Karl indefra
havde lavet en Vise om det, som Gustav sang til sin Harmonika. Saa græd
alle Gaardens Piger, selv Raske Sara fik Vand i Øjnene og begyndte at
tale til Mons om Forlovelsesringe.

En Dag Pelle laa paa Maven og trallede og fægtede med de nøgne Fødder i
den blanke Luft, saa han en ung Mand staa nede ved Dyssen og lægge Stene
paa den som han tog af sine Lommer; derpaa knælede han. Pelle gik hen
til ham.

„Hvad bestiller du?“ spurgte han dristigt — han følte sig paa sit eget.
„Læser du Aftenbøn?“

Manden svarede ikke men blev ved at ligge bøjet. Endelig rejste han sig
og spyttede Skraasovs ud.

„Jeg beder til ham som skal dømme os alle,“ sagde han og saa vist paa
Pelle.

Pelle kendte det Blik igen, der var det samme Udtryk som hos Manden
forleden — ham som var udsendt af Gud. Der var blot ingen Bebrejden i
det.

„Har du kanske ingen Seng at sove i?“ spurgte Pelle — „jeg læser altid
min Aftenbøn under Dynen. Han hører det alligevel han! Gud Herren ved
alting.“

Den unge Mand nikkede og gav sig til at flytte med Dyssens Sten.

„Den maa du ingen Fortræd gøre,“ sagde Pelle bestemt, „for der ligger et
lidet Barn begravet.“

Knøsen vendte et underligt Ansigt imod ham.

„Det er ikke sandt!“ sagde han med tyk Stemme, „for Barnet ligger oppe
paa Kirkegaarden, i rigtig viet Jord.“

„Ja-saa?“ sagde Pelle med Faderens langtrukne Tonefald — „da var det vel
nok Forældrene som druknede det ved jeg — og begravede det her.“ Han var
for stolt af sin Viden til saadan uden videre at opgive den.

Manden saa ud som han vilde slaa, og Pelle trak sig lidt af Vejen; der
stod han og lo aabenlyst, han var sikker paa sine Ben. Men den anden
ænsede ham ikke længer, han stod sløvt og saa hen forbi Dyssen. Saa kom
Pelle igen hen.

Manden fór sammen ved hans Skygge og hentede Vejret i et dybt Suk. „Er
du dér?“ sagde han tonløst uden at se paa Pelle, „hvorfor kan jeg ikke
være i Fred for dig?“

„Det er _min_ Eng,“ svarede Pelle „for jeg vogter her. Men du maa gærne
være her naar du lader være med at slaa. Og Dyssen skal du lade være,
for dér ligger et lille Barn begravet.“

Den unge Mand saa alvorligt paa Pelle: „Det er ikke sandt du siger, hvor
tør du lyve saadan? Gud kan ikke lide Løgn. Men du er kun et godtroende
Barn, og jeg skal fortælle dig hvordan det gik til uden at skjule noget
— saa sandt jeg kun ønsker at vandre helt for Guds Aasyn.“

Pelle saa uforstaaende paa ham: „Hvordan det gik til ved jeg vel nok
selv, naar jeg kan hele Visen udenad. Jeg kan godt synge den for dig,
hvis du vil have det; den gaar saadan.“ Pelle begyndte at synge, lidt
usikker i Stemmen af Undseelse:

     Saa lykkelig er vi i Barndommens Aar
   og kender ej Sorrig og Synd;
   vi leger og aner ej, Vejen vi gaar
   os fører i Fængselet ind.

     Helt mangen maa mindes med klagende Røst
   den Lykke han ejed engang.
   For Tiden at lette i Fængslet saa trist
   vil jeg nu fremføre min Sang.

     Jeg leged med Fader og leged med Mor,
   og Barndommens Aar de gled hen.
   Hver Dag skinned Solen — og da jeg blev stor,
   saa legede jeg med min Ven.

     Jeg gav ham min Dag og jeg gav ham min Nat,
   og tænkte slet ikke paa Svig.
   Men da jeg ham sagde hvordan det var fat,
   saa var det med Legen forbi.

     „Jeg elsked dig aldrig“ han svarede fort,
   „kom ikke for Øje mig mer!“
   Han vendte mig Ryggen, saa vred gik han bort.
   Da var det at Morder jeg blev.

Pelle holdt forundret inde, den voksne Mand var sunket helt forover og
sad og hulkede. „Ja det var ondt,“ sagde han — „for saa dræbte hun sit
Barn og kom i Tugthuset.“ Han talte med en vis Ringeagt, han kunde ikke
lide grædende Mandfolk. „Men det er da ikke noget for dig at græde
over,“ henkastede han lidt efter.

„Jo for hun havde jo ingenting gjort, det var Barnets Fader der slog det
ihjæl. Det var mig der gjorde det forfærdelige; ja ja jeg tilstaar jo at
jeg er en Morder. Vedgaar jeg da ikke aabent nok min Brøde?“ Han vendte
sit Ansigt opad som talte han mod Gud.

„Ja saa det var dig?“ sagde Pelle og rykkede lidt bort fra ham. „Slog du
dit eget Barn ihjæl? — det kunde Far Lasse aldrig gøre. Hvorfor er du
saa ikke i Slaveriet da? Løj du kanske og skyldte _hende_ for det?“

Disse Ord havde en egen Virkning paa Fiskeren. Pelle stod og iagttog ham
lidt, saa udbrød han: „Du snakker saa underligt: blop-blop-blop ligesom
du kunde være fra et andet Land! Og hvorfor kradser du saadan i Luften
med Fingrene og græder? faar du da Prygl naar du kommer hjem?“

Ved Ordet _græder_ brast han helt i Graad, Pelle havde aldrig set noget
Menneske græde saa løssluppent, Ansigtet var helt i ét.

„Vil du have et Stykke Mad?“ spurgte han for at trøste. „Jeg har med
Rullepølse paa.“

Fiskeren rystede paa Hovedet.

Pelle saa hen paa Dyssen, han var stædig og vilde ikke give sig.

„Det _er_ nu begravet der,“ sagde han. „Jeg har selv set Sjælen brænde
oven paa Stenene om Natten. Det er fordi den ikke kan komme i Himlen.“

Der trængte en uhyggelig Lyd ud af Fiskerens aabne Mund, et dumpt Brøl
der fik Pelles lille Hjærte til at hoppe i Livet paa ham. Han gjorde
selv nogle Spring i Angst, og da han besindede sig og stansede, saa han
Fiskeren løbe stærkt foroverbøjet ned over Engen og forsvinde i
Klitterne.

Pelle stirrede forundret efter ham og gik langsomt hen til Madkurven —
hans Resultat var foreløbig Skuffelse. Han havde sunget for en
vildfremmed, det var unægtelig en Bedrift — saa svært det kunde være
blot at svare ja eller nej til én man aldrig havde set før. Men han var
brændt inde med de fleste af Versene, og det enestaaende laa dog navnlig
i at han kunde hele Visen uden ad. Nu sang han den for sig selv fra
først til sidst, idet han holdt Tal paa Versene med Fingrene. Og han tog
den drabeligste Oprejsning ved at skraale op saa det kunde høres vidt og
bredt.

Om Aftenen drøftede han som sædvanlig Dagens Oplevelse med Faderen; og
da forstod han et og andet som for en Stund fyldte hans Sind med Uhygge;
Far Lasses var endnu den eneste menneskelige Røst Drengen helt forstod.
Den Gamles blotte Suk og Hovedrysten havde en overbevisende Magt som
ingen anden Tale.

„Ak ja,“ blev han ved at gentage — „ondt og ondt allevegne, Sorg og Nød
hvor man saa vender sig hen! Han gav nok gærne sit Liv hen for at slide
Slavelænken i hendes Sted — nu det er for sent! — Saa han løb sin Vej
dengang du sagde dét til ham? Ja ja, Guds Ord i en Barnemund er heller
ikke godt at staa for, naar Samvittigheden har taget Skade. Og et
daarligt Levebrød er det at handle med andres Lykke. — Men tag du nu og
to dine Fødder Pøjke.“ — — —

Livet gav nok at tage i, og bakses med — og adskilligt at grue for. Men
værre end alt det der vilde Pelle selv ondt, var næsten de Glimt der nu
og da steg op til ham fra Menneskedybet; over for dem var hans
Barnehjærne magtesløs. Hvorfor græd Fruen saa meget og drak i Smug? hvad
foregik der dérinde bag Ruderne i det høje Stuehus? Han begreb det ikke,
og hvergang han brød sit lille Hoved med det, gloede blot Uhyggen ud paa
ham af alle Ruder, og stundom lukkede den sig over ham med det
ufatteliges hele Rædsel.

Men Solen gik højt paa Himlen, Nætterne var lyse, Mørket laa
sammenkrøbet under Jorden og havde ingen Magt. Og han besad Barnets
lykkelige Ævne til at glemme paa en Studs — og sporløst.




                                   VI


Pelle havde en hurtig Puls og megen Fremfærd; der var altid noget hans
rastløse Higen maatte forsøge at vinde ind paa — om ikke andet saa selve
Tiden. Nu var Rugen under Tag, nu forsvandt den sidste Stak af Marken,
Skyggerne blev længere for hver Dag. Men en Aften overraskede Mørket ham
inden hans Sengetid, og han blev betænkelig. Han skyndede ikke længer
paa Tiden men søgte at holde igen, ved mange smaa Solemærker.

En Dag gik Folkenes Middagshvile ind. De spændte for igen saa snart de
havde sat Middagen til Livs, og Hakkelseskæringen blev forlagt til om
Aftenen. Hestegangen laa paa den udvendige Side af Staldbygningen, og
ingen af Karlene havde Lyst til at traske rundt derude i Mørket og køre
for Maskinen — saa maatte Pelle til det. Lasse protesterede og truede
med at gaa til Storbonden, men det hjalp ikke; hver Aften maatte Pelle
derud et Par Timer. Det var hans bedste Timer man tog fra ham: de Timer
hvor han og Far Lasse smaanussede i Stalden og sorgløst snakkede sig
gennem alle Dagens Genvordigheder ind i den fælles lyse Fremtid — og
Pelle græd. Naar Maanen jog Skyerne og han kunde se alting tydeligt
omkring sig, gav han sine Taarer frit Løb. Men i de mørke Aftener tav
han og holdt Vejret. Naar Regnen drev kunde det være saa mørkt, at
Gaarden og alting var borte, og da saa han hundrede Væsner som Lyset
ellers skjulte. De traadte frem i Mørket derude, forfærdelig store,
eller kom glidende paa deres Bug hen imod ham. Han stivnede i Stirren og
kunde ikke rive sit Blik til sig; inde under Muren søgte han Ly og sad
og hyppede paa Hesten derfra — og en Aften løb han ind. De jog ham ud
igen, og han lod sig jage; han var da det kom til Stykket mere angst for
dem derinde end dem herude. Men en bælgmørk Aften var han særlig ilde
stedt, og da han saa opdagede at Hesten, hans eneste Trøst ogsaa var
angst, slap han alt og løb ind for anden Gang. Han var ikke til at true
ud igen, og Knubs hjalp heller ikke. Saa tog en af Karlene ham i Favnen
og bar ham derud. Men da glemte Pelle alt og skreg saa det rystede i
Gaarden.

Mens de baksede med ham kom Proprietæren til. Han blev gal i Hovedet, da
han hørte hvad der var i Vejen, og skældte Forkarlen Hæder og Ære fra.
Saa tog han Pelle ved Haanden og fulgte ham ned til Kostalden. „Sikken
et Mandfolk, der er bange for lidt Mørke!“ sagde han spøgende — „det maa
du se at vænne dig af med. Og hvis Karlene gør dig Fortræd saa kom kun
til mig.“

Over Markerne gik Ploven Dagen lang og gjorde Jorden tung i Farven,
Løvet blev broget, og der var mange Sluddage. Toet rejste sig paa
Kreaturerne, de blev langhaarede og forskød sig i Ryggen; Pelle døjede
ondt, og hele Tilværelsen blev en Skygge alvorligere. Hans Klæder blev
ikke tættere og varmere med Kulden som Kreaturernes; men han kunde slaa
Knald med Klaffen der i heldigste Tilfælde lød som smaa Skud, han kunde
prygle Rud naar det gik helt ærligt til, og springe over Aaen hvor den
var smallest. Det gav altsammen Varme i Kroppen.

Han vogtede nu ud over Gaardens Jorder, overalt hvor der havde været
tøjret; Malkekørne stod inde. Eller ogsaa var han inde paa Mosen hvor
alle Gaardene havde hver sit Stykke Græsmark. Herinde stiftede han
Bekendtskab med Vogterdrengene fra de andre Gaarde og saa ind i en helt
anden Verden, hvor der ikke styredes med Forvalter og Landvæsenselev og
Prygl, men hvor alle spiste ved samme Bord og Madmoderen selv sad og
spandt Garn til Strømper til Vogterdrengen. Men derind kunde han aldrig
komme, for de tog ikke Svenskere paa de smaa Gaarde — de indfødte vilde
heller ikke tjene sammen med dem. Det gjorde ham ondt.

Saa snart Efteraarspløjningen var i Gang oppe paa Agrene, nedlagde
Drengene efter gammel Skik Skellene og lod alle Kreaturer gaa sammen —
det kaldtes at vogte over Luvt. De første Dage gav det mere at bestille,
Dyrene kæmpede inden de blev fortrolige med hinanden. Og helt blandede
blev de aldrig; de græssede stadig i Pletter, hver Gaards Besætning for
sig. Madkurvene blev ogsaa slaaet sammen, og en Dreng efter Tur taget ud
til at passe hele Flokken. De andre Drenge legede Røvere oppe i
Klipperne, eller turede rundt til Lundene og Stranden. Naar det var
rigtigt koldt, tændte de Baal op, byggede Ildsteder af flade Sten og
stegte Æbler og Æg som de stjal paa Gaardene.

Det var et herligt Liv, og Pelle var lykkelig. Ganske vist var han den
mindste i Flokken, og der hæftede det ved ham at han var svensk; bedst
som de legede kunde de andre give sig til at vrænge efter hans Maal, og
naar han blev vred, spurgte de hvorfor han ikke trak Kniv. Men saa var
han fra den største Gaard — og den eneste der havde Stude i sin
Besætning; han stod ikke tilbage for dem i Legemsfærdigheder, og ingen
af dem kunde snitte som han. Og naar han blev stor, var det hans Agt at
prygle dem allesammen.

Foreløbig maatte han læmpe sig frem, smigre sig ind hos de store, hvor
han opdagede der var en Sprække i Forholdet, og være tjenstvillig. Han
maatte tage Tur oftere end de andre, og blev forfordelt ved Maaltiderne.
Han tog det som noget uundgaaeligt og satte hele sin lille Person ind
paa at faa det bedst mulige ud af Forholdene. Men han lovede sig som
sagt en uhyre Oprejsning naar han blev stor.

Et Par Gange blev det ham for hedt, og han opgav Fællesskabet og holdt
sig for sig selv. Men han søgte hurtig tilbage til de andre igen. Hans
lille Krop var sprækfuld af Mod paa Livet og tillod ham ikke at skulke
udenom; han maatte tage sin Chance — æde sig igennem.

En Dag kom der to nye Drenge til, som vogtede Kvæget fra et Par Gaarde
inde til den anden Side Stenværket; de var Tvillinger og hed Alfred og
Albinus. Det var to lange tynde Fyre som kunde se ud til at have sultet
som smaa; de var blaalige af Hudfarve og stod daarligt for Kulde.
Fodrappe og smidige var de, de kunde løbe den hurtigste Kalv ind, gaa
paa Hænderne og ryge Tobak til, og slaa Luftspring uden at tage Næverne
til Hjælp. Slaas duede de ikke meget til; de manglede Modet til at gaa
paa, og deres Legemsfærdighed svigtede dem naar det kneb.

De to Brødre havde et komisk Skær over sig. „Der har vi Tvillingerne,
Tolvlingerne!“ raabte hele Flokken dem i Møde den første Morgen de viste
sig. „Naa hvor mange Gange har I saa faaet Smaa hjemme siden i Fjor?“ —
De var tolv Søskende, og deriblandt var der to Gange Tvillinger, alene
dette var en uudtømmelig Kilde til Spot — desuden var de halvsvenske. De
kom til at staa halv Skade med Pelle.

Men der bed ingenting paa dem, de grinede ad alt og gav sig yderligere
til Pris. Pelle kunde forstaa paa alting, at deres Hjem havde et
latterligt Skær over sig ude i Sognet; men det var de ikke kede af. Det
var navnlig Forældrenes Frugtbarhed Spotten hang sig ved, og de to
Drenge udleverede med glade Miner Forældrene og gav sig til at fortælle
om de lønligste Forhold i Hjemmet. En Dag Flokken var særlig ihærdig til
at raabe Tolvlinger, fortalte de grinende, at Moderen gik med den
trettende. De var usaarlige.

Hvergang de udleverede deres Forældre, gav det et Stik i Pelle, han
havde selv sine helligste Følelser paa dette Punkt. Alt det han brød sit
Hoved, begreb han dem ikke; han maatte til Faderen med det en Aften.

„Saa de gør deres egne Forældre til Spot og Grin?“ sagde Lasse — „da
gaar det dem aldrig godt her paa Jorden; for man skal ære sin Far og
Mor. Skikkelige Forældre som har sat dem til Verden med Smærte og maa
slide haardt, kanske sulte og døje selv, for at skaffe Føde og Klæder
til dem — ak hvor er det syndigt! — — Og de hedder Karlsson til
Efternavn lige som vi siger du? — og bor inde i Lyngen bag Stenværket?
Men saa maa det jo være Bror Kalles Sønner! ja Gud min Sjæl om jeg ikke
tror det er det ogsaa! Spørg du dem i Morgen, om ikke deres Far har et
Hak i det højre Øre. Jeg huggede det jo selv med et Stykke af en
Hestesko dengang vi var Smaagutter — en Dag jeg var rasende paa ham,
fordi han gjorde mig til Grin for de andre. Han var akkurat lige saadan
som de to han; men han mente ikke større med det, der var ikke ondt i
ham.“

Drengenes Far havde ganske rigtig et Hak i det højre Øre. Pelle og de
var altsaa Søskendebørn, og det var baade til at le og græde over,
saadan som de og Forældrene var til Grin. Det gik jo paa en Maade ud
over Lassefar ogsaa, og den Tanke var næsten ikke til at udholde.

De andre Drenge opdagede hurtig hans Saarbarhed her og benyttede sig af
den til deres Fordel; og Pelle maatte bøje af og finde sig i en Del for
at holde Faderen udenfor. Alligevel lykkedes det ikke altid. Naar de var
i det Hjørne, sagde de Ting helt hen i Vejret om hinandens Hjem; det
skulde ikke tages for mere end det var, men Pelle forstod ikke Spøg paa
det Punkt. En Dag sagde en af de største Drenge til Pelle: „Din Far, han
har jo gjort sin egen Mor med Barn.“ Pelle forstod ikke Ordspillet i
denne Raahed, men han hørte de andres Latter og blev blind af Raseri.
Han gik løs paa den store Kammerat og sparkede ham saadan i Underlivet,
at han maatte ligge hjemme i flere Dage.

De følgende Dage gik Pelle og var hed om Ørerne. Han turde ikke fortælle
Faderen, hvad der var sket, da han saa vilde være nødt til at gentage
Drengens grimme Beskyldning ogsaa; saa gik han der og gruede for de
skæbnesvangre Følger. De andre Drenge havde trukket sig tilbage fra ham
for ikke at faa Skyld med, hvis der kom noget op; Drengen var
Gaardmandssøn — den eneste i Flokken — og de skimtede Øvrighed bag
Historien, kanske Ris paa Raadhuset. Pelle gik saa for sig selv med sine
Kreaturer og havde god Tid til at sysle med Begivenheden; den voksede
sig større og større i sine Følger under hans livlige Indbildningskraft
og var tilsidst ved at sprænge ham af Rædsel. Hver Vogn han saa køre hen
ad Landevejen fik det til at krybe i ham; og drejede den op mod
Stengaarden, saa kunde han tydelig skelne Politiet, der kom tre Mand
stærk og med forsvarlige Haandjærn — lige som da Erik Erikson blev
afhentet fordi han havde mishandlet sin Kone. Han turde knap drive hjem
om Aftenen.

Saa en Formiddag kom Drengen drivende derovre med sine Kreaturer, der
var en voksen Mand med, Pelle dømte af Klæder og det hele at han var
Gaardmand — det maatte være Drengens Fader. En Stund stod de derovre og
snakkede med Vogterdrengene, saa kom de over ad med hele Flokken i
Hælene, Faderen holdt sin Søn ved Haanden.

Pelle sprang i Sved; han følte sig stærkt tilskyndet til at løbe sin Vej
men tvang sig til at blive staaende. Far og Søn bevægede paa én Gang
Haanden, og Pelle skød begge Albuer i Vejret for at afbøde to Lussinger.

Men de strakte blot Hænderne frem. „Om Forladelse,“ sagde Drengen og tog
Pelles ene Haand; „Om Forladelse!“ gentog Faderen og lukkede hans anden
Haand i sin. Og Pelle stod forvirret og flyttede Øjnene fra den ene til
den anden. Straks troede han, at Manden her var den samme som ham der
var udsendt af Gud; men det var alligevel kun Øjnene — de underlige
Øjne. Saa brast han pludselig i Graad og glemte alt for at græde sig ud
af den forfærdelige Spænding; og de to sagde nogle gode Ord og gik
stille deres Vej for at lade ham være ene.

Siden blev han og Peter Kure gode Venner; og da Pelle lærte ham nøjere
at kende opdagede han, at Drengen til Tider kunde have noget af det
samme i Øjet som Faderen, den unge Fisker og Manden, der var udsendt af
Gud. Begivenhedens mærkelige Forløb sysselsatte ham længe. En Dag kom
hans Erfaringer til at ligge saadan Side om Side, at han opdagede
Sammenhæng mellem dette gaadefulde Øjenudtryk og de mærkelige
Handlinger; de, der havde set paa ham med de Øjne, havde alle tre
handlet uventet. Og en anden Dag gik det op for ham, at disse Folk var
de _Hellige_; Drengene var uenige med Peter Kure den Dag og brugte det
som Skældsord mod hans Forældre.

En Ting var der som stod — og stod ovenud af alting — selve Sejren. Han
havde bundet an med en Dreng, der var større og stærkere end han selv,
og klaret sig — fordi han for første Gang i sit Liv slog hensynsløst
til. Vilde man slaas, maatte man sparke dér hvor det gjorde mest ondt.
Gjorde man blot det og forresten havde Retten paa sin Side, saa kunde
man godt binde an selv med en Gaardmandssøn. Det var to betryggende
Opdagelser, som indtil videre intet kunde rokke ved.

Saa havde han værget Faderen; det var noget ganske nyt og
betydningsfuldt i hans Liv. Han krævede mere Plads nu.

Ved Mikkelsdagstid kom Kreaturerne ind, og de sidste Daglejere rejste.
Der var sket flere Forandringer med Gaardens faste Tyende i Sommerens
Løb, men nu til Flyttedag var der ingen der forandrede; Stengaarden
havde det ikke med at skifte til de fastsatte Skiftetider.

Pelle hjalp saa atter Faderen med Indefodringen. Egenlig skulde han have
begyndt at gaa i Skole, og der skete en spagfærdig Henvendelse fra
Skolemyndighederne til Proprietæren. Men der var god Brug for Drengen
hjemme, da én Mand ikke kunde overkomme Røgtningen, og saa blev der
Stilhed om Spørgsmaalet. Pelle var glad det blev skudt ud; han havde
tænkt meget paa Skolen i Sommerens Løb, og udstyret den med saa meget
fremmedartet og stort, at han nu var helt bange for den.




                                  VII


Juleaften kom som en stor Skuffelse. Det var Skik, at Vogterdrengene kom
ud og tilbragte hele Julen paa den Gaard hvor de havde tjent om
Sommeren, og Pelles Vogtekammerater havde fortalt ham om alle Julens
Herligheder: Steg og søde Drikke, Julelege og Pebernødder og Bagværk —
det var én endeløs Æden og Drikken og Legen Julelege fra Lille Juleaften
til „Knud bar Julen ud“. Saadan var det paa alle de smaa Gaarde, den
eneste Forskel var, at de der var hellige, ikke spillede Kort men sang
Salmer i Stedet. Men Maden var ligegod.

De sidste Dage før Jul maatte han op Kl. tohalvtre og hjælpe Pigerne at
plukke Fjærkræ og den gamle Tækkemand Holm at hede Ovnen. Dermed var
hans Forhold til Julens Herligheder udtømt. Juleaften vankede der
Klipfisk og Risengrød, og det smagte godt nok; men alt det øvrige
manglede. Der var et Par Flasker Brændevin paa Bordet til Mandfolkene —
det var det hele. Karlene var misfornøjede og krængde, de hældte Mælk og
Grød i Skaftet paa Karnas Strikkestrømpe saa hun var fnysende gal den
hele Aften, forresten hang de med hver sin Pige paa Skødet og skumlede
over alting. De gamle Husmænd og deres Koner der var indbudt til at
spise Julemad, snakkede om Død og Alverdens Elendighed.

Ovenpaa var der stort Gilde; hele Konens Slægt var indbudt, og det gik
nok løs paa Gaasestegen. Gaarden var fuld af Køretøjer, og den eneste,
der var i godt Humør var Forkarlen, han fik alle Drikkepengene. Gustav
var nu i rent elendigt Humør, for Bodil var ovenpaa og vartede op. Han
havde taget sin Harmonika over og spillede Kærlighedssange; Sindene blev
blidere ved det, og det onde gled af Øjnene. En for en gav de sig til at
synge med, og det var lige ved at blive helt hyggeligt hernede. Men saa
kom der Bud ned, at de maatte være lidt stille. Saa opløste det hele
sig, de gamle gik hjem, og de unge spredtes Par om Par som de i
Øjeblikket var Venner til.

Lasse og Pelle gik i Seng.

„Hvorfor er det egenlig Jul?“ spurgte Pelle.

Lasse kløede sig betænkeligt paa Hoften.

„Det skal nu engang være saa,“ svarede han nølende. — „Ja og saa er der
jo det med Aaret som vender sig og gaar opad ser du! — — Og i denne Nat
blev Kristusbarnet jo ogsaa født forstaas!“ Det sidste var han længe om
at skaffe til Veje, men det kom ogsaa helt sikkert. — „Det ene med det
andet ser du vel,“ føjede han samlende til lidt efter.

Anden Juledag var der Sammenskudsgilde hos en foretagsom Husmand nede
ved Lejet; det kostede 2½ Krone Parret for Musik, skaaret Mad og
Brændevin midt paa Natten, og Kaffe hen paa Morgenen. Gustav og Bodil
skulde med. Det var dog altid lidt af Julen, der drog forbi, Pelle var
saa optaget af det som galdt det ham selv; Lasse havde ikke Ro for hans
Spørgsmaal den Dag. Saa var Bodil altsaa alligevel Gustav god!

Om Morgenen de kom op, laa Gustav ude paa Marken ved Døren til Kostalden
og kunde ikke hjælpe sig selv; hans pæne Tøj var i en sørgelig
Forfatning. Bodil var ikke med ham. „Saa har hun sveget ham,“ sagde
Lasse idet de hjalp ham ind. „Stakkels Gut, sytten Aar og allerede
Hjærtesaar! Kvindfolkene bliver nok hans Ulykke engang, skal vi faa at
se!“

Til Middag da Husmandskonerne kom for at malke, bekræftedes Lasses
Formodning; Bodil havde slaaet sig paa en Skræddersvend inde fra Lejet
og var brudt op midt paa Natten sammen med ham. Man lo medlidende ad
Gustav, og der blev stiklet en Del i den følgende Tid til den kranke
Lykke han gjorde; men over Bodil var Dommen enstemmig. Hun havde Lov at
komme og gaa med hvem hun vilde; men saa længe hun morede sig for
Gustavs Penge, burde hun have holdt sig til ham. Hvem vilde vel holde
Haanden over de Høns, der aad deres Korn hjemme og lagde Æggene hos
Naboens? — hvem andre end Naboens?

Der havde endnu ingen Lejlighed været til at besøge Lasses Broder inde
bag Stenværket, men anden Nytaarsdag skulde det være. I Mellemjulen
bestilte Karlene intet efter Mørkets Frembrud, og det var overalt Skik
at de hjalp Røgteren med Aftensyslerne. Det blev der nu intet af til
daglig, Lasse var for gammel til at gøre sig gældende og Pelle for
liden; de maatte være glade, de ikke ogsaa skulde fodre for de Karle der
gik i Besøg.

I Dag var det Alvor, Gustav og Lange Ole havde paataget sig
Aftensyslerne. Pelle glædede sig allerede fra tidlig Morgen — han var
oppe hver Dag Kl. halv fire. Men som Lasse plejede at sige, den der
synger paa fastende Hjærte kommer til at græde inden Aften.

Efter Middag stod Gustav og Ole og sleb Hakkelseknive nede i den nedre
Gaard. Truget var læk, og Pelle maatte hælde Vand paa Stenen af en
gammel Kedel. Han var saa glad, at enhver kunde se det paa ham.

„Hvorfor er du saa glad?“ spurgte Gustav. „Dine Øjne skinner jo som
Katteskidt i Maaneskin.“

Pelle fortalte det.

„Jeg er nu bange, I ikke kommer af Sted!“ sagde Ole og blinkede til
Gustav. „Vi faar ikke skaaret Hakkelse saa betids at vi kan røgte. Fan
ogsaa som den Slibesten er tung at trække, havde bare Selvtrækkeren ikke
været itu!“

Pelle spidsede Øren.

„Selvtrækkeren hvad er det for noget?“ spurgte han.

Gustav hoppede rundt om Slibestenen og slog sig paa Laaret af bare Grin:

„I Gud, i Gud hvor du er dum dit Frø! kender du ikke engang
Selvtrækkeren? Det er en Indretning, man bare behøver at slippe løs paa
Slibestenen, saa trækker den det hele selv. — De har forresten en ovre
paa Kaasegaarden,“ vendte han sig til Ole „— bare det ikke var saa
langt.“

„Er den tung?“ spurgte Pelle lavmælt — alting afhang af Svaret. „Kan jeg
løfte den?“ hans Stemme rystede.

„Nej ikke saa farlig tung heller — du kan nok bære den! Men det er fine
Sager.“

„Jeg kan godt springe over efter den — jeg skal nok bære den
forsigtigt.“ Pelle saa paa dem med et Ansigt der maatte indgyde Tillid.

„Ja ja, da. Men tag saa en Sæk at have den i — og vær varsom værre end
Fan, du! Det er dyrebare Sager.“

Pelle fik en Sæk fat og sprang af Sted over Markerne, han var henrykt
som et ungt Kid. Han nappede i sig selv, i alting under Løbet og sprang
i kysende Sæt ud til Siden for at skræmme Kragerne — Lykken stod ham ud
af Halsen. Her reddede han da Turen for sig og Far Lasse! Gustav og Ole
var gode Mennesker! — han skulde være saa hurtig tilbage, at de blev fri
for at slide mere med at trække Slibestenen. — „Hov, er du allerede
dér!“ sagde de og gjorde store Øjne. „— Da har du vel ikke slaaet den
dyrebare Mekanisme i Stykker paa Vejen?“ Saa tog de den forsigtigt ud af
Sækken — hel og holden var den. „Det var dog et Herrens Vidunder af en
Dreng det! En hel Prins!“

Ovre paa Kaasegaarden vilde de have ham ind til en Julemad mens
Indretningen kom i Sækken; men Pelle sagde nej og stod fast ved det —
han havde ikke Tid. Saa fik han en kold Æbleskive ude paa Trappen, for
at han ikke skulde bære Julen ud. De var saa milde i Øjnene derovre og
kom allesammen til, da han fik Sækken paa Nakken og slæbte sig hjemad.
Ogsaa de anbefalede ham stor Forsigtighed og lod bekymrede — som om han
ikke nok vidste hvad han havde mellem Hænder.

Der var en god Fjerdingvej mellem Gaardene, men det tog halvanden Time
inden Pelle kom hjem, og da var han segnefærdig. Han turde ikke sætte
Sækken ned for at hvile, men dinglede sig frem Skridt for Skridt; kun en
Gang hvilede han sig ved at læne sig til et Stengærde. Da han endelig
ravede ind i Gaarden, kom alle Folkene til for at se Naboens nye
Selvtrækker; og Pelle var sig sin Betydning bevidst, da Ole varsomt
løftede Sækken af ham. Han sank et Øjeblik over mod Muren inden han
fandt Ligevægt — Jorden var saa underlig at træde paa nu han var af med
Byrden — den skød ham fra sig. Men hans Ansigt straalede.

Gustav aabnede for Sækken der var forsvarligt lukket, og rystede dens
Indhold ud paa Stenbroen — det var Murbrokker, et Par gamle Plovskær og
lignende. Pelle stirrede forvildet og angst paa Skramlet, han saa ud som
var han lige dumpet fra en anden Klode ned paa Jorden. Men da Latteren
brød ud fra alle Sider, forstod han Sammenhængen; han rullede sig sammen
som en Klump og skjulte sit Ansigt. Han vilde ikke græde, ikke for nogen
Pris — den Fornøjelse skulde de dog ikke have. Nede i ham hulkede det,
men han kneb Munden sammen. Det gik sygt gennem hans Blod af Raseri. De
Djævle — de onde Sataner — de! — Pludselig sparkede han Gustav over
Benet.

„Ho, ho, saa han sparker!“ udbrød Gustav og løftede ham op i Luften.
„Vil I se Gubben Satan fra Smaaland, han har lige holdt Flyttegilde og
flyttet Bagen op i Ansigtet“ — han viste Pelles tykke Kinder frem. Pelle
søgte at dække sit Ansigt med Armene og sparkede for at komme ned; han
gjorde ogsaa et Forsøg paa at bide. „Aj saa han bider, Djævleungen!“
Gustav maatte tage haardt paa ham for at kunne tumle ham. Han holdt ham
i Kraven og satte Knoen ind i Kværken paa ham saa han gispede, mens han
talte med haanende Mildhed. „Rask Unge det, han er ikke tør bag Ørerne
endnu og vil allerede slaas!“ Gustav blev ved at krævte ham, det saa ud
som pralede han af sine overlegne Kræfter.

„Ja nu har vi jo saa set at du er den stærkeste,“ sagde Forkarlen
endelig „— lad du ham nu gaa!“ Og da Gustav ikke straks hørte, fik han
en knyttet Næve mellem Skulderbladene. Saa slap Drengen løs og kom over
i Stalden til Lasse, der havde set det hele men ikke turde nærme sig.
Han kunde intet udrette, og hans Nærværelse vilde blot skade.

„Ja og saa den Turen du,“ forklarede han undskyldende, mens han trøstede
Drengen. „Jeg skulde vel kunne prygle en saadan Hvalp som Gustav, men
saa var vi ikke kommet af Sted i Aften, for saa havde han ikke syslet
for os. Og ingen af de andre heller — for de hænger sammen som
Vikkehalm. — Men du kan jo selv! Tror jeg ikke du sparkede selve Satan
lige paa Klumpfoden! Ja ja, godt var det, men én faar nu være forsigtig
og ikke skyde med skarpt for Plasér heller! Det betaler sig ikke.“

Drengen var ikke saa nem at trøste længer. Langt inde i ham sad det og
gjorde ondt, fordi han havde handlet i saa god Tro; de havde ramt ham i
hans aabne glade Tillid. Det skete sved haardt til hans Ærgærrighed
ogsaa; han var gaaet i en Fælde, havde løbet Nar for dem. Denne
Oplevelse brændte sig dybt ind i ham og fik stor Indflydelse paa hans
videre Udvikling. Det var hændt før at Menneskers Ord ikke var til at
stole paa, og han havde gjort kejtede Forsøg paa at komme bag om dem. Nu
stolede han ikke uden videre paa nogen mere; og han havde opdaget
hvordan man kom efter Hemmeligheden — man skulde blot se efter Folks
Øjne naar de sagde noget. De havde set saa underlige ud baade her og paa
Kaasegaarden ved den Selvtrækker, som om de grinede indvendig. Og
Forvalteren havde lét dengang han lovede dem Flæskesteg og Rabarbergrød
hver Dag; de fik næsten aldrig andet end Sild og Søbe. Folk talte med to
Tunger, Far Lasse var den eneste der ikke gjorde det.

Pelle blev opmærksom paa sit eget Ansigt. Det var Ansigtet der talte;
derfor gik det ham uheldigt, naar han vilde knibe sig fra Prygl med en
lille Nødløgn. Og det var Ansigtet der var Skyld i Dagens Ulykke — var
man glad maatte man ikke vise det. Han havde opdaget Faren ved at lade
sit Sind ligge aabent; og hans lille Organisme tog rastløs fat paa at
udskille haard Hud til at trække over de ædlere Dele.

— — — —

Efter Aftensmaaltidet travede de af Sted over Markerne, Haand i Haand
som altid. Ellers gik Munden ustanselig paa Pelle naar de var ene
sammen, men i Aften var han mere stille; Eftermiddagens Begivenhed sad
ham i Kroppen, og Besøget fyldte ham med højtidelig Spænding.

Lasse havde et rødt Knytte i Haanden, deri var en Flaske med Sødt —
Solbærrom — som de havde faaet Per Olsen til at købe i Staden i Gaar han
var inde for at sværge sig fri. 66 Øre havde den kostet, og Pelle gik og
var i Bekneb med noget, men vidste ikke om det gik an.

„Far, maa jeg ikke bære den lidt?“ spurgte han endelig.

„Hyst er du galen Dreng, jeg tror du raser — det er dyrt Kram! Du kunde
tabe den.“

„Jeg taber den nok ikke — men bare holde den lidt da? Aa du Far hvad?
Snilde Far!“

„Iss, sikke nu et Paahit! Du kan blive god du, om ikke man siger Stop i
Tide. Jeg tror Gud forbaske mig du er syg, saa urimelig som du bliver!“
Lasse gik og vrissede en Stund, men saa stansede han og bøjede sig over
Drengen.

„Hold den saa da, dit Narrehoved, men tag varligt du! Og du maa ikke
gøre et eneste Skridt med den at du ved det.“

Pelle klemte Flasken ind til Kroppen med Armene, han turde ikke stole
paa sine Hænder; Maven skød sig langt frem for at bære med. Lasse stod
og holdt Hænderne parat nede under Flasken for at gribe den om den
faldt.

„Saa, nu er det nok!“ sagde han febrilsk og tog Flasken.

„Den er tung den!“ sagde Pelle beundrende og gik tilfreds videre med sin
Far ved Haanden.

„Men hvorfor skulde han sværge sig fri?“ spurgte han med ét.

„Fordi han havde Skylden for at have gjort en Pige med Barn. Har du ikke
hørt det?“

Pelle nikkede:

„Har han saa ikke gjort det da? Alle siger det jo.“

„Det tør én vel ikke tro; det vilde jo være visse Helvede for Per Olsen.
Men Pigen siger jo det er ham og ingen anden, forstaas. Ak ja det er
farligt Legeværk de Piger — du faar passe paa naar din Tid kommer. For
de kan rage den bedste Karl i Ulykke.“

„Hvordan sværger man da — er det _Fan hakke_?“

Lasse maatte le:

„Nej det var nok ikke saa vel for dem som sværger falsk. Nej, se inde i
Retten der sidder hele Guds høje Øvrighed om et Bord, der er præcist som
en Hestesko, og inden for igen er der et Alter med selveste den
korsfæstede Kristus paa. Paa det Alter ligger der en stor stor Bog som
er gjort fast til Væggen med en Jærnkæde, for at den Onde ikke skal føre
den væk ved Nattetider — og det er Guds hellige Skrift det. Den som
sværger skal lægge sin venstre Haand paa Bogen, og den højre skal han
række i Vejret med de tre Fingre fri — som er Gudfader, Søn og
Helligaand. Men om han sværger falsk kan Landshøvdingen straks se det,
for saa er der røde Blodpletter i Skriftens Blade.“

„Og hvad saa da?“ spurgte Pelle spændt.

„Ja saa visner jo hans tre Fingre, og det æder sig videre ned i Kroppen
paa ham. Saadanne Folk lider forfærdeligt, de raadner helt op.“

„Kommer de ikke i Helvede da?“

„Jo det gør de ogsaa. Undtagen naar de melder sig selv og tager deres
Straf, saa skal de kunne fri sig i det andet Liv. Men visne hen kan de
ikke blive fri for.“

„Hvorfor tager Landshøvdingen dem ikke af sig selv og straffer dem, naar
han kan se i den Bog at det var falskt?“

„Nej for saa slap de jo for Helvede. Og det er en Akkord med Satan, at
han skal have alle dem der ikke angiver sig selv, forstaar du vel.“

Pelle gøs, en Stund gik han tavs ved Faderens Haand. Men saa havde han
glemt det hele.

„Farbror Kalle han er vel rig?“ spurgte han.

„Rig er han vel ikke, men han er dog Jordejer. Det er ikke Smaating
det!“ — Lasse var aldrig selv naaet længer end til at leje Jord.

„Naar jeg bliver stor, vil jeg have en vældig Gaard,“ erklærede Pelle
afgjort.

„Ja det faar du nok,“ sagde Lasse smaaleende. Men det var ikke for det,
han ventede sig ogsaa noget stort af Drengen — om ikke just en
Proprietærgaard. Skønt hvem vidste, kanske en eller anden
Gaardmandsdatter kunde træffe at forsé sig paa ham — der var Kvindetække
i Familien. Flere af Mandfolkene havde bevist det opefter, som nu
Farbroderen der pyntede selve Præstens Pande. Saa galdt det for
Pellefyren at klippe til, saa ikke Familien kunde sætte sig imod det for
Skammen. Og Pellen var god nok; han havde det her Koslik i Panden, fine
Haar ned under Nakken og et Modermærke paa Lænden — det betød altsammen
Lykke. Lasse gik og smaasnakkede med sig selv; han gjorde Drengens
Fremtid op med store runde Tal — og der faldt lidt af til ham ogsaa. For
hvad der nu end skulde komme af stort, saa kom det altid saa betids, at
Lasse kunde være med og glæde sig ved det paa sine helt gamle Dage.

De gik markløst opefter mod Stenværket, fulgte Stengærder og tilsneede
Grøfter og arbejdede sig op gennem det slaan- og enebærbevoksede Bryn
bag hvilket Klipperne og _Lyngen_ laa. De kom inden om de dybe Stenbrud
og søgte i Mørket efter hvor Rosset blev kastet; dér maatte Skærvebanen
ligge.

Ovre fra Banen lød der Hammerslag, og de opdagede Lys paa flere af
Pladserne. Under en skraa Halmskærm, hvorfra der hang en Lygte ned, sad
en lille bred Mand og hamrede løs paa Brokkerne. Han arbejdede med en
egen Appel: slog tre Slag og strøg til Side, tre Slag igen og til Side
med det. Og mens den ene Haand skød Skærverne til Side lagde den anden
en ny Brokke til Rette paa Stenen — det gik saa flittigt og jævnt som et
Urs Dikken.

„Jagu om det ikke er Bror Kalle der sidder!“ sagde Lasse med en Stemme
som var dette Træf et Himmerigs Jærtegn. „God Aften Kalle Karlsson,
hvordan staar det til?“

Skærveslageren saa op.

„Ja saa, dér har vi jo Bror,“ sagde han og rejste sig besværligt; de to
hilste paa hinanden som havde de sidst set hinanden i Gaar. Kalle
samlede Værktøjet sammen og lagde Skærmen ned over det, mens de
snakkede.

„Du slaar Skærver ogsaa, giver det noget til Føden?“ spurgte Lasse.

„Aa aller bedst er det jo ikke. Vi faar tolv Kroner Favnen, og naar jeg
arbejder ved Lygte Morgen og Aften kan jeg slaa en halv Favn om Ugen.
Det er ikke til Øllet, men saa lever vi da. Men et liderlig surt Arbejde
er det — ikke til at holde Varmen paa. Og stiv bliver man i Skrævet af
at sidde femten Timer paa den kolde Sten, saa stiv som var man Far til
hele Verden ene Mand.“ Han skridtede møjsommeligt foran de andre ind
over Lyngen mod et lavt skutrygget Bondehus.

„Se nu kommer Maanen, nu én ikke længer har Brug for den!“ sagde Kalle
der begyndte at blive i Humør. „Og jøs hvor ser han ud den Søvnetryne —
Skidtklatter i Øjenkrogene og surt Vand i Munden! Han har nok været til
Nytaarsgilde hos Vorherre.“

Husets Væg skød sig ud i en stor Knude paa den ene Side; Pelle maatte
hen og beføle den. Det var helt mystisk hvad dér kunde være indenfor —
et hemmeligt Rum kanske? Han rykkede spørgende i Faderen.

„Det dér, det er jo Ovnen hvor de bager deres — Brød,“ sagde Lasse. „Den
ligger saadan for at skaffe Plads.“

„Ja og det dér er Banken, hvor vi anbringer hvad vi faar til overs,“
sagde Kalle og viste Pelle et lille faldefærdigt _Hus_. „Har du Lyst at
gøre Indskud saa værsgod.“ Lasse lo.

„Du er den samme glade Fanden som i gamle Dage,“ sagde han.

„Ja hvad, Humøret er snart det eneste én faar gratis. — Men gaa nu
indenfor, værsgod!“

Kalle stak Hovedet ind ad en Dør der førte fra Køkkenet til Kostalden. —
„Hov Marie du faar sætte det lange Ben foran,“ raabte han dæmpet.
„Jordemoderen er her!“

„Hvad Skam vil hun? — du lyver gør du din gamle Tokke.“ Man hørte atter
Mælken straale i Spanden.

„Lyver — saa det gør jeg. Nej men du maa gaa ind og lægge dig; hun
siger, at det er paa høje Tid. Du gaar alt for længe i Aar! — Pas paa
din Mund“ hviskede han ud i Stalden, „for hun er her virkelig! Og skynd
dig lidt.“

De kom ind i Stuen, og Kalle gik og famlede for at tænde Lys. Han havde
to Gange fat i Svovlstikkerne og smed dem igen for at tænde ved
Kakkelovnen, men der var daarlig Ild i Tørvene, „Skidt!“ sagde han saa
og strøg resolut en Svovlstik — „det er ikke hver Dag én faar Fremmede.“

„Du er nok dansk gift,“ sagde Lasse beundrende. „Og Ko har du ogsaa!“

„Ja her er ingen smalle Steder,“ svarede Kalle og brystede sig. „En Kat
hører der ogsaa til Besætningen — og Rotter saa mange den vil æde.“

Nu kom Konen forpustet ind og saa forbavset paa de Fremmede.

„Ja Jordemoderen er gaaet igen,“ sagde Kalle, „hun havde ikke Tid, vi
fik opsætte det til en anden Gang. Men det dér er store Fremmede, saa du
maa snyde Næsen med Fingrene før du giver Haand!“

„Aa du Narrifas, jeg er vel ikke noget Barn heller. — Det er Lasse kan
jeg vide, og Pelle!“ hun gav Haanden. Hun var lille ligesom Manden,
smilede bestandig og havde krogede Arme og Ben ligesom han. Sliddet og
det gemytlige Sindelag gav dem begge et rundt Udseende.

„Her er da Børn i Guds Velsignelse!“ sagde Lasse og saa sig om. Der laa
tre i Slagbænken under Vinduet: to mindre i den ene Ende og en lang
12-aars Dreng i den anden; hans sorte Fødder stak frem mellem
Smaapigernes Hoveder. Desuden var der redt paa Stole, i et gammelt
Dejgtrug, og paa det bare Gulv.

„Ja—ha, nogle Unger har vi jo faaet skrabet sammen,“ sagde Kalle og løb
forgæves rundt efter noget til Gæsterne at sidde paa — alt var taget i
Brug til Natteleje. „I faar spytte en Klat og sætte jer i,“ sagde han
leende.

Men nu kom Konen ind med en Vaskebænk og et tomt Ølanker.

„Værsgod og lad Hvilen falde paa jer,“ sagde hun og anbragte Sæderne om
Bordet. „Og saa maa I saa meget undskylde, men Børnene skal jo ogsaa
have et Sted at være.“

Kalle skød sig ind og tog Sæde paa Kanten af Slagbænken. „Ja nogle har
vi jo faaet skrabet sammen,“ sagde han igen „— én maa tænke paa sine
gamle Dage mens Kræfterne er der. Vi har Dusinet fuldt og lagt
Begyndelsen til det næste. Det var nu ellers ikke Meningen, men Mor gik
hen og narrede os.“ Han kløede sig i Nakken og saa uhyre fortvivlet ud.

Konen stod midt paa Gulvet med Hænderne hvilende paa sin Mave; Skørterne
kortede betydeligt foran. „Bare det nu ikke bliver Tvillinger denne Gang
ogsaa,“ sagde hun leende.

„Ja se det vilde nu være en stor Besparelse, naar vi alligevel skal have
Bud efter Madamen,“ mente Kalle. „Folk siger jo om Mor, at naar hun har
lagt Børnene i Seng maa hun tælle dem, for at holde Rede paa om de er
der alle. Men det er nu Løgn, for hun kan ikke tælle længer end til ti.“

Inde i Alkoven begyndte en Lille at klynke. Moderen trak den frem og
satte sig hen paa Kanten af Slagbænken for at give den Bryst. Hun sad
imod dem med Brystet blottet og kildede den Lille paa Næsen med
Brystvorten for at faa den til at le. Kalle saa forelsket paa hende.
„Marie har altid været saa skær i Huden som en Præstedatter,“ sagde han
og saa stolt paa de andre.

„Det er saa Mindsten!“ sagde Moderen og holdt den Lille hen imod Lasse.
Han stak en kroget Finger ned efter dens Hals.

„Sikken en Tyksak!“ sagde han med sløret Stemme — han var glad for Børn.
„Og hvad hedder saa den?“

„Den hedder Dusine Sluttine — for dengang mente vi jo det skulde være
forbi. Og den er den tolvte, dermedsaa.“

„Dusine Sluttine det var da et gudsforbasket fint Navn,“ udbrød Lasse.
„Det lyder livagtig som kunde det være en Prinsesse.“

„Ja og den forud hedder Ellen — af elleve forstaas — hun ligger der i
Dejgtruget,“ sagde Kalle. „Den forud igen hedder Tilius, og saa
Nikoline, og Otto. De foregaaende har ikke faaet Navn paa den Maade, for
da tænkte én jo ikke paa, at der skulde blive saa mange. Men det er Mors
Skyld det, bare hun skal sætte en Lap paa mine Arbejdsbukser er det
straks galt fat.“

„Du skulde rigtig skamme dig skulde du, at skulke dig fra det paa den
Maade,“ sagde Konen og truede ad ham. — „Det er ikke for det,“ vendte
hun sig til Lasse, „de andre har saamænd heller ikke noget at klage over
hvad Navnegivningen angaar. Albert, Anna, Alfred, Albinus, Anton, Alma
og Alvilda — lad mig se, jo der var de alle — de kan aldrig komme og
sige, der er blevet gjort Uret mod dem. Far havde det med A dengang, det
skulde rime paa A altsammen. Han har altid haft saa let for Verset.“ Hun
saa beundrende paa ham.

Kalle klippede med Øjnene af Undseelse. „Nej men det er da det første
Bogstav ved jeg — og kønt lyder det,“ sagde han beskedent.

„Ja han har jo Snille til at finde paa — han kunde godt have gaaet den
studerendes Vej. Mit Hoved kunde nu aldrig have holdt til saadan noget.
Han vilde saamænd have, at Navnene baade skulde begynde og ende med A,
men det sidste vilde ikke gaa med Drengene; der maatte han lige godt
give fortabt. Men han er jo ikke boglærd heller.“

„Nej ved du hvad Mor, fortabt gav jeg ikke; jeg havde lavet et Navn til
den første Dreng som godtnok havde sit A i Enden ogsaa. Men saa gjorde
Præsten og Degnen Vrøvl, og jeg maatte lade det fare. De sagde jo imod
ved Dusine Sluttine ogsaa, men saa slog jeg i Bordet — for Kalle kan
ogsaa blive gal i Hovedet om han tirres for længe. — Jeg har nu altid
holdt af, at der var en Sammenhæng og Mening i alting; og det er ikke
ilde, at der er noget at udfinde ogsaa for dem som søger dybere. — Har
Bror Lasse bemærket noget særligt ved et Par af Navnene?“

„Nej“ svarede Lasse usikkert, „jeg ved i det mindste ikke af det at
sige. Men jeg har ikke Hoved for saadant heller.“

„Jo se Anna og Otto giver akkurat det samme, om man læser dem forfra
eller bagfra — præcist det samme. Her skal du se.“ Han tog en Barnetavle
der hang paa Væggen med en Stump Griffel ved, og begyndte møjsommeligt
at skrive Navnene. „Her skal du bare se, Bror.“

„Ja jeg kan jo ikke læse,“ sagde Lasse og rystede opgivende paa Hovedet.
„Jasaa det giver det samme paa begge Vis? — det var Satans, gu var det
mærkværdigt!“ han kunde ikke komme sig af sin Forundring.

„Men nu kommer det som mærkværdigere er,“ sagde Kalle og saa over Tavlen
hen paa sin Bror, med et Blik som en Tænker der overskuer hele
Verdenssystemet. „Otto som kunde læses paa begge Leder, betyder jo otte;
men tegner jeg et Ottetal, saa kan det ogsaa vendes paa Hovedet og giver
dog det samme. Se her du!“ Han skrev et Ottetal.

Lasse drejede Tavlen op og ned og kiggede:

„Ja Gud min Sjæl er det det samme, vil du se her Pelle! Det er ligesom
Katten det, der altid kommer ned paa Benene hvordan én saa smider
med’en. Kors i Herrens Fryd hvor maa det være skønt at kunne bogstavere,
hvor har du lært det Bror?“

„Aa,“ sagde Kalle overlegent — „jeg har jo siddet og set lidt til, naar
Mor har lært de smaa ABC-ten. Det er slet ingenting, naar én bare har
Mønningen i Orden.“

„Nu skal Pelle jo snart til at gaa i Skole,“ sagde Lasse overvejende „—
saa kunde jeg kanske ogsaa — — for skønt vilde det jo være. Men jeg har
vel ikke Hoved til det? Nej jeg har saavist ikke Hoved til det.“ Det lød
helt fortvivlet.

Kalle lod ikke til at ville sige ham imod. Men Pelle satte sig for, at
han engang skulde lære Faderen at læse og skrive — meget bedre end
Farbror Kalle kunde det.

„Men vi glemmer nok helt at vi har en Juleskænk med!“ sagde Lasse og
løste Tørklædet op.

„Sikken en Kraftkarl!“ udbrød Kalle og gik henrykt rundt om Bordet hvor
Flasken stod. „Da var det ligegodt det bedste du kunde give os Bror —
den bliver god at have til Barselgildet. _Solbærrom_ — og med
Forgyldning omkring — det syner det!“ han holdt Etiketten op mod Lyset
og saa sig om med glade Øjne. Saa aabnede han nølende Vægskabet.

„De Fremmede skulde da smage deres egen Skænk,“ sagde Konen.

„Ja jeg staar netop og pines i det!“ sagde Kalle og lo fortvivlet rundt,
„— for det skulde I dog helst. Men kommer der først Hul paa den, saa ved
én nok hvordan det lister væk.“ Han rakte langsomt op efter
Proptrækkeren paa Sømmet.

Men Lasse tog for sig med begge Hænder; han vilde ikke for sit Liv smage
Drikken. Var det noget for en Lus som ham at give sig til at drikke
Solbærrom — og paa en Hverdag tilmed? Vist ikke!

„Ja og I kommer jo til Barselgildet I to,“ sagde Kalle lettet og
stillede Flasken ind i Skabet. „Men en „Gjøk“ vil vi nu have, for her er
en Slat Brændevin fra Juleaften, og jeg tænker Mor trakterer med Kaffe.“

„Jeg har Kaffen ovre,“ svarede Konen lunt.

„Ja har én nu kendt Mage til Kælling; aldrig kan man faa Lov at ønske
sig noget før det allerede er der!“

Pelle savnede sine to Vogtekammerater Alfred og Albinus, de var ude i
deres Sommerpladser for at faa Del i den gode Julemad og kom ikke igen
før _Knud_. „Men denne her er heller ikke at foragte,“ sagde Kalle og
pegede paa den lange Knægt i Slagbænken, „— skal vi se paa ham?“ Han
trak et Halmstraa frem og kildede Drengen i Næsen med det: „Kan du nu
komme op min rare Anton og spænde for Trillebøren, vi skal ud og køre i
Stads.“

Drengen fór over Ende og gav sig til at bearbejde sine Øjne — til stor
Fornøjelse for Kalle. Endelig opdagede han at der var Fremmede, og trak
i Tøjet der havde tjent ham som Hovedgærde. Pelle og han blev straks
gode Venner og kom i Gang med at lege, og saa hittede Kalle paa, at de
andre Børn ogsaa skulde have Del i Festen; han og de to Knægte gik rundt
og kildede dem vaagne alle seks. Konen protesterede, men det var ikke
videre bevendt; hun lo hele Tiden og hjalp dem selv i Tøjet, mens hun
gentog: „Ih sikke dog noget Pjank, jeg har forlade mig aldrig kendt
sligt! — Saa skal denne her heller ikke staa tilbage!“ sagde hun
pludselig og trak den mindste ud af Alkoven.

„Det var saa de otte,“ sagde Kalle og pegede paa Flokken. „De fylder
godt i Stuen! Alma og Alvilda dér er Tvillinger som du nok kan se. Og
Alfred og Albinus ogsaa, som er ude nu i Julen; de skal læse til Sommer,
saa er de fra Haanden.“

„Hvor er saa de to ældste henne?“ spurgte Lasse.

„Anna tjener Nord henne, og Albert farer til Søs — han er ude med en
Hvalfanger for Tiden. Det er en Stadskarl, vi fik hans Billede sendende
i Efteraaret. Kan du ikke tage det frem Marie.“

Konen gav sig nølende til at søge efter det men kunde ikke finde det.

„Jeg tror jeg ved hvor det er Mor,“ sagde en af Smaapigerne Gang efter
Gang uden at blive hørt. Saa kravlede hun selv op paa Bænken og fik en
gammel Bibel ned fra Hylden, den laa det i.

„Ja sikkert er det en Stadskarl!“ sagde Lasse, „der er Krop dér! Han
ligner ikke paa vor Slægt; det maa være din Familie han har den Rejsning
efter Marie.“

„Det er en Kongstrup,“ sagde Kalle dæmpet.

„Jasaa, er det det?“ sagde Lasse usikkert; han mindedes Johanne Pihls
Fortælling.

„Marie tjente der paa Gaarden som Stuepige, og saa besnakkede han hende
— som han har gjort saa mange. Det var jo før min Tid — og han svarede
da hvad han skulde.“

Konen stod og flyttede Blikket fra den ene til den anden med et
herreløst Smil, hun var en Kende rød over Panden.

„Der er Herreblod i den Gut,“ sagde Kalle beundrende, „han bærer sit
Hoved anderledes end de andre. Og god er han — saa rent umanerlig god.“
Saa kom hun langsomt hen, lagde Armen over Mandens Skuldre og saa med
paa Billedet. „Han er god nok du Mor!“ sagde Kalle og strøg hende over
Ansigtet.

„Og vakkert klædt er han ogsaa,“ udbrød Lasse.

„Ja han passer paa sine Penge — det er ikke som Faderen den Sviregast.
Bange om en Tikrone er han heller ikke, naar han er herhjemme paa
Besøg.“

Det puslede ved Inderdøren, og en lille rynket Gammelmor kom listende
frem paa Tærsklen; hun følte sig for med Fødderne og holdt Hænderne
beskyttende op for Ansigtet. „Er der nogle Dødninge?“ spurgte hun ind i
Stuen.

„Der har vi jo Mormor!“ sagde Kalle. „Jeg troede I var i Jer Seng.“

„Det var jeg ogsaa, men saa hørte jeg her var Fremmede — og saa vilde én
jo gærne spørge Nyt. — Er der nogle Dødninge i Sognet?“

„Nej der er ikke Mormor — Folk har andet at bestille end at dø. Her er
en Frier til Jer, det er meget bedre. — Det er Svigermor,“ henvendte han
til de andre, „saa kan I nok forstaa hvad hun er for en.“

„Ja kom du her hen, saa skal jeg give dig Svigermor,“ sagde den Gamle
med et mat Forsøg paa at gaa ind paa Lystigheden. „Ja ja, velkommen til
Gaards da,“ sagde hun og strakte Haanden frem.

Kalle stak først sin frem, men saa snart hun rørte ved den slog hun den
til Side: „Tror du ikke jeg kender dig din Nar!“ Lasses og Pelles Hænder
befølte hun længe med sine bløde Fingre før hun slap dem. „Nej jeg
kender jer ikke!“ sagde hun.

„Det er Bror Lasse og hans Søn nede fra Stengaarden!“ oplyste Kalle
endelig.

„Nej se, saa det er jer — ih nej nu har jeg da! — ih saa gon! Og I er
kommet over Havet I ogsaa! Ja her gaar jeg gamle Menneske og tridser om
saa alene — og se kan jeg heller ikke.“

„Helt alene er I dog heller ikke Mormor,“ sagde Kalle leende. „Vi er to
Voksne og en halv Snes Børn om Jer hver Dag.“

„Ja vist saa, du snakker du! Men alle de jeg var ung imellem er døde nu
— og mange til som jeg har set vokse op. Hver Uge dør der nogen jeg
kender, og her skal jeg Stakkel gaa og ligge andre til Byrde.“

Kalle hentede den Gamles Lænestol ind fra hendes Stue og bragte hende
til Sæde. „Hvad er det nu alt for noget Snak?“ sagde han bebrejdende, „I
betaler jo for Jer.“

„Betaler, ak Herregud, de faar 20 Kroner om Aaret for at have mig,“
sagde den Gamle ud i Luften.

Kaffen kom ind, og Kalle hældte Brændevin oven i Koppen til alle de
Voksne. „Nu skal Mormor være i godt Humør!“ sagde han og klinkede med
hende „hvor Gryden koger til tolv, koger den til den trettende med.
Skaal Mormor, vi ønsker Jer mange Aar endnu at ligge os til Byrde i —
som I kalder det!“

„Ja jeg ved det jo godt, jeg ved det jo godt,“ rokkede den Gamle, — „I
mener mig det saa vel allesammen. Men alt det Lyst jeg har til at leve —
det er tungt at pille Paalæget af andres Mad. Koen æder, og Katten æder,
Børnene æder — vi æder alle sammen. Hvor skal din Stakkel tage det fra.“

„Stakle den som ingen Bagdel har, og ynk den som har to,“ sagde Kalle
muntert.

„Hvor megen Jord har du?“ spurgte Lasse.

„Fire Tønder Land. Men det meste er jo Sten.“

„Kan du saa nok holde Føden til Koen?“

„I Fjor var det galt nok. Vi maatte rive Taget af Udhuset sidste Vinter
og fodre det op — det har jo sat os en Del tilbage. Men hvad, des højere
blev der til Loftet.“ Kalle lo. „Nu bliver jo ogsaa flere og flere af
Børnene saa vidt, at de kan faa Føden selv.“

„De der er vokset til, giver de ikke ogsaa en Haand?“ spurgte Lasse.

„Hvor skal de vel kunne? naar man er ung har man Brug for sit selv. De
faar se at tage Fornøjelserne mens Tid er; i Barndomsaarene er det ikke
blevet til mange Forlystelser, og er de først gift og bosiddende, saa
bliver der andet at tænke paa. Albert er god nok naar han er hjemme paa
Besøg; sidst gav han os ti Kroner og en Krone til hver af Børnene. Men
naar de er ude, ved én nok hvor Pengene bliver af, hvis de ikke vil staa
som nogle Skrog over for Kammeraterne. Anna er nu af det Slags, som kan
bruge alt sit selv til Klæder; hun har Vilje god nok til at afsé, men
hun ejer bare aldrig en Øre. Og Tøj har hun knap paa Kroppen, alt det
hun køber og køber.“

„Nej hun er da den underligste Skabning,“ sagde Konen, „der vil
ingenting forslaa til hende.“

Slagbænken blev lukket for at skaffe Siddeplads om Bordet, og et gammelt
Spil Kort kom frem. Alle skulde være med saa nær som de to mindste, der
ligefrem var for smaa til at holde om et Kort; Kalle vilde forresten
haft dem med ogsaa, men det gik ikke. Der spilledes „Svelte Svin“ og
„Sortepær“; Mormor maatte lade sine Kort raabe op for sig. „Vi spiller
med Blind!“ sagde Kalle og skuttede sig henrykt — „det skal jo være det
aller fineste.“ Og Mormor var den ivrigste til at le ad Vittigheden.

Ind imellem gik Snakken blandt de Voksne.

„Hvad synes du saa om at tjene Stengaardsbonden?“ spurgte Kalle.

„Ham selv ser vi jo ikke meget til — han er paa Farten snart sagt altid,
eller ogsaa sover han Donneren ud. Han er vist ellers skikkelig nok. Og
det er et rigtig ordenligt Madsted.“

„Ja vi har vel nok de Madsteder der er værre,“ mente Kalle, „men det
bliver vist ikke mange. De fleste maa nok siges at være bedre.“

„Jasaa, er det virkelig saa?“ spurgte Lasse forundret. „Ja ja, jeg skal
nu ikke klage hvad Kosten angaar. Men lidt for meget er der at gøre for
os to; og saa kan det jo blive trist at gaa og høre det Kvindfolk græde
snart sagt altid. Monstro han mishandler hende? de siger jo nej.“

„Det gør han sikkert ikke,“ sagde Kalle. „Selv om han kanske skulde faa
Lyst til det — hvad én godt kan forstaa, saa tør han ikke. Han er ræd
for hende. For hun er djævlebesat, skal jeg sige os.“

„De siger, hun er Varulv om Natten,“ sagde Lasse med et Ansigt som
ventede han at se et Spøgelse i en af Krogene.

„Det er bare dumt Sludder og Overtro,“ udbrød Kalle. „Nej men hun er
besat af en uren Aand, som vi ogsaa kender det fra Biblen. Spørg du
Marie dér, hun har tjent hende.“

„Hun er et stakkels Skrog som har sit at trækkes med,“ sagde Konen.
„Ethvert Kvindfolk ved nok noget om hvad det vil sige. Og
Stengaardsbonden er nu ikke det bare Godhed heller, om end han ikke
prygler hende. Hans Utroskab tager mere paa hende end noget andet
vilde.“

„Ja I Koner holder jo altid sammen,“ sagde Kalle, „men en anden har da
ogsaa Øjne og kan se. Eller hvad mener I Mormor; I kender det dog bedre
end nogen anden.“

„Ja noget kender én jo altid til Sagerne,“ sagde den Gamle. „Jeg husker
saa tydeligt som var det i Gaar den Tid Kongstrupperen kom her til Øen.
Han ejed saamænd ikke andet end det Tøj han gik og stod i; men en
Finstikker var han jo ligefuldt, og han holdt da ogsaa til i
Hovedstaden.“

„Hvad vilde han herovre?“ spurgte Lasse.

„Hvad han vilde — gaa paa Jagt efter en Pige med Penge vel. Han gik saa
her i Lyngen og drev med sin Gebøs, men det var nok ikke Ræven han var
ude om. Hun løb jo ogsaa om i Lyngen og tossede, Stengaardsdatteren; hun
gik nok og sværmede for den vilde Natur og saadan noget Pjank — og teede
sig halv som et Mandfolk. I Stedet for at de skulde holdt hende hjemme
og lært hende at spinde og koge Grød; men hun var jo eneste Datter og
fik Lov at skabe sig som hun vilde. Og saa møder hun jo denne her
Kræmmer, og de bliver gode Venner kantro. Han var nok Kandidatus eller
Pave eller saadan noget fint Skidteri, og saa kan én vel ikke sige noget
til, at et sølle Pigebarn ikke ved hvad hun gør.“

„Nej det er vist,“ sagde Lasse.

„Det har altid været pinenes galt med Blodet hos Kvindfolkene i den
Familie!“ vedblev den Gamle. „Og det har sig nok saadan, at der engang
var en af dem som holdt Omgang med selve Satanas. Siden har han jo
Kravet paa dem, og farer ilde med dem hvergang Maanen er i Aftagende —
hvad enten de saa vil eller ej selv. De rene har han ingen Magt over
forstaar sig; men da de to først havde kendt hinanden, blev det nok galt
med hende ogsaa. Det har han vel saa mærket — og villet drage sig ud af
Tingene; for de sagde at den gamle Stengaardsbonde med sin Gebøs tvang
ham til at tage hende til Kone. Og han var en haard Hund den Gamle, som
nok kunde skyde sin Mand ned om saa skulde være. Men Bonde var han i
hver en Del, han gik i hjemmegjort Tøj og var ikke bange for at gøre sin
Dag med fra Sol stod op til Sol gik ned. Det var ikke saadan som nu, med
Gæld og Solderi og Spil, derfor havde Folk noget dengang.“

„Ja nu skal Sæden helst tærskes mens den staar paa Roden, og Kalvene
sælger de i Moderens Liv,“ sagde Kalle. „Men der blev I skam Sortepær,
Mormor!“

„Det har man fordi man lader Munden løbe og glemmer at skøtte sit eget!“
sagde den Gamle.

„Mormor skal sværtes!“ raabte Børnene. Den Gamle bad for sig, nu var hun
lige vasket til Natten. Men Børnene sværtede en Prop i Kakkelovnen og
omringede hende; hun fik sin sorte Streg paa Næsen. De morede sig alle,
baade store og smaa. „Det er godt jeg ikke selv kan se den,“ sagde
Mormor og lo med. — „Aldrig saa ondt, det er dog godt for noget. Men jeg
vilde gærne have mit Syn igen, bare i fem Minutter, før jeg dør. Det
vilde være skønt at se det hele endnu engang, saadan som Kalle siger at
Trær og alting vokser til — det hele Land har nok forandret sig. Og de
mindste Børn har jeg jo aldrig set.“

„Det siges at de kan tage Blindheden væk derovre i København,“ sagde
Kalle til Broderen.

„Det koster vel Guld det?“ spurgte Lasse.

„Hundrede Kroner koster det nok allermindst,“ mente Mormor.

Kalle saa tankefuld ud: „Om vi nu solgte hele Skidtet, skulde det være
underligt, om der ikke blev et Hundrede Kroner til overs. Saa kunde
Mormor faa sit Syn igen.“

„I Gud Fader fri os!“ udbrød den Gamle „sælge Hus og Hjem — du er nok
ikke rigtig i Hovedet du. Smide store Kapitaler væk paa en gammel
udslidt Ting som mig, der staar med det ene Ben paa Kirkegaarden. Jeg
kunde vist aldrig ønske mig det bedre end jeg har det!“ Hun havde Taarer
i Øjnene. „Gud fri mig dog vel for at gøre en saadan Ulykke paa mine
gamle Dage.“

„Skidt vi er jo unge endnu!“ sagde Kalle. „Vi kunde sagtens faa begyndt
paa noget nyt Marie og jeg.“

„Har ingen af jer hørt, hvordan Jakob Kristians Enke har det?“ spurgte
den Gamle afledende. „Det staar nu for mig, at hun skal først til’et og
saa jeg. Jeg hørte Kraagen minde derover ad i Nat.“

„Det er vor næmste Nabo inde i Lyngen,“ sagde Kalle forklarende. „Ja
saa, skulde det være paa Hældingen med hende? hun har ikke fejlet noget
i Vinter det jeg ved af.“

„Da kan du godt tro der er noget om’et,“ sagde den Gamle sikkert. „Lad
hellere en af Børnene løbe derover i Morgen.“

„Ja naar Mormor har taget Varsel saa — Jakob Kristian selv varede ogsaa
godt nok ad, da han gik hen og døde. Vi var jo ogsaa gode Venner gennem
mange Aar han og jeg.“

„Viste han sig?“ spurgte Lasse højtideligt.

„Nej men en Nat — rigtig stygt Oktobervejr var’et — vaagner jeg ved at
det banker paa Yderdøren; det er nu tre Aar siden godt og vel. Marie
hørte det ogsaa, og vi laa og snakkede om jeg skulde staa op. Det blev
nu bare ved Snakken, og vi var lige ved at nikke hen, da det igen gav
sig til at banke. Jeg springer saa op, faar et Par Bukser paa og aabner
lidt paa Døren, men der var ingen. Det var da besynderligt, siger jeg
til Marie og kryber i Seng igen; men jeg er ikke kommet godt og vel
under Dynen før det banker tredje Gang. Nu blev jeg ærgerlig, jeg tændte
Lygten og gik rundt om Huset; der var ingenting at se eller høre. Men om
Morgenen kom der jo Bud, at Jakob Kristian var død om Natten netop ved
den Tiden.“

Pelle sad og lyttede efter Samtalen, han skubbede sig helt ind til
Faderen af Frygt. Men Lasse saa ikke selv videre tapper ud. „De Døde er
nok ikke altid lige gode at komme ud for,“ sagde han.

„Aa Fan, naar én ikke har gjort noget Menneske ondt og altid givet
enhver sit, hvad kan de vel saa gøre én?“ sagde Kalle. Mormor sagde
ingenting men sad og rokkede meget sigende med Hovedet.

Nu kom Konen ind og satte en Krukke Fedt og et stort Rugbrød paa Bordet.

„Det er Gaasen,“ sagde Kalle og stak overgivent til Brødet med sin
Tollekniv „vi har ikke rørt den endnu — der er Svedsker indeni. Og det
dér er Gaasefedtet. Værsgod og hug ind!“ — —

Saa skulde Lasse og Pelle tænke paa at komme hjemad, og begyndte at
binde Tørklæder om Halsen. De andre vilde ikke slippe dem endnu; de
snakkede frem og tilbage, og Kalle sagde Morsomheder for at holde paa
dem en Stund endnu. Men pludselig blev han gravalvorlig — der hørtes
Klynken ude i den lille Gang, nogen tog i Døren og opgav det igen. „Jagu
er dette Spøgeri,“ udbrød han og saa ræd fra den ene til den anden.

Saa klynkede det igen, og Konen slog Hænderne sammen. „Det er jo Anna!“
udbrød hun og aabnede hurtigt Døren. Anna traadte grædende ind. De faldt
forundret over hende med Spørgsmaal fra alle Sider, hun svarede ikke men
græd blot.

„Og du har faaet Frihed til at besøge os i Julen? — og kommer grædende
hjem, du er mig en net en,“ sagde Kalle leende. „Sikken én — du faar
tygge en Sut til hende Mor.“

„Jeg er jo jaget af Plads,“ fik Pigen endelig hulket frem.

„Da er du vel ikke det!“ udbrød Kalle med forandret Tonefald. „Men
hvorfor da? — har du stjaalet? eller været storsnudet?“

„Nej men Bonden skyldte mig for, at jeg var gode Venner med Sønnen paa
Gaarden.“

Som et Lyn gik Moderens Øjne fra Pigens Ansigt til hendes Skikkelse —
saa brast hun ogsaa i Graad.

Kalle kunde intet se, men han fangede sin Kones Adfærd og forstod. „Ja
saa,“ sagde han stille — „ja saa?“ Den lille Mand lignede et stort Barn,
hans Udtryk svingede, det kom og gik skælvende i hans godlidende Ansigt.
Saa sejrede Smilet igen. „Naa men saa er det jo udmærket!“ udbrød han og
lo op. „Skal gode Børn kanske ikke tage Møjen fra Forældrene, alt som de
vokser til og ævner det? Faa du nu Tøjet af Anna og sæt dig hen, du er
vel sulten du. — Det kunde heller aldrig falde bedre, nu vi skal have
Bud efter Madammen alligevel!“

Lasse og Pelle trak Halsklæderne op for Munden efter at have budt Farvel
Stuen rundt. Kalle kredsede omkring dem og snakkede ivrigt, han havde
ingen Ro: „Kom snart igen I to, og tak for Besøget og Skænken Bror
Lasse! — Ja saa“ sagde han pludselig ude i Yderdøren og lo helt ovenud
„— og det bliver tilmed stort; Svoger til Bonden paa en Maade! Fy fan
Kalle Karlsson, du og jeg skal nok til at sætte Næsen højt nu.“ Han
fulgte dem lidt hen ad Stien, stadig snakkende; Lasse var helt trist ved
det.

Pelle vidste vel, at det med Anna betragtedes som en stor Skam, og
begreb ikke at Farbror Kalle kunde bære sig saa glad. „Ja, ja“ sagde
Lasse, idet de stolprende fandt sig Vej mellem Brokkerne, „Kalle er den
han altid har været han! Han ler dér hvor andre græder.“

Det var for mørkt til at gaa markløst, de fulgte Stenværkets Kørevej
Sønder efter for at naa ned til Landevejen. Her ved Korsvejen, hvis
fjerde Arm førte ned til Lejet, laa Landhøkerens Bod der tillige var
Smugkro.

Da de kom ned mod Smugkroen, lød der stærk Larm indefra. Døren sprang
op, og nogle Mænd væltede ud med et Mandslegeme foran sig der trillede
rundt paa Vejen. „Nu har nok Politiet overrasket Smugdrikkerne!“ sagde
Lasse og gik ud i Pløjningen med Drengen for at slippe uset forbi. Men i
det samme blev der sat en Lampe i Vinduet indefra og man fik Øje paa
dem.

„Dér gaar jo Stengaardsrøgteren!“ lød en Stemme „— høj Lasse, kom
herhen!“ De gik derhen og saa en Mand ligge paa Jorden og sparke med
Ansigtet nedad; Hænderne havde han bundne paa Ryggen, han kunde ikke
holde Ansigtet fri af Snavset.

„Men det er jo Per Olsen,“ udbrød Lasse.

„Ja vist saa“ svarede Høkeren. „Kan I ikke tage ham med hjem? han er
ikke rigtig i Hovedet.“

Lasse saa betænkelig fra sig til Drengen. „En rasende Mand — det kan vi
to ikke.“

„Aa han har Hænderne bundne. I holder bare i Enden af Rebet, saa gaar
han skikkeligt med,“ sagde en af Mændene. Det var Stenarbejdere oppe fra
Værket. „Ikke sandt du, du vil gaa skikkeligt med?“ spurgte han og
sparkede ham ind i Siden med Træskosnuden.

„Ak Jesus, Jesus!“ stønnede Per Olsen blot.

„Hvad har han gjort da?“ spurgte Lasse — „hvorfor har I slaaet ham
fordærvet?“

„Vi maatte give ham nogle Prygl, fordi han vilde hugge sin ene
Tommelfinger af. Han forsøgte det flere Gange Svinet, og fik den halv af
— vi maatte prygle ham til at lade være.“ De viste hans Tommelfinger
frem, den var helt blodig. — „Saadan et Kreatur, begynde at hugge og
skære i sig selv fordi han faar en Pægl Brændevin! Vilde han slaas, var
her vel Mandfolk nok det foruden!“

„Vi maa vel have en Klud om, han forbløder sig jo Staklen!“ sagde Lasse
og trak nølende sit røde Lommetørklæde frem. Det var hans
Søndagstørklæde, og han havde lige faaet det rent. Høkeren kom med en
Flaske og hældte Fingeren over med Brændevin — for at der ikke skulde
gaa Kulde i den. Den Saarede skreg højt og slog sin Kind mod Jorden.

„Vil ikke en af jer slaa Følge?“ spurgte Lasse. Men ingen svarede, de
ønskede at trække sig ud af det, for det Tilfælde noget kom op for
Øvrigheden. „Ja ja, saa faar vi to til det i Guds Navn,“ sagde han
henvendt til Pelle, hans Stemme rystede. „Men I kan vel hjælpe ham op i
det mindste — saadan som I har smidt med’en.“

De rejste ham op; hans Ansigt var forslaaet og blodigt. I deres Iver for
at redde hans Finger havde de mishandlet ham, saa han knap kunde staa
paa Benene.

„Det er Lasse og Pelle,“ sagde den Gamle og forsøgte at tørre hans
Ansigt af „— du kender os vel Per Olsen? Vi vil følge dig hjem, hvis du
vil være god og ikke gøre os ondt — vi mener dig det vel, vi to.“

Per Olsen stod og skar Tænderne mod hinanden og rystede ned gennem
Kroppen. „Ak Jesus, ak!“ var det eneste han sagde; der stod hvid Væske i
hans Mundvige.

Lasse gav Drengen Enden af Rebet at holde i. „Han skærer Tænder, Djævlen
har vel allerede sit for med ham,“ hviskede han. „Men hvis han vil noget
ondt, trækker du i Rebet af al Magt. Og gaar det rent galt faar vi
springe over Grøfterne.“

Saa satte de sig i Bevægelse hjemefter. Lasse maatte have Per Olsen
under Armen, han vaklede og vilde falde hvert Øjeblik; stadig mumlede
han for sig eller skar Tænder.

Pelle traskede bagefter og holdt i Rebet; det krøb koldt igennem ham —
af Frygt og hemmelig Tilfredshed. Saa havde han da set én, som han
vidste var evig fordømt! — saadan som Per Olsen saa de altsaa ud, der
blev Djævle i det andet Liv. Men ond var han ikke! han var den
skikkeligste af Gaardens Karle mod Pelle, han havde købt den Flaske til
dem — ja og han havde lagt Pengene ud af sin egen Lomme indtil Majdag!




                                  VIII


Ilél, ilél, hvor hun skar! Stengaardsbonden lod den graa Hingst stryge
til og sad og saa optaget ud over Markerne, som anede han ikke at der
var nogen i Hælene paa ham — men Fruen generede sig saa sandt ikke. Hun
piskede paa den Røde af alle Kræfter, og lod Gud og hvermand se hvad hun
var ude for!

Og det var ved højlys Dag de saadan kørte og tossede paa Vejene, i
Stedet for at holde Ufreden inden for fire Vægge som andre ordenlige
Folk! Det maatte man sande, at fine Folk var der ingen Skam i!

Saa skreg hun og stod op i Vognen og slog løs paa Hesten — med Skaftet
saa galt! Kunde hun nu ikke lade ham køre ud til sin Dulle hvem det nu
var, og saa fyre i for ham naar han kom hjem. Herregud at hun blev ved
efter tyve Aars det samme og det samme — Kvindfolk var sandelig
udholdende!

Og at _han_ gad! Ligge i evig Ufred hjemme for en Hotelmadams eller et
andet Kvindfolks Skyld, der vel ikke kunde være stort anderledes at gaa
i Lag med end hans egen! Der skulde sku et langmodigt Sind til for at
være Jon paa den Manér — men det var vel det der kaldtes Kærlighed, ret
betragtet!

Tærskemaskinen var gaaet i Staa, Folkene paa Stengaarden hang ud af
Lugerne og morede sig kongeligt. Det var da Væddeløb, et Syn for Guder
var det at se den røde Hoppe hale ind paa Hingsten som havde han glemt
at yde Vederlag for sig! Tju hej, her var der sku to Søndage i én Uge!
Lasse var kommet frem om Hjørnet og fulgte den vilde Kørsel med Haanden
over Øjnene — Mage til Kælling havde han ligegodt aldrig kendt, saa var
Bengta da et rent Guds Lam! Kaasegaardsbonden, som stod i Porten da det
skar forbi, tænkte i sit stille Sind det samme; og ud over Markerne slap
de Redskabet, stirrede og korsede sig. De var sandelig besat af Driften
de to! det var den rene Djævel der red dem begge!

Tilsidst maatte han jo stanse for Skams Skyld og vende om. Hun krøb over
i Vognen til ham, og den Røde gik pænt bagefter med sit tomme Køretøj.
Hun havde lagt Armen hen om hans Ryg og saa glad og sejrsæl ud, præcis
som Herredsbetjenten naar han havde gjort en god Fangst; men han lignede
en Forbryder af værste Slags. Saadan kom de agende ind paa Gaarden igen!
— — — —

En Dag kom Kalle for at laane ti Kroner og indbyde Lasse og Pelle til
Barsel næste Søndag. Pengene fik Lasse efter nogen Vanskelighed af
Forvalteren oppe paa Kontoret, men Indbydelsen maatte de sige nejtak
til, saa haardt det holdt; der var ikke Tale om at faa fri igen. En
anden Dag var Forkarlen borte. Han var forsvundet om Natten og havde
ført sin store Kiste med sig, saa nogen maatte have været ham
behjælpelig. Men de andre Karle i Kamret svor dyrt paa at de intet havde
mærket, og Forvalteren maatte opgive at komme ind i Sagen alt det
fnysende han var.

Saadan skete der et og andet, som satte Blodet lidt i Bevægelse for en
Dag eller to, men ellers var Vinteren trang at komme igennem. Mørket
havde Magten det meste af Døgnet, og rigtig lyst i Krogene blev det
aldrig. Kulden trykkede ogsaa, naar man ikke netop befandt sig i den
hyggelige Stald; der var altid varmt, og Pelle turde færdes der i det
tykkeste Mørke. I Folkestuen sad de og dasede de lange Aftner uden at
have noget at tage sig til. De brød sig ikke meget om Pigerne men sad og
spillede Kort om Brændevin — eller fortalte uhyggelige Historier, der
gjorde det til en halsbrækkende Ting at slippe over Gaarden ned til
Stalden naar man skulde i Seng.

Per Olsen var for sin Ordenlighed avenseret til Forkarl da den anden
rømte. Lasse og Pelle var glade ved det, for han stod paa deres Parti
naar nogen vilde spille med dem. Han var blevet et pænt Menneske i alle
Henseender, rørte næsten ikke Brændevin og holdt sit Tøj i god Orden.
Lidt for stille var han selv for Gaardens gamle Daglejere og Koner, men
de vidste hvorfor og holdt af ham — fordi han stod paa den Svages Ret,
og for den Skæbne der hang over ham. „Han gaar og _lyes_“ sagde de, og
naar han saadan ligesom lyttede indad mod det ubekendte, undgik de saa
vidt muligt at forstyrre ham.

„I skal se han frir sig, den Onde faar intet Krav paa ham,“ mente baade
Lasse og Husmandskonerne naar de ved Søndagsmalkningen drøftede Per
Olsens Udsigter. „Der er dem, som selv Vorherre ikke kan finde noget at
udsætte paa.“

Pelle hørte efter og kiggede hver Dag paa Arret paa Per Olsens
Tommelfinger; naar Gud tog sin Straffedom bort maatte det vel forsvinde!

Det meste af Vinteren kørte han for Tærskemaskinen. Hele Dagen gik han
og travede rundt paa Hestegangen uden for Gaarden, i optraadt Sne og
Gødning til op over Træskoene. Det var det ulideligste Tilværelsen endnu
havde budt ham; han kunde ikke engang snitte — det var for koldt om
Fingrene — og følte sig ene! Som Vogterdreng var han sin egen Herre,
tusend Ting kaldte paa ham; men her maatte han gaa rundt og rundt efter
en Bom, bestandig rundt. Den eneste Smule Sysselsættelse var at holde
Rede paa Omgangene han kørte, men det var en fortærende Beskæftigelse,
man blev endnu mere sløv af det end af selve den uendelige Vandren
rundt, og kunde ikke slippe det igen! — Tiden fik intet Indhold, Dagen
vilde aldrig faa Ende saa kort den var.

Ellers vaagnede Pelle glad, men nu vaagnede han hver Morgen og var led
ved det hele — det var den evige Traven rundt bag Bommen. Efterhaanden
blev han saadan, at han faldt i Halvsøvn naar han havde gaaet der en
Timestid. Tilstanden indfandt sig af sig selv, og han længtes paa
Forhaand efter den. Det var en Slags Idioti, hvor han intet ønskede og
ikke interesserede sig for noget men blot stolprede mekanisk bag efter
Bommen. Maskinen brummede ustanseligt og hjalp at holde Tilstanden ved
Lige, Støvet væltede uden Ophør ud af Lugen, Tiden gled umærkeligt. Som
oftest overraskede nu Middag eller Aften ham; undertiden syntes han der
lige var spændt for, naar de kom for at hjælpe ham Hestene ind. Han
havde fundet ind i den Tilstand af syngende Idioti, der er Tilværelsens
eneste Barmhjærtighed mod Dødsfanger og Folk som tilbringer deres Liv
ved en Maskine. Men der kom noget søvnigt over ham, naar han var fri
ogsaa; han var ikke saa livlig og begærlig paa at faa Besked om alting;
Far Lasse savnede de utallige Spørgsmaal og Paahit.

Nu og da reves han for et Øjeblik ud af sin Tilstand ved, at et sort
svedigt Ansigt kom frem i Lugen og bandte fordi han ikke kørte jævnt;
saa vidste han at Lange Ole havde afløst Per Olsen, som det ellers
tilkom at lægge i Maskinen. Det skete ogsaa, at Piskesnærten fik fat om
Akslen og vandt sig paa, saa det hele maatte stanses og trækkes baglæns;
og den Dag faldt han ikke i Døs mere.

Hen i Marts kom Lærkerne og bragte lidt Liv; endnu laa der Sne i
Lavningerne, men deres Kvidren mindede saa varmt om Sommer og græssende
Kvæg. Og en Dag vaagnede han i sin Rundgang ved, at der sad en Stær oppe
paa Husryggen og skreg og struttede forrykt med Fjerene. Den Dag
skinnede Solen klart, og alt det tunge var af Luften; men Havet laa
endnu bleggraat dernede.

Pelle begyndte at blive Menneske igen — det var Foraaret, og saa den
Ting at paa et Par Dage var man færdig med Tærskningen. Men mest var det
alligevel den Vestelomme — den kunde nok gøre sin Mand levende. Han løb
i Smaatrav efter Bommen, der maatte køres hurtig nu for at blive færdig,
alle andre var allerede midt i Vaarpløjningen. Naar han klemte Haanden
ind mod Brystet, kunde han tydelig fornemme Papiret den var i. For den
var der vel endnu? Det gik ikke an at pakke ud og se ad, man maatte
klemme sig frem.

Pelle var blevet Ejer af halvtreds Øre — en aldeles ægte 50-Øre. Udover
2- og 1-Ører var det de første Penge han endnu havde besiddet, og han
havde erhværvet sig dem ved sin egen Dygtighed.

Det var i Søndags, Karlene havde Besøg fra Stenværket, og saa hittede en
af dem paa at de skulde have Hasselfedt til Snapsen. Pelle skulde
springe til Landhøkeren efter det. Han fik en halv Krone, og Paalæg om
at gaa bagind da det var Søndag. Pelle havde ikke glemt sin Oplevelse
fra Julen og holdt Øje med deres Ansigter; de fik saa travlt med at
glatte dem ud og tage sig et eller andet for, Gustav som gav ham
Pengene, vendte stadig Ansigtet bort og kiggede efter noget ude i
Gaarden.

Høkerens Kone slog en Latter op, da han fremførte sit Ærende. „Nej se,
er du saadan en Karl!“ udbrød hun. „Hvordan — var det ikke ogsaa dig der
hentede Selvtrækkeren? Den har I vel haft megen Nytte af?“

Pelle blev blodrød. „Jeg mente nok det var for at narre, men turde ikke
sige nej,“ sagde han lavmælt.

„Nej man maa jo sommetider være Bajads enten man er det eller ej,“ sagde
Konen.

„Hvad er saa Hasselfedt da?“ spurgte Pelle.

„Ih Herregud — du har vist faaet det mange Gange dit Skrog! Men saadan
maa én døje saa meget, én ikke ved Navnet paa.“

Der gik et Lys op for ham: „Det er Prygl af en Hasselkæp kanske?“

„Ja vidste jeg ikke nok du kendte det!“

„Nej jeg har kun faaet af Pisken — over Benene.“

„Ja ja, det skal du ikke være ked af — det ene kan saamænd være lige saa
godt som det andet. Men faa du nu en Taar Kaffe værsgod, saa skal jeg
imens pakke Varen ind til dem.“ Hun skød en Kop Kaffe med brunt Sukker
hen til ham og gav sig til at øse Grøn Sæbe i et Papir. „Se her, giv du
dem det, det er bedste Hasselfedt. Pengene kan du selv beholde.“

Pelle var ikke dristig ved den Ordning.

„Ja saa beholder jeg selv Pengene,“ sagde hun „— os begge to skal de
ikke holde for Nar. Saa kan du selv om det. Men nu maa du jo holde
Ørerne godt stive.“

Han holdt dem godt stive, men han var dygtig hed om dem. Karlene bandede
over Tabet af 50-Øren og udnævnte ham til den største Idiot paa Guds
grønne Jord; men han havde den Tilfredsstillelse, at det var fordi han
ikke var dum nok. Og 50-Øren var hans!

Hundrede Gange om Dagen følte han til den uden at den blev forslidt, her
var endelig noget som ikke tabte sin Glans ved Besiddelsen. Han købte i
det uendelige for den — snart til Lasse snart til sig selv. De dyreste
Ting erhværvede han sig, og naar han havde dvælet tilstrækkeligt i ét
Køb og blev mæt af Besiddelsen, gav han sig til at købe noget andet.
Mønten beholdt han lige god. Pludselig kunde han gribes af vanvittig
Frygt for at Pengene var borte; naar han saa følte til dem var han
dobbelt lykkelig.

Pelle var med ét Slag blevet Kapitalist — ved egen Dygtighed — og han
aagrede godt med sin Kapital. Han havde allerede erhværvet sig alt hvad
han kendte af attraaværdigt — han havde i al Fald det hele paa Haanden;
og efterhaanden som der dukkede noget nyt inden for hans Verden, sikrede
han sig Forkøbsret til det. Lasse var den eneste som vidste Besked med
hans Rigdom, og han maatte modstræbende lade sig trække ud i de vildeste
Spekulationer. — — —

Han hørte paa Lyden at der var Kludder i Maskinen; Hestene hørte det
ogsaa, de stansede endnu inden der blev raabt Holdt. Saa gik det Slag i
Slag: Holdt! Kør saa! Holdt! Kør igen! Stop! Ryk! og Pelle trak Bommen
baglæns, kørte frem og rykkede, til det hele snurrede igen. Saa vidste
han at det var Lange Ole der lagde i Maskinen, mens Per Olsen maalte Sæd
— Ole var et Fæ til at lægge i.

Han var kommet godt i Gang igen og gik og holdt Øje med Hjørnet henne
ved Kostalden. Naar Lasse kom frem dér og klappede sig paa Maven, betød
det at det snart var Middag.

Det stemmede op i Bommen, Hestene maatte lægge sig i, og den sprang med
et Ryk frem over den usynlige Forhindring. Inde fra Tærskeloen lød et
Skrig og et mangestemmigt Holdt! Hestene stansede pludselig, og Pelle
maatte gribe i Bommen for at den ikke skulde løbe dem paa Benene. Det
varede noget, inden man kom ud og tog Hestene ind, saa Pelle kunde komme
ind paa Loen og se hvad der var i Vejen.

Derinde gik Lange Ole og vred sig sammen over den ene Haand; Blusen var
viklet om den, men Blodet dryppede gennem Tøjet ned paa Logulvet. Han
bukkede sig langt forover og humpede om, kastede med Kroppen til Siderne
og sagde uforstaaelige Ting. Pigerne stod blege og stirrede paa ham,
Karlene skændtes om, hvilket Raad der var det bedste til at stanse
Blodet — en af dem kom glidende ned oppe fra Stænget med en Haandfuld
Spindelvæv.

Pelle gik og kiggede ind i Maskinen for at komme efter, hvad der var saa
glubsk ved den. Imellem to Drev sad noget som en Negl, da han rørte ved
Valsen faldt det meste af en Finger ned paa Logulvet. Han tog den mellem
nogle Avner og bar den hen til de andre — det var en Tommelfinger. Da
Lange Ole saa Fingeren daanede han; der var ikke noget at sige til det,
han var jo nu Krøbling for Livstid. — Men Per Olsen maatte sige, han var
kommet væk fra Maskinen i en heldig Stund.

Der blev ikke tærsket mere den Dag. Om Eftermiddagen gik Pelle i Stalden
og legede, han var helt fri for at bestille noget. Under Legen udkastede
han Fremtidsplaner for Faderen, de var midt i det.

„Saa drager vi til Amerika da — og graver Guld!“

„Ja—ha, det var nok ikke det daarligste. Men der skal mange Halvkroner
til for at gøre den Tur.“

„Saa kan vi give os til at være Stenhuggere da.“

Lasse stansede midt paa Fodergangen og stod og overvejede med sænket
Hoved. Han var inderlig misfornøjet med Stillingen, de var to om at
slide hundrede Kroner sammen, og det slog ikke til; Frihed var der
heller aldrig, man var simpelthen en Slave. — Af sig selv kom han aldrig
længer end til at være misfornøjet og skuffet af alting, han var for
gammel. Den blotte Forsken efter Udveje til noget nyt var et
uoverkommeligt Slid, og alting tog sig saa haabløst ud. Men Pelle var
rastløs, hvergang han var utilfreds med noget udkastede han Planer i
Snesetal, vilde og saapas fornuftige mellem hverandre. Og rev den Gamle
med.

„Vi kunde ogsaa tage til Staden og arbejde,“ sagde Lasse funderende —
„derinde tjener de den ene blanke Krone oven paa den anden. Men hvad
skal vi saa stille op med dig? — du er for lille til at haandtere et
Stykke Værktøj.“

Denne haarde Kendsgærning satte i Øjeblikket Bom for Pelles Planer; men
saa dukkede hans Mod op paa ny. „Jeg kan godt komme med til Byen“ sagde
han „for jeg skal nok —“ han nikkede forblommet.

„Naa hvad skal du da?“ spurgte Lasse spændt.

„Jo kanske gaar jeg nede ved Havnen og har ingenting at bestille; saa
falder der en lille Pige i Vandet, og jeg redder hende. Men den Pige er
nok bare en fin Mands Datter, og saa —“ Pelle overlod Resten til Lasses
egen Fantasi.

„Saa maatte du nok lære at svømme først,“ sagde Lasse alvorligt. „Ellers
drukner du bare.“

Ovre fra Karlekamret lød der Skrig, det var Lange Ole; Lægen var kommet
og var i Lag med hans lemlæstede Haand. „Aa spring over og se hvad det
bliver til!“ sagde Lasse. „I saadan en Stund er der ingen der lægger
Mærke til dig, om du gør dig liden.“

En Stund efter kom Pelle tilbage og berettede: de tre Fingre var helt
masede og hang i Laser, nu havde Doktoren renskaaret det.

„Var det de her tre?“ spurgte Lasse spændt og viste Tommel-, Pege- og
Langfinger. Sandt at sige havde Pelle intet set, men hans Fantasi løb af
med ham.

„Ja det var Sværgefingrene!“ sagde han og nikkede bestemt.

„Saa er Per Olsen udfriet,“ sagde Lasse og drog et dybt Suk. „Hvor var
det _vel_, det — en Guds Lykke!“

Det samme mente Pelle.

Stengaardsbonden kørte selv ud med Doktoren, og lidt efter kom der Bud
efter Pelle. Han skulde løbe et Ærende til Landhøkeren for Fruen.




                                   IX


For Pelle var det ingen Sag, blev han slaaet ned paa ét Punkt, rejste
han sig paa to andre — han var uovervindelig. Og han havde Barnets rige
Ævne til at tilgive, ellers maatte han have hadet alle Voksne undtagen
netop Far Lasse. Men skuffet var ham!

Det var svært at sige hvem der havde lovet sig mest, Drengen hvis
Barnefantasi havde bygget ustyrligt af alt det fortalte, eller den Gamle
som selv havde været her engang.

Men Pelle raadede selv for at give Tilværelsen rigt Indhold, og var saa
optaget til alle Sider at han lige fik Tid til at fastslaa Skuffelsen i
Forbifarten. Hans Verden var oversanselig som Fakirens: et lille Frøkorn
kunde i Løbet af Minutter skyde op og blive til et mægtigt Træ der
overskyggede alt andet. Aarsag svarede aldrig til Virkning i den, og der
galdt en anden Tyngdelov — Begivenhederne bar ham altid oppe.

Virkeligheden kunde trænge ham saa haardt den vilde, altid kom han ud af
Klemmen beriget paa et eller andet Punkt. Og Faren kunde aldrig blive
overhængende stor, saalænge Far Lasse ragede betryggende mægtig op bag
alting.

Men — Lasse havde svigtet i det afgørende mere end én Gang, og hvergang
han truede med ham blev han blot lét ud. Den Gamles Almagt kunde ikke
vedblivende bestaa ved Siden af hans tiltagende Affældighed, den
smuldrede fra Dag til Dag. Pelle maatte saa nødig han vilde slippe sit
Forsyn og søge den beskyttende Udvej i sig selv. Det var lovlig tidlig,
men han tog Forholdene op paa sin Maade. Mistro havde han allerede lagt
sig til — og Sky! han gjorde daglig kluntede Forsøg paa at komme bag om
Folks Ord og bag om Tingene. Der var noget igen bagved alt! Ofte førte
det ham ud i Forvirring, men stundom var Udfaldet iøjenfaldende godt.

Der var Prygl man kunde løbe fra fordi Vreden gik over imens, og andre
Prygl hvor det galdt om at græde det mest mulige. De fleste slog kun til
der kom Taarer, men Forvalteren kunde ikke fordrage Flæben, saa der
galdt det om at bide Tænderne sammen og gøre sig haard. Folk raabte paa
at man skulde sige Sandheden; men de fleste Prygl undgik man ved at lave
en Nødløgn — naar den var godt fundet paa og man passede paa sit Ansigt.
Sagde man Sandhed, sad deres Haand løs.

Pryglene havde ogsaa en Side der vendte udad. Rud kunde han banke naar
han vilde, men over for større Drenge maatte man helst have Retten paa
sin Side — som f. Eks. det at Faderen blev angrebet! Saa hjalp Gud til.
Her var et Punkt, hvor Drengen lige ud skød Almagten til Side og følte
sig som den Gamles Beskytter.

Lasse og Pelle drog gennem Livet Haand i Haand, og dog gik de hver sin
Vej — Lasse følte det selv. „Vi har fat ved hver sin Ende!“ sagde han
stundom mismodigt til sig selv, naar Forskellen sprang altfor stærkt
frem — „han er for Opgaaende, Pøjken!“

Det saas bedst paa de andre. I Længden maatte man synes godt om Drengen,
det kunde ikke være andet. Karlene kunde til Tider finde paa at forære
ham et og andet, og Pigerne var helt gode ved ham. Pelle var den
allerlyseste vordende Ungdom — de kunde tage ham paa Skødet og kysse ham
bedst som han gik. Selve Barndommens Uskyld kunde de tage i Favnen og
lade enhver se det.

„Ja han faar Kvindetække han!“ sagde Lasse saa, „det har han efter sin
Far.“ Men saa lo de.

Altid blev der lét, naar Lasse vilde være med i de Voksnes Lag! Forrige
Gang — ja da var han god nok. „Hvor er Lasse?“ hed det altid naar der
spenderedes Brændevin og lavedes Løjer eller Demonstration — „kald paa
Lasse Karlsson!“ Han behøvede ikke trænge paa, han var selvskreven.
Pigerne havde til enhver Tid et Øje ude efter ham — gift Mand som han
var; og han holdt Sjus med dem. I al Skikkelighed forstaas, for Bengta
var ikke blid at nappes med om hun hørte noget.

Men nu! Ja — jo — han fik Lov at hente Brændevin til de andre! og gøre
Arbejdet for dem naar de havde fri, uden at de gjorde noget til
Vederlag. „Lasse, hvor er Lasse? Kan du fodre for mig i Aften? — Kan du
tage min Plads i Hakkelseloen i Morgen Kvæld?“

Der var Forskel paa da og nu, og Lasse havde selv fundet Forklaringen —
han var ved at blive gammel. Selve Opdagelsen gav ham yderligere Ret,
den lagde Affældighed over ham, tog Spændingen af hans Sind og de sidste
Spændingsrester af hans Legeme. Haardest slog det ham, da han opdagede
at han intet vejede for Pigerne, slet ikke indgik i deres Tanker om
Mændene. I Lasses Verden vejede intet Ord til som Ordet _Mand_, og det
blev Pigerne der til syvende og sidst afgjorde, om man var det eller
ikke. Lasse var det ikke — han var ikke farlig! Han var kun nogle sølle
Efterladenskaber af et Mandfolk, en komisk Rest af noget forbigangent —
de lo højt af ham naar han vilde gøre sig til.

Latteren knuste ham, og han trak sig tilbage og indrettede sig nedslaaet
i sin Gammelmandsverden. Det eneste der holdt ham levende var hans
Bekymringer for Drengen, og han klamrede sig fortvivlet til sin Stilling
som hans Forsyn. Det var kun lidt han kunde gøre for ham, des flere
store Ord talte han; og naar noget gik Drengen imod udstødte han endnu
større Trusler mod Verden end før. Han følte ogsaa at Drengen var i Færd
med at frigøre sig, og kæmpede en fortvivlet Kamp for at bevare den
sidste Skinrest af sin Magtstilling.

Men Pelle havde ikke Raad til at tage hans Indbildning under Armene —
vel heller ikke Forstand til det. Han voksede godt og havde Brug for alt
sit selv. Nu Faderen ikke stod skærmende bagved, var han som en lille
Plante der er flyttet ud paa Friland og kæmper haardt for at erkende
Omgivelsernes Natur og læmpe sig ind i den. For hver Rodtrævl der fik
Føling med Jordbunden sank et af de sarte Blade til Jorden, og to
kraftige skød frem. Følelse efter Følelse af Barnets Værgeløshed faldt
og gav Plads for mere haardhændede — Jegets.

Drengen var i Færd med at bygge sig selv op — efter usynlige Love. Han
tog Stilling til Omgivelserne paa alle Punkter, men han efterlignede dem
ikke. Folkene paa Gaarden var f. Eks. ikke gode ved Dyrene. Karlene
piskede ofte løs paa Hestene blot for at faa Afløb for et ondt Lune, og
Pigerne havde det paa samme Maade med Smaakræet og Malkekørne. Og af
disse Forudsætninger lærte Pelle sig Medlidenhed. Han kunde ikke taale
Dyrplageri, og pryglede første Gang Rud da denne en Dag havde plyndret
en Fuglerede.

Pelle var som Killingen der triller med alt. I sin Leg optog han uden at
ane det mange af Livets alvorlige Foreteelser og boltrede sig med dem, i
kaade Spring. Han øvede sin Stump Aand som han øvede sit Legeme;
krængede sig ind i alt og ud af alt; efterlignede Arbejde og Løjer og
Skulken til Side; lærte at puste sig op til en allerhelvedes Karl hvor
Omgivelserne veg, og at gøre sig næsten usynlig af Beskedenhed naar de
gik for haardt paa. Han uddannede sig til den lille Tusendkunstner
Mennesket.

Og det blev vanskeligere og vanskeligere at træffe ham uforberedt.
Første Gang han for Alvor skulde i Lag med noget havde han gærne
Haandelaget; han var saa svær at overrumple som en Kat.

                   *       *       *       *       *

Det var Sommer igen. Varmen stod stille og legede over Jorden,
tindrende, med doven Vellyst og bløde Lader som Aaens Fisk. Langt inde
dirrede Klippens Bryn i et uroligt Flimmer af hvidblaat; nedenfor
strakte Markerne sig under den bagende Sol, det drev over dem som
Krudtrøg naar Rugen dræed. Oppe over Kløvermarken stod Stengaardens Kør
i lange Rækker, de hang tungt med Hovedet og holdt Halerne i jævn
svingende Bevægelse. Lasse gik deroppe imellem Rækkerne og ledte efter
Tøjrkøllen, nu og da saa han bekymret ned mod Engen ved Klitterne og gav
sig til at tælle Ungkvæget og Studene. De fleste laa ned, nogle stod med
Hovederne ind til hinanden og gumlede med lukkede Øjne. Drengene var
ikke at se.

Lasse stod og tænkte paa, om han ikke skulde give Pelle et advarende
Raab; det gik pinegalt om Forvalteren nu kom. Men saa lød der Stemmer
inde i Klittens unge Graner, en nøgen Dreng kom til Syne, og en til.
Deres Legemer stod som gyldne Funker i Luften, idet de løb hen over
Marehalmen og Engen med hver sin lukkede Hue i Haanden.

De slog sig ned paa Aabrinken med Fødderne i Vandet og aabnede
forsigtigt for deres Fangst — det var Guldsmede. Efterhaanden som
Insekterne kom kravlende frem af den snævre Aabning, nappede Drengene
Hovedet af dem og lagde dem paa Rad i Græsset. Ni havde de fanget, og ni
Gange 35 — ja det blev da over tre Kroner. Den svimlende Sum gjorde
Pelle skeptisk.

„Er det nu ikke Løgn bare!“ sagde han og slikkede sig paa Skulderen,
hvor han havde et Myggestik. Det hed sig at man fik 35 Øre for Stykket
af Guldsmede inde paa Apoteket.

„Løgn?“ fór Rud op. — „Jo det kan godt være“ føjede han spagfærdigt til,
„det er nok Løgn, for det er saadan noget altid. Du kunde give mig dine
ogsaa du!“

Men det vilde Pelle ikke.

„Saa giv mig 50-Øren da, saa skal jeg gaa til Bys og sælge dem for dig.
De koster nu 35 Øre, for det siger Karl, og hans Mor har gjort rent paa
Apoteket.“

Pelle rejste sig, ikke for at hente 50-Øren — den vilde han ikke give
fra sig for alt i Verden — men for at forvisse sig om, at den endnu laa
i hans Vestelomme.

Da han havde bortfjærnet sig, løftede Rud hastigt en Græstørv i Brinken,
stak noget ind under den og sprang ud i Vandet. Og da Pelle kom tilbage,
med tung, faretruende Gang, krøb han op paa den anden Bred og satte i
Rend.

Pelle løb ogsaa, i korte hastige Spring. Han vidste at han var den
hurtigste, og det gjorde ham kaad. Han daskede sig ned ad det nøgne
Legeme under Løbet som var han leddeløs, svajede til Siderne som en
Ballon, stejlede og stampede i Jorden — og fór frem igen. Saa lukkede de
unge Graner sig om dem igen, Toppenes Bevægelser angav hvor de løb,
fjærnere og fjærnere, til alt blev stille.

Paa Engen gumlede Kreaturerne med lukkede Øjne og vagtsomme Øren. Varmen
stod og legede over Jorden, flimrende, gispende — som en Fisk i Vand.
Det summede tungt og bedøvende; Lyden kom allevegne og ingen Steder fra.

Oppe over Agrene kom et stort svært Kvindfolk gaaende. Hun var i Skørt,
Særk og Hovedklæde, hun skyggede over Øjnene og spejdede. Hun skraaede
ned over Engen, fandt Pelles Madkurv, tog dens Indhold og stak det ind
under Særken paa sit nøgne svedige Bryst. Saa tog hun Retningen mod
Havet.

Det brast i Granernes Bryn, og frem kom Rud med Pelle hængende paa sin
Ryg. Ruds altfor store Hoved hang forover, han vaklede i Knærne, hans
Pande, som faldt ind ved Øjnene og sprang stærkt frem oppe i Haarlinien,
var fuld af Stødpletter og gamle Ar — de blev stærkt synlige nu under
Anstrængelsen. Begge Drengene var skoldede over hele Kroppen af
Grannaalenes Gift. Pelle lod sig falde ned paa Engen og blev liggende
paa Maven, Rud gik langsomt hen efter 50-Øren og rakte den nølende til
Ejermanden. Han ludede overvunden, men i hans Blik lurede Tanken om et
nyt Slag.

Pelle saa kærligt paa Mønten. Nu havde han haft den lige fra April, fra
dengang han skulde købe Hasselfedt; alt attraaværdigt havde han
erhværvet sig for den, og to Gange var den blevet borte for ham — han
elskede den Skilling. Den var som en Kriblen i Fingrene — i hele
Kroppen, altid tilskyndede den ham til at give den ud, kom saa med et
Forslag, saa med et andet. Trille, trille! det var nok det den længtes
efter; og det var fordi den var rund sagde Far Lasse. Men blive rig det
var det samme som at stoppe Pengene i Farten! Pelle skulde nok blive rig
han! Og saa kriblede det stadig i ham efter at give den ud, give den
saadan ud, at han fik alting for den — eller noget han kunde have hele
sit Liv.

De sad og smaakævledes paa Aabrinken; Rud lagde an paa at imponere og
sad og pralede for at gøre Indtryk. Han lagde Fingrene bag hen ad
Haanden og bevægede Ørerne, han kunde dreje dem lyttende fremefter som
en Hest. Det drillede altsammen Pelle mægtigt.

Pludselig holdt han inde. „Faar jeg saa ikke 50-Øren? Saa faar du ti
Kroner, naar jeg bliver stor.“ Rud samlede paa Penge — han var allerede
gærrig — og havde en hel Æske fuld af Mønter som han havde listet fra
Moderen.

Pelle grundede lidt. „Nej for du bliver aldrig stor — du er jo en
Dværg!“ Der var skær Misundelse i hans Stemme.

„Det siger Soen ogsaa! Men saa viser jeg mig frem for Penge paa
Markederne og St. Hans Aften i Almindingen. Saa bliver jeg knasende
rig.“

Det gjorde ondt i Pelle indvendig. Skulde han give ham hele 50-Øren, for
slet ingenting? det havde endnu ingen gjort at han vidste. Og saa engang
kanske, naar Rud blev vældig rig, fik han Halvparten. — „Vil du have
den?“ spurgte han men fortrød det straks.

Rud rakte begærligt Haanden frem, men Pelle spyttede i den. „Det kan vel
vente til vi har spist,“ sagde han og gik over efter Madkurven. En Stund
stod de og gloede i den tomme Kurv.

„Soen har været her,“ sagde Rud og rakte Tunge.

Pelle nikkede: „Hun er en rigtig Satan.“

„En Tyvemær,“ sagde Rud.

De tog Maal af Solen. Rud paastod, at naar man kunde se den ved at bøje
sig forover og kigge gennem Skrævet, var Klokken fem. Pelle begyndte at
iføre sig sit Tøj.

Rud kredsede om ham. „Du“ sagde han pludselig „hvis jeg maa faa den,
skal du faa Lov at piske mig med Nælder.“

„Paa den bare Krop?“ spurgte Pelle.

Rud nikkede.

I et Spring var Pelle af Bukserne igen og henne ved en Gruppe Nælder.
Han rykkede dem op ved Hjælp af et Skræppeblad, saa mange han kunde
gribe om, og kom tilbage. Rud lagde sig paa Maven over en Tue, og
Piskningen begyndte.

Aftalen var hundrede Slag, men da Rud havde faaet de ti rejste han sig
og vilde ikke mere.

„Saa faar du heller ikke Pengene,“ sagde Pelle. „Vil du, eller vil du
ikke?“ Han var rød af Spænding og Anstrængelse, Sveden stod allerede i
Perler ned ad hans slanke Ryg — han havde lagt godt i. „Vil du eller vil
du ikke? — Fem og halvfjerds Slag da!“ Pelles Stemme dirrede af Iver,
han maatte spile Næseborerne ud for at faa Luft nok, hans Lemmer kom til
at ryste.

„Nej — tres kun — du slaar saa haardt! Og saa vil jeg have Skillingen
først, ellers kan du snyde.“

„Jeg snyder ikke,“ sagde Pelle mørk. Men Rud stod ved sit.

Pelle bugtede sig, han var som en Væsel der har smagt Blod. Med et Ryk
slængte han Mønten til Rud og stødte ham knurrende omkuld. Det græd i
ham fordi han havde kvittet 40 Slag, men han lovede sig selv at lægge
des bedre i.

Saa slog han, langsomt og af al Kraft, mens Rud borede Hovedet ned i
Græsset og knugede Pengestykket fast for at samle Styrke. Der var Had i
hvert Slag, han slog, og de gik som Stød gennem Kammeratens Legeme, men
han vaandede sig ikke. Nej, der var ingen Klem i hans Vaanden sig,
Mønten han holdt i Haanden tog nok Smærterne. Men om Pelles Krop brændte
Luften som Ild, Armene begyndte at slaa Klik af Træthed, for hvert Slag
sank hans Lyst — det var et Slid, surt Slid bare. Og Skillingen — den
dejlige 50-Øre gled længer og længer bort, nu skulde han til at være
fattig igen — og Rud græd ikke engang. Ved det 46de Slag vendte han
Ansigtet og rakte Tunge. Da stak Pelle med et i at tudbrøle, smed de
optrævlede Nældestængler langt fra sig og løb over ad Granerne til.

Der sad han saa Resten af Dagen under en Klit og sørgede over sit Tab,
mens Rud laa nede under Aabrinken og badede sit vablede Legeme med vaad
Ler.




                                   X


Per Olsen var alligevel ikke den de havde anset ham for. Nu da han var
blevet udfriet paa den Maade, havde det vel været i sin Orden om han
havde givet det stakkels Skrog Lange Ole en hjælpende Haand — som dog
var kommet i Elændighed for hans Skyld. Men se om han gjorde! Nej han
tog fat at ture. Svir og Sværm og flagrende Skørter stod der om ham hele
Sommeren, og nu til Fistje flyttede han op og tog Arbejde paa Stenværket
— for at blive mere sin egen Mand. Der var ikke Frihed nok for ham paa
Stengaarden. Det gode i ham han endnu ikke havde sat over Styr skulde
nok faa Fødder at gaa paa deroppe.

Lange Ole kunde jo ikke blive paa Stengaarden, Krøbling som han var. Han
fik halv Løn udbetalt som en Forekommenhed fra Bondens Side; det var
mere end han havde Kravet paa — og altid saa meget at han kunde komme
hjem og forsøge sig med et eller andet. Mangt et Arbejde lod sig til Nød
udrette med én Haand, og nu mens han havde Pengene skulde han vel ogsaa
anskaffet sig en Jærnklo; den kunde spændes paa Haandleddet og var ikke
ueffen til at holde paa Redskab med.

Men Ole var blevet svag i det og havde svært ved at tage en Bestemmelse.
Han blev ved at gaa paa Gaarden og drive, alt det Forvalteren jog med
ham for at faa ham væk. Til sidst maatte de sætte hans Tøj Vesterud,
uden for Gaarden; og der stod det og flød det meste af Sommeren. Han
selv laa omkring i Stakkene og tiggede sig Mad af Folkene i Marken.
Saadan kunde det jo ikke blive ved at gaa naar Kulden indfandt sig.

Men saa en Dag i Efteraaret var Tøjet væk; Johanne Pihl — Soen kaldet
til daglig Brug — havde taget ham til sig. Hun følte vel Kulden hun
ogsaa trods alt sit Fedt, og som Ordet siger: to holder lettere Varmen
end én. Men enten hun nu gjorde det for det ene eller det andet — Lange
Ole kunde takke sin Skaber for hende. Der hang altid Flæsk i hendes
Skorsten.

Lasse og Pelle imødesaa Skiftedagen med Spænding. Hvad vilde den bringe
for Folk denne Gang — deraf afhang jo saa meget. Foruden Hovdreng
(Forkarl) skulde de have ny Anden- og Tredjekarl og nogle ny Piger. —
Paa Stengaarden skiftede hvad skifte kunde. Karna det Skrog var jo
bunden til at blive, hun havde sat sine gamle Aar op efter Ungdom og
vilde partu være dér hvor Gustav var! Gustav blev fordi Bodil blev — saa
umenneskeligt han holdt af den Pige, skønt hun ikke var det værd. Og
Bodil selv vidste nok hvad hun gjorde! Det kunde aldrig gaa helt
naturligt til, naar man som hun klædte sig i kostbare bokøbte Klæder.

Lasse og Pelle _blev_ simpelt hen, fordi de ikke havde noget andet Sted
i Verden at ty hen. Hele Aaret ud kastede de Planer til at gøre
Forandring, men naar Opsigefristen nærmede sig blev Lasse stille og lod
den drive over.

I den senere Tid havde han drømt ikke saa lidt om at gifte sig igen. Der
var noget gudsforladt over denne enlige Tilværelse for en Mand i hans
Alder; man blev gammel og udslidt før Tiden, naar man ikke havde Kone og
Hus at raade over. Inde i Lyngen i Nærheden af Bror Kalles laa der et
Hus han kunde faa uden Udbetaling. Han drøftede det ofte med Pelle, og
Drengen var med paa alt nyt.

Det skulde være en Kone, som kunde efterse alting og gøre det lidt
hyggeligt inden Dørs; og et Arbejdsmenneske maatte hun fremfor alt være.
Lidt til bedste var heller ikke ilde, men det fik nu blive som det kunde
med det, bare Sindet var godt. Karna havde passet i alle Maader, baade
Lasse og Pelle havde bestandig noget til overs for hende fra den Gang
hun udfriede Pelle af Elevens Klør; men der var jo ikke noget at stille
op saa længe hun havde den Kuller. De fik se Tiden an; kanske fik hun
sin Fornufts Brug — eller der viste sig noget andet.

„Saa bliver det nok Kaffe paa Sengen Søndag Morgen!“ sagde Pelle
henrykt.

„Ja og kanske anskaffer vi os en lille Hest og indbyder Bror Kalles til
en Køretur iblandt,“ føjede Lasse højtideligt til.

                   *       *       *       *       *

Nu var det endelig Alvor. Om Aftenen havde Lasse og Pelle været hos
Landhøkeren og købt Tavle og Griffel, nu stod Pelle i Stalddøren med
bankende Hjærte og Tavlen under Armen. Det var en rimkold Oktobermorgen,
men Drengen var ganske hed i Hovedet efter Vasken; han havde sin pæne
Trøje paa og var vandkæmmet.

Lasse gik og trippede omkring ham, børstede her og dér med sit Ærme og
var endnu mere benovet end Drengen. Pelle var kommet til Verden til
trange Kaar, var blevet holdt over Daaben og maatte tjene for sit Brød
fra liden af — altsammen lige som han selv. For saavidt var der ikke
Forskel at se, det kunde godt være Lasse selv om igen, lige fra
Slugørerne og Koslikket i Panden til den Maade Drengen slog Skank og
sled sine Bukser forneden. Men dette her var noget lysende nyt. Aldrig
havde Lasse selv eller nogen af hans gaaet i Skole, det var noget nyt
der kom inden for Slægtens Rækkevidde, en Himmelens Miskundhed var det
der timedes Drengen og ham selv. Det føltes som en Forskydning opad, det
umulige kom inden for Rækkevidde, hvad kunde der ikke alt hænde et
Menneske som havde Boglærdom. Man kunde blive Smaamester, Skriver, ja
kanske Skolelærer.

„Pas nu for alting paa Tavlen, at den ikke gaar itu!“ sagde han manende.
„Og se til at gaa af Vejen for de store Drenge til du kan klare dig med
dem. Men vil nogen for ingen Pris lade dig i Fred, saa se du kan komme
til at slaa først! Det betager de fleste Lysten, især om du lægger godt
i; den der slaar først slaar to Gange, siger man for et gammelt Ord. Og
saa faar du høre godt efter og lægge dig paa Sinde alt hvad Læreren
siger; og vil nogen lokke dig til Sjov og Løjer bag hans Ryg skal du
ikke gaa med til det. Husk ogsaa at du har et Lommeklæde og brug ikke
Fingrene, for det er ikke annasét. Men naar ingen ser det kan du godt
spare Kluden forstaas — des længer varer den. Og tag Vare paa din pæne
Trøje. — Skulde Lærerens Madam byde dig ind til Kaffe, saa maa du ikke
tage mere end ét Stykke Kage at du ved det.“ Lasse rystede paa Hænderne
mens han talte.

„Det gør hun vist ikke,“ sagde Pelle lidt overlegent.

„Ja, ja, gaa nu at du ikke skal komme for sent — den allerførste Dag
tilmed. Og skulde der mangle et og andet Værktøj, saa maa du sige at vi
skaffer det straks — vi er jo ikke rene Lus heller.“ Lasse slog sig paa
Lommen; men der var ikke rigtig Smæld i det Slag, Pelle vidste godt at
de ingen Penge havde — de havde taget Tavle og Griffel paa Kredit.

Lasse stod og saa efter Drengen saa længe han kunde øjne ham — saa gik
han til sit Arbejde med at knuse Oljekager. Han kom dem i Blødekarret og
bar Vand paa, mens han gik og smaasnakkede med sig selv.

Det bankede paa den udvendige Stalddør, og Lasse gik hen for at lukke op
— det var Bror Kalle.

„Goddag Bror!“ sagde han med sit fornøjelige Smil — „se her kommer
Makkedoren fra Stenløse.“ Han vrikkede indenfor paa sine Hjulben, og de
hilste hjærteligt, Lasse var henrykt for Besøget.

„Tak for sidst!“ sagde han og tog Broderen om Haandleddet.

„Det er ellers noget længe siden. Men nu kigger I vel op en Aften med
det første? Mormor har et godt Øje til jer begge to.“ Kalle stod og
plirede gavtyveagtigt.

„Hvordan har hun det saa det gamle Skind, kom hun nogenledes over det
med Øjet? Pelle kom forgangen hjem her og fortalte, at Børnene var
kommet for Skade at stikke en Kæp ind i Mormors Øje. Jeg blev helt ilde
ved’et — I maatte nok til og med have Dokter.“

„Ja det kom nu lidt paa en anden Maade,“ sagde Kalle. „Jeg havde selv
flyttet Mormors Spinderok om Morgenen jeg lavede noget i hendes Stue —
og saa glemte jeg jo at sætte den paa Plads igen. Da hun saa vil bukke
sig ned og tage noget op fra Gulvet, støder hun Blaartjørnen op i Øjet —
hun er jo vant til at enhver Ting staar nøjagtig paa sit Sted. Saa det
er egenlig mig Æren tilkommer.“ Han lo over hele Ansigtet.

Lasse rokkede medfølende med Hovedet: „Og hun kom nogenledes over det?“

„Nej det er nu saa rent galet og — hun mistede Synet paa det Øje.“

Lasse saa misbilligende paa ham.

Kalle tog sig i det, meget forskrækket saa det ud til.

„Ih sikke noget Sludder jeg staar og fortæller — hun mistede Blindheden
paa det Øje vilde jeg jo have sagt. Er det nu ikke for galt ogsaa — man
stikker Øjet ud paa et Menneske, og saa tager hun fat at se. Jeg tror
sku jeg vil ud og kurere for Blindhed herefter, for det er der ikke
mange Ben i.“

„Hvad siger du har hun taget fat at —? Nej nu bliver du for lystig; man
skal ikke spøge med alting heller.“

„Ja ja, Spøg til Side som Profeten sagde han fik Klø af sin Kælling. Men
hun kan virkelig se med det Øje nu du!“

Lasse saa en Stund mistroisk paa ham før han overgav sig. „Det er
ligegodt et Mirakel!“ sagde han saa.

„Ja det samme sagde jo Dokteren — den spidse Pind havde nok virket som
en Slags Operation. Men det kunde lige saa godt have taget den anden
Retning. Jo vi havde sku Dokter tre Gange til hende — det kunde jo ikke
nytte at knibe paa Skillingen.“ Kalle stod og forsøgte at mave sig, han
havde stukket Tommelfingrene i Vestelommerne.

„Det kostede vel mange Penge det?“

„Det samme tænkte jeg ogsaa, og jeg var ikke aller gladest, da jeg
spurgte Dokteren hvor meget det blev. 25 Kroner sagde han, og det lød
ikke anderledes end naar vi andre beder om et Stykke Fedtebrød. Vil
Dokteren gøre mig den Tjeneste at vente et Par Dage, saa jeg kan faa
Koen lidt ordenlig solgt, spurgte jeg. Hvad — siger han og glor oven
over Brillerne, De vil vel ikke sælge Koen for at betale mig — det maa
De paa ingen Maade gøre, jeg venter til bedre Tider. Vi slipper
alligevel let, selv om vi skal af med Koen, sagde jeg. — Og hvordan det?
spørger han mens vi gaar ud til Vognen — det var Kaasegaardsbonden der
kørte for mig. Saa fortalte jeg ham, at Marie og jeg havde tænkt en Del
paa at sælge det hele, for at Mormor kunde komme over og blive opereret.
Han sagde ingenting til det men krøb op i Vognen, og jeg stod saadan og
knappede Fodposen om ham. Men med et griber han mig i Kraven og siger:
Hør ved De hvad De lille hjulbenede Væsen? (Kalle efterlignede Lægens
„fine“ Tale) De er det bedste Mennesker jeg har truffet, og De skylder
mig ikke en rød Øre! Det var jo forresten Dem selv der udførte
Operationen. Saa skulde jeg vel næsten haft Penge til, sagde jeg. Saa lo
han og slog mig oven i Krukken med sin Skindhue. — Det er en Stadsmand
den Dokter — og forpinenes dygtig; de siger om ham, at han kun har en
Slags Mikstur, som han kurerer al Slags Daarlighed med.“

De sad oppe i Røgterkamret paa den grønne Kiste, Lasse havde fundet en
Slat Brændevin frem. „Drik Bror“ sagde han gentagende „der skal noget
til at holde Fugten ude i dette Oktoberrusk.“

„Tak for det — men drik selv du! Nej men hvad jeg skulde sige, du skulde
se Mormor, hun gaar omkring og titter paa alting med sit ene Øje; om det
saa bare er en Knap kan hun blive ved at glo paa den. Ja saa det ser
saadan ud og det saadan? hun har jo glemt hvordan Tingene ser ud. Og
naar hun saa ser en Ting, gaar hun hen og føler paa den bagefter — for
at faa at vide hvad den er for noget siger hun min Sjæl. Os vilde hun nu
slet ikke kendes ved de første Dage; naar hun ikke hørte os tale eller
gaa, troede hun vi var fremmede Mennesker — alt det hun saa os for sine
Øjne.“

„Og de Smaa —?“ spurgte Lasse.

„Jo tak, Annas den er tyk og fed, men vor egen staar ligesom lidt i
Stampe. Det er ligegodt de unge Søer man skal lægge til paa. Det er
sandt —“ Kalle tog sin Pengepung frem „mens vi er ved det, lad mig saa
ikke glemme de ti Kroner jeg fik af dig til Barslerne.“

Lasse tog afværgende for sig. „Lad det være du, du kan have ondt nok at
døje endda. Hvormange Munde er I nu, 14-15 Stykker vel?“

„Ja, men de to patter deres Mor ligesom Præstekonens Kyllinger, saa det
er den rene Besparelse. Og skulde det gaa haardt paa, er én vel nok Mand
for at snyde et Par Skilling ud af Næsen ogsaa.“ Han snød Næsen med et
rask Tag og rakte Haanden frem — der laa en sammenlagt Tier i den.

Lasse lo ad Kunststykket, men vilde ikke høre Tale om Pengene. En Stund
stod de og stak dem til hinanden. „Naa ja ja!“ sagde Kalle tilsidst og
beholdt Sedlen — „saa faar du have hjærtelig Tak da. Og Farvel Bror, nu
maa jeg hjemad.“ Lasse fulgte ham ud og sendte mange Hilsener. „Vi
kommer nok og ser til jer med det første,“ raabte han efter Broderen.

Da han lidt efter kom ind i Kamret, laa Sedlen paa Sengen; Kalle maatte
have set sit Snit til at lægge den der, Tusendkunstner som han var.
Lasse lagde den saa til Side for at stikke den til Kalles Kone naar
Lejlighed gaves.

Længe før Tiden gik Lasse og holdt Udkig efter Drengen. Ensomheden faldt
ham lang, nu han var vant til at have ham om sig fra Morgen til Aften.
Endelig kom han, forpustet af Løb, han havde længtes han ogsaa.

Der var intet sket hverken af frygteligt eller mærkværdigt i Skolen,
Pelle maatte fortælle omstændeligt Punkt for Punkt. „Naa hvad kan saa
du?“ havde Læreren spurgt og taget ham i Øret — helt venligt forstaas.
„Jeg kan trække den gale Tyr til Vands, uden at Far Lasse hjælper det
mindste til,“ havde Pelle svaret, og saa lo hele Klassen højt. „Ja ja
men kan du læse?“

Nej det kunde Pelle jo ikke — „ellers var jeg vel ikke kommet her“ havde
han været lige ved at tilføje. „Godt var det at du ikke svarede det“
sagde Lasse „— men hvad saa mer da?“ Ja saa blev Pelle sat paa den
nederste Bænk, og hans Sidekammerat blev sat til at lære ham
Bogstaverne.

„Kan du saa dem da?“

Nej Pelle kunde dem ikke den Dag. Men da der var gaaet et Par Uger,
kunde han de fleste af dem og skrev dem efter med Kridt paa Stolperne.
Han havde ikke lært at skrive, men hans Haand kunde gengive alle Ting
han havde set, og han tegnede Bogstaverne ligesom de stod trykt paa
Tabellerne.

Lasse gik og kiggede paa dem under Arbejdet og fik dem gentaget i det
uendelige; men de vilde ikke rigtig hænge ved. „Hvad er saa det for en,
den dér?“ maatte han idelig spørge.

Pelle gav den overlegne: „Den, har du allerede glemt den? den kunde jeg
bare jeg havde set den én Gang! Det er jo F.“

„Ja det er det jo ogsaa, ja vist! — jeg begriber ikke hvor jeg har mit
Hoved henne i Dag. F ja — det er jo F det! — Mon hvad den kan anvendes
til?“

„Den skal staa først i Ordet Eftermiddag naturligvis!“ sagde Pelle
vigtigt.

„Ja naturligvis du — men det har du nu ikke af dig selv, Læreren har
sagt dig det.“

„Nej jeg har selv fundet det ud.“

„Naa har du det? Ja klog er du jo blevet — bare du ikke bliver saa klog
som syv galne.“

Lasse var forstemt; men snart gav han Køb og slog over i udelt Beundring
for Sønnen. Og Undervisningen fortsattes mens de syslede. Det var et
Held for Pelle, at Faderen var saa langsom i det; for selv kom han ikke
stort af Stedet, da han først havde tilegnet sig alt det der umiddelbart
lod sig gribe af en kvik Forstand. Drengen der skulde undervise ham —
Sjæsk kaldtes han — var Klassens dummeste og havde altid siddet nederst,
til Pelle nu kom og løste ham af.

To Ugers Skolegang pillede stærkt ved Pelles Forestillinger paa dette
Omraade. Han mødte op i ængstelig Forventning de første Dage, al hans
Kækhed havde forladt ham da han traadte over Skolens Tærskel, for første
Gang i sit Liv syntes han han var saa rent umulig. Skælvende af Højtid
aabnede han sig for dette ukendte ny, der vilde afsløre Alverdens
Mysterier for ham blot han holdt sine Slugøren godt aabne — og det
gjorde han. Men der var ingen ærfrygtindgydende Mand som betragtede dem
kærligt gennem Guldbriller — mens han fortalte dem om Sol og Maane og
Alverdens Vidundere. Op og ned ad Midtergangen gik en Mand i snavset
Lærredsfrakke og med graa Skægstubbe ud af Næsen; han gik og svippede
med Spanskrøret og røg sin Pibe, eller sad oppe ved Katedret og læste
sin Avis. Skolebørnene larmede og tumlede, og naar Larmen brød ud i
aabent Slagsmaal, fór Manden ned fra Katedret og slog løs med sin Kæp.
Og Pelle selv, ja han var — for bestandig syntes det — koblet til en
beskidt Dreng, der var fuld af Kirtelsaar og som kneb ham i Armen,
hvergang han ikke læste sit b-a — ba, b-e — b rigtig. Den eneste
Afveksling var en Times daglig Overhøring i Lærebogens tunge
Anmærkninger, og saa Lørdagens uhaandterlige Salmevers.

En Tid slugte Pelle det hele raat og bragte det trofast videre til
Faderen, men saa løb han træt. Det laa ikke til ham at forholde sig
ørkesløs til Omgivelserne ret længe, og en skønne Dag havde han smøget
alle Formaninger og Forsætter af sig og var midt ude i Løjerne.

Der blev mindre at lære fra sig, men saa var der til Gengæld de tusend
Gavtyvestreger at fortælle om. Og Far Lasse rystede paa Hovedet og
begreb ingenting; men le med maatte han.




                                   XI


   „Vor Gud han er saa fast en Borg,
   han kan os vel beva—re,
   han er vor Hjælp i al vor Sorg,
   vort Værn i al vor Fa—re;
   den gamle Fjende led
   er nu for Alvor vred,
   stor Magt og Argelist
   han samler mod os vist,
   ej Jorden har hans Li—ge.“

Hele Skolen sad og bølgede i Takt frem og tilbage og tærskede Salmer i
en ustanselig Liren. Lærer Fris gik frem og tilbage i Midtergangen og
røg sin Pibe, han tog sin Bevægelse efter en Times Læsning i
Berlingeren. Spanskrøret vuggede i Luften som en Taktstok; nu og da
faldt det ned paa Ryggen af en Synder, men altid kun naar en Linje gik
ud — som en Slags Udraabstegn. Lærer Fris holdt ømt over at Rytmen ikke
brødes. — De Børn der ikke kunde Salmen, blev baaret med af Massen,
nogle nøjedes med at bevæge Læberne, andre lavede selv Fyldetekst. Naar
den blev for slem lo Sidemændene, og saa faldt Spanskrøret.

Naar et Vers løb ud slog Fris hastigt det næste an — Kværnen var tung at
sætte i Gang igen naar den først gik i Staa. „Vor eg—!“ og de
halvhundrede Unger kørte videre:

   „Vor egen Magt den er kun svag,
   let kan os Fjenden fæl—de — — —“

Saa havde Fris igen et Pusterum, han kunde nyde sin Pibe og naa at lulle
sig ind i denne Støj der talte om stor og flittig Virken. Naar det gik
som nu satte Forbitrelsen sig for en Stund, han kunde smile i Tanker
mens han gik op og ned, og — saa gammel han var — se lyst paa
Tilværelsen. Den og den kom forbi og stansede for at glæde sig over
Fliden herinde, og Fris slog forstærkende med Spanskrøret og følte et
længst hensovet Ideal røre paa sig: Det var et helt Kuld af Ungdom han
opdrog for Livet, det næste Slægtled han var i Færd med at skabe.

Da Salmen løb ud fik han dem uden Ophold drejet over i „Hvo ikkun lader
Herren raade —“ og derfra igen i „Vi tro, vi alle tro paa Gud!“ De havde
haft dem alle tre for hele Vinteren, og nu havde han dem endelig efter
et uhyre Arbejde saa vidt, at de kunde dem nogenlunde i Kor.

Salmebogen var Lærer Fris’ Livs Bedrift, fyrretyve Aars Degnevirksomhed
havde ført med sig at han kunde den hele udenad. Dertil kom saa medfødte
Anlæg! Fris var fra Barn udset til Præst og drev som ung sine Studier i
Overensstemmelse dermed. Guds Ord faldt godt i hans Mund, og han havde
de bedste Udsigter, da en ond Fugl kom helt nede fra Faraos Enge for at
bringe ham i Ulykke. Fris faldt to Trapper ned fra Sjælesørger til Degn
og Børnepisker. Han tog dét med Børnene som en næsten for gennemskuelig
Straf fra Himlen, og indrettede Skolen som et Præstekald i det smaa.

Hele Lejet bar Spor af hans Virksomhed; det stod smaat til med Læsning
og Skrivning, men naar det drejede sig om Salmevers og Skriftsteder var
disse Fiskere og Smaahaandværkere ikke nemme at slaa. Fris tilskrev sig
Æren af, at de voksne sad nogenlunde i det og de unge fik ordenlig Hyre.
Han fulgte hver enkelt af dem med noget af et Faderøje og fandt dem
egenlig vellykkede alle. Og han stod sig godt med dem naar først de var
ude af Skolen; saa kunde de komme til den gamle Pebersvend og faa en
Passiar, og lette sig for et eller andet.

Med den forbandede Yngel der netop nu sled Skolebænkene, var det derimod
altid en anden Sag; den strittede imod Lærdommen med Hænder og Fødder,
og Fris lovede den intet godt af Fremtiden.

Fris hadede Ungerne. Men han elskede disse firskaarne Salmer, som hele
Klassen syntes at forslæbe sig paa mens han selv kunde traktere dem i
stiv Arm. Og naar det gik som i Dag, kunde han helt glemme at der var
Unger til, og give sig hen i dette endeløse Optog, hvor Kolonne efter
Kolonne defilerede forbi ham — i Rytmens Fodslag. Det var ikke Salmevers
heller, det var en mægtig Opmarsj af Livets stærke; under det spandt sig
i én endeløs Tone alt det Fris selv var kommet tilkort paa. Derfor
nikkede han saa lykkeligt, og det stærke Fodslag slog op om ham som en
Hærenes Tak, et Ave Cæsar.

Han sad over tredje Tillæg af Berlingeren men læste ikke; Øjnene holdt
han lukkede, Hovedet bevægede sig sagte efter Rytmen.

Børnene plaprede ustanselig løs, de trak knap Vejret, de var
hypnotiserede af den monotone Ordflom. Det mindede om Gæssene, der af
Ræven havde faaet Lov at bede en Bøn før de blev ædt, og nu bad og bad i
en Ustanselighed. Da alle tre Salmer var til Ende begyndte de af sig
selv forfra, Kværnen gik stadig højere, de traadte Rytmen med Fødderne,
og det blev til mægtige Stempelslag — hele Drøn! Fris nikkede med saa
den lange Haardusk slog ham i Ansigtet, han kom i Ekstase, reves med saa
han ikke kunde sidde roligt paa Stolen.

   „Og myldred Djævle frem paa Jord
   og os opsluge vil—de,
   vi frygte dog ej Faren stor
   de deres Trusler spil—de.“

Det lød som et Stampeværk, nogle huggede Tavlerne mod Bordene, andre
brugte Albuen mod Pladen. Fris hørte det ikke; han hørte kun den mægtige
Takt — af fremrykkende Hærskarer.

   „Lad rase Mørkets Drot
   med Løgn og Mord og Spot — —

Pyh! Pyh!“ — det hele var stanset med ét Slag, hele Skolen sad og holdt
sig for Næsen. „Pyh! Pyh!“

Fris dalede saa det krøb igennem ham. Han aabnede Øjnene og begreb
bitterligt, at han igen havde ladet sig overrumple! „I Satans Unger, I
Helvedes Unger!“ — han stod brølende midt iblandt dem med Spanskrøret.
„Hvem? Hvem?“ spurgte han hidsigt „er det dig Morten?“

Morten gav sig til at græde helt vellykket og mumlede noget om at han
ikke tog imod den Slags — han skulde nok faa sin Far til at snakke med
Læreren.

„Peter, Marta!“ hvæsede Fris. En Dreng og en Pige rejste sig og gav sig
til at gaa Rækkerne ned og snuse til Rygge for at finde den skyldige.
Det hele var i Opløsning nu, der brød Slagsmaal ud rundt om; Pigerne var
de værste, de hvinede og anklagede hverandre. Fris slog haandløst.

Han forsøgte at faa dem ind under Remsningen igen. „Hvo ikkun lader
Herren raade!“ raabte han overdøvende; men de bed ikke paa — de Satans
Unger! Saa slog han i Flæng; han vidste godt at de var nogenlunde lige
gode alle, og tog det ikke saa nøje med hvor han ramte. De langhaarede
greb han i Haartoppen, trak dem op paa Bordet og pryglede løs til
Spanskrøret splintrede. Dette Øjeblik havde Drengene ventet paa; de
havde selv gnedet Spanskrøret ind med Løg om Morgenen, og de mest
udfordrende af dem havde i Dagens Anledning flere Par Bukser paa.

Da den sprukne Lyd fortalte, at Spanskrøret var i Opløsning, brød hele
Skolen ud i øredøvende Jubel. Fris havde opgivet Ævred og lod dem rase.
Han gik op og ned ad Midtergangen som et sygt Dyr, Galden stod ham
brændende i Halsen. „Satans Unger!“ hvæsede han „Helvedes Unger! — naa
sid nu stille Børn!“ Det kom saa morsomt rørende midt i det andet, det
maatte efterlignes.

Pelle sad aller nederst, i Krogen; han var temmelig ny i det men gjorde
sit bedste. Pludselig stod han oppe paa Bordet og dansede paa
Strømpesokker. Fris stirrede saa underligt paa ham, Pelle syntes, han
lignede Far Lasse naar alt gik i Stykker for ham — og krøb skamfuld ned.
Der var for Resten ingen der havde lagt Mærke til hans Bedrift, den var
altfor almindelig.

Det var et øredøvende Mudder det hele, og ud af Koget fløj nu og da et
ondskabsfuldt Udraab. Hvor de kom fra var vanskeligt at afgøre, men de
ramte Fris hver og et, saa han jog sammen. Ungdoms Fejltrin som var
begaaet paa den anden Side Vandet for halvhundrede Aar siden, kom op her
i disse uvidende Ungers Mund, sammen med nogle af hans bedste
Handlinger, der havde været saa uegennyttige at Egnen maatte lægge dem
ud til det aller værste. Og som det ikke var nok — men tys! — han
hulkede.

Tsss! Tsss! — det var Henrik Bødker, Skolens sværeste Dreng, han stod op
paa Bænken og hvislede truende. Pigerne forgudede ham og blev straks
rolige, enkelte af Drengene vilde ikke lystre Ordren; men da Henrik
holdt sin knyttede Haand mod det ene Øje faldt ogsaa de til Ro.

Fris gik op og ned ad Midtergangen som en Benaadet; han turde ikke se
op, men alle kunde se at han græd. „Det er Synd!“ sagde en Stemme
halvhøjt. Alle Øjne var rettede paa ham, der var dødsstille i Klassen.
„Frikvartér!“ sagde saa en bydende Drengestemme — det var Nilens. Fris
nikkede svagt, og de stormede ud.

Fris blev lidt tilbage for at samle sig; han gik op og ned med Hænderne
paa Ryggen og svalgte tungt; han var i Færd med at tage sin Afsked.
Hvergang det gik rigtig galt tog Fris sin Afsked, og naar han fik samlet
sig lidt, udsatte han det til Foraarseksamen var overstaaet. Han vilde
ikke gaa af paa denne Maade, som en Slags Fallit. Netop i Vinter havde
han arbejdet som aldrig før, for at hans Afgang kunde virke som noget af
en Bombe, og de rigtig kunde føle Savnet naar han var gaaet. Naar
Eksamen blev afholdt, vilde han tage Salmebogen til Korremsning — helt
forfra. Nogle af Børnene vilde hurtigt falde fra, men der var ogsaa dem
imellem, han i Tidens Løb havde banket det meste af dens Indhold ind i.
Længe inden de løb tomme skulde Præsten løfte Haanden afværgende og
sige: „Det er nok min kære Degn! det er nok!“ — og takke ham bevæget;
mens Skolekommissionen og Forældrene stak Hovederne hviskende sammen og
korsede sig af Beundring.

Saa var Tidspunktet der til at gaa af!

— — — —

Skolen laa i Udkanten af Fiskerlejet, og Legepladsen var Strandkanten.
Naar Drengene slap ud efter nogle Timers Skolegang, lignede de Ungkvæget
første Dag det er ude efter den lange Vinter. De fór som krydsende
Svaler i alle Retninger, styrtede sig over den friske Vold af Blæretang
og piskede hinanden om Ørerne med de saltvaade Planter. Pelle var ikke
henrykt for den Leg, de skarpe Planter sved godt, og ved nogle af dem
hang der Sten fastgroet. Men han turde heller ikke holde sig udenfor,
det trak straks Opmærksomheden over paa én. Det galdt om at være med og
dog ikke med, at gøre sig lille og stor efter Øjeblikkets Tarv, saa man
snart forblev uset snart virkede skræmmende. Han fik travlt med at sno
sig og smutte ud og ind.

Pigerne samlede sig henne ved de smaa _Huse_ — der holdt de altid til.
De stod og sladrede og spiste deres Skolemad, men Drengene kredsede over
Pladsen som Svaler, i formaalsløst Løb. Der stod en stor Dreng og krøb
sammen henne ved Klatremaskinen, han holdt Ærmet skjulende for Ansigtet
og stod og tyggede. Ham hvirvlede de om i hidsigt Løb, mens saa én saa
en anden trak Kredsen snævrere og snævrere. Per Kofod — Tudeper — saa ud
som sejlede Jorden under ham, han klamrede sig til Klatrestangen og
skjulte Ansigtet. Naar de var tæt inde paa ham slog de bagop med et
Brøl; saa skreg Drengen angst, vendte Ansigtet opad og brølede
langtrukkent. Bagefter fik han saa al den Mad de andre ikke gad æde.

Tudeper aad altid og brølede altid. Han var et Fattighusbarn uden Far og
Mor, storvoksen var han, men underlig blaafrossen i Farven. Øjnene stod
ham livsrædde ud af Hovedet, under dem hang der tykke Graadposer. Ved
den mindste Lyd fór han sammen, Rædslen talte ud af ham altid! Drengene
gjorde ham aldrig rigtig Fortræd, men de skreg og huggede sammen i
Kroppen hvergang de gik forbi ham — det var ikke til at modstaa. Saa
skreg han ogsaa og huggede sammen af Angst. Pigerne kunde falde paa at
løbe hen og tjatte til ham, saa skreg han sanseløst, og de vidste at han
tabte sit Vand af Skræk. Bagefter fik han Mad af alle Børnene, han aad
det hele, brølede og var lige forkommen.

Det var ikke til at forstaa hvad der fejlede ham. To Gange havde han
gjort Forsøg paa at hænge sig, uden at nogen kunde nævne Grunden — end
ikke han selv. Og helt dum var han dog ikke. Lasse mente, at han var
synsk og saa noget andre ikke kunde se, saa selve det at leve og drage
Aande skræmte ham. Hvorom alting var, Pelle maatte for ingen Pris gøre
ham noget, ikke for alt i Verden.

Drengesværmen havde trukket sig ned til Stranden, og pludselig kastede
den sig over Henrik Bødker med den lille Nilen i Spidsen. Han blev revet
omkuld og helt begravet under Skaren, der laa i en sprællende Dynge oven
paa ham og masede knyttede Næver ned hvor der var en Aabning. Men saa
begyndte et Par Næver at gaa stødende opad, tju, tju, som
Maskinstempler, Drengene trillede til Siderne og holdt sig for Ansigtet,
Henrik Bødker skød lige op af Dyngen og sparkede haandløst. Nilen hang
endnu som en Igle i Nakken paa ham, Henrik maatte flænge sin Bluse for
at faa ham slængt til Side. Pelle syntes, han blev overmægtig stor som
han stod der, han pustede bare en Smule — og nu kom Tøserne, de fæstede
hans Bluse sammen med Naale og gav ham Brystsukker. Til Tak greb han dem
i Flætningerne og bandt dem sammen, fire-fem Stykker saa de ikke kunde
komme fra hinanden. De stod stille og fandt sig taalmodigt i det — hang
bare hengivent ved ham med Øjnene.

Pelle havde vovet sig ind i Kampen og faaet et Spark. Men der sad intet
Nag i ham. Havde han haft et Brystsukker, vilde han ligesom Pigerne have
givet det til Henrik Bødker og taget imod ublid Behandling til. Han
forgudede ham. Men Nilen maalte han sig selv med — den lille
blodtørstige Nilen der ikke kendte til Frygt og var saa hensynsløs i
Angrebet, at de andre gik af Vejen for ham! Han var altid i hvor Flokken
var tykkest, sprang ud i det værste af enhver Slags — og kom godt fra
alting. Pelle gik sig selv kritisk efter for at finde Lighedspunkter og
fandt dem — i sit Forsvar for Far Lasse den første Sommer hvor han
sparkede en stor Dreng Brok til, og i Forholdet til den gale Tyr som han
ikke var Spor af bange for. Men paa andre Punkter glippede det — han var
mørkræd og kunde ikke staa for en Lussing! Nilen kunde tage imod sin med
Hænderne i Lommen. — Det var Pelles første Forsøg paa at faa et samlet
Overblik over sig selv.

Fris var gaaet op ad Landet til, rimeligvis til Kirken; saa blev det et
Frikvarter paa Timer. Drengene begyndte at se sig om efter varigere
Tidsfordriv. „Studene“ gik ind i Skolestuen og gav sig til at holde Sjov
paa Borde og Bænke, men „Aalekvabberne“ holdt sig til Stranden. „Stude“
og „Aalekvabber“ det var Landjorden og Søen i Kamp med hinanden, Skellet
kom af sig selv ved enhver alvorligere Lejlighed, undertiden blev der
hele Slag ud af det.

Pelle holdt sig til Strandens Drenge — Henrik Bødker og Nilen var
imellem dem! — og de var noget nyt! De brød sig ikke om Jorden og
Kreaturer, men Havet som han var bange for var for dem som en Vugge. De
tumlede sig paa Vandet som i deres Moders Dagligstue, og havde ikke lidt
af dets Letbevægelighed i sig. De var hurtigere i Vendingen end Pelle
men ikke saa holdbare, saa var de friere af Væsen, og gjorde mindre ud
af den Plet de tilhørte. De talte om England som den mest dagligdags
Ting, og havde Genstande med i Skolen som Fædre og Brødre havde bragt
med hjem fra den anden Side Jorden, fra Afrika og Kina. De tilbragte
Nætter paa Søen i aaben Baad, og naar de skulkede var det altid for at
fiske. De dygtigste af dem havde egne Fiskeredskaber og smaa fladbundede
Pramme, som de selv havde tømret sammen og kalfatret med oppillet
Tovværk; de fiskede for egen Regning, Gedder, Aal og Suder, som de
afsatte til Egnens finere Folk.

Han mente han kendte Aaen ud og ind, men nu fik han den at se fra en ny
Side. Her var Drenge, som i Marts og April Maaned — i Legetiden — var
oppe Kl. tre om Morgenen og gik og vadede barfodede i Aamundingen, paa
Jagt efter de Gedder og Aborrer der søgte op i det færske Vand for at
yngle. Og ingen sagde til Drengene at de skulde, de gjorde det fordi det
morede dem.

Underlige Lyster havde de! Nu stod de „for Sjø“ — i en lang overstadig
Række. De løb med Bølgesuget ud til de større Stene ude i Vandet, der
stod de saa paa Stenene og hoppede naar Vandet kom igen, som en hel
Skare Strandfugle. Kunsten bestod i at holde sig tørskoet, men de der
blev mest vaade var alligevel de raskeste. Der var jo Grænser for, hvor
længe man kunde holde sig svævende. Naar Sø fulgte paa Sø Slag i Slag,
maatte man ned midt i det, og saa gik den stundom over Hovedet. Eller en
uberegnelig stor Sø kom og slog til alle de optrukne Ben midt i Springet
— saa drejede Rækken lige saa nydeligt og faldt plask i Vandet. Og med
øredøvende Larm gik det op mod Skolestuen for at jage Studene væk fra
Kakkelovnen.

Hen langs Stranden sad der gærne nogle Drenge med Hammer og et stort
Spiger og borede Huller i Strandstenene. Det var Sønner af Stenhuggerne
inde bag Værket, Pelles Søskendebarn Anton var imellem dem. Naar
Hullerne var dybe nok blev der stampet Krudt i dem, og hele Skolen
overværede Sprængningen.

Om Morgenen naar man ventede paa Læreren, stod de store Drenge op ad
Skolemuren med Hænderne i Lommen og drøftede Sejlføring og Hjemsted for
Skibe, som gik over Havet langt ude. Pelle stod maabende hos — det var
altid Havet og hvad Havets var de talte om, og det meste af det forstod
han ikke. Alle disse Drenge vilde et og det samme naar de blev
konfirmerede — til Søs. Men Pelle havde faaet nok af Overfarten fra
Sverig — han begreb dem ikke.

Saa omhyggeligt havde han altid lukket Øjnene og stukket Pegefingrene i
Ørerne, for at Hovedet ikke skulde løbe fuldt af Vand, naar han tog sig
en Dukkert i Aaen. Men disse her de svømmede nede under Vandet ligesom
rigtige Fisk; og han forstod paa dem, at de kunde dykke ned paa det dybe
og tage Stene op fra Bunden.

„Kan man da se dernede?“ spurgte han forundret.

„Ja naturligvis! Hvordan skulde Fiskene ellers kunne tage sig i Agt for
Garnene? Bare det er Maaneskin gaar de langt udenom, hele Stimen!“

„Og Vandet løber ikke ind i Hovedet, naar I tager Fingrene af Ørerne?“

„Tager Fingrene af Ørerne?“

„Ja for at tage Stenen med jer op.“

En Haanlatter slog ham i Møde, og de gav sig til at spørge ham
underfundigt ud — han var kostelig, en rigtig Bondeknold! De
grinagtigste Forestillinger havde han om alting, og det fremgik da ogsaa
hurtigt, at han aldrig havde badet i Havet. Han var Vandskrækker —
_Blaapung_; Aaen kunde ikke gøre det af.

Siden hed han Blaapung, og det hjalp ikke han en Dag tog Klaffen med i
Skole og viste dem, hvorledes han kunde klippe trekantede Huller i et
Par Bukser med den lange Snært, ramme en lille Sten saa den blev borte i
Luften, og slaa de mægtige Knald. Det var altsammen udmærket, men Navnet
klæbede alligevel ved ham; og det sved i hans lille Person.

                   *       *       *       *       *

I Vinterens Løb kom der unge stærke Knøse hjem til Lejet i blaat Tøj og
hvidt Halsbind. De havde lagt op kaldte man det, og nogle af dem gik
hele Vinteren og trak Hyre uden at bestille noget. De kom altid over i
Skolen og hilste paa; midt i Timen kom de, det gjorde ingenting, Fris
var Glæden selv. Saa havde de et og andet til ham, en Cigar der var saa
fin at den var lukket inde i Glas, eller andre mærkelige Ting. Og de
talte til Fris som til en Kammerat, fortalte om hvad de havde oplevet,
saa de lyttende Unger skuttede sig af Fryd, og røg ganske ugenert deres
Kridtpibe i Klassen — med Aabningen vendende flot nedad uden at Tobakken
faldt ud. De havde fóret som Kokkedrenge og Jungmænd, i Spanskesøen og
paa Middelhavet og mange andre æventyrlige Steder; en af dem havde redet
op ad et ildsprudende Bjærg paa et Æsel. Og de bragte Tændstikker med
hjem, der var saa store som pommerske Bjælker næsten — og som skulde
stryges af paa Tænderne.

Skoledrengene forgudede dem og talte ikke om andet; det var en stor Ære
at turde vise sig i Selskab med en saadan Knøs. For Pelle var det aldrig
at tænke paa.

Saa skete det ogsaa, at Lejet gik og ventede en saadan Gut hjem, men han
kom ikke. Og en Dag kom Budskabet: Barkskib det og det gaaet under med
Mand og Mus! — det var Vinterstormene, sagde Drengene og spyttede
voksent fra sig. En Uge holdtes Søskendene hjemme fra Skolen, og naar de
kom igen kiggede Pelle nysgærrigt paa dem — det maatte være underligt at
have en Bror, der laa paa Havets Bund midt i sin fagre Ungdom. „Saa vil
I vel ikke til Søs?“ spurgte han. — Jo de vilde ogsaa til Søs!

Saadan kom Fris en Dag efter et ualmindelig langt Frikvarter og var i
daarligt Humør. Han gik og pudsede sin Næse stærkt og tørrede nu og da
sine Øjne bag Brillerne; Drengene puffede til hinanden. Han rømmede sig
stærkt men kunde ikke skaffe sig Ørenlyd, slog saa nogle Slag i Pulten
med Spanskrøret.

„Har I hørt det Børn?“ spurgte han da der blev nogenlunde Ro.

„Nej! Jo — jo! Hvilket!?“ raabte de i Kor. „— At Solen er faldet ned i
Havet og har stukket Ild til det!“ sagde én.

Lærer Fris tog stille Salmebogen. „Skal vi synge _Lyksalig, lyksalig_
—?“ sagde han. Saa vidste de at der var sket noget, og sang alvorligt
med.

Men ved det femte Vers stansede Fris, han kunde ikke mere. „Peter Funk
er druknet!“ sagde han med en Stemme der kvalte den sidste Stavelse. Der
gik en Hvisken af Forfærdelse gennem Klassen, og de saa paa hinanden med
store uforstaaende Øjne. Peter Funk var Lejets raskeste Dreng, den
bedste Svømmer, den største Gavtyv Skolen havde haft — og han var
druknet.

Fris gik op og ned og kæmpede for at beherske sig, Børnene faldt i
stille hviskende Samtale om Peter Funk, alle Ansigter var blevet gamle i
Alvor. „Hvor skete det?“ spurgte en stor Dreng.

Fris vaagnede med et Suk — han gik og tænkte paa denne Dreng, der havde
snydt sig fra alting og saa var blevet Lejets flinkeste Søgut; paa alle
de Prygl han havde givet ham, og paa de hyggelige Vintertimer de havde
tilbragt siden, naar Knøsen kom hjem fra Langfarten og om Aftenen
kiggede op til sin gamle Lærer. Der havde været adskilligt at raade Bod
paa, skæbnesvangre Ting Fris maatte lappe paa for Knøsen i al
Hemmelighed, at de ikke skulde give ham et Knæk for hele Livet — og —

„Det var i Nordsøen,“ sagde han „de havde været i England tror jeg.“

„I Spanien med Klipfisk,“ sagde en Dreng. „Og saa gik de derfra til
England med Appelsiner — og tog Kulladning med hjem.“

„Ja saadan var det nok,“ sagde Fris. „De var i Nordsøen, og der blev de
overfaldet af Storm, Peter maatte nok til Vejrs.“

„Ja for Trokkadej er saa rank; saa snart det blæser lidt maa de op og
bjærge Sejl,“ sagde en anden Dreng.

„Saa faldt han ned“ vedblev Fris — „og slog sig mod Rælingen — og
styrtede i Søen. Der var Mærker i Rælingen af hans Søstøvler. De brasede
eller hvad de kalder det, og fik vendt; men det tog dem en halv Times
Tid at komme op til Stedet. Og da de endelig kom op, sank han lige for
deres Øjne. En halv Time havde han kæmpet i det isblandede Vand — med
Søstøvler og Olietøj paa — og saa alligevel —“

Der gik et langt Suk gennem Klassen. „Han var den bedste Svømmer paa
hele Stranden!“ sagde Henrik. „Han gik baglæns paa Hovedet fra Rælingen
af en Bark som laa her paa Reden og tog Vand — og kom op paa Skibets
anden Side. Han fik ti Skonrokker af Kaptejnen selv for det.“

„Han maa have lidt frygteligt,“ sagde Fris — „det var næsten bedre for
ham, om han ikke havde kunnet svømme.“

„Saadan siger min Far ogsaa!“ sagde en lille Dreng. „Han kan ikke
svømme, for han siger det er bedst for en Sømand ikke at kunne det — man
pines bare.“

„Min Far kan heller ikke svømme!“ udbrød en anden. — „Og min heller
ikke! han kunde godt lære det men han vil ikke.“ Saadan blev de ved og
rakte Hænderne i Vejret. De svømmede selv alle sammen, men det viste sig
at næsten ingen af Fædrene kunde — de havde Overtro imod det. „Far siger
at man ikke skal friste Gud, om man forliser,“ føjede en Dreng til.

„Men saa gør man jo ikke sit bedste!“ indvendte en usikker Stemme. Fris
vendte sig brat mod Krogen, Pelle sad og var ildrød langt ud i det
yderste af sine Slugøren.

„Se mig til den lille Mand!“ sagde Fris slaaet — „og har han saa ikke
Ret mod alle os andre? Hjælp dig selv saa hjælper Gud dig!“

„Maaske“ sagde en Stemme — det var Henrik Bødker.

„Ja ja, jeg ved nok at han ikke hjalp her — men alligevel; man bør nu
engang gøre hvad man kan i alle Livets Forhold. Peter Funk gjorde sit
bedste — og han var den flinkeste Dreng jeg har haft.“

Børnene lo til hinanden, de mindedes baade det ene og det andet — Peter
Funk havde nok engang drevet det til at tage Livtag med selve Læreren —
men de nænnede ikke at drage det frem. „Han naaede aldrig længer end til
den 27nde Salme!“ sagde en af de største dog — halv paa Dril.

„Naa ikke det!“ snærrede Fris „naa ikke det! Du mener formodenlig du er
dygtigere? Lad os saa se om du er naaet længer da!“

Fris greb Salmebogen med rystende Haand; han taalte ikke der blev sagt
noget om de afgaaede Drenge.

— —

Blaapungen blev ved at sidde haardt paa Pelle, aldrig havde noget brændt
ham paa Pelsen som dette Navn. Og det var ikke til at ryste af sig før
Sommeren kom — det havde lange Udsigter.

En Dag løb Fiskerdrengene ude paa Molen i Frikvarteret. En Baad var lige
kommet ind gennem Skrueisen med en uhyggelig Last — fem stivfrosne Mænd
hvoraf den ene var død og laa i Sprøjtehuset; de andre fire var anbragt
rundt omkring i Hytterne, hvor man gned dem med Is for at faa Frosten
trukket af dem. Al den Herlighed fik Bønderdrengene ingen Del i, Lejets
Drenge som gik ud og ind og saa paa det hele, gennede dem væk om de
nærmede sig — og solgte karrige Oplysninger i dyre Domme.

Baaden havde truffet en finsk Skonnert drivende i Søen, helt overiset og
med fastfrossent Ror. Den var for dybt lastet, saa Søerne gik rags hen
over den og frøs paa; Isen havde tynget den yderligere ned. Da de fandt
den flød Dækket lige i Vandskorpen; fingertykke Tove havde faaet en Arms
Tykkelse af Isbelægning, Mændene der sad fastsurrede i Riggen var helt
uformelige af Isslag. De lignede Riddere i Rustning og med lukket Visir
da man tog dem ned, Klæderne maatte hugges af Kroppen paa dem. Nu var
tre Baade gaaet ud for at forsøge at bjærge Skuden; det vilde blive
Masser af Penge til Delings om det lykkedes.

Pelle vilde ikke staa uden for dette her, om han saa skulde faa
Skinnebenene sparket ind, og holdt sig lyttende i Nærheden. Drengene
talte højtideligt og saa dystre ud — de Folk havde døjet de, kanske
skulde de have Hænder eller Fødder sat af for Koldbrand. Hver Knægt
førte sig som bar han sin Part af Lidelserne, de talte mandigt og med
tykt Mæle. „Pil af, Stud!“ raabte de til Pelle — de holdt ikke af
Blaapunge i dette Øjeblik.

Pelle havde Taarer i Øjnene, men give sig vilde han ikke; han drev hen
langs Bolværket.

„Pil af!“ raabte de igen og tog truende efter Sten, „op til de andre
Bønder med dig!“ De kom hen og knubsede til ham. „Hvad staar du dér og
glor ned i Vandet for? Du kan blive svimmel og falde paa Hovedet ud! Op
til de andre Bønder med dig, Blaapung!“

Pelle var virkelig svimmel, saa kraftigt greb en Beslutning om hans
lille Hjærne. „Jeg er ikke mere Blaapung end I!“ sagde han. „I tør jo
ikke springe i Vandet engang.“

„Hør paa ham! Han tror man springer i Vandet for Grin midt om Vinteren —
og faar Stivkrampe.“

Pelle hørte lige deres hoverende Latter, idet han satte ud over Molen og
det isgrødede Vand lukkede sig over ham. Han kom op igen med det øverste
af Haaret, gjorde et Par Hundetag — og sank.

Drengene løb forvirret frem og tilbage og raabte, en af dem fik fat i en
Baadshage. Saa kom Henrik Bødker løbende, han gik paa Hovedet ud i
løbende Udspring og forsvandt; et Isstykke slog Smut henad Vandet, han
havde ramt det med Panden. To Gange stødte han Hovedet gennem Grødisen
for at snappe Luft, saa kom han op med Pelle. De fik ham verpet op paa
Molen, og Henrik gav sig til at prygle blindt løs paa ham.

Pelle havde mistet Bevidstheden, men Pryglene virkede oplivende.
Pludselig slog han Øjnene op, var paa Benene i et Sæt og pilede indad
som en Strandløber.

„Løb hjem!“ brølede Drengene efter ham — „løb alt hvad du kan, ellers
bliver du syg! Sig bare til din Far at du er faldet i!“ Og Pelle løb,
han behøvede ingen Opfordring. Da han naaede Stengaarden var Klæderne
stivfrosne, Bukserne kunde staa alene da han kom af dem. Men han var
selv varm som en Smed.

Han vilde ikke lyve for Faderen, og fortalte det som det var. Lasse var
gal i Hovedet, saa gal som Drengen aldrig havde set ham før. — Lasse
vidste hvordan en Hest skulde behandles for ikke at blive forkølet, og
gav sig til at gnide Pelles nøgne Krop med en Halmvisk, mens Drengen laa
paa Sengen og væltede sig under den haarde Behandling.

Lasse ænsede ikke hans Stønnen men brugte Mund: „Din gale Fanden —
springe bardus i Havnen midt om Vinteren som et forelsket Fruentimmer —
din Smaadjævel! Du skulde have Klø skulde du, rigtig mange Tæsk. Men nu
faar du slippe for denne Gang, naar du saa vil sove og se at komme i
Sved, saa vi kan faa det væmmelige Saltvandet af Kroppen paa dig igen.
Jeg funderer paa, om ikke en Aareladning vilde være god.“

Pelle vilde ikke aarelades; han laa og havde det rigtig godt nu efter at
have kastet op. Men han var meget alvorlig til Sinds. „Hvad om jeg nu
var druknet?“ sagde han højtideligt.

„Ja da havde jeg slaaet dig halv fordærvet,“ sagde Lasse hidsigt.

Pelle lo.

„Ja du ler, du Ordkrænger!“ vrissede Lasse. „Men naar én nu er blevet
Far til saadan en sakramenskedes Hvalp!“ Dermed gik han vred ud i
Stalden. Hvert Øjeblik lyttede han dog og kom hen for at kigge — for om
der skulde blive Feber eller sligt Djævelstøj ud af det.

Men Pelle sov trygt med Hovedet under Dynen. Han drømte at han var
selveste Henrik Bødker.

                   *       *       *       *       *

Pelle lærte ikke at læse nogenlunde den Vinter; men han lærte nogle og
tyve Salmer udenad blot ved at bruge sine Øren, og han fik Navnet
Blaapung strøget forsvarligt af sig. Han havde vundet Land og betryggede
sin Stilling ved flere dristige Streger — Skolen begyndte at regne med
ham som en rask Dreng. Og Henrik som ellers ikke brød sig om nogen, tog
ham flere Gange under Vingen.

Nu og da havde han ond Samvittighed, især naar Faderen i sin nyvakte
Videbegærlighed kom til ham for at faa Løsningen paa en eller anden
Gaade. Saa stod han der og kunde ikke svare.

„Du er dog den der skulde have Lærdommen,“ sagde saa Lasse bebrejdende.

Da Vinteren løb ud og Eksamen nærmede sig, blev han hed i Hovedet. Der
gik mange uhyggelige Frasagn om Overhøringens Strænghed blandt Drengene
— om Nedrykning og fuldstændig Bortvisning fra Skolen.

Pelle var saa uheldig ikke at blive hørt selvstændig i en eneste Salme.
Han skulde fortælle om Syndefaldet, Æbletyveriet var nemt at klare, men
Forbandelsen —! „Og Gud sagde til Slangen: du skal krybe paa din Bug, du
skal krybe paa din Bug, du skal krybe paa din Bug!“ videre kunde han
ikke komme.

„Gør den saa det endnu da?“ spurgte Præsten godmodigt.

„Ja — for den har ingen Lemmer.“

„Og kan du saa forklare mig hvad et Lem er — ikke _en_ Lem men _et_
Lem?“ Præsten var bekendt som den bedste Overhører paa Øen, han kunde
begynde i en Rendesten og ende i Himlen sagde man.

„Et Lem det er — en Haand.“

„Ja — blandt andet. Men kan du ikke sige noget som kendetegner alle
Lemmer fra andre Legemsdele? — Et Lem er — naa? — en? — en Legemsdel der
kan bevæges selvstændigt. F. Eks.? Naa!“

„Ørerne!“ sagde Pelle, om det nu var fordi det brændte i dem.

„Saa—aa? Kan du da bevæge Ørerne?“

„Ja.“ — Pelle havde med stor Ihærdighed lagt sig Kunsten til sidste
Sommer, for ikke at staa tilbage for Rud.

„Da vilde jeg sandelig gærne se det!“ udbrød Præsten.

Saa klippede Pelle dygtigt med sine Slugøren, og baade Præst, Skoleraad
og Forældre lo. Pelle fik ug i Religion.

„Saa blev det ligevel Ørerne som reddede dig,“ sagde Lasse fornøjet „—
sagde jeg ikke nok at du skulde bruge dem godt! Bedste Karaktér i
Religion blot for at klippe med Ørerne — du skulde vel kunne blive Præst
du, om du selv vilde!“

Og han blev ved længe. Men var det ikke ogsaa Satan til Pøjke til at
kunne gøre Besked for sig!




                                  XII


„Kom Kybbe, Kybbe, Kybbe! Kom saa da din Høne, du har ikke noget at være
bange for.“ Pelle gik med en Visk grøn Sæd og lokkede for sin Kælekalv,
men den var ikke rigtig tryg ved ham i Dag. Den havde faaet Bank, og det
kom igen af at den havde været skarnagtig.

Pelle var til Mode omtrent som en Fader, hvis Barn gør ham Sorg og
tvinger ham til strænge Midler. Og nu denne Misforstaaelse, at Kalven
ikke vilde kendes ved ham, skønt det var til dens eget Bedste han havde
banket den! Men det fik ikke hjælpe, saa længe Pelle vogtede skulde der
lystres.

Endelig lod den ham komme helt hen, saa han kunde kæle for den. Den stod
lidt og var tvær; men overgav sig til sidst; aad Grøntfoderet og snusede
ham i Ansigtet til Tak.

„Kan du saa være god?“ sagde Pelle og ruskede den i Hornstumperne — „kan
du hvad?“ Den slog uvorn med Hovedet. „Ja saa faar du ikke Lov at bære
min Trøje i Dag.“

Der var det underlige ved den Kalv, at første Dag den var ude var den
ikke til at drive af Stedet. Til sidst slap Drengen den bagud, for at
Lasse kunde tage den ind igen; men saa snart den var bag ham fulgte den
med af sig selv — med Panden lige i hans Ryg. Siden gik den altid bag
ham naar de drev ud og hjem, og den bar Stortrøjen over Ryggen naar det
saa ud til Regn.

Pelle havde ikke mange Aar paa Bagen, men over for sine Kreaturer var
han en Mand. Tidligere havde han kun kunnet sætte sig saa vidt i
Respekt, at de adlød ham paa nært Hold. Men i Aar kunde han ramme en
Krage paa hundrede Skridts Afstand med en Sten, og det gav ham
Afstandsmagt over Dyrene — især da han fandt paa, at han skulde raabe
Dyrets Navn idet han ramte det. Derved blev Kreaturerne klar over at
Smærten kom fra ham, og de lærte at bøje sig for det blotte Raab.

Der var det ved Straf, at den skulde følge lige oven paa Forseelsen for
at virke gavnlig. Derfor var der heller ikke mere noget der hed, at gaa
paa Lur efter et Kreatur der havde forbrudt sig — og komme bag paa det
naar det siden gik og græssede fredeligt; det forvirrede blot! At løbe
et Dyr træt, hænge sig ved Halen af det og prygle det hele Engen rundt
blot for at hævne sig var ogsaa dumt; hele Flokken kom i Uro af det og
var svær at styre Resten af Dagen! — Pelle vejede Maal og Midler mod
hinanden; han lærte at slukke sin Hævntørst — med gode praktiske Grunde.

Pelle var en Dreng, og han var ikke doven! Hele Dagen fra fem Morgen til
ni Aften var han paa Færde og gjorde de mest ørkesløse Ting, øvede sig i
timevis i at gaa paa Hænder, slaa Hovedspring og springe over Aaen — var
i Bevægelse altid. Time efter Time kunde han løbe utrætteligt rundt i en
Cirkel paa Engen — som et Føl i et Tøjrslag — hælde sig indad i Løbet
saa hans Haand nappede Græsset, slaa bagop og vrinske og pruste; han
øste Kræfter ud fra Morgen til Aften, i ovenud Rundhaandethed.

Men Vogtningen var _et Arbejde!_ og her husholdt han med sine Kræfter.
Ethvert Skridt der kunde spares her var som en erhværvet Kapital, og
Pelle lagde nøje Mærke til alt og forbedrede stadig Arbejdsmaaden. Han
lærte, at Straf virkede bedst naar den kun hang som en Trusel — for
mange Prygl gjorde et Dyr forstokket. Og lærte at skønne, naar det var
tvingende nødvendigt at gribe ind. Hvis det ikke lod sig gøre paa færsk
Gerning, beherskede han sig og søgte i Kraft af sine Erfaringer at
fremkalde nøjagtig den samme Situation paa ny — og da at være forberedt.
Det lille Menneske var sig selv uafvidende bestandig i Færd med at lægge
en Alen til sin Vækst.

Han havde opnaaet gode Resultater. Ud- og Hjemdriften voldte aldrig
Besvær mere; han havde gjort det Kunststykke en hel Uge at drive Flokken
ad en snæver Markvej med Sæd paa begge Sider, uden at der blev bidt saa
meget som et Straa af. Og det endnu større Kunststykke at beherske dem
en rigtig varm blytung Bissedag — gærde dem ind i stivt Løb, saa de stod
midt i Engen og stampede med løftede Haler af Skræk for Bræmserne. Og
hvis han vilde, skulde han den koldeste Oktoberdag faa alle Haler til
Vejrs og Dyrene til at stampe hjem mod Stalden i vild Flugt — blot ved
at lægge sig i Græsset og efterligne Bræmsernes Summen. Men det var en
frygtelig Hemmelighed, som ikke engang Far Lasse vidste om at sige.

Der var forresten det morsomme ved Bisningen, at Kalve som var ude
første Aar og aldrig havde gjort Bekendtskab med en Bræms, straks satte
Halen til Vejrs og løb naar de hørte dens hidsige Summen.

Pelle havde sit fjærne Ideal — at ligge paa et højt Sted og lede hele
Flokken, uden andet end Stemmens Brug — aldrig behøve at gribe til
Pryglene. Far Lasse slog jo heller aldrig, hvor galt det saa kunde gaa!

Der var Dage — ja hvor blev de af? inden han vidste et Ord af det var
det Tid at drive hjem. Andre Dage var lange nok men lige som sang sig
hen, i Klange af Leer, i Kvægs Brølen og Menneskeraab fra langt borte.
Da gik Dagen selv syngende over Jorden, Pelle maatte stanse hvert
Øjeblik og lytte: hør det spillede! og han løb op i Klitten og stirrede
ud over Havet. Men dér var det ikke, og inde over Landet var der ingen
Fest det han vidste af, og i Luften fløj der ikke Trækfugle paa denne
Aarstid. Og igen: hør det spillede! rigtigt, som en Musik langt ude i
det fjærne — saadan en Musik hvor man endnu ikke kunde skelne Melodien
eller sige, paa hvad de spillede. Var det maaske Solen selv?

Da strømmede Lys og Liv igennem ham, syngende som var han en Kilde; og
han gik i en drømmende Halvdøs af Toner og Lykke.

Naar Regnen silede ned hængte han sin Frakke over en Tjørn og laa i Ly
derinde, snittede, eller tegnede med en Blyknap paa Papir — Heste og
liggende Stude. Men helst Skibe, Skibe der gik over Havet paa deres egen
bløde Melodi, langt bort til fremmede Lande — til Negerland og Kina
efter sjældne Ting. Og naar han var rigtig oplagt ledte han en brækket
Kniv og en Stump Skifer frem fra et hemmeligt Sted og gav sig til at
arbejde. Paa Stenen var der ridset et Billede og nu var han i Færd med
at skære det ud i Relief — hele Sommeren havde han arbejdet paa det fra
og til. Og nu begyndte det at træde frem — en Bark var det, der gik for
fulde Sejl hen over riflet Vand. Til Spanien, til Spanien gik den nok —
efter Druer og Appelsiner! Og alle de andre Herligheder Pelle endnu ikke
havde smagt!

Paa Regnvejrsdage var det et helt Arbejde at holde Rede paa hvad Klokken
var, man maatte anspænde sig til det yderste. Ellers var det let nok,
Pelle havde det mest paa Fornemmelsen. Der var Tegn hjemme paa Gaarden,
som sagde hvad Klokken kunde være visse Tider paa Dagen, Kreaturerne
angav i deres Vaner andre Klokkeslæt! Ved Nitiden lagde det første sig
til Formiddagens Drøv, og efterhaanden faldt de én for én — der var
altid et Øjeblik ved Titiden, hvor de alle laa og tyggede; Kl. elleve
var de sidste paa Benene igen. Paa samme Maade om Eftermiddagen mellem
tre og fem.

Middag var let at bestemme naar Solen skinnede, Pelle vidste det altid
paa sig naar den vendte i sin Bane. Og der var hundrede andre Ting i
Naturen, som satte ham i Forbindelse med Dagtiderne, Fuglenes Vaner f.
Eks., og noget ved Grantrærne! Og meget andet som han ikke kunde sætte
Fingeren paa og sige dér, fordi det blot lige var en Fornemmelse.
Hjemdriften angav Kreaturerne selv. Naar den nærmede sig, græssede de
sig langsomt rundt til de pegede i Retning af Gaarden med deres Hoveder;
og der kom Ræk i deres Kroppe — de higede!

                   *       *       *       *       *

Hele Ugen havde Rud ikke ladet sig se, og aldrig saa snart var han
kommen i Dag, før Pelle maatte give ham en Overhaling for noget
Lumskeri. Saa løb han hjem, men Pelle lagde sig oppe i Granbrynet og
sang, paa Maven og med Fodsaalerne i Vejret. Rundt om var der Mærker
efter hans Kniv paa Trærnes Stammer — paa de ældste Skibe saa man Kølen,
og Dækket var kommet til at staa lodret paa Skroget; dem havde han
skaaret den første Sommer. Her var ogsaa en lille Samling Agre i
Engkanten, rigtig pløjede, harvede og tilsaaede. Hver Ager var en
Kvadratalen stor.

Men nu laa Pelle og hvilede sig ud efter Anstrængelsen med Rud — i en
jublende Skraalen, der fik Luften til at gynge. Oppe ved Gaarden kom en
Karl ud, han gik hen ad Landevejen med en Bylt under Armen; det var Erik
der skulde møde i Retten for Slagsmaal. Nu kom Proprietæren kørende og
strøg i rask Fart ad Byen til, saa skulde han ind og ture. Hvorfor kunde
Karlen ikke age med, naar de dog skulde samme Vej. Saa hurtig han kørte,
skønt hun aldrig fulgte efter ham mere — hun trøstede sig hjemme nu! Var
det mon sandt, at han havde sviret 500 blanke Kroner op paa én Aften?

   „Grumt raser Krigen og Blodet flyder,
   imellem Bjærgene Raabet lyder!
   Med grulig Rædsel gaar Tyrken frem
   og ødelægger saa mangt et Hjem.

   De dra —

hov!“ Pelle stod i et Spring paa sine Fødder og stirrede op efter
Kløveren. Malkekørne deroppe havde det sidste Kvarters Tid kigget op
efter Gaarden hvert Øjeblik, nu brølede Aspasia, saa maatte Faderen
snart være paa Vej ud for at flytte! Dér kom han vrikkende frem om
Gaardhjørnet. Der var ikke langt over til den nederste Ko; naar Faderen
var dér, kunde Pelle nok se sit Snit og lige rende over og sige Goddag
til ham.

Pelle samlede Kreaturerne bedre og drev langsomt over til det andet Skel
og op over Markerne. Lasse havde flyttet den øverste Halvdel, nu
skraaede han hen imod Tyren der stod lidt for sig selv. Tyren bromlede
og sparkede Jorden op; den havde Tungen ude i den ene Side og stak kort
i Luften med det ene Horn — den var ond. Saa gik den frem med korte
Skridt og en Masse Hokuspokus — hvor den sparkede! Pelle fik Lyst til at
sparke den over Snuden som han saa tidt havde gjort; lignede det nu
noget at høde ad selve Lasse, omend den ikke mente Spor med det.

Far Lasse ænsede den da heller ikke, han stod og hamrede paa den svære
Tøjrpæl for at faa den løs. „Goddag!“ raabte Pelle, Lasse vendte Hovedet
og nikkede, saa bøjede han sig og slog Pælen i Jorden. Tyren stod lige
bag ham og stampede kort, Munden stod aaben paa den og Tungen hang ud;
det saa ud som den brækkede sig, og Lyden svarede nøjagtigt til det.
Pelle lo mens han sagtnede Løbet, han var lige ved.

Men pludselig vendte Far Lasse en Kolbøtte, faldt og var i Luften igen —
og faldt lidt henne. Igen skulde Tyren kyle med ham, men Pelle var for
Hovedet af den; han havde ikke sine Træsko men sparkede den med de bare
Fødder saa det gik sort for hans Øjne. Tyren kendte ham og vilde søge
udenom, men Pelle sprang for dens Hoved og raabte, sparkede og greb den
ude af sig selv i Hornene. Saa slængte den ham læmpeligt til Side og gik
frem mod Lasse som laa lidt henne, den blæste langs Jorden, saa Græsset
bølgede.

Den havde ham i Blusen og rystede lidt op i ham, tog saa søgende under
ham med begge Horn for at sende ham højt til Vejrs. Men Pelle var paa
Benene igen, som et Lyn havde han Kniven fremme og jog den ind mellem
Tyrens Bagben. Tyren udstødte et kort Brøl, væltede Lasse til Side og
fór af Sted over Markerne i Spring, den _stak_ i Luften under Løbet og
bromlede. Ovre ved Aaen gav den sig til at brække Brinken op, Luften var
tyk om den af Jord og Græstørv.

Lasse laa og stønnede med lukkede Øjne, Pelle stod og sled forgæves i en
Arm for at hjælpe ham op. „Far, lille Lassefar!“ kaldte han grædende.
Omsider satte Lasse sig over Ende.

„Hvem er det der synger?“ spurgte han. „Saa det er dig Pøjke — og du
græder! Har nogen gjort dig Fortræd? — Ak saa ja det var Tyren, den var
nok lige ved at spille Fandango med mig. Men hvad gjorde du ved den, at
Fanden tog den saa hastigt? Du har nok reddet din Faders Liv du, saa
lille du er. — Fy fan, jeg tror jagu jeg skal spy.“ Lasse kastede op.
„Ak ja“ sagde han og tørrede Sveden af Panden „hvem der havde haft sig
en Dram. — Jo jo han kendte mig jo Fyren, ellers var jeg ikke sluppet
saa let. Han vilde bare lege lidt med mig forstaar du — han var et Gran
hadsk fordi jeg gennede ham bort fra en Ko i Formiddags, jeg mærkede det
jo godt nok. Men hvem tænkte han skulde forgribe sig paa én. Naa det
havde han nu heller ikke gjort, om jeg ikke havde været saa dum at gaa i
fremmed Tøj; det er Mons’ Bluse denne her, jeg laante den af ham mens
jeg vaskede min egen. Og den fremmede Lugt kan Kalurius ikke fordrage
paa mig. — Naa nu faar vi jo se, hvad Mons siger til denne her Flænge,
han bliver nok ikke blid han.“

Lasse blev ved at lade Munden løbe en god Stund, inden han forsøgte at
rejse sig og kom paa Benene ved Pelles Hjælp. Han stod og støttede sig
paa Drengens Skulder og svajede frem og tilbage. „Jeg kunde næsten godt
være fuld, om det ikke havde været for Smærterne!“ sagde han og lo
ømskindet. „Ja ja, jeg maa vel takke Gud for dig Pøjke; altid gør du mit
Hjærte glad, og nu har du bjærget mit Liv ogsaa.“

Lasse stavrede saa hjemad, og Pelle flyttede Resten af Kørne paa Vejen
ned til sit eget. Han var baade stolt og rystet, men mest stolt. Han
havde reddet Far Lasses Liv — og mod den store rasende Tyr som ingen
anden paa Gaarden turde have med at gøre. Næste Gang Henrik Bødker kom
herud og saa til ham, skulde han faa det hele.

Lidt ked var han af, at han havde trukket Kniv; her paa Landet saa alle
ned paa det og sagde det var svensk. Det skulde heller ikke behøves, om
der havde været Tid — eller han blot havde haft Træsko paa til at sparke
Tyren i Øjet med. Han var saa tidt gaaet løs paa den med Træskosnuderne,
naar den skulde drives ind i Stalden igen efter en Bedækning; og den
hyttede sig altid vel for at gøre ham noget. Maaske vilde han sætte en
Finger i Øjet paa den og gøre den blind — eller tage den ved Hornene og
vride til, lige som i Historien, saa Halsen drejedes om paa den.

Pelle voksede og svulmede op til han overskyggede alt; der var ikke Ende
paa de Kræfter han havde, mens han løb og gennede sine Kreaturer sammen
igen. Han gik i Stormgang hen over det hele, slængte stærke Erik og
Forvalteren hid og did, og løftede — ja hele Stengaarden blot ved at
sætte en Haand under Bjælken. Det var en hel Bersærkergang.

Og midt i det kom han i Tanke om, hvor galt det vilde blive, hvis
Forvalteren fik at vide at Tyren rendte løs. Saa blev der maaske Klø
baade til Lasse og ham selv. Han maatte ud og lede efter den; for en
Sikkerheds Skyld tog han Klaffen med og Træsko paa.

Nede i Aabrinken havde den lavet et syndigt Roderi, et helt Stykke ind
var Engen pløjet op. Der var Blod efter den nede i Aalejet og op over
Markerne, Pelle fulgte det over mod Rén, dér fandt han Tyren. Det svære
Dyr var søgt helt ind under Tjørnene og stod og slikkede sit Saar. Da
den hørte Pelles Stemme, kom den frem. „Omkring!“ raabte han og klippede
den over Snuden. Den satte Hovedet mod Jorden, bøgede og trak sig tungt
tilbage; og Pelle blev ved at klippe den over Snuden, Skridt for Skridt
rykkede han frem, hans Stemme gik ubøjeligt: „Omkring! vil du omkring!“
Saa vendte den og satte i Løb, Pelle greb om Tøjrpælen og fulgte efter;
med Klaffen holdt han den i Aande, for at den ikke skulde faa Tid at
pønse paa ondt.

Da saa det var overstaaet sank han sammen af Træthed. Han laa
sammenkrøben under Granbrynet og tænkte saa trist paa Far Lasse, som nok
gik syg om derhjemme og ingen havde til at give sig en Haand med
Arbejdet. Tilsidst blev Tilstanden uudholdelig, han maatte hjem.

Ssss! ssss! Pelle krøb paa Maven ned over Engen og efterlignede
Bræmsernes irriterende Summen. Han stemte Tonen ud mellem Tænderne,
stigende og faldende som fløj den hid og did over Græsset; Kreaturerne
hørte op at græsse, de stod dødsstille med vagtsomme Øren. Saa gik det
nervøst i dem, de sparkede op efter Bugen, snurrede til Siden i smaa
Buer og spjættede; Halerne gik til Vejrs! Han gjorde Lyden mere arrigt
paagaaende, hele Flokken kørte rundt, de smittede hinanden og stampede
rundt i vild Panik. Et Par Kalve brød ud af Hvirvlen og tog den lige Vej
mod Gaarden, og hele Flokken fulgte — tværs hen over alting. Nu var det
blot at løbe bagefter med meget Spræl — og underfundigt holde Lyden ved
Lige, saa Humøret ikke lagde sig inden de naaede hjem.

Forvalteren kom selv løbende ud og slog Leddet op for Løkken, han hjalp
til at genne Kreaturerne derind. Pelle ventede sig en Lussing og blev
staaende, men Forvalteren saa blot paa ham med et ejendommeligt Smil.
„De begynder nok at tage Magten fra dig,“ sagde han og kiggede Pelle ind
i Øjnene „— ja ja saa længe du endda kan tumle Tyren!“ Han gjorde Nar,
Pelle blev brændende rød i Kammen.

Far Lasse var krøbet til Køjs. „Da var det godt du kom!“ sagde han, „jeg
laa netop her og funderede paa hvordan jeg skulde faa Kørne flyttet.
Røre mig kan jeg jo føje ikke — end sige staa op.“

Det tog en Uge inden Lasse kunde komme paa Benene igen; i den Tid stod
Engkvæget i Løkken og Pelle gik hjemme omkring og gjorde Faderens
Gærning. Han spiste med de andre og sov sin Middagssøvn i Loen lige som
de.

En Middag kom Soen ind i Gaarden og var fuld. Hun stillede sig op i den
øvre Gaard hvor det var hende forment at komme, og stod og raabte paa
Kongstrup. Proprietæren var hjemme men viste sig ikke; der var dødt bag
de høje Vinduer. „Kongstrup, Kongstrup! kom herud lidt du!“ raabte hun
og stod og saa ned i Brostenene, hun kunde ikke løfte Hovedet.
Forvalteren var ikke til Stede, og Karlene holdt sig i Skjul inde paa
Loen — de glædede sig til lidt Fest i Landskabet. „Du Kongstrup, kom
herud lidt, jeg vil snakke med dig!“ sagde Soen tykt. Saa gik hun op ad
Trappen og tog i Døren. Hun dundrede nogle Gange og stod og talte med
Ansigtet helt op ad Døren; da der ingen kom ravede hun ned og gik
smaasnakkende sin Vej uden at se til Siderne.

Lidt efter begyndte den lange tudende Graad deroppe; og ligesom Folkene
skulde i Marken kom Bonden tumlende ud og gav Ordre til at spænde for
Enspænderen. Han gik nervøst ved Vognen saalænge og jog hovedkulds af
Sted. Da han svingede ud om Gavlen blev et Vindu aabnet, og en Stemme
kaldte bedende: Kongstrup, Kongstrup; men han kørte rask til. Saa gik
Vinduet i, og Graaden tog fat igen.

— — — —

Om Eftermiddagen Pelle gik og puslede i den nedre Gaard, kom Karna og
sagde at han skulde komme op til Fruen. Pelle gik nølende derop, han var
ikke tryg ved hende, og alle Mandfolkene var ude i Marken.

Fruen laa paa Sofaen i sin Mands Arbejdsværelse, dér opholdt hun sig
bestandig Nat og Dag, naar Manden var ude. Hun havde et vaadt Haandklæde
over Panden og var helt rød i Ansigtet af Graad.

„Kom her hen,“ sagde hun med mat Stemme. „Du er vel ikke bange for mig?“

Pelle maatte hen og sidde paa Stolen ved hende; han vidste ikke hvor han
skulde gøre af sine Øjne. Og Næsen gav sig til at løbe ved Spændingen,
og han havde ingen Klud.

„Er du bange for mig?“ spurgte hun igen, og det drog bittert om hendes
Mund.

Han maatte se paa hende for at vise at han ikke var bange; og sandt at
sige lignede hun ikke nogen Heks, men bare et Menneske der græd og var
ulykkelig.

„Kom her,“ sagde hun, og saa snød hun hans Næse i sit eget fine Tørklæde
og strøg ham op over Haaret. „Du har jo ikke engang en Mor, din
Stakkel.“ Hun strøg ned ad hans ubehjælpsomt bødede Bluse.

„Det er tre Aar nu, siden Mor Bengta døde; hun ligger i det vestre
Hjørne af Kirkegaarden.“

„Savner du hende ikke meget?“

„Aa — Far Lasse lapper jo mit Tøj!“

„Hun har vist ikke været meget god ved dig.“

„Jo da!“ Pelle nikkede ivrigt. „Men hun var saa gnaven, hun skrantede jo
altid — og saa er det bedst de slipper. Men nu gifter vi os snart igen;
naar Far Lasse har fundet en som duer.“

„Og saa rejser I vel herfra? Du har det vist heller ikke godt her?“

Pelle havde faaet Munden paa Gled, men nu frygtede han en Fælde og blev
stum. Han nikkede blot — ingen skulde komme og brænde dét i ham igen at
han havde klaget.

„Nej du har det ikke godt,“ sagde hun i en klagende Tone — „ingen har
det godt paa Stengaarden. Her bliver alt til Ulykke.“

„Det er nok gammel Forbandelse det!“ sagde Pelle.

„Siger de saadan? Ja ja, jeg ved det nok! Og om mig siger de at jeg er
en Djævel — bare fordi jeg holder af én eneste en — — og ikke kan finde
mig i at blive traadt ned.“ Hun græd og trykkede hans Haand mod sit
dirrende Ansigt.

„Jeg skal vist ud og flytte,“ sagde Pelle og vred ulykkeligt paa sig for
at komme løs.

„Nu er du jo bange for mig igen!“ sagde hun og forsøgte at smile — det
var lige som Solglitteret derude efter Regn.

„Nej — men jeg skal bare ud og flytte.“

„Der er en hel Time til endnu! Men hvorfor vogter du ikke i Dag — er din
Far syg?“

Saa maatte Pelle fortælle det med Tyren.

„Du er jo en god Dreng,“ sagde Fruen og klappede ham. „Hvis jeg havde en
Søn skulde han ligne dig! Men nu skal du have noget Syltetøj, og saa maa
du løbe til Landhøkeren efter en Flaske Solbærrom, saa vi kan lave din
Far en varm Drik. Naar du skynder dig, kan du nok naa det inden
Flyttetid.“

Lasse fik sin varme Drik endnu inden Drengen kom tilbage; og hver Dag
mens han laa fik han noget styrkende — omend der ikke var Solbærrom i.

Pelle var næsten hver Dag oppe hos Fruen i denne Tid — Kongstrup var nok
rejst et Ærende til København. Hun var god imod ham og gav ham søde
Sager, og mens han huggede i sig fortalte hun ustanselig om Kongstrup,
eller spurgte ham om hvad Folkene mente om hende. Pelle maatte ud med
det, og saa blev hun syg og faldt i Graad. Der var ingen Ende paa hendes
Snakken om Proprietæren, men hun slog sig selv paa Munden, og Pelle
maatte opgive at finde Rede i det. Han havde ogsaa nok at varetage med
de gode Sager.

Nede paa Kamret gengav han det hele ordret, og Lasse laa og lyttede og
undredes paa denne Knægt, der gik ud og ind paa højeste Steder og havde
selve Fruens Fortrolighed. Alligevel led han det ikke rigtig.

„— — Hun kunde knap støtte paa Benene, hun maatte holde sig ved Bordet
da hun skulde hente Tvebakkerne til mig — saa syg var hun. Det var bare
fordi han havde handlet ilde med hende, sagde hun. Hun hader ham du! og
kunde gærne slaa ham ihjæl siger hun. Men alligevel siger hun at han er
den smukkeste Mand paa Jorden, og om jeg vel har set nogen smukkere i
hele Sverig. Og saa græder hun helt i Vildelse.“

„Ja saa,“ sagde Lasse tankefuld — „ja saa! Hun ved nok ikke meget hvad
hun siger — eller ogsaa hun har sit eget for. Men usandt er det
ligefuldt at han slaar hende! hun lyver vist.“

„Og hvorfor skulde hun lyve da?“

„Fordi hun vil ham ilde vel. Men vist er det at han er en statelig Karl
— og bryder sig om alle andre end bare hende; det er vel hele Ulykken
det. Jeg lider nu ikke at du er saa meget oppe hos hende; bare du ikke
tager Fortræd af det.“

„Hvordan saa da? — hun er saa god, saa god.“

„Ja hvad ved en anden Stakkel! Nej hun er ikke god, i det mindste ikke i
Øjnene — hun har nok set baade den ene og den anden i Ulykke. Men der er
vel ingenting at gøre ved den Sag; Fattigmand maa vove alt.“

Lasse tav lidt og stavrede omkring, saa kom han hen:

„Se nu her du, her er et Stykke Staal jeg har fundet! det maa du huske
at have hos dig altid — særlig naar du gaar _derop_! Ja og saa — — saa
faar vi lægge Resten i Gudfaders Haand du! Han er den eneste, som kanske
ser til Smaastaklerne han.“

Lasse var lidt oppe den Dag. Gudskelov det skred rask fremad, om to Dage
kunde de være inde i de gamle Folder igen. Og til Vinter fik de se at
komme væk fra alt dette her!

Sidste Dag Pelle var hjemme omkring, var han ogsaa oppe hos Fruen og
sprang sit Ærende for hende. Og den Dag saa han noget uhyggeligt, som
fik ham til at være glad ved at dette var forbi — hun tog Tænder, Gane
og alting ud af Munden og lagde det foran sig paa Bordet!

Hun _var_ en Heks!




                                  XIII


Pelle kom drivende hjem med Ungkvæget. Idet han drev neden om Gaarden
kommanderede han højt, for at Faderen skulde høre det: „Hov Spasianna
din gamle Rinke, hvor skal du hen? — Dannebrog din forbandede Knævædder,
vil du vende!“ Men Lasse kom ikke og aabnede for Løkken.

Da han havde faaet Kreaturerne ind i Løkken, løb han ind i Kostalden.
Faderen var hverken dér eller i Kamret; men Søndagstræskoene og den
laadne Hue var borte. Saa huskede Pelle, at det var Lørdag — den Gamle
var nok rendt til Landhøkeren efter Brændevin til Karlene.

Pelle gik ned i Folkestuen for at faa sin Aftensmad. Karlene var kommet
sent hjem og sad endnu ved Bordet der flød af spildt Mælk og
Kartoffelpil. De var midt oppe i et Væddemaal — Erik vilde tage sig paa
at æde tyve Spegesild med Kartofler, efter at han allerede havde holdt
op. Det galdt en Flaske Brændevin, og de andre skulde pille Kartoflerne
til ham.

Pelle fik sin Lommekniv frem og pillede sig en Stabel Kartofler. Skindet
lod han blive paa Silden, men han skrabede den omhyggeligt og skar Hoved
og Hale af; saa skar han den i Stykker og aad den med Benene i, til
Kartoflerne og Meldyppet. Imens kiggede han paa Erik, Kæmpen Erik der
var saa smadrende stærk og turde vove alt mellem Himmel og Jord. Erik
havde Børn i hver en Krog! Erik kunde stikke Fingeren i et Bøsseløb og
holde Bøssen udstrakt i stiv Arm! Erik kunde drikke lige saa meget som
tre andre!

Og nu sad Erik og aad tyve Spegesild efter at han var mæt. Han tog
Silden ved Hovedet, trak den en Gang gennem Skrævet, og aad den saa som
den var. Og Kartofler aad han til, lige saa rask som de andre kunde
pille dem. Ind imellem svor han, fordi Forvalteren havde nægtet ham
Frihed i Aften; det skulde blive en evig Løgn, at de holdt Erik hjemme
naar han selv vilde ud!

Pelle fik i en Fart Silden og Vandgrøden til Livs og satte ud igen for
at løbe Faderen i Møde, han længtes mægtigt efter at se ham. Ude ved
Posten havde Pigerne travlt med at skure Mælkespande og Køkkenkar;
Gustav stod i den nedre Gaard med Armene paa Stakittet og underholdt
dem. Han passede nok paa Bodil, som hele Tiden havde sine Øjne efter den
nye Elev, der spankede frem og tilbage og vigtede sig i lange Støvler
med Lakkraver.

Pelle blev stoppet i Farten og sat til at poste Vand. Nu kom Karlene op
og gik over paa Loen, kanske for at gøre Kraftprøver; siden Erik kom gik
de altid og gjorde Kraftprøver i Fritiden. Pelle vidste ikke noget saa
spændende som Kraftprøver, han kilede paa for at blive færdig og komme
derover.

Men Gustav som ellers var den ivrigste, blev ved at staa og hænge og
give ondt af sig over Eleven. „Han skinner jo som Katteskidt i
Maaneskin!“ sagde han højt.

„Der maa være Penge dér!“ sagde Bodil tankefuld.

„Ja du skulde prøve ham — kanske blev du Proprietærfrue. Forvalteren vil
nok ikke alligevel; og Proprietæren — ja du saa vel Soen forleden, det
maa være vakre Udsigter at have.“

„Hvem siger dig at Forvalteren ikke vil?“ svarede Bodil skarpt. „Bild
dig ikke ind, at vi tog dig til at holde Lyset for os! Det er ikke
alting man lar Smaabørn se paa heller.“

Gustav var rød i Hovedet. „Aa hold Kæft din Daase!“ mumlede han og drev
ned mod Loen.

   „Aa Herre Jøs for min gamle Mor
   som gaar paa Dækket og ruller!“

sang Mons ovre i Stalddøren, hvor han stod og hamrede paa en sprukken
Træsko. Pelle og Pigerne skændtes, og oppe paa Kvisten hørte man
Forvalteren gaa til og fra, han var i Færd med at gøre Piber i Stand. Nu
og da trængte en langtrukken Lyd ud fra det høje Stuehus; det lød som et
Dyrs Tuden langt borte, og fik Folkene til at skutte sig af Uhygge.

En Karl smøg sig ud af Døren ovre ved Kamrene, han var søndagsklædt og
havde en Tøjbylt under Armen. Det var Erik, han luskede langs Bygningen
i den nedre Gaard.

„Hej dér! hvor Djævlen skal han hen?“ tordnede det oppe fra Forvalterens
Vindu. Karlen dukkede Hovedet lidt og lod som ingenting. „Vil du høre
din forbandede Kabyler! — _Erik!_“ Denne Gang gjorde Erik omkring og
smuttede ind ad en Lodør.

Straks efter kom Forvalteren ned og gik over Gaarden. Inde paa
Hakkelseloen stod Karlene og morede sig over Eriks Uheld. „Han er en
Djævel til at holde Udkig!“ sagde Gustav „du maa staa tidlig op om du
vil pudse ham.“

„Aa jeg skal vel lure ham,“ sagde Erik — „jeg er ikke født i Gaar jeg
heller. Og bliver han altfor gesnausig, saa vanker der paa Tandkødet.“

De blev med ét tavse, Forvalterens velkendte Skridt lød udenfor paa
Stenbroen. Erik luskede væk.

Forvalterens Skikkelse dækkede hele Døraabningen: „Hvem har sendt Lasse
efter Brændevin?“ spurgte han barsk.

De saa uforstaaende rundt paa hinanden. „Er Lasse væk?“ spurgte saa Mons
med den uskyldigste Mine af Verden. „Ja Gamlingen er jo glad for
Brændevin,“ sagde Anders forklarende.

„Jo I er nogle nette Kegler,“ sagde Forvalteren „først kóster I den
Gamle af Sted, og saa lader I ham i Stikken. I fortjente Tæsk
allesammen.“

„Nej Tæsk fortjener vi ikke og tager heller ikke imod,“ sagde Forkarlen
og traadte et Skridt frem. „Forvalteren skal vide —“

„Hold Mund Mand!“ raabte Forvalteren ham ind i Ansigtet, og Karl Johan
trak sig tilbage.

„Hvor er Erik henne?“

„Han er i Kamret vel.“

Forvalteren gik ind gennem Hestestalden, noget i hans Holdning sagde, at
han ikke var helt uforberedt paa et Angreb i Ryggen. Erik laa i sin Seng
med Dynen op over Næsen.

„Hvad skal det sige — er du daarlig?“ spurgte Forvalteren.

„Ja jeg tror nok jeg har taget Kulde — jeg ryster saa fælt.“ Han
forsøgte at klapre med Tænderne.

„Det er davel ikke Faaresyge?“ sagde Forvalteren deltagende — „lad os se
lidt paa dig, stakkels Mand.“ Han vippede Dynen af ham ved et Snuptag.
„Se se, og du ligger med Søndagstøj paa — og lange Støvler! Det er
maaske Ligdragten? — du vilde vel blot ud og bestille Fattigjord til dig
selv hvad? Det er nok ogsaa paa Tiden vi faar dig i Jorden — synes jeg
ikke allerede du lugter!“ Han snusede ind et Par Gange.

Men Erik sprang som en Staalfjeder ud af Sengen og stod rank op ad ham.
„Jeg er ikke død endnu, og lugter gør jeg kanske ikke mer end visse
andre!“ sagde han. Blikket gnistrede paa ham og jog lynsnart ud i Rummet
efter et Vaaben.

Forvalteren mærkede hans brændende Aande i sit Ansigt — her var det ikke
raadeligt at trække sig tilbage! Han satte ham den knyttede Haand i
Mellemgulvet, saa Erik faldt bagover paa Sengen og hev efter Vejret;
greb ham saa i Bringen og holdt ham nede. Men det brændte i ham efter
noget mere — efter at hugge en tung Næve ned i Ansigtet paa dette Rak,
som grinede naar han vendte Ryggen til, og skulde drives til hver en
Smule. Her havde han endelig i Bringen alt det Tyendekvalm der gav
Tilværelsen den harske Smag — Misfornøjelse med Kosten, Krakileri under
Arbejdet, Trusler om at gaa naar der var aller travlest — Vrøvl i det
uendelige. Her var Slav for mange Aars Ærgrelse og Forsmædelse, han
manglede blot det lille Paaskud — et Knubs fra denne store Tamp der ikke
anvendte sine Kræfter i Arbejdet, men brugte dem til at gaa i Spidsen
som Urostifter.

Men Erik laa ganske stille og saa paa sin Fjende med vagtsomme Øjne.
„Værsgod slaa kun, der er vel en Øvrighed her i Landet ogsaa,“ sagde han
med irriterende Ro. Det brændte i Forvalterens Muskler, men han maatte
slippe ham for ikke at faa Sag og Vrøvl. „Vil du saa huske til en anden
Gang ikke at være opsætsig!“ sagde han og slap sit Tag — „ellers skal
jeg vise dig at der er en Øvrighed til.“

„Naar Lasse kommer sender I ham op til mig med Brændevinen!“ sagde han
til Karlene idet han gik gennem Loen.

„Fanden heller vel?“ svarede Mons halvhøjt.

Pelle var løbet sin Far i Møde. Den Gamle havde smagt paa Varerne og var
i godt Humør. „Der var syv Mand i Baaden, og de hed Ole alle saa nær som
den ene, for han hed Ole Olsen!“ sagde han højtideligt da han saa
Drengen. „Ja var det ikke besynderligt du Pellemand, at de skulde hedde
Ole allesammen — saa nær som den ene forstaas, for han hed jo Ole
Olsen.“ Saa lo han og puffede hemmelighedsfuldt til Drengen. Og Pelle lo
med, han kunde godt lide at se Faderen i Humør.

Karlene kom imod dem og tog Flaskerne fra Røgteren. „Han har smagt!“
sagde Anders og holdt Flaskerne op mod Lyset. „Se til den gamle Dranker,
han har hilst paa Varerne.“

„Nej saa maa Flaskerne være utætte i Bunden!“ sagde Lasse der var helt
dristig af Snapsen — „for jeg har ikke andet end lige lugtet. Man maa
dog sikre sig, at det er riælle Sager og ikke det rene Vand man faar.“

De drev neden om Løkken, Gustav gik foran og spillede paa sin Harmonika,
over Flokken var der noget anspændt lystigt. En og anden sprang i Vejret
bedst som han gik, de udstødte korte Hyl og sendte løsrevne Eder ud i
Luften paa maa og faa. Bevidstheden om de fyldte Flasker, Lørdagaftenen
med dens Hviledag i Ryggen og fremfor alt Krigen med Forvalteren satte
Sindet op i dem.

De lejrede sig neden for Kostalden, i Græsset tæt ved Dammen. Solen var
forlængst gaaet ned, men Aftenhimlen faldt lysende ind. Naar Ansigterne
vendte sig mod Vest var det som et Brandskær gik over dem, og de hvide
Gaarde indover lo blændende i Skumringen.

Nu kom Pigerne gaaende over Græsset. De gik med Hænderne under Forklædet
og lignede sorte Udklip i den straalende Himmel; de nynnede paa en blød
Folkesang og lod sig glide ned i Græsset ved Siden af Karlene;
Aftenskumringen sad dem i Sindet og gjorde deres Skikkelser og Stemmer
blide som et Kærtegn. Men Karlene var ikke blidt stemte, de foretrak
Flasken.

Gustav gik rundt og smaafantaserede paa sin Harmonika. Han søgte et Sted
at sidde, smed sig endelig i Skødet paa Karna og spillede op. Erik var
først paa Benene, han førte an i Anledning af sit Udestaaende med
Forvalteren og rev Bengta op af Græsset med et Ryk. De dansede svensk
Polka, og paa et bestemt Sted i Melodien hev han hende op i Luften med
et Raab. Hvergang hvinede hun, og de tunge Skørter stod om hende som
Halen paa en kalkunsk Hane, saa enhver kunde se hvor langt der var til
Søndag.

Midt i en Hvirvel slap han hende, saa hun tumlede hen over Græsset og
faldt. Forvalterens Vindu kunde ses hernede fra, og en lys Plet var
kommet til Syne i det. „Han glor, Kors i Herrens Fryd hvor han glor! Kan
du se denne her du?“ Erik raabte højt og holdt en Brændevinsflaske i
Vejret. Saa drak han: „Skaal! Gubben Satans Skaal! Han lugter, Svinet!
Fy ptøj!“ De andre lo, Ansigtet deroppe trak sig tilbage.

Ind imellem Dansen legede de, drak og tog Krafttag. De blev bestandig
uberegneligere i deres Handlinger, udstødte pludselige Vræl der fik
Pigerne til at skrige højt, smed sig midt i Dansen plask paa Jorden og
stønnede som var de døende, sprang pludselig op igen med vilde Fagter og
spændte Ben for den nærmeste. Et Par Gange sendte Forvalteren Eleven ned
og bød dem forholde sig rolige, men Larmen blev blot værre deraf. „Hils
ham og sig, at han kan gaa sine Hundeærender selv!“ raabte Erik efter
Eleven.

Lasse puffede til Pelle og trak sig lidt og lidt tilbage. „Nu er det nok
bedst vi to gaar til Hvile,“ sagde han da de var sluppet ubemærket bort
— „én ved aldrig hvad dette kan føre til. De ser rødt allesammen, ret
snart begynder de vel at danse Bloddansen. Ak ja havde jeg været ung,
skulde jeg vist ikke lusket bort som en Tyv, men blevet og taget hvad
der maatte komme. Der var en Tid, da Lasse kunde sætte begge Hænder i
Jorden og slaa sin Modstander i Ansigtet med Støvlehælene, saa han sank
til Jorden som et Straa. Men nu er den Tid forbi, og det er klogest at
hytte sig. Der kan komme baade Politi og meget andet ud af dette her.
Ikke at tale om Forvalteren du! Nu har de gaaet og tirret ham hele
Sommeren med den Erik i Spidsen; men faar de ham først rigtig gal i
Hovedet, saa kan Erik godt gaa hen og lægge sig.“

Pelle vilde gærne blive lidt oppe og se paa dem. — „Naar jeg kryber hen
bag Gærdet og lægger mig — aa du Far hvad!“ tryglede han.

„Æv det er noget dumt Paahit, de kan hitte paa at handle ilde med dig om
de faar fat i dig — det værste er oppe i dem. Naa men du maa selv staa
for’et — og pas for alting paa at de ikke ser dig.“

Saa gik Lasse i Seng, men Pelle krøb frem paa Maven bag Gærdet, til han
kom tæt ind paa dem og kunde se alting.

Gustav sad endnu paa Karnas aabne Skød og spillede, og hun holdt trofast
om ham med Armene. Men Anders havde lagt Armen om Livet paa Bodil.
Gustav opdagede det, kylede med en Ed Harmonikaen saa den trillede over
Græsset, og sprang op. De andre smed sig i en Rundkreds og laa og
pustede inderligt, de ventede sig noget.

Gustav lignede en Vild der danser Krigsdansen. Munden stod aaben paa
ham, Øjnene stirrede blankt. Han var ene Mand paa Græsset og gik som en
Bold mod Jorden og fra Jorden igen, hoppede paa Hælene og slog skiftevis
Benene op i Højde med sit Hoved; ved hvert Kast udstødte han sit
skingrende Tju! Saa skød han lige til Vejrs og snurrede rundt oppe i
Luften, kom ned paa den ene Hæl og blev ved at snurre rundt som en Top.
Idet han snurrede, gjorde han sig mindre og mindre som vilde han gaa
helt i Jorden, eksploderede saa i et Spring og faldt lige ned i Skødet
paa Bodil, der henrykt slog Armene om ham.

Som et Lyn havde Anders begge Hænder i hans Skuldre bagfra, satte
Fødderne i Ryggen paa ham og lod ham „skyde Krage“ saa han trillede. Det
hele skete i Tempo, og Gustav blev kaadt ved at rulle hen over Græsset,
i Stød som en ujævn Kugle. Men pludselig stansede han og stod med et
Spring paa Fødderne; han stirrede stivt frem for sig, gjorde saa omkring
med et Ryk og gik langsomt hen imod Anders. Anders rejste sig hurtigt,
skubbede Huen paa Snur, smækkede med Tungen og gik frem. Bodil satte sig
bredere til Rette paa Jorden, hun saa sig hoverende om i Kredsen og
indkasserede begærligt de andres Misundelse.

De to Modstandere stod Ansigt til Ansigt og følte sig frem til et godt
Greb. De strøg kælent ned ad hinanden, kneb hinanden i Siden og kom med
smaa spøgefulde Vendinger.

„Kors i Jøsses hvor du er fed, Bror.“ Det var Anders.

„Og sikke Batterier du har, du kunde godt være et Kvindfolk,“ svarede
Gustav og tog Anders paa Brystet. „Ih saa blød du dog er!“ Deres
Ansigter lyste af Haan. Men Øjnene fulgte aarvaagent Modstanderens
mindste Bevægelser, hver af dem ventede et Snuptag fra den anden.

De andre laa og strakte sig rundt om i Græsset. „Kan I snart faa Ende
paa det?“ raabte de utaalmodigt.

De to blev ved at staa og lege som var de angst for at tage fat — eller
maaske trak det ud for at nyde det desto mere. Men pludselig havde
Gustav Anders i Kraven, kastede sig bagover og slyngede ham hen over
Hovedet paa sig. Det gik saa hurtigt, at Anders intet Hold fik i Gustav;
men i Svinget hagede han sig fast i hans Haar, og de faldt begge — paa
Ryggen, med Hovederne sammen og Kroppene udstrakt til hver sin Side.

Anders var faldet tungt og laa halvbedøvet men slap ikke sit Tag i
Gustavs Haar. Gustav snoede sig rundt og forsøgte at komme paa Benene
men kunde ikke frigøre sit Hoved. Saa vred han sig i Stilling igen
hurtig som en Kat, skød en baglæns Kolbøtte hen over Kammeraten og faldt
ned paa ham med sit Ansigt mod hans. Anders prøvede at sætte Fødderne i
Vejret og opfange ham men kom for sent.

Anders kastede sig i de voldsomste Ryk, laa stille og spændte igen i med
pludselig Styrke for at vælte Gustav af, men Gustav var sej. Han smed
sig tungt ned paa sin Modstander og jog alle fire Lemmer ud til Støtte
mod Jorden, sad pludselig op igen og stødte sit Sæde ned i Anders’
Bughule for at tage Vejret fra ham. De havde begge hele Tiden Tanken
henvendt paa at faa Kniven listet frem; og Anders der nu var helt Herre
over sin Forstand igen, huskede tydelig at han ingen havde hos sig. „Ak,
ak!“ sagde han højt — „jeg elendige Fusk!“

„Du jamrer dig jo!“ sagde Gustav og sænkede sit Ansigt over ham. „Vil du
bede om Godtvejr kanske?“

I det samme følte Anders Gustavs Kniv trykke mod sit Laar, i et Lyn
havde han Haanden dernede og vristede den frem. Gustav prøvede at tage
den fra ham men opgav det for ikke at blive smidt af; han indskrænkede
sig saa til at sikre sig Anders’ ene Haand saa han ikke kunde folde
Kniven ud, og gav sig til at _sætte_ med Kroppen ned mod hans Bughule.

Anders laa halv opgivet og tog imod Stødene uden at værge for sig — der
undslap ham et Gisp for hvert Sæt. Men hans venstre Haand arbejdede
ivrigt paa at aabne Kniven mod Jorden, og pludselig jog han den i
Gustav, netop som denne hævede sig højt op for at bibringe ham et
kraftigt Stød.

Gustav greb Anders om Haandleddet, hans Ansigt fortrak sig. „Fy fan dit
Svin, hvad roder du dér efter?“ sagde han og spyttede Anders ned i
Ansigtet. „Han søger til Bagdøren den Stymper — for at slippe væk!“
Gustav saa sig om i Kredsen, frynende som en ung Tyr.

De kæmpede rasende om Kniven, brugte Hænder og Tænder og Panden med. Da
Gustav ikke kunde bemægtige sig Vaabnet, gik han ud paa at føre Anders’
Haand saaledes at han stødte det i sig selv. Det lykkedes ham, men
Stødet var skævt; Bladet lukkede sig om Anders’ Fingre, saa han slængte
Kniven fra sig med en Ed.

Erik sad og fik ondt op i sig over, at han ikke længer var Aftenens
Helt. „Er I snart færdige I to Hanekyllinger, eller maa jeg kanske faa
en lille Bid med?“ sagde han og forsøgte at skille dem ad. De bed sig
fast i hinanden, men saa blev Erik gal og gjorde noget som der gik Ry af
siden hen. Han tog et fast Tag i dem og plantede dem begge paa Benene.

Gustav stod og saa ud som vilde han kaste sig ind i Striden igen, der
gik sure Trækninger over hans Ansigt. Men saa begyndte han at svaje som
et rodhugget Træ og sank lige ned. Bodil var den første der kom ham til
Hjælp, med et Skrig løb hun hen og slog Armene om ham.

Han blev baaret ind og lagt i Seng, Karl Johan hældte Brændevin i det
dybe Snit for at rense Saaret ud, og holdt det sammen mens Bodil næstede
med Naal og Traad fra en af Karlenes Læddiker. Saa spredtes de, Par om
Par som de var Venner til. Men Bodil blev hos Gustav — hun var ham
alligevel god.

                   *       *       *       *       *

Saadan var det den Sommer, Krig og Ufred med Forvalteren, som de
alligevel ikke turde gøre noget naar det kom til Stykket. Saa slog det
Onde sig indad, og de gik løs paa hinanden. „Et Sted skal det jo ud,“
sagde Lasse, der ikke holdt af denne Tilstand og dyrt lovede sig selv at
flytte saa snart der tilbød sig noget andet — om de saa skulde rømme fra
Løn og Klæder og alting.

„Lønnen er de misfornøjede med, Arbejdstiden er dem for lang, og Føden
er ikke god nok. Den kaster de i Grams med, saa det kan gøre én ondt at
se paa — det er dog ligefuldt Guds Gaver om end den kunde været bedre.
Og det er Erik det hele skriver sig fra! Altid gaar han og skryder og
skræpper op, og ondt sætter han i de andre saa lang Dagen er. Men
saasnart Forvalteren er over ham, tør han alligevel ingenting han
heller. Saa kryber de i et Musehul hver og én; Far Lasse er nok ikke saa
stor en Kryster som nogen af dem, alt det gammel og til Aars han er.

„Samvittigheden er vel nok det bedste Rygstød, har man den og har gjort
sin Pligt, saa kan man se baade Forvalter og Proprietær — og Gudfader
med — frit i Øjnene. For det maa du altid huske Pøjke, ikke at sætte dig
op imod dem der er sat over dig. Der skal nogle være Tjenere og andre
Herrer; hvordan skulde det ellers gaa med alting, om ikke vi som
arbejder vilde gøre vor Pligt. De fine kan én vel ikke forlange skal
mugge i Kostalden og give sig til at rense Lokum.“

Alt dette laa Lasse og udviklede, efter at de var kommet i Seng. Men
Pelle havde andet at bestille end at høre efter. Han sov trygt og
drømte, at han var Erik selv og pryglede Forvalteren med en stor Kæp.




                                  XIV


Paa Pelles Tid var Spegesild Bornholmerens vigtigste Føde. Det var den
staaende Frokostret i alle Lag af Samfundet, og nedefter beherskede den
Aftensbordet ogsaa — og gik stundom igen ved Middag i en lidt ændret
Skikkelse. „Det er et daarligt Madsted,“ sagde Folk spottende om den og
den Gaard — „man faar kun Sild 21 Gange om Ugen.“

Naar Hylden stod i Blomst væltede ordenlige Mennesker efter god gammel
Skik Saltkarrene frem og begyndte at kigge mod Havet — da er Silden
fedest. Fra det skraa Land, der næsten overalt har et Glimt af Søen,
spejdedes der i de tidlige Sommermorgener langt efter de hjemvendende
Baade; Vejret og Baadenes Leje i Søen gav Varsler for Vintersulet. Saa
kunde Rygtet komme vandrende op over Øen — om stor Fangst og godt Køb.
Bønderne rullede til Staden eller Lejet med deres rummeligste Vogne, og
Sildemanden arbejdede sig op gennem Landet fra Hytte til Hytte med sin
Krikke, der var saa ussel at enhver havde Lov at skyde den for Panden.

Om Morgenen naar Pelle slog Stalddørene op ud til Marken, stod Disen som
et lysegraat Vand i alle Lavninger; og inde paa Højdedragene hvor Røgen
stod frisk af Huse og Gaarde, saa han Mænd og Kvinder komme frem om
Gavlen, halvtpaaklædte eller i bart Linned, og stirre udover. Han løb
selv hen om Udhusene og kiggede ud mod Søen, der laa blank som Sølv og
tog Farver af Dagen. De røde Sejl hang slappe ned og lignede Blodplask i
Dagglansen, Baadene laa dybt i Vandet og stræbte langsomt hjemad for
Aareslagene, sled sig frem som altfor drægtige Kør.

Men det kom altsammen ikke ham og hans ved. Stengaarden købte ligesom
Sognets Fattige først sin Sild efter Høst, naar den var tør som en Pind
og næsten ingenting kostede. Paa den Tid af Aaret faldt Silden gærne
rigeligt, og solgtes for 15-20 Øre Olen saa længe Efterspørgslen varede.
Siden afsattes den i Læssevis til Svineføde eller gik paa Møddingen.

En Søndag Morgen Senhøstes kom der løbende Bud til Stengaarden fra
Staden, at nu var der Sild at faa. Forvalteren kom ned i Folkestuen mens
de sad ved Morgenmaalet, og gav Ordre til at rykke ud med alle
Arbejdsspand. „Det bliver saa jer ogsaa!“ sagde Karl Johan til de to
Stenværkskuske, som var gift og bosiddende oppe mod Værket men kom ned
og spiste.

„Nej vore Heste kommer ikke af Stalden til det Brug!“ sagde Kuskene —
„de og vi kører kun Sten og intet andet.“ De sad en Stund og bredte sig
med Spydigheder til visse Folk som ikke engang havde Søndagen til egen
Raadighed; den ene strakte sig paa en forbandet drillende Maade. „Aah!
jeg tror jeg gaar hjem og tager en Formiddagslur. Det gør alligevel godt
at være sin egen Mand én Gang om Ugen.“ Saa gik de hjem til Kone og Børn
for at holde Søndag.

Karlene gik en Stund og gav ondt af sig — det skulde nu saadan være. I
og for sig havde de ikke noget imod Turen, lidt Fest kunde der vel ikke
undgaa at blive. Der var Beværtninger nok i Staden, og de skulde sagtens
indrette det med den Sild, saa de ikke kom hjem meget før Aften. I
værste Fald kørte Erik sin Vogn i Stykker, saa var de nødt til at blive
derinde, mens den blev gjort i Stand.

De stod ude i Stalden og vendte Pengepungene — store solide Skindpunge
med Staallaas, der kun lod sig aabne ved et Tryk paa en hemmelig
Mekanisme; men de var tomme.

„Det var Satans,“ sagde Mons og kiggede skuffet ned i sin Pung — „ikke
saa meget som Lugten af en Enøre er der! Den maa jo være læk saa.“ Han
kiggede den efter i Sømmene, holdt den klods op ad Øjnene, lyttede til
sidst ned i den. „Fan kan forstaa det, jeg synes jeg hører en Tokrone
smaasnakke. Det maa jo være Spøgeri!“ Han sukkede og stak Pungen i
Lommen.

„Du din fattige Lus,“ sagde Anders „har du nogensinde snakket med en
Tokrone? Nej her er Karl her!“ Han halede en stor Pung frem. „Jeg har
den Tikrone endnu, som Forvalteren snød mig for ved Majdag; men jeg
ømmer mig ved at bruge den, den skal gemmes til jeg bliver gammel.“ Han
greb ned i den tomme Pung og lod som han viste noget frem. De lo og
gjorde Løjer, Humøret var højt ved Tanken om Byturen.

„Men Erik dér har sikkert Penge paa Kistebunden!“ sagde saa én — „han
tjener for en høj Løn og har en rig Moster i Helvede.“

„Ak nej“ svarede Erik klynkende „jeg maa jo betale til en halv Snes
Unger, som ingen anden Far kan faa udlagt. Men Karl Johan faar skaffe,
hvad er han ellers Forkarl for.“

„Det gaar ikke!“ sagde Karl Johan betænkeligt. „Beder jeg Forvalteren om
Forskud nu vi skal til Staden, saa siger han blankt nej. Gud ved om ikke
Pigerne har Løn liggende?“

De kom netop skramlende op fra Kostalden med deres Mælkespande.

„Hør Piger!“ raabte Erik ud til dem „kan ikke en af jer laane os ti
Kroner? Hun skal faa Tvillinger for det til næste Paaske — saa farrer
Soen alligevel.“

„Du lover godt du!“ sagde Bengta og stansede; de satte Mælkespandene og
snakkedes ved om det. „Mon ikke Bodil har?“ sagde Karna. „Nej for hun
sendte de ti Kroner hun havde liggende, til sin Mor forleden Dag,“
svarede Marie.

Mons klaskede Kasketten i Gulvet og gjorde et Hop. „Jeg gaar op til
selve Gubben Satan,“ sagde han.

„Saa kommer du paa Hovedet ned ad Trapperne, at du ved det!“

„Fan heller vel, naar ens egen gamle Mor ligger dødsens syg derinde i
Staden og hverken har til Dokter eller Mikstur. Jeg er vel ikke
daarligere Barn end Bodil.“ Han gik op mod Stentrappen. De stod og
kiggede efter ham gennem Stalddøren, til Forvalteren kom og de fik
travlt med Vognene. Gustav gik søndagsklædt med en Bylt Tøj under Armen
og saa paa dem.

„Hvorfor gaar du ikke i Gang?“ sagde Forvalteren. „Se at faa spændt
for.“

„Forvalteren har selv givet mig fri i Dag,“ sagde Gustav og fortrak
Ansigtet — han skulde ud med Bodil.

„Av — det er sku sandt! — saa bliver der en Vogn mindre. Du maa tage fri
en anden Dag i Stedet.“

„Det kan jeg ikke.“

„Hvad F— og hvorfor ikke om man tør spørge?“

„Nej for jeg har faaet fri i Dag.“

„Jamen for Pokker Menneske, naar jeg nu siger du maa faa fri en anden
Dag i Stedet for.“

„Nej det kan jeg ikke.“

„Men hvorfor dog Menneske — er der noget presserende du skal?“

„Nej, men jeg har faaet fri i Dag.“ Det saa ud som Gustav grinede lumsk,
men han vendte nok blot Skraaen i Munden. Forvalteren traadte haardt af
Vrede.

„Men jeg kan saa godt blive helt væk, om Forvalteren har ondt af at se
paa mig!“ sagde Gustav blødt.

Forvalteren hørte det ikke, men vendte sig rask; lang Erfaring havde
lært ham at overhøre den Slags Tilbud i den travle Tid. Han saa op til
sit Vindu som kom han pludselig i Tanker om noget, og løb i Spring op ad
Trappen. De havde Krammet paa ham, naar de slog paa den Stræng. Men til
Vinter kom Turen til ham, og saa blev det de andre der maatte tie og
taale — for at have Tag over Hovedet i den sløje Tid.

Gustav blev ved at spanke om med sin Bylt uden at tage en Haand i; de
andre lo opmuntrende til ham.

Forvalteren kom ned igen og gik hen til ham. „Spænd saa for inden du
gaar,“ sagde han kort. „Saa kører jeg dine Heste.“

Der gik en ond Knurren fra Mand til Mand. „Vi skal have Hunden med!“
sagde de halvhøjt til hinanden. „Hvor er Hunden henne? vi skal have
Hunden med.“ Forvalteren skulde høre det.

Det blev ikke bedre, fordi Mons kom ned ad Trappen med Ansigtet i en
vidunderlig from Skelen, og holdt en Tikroneseddel foran Maven. „Nu kan
det være lige fedt, for vi skal have Hunden med!“ sagde Erik. Mons’
Ansigt skiftede med et Ryk, han gav sig til at bande indædt. De gik og
pillede ved Vognene uden at tage fat, deres Øjne lyste ondt.

Forvalteren kom ud paa Trappen i Overtøj. „Kan I snart faa spændt for!“
tordnede han.

Stengaardens Folk holdt lige saa stærkt over Rangfølgen som Øens egen
Befolkning, og den var lige saa indviklet. Forkarlen sad øverst ved
Bordet og tog først, han gik forrest ved Mejningen, og havde første Pige
til at lægge Læsset naar der kørtes ind; han var første Mand oppe, og
forrest naar de drog i Marken, ingen maatte smide Redskaberne før han
havde gjort det. Efter ham kom anden Karl, tredje o. s. v. og endelig
Daglejerne. Hvor ikke personligt Tykke greb stærkt ind, var Forkarlen
som en Selvfølge Kærest med første Pige o. s. v. nedefter; flyttede en
af dem overtog Efterfølgeren Forholdet — det var Ligevægtstilstanden.
Her blev Rangfølgen dog ofte brudt, men aldrig naar det angik Hestene.
Gustavs Heste var de simpleste, og ingen Magt i Verden skulde have faaet
Forkarlen eller Erik til at køre dem — end ikke Proprietæren selv.

Forvalteren vidste det, og saa hvordan Karlene gottede sig, da Gustavs
Krikker blev spændt for. Han bed Ærgrelsen i sig; men da de hoverende
stillede Gustavs Køretøj bagest i Rækken, blev det ham for meget. Han
befalede at de skulde køre det frem foran de andre.

„Mine Heste plejer ikke at gaa bagved Rumpedragerens!“ sagde Karl Johan
og smed truende Tømmen; det var Øgenavnet for den sidste i Rækken. De
andre stod og gemte Grin af Vejen, saa Forvalteren var lige ved at koge
over.

„Er du saa endeklemt efter at være i Spidsen, saa værsgod,“ sagde han
behersket. „Jeg kan godt køre efter dig.“

„Nej mine Heste hører til efter Forkarlens, ikke efter Rumpedragerens,“
sagde Erik.

Dette her var nok et Skældsord, saadan som de smagte paa det den ene
efter den anden og skelede forblommet. Skulde han døje det Rækken ud,
saa var han med det samme umulig her paa Gaarden.

„Ja og mine gaar bagefter Eriks,“ begyndte Anders nu „— ikke efter — —
efter Gustavs,“ rettede han det hurtigt. Forvalteren havde hugget sit
Blik i ham og gjorde et Skridt frem for at slaa ham i Stenbroen.

Forvalteren stod et Øjeblik stille, ligesom lyttende — hans Armmuskler
skælvede. Saa sprang han op i Vognen.

„I er jo skrupkuldrede i Dag,“ sagde han. „Men nu kører jeg foran, og
den der understaar sig i at mukke, skal faa en i Synet saa han ryger fem
Dage ind i næste Uge.“ Han svingede uden om Rækken, Eriks Heste som
vilde dreje for, fik en af Pisken saa de stejlede. Erik gav sig til at
rase med Dyrene.

De gik slukørede om og gav sig Tid for at lægge Vej mellem sig og
Forvalteren. „Ja saa faar vi vel se at komme af Sted,“ sagde endelig
Karl Johan og satte sig til Vogns. Forvalteren var allerede godt paa
Vej, Gustavs Krikker tog sig svært sammen i Dag — de holdt nok af at
være foran. Men Karl Johans Heste var misfornøjede og drev paa, de led
ikke den nye Ordning.

Ved Landhøkerens gjorde de Holdt og fik Humøret sat lidt op. Da de igen
tog Landevejen fat gjorde Karl Johans Heste sig balstyrige, han maatte
file dem til Ro.

Rygtet om Fangsten havde bredt sig op over Landet, og Vogne fra andre
Gaarde indhentede dem eller krydsede dem paa Vej til Fiskerlejerne. De
der boede nærmere ved Byen var allerede paa Hjemvejen med svingende Læs.
„Ses vi i Staden til en Skænk?“ raabte en Karl i Forbifarten til Karl
Johan „jeg skal ind efter et Læs til.“

„Nej vi kører Herskabskørsel i Dag!“ svarede Forkarlen og pegede frem
mod Forvalteren.

„Ja jeg ser’en — han er fint kørende i Dag. Jeg troede det var Kong
Lasarus!“

En Kending af Karl Johan kom imod dem med et svingende Læs Sild, han var
eneste Karl paa en af de smaa Gaarde. „Du har nok ogsaa været i Staden
efter Vintersul,“ sagde Karl Johan og holdt Hestene an.

„Ja til Svinene!“ svarede den anden — „os andre blev der rigtignok lagt
til paa Forhøsten. Dette er jo ikke Folkeføde!“ Han tog en Sild mellem
Fingrene og lod som han brækkede den midt over.

„Nej for saadanne store Herrer vel ikke,“ svarede Karl Johan bidsk. „Du
er jo saa højt paa Straa at du spiser ved samme Bord som Husbond og
Madmoder, har jeg hørt.“

„Ja det er nu saadan Skik og Brug til vort,“ svarede den anden. „Vi
kender ikke til det med Herrer og Hunde.“

„Saa er det vel ogsaa sandt at du ligger hos Konen hveranden Nat?“ sagde
Karl Johan giftigt. De andre lo; den fremmede Karl svarede ikke men
kørte videre. I Karl Johan aad det indvendig — han kunde ikke lade være
at sammenligne.

De havde indhentet Forvalteren, og nu blev Hestene spiltossede; de vilde
bestandig forbi, og benyttede hvert uforvarende Øjeblik til at gaa frem,
saa Karl Johan var lige ved at køre Drætten ind i Forvalterens Baggavl.
Til sidst blev han træt af at regere med dem og gav dem Tømmen, de strøg
ud over Grøftekanten og frem foran Gustavs Spand, dansede lidt paa
Landevejen og faldt saa til Ro. Nu var det Eriks Heste der var tossede.

— —

Paa Gaarden blev alle Husmandskonerne stævnet sammen til om
Eftermiddagen, Ungkvæget var i Løkken, og Pelle løb fra Hytte til Hytte
med Budstikken. Han skulde selv gaa Kvindfolkene til Haande sammen med
Lasse, og var henrykt over denne Afbrydelse i det daglige; det var en
hel Fridag for ham.

Ved Middagstid kom Karlene hjem med de tunge Læs Sild, der blev væltet
ud over Stenbroen i den øvre Gaard omkring Posten. Der havde ingen
Lejlighed været til at slaa sig løs i Staden, og de var i ondt Lune. Kun
Mons den Abekat gik og grinede over hele Ansigtet; han havde været henne
hos sin syge Mor med Pengene til Doktor og Mikstur, og kom igen i sidste
Øjeblik med en Bylt under Armen, i det mest straalende Humør. „Det var
en Mikstur!“ gik han og gentog og slog Smæld med Tungen — „en fortærende
stærk Mikstur.“

Han havde haft en haard Tørn at bestaa med Forvalteren, inden han fik
Lov at gaa sit Ærende. Forvalteren var en mistænksom Mand, men over for
Mons’ skælvende Tale om, at det dog vilde være for haardt at nægte en
stakkels Mand Ret til at hjælpe sin syge Mor, var det vanskeligt at
holde Stand. „Tilmed bor hun tæt herved og jeg ser hende maaske ikke
mere i dette Liv,“ sagde Mons bedrøvet. „Og Pengene som jeg fik i
Forskud af Proprietæren til det samme? skal jeg maaske gaa og klatte dem
hen i Drik, mens hun ligger og har ikke til det bare Brød?“

„Naa hvordan havde saa din Mor det?“ spurgte Forvalteren, da Mons kom
halsende i sidste Øjeblik.

„Ak hun gør’et saa vist ikke længe!“ sagde Mons med Dirren i Røsten. Men
han straalede over hele Ansigtet.

De andre gik og saa ondt til ham, mens de læssede Silden af; de kunde
godt pryglet ham for hans svinagtige Held. Men det gik over, da han inde
paa Kamret løste op for Bylten. „Det er til jer fra min syge Mor!“ sagde
han og trak en Dunk Brændevin frem. „Og saa skulde jeg jo hilse mange
Gange, og takke jer fordi I er saa gode ved hendes lille Søn.“

„Hvor var du henne?“ spurgte Erik.

„Jeg sad oppe i Beværtningen paa Havnebakken hele Tiden for at have et
Øje med jer; jeg kunde ikke undvære at se jer, saa henrivende tørstige I
saa ud. At I ikke lagde jer plask ned paa Maven og drak af Havet alle
Mand.“ — —

Om Eftermiddagen sad Husmandskonerne og Gaardens Piger om de store
Sildedynger ude ved Posten og gællede Silden. Lasse og Pelle pumpede
Vand til Skylningen og rensede de store Saltkar, som Karlene trillede op
fra Kælderen; to af de ældste Koner havde det betroede Hværv at mænge.
Forvalteren gik frem og tilbage ved Hovedtrappen og røg sin Pibe.

Sildelægningen hørte ellers til de fornøjelige Arbejder, men i Dag var
der Misstemning over hele Linjen. Kvinderne sladrede løs under Arbejdet,
men Snakken var ikke uskadelig, den havde sin Adresse — Karlene havde
sat ondt i dem. Naar de lo, lød det af Bagtanke. Karlene maatte kaldes
frem og have Ordre for hver enkelt Ting der skulde udføres; de gik
trevent til det og trak sig straks tilbage til Kamrene. Men derinde var
de des lystigere, de sang op og morede sig.

„De gør sig til Gode de,“ sagde Lasse med et Suk til Pelle; „de har en
hel Dunk Brændevin, som Mons havde skjult i sin Sild. Den skal være saa
ekstra umanerlig god.“ Lasse havde ikke selv smagt den.

De to holdt sig uden for Krægleriet — de følte sig for svage. Pigerne
havde ikke haft Mod til at nægte det ekstra Søndagsarbejde, men de var
ikke bange for at smaasnærte, og fniste ad ingenting, for at Forvalteren
skulde tro det var ad ham. Hvert Øjeblik spurgte de højt hvad Klokken
var, eller stansede Arbejdet for at lytte over mod Karlekamrene hvor det
gik stadig lystigere til. Nu og da blev en Karl slynget ud i Gaarden
indefra; han skrubbede duknakket og grinende ind igen.

Efterhaanden kom Karlene drivende ud; de havde faaet Huen i Nakken nu,
og deres Blik veg ikke. De stillede sig op i den nedre Gaard — hængende
over Stakittet — og betragtede Pigerne. Hvert Øjeblik spruttede de ud i
Grin og holdt brat inde, med et forskrækket Blik hen til Forvalteren.

Forvalteren gik frem og tilbage ved Trappen, han havde sat Piben fra sig
og samlet sig mere, da Karlene kom ud, han gik og knaldede med en
Kørepisk og øvede sig i Selvbeherskelse. „Om jeg vilde, bukkede jeg
begge Ender sammen paa’en!“ hørte han Erik sige højt inde i en Samtale.
Forvalteren ønskede inderligt, at Erik vilde gøre Forsøget; hans Muskler
laa og brændte sammen under denne utilfredsstillede Trang til at udlade
sig. Men hans Hjærne svælgede i Slagsmaal, han var i Kast med hele
Flokken og gennemgik alle Kampens Enkeltheder. Disse Kampe havde han
gennemlevet saa tidt, især i den senere Tid; han havde tænkt sig ind i
alle vanskelige Situationer, og der var ikke et Sted paa hele
Stengaarden, uden han vidste hvad der dér egnede sig til Vaaben.

„Hvad er Klokken?“ spørger en af Pigerne højt, vel for tyvende Gang.

„Lidt sidere end Særken,“ svarer Erik rask.

Pigerne ler. „Aa Snak sig os nu hvad den er?“ udbryder en anden.

„Tre Kvarter paa Møllerens Pige,“ svarer Anders.

„Aa I er nogle Narre — kan I nu ikke svare ordenligt. Du Karl Johan?“

„Den er rund!“ siger Karl Johan alvorligt.

„Nej alvorlig talt, nu skal jeg sige jer hvad den er,“ udbryder Mons
troskyldigt og trækker et stort „Koøje“ op af Lommen. „Den er —“ han ser
skarpt paa Uret og bevæger Læberne efterregnende. „Det var dog som
Pokkers!“ udbryder han og klasker himmelfalden Haanden i Stakittet —
„den er jo akkurat det samme som i Gaar ved denne Tid.“ Spøgen er
gammel, men Kvindfolkene hviner op af Latter — det er jo Mons der siger
det.

„Bryd jer ikke om Klokken,“ kommer Forvalteren og siger. „Se hellere at
faa Arbejdet fra Haanden.“

„Nej Klokken er for Skræddere og Skomagere — ikke for ærlige Folk!“
siger Anders halvhøjt.

Forvalteren drejer sig mod ham hurtigt som en Kat, og Anders jager Armen
krum op for Hovedet som vil han afbøde et Slag. Saa spytter Forvalteren
blot med et haanligt Grin og genoptager sin Vandring, og Anders staar
der brændende rød i Hovedet, og ved ikke hvor han skal gøre af sine
Øjne. Han klør sig et Par Gange i Nakken, men det kan ikke bortforklare
den besynderlige Armbevægelse; de andre staar og griner ad ham, der maa
gøres noget ovenud dristigt for at redde Æren. Saa haler han op i
Bukserne og slaar en stor Fjært, idet han driver ned mod Kamrene for at
være paa den rigtige Side. Kvindfolkene hviner op, og Karlene lægger
Hovedet ned paa Stakittet og ryster af Grin. — —

Saadan gik Dagen, med Ondskab og Drilleri i det uendelige. Om Aftenen
drev Karlene ud for at holde Sjov paa Landevejen og fortrædige de
Vejfarende. Lasse og Pelle var trætte og gik tidlig i Seng.

„Gudskelov vi har denne Dag taget!“ sagde Lasse da han kom under Dynen —
„det har været en rigtig ond Dag. Et Guds Mirakel er det at der ikke
flød Blod, der var en Stund da Forvalteren saa mig ud til det værste.
Men Erik ved jo nok, hvor langt det kan gaa an at vove sig ud.“

Næste Morgen lod det hele til at være glemt, de røgtede Hestene som
sædvanlig, og Kl. 6 drog de i Marken med deres Leer for at slaa noget
tredje Slæts Kløver. De saa surøjede, slappe og utidige ud. Blikdunken
laa uden for Stalddøren og var tom, idet de gik forbi sparkede de til
den.

Pelle hjalp til med Silden i Dag ogsaa, men syntes ikke det var morsomt
længer. Han længtes allerede efter at være ude i det fri igen med sine
Kreaturer, her maatte han springe for alle og enhver. Saa tidt han turde
gjorde han sig Ærende uden for Gaarden, for saa imens gik den Tid!

Op ad Formiddagen bedst som Karlene gik og slog den tynde Kløver,
slængte Erik sin Le saa den hoppede syngende over Skaarene. De andre
stansede Arbejdet.

„Hvad er det med dig Erik?“ sagde Karl Johan „har du Fluer i Hovedet?“

Erik stod med sin Kniv i Haanden og følte paa Eggen, han hverken hørte
eller saa. Saa vendte han Ansigtet opad og frynede mod Himlen, Øjnene
laa langt inde og virkede ikke, Læberne vældede tykke frem. Han udstødte
nogle uforstaaelige Lyde og kom i Drift, op mod Gaarden.

De andre stod en Stund og fulgte ham med stikkende Øjne, saa smed de
Leen en efter en og satte sig i Bevægelse. Kun Karl Johan blev hvor han
var.

Pelle var netop ude ved Løkken for at efterse, at ingen af Ungkvæget var
brudt ud. Da han saa Karlene komme stilende op mod Gaarden, spredt, som
en Flok Kvæg i Drift, anede han Uraad og løb ind. „Nu kommer Karlene
ansættende Far!“ hviskede han.

„Da gør de vel ikke det?“ svarede Lasse og kom til at ryste.

Forvalteren gik og bar Sager fra sit Værelse ned i Ponyvognen, han
skulde køre til Bys. Han havde Favnen fuld da Erik kom søgende gennem
den store aabne Port dernede, med fordrejet Ansigt og en stor bredbladet
Kniv i Haanden. „Hvor Djævlen er han?“ sagde han højt og gik en Gang
rundt om sig selv med sænket Hoved, han lignede en ond Tyr. Saa søgte
han op gennem Stakittet, lige mod Forvalteren.

Det gav et Sæt i Forvalteren da han saa ham — og derude gennem Porten
kom de andre halsende. Han maalte Afstanden til Trappen, men tog sig i
det og gik Erik i Møde; holdt sig bag om en Arbejdsvogn og havde Øje med
hver af Eriks Bevægelser, mens han søgte sig et Vaaben. Erik fulgte ham
rundt om Vognen; han gik og skar Tænder, Blikket stak skraat op nede
fra.

Forvalteren gik rundt og rundt om Vognen og foretog halve Bevægelser,
han kunde ikke faa Samling paa sig. Men saa kom de andre op nede fra og
spærrede Vejen for ham. Han blev hvid i Ansigtet af Skræk, rev en
Svingel af Hammelstokken og satte med et Stød Vognen løs paa Flokken saa
de tumlede af Vejen. Der blev aabent Rum mellem ham og Erik, og Erik
sprang som en Fjeder frem over Drætten, med Kniven i kort Hug. Midt i
Springet traf Svingelen ham i Hovedet, Knivstikket ramte Forvalteren i
Skulderen, men det var mat; Kniven skrabede ned ad hans Side idet Erik
sank til Jorden. De andre stod og gloede fortumlet.

„Bær ham ned i Rullekælderen!“ raabte Forvalteren bydende; de smed deres
Knive og adlød.

Henne ved Posten stod Pelle og smaahoppede. Kampen havde sat hans Blod i
det forfærdeligste Oprør; Lasse maatte tage et fast Tag i ham, fordi det
saa ud som vilde han kaste sig midt op i Slagsmaalet. Da saa den store
stærke Erik sank død til Jorden for et Slag i Hovedet, kom Hopningen
over ham som kunde det være Saføjdans. Han stod og sprang med fældet
Hoved og lod sig dratte dødt gennem Luften, mens han gjalrede en kort
uophørlig Latter. Lasse talte ham vredt til, fordi han syntes det var
noget utilbørligt Fjanteri. Saa holdt han ham fast i sine Arme, og den
lille Fyr rystede over hele Kroppen og vilde frigøre sig, for at blive
ved med sin Hoppen.

„Han har faaet Lyde,“ sagde Lasse grædende til Husmandskonerne. „Herre
Jesus hvad skal jeg gamle Mand gøre?“ Han bar ham ned i Røgterkamret,
trist til Sinds fordi Maanen var i Tiltagende — saa fortog det sig
aldrig!

Nede i Rullekælderen baksede de med Erik, hældte Brændevin i Munden paa
ham og vaskede hans Hoved med Eddike. Kongstrup var jo ikke hjemme, men
Fruen var selv dernede, hun gik og vred Hænderne og forbandede
Stengaarden — sit eget Barndomshjem! Stengaarden var blevet til et
Helvede med Mord og Liderlighed! sagde hun, uden at bryde sig om at de
stod omkring hende og hørte hvert et Ord.

Forvalteren var jaget af Sted i Ponyvognen for at hente Læge og melde
det passerede for Livs og Døds Skyld. Konerne stod om Posten og
sladrede, Karle og Piger drev forvirrede om, der var ingen der gav
Ordrer. Men saa kom Fruen frem paa Trappen og saa vist paa dem en Stund,
og de fandt hver til sit. Der var Bid i de Øjne! De gamle Koner skuttede
sig og tog fat — det mindede saa hyggeligt om gamle Dage, da
Stengaardsbonden fra deres Ungdom kom farende og saa gal ud af Øjnene
naar de drev den af.

Inde paa Kamret sad Lassefar over Pelle, der laa og muntrede sig i
Vildelse saa det var baade til at le og græde over.




                                   XV


„Ret har hun vel nok haft, siden han aldrig sagde et hæftigt Ord naar
hun tog paa Vej — med Klager og Bebrejdelser saa det gik tværs gennem
Væggene, ned i Folkestuen og helt ud i Gaarden. Men dumt var det
alligevel af hende, for hun gjorde ham blot forstyrret i Hovedet og jog
ham hjemme fra. Og hvordan skal det vel i Længden gaa en Gaard, hvis
Husbond ligger og driver paa Landevejene altid fordi han ikke kan være
hjemme. Det er en skidt Kærlighed som jager Manden hjemmefra.“

Lasse stod i Stalden Søndag Aften og talte med Husmandskonerne om det
mens de malkede. Pelle gik der ogsaa og havde sit for, men hørte
alligevel efter.

„Helt dum var hun nu heller ikke,“ sagde Tækkemand Holms Kone. „Som nu
det at hun tog Lyse Marie ind til Stuepigearbejdet, for at han kunde
have et net Ansigt at se paa her hjemme ved. Hun vidste nok, at den der
har Føden i Huse gaar ikke udenom. Men det førte jo ingenting til, naar
hun ikke kunde lade være at skræmme ham fra Gaarden med sin Graad og sin
Drikken.“

„Han drikker vel ogsaa, han!“ sagde Pelle kort.

„Javist tager han sig nok en Rus iblandt“ sagde Lasse i en
irettesættende Tone — „men han er et Mandfolk at du ved det — og kan vel
desuden have sine Grunde. Men det lader ilde naar et Kvindfolk hengiver
sig til Spiritus.“ Lasse var gnaven, Knægten begyndte at have egne
Meninger om snart sagt alting, og blandede sig rask væk op i naar voksne
Folk talte.

„Jeg holder nu for“ henvendte han sig atter til Konerne „at han er en
god Mand, naar blot han ikke plages med Graad og Samvittighedsnag. Det
gaar jo ogsaa rigtig godt nu hun er borte. Han er hjemme snart sagt hver
Dag og tager sig af Sagerne selv, saa Forvalteren er helt syg — for
_han_ vil jo helst være Kongen for det hele. Os andre er Bonden mod som
en af vore Lige; om det saa er Gustav har han glemt sit Nag.“

„Han har vel heller ikke saa meget at nages for — det skulde da være
det, at han faar en Kone med Penge. Bodil skal nok have over hundrede
Kroner paa Kistebunden efter de to-tre Maaneders Arbejde som Stuepige.
Somme Folk kan — de faar Betaling for det, vi andre al vor Tid har
maattet gøre for intet.“ Det var en af de gamle Koner.

„Ja lad os nu først se, om han nogensinde faar hende til Kone — jeg
tvivler om’et. En skulde vel ikke sige noget ondt om sine Medtjenere,
men Bodil er ikke trofast. Det med Proprietæren fik være det det var —
som jeg ogsaa sagde til Gustav engang han rasede vildt; Husbonden gaar
forud for Folkene! Bengta var mig en god Kone i enhver Retning, men hun
havde svært ved at sætte sig op imod Patronen derhjemme hun ogsaa. De
største tager først, det er ikke anderledes her i Verden! Men Bodil har
syv Sind over én Tærskel, nu fjaser hun med Eleven skønt han ikke er
sine sejsten Aar endnu, og tager mod Foræringer af ham. Gustav skulde
rede sig ud af det i Tide — det fører altid til Ulykke naar Kærligheden
faar Indpas i et Menneske. Vi har Eksempel for’et her paa Gaarden.“

„Jeg snakkede med nogen i Dag der mente, at Fruen slet ikke var rejst
til Hovedstaden men var hos sin Slægt nede Sønder paa Landet. Hun er
rendt fra ham skal I faa at se.“

„Det skal jo være fint, det!“ sagde Lasse. „Men naar hun saa bare vil
blive væk; det gaar aller bedst som det gaar.“

— —

Der var kommet en hel anden Luft over Stengaarden. Uhyggen var borte,
der sank ingen Klagetoner gennem Luften og lagde sig som Klæg og sort
Sorg om én. Stengaardsbonden var den Forandringen kendtes mest paa; han
var ti-tyve Aar yngre, og slog til Side i godt Humør som en der er løst
af Bolt og Jærn. Han var optaget af Bedriften, jog et Par Gange hver Dag
til Stenværket i sin Gig, mødte frem ved hvert nyt Arbejde og kunde godt
finde paa at smide Trøjen og tage en Haand i. Lyse Marie dækkede hans
Bord og redte hans Seng, og han var ikke bange for at vise at han var
god ved hende. Hvor mange var ellers saadan en simpel Pige bekendt ved
højlys Dag! Hans Humør virkede helt smittende og forjog baade det ene og
det andet.

Ellers kunde det jo ikke nægtes, at Lasse havde sit at trækkes med.
Giftesygen faldt tungt over ham med den haarde Kulde, som allerede
indfandt sig i December; han længtes efter at faa Foden under eget Bord
og have sig en Kvinde der var alt for ham. Helt opgivet Karna havde han
vel endnu ikke; men han havde dog lovet Tækkemand Holms Kone ti blanke
Kroner paa Bordet, saa fremt hun opsporede noget der passede for ham.

Egenlig havde han jo slaaet det hele af Hovedet som en Umulighed og
begivet sig ind i sin Alderdoms Land. Men hvad kunde det hjælpe at lukke
sig inde, naar man blot gik og ledte efter Dørene for at slippe ud igen.
Lasse saa sig ud endnu engang, og det blev som altid Pelle der bragte
Livet og Glæden til Huse.

Nede i Udkanten af Fiskerlejet boede der en Kone, hvis Mand fór til Søs
og ikke havde ladet høre fra sig i adskillige Aar. Pelle havde nogle
Gange paa Vej til og fra Skole søgt Ly mod Vejret i hendes Forstue, og
efterhaanden blev de gode Bekendte; han gjorde hende Smaatjenester og
fik en Kop varm Kaffe for det. Naar Kulden var rigtig hvas, kaldte hun
ham altid ind. Saa fortalte hun ham om Søen og om sin Skarns Mand, der
blev borte og lod hende sidde og slide sig Brødet til ved at bøde
Redskab for Fiskerne; og Pelle maatte til Gengæld fortælle om Far Lasse,
og Mor Bengta som laa derhjemme paa Kirkegaarden i Tommelilla. Det blev
ikke til meget andet med Snakken, for bestandig kom hun tilbage til sin
Mand der blev borte og lod hende sidde Enke.

„Han er vel druknet,“ sagde saa Pelle gærne.

„Nej det er han ikke, for jeg har intet Varsel haft!“ svarede hun
bestemt, altid med den samme Vending.

Pelle fortalte det hele igen til Faderen, som var meget interesseret.
„Naa var du saa ind om hos Madam Olsen i Dag?“ var det første han sagde
naar Drengen kom fra Skole. Saa maatte Pelle fortælle enhver Ting flere
Gange, Lasse kunde ikke faa det grundigt nok:

„Du har vel fortalt hende, at Mor Bengta er død? — ja vist det har du
jo! Naa hvad spurgte hun dig saa ud om mig i Dag? — Ved hun om Arven?
(Lasse havde fornylig arvet 25 Kroner efter en Farbror). Du kunde jo
godt lade et Ord falde om det — for at hun ikke skal anse os for rene
Lus.“

Pelle bar forblommede Bud baade frem og tilbage. Fra Lasse fik han
Smaating med som Vederlag for det gode hun gjorde ham, broderede
Lommeklæder og et fint Silketørklæde — det var de sidste Rester af Mor
Bengtas Efterladenskaber. Det vilde blive svært at undvære dem hvis
dette ny glippede — saa var Minderne der ikke at falde tilbage paa! Men
Lasse satte alt paa ét Kort.

En Dag kunde Pelle fortælle, at nu havde det varslet hos Madam Olsen. Om
Natten var hun vaagnet ved, at en stor sort Hund stod og gispede ved
hendes Hovedgærde, dens Øjne lyste i Mørket, og hun hørte Vandet dryppe
fra dens Pels. Hun forstod, at det maatte være Skibshunden med Bud til
hende, og gik til Vinduet. Og ude i Maaneskinnet over Søen saa hun et
Skib gaa med alle Sejl til. Det byggede højt op for Synet, og man saa
Hav og Himmel tværs igennem det. Over Rælingen hang hendes Mand og de
andre, de var gennemsigtige, og Saltvandet drev dem af Haar og Skæg og
randt ned over Skibssiden.

Om Aftenen iførte Lasse sig sin bedste Stads.

„Skal vi ud i Aften?“ spurgte Pelle glad forundret.

„Nej — ja det vil sige jeg skal, et lille Ærende bare. Hvis nogen
spørger efter mig, maa du sige at jeg er gaaet til Smeden efter en ny
Næsering til Tyren.“

„Og jeg skal ikke med da?“ Pelle var lige ved at græde.

„Nej du maa være skikkelig og blive hjemme denne ene Gang.“ Lasse
klappede ham paa Hovedet.

„Hvor skal du hen da?“

„Jeg skal —“ Lasse vilde lave en Løgn men kunde ikke faa det over sit
Hjærte. „Du maa hellere lade være at spørge mig!“ sagde han.

„Faar jeg det saa at vide en anden Dag — uden at spørge?“

„Ja det gør du — ganske bestemt!“

Lasse gik men kom tilbage igen. Pelle sad paa Sengekanten og græd — det
var første Gang Lassefar gik uden at tage ham med.

„Nu maa du være fornuftig og gaa i din Seng,“ sagde han alvorligt.
„Ellers bliver jeg hjemme hos dig, men saa gaar der kanske meget i
Stykker for os begge to.“

Saa tog Pelle sig i det og begyndte at klæde sig af. Og Lasse kom
endelig paa Vej.

Der var lukket og slukket da han naaede ned til Madam Olsens Hus. Han
kendte det let efter Pelles Beskrivelser, og gik et Par Gange rundt om
det for at se hvordan Væggene stod. Det saa helt godt ud baade i Tømmer
og Klining, og en god Bid Jord hørte der til — lige stor nok til at den
kunde tilses om Søndagen, saa man kunde passe sin Dagløn de søgne Dage.

Lasse bankede paa Døren, lidt efter kom en hvid Skikkelse frem ved
Vinduet. „Hvem er det?“ blev der spurgt.

„Det er Pelles Far, Lasse Karlsson,“ sagde Lasse og traadte frem i
Maaneskinnet.

Skodden blev slaaet fra. „Kom kun indenfor, staa ikke der i Kulden!“
sagde en blød Stemme, og Lasse traadte over Tærsklen. Der var Sovelugt i
Stuen, Lasse vejrede Alkoven men kunde intet se, han hørte Pusten som om
et fedt Menneske trak i Strømper. Saa strøg hun en Tændstik og tændte
Lampen.

De gav Haanden og saa imens hinanden an. Hun var i stribet Dynevaarskørt
der holdt Nattrøjen samlet, og havde blaa Natkappe paa Hovedet. Gode
Lemmer havde hun og en god Barm; Ansigtet lovede ogsaa godt. Hun var af
den Slags, som ikke vilde gøre en Kat Fortræd naar hun ikke blev
strabeseret — men nogen Slider var hun ikke, dertil var hun for blød i
det.

„Saa det er Pelles Far!“ sagde hun — „det er en ung Søn du har. Naa men
sid ned værsaagod.“

Lasse missede lidt, han havde nok frygtet at hun vilde finde ham gammel.

„Ja han er jo hvad man vilde kalde en Sildefødning; men jeg kan dog gøre
Mands Gærning endnu — baade her og der.“

Hun lo til ham mens hun gik til og fra og satte paa Bordet — koldt Flæsk
og Medisterpølse, Snaps og Brød og en Lerskaal med Fedt. „Spis! men
spis!“ sagde hun „det er derpaa et Mandfolk skal kendes. Du har gaaet en
lang Vej.“

Nu først kom Lasse i Tanke om, at han dog maatte give et Paaskud for sit
Besøg. „Jeg skulde egenlig af Sted igen med det samme. Jeg vilde blot
ned og sige dig Tak for din Godhed mod Drengen.“ Han lettede endogsaa
paa sig som for at bryde op.

„Nej men hvad er det nu for noget Sludder!“ udbrød hun og trykkede ham
ned i Stolen igen. „Det er jo kun simpelt men værsgod og lad det smage.“
Hun trykkede ham Redskabet i Haanden og skubbede ivrigt Maden hen foran
ham. Hele hendes Skikkelse udstraalede Varme og Hjærtensgodhed, som hun
stod der tæt ind over ham og puslede for ham. Og Lasse hyggede sig i
det.

„Du har vist været en god Kone for din Mand,“ sagde han.

„Ja det er saamænd sandt ogsaa!“ sagde hun, idet hun satte sig ned og
saa aabenhjærtet paa ham. „Han fik alt hvad han kunde have Krav paa og
vel det, naar han var i Land. Han laa til Middag, og jeg passede ham som
et lille Barn. Men ikke en Haandsrækning han gav mig for’et — saa bliver
én jo træt tilsidst.“

„Det var Uret af ham“ sagde Lasse „for den ene gode Gærning bør kalde
paa den anden. Jeg tror ikke Bengta skulde have noget saadant at sige
mig paa, om hun blev adspurgt.“

„Ja der er saamænd meget at gøre i et Hus, naar det ellers er en Mand
der har Vilje til at hjælpe. Jeg har jo kun én Ko, for mere kan jeg ikke
overkomme; men to kunde der godt holdes, og Gæld paa Stedet er der
ikke.“

„Jeg er jo kun en fattig Djævel imod dig!“ sagde Lasse nedslaaet. „Jeg
har vel alt i alt halvhundrede Kroner, og ordenligt Tøj har vi at tage
paa begge to, men ellers ejer jeg kun et Par gode Næver paa Skaft.“

„Det er jo ogsaa meget værd. Og bange for at hente en Spand Vand eller
sligt er du ikke, kan jeg forstaa paa dig?“

„Nej det er jeg ikke. Og jeg er heller ikke bange for en Kop Kaffe paa
Sengen en Højtidsmorgen.“

Hun lo til ham. „Saa skulde jeg vel have en Kys!“ sagde hun.

„Ja det skulde du vel,“ sagde Lasse glad og kyssede hende. „Og saa maa
vi haabe paa Lykke og Velsignelse for os alle tre. Pøjken ved jeg jo du
holder af.“

Der var endnu adskilligt at drøfte, Kaffen skulde drikkes, og Lasse
skulde se paa Koen og paa Husets Indretning. Imens blev Klokken mange.

„Du maa jo hellere indrette dig her for Natten!“ sagde Madam Olsen.

Lasse stod og vaklede i det — der var Gutten som laa alene, og han
skulde være paa Gaarden Kl. fire. Men ude var det koldt, og her var saa
lunt og hyggeligt i alle Maader.

„Ja, jeg maa kanske hellere det,“ sagde han og lagde Tøjet fra sig igen.

— — —

Da han ved Firetiden sneg sig bag ind gennem Kostalden, brændte Lygten
endnu i Røgterkamret. Lasse troede han var opdaget, og kom til at ryste,
det var halsløs og uforsvarlig Gærning at være borte fra Besætningen en
hel Nat. Men det var blot Pelle der laa sammensunken paa Kisten, fuld
paaklædt, og sov. Han var sort og ophovnet i Ansigtet af Graad.

Hele Dagen var der noget lukket, næsten fjendsk over Pelles Færd. Lasse
led under det; der var ikke andet for, han maatte ud med Sproget.

„Nu er det afgjort du,“ sagde han endelig. „Vi faar Hus og Hjem — og en
vakker Mor paa Købet. Det er Madam Olsen, er du saa tilfreds?“

Pelle havde ikke noget imod det. „Maa jeg saa komme med næste Gang?“
spurgte han, lidt mut endnu.

„Næste Gang kommer du med — det bliver nok paa Søndag. Saa ber vi os
tidlig fri og gaar i Besøg.“ Lasse sagde det med et eget Sving — han
havde rettet sig.

Pelle var med om Søndagen, de havde fri fra midt paa Eftermiddagen. Saa
gik det ikke an at bede sig fri saa snart igen, men Pelle saa jo sin
vordende Mor saa at sige hver Dag. For Lasse var det vanskeligere. Naar
Længslen efter Kæresten kom for stærkt over ham, gik han og nussede til
Pelle var faldet i Søvn, saa klædte han sig om og listede af.

Dagen efter en saadan forvaaget Nat var han ikke meget værd til sit
Arbejde, han gik og snublede over sine egne Trin. Men hans Øjne lyste
ungdommeligt, som havde han sluttet hemmeligt Forbund med Livets
stærkeste Magter.




                                  XVI


Erik stod oppe ved Hovedtrappen, med hængende Skuldre og Ansigtet vendt
halvt mod Muren; der stillede han sig op hver Morgen ved Firetiden; han
stod og ventede paa at Forvalteren skulde komme ned. Klokken var seks,
det var lige begyndt at lysne.

Lasse og Pelle var færdige med Mugningen og den første Fodring, nu var
de sultne. De stod i Døren til Kostalden og ventede paa at Madklokken
skulde lyde; ovre i Dørene til Hestestalden stod Karlene og kiggede
langt de ogsaa. Da den var et Kvarter over gik de mod Kælderen med Karl
Johan i Spidsen, Lasse og Pelle rykkede ogsaa ud og skyndte sig mod
Folkestuen, Madlængslen lyste ud af dem.

„Naa Erik, nu skal vi ned og æde!“ raabte Karl Johan i Forbigaaende;
Erik kom frem fra Krogen ved Trappen og tøflede efter dem ned. I Maven
fejlede han da ingenting.

De aad Silden i Tavshed — Maden tæppede Munden fuldstændig. Da de var
færdige, bankede Forkarlen i Bordet med Knivskaftet, og Karna kom ind
med to Fade Søbe og en Stabel Fedtebrød.

„Hvor er Bodil i Dag?“ spurgte Gustav.

„Hvad ved jeg af det? hendes Seng stod urørt i Morges,“ svarede Karna
hoverende.

„Det er Løgn i din Hals og Bump i din fede Nakke,“ sagde Gustav og
huggede Skeen i Bordpladen.

„Du kan jo selv gaa ind paa Kamret og se efter — du kender jo Vejen,“
sagde Karna spydsk.

„Og hvad gaar der af Eleven i Dag, at han ikke ringer?“ sagde Karl
Johan. „Har ingen af jer Piger set ham?“

„Nej han sover nok over sig,“ raabte Bengta ude fra Bryggerset. „Men lad
ham det — jeg har ingen Lyst til at løbe der og ruske Liv i ham hver
Morgen.“

„Skulde du ikke gaa op og vække ham, Gustav?“ sagde Anders plirende.
„Kanske saa du noget morsomt.“ De andre lo saa smaat.

„Skal jeg vække ham, saa bliver det med denne her Musegilder,“ svarede
Gustav og viste en stor Kniv. „For saa tror jeg nok jeg tager hans
Virkemidler.“

Nu kom Storbonden selv ned, han holdt et Papir i Haanden og saa meget
oprømt ud. „Har I hørt det sidste Nyt Folkens? Hans Peter har i Nattens
Mulm og Mørke bortført Bodil.“

„Hvad Fan, begynder nu Pattebørnene ogsaa?“ udbrød Lasse kry. „Jeg maa
vel til at passe paa Pelle dér, at han ikke skal løbe bort med Karna —
hun har det jo med Ungdom.“ Lasse følte sig som Mand i Laget, og var
ikke bange for at stikke en ud.

„Hans Peter er femten Aar,“ sagde Kongstrup irettesættende — „og i hans
Hjærte raser Lidenskaben.“ Han sagde det saa komisk alvorligt at de alle
brast i Latter. Kun Gustav lo ikke, han sad og klippede med Øjnene og
hev op i sit Hoved som en fuld Mand.

„Hør selv her hvad han skriver — det laa paa hans Seng.“ Kongstrup holdt
Papiret teatralsk ud fra sig:

   „Naar Proprietæren læser dette, er jeg borte for bestandig; Bodil og
   jeg har besluttet at flygte bort i Natten. Min strænge Fader giver
   aldrig sit Minde til vor Forening, derfor vil vi nyde vor Kærligheds
   Lykke paa et skjult Sted, hvor ingen kan finde os. Det er stor Synd
   at lede efter os, for saa har vi besluttet at dø sammen hellere end
   at falde i vore Fjenders onde Hænder. Jeg væder dette Papir med
   Bodils og mine Taarer. Men Proprietæren maa ikke fordømme mig for
   mit sidste fortvivlede Skridt, naar jeg ikke kan andet for min store
   Kærligheds Skyld.

                                                          Hans Peter.“

„Han læser nok Historiebøger den Fyr,“ sagde Karl Johan. „Han kan blive
god engang.“

„Ja han kender paa en Prik hvad der skal til til en Bortførelse“ svarede
Kongstrup fornøjet. „Om det saa er en Stige, har han faaet den slæbt hen
til Pigekammervinduet — skønt det er i Højde med Jorden. Bare han var
halv saa grundig til Landvæsnet.“

„Hvad nu? de skal vel eftersøges?“ spurgte Forkarlen.

„Ja jeg ved ikke — det er næsten Synd at forstyrre deres unge Lykke. De
kommer jo nok af sig selv naar de bliver sultne. Hvad mener du Gustav —
skal vi holde Klapjagt paa dem?“

Gustav svarede ikke; han rejste sig kort og gik over mod Kamrene. Da de
andre kom over var han gaaet i Seng.

Hele Dagen laa han og sagde hverken bu eller bæ, naar nogen kom ind til
ham. Det gik ud over Arbejdet, og Forvalteren var gal i Hovedet. Han led
i det hele ikke den ny Maade Kongstrup var ved at indføre — med Frihed
for enhver til at tale og gøre akkurat som de lystede.

„Gaa ind og vip Gustav af Sengen!“ sagde han om Eftermiddagen de gik paa
Loen og rensede Sæd. „Vil han ikke med det gode, saa klæd ham paa med
Magt.“

Men Kongstrup, som selv stod og førte Vægten til Bogs, lagde sig
imellem. „Nej er han syg, maa han ogsaa have Lov at ligge,“ sagde han.
„Men det er vor Skyldighed at gøre noget for hans Helbredelse.“

„En Sennepskage,“ foreslog Mons og saa udfordrende paa Forvalteren.

Kongstrup gned sig i Hænderne: „Ja det var godt! Gaa du over Mons og faa
Pigerne til at lave en Sennepskage vi kan lægge ham i Hjærtekulen; det
er jo dér han har Ondet.“

Da Mons kom med Kagen, gik de i Procession over for at anbringe den, med
Proprietæren selv i Spidsen. Kongstrup saa godt Forvalterens onde Øjne:
Igen et Spild af Arbejde for nogle Tossestregers Skyld! sagde de. Men
han havde nu engang Lyst til at more sig lidt, og Arbejdet kom vel nok
fra Haanden.

Gustav havde nok lugtet Lunten, for da de kom var han i Tøjet. Siden gik
han og passede sit, men var ikke til at slaa et Smil af med en Vognkæp.
Han lignede en der har faaet Maanesyge.

Nogle Dage senere rullede en Vogn ind i Stengaarden. I Agestolen sad en
bred Bonde i Pels, Hans Peter sad ganske indhyllet ved Siden af ham, og
bag i Vognbunden laa den smukke Bodil i lidt Halm og krøb sammen af
Kulde. Det var Elevens Fader der bragte de to Flygtninge tilbage, han
havde fundet dem paa et Logi inde i Staden.

Oppe paa Kontoret fik Hans Peter sine Klø saa det kunde høres. Saa blev
han sluppet ud i Gaarden og gik der tudende og skamfuld, til han faldt i
Leg med Pelle nede bag Kostalden.

Bodil blev der taget strængere paa. Det var nok den fremmede Bonde, der
forlangte at hun skulde væk straks; for Kongstrup var ikke ellers haard
af sig. Hun maatte pakke sit Tøj, og over Middag blev hun kørt af
Gaarde. Hun saa blid og god ud som altid, ret et Himmerigs Barn lignede
hun da hun kørte væk — havde man ikke vidst bedre.

Næste Morgen var Gustavs Seng tom. Han var som blæst væk — med Kiste,
Træsko og alting.

Lasse saa paa det hele med en Mands overbærende Smil — Barnestreger! Nu
fattedes det blot, at Karna skulde klemme sin tykke Krop gennem
Kældervinduet en Nat og forsvinde som en Røg hun ogsaa — paa Jagt efter
Gustav.

Det skete nu ikke. Men hun blev mild til Sinds mod Lasse igen, spurgte
til hans og Pelles Tøj og vilde gærne gøre det godt for dem.

Lasse var ikke blind, han saa godt hvad det trak op til, og det gik i
ham af Magtfølelse. Der var to, han kunde faa nu naar det skulde være;
blot han strakte en Haand ud, greb Kvindfolkene efter den. Han gik i en
Festrus hver Dag, og der var Dage hvor han var saa højt oppe, at det
hviskede ubændigt i ham om at gribe til. Der havde han gaaet og traadt
saa adstadigt paa Jorden alle sine Dage, gjort sin Pligt og levet sit
Liv i al pæn Skikkelighed! Hvorfor skulde han ikke for én Gangs Skyld
lade staa til — og prøve at springe igennem de brændende Tøndebaand han
ogsaa? Der var en lokkende Kraftudfoldelse i det.

Men det retskafne i ham sejrede. Han havde altid holdt sig til den ene
som Skriften paabød, og det vilde han blive ved med. Det andet var kun
for de store — Abraham som Pelle var begyndt at fortælle om, og
Kongstrup. Pelle maatte heller aldrig faa Anledning til at sige sin
Fader noget paa dér; han vilde staa ren for sit Barn og kunne se ham i
Øjnene uden at blinke. Og saa — ja Tanken om, hvordan de to Kvinder
vilde tage det i Fald det blev opdaget, kunde rent ud sagt faa Lasse til
at misse med sine røde Øjne og dukke Hovedet.

                   *       *       *       *       *

Lidt hen i Marts kom Fruen uventet tilbage. Proprietæren havde indrettet
sig helt hyggeligt uden hende, og hun kom nok temmelig bag paa ham. Lyse
Marie blev straks furet ned i Bryggerset; naar hun ikke helt blev jaget
væk, var det fordi der var bart om Pigehjælp paa Gaarden siden Bodil
rejste. Fruen havde en ung Slægtning med, som skulde være hende til
Selskab og hjælpe hende med det indvendige.

Det syntes at gaa rigtig godt imellem dem, Kongstrup holdt sig hjemme
omkring og var adstadig. De tre kørte ud sammen, og det var svært saa
Fruen hængte sig ved hans Arm, naar de var ude og viste den Unge
Gaardens Tilliggende. Det var let at se, hvorfor hun var kommet tilbage
— hun kunde ikke leve ham foruden!

Men Kongstrup lod ikke nær saa glad ved det; han havde sat sin Kaadhed
over Styr igen og trukket sig mere tilbage. Naar han saadan færdedes,
kunde han godt se ud, som laa der noget usynligt paa Lur efter ham og
han frygtede en Overrumpling.

Dette usynlige rakte efter de andre ogsaa. Fruen greb aldrig ondt ind i
noget, hverken lige til eller ad Omveje; men alligevel strammedes
alting; man bevægede sig ikke længer frit over Gaarden, men skottede op
til de høje Vinduer og skyndte sig forbi. Luften fik igen det trykkende
over sig, som gjorde uvillig og krængd og i daarligt Humør.

Gaaden lagde sig atter tung over Stengaardens Tag. Gaarden havde gennem
Slægtled været saa manges timelige Velfærd eller Ulykke — den var bygget
op paa det; derhen drog endnu bestandig de fleste Tanker. Det dunkle —
Rædslen, Uhyggen, de uklare Anelser om Magter der vilde ilde — var vant
til at søge den Vej som mod en Kirkegaard.

Og nu samlede det sig over denne Kvinde, der havde saa tung en Skygge,
at alting lysnede naar hun drog bort. Hendes uendelig jamrende Protest
mod Forurettelsen slog formørkende ud og drog alt det tunge til sig. Hun
kom ikke engang tilbage for at bøje sig ind under, hvad der ikke kunde
være anderledes —, men for at fare fort med fornyet Styrke. Undvære ham
kunde hun ikke og byde ham noget godt heller ikke; hun var som de
Væsner, der kun kan leve og aande i Ilden og alligevel jamrer sig
derinde. Hun vred sig i Flammerne og holdt dem dog selv ved Lige — Lyse
Marie var hendes Værk, og nu havde hun bragt den nye Slægtning til Huse.
Saadan kom hun ham i Møde, for saa at ryste Huset over ham med sin
Klage.

En saadan Kærlighed var ikke Vorherres Værk; _Magter_ holdt til i hende.




                                  XVII


Hu som det bed! Pelle var paa Vej til Skole, han pressede sig i
Luntetrav op mod Stormen. Ved den store Tjørn stod Rud og ventede; han
sluttede op, og de løb ved hinandens Side som to medtagne Øg, pustende
og med sænkede Hoveder. Trøjekraven var krænget op om Ørerne, og
Hænderne søgte ned inden for Bukselinningen for at faa Del i
Kropsvarmen; Pelles Trøjeærmer stumpede, hans Haandled var violette af
Kulde.

De sagde ikke stort men bare løb; Stormen snappede dem straks Ordene af
Munden og stoppede den med Hagl, det var ikke til at faa Luft nok til
Løbet eller lukke et Øje op. Hvert Øjeblik maatte de stanse og sætte Ryg
mod Vejret, mens de fyldte Lungerne og pustede varm Aande op over det
følesløse Ansigt. Det værste var Overgangen inden man kom rigtig op mod
Vinden og i Trit igen.

De tre Fjerdingvej fik Ende, og Drengene drejede ind i Fiskerlejet.
Hernede ved Stranden var der næsten Læ, det oprørte Hav brød Vinden. Der
var ikke stort af Søen at se; det der stak frem her og dér af Bygerne,
kom som en vandrende Mur og væltede brølende sammen i hvidgrønt Kog.
Vinden rev Toppen af Bølgerne i arrige Rusk og førte salt Regn ind over
Landet.

Læreren var ikke kommet. Oppe ved Pulten stod Nilen, han var i Færd med
at dirke den op for at faa fat i en Pibe, Fris havde beslaglagt i Timen.
„Her er din Kniv!“ raabte han og smed en Tollekniv over til Pelle der
rask stak den til sig. Nogle Bønderdrenge væltede Kul i Kakkelovnen der
i Forvejen var gloende, henne ved Vinduerne sad en Flok Tøser og hørte
hinanden i Salmevers. Udenfor brød Havet ustanselig ind og væltede
sammen; naar dets Drønen sank et Øjeblik steg vilde Drengestemmer i
Vejret. Alle Lejets Drenge løb derude i Havstokken, de sprang ud og ind
under Brændingen der saa ud som vilde den knuse dem — og halede
Drivtømmer i Land.

Pelle var knap tøet op, da Nilen fik ham med ud; de fleste af Drengene
var dyngvaade, men de lo og dampede af Iver. En af dem havde bjærget et
Navnebrædt fra et Skib — _Enfoldigheden_ stod der. De slog Kreds om det
og drøftede Skibets Art og Hjemsted i en mundhuggende Tone.

„Saa er Skibet gaaet under,“ sagde Pelle alvorligt. De andre svarede
ikke, det var altfor selvfølgeligt.

„Ja“ sagde en Dreng nølende „Navnebrædtet kan da ogsaa være revet løs af
Søerne; det har jo bare været sømmet paa.“ De undersøgte det omhyggeligt
igen — Pelle kunde intet særligt opdage ved det.

„Jeg tror nu snarere Mandskabet har revet det af og smidt det i Søen —
den ene Nagle er trukket ud,“ sagde Nilen og nikkede mystisk.

„Hvorfor skulde de vel gøre det?“ spurgte Pelle vantro.

„Fordi de har slaaet Kaptejnen ihjæl og selv taget Kommandoen, dit Nød!
Saa døber de bare Skuden om og sejler som Sørøvere.“ De andre Drenge
bekræftede det med Øjne der lyste af Æventyret — _dens_ Far havde
fortalt det, og _dens_ havde endda selv været med til det. Han vilde jo
ikke naturligvis, men saa blev han bare bundet til Masten mens Mytteriet
gik for sig.

En Dag som denne var Pelle den lille paa alle Omraader. Havets Raseri
knugede ham og fik ham til at føle sig utryg; men de andre var rigtig i
deres Es. De bemægtigede sig Havets hele Uhygge og lod den gaa
overdreven igen i deres Forestillinger, alle Søens Rædsler hobede de
legende sammen paa Stranden: Skibe gik til Bunds med Mand og Mus eller
strandede paa Klipperne, Strandvaskere laa og rullede i Havstokken,
druknede Mænd i Søstøvler og Sydvest kom op af Søen ved Midnat og
trampede lige ind i Lejets smaa Stuer for at varsko om deres Henfart. De
dvælede ved det med et Alvor der lyste af indvendig Glæde — som sang de
Lovsange til _Den Vældige_. Men Pelle stod uden for alt dette og følte
sig fejg ved deres Fortællinger. Han holdt sig bag de andre, og ønskede
han kunde trække den store Tyr herned og slippe den løs imellem dem. Saa
skulde de ty til ham for Beskyttelse.

Drengene havde Ordre fra deres Forældre om at passe vel paa sig selv —
den gamle Skipperenke Marta havde tre Nætter i Træk hørt Søen kræve Lig
med en kort Gøen. De talte om dét ogsaa, og om hvornaar Fiskerne vel
vilde vove sig ud igen, mens de sprang i Havstokken. „En Flaske, en
Flaske!“ raabte pludselig en af dem og fór af Sted langs Stranden, han
havde ganske bestemt set en Flaske dukke ud af Brændingen lidt henne og
forsvinde igen. Hele Flokken stod længe og stirrede spændt ud i
Skumkoget, Nilen og en til havde smidt Trøjen, for at være parat til at
springe ud naar den viste sig igen.

Flasken kom ikke til Syne mere, men Fantasien var kommet i Skub, hver
Dreng havde sin egen højtidelige Viden om den Ting. Nu i
Jævndøgnsstormene gik der nok mangen Flaske ud over Skibssiden med
sidste Hilsen til dem paa Landjorden. Det var jo strængt besét derfor
man lærte at skrive — for at kunne skrive sin Seddel naar ens Time kom.
Saa gik Flasken maaske i Maven paa en Haj, maaske blev den fisket op af
dumme Bønder der tog den med hjem til Konen at tappe Drikke paa — det
var et velment Spark til Pelle. Men det hændte ogsaa, at den drev i Land
lige dér hvor den var bestemt for; og ellers blev det Finderens Sag at
bringe den til nærmeste Øvrighed, om ikke han vilde miste sin højre
Haand.

Henne paa Havnen brød Søen over Molen, Fiskerne havde bjærget deres
Baade op paa Land. De havde ingen Ro paa sig til at blive inde i den
varme Stue, Søen og det onde Vejr bandt dem til Stranden Nat og Dag. De
stod i Læ bag Baadene, gabede tungt og stirrede ud efter Dybet, hvor en
og anden Sejler flaksede forbi som en stormslagen Fugl.

„Ind, ind!“ raabte Tøserne oppe fra Skoledøren, Drengene slentrede
langsomt opefter. Fris gik frem og tilbage foran Pulten, han røg sin
Pibe med Kongebilledet, Berlingeren stak ham ud af Lommen. „Paa Plads!“
raabte han og slog med Spanskrøret i Pulten.

„Er der noget nyt?“ spurgte en Dreng da de var kommet paa Plads — det
hændte at Fris læste „Skibsefterretninger“ højt for dem.

„Det ved jeg ikke,“ svarede Fris gnavent. „Kan I faa Tavler og
Regnebøger frem.“

„Ahh, vi skal regne, ahh det er Sjov!“ hele Klassen gottede sig lydeligt
mens de fik Sagerne frem.

Fris delte ikke Børnenes Glæde over Regnefaget — hans Begavelse var af
ren historisk Art plejede han at sige. Men han imødekom deres Trang,
fordi aarelang Erfaring sagde ham, at der let kunde blive Hus i Helvede
en Uvejrsdag som denne; Vejret havde en mærkelig Indflydelse paa
Ungerne. — Han selv forstod sig kun paa Chr. Hansens I. Del, men der var
et Par Bønderdrenge som paa egen Haand havde arbejdet sig hen i tredje
Del, de hjalp de øvrige.

Børnene var optagne af Arbejdet og hang ivrigt i, deres lange jævne
Aandedræt steg og faldt i Rummet som dyb Ro, der var en flittig Vandren
hen til de to Regnemestre. Kun nu og da afbrødes Fliden af en lille
Gavtyvestreg, der kom over en og anden som en Mindelse, men de faldt
hurtigt i Lave igen.

Nederst i Klassen lød der Snøften, lydeligere og lydeligere; Fris lagde
utaalmodigt Avisen fra sig.

„Peter græder“ sagde de nærmeste.

„Saa — aa!“ Fris kiggede langt over Brillerne. „Hvad er der nu i Vejen?“

„Han siger, han ikke husker hvad to Gange to er.“

Fris stødte Luft ud gennem Næsen og greb Spanskrøret — men tog sig i
det. „To Gange to er fem!“ sagde han roligt. Saa lo de lidt ad Peter og
tog fat igen.

Længe var der kun Flid, saa rejste Nilen sig; Fris saa det men blev ved
at læse.

„Hvad er lettest, et Pund Fjær eller et Pund Bly? det staar ikke i
Facitlisten.“

Fris rystede paa Hænderne mens han holdt Avisen op foran sig for rigtig
at se et eller andet. Det var hans Maadelighed som Regnelærer de
Smaadjævle idelig stak til; men han _vilde_ ikke i Lag med dem. Nilen
gentog sit Spørgsmaal under de andres Fnisen, men Fris overhørte det —
han var saa langt inde i Læsningen. Saa faldt det hele hen.

Fris saa paa sit Ur, han kunde snart give dem Frikvarter — et rigtig
langt Frikvarter. Saa blot en lille Times Plage igen, og den Skoledag
kunde lægges hen som endnu en overstanden Genvordighed.

Pelle _stod_ op paa sin Plads midt i Klassen, han havde Mas med at faa
sit Ansigt til at makke ret, og maatte lade som Sidemændene forstyrrede
ham. Endelig fik han det frem, men Slugørerne var lidt røde i Spidserne:
„Naar et Pund Mel koster 12 Øre, hvad koster saa en Tønde Kul?“

Fris sad en Stund og saa ubestemmeligt paa Pelle, det gjorde altid mere
ondt i ham naar Pelle var skarnagtig, end naar det var en af de andre —
han havde forsét sig paa den Dreng. „N-naa!“ sagde han bittert og kom
langsomt ned med det tykke Spanskrør i Haanden — „n-naa!“

„Dæk dig!“ hviskede Drengene og lavede sig til at gøre Fris Adgangen
vanskelig. Men Pelle gjorde en af disse Ting, der gik paa tværs af alle
vedtagne Regler og alligevel skaffede ham Respekt. I Stedet for at dække
sig mod Pryglene traadte han frit ud paa Gulvet og rakte begge Hænder
frem med det indvendige opad; han var ildrød i Hovedet.

Fris saa overrasket paa ham og havde Lyst til alt andet end at slaa —
Pelles Øjne glædede ham helt ind i Hjærtet. Han forstod sig ikke paa
Kategorien Drenge; men over for Mennesker var han fintmærkende, og her
var noget menneskeligt fremme — det vilde være Synd ikke at tage det
alvorligt! Han drev Pelle et godt Slag over Hænderne og smed saa
Spanskrøret. „Frikvarter“! sagde han kort og vendte sig fra dem.

Skumsprøjtet stod helt op paa Skolemuren. Et Stykke til Søs gik en
Skude, der saa helt medtaget ud og var i Vejrets Vold; den jog rask
forover et Stykke, og stod saa stille og ravede en Stund inden den igen
flyttede sig — som en fuld Mand. Den havde Retning efter det søndre Rev.

Drengene var søgt om bag Skolen for at spise deres Mad i Læ, men
pludselig dundrede det hult af Træskostøvler omme paa Strandsiden;
Strandfogden og et Par Fiskere løb udefter. Og nu kom de rullende med
Redningsapparaterne i susende Fart, Hestenes Manker føg for Vinden. Der
var noget besættende ved den Fart, Drengene maatte smide alt og slutte
op.

Skuden var nu helt nede ved Odden, hun laa og huggede for Ankeret og tog
Søer over sig med Agterenden til Revet, hun lignede et gammelt Øg der
slaar arrigt bagop mod Hindringen. Ankeret kunde ikke holde hende, hun
drev baglæns ind paa Revet.

Der var en Del Folk paa Stranden, baade fra Kysten og inde fra
Bondelandet — Bønderne var nok nede for at se om Vandet var vaadt!
Skuden var grundstødt og laa og rullede paa Revet; de havde manøvreret
som Svin om Bord — sagde Fiskerne — for Resten var det ingen Russer men
en Lappeskude. Søerne gik hen over hende, saa det spillede i hele
Kadaveret; Mandskabet var krøbet op i Riggen, der hang de og fægtede med
Armene. De raabte vel noget, men Brændingen tog det.

Pelle hang med Øjne og Øren ved alle Forberedelser; han sitrede af
Spænding og maatte kæmpe med sit Lyde, der vilde komme igen hvergang
noget satte Blodet op i ham. Paa Stranden havde de travlt; de drev Pæle
i Sandet til at holde Spillet, og ordnede Tov og Trosser for at det hele
kunde gaa glat. Den lange smækre Line, som Raketten skulde føre ud til
Skibet, blev der ofret særlig Omhu paa; der blev rettet ved den vel de
tyve Gange.

Redningsformanden stod og stillede Raketapparatet ind til Sigte — hans
Blik var som en Klo, idet det gik ud og tilbage igen for at maale
Afstanden. „Alt klar!“ sagde de andre og flyttede sig til Side. „Alt
klar!“ svarede han alvorligt. Der var helt dødt et Øjeblik, han stillede
og stillede tilbage igen.

Hu-y-y-y-uh! den tynde Line stod som en sitrende Orm i Luften, med sit
løbske Hoved borende ude i Tykningen over Søen; fra Rullen jog dens Krop
i hvinende Rusk og red udad paa dybe Brummetoner, og langt ude huggede
det sig frem i Stormen. Raketten havde klaret Vejlængden fortræffeligt,
den var et godt Stykke uden for Vraget men for langt til Luvart. Den
havde løbet sig mat, og stod nu og vuggede i Luften som et uroligt
Slangehoved mens den dalede.

„Den gaar forom,“ sagde en Fisker. De andre tav, men man kunde se paa
dem, at de mente det samme. „Det kan komme endnu!“ svarede Formanden.
Raketten havde ramt Vandet et godt Stykke til Nord, men Linen stod endnu
i en Bue i Luften, Presset holdt den oppe. Den faldt i lange Stød Sønder
over, slog et Par Læg paa sig for Stormen, og lagde sig mat over Skibets
Forstævn. „Der var den, den traf godt nok!“ raabte Drengene og sprang i
Sandet, Fiskerne trampede rundt af Glæde, slog med Hovedet efter
Formanden og nikkede anerkendende til hinanden. Derude kravlede en Mand
rundt i Riggen til han fik fat i Linen, saa krøb han ned i Vanterne til
de andre igen. Det maatte være smaat bevendt med Kræfterne, for de rørte
ikke ellers paa sig.

Herinde var der Travlhed. Spillet blev befæstet yderligere i Grunden og
Redningsstolen gjort klar; den tynde Line blev knyttet sammen med et
trekvart Tommers Tov, som igen skulde trække den svære Trosse ombord —
det galdt om at Grejerne holdt. Ved Trossen hang der en Pullje saa stor
som et Hoved til Træktovene at løbe i; man vidste jo ikke, hvad de havde
af Remedier ombord i saadan en Smadrekasse. For en Sikkerheds Skyld blev
der ved Linen bundet en Tavle som paa Engelsk sagde, at de skulde hale
til sig til Trosse den og den Kaliber kom ombord; det var overflødigt
for almindelige Mennesker, men man vidste aldrig hvor dumme saadanne
Finlapper kunde være.

„Nu maatte de gærne hale til sig derude, saa vi kunde faa en Ende paa
det,“ sagde Formanden og bankede Hænderne.

„De er kanske for medtagne — de har vel døjet ondt!“ sagde en ung
Fisker.

„Et trekvart Tommers Tov maatte de vel kunne hale til sig. Stik en
Hjælpeline til Tovet, saa vi kan give dem en Haand med at faa Trossen
ombord — naar saavidt kommer.“

Det blev gjort. Men ude paa Vraget hang de saa meningsløst dumt i Riggen
uden at røre paa sig — hvad i Alverdens Navn gik der dog af dem? Linen
laa bestandig død over Sandet uden at glide. Ved Bund hang den ikke, det
spillede i den da den blev strammet op i Søen; den maatte være fastgjort
ved Riggen.

„De har gjort den fast, de Høveder,“ sagde Formanden. „De venter vel at
vi skal hale Skuden paa Land for dem — ved den Garnende!“ — han lo
fortvivlet.

„De ved vel saa ikke bedre, de Stakler!“ sagde _Mormonen_.

Der var ingen der talte eller rørte sig. De stod lammede af det
ufattelige; deres Øjne vandrede i forfærdelig Spænding fra Vraget ned
paa den ubevægelige Line og tilbage igen. Den tunge Rædsel, som følger
hvor Mennesker har opbudt deres yderste og slaas tilbage af Dumheden
selv, krøb ind over dem. Det eneste de Skibbrudne foretog sig var at
fægte med Armene. De mente vel, man kunde staa herinde og gøre Mirakler
— paa Trods af dem.

„Om en Time er det forbi med dem,“ sagde Formanden tungt — „det er drøjt
at staa stille og se paa.“

En ung Fisker traadte frem. Pelle kendte ham godt, han havde truffet ham
nogle Gange inde ved Dyssen hvor Barnesjælen brændte i Sommernætterne.
„Hvis en af jer gaar med, vil jeg forsøge at drive ned paa dem!“ sagde
Niels Køller stille.

„Det er den visse Død Niels!“ sagde Formanden og lagde Haanden paa hans
Skulder „— det er du vel klar over? Jeg er ikke bange af mig, men kaste
mig hen gør jeg ikke. Nu ved du min Mening.“

De andre saa ikke anderledes paa det. Det var simpelthen umuligt at faa
en Baad ud af Havnen i det Vejr — den vilde straks blive maset mod
Molerne — end sige arbejde sig ned til Vraget med Storm og Sø paa tværs!
At Havet tilmed havde rettet sine Krav paa Lejet fik saa være — sin
Tilskikkelse vilde ingen luske udenom! Men dette var vitterligt Vanvid.
Med Niels Køller selv fik det vel ogsaa være; han stod i det paa en egen
Maade: Med et Barnemord halv om halv paa Samvittigheden og Kæresten i
Slaveriet! Han havde sit eget Opgør med Vorherre — ham havde ingen Lov
til at raade fra!

„Der vil saa ingen af jer?“ sagde Niels og stirrede ned i Jorden „— ja
saa faar jeg jo forsøge det alene.“ Han gik tungt indefter. Hvordan han
vilde fare frem begreb ingen, han selv nok heller ikke — Magten var
tydeligt nok over ham.

De stod og saa efter ham. „Jeg faar vel gaa med og tage den ene Aare,“
sagde saa en ung Søgut langsomt — „selv kan han jo ingenting udrette.“
Det var Nilens Broder.

„Det vilde lyde underligt af mig at holde dig tilbage Søn,“ sagde
Mormonen — „men kan I udrette mere to end en?“

„Niels og jeg har siddet paa Skolebænk sammen og bestandig været
Kammerater,“ svarede den unge og saa en Stund paa Faderen. Saa gik han,
lidt henne gav han sig til at løbe for at indhente Niels.

Fiskerne saa tavse efter dem. „Ungdom og Galskab!“ sagde saa én. „En
Guds Lykke er det, at de aldrig faar Baaden ud af Havnen.“

„Kender jeg Karl ret, skal de nok faa Baaden ud!“ sagde Mormonen
dystert.

Der gik en drøj Stund. Saa dukkede en Baad frem paa den søndre Side
Havnen, hvor der var lidt Læ — de maatte have slæbt den ind over Land
ved Kvindfolkenes Hjælp. Havnen skød sig et Stykke ud, og Baaden kom fri
af den værste Brænding, inden Beskyttelsen slap op. De arbejdede sig
udad, det var lige alt det de kunde holde Baaden op mod Vejret, og stort
af Stedet kom de ikke. Hvert Øjeblik viste Baaden alt det indvendige
frem, som skulde den gaa rundt for et godt Ord. Men det var godt for saa
meget, at det Vand de tog ind løb udenbords igen.

Det var tydeligt, de vilde arbejde sig saa langt ud, at de kunde benytte
den høje Sø og lænse ned paa Vraget — et desperat Paafund. Men det hele
var jo halsstarrigt Galmandsværk, man skulde ikke tro det var Folk, som
var barnefødt ved Vandet. Efter en halv Times Roning kunde de nok ikke
mere, de var kun kommet et Par gode Kabellængder ud fra Havnen. De laa
stille, den ene havde ved Aarerne og holdt Baaden op i Søen, mens den
anden baksede med noget — en Stump Sejl saa stor som en Sæk. Saadan ja!
Naar de nu tog Aarerne ind og gav sig Vejret i Vold — med Vind og Sø
agten for tværs! — saa løb de da fulde af Vand med det samme!

Men de tog ikke Aarerne ind. Den ene sad og skottede som en Gal mens de
løb for Vejret; helt akaved saa det ud, men man maatte sande at det gav
større Herredømme over Baaden. Saa med ét smed de Sejlet og roede Baaden
haardt op mod Vejret — naar en Sø vilde bryde. Mage til Sejlads mindedes
ingen Fisker at have oplevet før; det var ungt Blod, og de forstod deres
Sager! Hvert Øjeblik maatte man sige Nu! men Baaden var som et
spillevende Væsen, der forstod at møde alt — bestandig kom den ovenud af
alle Luner. Synet satte Varmen op i én, saa man for en Stund glemte, at
det var og blev en Sejlads for Døden. Klarede de sig end ned til Vraget
— hvad da? de blev jo saa knust mod Skibssiden.

Gamle Ole Køller, Niels’ Far, kom ned over Klitterne. „Hvem er det der
er ude for at kaste sig hen?“ spurgte han, Spørgsmaalet virkede brutalt
ind i Tavsheden og Spændingen. Ingen saa til ham — Ole var noget
aabenmundet. Han kastede et Blik rundt paa Flokken, som ledte han efter
nogen bestemt. „Niels — har ingen af jer set Niels?“ spurgte han stille.
En nikkede ud mod Søen. Saa blev han tavs og sank sammen.

Søen maatte have knækket Aarerne eller slaaet dem fra dem; de fik smidt
Sejlstumpen, Baaden rodede raadløst med sin Stævn og lagde sig dovent
med Bredsiden til Vejret. Saa tog en stor Sø dem og førte dem i et langt
Kast mod Vraget, de blev borte i de sammenbrydende Vandmasser.

Da Vandet faldt til Ro, laa Baaden og rullede i Læ af Skibet med Kølen i
Vejret.

En Mand var i Færd med at arbejde sig fra Dækket op i Riggen. „Det er
vist Niels?“ sagde Ole og stirrede saa hans Øjne løb fulde — „mon det
ikke er Niels?“

„Nej det er min Broder Karl,“ sagde Nilen.

„Saa er Niels gaaet væk,“ sagde Ole klynkende — „saa er Niels jo gaaet
væk.“ De andre vidste intet at sige til det; det var jo givet paa
Forhaand, at Niels vilde gaa væk.

Ole stod lidt og krøb sammen, som ventede han paa, at nogen skulde sige
det var Niels. Han tørrede sine rindende Øjne og forsøgte at stirre
derud paa egen Haand; men de løb fulde af Vand. „Du har jo unge Øjne,“
sagde han til Pelle — „kan du ikke se at det er Niels?“ hans Hoved
dirrede.

„Nej det er Karl,“ sagde Pelle sagte. Saa gik Ole ludende ind gennem
Flokken uden at se til nogen eller vare sig til Siden. Han gik som om
han var ene i Verden, og fulgte langsomt den søndre Strand udefter — han
gik for at møde Liget.

Der var ikke Tid til at tænke Tanker, Linen begyndte at blive levende,
den gled i Søen og trak Tovet efter sig. Favn for Favn rullede det sine
Bugtninger op og gled langsomt i Havet som et vaagnende Sødyr, og den
tykke Trosse begyndte at røre paa sig.

Karl fik den anbragt højt oppe paa Masten; og der var Brug for alle Mand
— Drengene med, til at hale den tot. Alligevel hang den i en tung Bue
for sin Vægt, og Redningsstolen maatte slæbe sig gennem Bølgetoppene da
den gik tom ud. Den gik mere under end over Vandet, da de trak den
tilbage igen med den første af Besætningen, en løjerlig lille
sortsmusket Mand, klædt i graat afgnavet Skind. Han var omtrent kvalt af
Turen, men da de først fik hældt Vandet af ham, fejlede han ingenting og
pludrede ustanselig løs i et grinagtigt Sprog som ingen forstod. Fem
smaa skindklædte Væsner kom Stolen vandrende med én for én; og tilsidst
kom Karl med en lille skrigende Gris i Favnen.

„Det var nogle slemme Søfolk!“ sagde Karl ind imellem han gylpede Vand
op — „de forstod Gud hjælpe mig ingenting. Raketlinen havde de gjort
fast i Vantet og slaaet den løse Ende om Livet paa Kaptejnen! Og I
skulde set et Rod om Bord.“ Han talte højrøstet, men hans Blik var som
Slør over noget.

Saa drog man hjem til Lejet med de Skibbrudne; Skuden saa ud til at
modstaa Vandet en Stund endnu.

Da Skolebørnene skulde gaa hjem, kom Ole slingrende med sin Søns Lig paa
Nakken. Han løb med løse Knær, strøg lavt hen over Jorden og smaajamrede
under sin Byrde. Fris stansede ham og hjalp med at lægge Liget ind i
Skolestuen, det havde et stort Hul i Panden. Da Pelle saa Liget med det
gabende udvaskede Saar, begyndte han at smaahoppe; han stødte kort i
Luften og lod sig dratte som en død Fugl. Pigerne trak sig skrigende
tilbage fra ham; Fris bøjede sig ned over ham og saa smærteligt paa ham.

„Det er ikke af Skarnagtighed,“ sagde de andre Drenge, „det er hans Lyde
— han bliver saadan sommetider. Det fik han engang han saa en Mand blive
slaaet fordærvet.“ De trak af med ham ud til Pumpen for at kalde ham til
sig selv igen.

Fris og Ole gik og puslede med Liget, lagde det noget under Hovedet, og
vaskede Grus bort som havde skuret sig ind i Ansigtshuden. „Han var min
bedste Dreng,“ sagde Fris og strøg med skælvende Haand hen over Ligets
Hoved. „Se kun rigtigt paa ham Børn og glem ham aldrig igen — han var
min bedste Dreng.“

Saa stod han tavs og stirrede ud, med uklare Briller og Hænderne slapt
hængende. Ole stod og smaajamrede; han var bleven ynkelig gammel med et,
helt sammenfalden. „Jeg skulde vel saa have ham hjem?“ sagde han
klynkende og tog under Sønnens Skuldre, men Kræfterne var borte.

„Lad ham kun ligge!“ sagde Fris. „Han har haft en stræng Dag, og nu
hviler han sig.“

„Ja han har haft en stræng Dag,“ sagde Ole og førte Sønnens Haand til
sin Mund for at aande paa den. „Og se dér hvor han har brugt Aaren —
Blodet er sprængt ud gennem Fingerenderne!“ — Ole lo gennem Graaden.
„Han var en god Dreng, han var Maden for mig — og Lys og Varme med.
Aldrig gik der et ondt Ord ud af hans Mund, mod mig som laa ham til
Byrde. Og nu er jeg sønneløs Fris — jeg er barnløs nu! Og ingenting er
jeg til mere!“

„Du skal nok faa Udkommet Ole,“ sagde Fris.

„Uden at komme paa Sognet? Jeg vil saa nødig paa Sognet.“

„Ja uden at komme paa Sognet Ole.“

„Naar han saa maatte faa Fred nu; han havde saa lidt Fred her paa Jorden
nu paa det sidste. Der gaar en Vise om hans Ulykke Fris; hvergang han
hørte den, var han som et nyfødt Lam i Kulden. Børnene synger den
ogsaa.“ Ole saa bedende rundt paa dem. — „Det var jo kun i Ungdoms
Letsindighed, og nu har han taget sin Straf.“

„Din Søn har ingen Straf faaet — og heller ingen fortjent Ole!“ sagde
Fris og lagde Armen om hans Skulder. „Men en stor Gave har han givet,
som han ligger dér og maa tie til alting. Fem Menneskeliv gav han og sit
eget til! for det ene han i Tankeløshed havde forbrudt. Det var en
gavmild Søn du havde Ole.“ Fris saa ham lyst ind i Ansigtet.

„Ja,“ sagde Ole tindrende „han reddede jo fem Mennesker — det gjorde han
jo — ja han gjorde!“ Ole havde slet ikke tænkt paa det før — det var vel
aldrig faldet ham ind. Men nu havde en anden givet det Form, og han blev
ved at klynge sig til det. „Fem Menneskeliv reddede han dog, om end det
kun var Finlapper. Saa vil Vorherre vel kanske kendes ved ham.“

Fris nikkede saa det graa Haar faldt ham ned over Øjnene. „Glem ham
aldrig Børn!“ sagde han „og gaa nu stille hjem.“ Børnene tog stille
deres Sager og gik; de vilde i dette Øjeblik have gjort alt hvad Fris
befalede dem — han havde den fuldkomne Magt over dem.

Ole stod der og stirrede fraværende, saa tog han Fris ved Ærmet og drog
ham hen til Liget. „Han har roet godt!“ sagde han — „Blodet er traadt ud
af Fingerenderne, se selv!“ og han løftede Sønnens Hænder mod Lyset.
„Der er ogsaa Haandled Fris! mig gamle Mand kunde han tage og gaa med
som et lille Barn,“ — Ole lo forkomment. „Men jeg bar ham, hele Vejen
fra det søndre Rev bar jeg ham paa min Nakke. Jeg er for tung en Byrde
for dig Far! kunde jeg høre ham sige, for han var en god Søn. Men jeg
bar ham — og nu kan jeg ikke mere. — Bare de nu faar Øje paa det,“ han
saa atter paa de blodsprængte Fingre — „han gjorde jo sit bedste. Naar
blot Vorherre selv vilde mønstre ham af.“

„Ja“ sagde Fris. „Vorherre vil selv mønstre ham af — og han ser jo alt,
Ole.“

Der kom nogle Fiskere ind i Stuen. De strøg Huen af, gik én for én
stille hen og tog Ole i Haanden. Saa strøg de sig over Ansigtet Mand for
Mand og vendte sig spørgende mod Degnen — Fris nikkede. De tog Liget
imellem sig og gik med tunge varlige Trin ud gennem Forstuen og ind mod
Lejet. Ole trippede bagefter dem, sammenfalden og smaaklynkende.




                                 XVIII


Det var Pelle der en Dag i det første Skoleaar, han var oppe i Religion
og Fris spurgte om han kunde nævne Aarets tre største Helligdage, morede
alle ved at svare: „St. Hansaften, Høstgildesdagen og — og —“ Der var en
tredje ogsaa, men da det kom til Stykket undsaa han sig for at nævne den
— hans Fødselsdag! I visse Maader var den Aarets største, ihvorvel ikke
andre end Far Lasse kendte den. Og saa de der skrev Almanaken jo — de
vidste simpelthen Rede paa alting.

Den faldt paa den 26. Juni og hed Pelagius i Kalenderen. Om Morgenen
kyssede Faderen ham og sagde: Til Lykke og Velsignelse Pøjke! — og saa
laa der altid en lille Ting i Lommen naar han skulde trække i Bukserne.
Faderen var lige saa spændt som han selv, og stod inde hos ham mens han
trak i Tøjet, for at faa Del i hans Overraskelse. Men Pelle havde det
med at trække i Langdrag naar der forestod noget hyggeligt — des større
blev Glæden. Han gik med Vilje uden om den spændende Lomme, mens
Lassefar stod og trippede og ikke kunde nære sig. „Nej hvad er det med
den Lomme du? den er mig saa tyk! Du har vel aldrig været ude og
stjaalet Hønseæg i Nat?“ Saa maatte Pelle have Tingen frem — en stor
Bylt Papir — og til at pakke ud, Lag efter Lag. Og Lasse var
himmelfalden. „Hæ, det er jo ikke andet end Papir! Det var ogsaa noget
Skidt at gaa og fylde Lommerne med.“ Men inderst inde var der en
Svanekniv med to Blade. Tak! hviskede Pelle saa og havde Taarer i
Øjnene. „Aa fan, det er fattig Skænk det!“ sagde Lasse og klippede med
sine røde vippeløse Øjenlaag.

Ud over det mødte der ikke Drengen mere godt den Dag end ellers, men
alligevel var han højtidsstemt hele Dagen. Det fejlede aldrig at Solen
skinnede — saa sjælden klart endogsaa; og Kreaturerne saa vist paa ham
mens de laa og gumlede. „Det er min Fødselsdag i Dag du!“ sagde han og
hængte sig om Halsen paa Studen Nero — „kan du sige til Lykke?“ Og Nero
pustede varm Aande ned paa hans Ryg sammen med grøn Saft fra Tygningen.
Saa gik han lykkelig om og stjal grøn Sæd til den og sin Yndlingskalv,
holdt den ny Kniv — eller hvad det nu var blevet — i Haanden den
udslagne Dag, og lagde en egen højtidelig Dvælen ind i alt hvad han tog
sig for. Hele den lange Dag kunde han faa til at svulme af
Højtidsstemning; og naar han kom i Seng laa han og kæmpede med Søvnen,
for at Dagen skulde blive endnu længere.

Men St. Hansaften var paa sin Vis større Festdag alligevel — den havde i
al Fald Skæret af det uopnaaelige over sig. Den Dag tog alt hvad der
kunde krybe og gaa op til Almindingen; der var ikke det Tyende paa hele
Øen saa usselt at det fandt sig i at blive nægtet Frihed den Dag — ikke
andre end netop Lasse og Pelle.

Hvert Aar havde de set Dagen komme og gaa uden at faa Del i dens Glæde.
„Nogen maa der sku blive hjemme!“ sagde Forvalteren bestandig, „eller
mener I maaske jeg kan gøre det hele for jer?“ De var for magtesløse til
at hævde sig. Lasse var med til at pakke Vognrummene med lækker Mad og
Drikkevarer og hjælpe de andre vel af Gaarde — for saa at gaa mismodig
derhjemme, ene Mand om alt Arbejdet. Pelle saa fra Marken deres glade
Udfart og den lyse Støvstribe langt bort bag Klipperne. Og ved
Maaltiderne hørte de dem halve Aar efter opfriske Drik og Slagsmaal og
Kærlighed — hele Festen.

Men nu var det Slut. Lasse var ikke den Mand som blev ved at lade sig
træde paa Tæerne; han havde en Kvindes Kærlighed — og Hus i Ryggen! han
kunde sige op hvad Dag det skulde være. Nu var Øvrigheden vel nok i Gang
med den foreskrevne Efterlysning af Madam Olsens Mand, og saa snart den
lovbefalede Frist var udløben vilde de sammen.

Lasse gik ikke af Vejen for en Opsigelse længer. Allerede i Vinters
havde han sat Forvalteren Stolen for Døren og kun ladet sig fæste igen
paa den udtrykkelige Betingelse, at de to kom med paa Almindsturen — der
var Vidner paa det. Dérinde hvor al Kærlighed holdt Stævne den Dag,
skulde Lasse og hun saa ogsaa mødes, men det vidste Pelle ikke noget om.

„I Dag kan vi sige i Overmorgen, og i Morgen kan vi sige i Morgen,“ gik
Pelle og gentog for Faderen to Aftner før Dagen; han havde holdt
Regnskab med Tiden lige siden Majdag ved at sætte Streger for alle
Dagene indvendig paa Kistelaaget og krydse dem ud én for én. „Ja og i
Overmorgen siger vi i Dag,“ sagde Lasse og kastede ungdommeligt med
Benene.

Saa slog man sine Øjne op i en ubegribelig tindrende Verden, og opdagede
først bagefter at dette var Dagen. Lasse havde taget fem Kroner op af
sin Løn, og han havde faaet en gammel Husmand til at røgte for sig — for
50 Øre og Føden. „Det er jo ingen stor Dagløn,“ sagde Husmanden, „men
giver jeg dig en Haand, giver Vorherre maaske mig en igen.“

„Ja vi har ikke andre end ham at holde os til, vi fattige Lus,“ svarede
Lasse. „Men jeg skal takke dig i min Grav.“

Husmanden kom allerede Kl. fire, og Lasse kunde gaa og holde helligt fra
Morgenstunden. Hvergang han vilde tage en Haand i med, sagde den anden:
„Nej lad det være; du har vist ikke for ofte fri du!“

„Nej dette er første rigtige Fridag, siden jeg kom her til Gaarden,“
sagde Lasse og rankede sig som en Greve.

Pelle var i Stadsen fra Morgenstunden, han gik omkring og smilede,
vandkæmmet og i Skjorteærmer; Stadshuen og den pæne Trøje maatte ikke
tages paa før de skulde køre. Naar Solen faldt i hans Ansigt, tindrede
det som dugslaaet Græs. Der var slet intet at bekymre sig om,
Kreaturerne var i Løkken, Forvalteren vilde selv tilse dem.

Han holdt sig nær op ad Faderen der jo havde fremtvunget dette —
Lassefar var mægtig han! „Det var nok godt du truede med at sige op,“
udbrød han hvert Øjeblik.

Og Lasse svarede hvergang det samme: „Ja én faar anvende den haarde
Haand, om man vil opnaa noget her i Verden!“ — og nikkede magtbevidst.

De skulde køre Kl. 8, men Pigerne kunde ikke blive færdige med
Tillavningen. Der var Krukker med Stikkelsbærgrød, store Stabler
Pandekager, et haardkogt Æg til Mands, kold Kalvesteg og en Uendelighed
af skaaren Mad. Vognrummene kunde langtfra tage imod det, der blev
skubbet store Kurve ind under Sæderne. For i Vognen kom et Anker Øl,
dækket med grøn Havre for at Solen ikke skulde falde i det; en hel Lejl
Brændevin var der, og tre Flasker kold Puns. Hele Bunden i den store
Lastfjedervogn var næsten dækket, det kunde blive vanskeligt nok at faa
Plads til Benene.

Fruen havde alligevel det rette Sind for Folkene naar hun selv vilde;
hun gik som en god Madmoder og saa efter, at alt var pakket godt hen og
der ingenting manglede. Det var ikke som med Kongstrup, der altid skulde
have en Forvalter mellem sig og de andre. Hun skæmtede saamænd og gjorde
sit bedste, det var tydeligt at hun undte Folkene en glad Dag — hvad der
saa ellers kunde være at sige hende paa. At Ansigtet var lidt trist
kunde én ikke undres paa, da dog Proprietæren til Morgen var kørt ud med
den unge Slægtning.

Saa endelig var Pigerne færdige, og man steg til Vogns — i højt Humør.
Karlene satte sig af Vanvare paa Skødet af Pigerne og fór forskrækket i
Vejret. „Av, av! jeg kom nok for nær til en Kakkelovn!“ sagde den Gavtyv
Mons og gned sig bagpaa. Selve Fruen maatte le.

„Skal Erik ikke med?“ spurgte hans gamle Kærest Bengta, som blev ved at
have en Slat til overs for ham.

Forvalteren fløjtede skarpt et Par Gange, saa kom Erik langsomt luskende
inde fra Loen, hvor han havde staaet og holdt Øje med sin Herre.

„Vil du ikke med i Skoven i Dag Erikmand?“ spurgte Forvalteren
gemytligt. Erik stod og vred paa sin store Krop, han mumlede noget som
ingen kunde faa Meningen af, og stødte uvilligt med den ene Skulder.

„Det er bedst du kommer med!“ sagde Forvalteren, og lod som han vilde
tage ham og sætte ham op i Vognen. „Jeg faar saa se hvordan jeg
overvinder Savnet.“ De paa Vognen lo. Men Erik tøflede af ned gennem
Gaarden med sit Hundeblik rettet ufravendt bagud paa Forvalterens
Fødder. Han stillede sig bag Staldhjørnet og stod og kiggede spejdende
frem; Huen holdt han paa Ryggen, som Drenge gør naar de leger Røver.

„Han er snedig han!“ sagde Mons. Saa styrede Karl Johan forsigtigt ud af
Porten, og de satte i Vej med et Knald.

Langs alle Veje arbejdede Køretøjer sig frem mod Øens Top, overlæssede
med glade Mennesker der sad paa Skødet af hinanden og hang helt ud over
Fadingen. Støvet steg fra Køretøjerne og stod hvidt i Luften, det angav
i milelange Striber hvordan Vejene laa som Eger i et Hjul og pegede mod
Midten af Landet. Luften summede af glade Menneskestemmer og
Harmonikaer; nu savnede man Gustavs Spilleværk. Ja og Bodils vakre
Aasyn, der kunde skinne saa velsignet mildt en saadan Dag.

Pelle havde Aars Appetit paa den store Verden og slugte alt med Øjnene.
„Se dér du Far! Se nu bare dér!“ — intet undgik ham. De andre saa sig
glade paa ham, saa rød og køn han var. Han havde en nyvasket blaa
Busserunne under Vesten, den saas i Halsen og ved Haandleddene og gjorde
det af for Kravetøj. Men Lyse Marie bøjede sig bagover fra Kuskesædet
hvor hun sad ene med Karl Johan, og bandt ham et rigtig hvidt Klæde om
Halsen; og Karna, der vilde vise sig moderlig, gik hans Ansigt efter med
Snippen af sit Lommeklæde, som hun vædede paa Tungen. Hun var ude om
sig; men det var forresten troligt nok, at Drengen allerede havde griset
sig til igen efter den grundige Morgenvask.

Bivejene hældte stadig deres Indhold ud paa Landevejen, og det blev til
en hel Flod af Vogne. Saa langt man kunde se frem og bagud var der
Køretøjer; én skulde føje tro der fandtes saa meget Køreværk i hele
Verden. Karl Johan var en god Kusk at have, bestandig pegede han med
Pisken og fortalte; hvert et Hus vidste han Rede paa. Gaardene og
Agerlandet var det forbi med; men inde i Lyngen hvor selvsaaet Birk og
Asp stod og flimrede uroligt i Sommerdagen, laa der øde Nybyggerhuse med
nøgne klinede Vægge og uden saa meget som en Bulmeurt i Vinduet eller en
Stump Gardin. Markerne omkring dem var saa stenede som en nyskærvet Vej,
og Sæden skreg gudsjammerligt til Himlen; den var kun 2-3 Tommer høj i
Straaet og allerede i Aks. Folkene herinde var allesammen svensk Tyende
som havde sparet sig lidt sammen og nu sad her som Jordejere; Karl Johan
kendte ikke saa faa af dem.

„Det ser helt trist ud,“ sagde Lasse, som i Tankerne sammenlignede
Stenene her med Madam Olsens fede Lod.

„Aa ja“ svarede Forkarlen „aller bedste Vare er det jo ikke. Men noget
giver Jorden dog,“ han pegede paa de store pyntelige Bunker Skærver og
tilhuggen Sten der omgav hver Hytte. „Om det ikke just er Korn, bliver
det dog til Brød. Og saa er det vel den eneste Jord, der er til at
overkomme for Fattigfolks Pengepung.“ Han og Lyse Marie tænkte selv paa
at bosætte sig herinde, Kongstrup havde lovet at hjælpe dem til et
Tohestesavl naar de giftede sig.

Inde i Skoven var Fuglene midt i deres Formiddagskvidder — de var senere
efter det her end nede i Klitplantningen lod det til. Luften tindrede
saa festligt, og fra Skovbunden var der noget usynligt der steg — her
var ligesom i en Kirke, naar Solen skinnede ned gennem høje Vinduer og
Orglet spillede. De drejede om Foden af en stejl Klippevæg med
fremvældende Løvmasser for oven, og kom ind under Trærne.

Det var næsten ikke til at sno sig frem for Heste og fraspændte
Køretøjer; man maatte holde Ørerne godt stive, vilde man ikke ødelægge
Remedierne for sig selv og andre. Karl Johan sad og kiggede efter begge
Forhjul og ledte sig frem Fjed for Fjed; han lignede en Kat i Tordenvejr
saa visser var han. „Hold Kæft,“ sagde han skarpt, naar nogen paa Vognen
aabnede Munden. Endelig fandt de Plads nok til at spænde fra; der blev
slaaet Reb fra Træ til Træ i en Firkant, derinde blev Hestene bundet.
Saa fik man Kardæsker frem — jøsses hvor det havde støvet! Og endelig —
ja der var ingen der sagde noget, men de stod alle afventende med halv
Retning mod Forkarlen.

„Vi skulde vel saa en Tur i Skoven og se paa Udsigten!“ sagde han.

De smagte paa det, mens de drev ørkesløst rundt om Vognen og skelede til
Fødevarerne. „Bare den kan holde sig,“ sagde Anders og tog i en Madkurv.
„Jeg ved ikke — jeg er saa besynderlig i Maven i Dag,“ begyndte nu Mons.
„Det skulde vel ikke være den tærende Syge?“

„Kanske vi skulde smage paa Madvarerne først da?“ sagde Karl Johan.

Ja — jo — der kom det endelig!

I Fjor havde de spist i det Grønne — det var Bodil der fandt paa det,
hun var jo altid saadan lidt paa Tæerne. I Aar var der ingen der turde
lægge Person til et saadant Forslag. De saa lidt paa hinanden —
afventende; saa krøb de op i Vognen og indrettede sig dér ligesom andre
skikkelige Mennesker. Maden var jo dog den samme naar det kom til
Stykket.

Pandekagerne var store og tykke som et Grydelaag — det mindede om
Erikmand der i Fjor havde spist ti. „Skade han ikke er med i Aar!“ sagde
Karl Johan, „han var en glad Fanden.“

„Han har det godt nok,“ mente Mons — „faar Føden og Klæden og bestiller
ikke andet end gaar og aber i Hælene paa Forvalteren. Og tilfreds er han
altid nu — jeg skulde gærne bytte med ham.“

„Og løbe om som en Hund med Snuden i Jorden og snuse efter sin Herres
Fjed — fy fan!“ sagde Anders.

„Hvordan siden Snakken gaar, saa faar I huske, at det er Vorherre selv
der har taget hans Forstand i Forvaring,“ sagde Lasse advarende. De var
en Stund helt alvorlige ved det.

Men saa havde ogsaa Alvoren faaet hvad den kunde tilkomme. Anders skulde
klø sig paa Benet, men tog fejl og kneb Raske Sara i Læggen saa hun
hvinede; saa blev hans Haand helt forfjamsket og kunde ikke finde op,
men fór rundt dernede og gjorde Ulykker. Mons rejste sig og spurgte
højtideligt, om nogen vilde se Præsten paa Prækestolen. De lo og holdt
Kommers.

Karl Johan tog ikke rigtig Del i Lystigheden, han sad nok og funderede
paa noget. Endelig brød han overtvært og trak Pengepungen frem. „Skidt
jeg giver Øl!“ sagde han kækt — „Bajerskøl at I forstaar det. Hvem vil
hente?“

Mons sprang hurtig af Vognen: „Hvor mange?“

„Fire“ — Karl Johan lod Blikket løbe tællende ud over Vognen. „Nej tag
kun fem du, det giver en Spids til hver!“ sagde han flot. „Men se nøje
til, at det er rigtigt Bajerskøl de giver dig.“

En Spids — saa det hed en Spids? Der var nu ingen Ende paa alt det, den
Karl Johan havde Rede paa. Og Ordet Bajerskøl udtalte han lige saa let
som andre vendte Skraaen i Munden. Men han var jo betroet Mand paa
Gaarden nu, og kørte ofte Ærende til Staden!

Det gav Humør og Spænding — de fleste af dem havde aldrig smagt
Bajerskøl før. Lasse og Pelle vedgik aabent deres Uerfarenhed; men
Anders lod som han havde drukket sig fuld i det mere end én Gang, skønt
enhver vidste det var Løgn.

Mons kom varligt balancerende med Øllet i Favnen — det var dyrebare
Sager. Drikken blev skænket op i de store Snapseglas som var til Punsen
— i Staden drak man jo Øllet af vældige Krus, men Karl Johan fandt at
det var noget svinsk Fylderi. Pigerne vægrede sig ved at drikke og var
henrykte alligevel. „Saadan er de altid naar én byder dem det bedste,“
sagde Mons. De blev røde i Hovedet af Begivenheden, og troede de var
fulde. Lasse skyllede sit Øl ned med en Snaps Brændevin — det smagte ham
rent ud sagt ikke. „Jeg er bleven for gammel,“ sagde han undskyldende.

Maden blev pakket ned, og de begav sig ud i sluttet Trop for at se paa
Udsigten. Man maatte arbejde sig gennem en hel Vognborg for at naa op
til Paviljonen. Overalt vrinskede Heste og slog bag op saa Barken røg af
Trærne, Karle væltede sig ind paa dem og flaaede dem i Mulen til de blev
skikkelige igen; Kvinderne skreg og løb hid og did som forskrækkede
Høns, med løftede Skørter.

Oppe fra Højen tog de et Skøn over Menneskemængden, ned ad Højens Sider
og ind i Skoven hinsides Vejene — overalt var der tæt med Køretøjer. Og
nede ved Trekanten hvor de to store Landeveje mødtes, svingede bestandig
nye Læs ind. „Her er langt over tusend Par Heste i Skoven i Dag,“ sagde
Karl Johan. Ja langt over! — her var en Million om det forslog, tænkte
Pelle. Han var fast besluttet paa at faa saa meget som muligt ud af
alting i Dag.

Dér holdt Brogaardsvognen, og dér kom Folkene fra Hammersholm helt ude
paa det yderste af Nordlandet. Her var Folk fra Strandgaardene ved
Dueodde, og Rønnebo og Neksøbo i Mængde — hele Øen var her. Men det var
ikke Tiden nu at falde i med Kendinger. „Vi ses i Eftermiddag!“ raabtes
der paa Kryds og tværs.

Karl Johan førte an paa Turen — det hørte med til en Forkarls Pligter at
vide Vej i Almindingen. Lyse Marie holdt sig trofast ved hans Side,
enhver kunde se hvor stolt hun var af ham. Mons gik med Raske Sara i
Haanden, de gik og slængede og lignede et Par glade Børn. Bengta og
Anders havde lidt svært ved at forliges, de trættedes hvert Øjeblik men
mente forresten ikke større med det. Og Karna gik og gjorde sig til.

Ned i en Mose kom man, og op igen ad stejle Sider hvor de vældige Trær
stod med Tæerne i Nakken paa hverandre. Pelle sprang som et Kid til alle
Sider. Inde under Granerne var der Myretuer saa store som Høstakke,
Myrerne havde brede trampede Veje, der løb som Fodstier bort mellem
Trærne og ingen Ende vilde tage; det var Hærskarers Mangfoldighed der
vandrede frem og tilbage paa de Veje. Under nogle smaa Graner var et
Pindsvin i Færd med at angribe en Hvepserede; det løb Snuden ind i
Reden, trak sig hastigt tilbage og nyste. Det saa fortærende grinagtigt
ud, men Pelle maatte videre — efter de andre. Og snart var han langt
forud for dem, og laa paa Maven i en Grøft hvor han havde lugtet
Skovjordbær.

Lasse kunde ikke holde Trit med Ungdommen op ad Bakke, og Karna gik det
ikke bedre. „Vi er halvgamle vi to,“ sagde hun, mens de pustende slæbte
sig opad.

„Ja saa, er vi det mon?“ svarede Lasse som følte sig helt ung i Sindet —
det var blot Pusten det kneb med!

„Det gaar vel dig som mig: Nu har én stræbt for andre i saa mange Aar og
føler Trang til at faa sit eget.“

„Ja det kan jo nok være,“ sagde Lasse undvigende.

„Helt tomhændet kom én jo heller ikke ind til det — hvis at det var.“

„Ja saa.“

Karna blev ved med sit, men Lasse kneb bestandig bag om Ord til de
naaede hen til _Rokkesten_, hvor de andre stod og ventede. Højsa, det
var en ordenlig Blok! tusend Skippund sagde man den vejede. Men Mons og
Anders kunde rokke den ved at stikke et Spær under dens ene Ende.

„Saa skulde vi vel til Røverborgen,“ sagde Karl Johan; og de travede
videre — op og ned bestandig. Lasse masede paa for at blive paa Siden af
de andre, han var ikke rigtig tapper ved at være ene med Karna. Det var
dog en ukristelig Masse Trær, og Skoven var ikke ensartet som andre
Steder i Verden. Der var Birk og Gran, Bøg og Lærk og Røn mellem
hverandre — og Kirsebærtrær i lange Baner. Forkarlen førte dem hen over
et lille sort Vand, der laa under Klippen og stirrede op som et ondt
Helvedesøje. „Her var det, Liden Anna druknede sit Barn — hun som blev
besvangret af sin Husbond!“ sagde han dvælende. De kendte alle Historien
og stod tavse over Vandet, Pigerne havde Taarer i Øjnene.

Som de stod der tavse og ofrede Liden Annas triste Skæbne en alvorlig
Tanke, steg en usigelig blød Tone op til dem efterfulgt af en lang
hjærtevarmende Hulken. De flyttede sig og tyede nærmere ind til
hinanden. „Jesus“ hviskede Lyse Marie frysende „nu græder Barnesjælen.“
Pelle stod stivnet i Lytten, Kulden gik i Bølger over hans Ryg.

„Det er jo Fjælstavnen“[1] sagde Karl Johan „kender I ikke engang den?
Der er hundetykt af den her i Skoven, og den synger midt om Dagen.“ Det
virkede befriende paa de voksne, men Pelle kunde ikke saadan slippe sin
Gru. Han havde stirret dybt ind i den anden Verden, og enhver Forklaring
prellede af paa ham.

Men saa kom Røverborgen som en stor Skuffelse. Han havde tænkt sig den
befolket af Røvere; og saa var det ikke andet end nogle Kampestens
Ruiner, der laa paa et lille Bjærg midt i en Mose. Han gik paa egen
Haand neden om det hele for at se, om der ikke skulde være en hemmelig
underjordisk Gang som førte ned til Vandet. Hvis der var, vilde han i al
Stilhed faa fat paa Faderen og trænge ind og lede om Pengekisterne —
ellers blev de for mange om at dele. Men det strøg forbi, for en egen
Duft fangede ham ind. Han dumpede ned i en Skovbund, der var
saftdrivende grøn af Konvaller som blomstrede svagt endnu — og af vilde
Jordbær. Her var saa mange, at han maatte hen og kalde paa de andre.

Saa glemte han ogsaa det, mens han banede sig Vej gennem Rankerne for at
slippe op. Han havde tabt Stien og forvildet sig ind i det klamme Mørke
under Klippen. Ranker og Tjørn flættede sig ind i de overhængende Grene
til et lavt tungt Loft; der var ikke Dag at skelne til nogen Side, men
Løvet gød sælsomt grønt Lys gennem Flætværket. Bunden var slibrig af
Væde og forraadnet Kryb; under Klippevæggen hang dirrende Bregner med
Toppen nedad; der sivede Vand fra dem som fra dryppende Haar. Vældige
Trærødder laa udspændte over Klipperne, og lignede nøgne sorte
Djævlekroppe der vred sig for at komme løs. Et Sted lidt fremme slog
Solen tværs gennem Mørket i brændende Ild, udenom dampede det blaaligt
og tonede — som fra et Tærskeværk langt borte.

Pelle stod og samlede sig Rædsel til, saa hans Haser klippede. Saa
sprang han som en besat, tusend Skyggehænder rakte efter ham i det
samme; han sled sig gennem Tjørn og Ranker med en svag Tuden. Dagslyset
kom som et Slag imod ham, og bagved havde nogen et fast Tag i hans
Klæder; han maatte raabe paa Far Lasse af al sin Nød før det slap.

Saa stod han midt ude paa Mosen, og dér højt oppe over hans Hoved sad
de, paa en Klippespids midt i Løvmasserne. Deroppe fra saa det ud som
Verden var lutter Skovtop, der steg og faldt igen i det uendelige; det
var Løv dybt nede under ens Fødder og ud saa langt Øjet rakte, op og
ned. Man kunde fristes til at kaste sig ud i det, saa indbydende blødt
saa Dybet ud. Karl Johan maatte til Advarsel for de andre fortælle om
Skræddersvenden, der sprang lige ud fra en Klippespids her i Almindingen
— netop fordi Løvet saa saa fristende blødt ud. Mærkværdig nok slap han
levende fra det, men det høje Træ han faldt igennem klædte ham
fuldstændig af.

Mons havde staaet og drillet Sara med, at han vilde springe ned, nu trak
han sig forsigtigt tilbage. „Jeg vil ikke vove Konfirmationstøjet,“
sagde han og forsøgte at se gemytlig ud.

Det mærkværdigste af alt var alligevel Rytterknægten med Kongemindet.
Alene det Taarn — ikke en Stump Træ var der benyttet til det, men bare
Granit; og saa gik man rundt og rundt i en Uendelighed. „I tæller vel
Trinene?“ sagde Karl Johan manende. Ja da, de talte indvendig alle
sammen.

Det var klart Vejr, Øen bredte sig under dem i al sin Frodighed. Karlene
skulde først og fremmest prøve, hvordan det var at spytte ned, men
Pigerne var svimle og stod sammen i en Klynge midt paa Platformen.
Kirkerne blev talt under Karl Johans kyndige Vejledning, og alle de
kendte Steder peget ud. „Dér har vi jo Stengaarden ogsaa,“ sagde Anders
og viste paa noget langt borte mod Havet. Det var ikke Stengaarden, men
Karl Johan kunde paa en Prik sige, bag hvilken Bakke den skulde ligge,
og Stenværket fik de da draget Kending paa.

Lasse tog ingen Del i det, han stod helt stille for sig selv og stirrede
over mod Sverigs Kyst, som traadte blaanende frem langt borte bag det
lysende Vand. Synet af Hjemlandet gjorde ham veg og gammel; hjem kom han
vel aldrig mere, skønt han skulde have svært Mod paa at se Bengtas Grav
engang endnu. Ja ja, og det bedste der kunde times én, var vel at faa
Lov at hvile sig ved hendes Side, naar alting andet var slut. I dette
Øjeblik angrede han paa, at han var gaaet i Landflygtighed paa sine
gamle Dage — Kungstorpet hvordan mon det saa ud nu? mon de nye Folk
holdt Jorden i nogenlunde Drift? Og alle de gamle Kendinger — hvordan
mon de trivedes? Gammelmands Minderne kom saa stærkt op i ham, at han
for en Stund glemte Madam Olsen og alt hendes. Han lod sig vugge hen af
alt det gamle, og græd indvendig som et lille Barn. Ak ja, det var ødt
at være borte fra Hjemstavn og alting paa sine gamle Dage. Men maatte
det blive til Velsignelse for Pøjken paa en eller anden Vis, saa var alt
jo godt og vel.

„Det er vel saa Kongens København man ser derovre?“ spurgte Anders.

„Det er Sverig,“ svarede Lasse stille.

„Sverig, saa saa? Men det laa jo til den Side i Fjor om jeg ret mindes.“

„Ja naturligvis! Hvad gik Jorden vel ellers rundt for?“ udbrød Mons.

Anders var lige ved at tage det for gode Varer, men opfangede en
Grimasse Mons lavede til de andre. „Ak din fule Abekat,“ udbrød han og
sprang efter Mons der satte ned ad Stentrappen, det buldrede hult efter
dem dernede som i en vældig Tønde. Pigerne stod lænede til hinanden og
vuggede svagt, i tavs Stirren mod det lysende Vand, der fjærnt ude slog
sig om Øen. Svimmelheden havde løsnet deres Legemer.

„I staar jo og drømmer lige ud af Øjnene,“ sagde Karl Johan og forsøgte
at slaa Armene om dem alle. „Vil I ikke med ned?“

Nu var alle godt trætte. Ingen sagde noget, for Karl Johan førte jo; men
Pigerne havde en Tilbøjlighed til at sætte sig ned.

„Nu er der kun Ekkodalen til Rest,“ sagde han opmuntrende, „og den
ligger paa Vejen tilbage. Den maa vi have med, for det er Tøj det! Der
skal I høre et Ekko, som hede Helvede ikke har Mage til.“

Det gik trevent, Fødderne var ømme af Lærfodtøjet og den megen Gaaen til
Unytte. Men da de saa kom fra den stejle Klippevæg ned i Dalen og havde
drukket af Kilden, kviknede de til. Karl Johan stillede sig op med
skrævende Ben og raabte over mod Klippen: „Hvad er Karl Johans største
Glæde?“ Og Ekkoet svarede paa staaende Fod „Æde!“ Det var ovenud
grinagtigt, de maatte alle forsøge det hver med sit Navn — selv Pelle.
Da det var udtømt lavede Mons paa Stedet et Spørgsmaal, som fik Ekkoet
til at svare med en Uartighed.

„Saadan noget maa du ikke lær’en,“ sagde Lasse. „Sæt nu her kom fine
Damer, og han saa gav sig til at raabe det efter dem.“ De var lige ved
at dø af Latter over den Gamles Vittighed; og han var saa henrykt over
Bifaldet, at han blev ved at gentage den for sig selv paa Tilbagevejen.
Ho, ho — helt til Rotterne var man vel ikke endnu heller.

Da de naaede tilbage til Vognen, var de skrupsultne og gav sig til at
holde Maaltid. „Noget maa man jo have at staa imod med, naar man gaar
saadan og driver,“ sagde Mons.

„Se nu,“ sagde Karl Johan da de var færdige, „nu kan enhver have Lov at
gaa som han lyster. Men Kl. 9 paa Slaget samles vi her igen. Saa skal vi
køre hjem.“

Oppe ved Pladsen gav Lasse Pelle et hemmeligt Puf, og de gav sig til at
handle med en Kagekone til de andre var kommet godt foran. „Det er ikke
rart at være tredje Hjul til en Vogn,“ sagde Lasse. „Nu vil vi to gaa
lidt paa egen Haand.“

Lasse gik og strakte Hals. „Søger du nogen?“ spurgte Pelle.

„Nej ikke just det, men jeg undres paa hvor alle de Mennesker kommer
fra. Her er fra hele Landet, kun nede fra Lejet har jeg ingen set.“

„Tror du ikke Madam Olsen kommer herind i Dag?“

„Ja Gud ved,“ sagde Lasse — „det kunde forresten være morsomt at hilse
paa hende. Jeg skulde nu gærne tale et Par Ord med hende ogsaa. Du har
jo unge Øjne — kan du ikke holde Udkig?“

Pelle fik 50 Øre, som han maatte give ud til hvad han vilde. Rundt om
Pladsen sad Lyngens fattige Koner ved smaa Stader og solgte kulørte
Sukkerstænger, Honningkager og Toøres-Cigarer. Foreløbig gik han fra
Kone til Kone og købte for én eller to Øre af hver.

Henne under Trærne stod Blinde Høyer, som var kommet lige fra
Hovedstaden med nye Viser; der var tæt med Mennesker omkring ham. Han
spillede Melodien paa sin Harmonika, hans lille visne Kone sang for, og
hele Skaren fulgte forsigtigt med. De der havde lært Melodierne gik
syngende bort, og andre trængte sig frem paa deres Plads og erlagde
5-Øren.

Lasse og Pelle stod og lyttede i Udkanten. Der var ingen Nytte til at
betale Penge, før man vidste hvad man fik for Varer; i Morgen var de
Viser alligevel over hele Øen og gik gratis fra Mund til Mund. — „_En
Mand paa firsindstyve Aar_ — ny og gemytlig Vise om hvordan det gaar,
naar en affældig Mand tager sig en ung Kone!“ raabte Høyer hæst, inden
Sangen begyndte. Den Vise brød Lasse sig nu ikke stort om. Men saa kom
den forfærdelig sørgelige Vise om Sømanden George Semon der tog saa øm
en Afsked med sin Pige:

                                 — —
   og sagde naar atter her jeg staar,
   da glad med dig jeg til Kirke gaar.

Men han kom aldrig tilbage, for Stormen faldt over dem i femogfyrretyve
Dage, Provianten slap op, og Pigens Ven sank hen i Vanvids Mørke. Han
drog sin Kniv mod Kaptejnen og forlangte at komme hjem til sin Brud;
Kaptejnen skød ham ned. Saa styrtede de andre sig over Liget, bar det
til Kabyssen og kogte Suppe paa det:

   „Men hjemme venter den stakkels Pige,
   hun vil fra Stranden slet ikke vige.
   Hun vil staa Brud, ak den stakkels Mø
   ved ej, at Brudgommen maatte dø.“

„Den er vakker,“ sagde Lasse og rodede rundt i Pengepungen efter en
5-Øre, „den faar du forsøge at lære — du har jo Gehør for sligt.“ De
puffede sig gennem Mængden helt hen til Spillemanden og begyndte varsomt
at synge med, rundt om dem snøftede Pigerne. — — — —

De drev op og ned mellem Teltene, Lasse var noget stundesløs. Det var en
hel lang Gade af Danseboder, Telte med Gøglere og Panoramamænd,
Beværtninger. Udraaberne stod og svedte, Værtshusholderne gik frem og
tilbage foran Teltaabningen som graadige Rovfugle. Endnu var der ikke
rigtig Gang i Sagerne, de fleste Mennesker var ude omkring paa
Udsigtspunkterne; eller de morede sig i al Skikkelighed — kilede løs paa
Kraftprøven og gled ud og ind af Gøglerteltene. Der var ikke den Mand,
uden han var i Følge med sin Kvinde. Ved Beværterteltene gik mangen en i
Staa, men Fruentimmeret svang ham forbi; saa gabede han og lod sig slæbe
op i en Karussel, eller ind i Panoramateltet hvor man saa de dejligste
Billeder af, hvordan Kræft og andre Elendigheder regerer i Menneskets
Indre.

„Det er rigtig Sager for Kvindfolkene dette her,“ sagde Lasse og sendte
et Suk ud efter Madam Olsen paa maa og faa.

Paa Madvigs Karussel sad Gustav højt til Hest med Bodil om Livet. „Tju
Gamle!“ raabte han idet han snurrede forbi, og daskede Lasse om Ørerne
med sin Kasket der havde den hvide Side udad. De straalede som Dagen og
Solen, de to.

Pelle vilde have sig en Karusseltur. „Saa vil jeg jagu ogsaa have noget,
der kan faa det til at gaa rundt!“ sagde Lasse og gik ind og tog sig en
„Gjøk“ — Kaffe med Brændevin i. „Der er somme der kan gaa saadan ud af
den ene Beværtning og ind i den anden, uden at det mindsker i
Pengepungen,“ sagde han da han kom ud. „Det kunde være morsomt at
forsøge — et Aar bare. — Hyss!“ Henne ved Max Alexanders „Grønne Hus“
stod Karna ganske alene og saa sig saa langeligt om; Lasse trak Pelle
udenom i en stor Bue.

„Dér staar jo Madam Olsen hos en fremmed Mand,“ sagde pludselig Pelle.

„Hvor?“ det gav et Sæt i Lasse. — Ja dér stod hun jo, og havde Mandfolk
paa! og ivrig var hun i Snakken! De gik foran hende uden at stanse op —
saa kunde hun jo selv vælge.

„Ih men saa vent dog lidt,“ raabte Madam Olsen og kom løbende saa
Skørterne slog Smæld om hende; hun var rund og mild som altid, og
struttede af mange Lag godt hjemmevirket Tøj — der var ingen knappe
Steder.

De gik sammen opefter og talte lidt om ligegyldige Ting; af og til
vekslede de Øjekast om Drengen, som var dem i Vejen. De maatte gaa saa
adstadigt uden at turde røre ved hinanden — han led ikke det mindste
Fjas.

Oppe ved Paviljonen var der helt sort af Mennesker nu, man kunde føje
gaa et Skridt uden at træffe Kendinger. „Det er værre endnu end naar
Bierne sværmer,“ sagde Lasse, „det er ikke værd at vove sig derind.“ Et
Sted var Bevægelsen udadgaaende, og ved at følge den kom de ned i en
Dal, hvor en Mand stod og raabte og huggede Næverne i en Talerstol. Der
var Missionsmøde; Tilhørerne laa lejret i Smaagrupper langt op ad
Skraaningerne, en Mand i lange sorte Klæder gik stille fra Gruppe til
Gruppe og solgte Smaaskrifter. Han var hvid i Ansigtet, og havde tyndt
rødt Skæg der faldt langt ned.

„Ser du ham dér?“ hviskede Lasse og puffede til Pelle. „Gud min Sjæl om
det ikke er Lange Ole — og med Handske paa den lemlæstede Haand. — Det
var ham, som maatte tage Synden paa sig for Per Olsens falske
Sværgedom!“ vendte Lasse sig forklarende til Madam Olsen. „Han stod ved
Maskinen dengang Per Olsen skulde have undgældt med sine tre Fingre, og
saa blev det hans der røg i Stedet for. Han kan nu være glad for den
Fejltagelse alligevel, de siger han er kommet svært saa højt paa Straa i
de Helliges Lag. Og fin i Huden er han blevet som en Frøken — det er
noget andet end da han læssede Møg paa Stengaarden. Det skal være Plasér
at sige Goddag til ham engang igen.“

Lasse var helt stolt af at have tjent sammen med den Mand og stillede
sig foran de andre, han vilde gøre Indtryk paa sin Veninde ved at sige
et rigtig djærvt: Goddag du Ole! Lange Ole var ved den nærmeste Gruppe,
nu kom han hen til dem og skulde række Traktaterne frem. Men et Blik paa
Lasse fik ham til at tage Haand og Øjne til sig; han sukkede dybt og gik
med bøjet Hoved til den næste Gruppe.

„Saa I hvor han vred Øjnene i Hovedet?“ sagde Lasse spottende. „Naar
Skidt kommer til Ære, ved det ikke hvordan det vil være! Han havde jo
ogsaa faaet Ur paa Lommen og lange Klæder paa — forhen havde han ikke
engang Skjorten paa Kroppen. Og en ugudelig Djævel var han! Men Fanden
hytter sine, som Ordet gaar; det er nok han som har hjulpet ham frem,
ved at forbytte Pladserne ved Maskinen. Der har de ligegodt snydt
Vorherregubben saa Øjnene randt paa’n.“

Madam Olsen tyssede paa Lasse, men „Gjøken“ kom op i ham sammen med
Vreden: „Saa _han_ vil ikke kendes ved hæderlige Folk, som kommer til
sit paa en ærlig Maade og ikke ved Filureri! Ja de siger jo, at han nu
er Kærest med Gaardmandskonerne hvor han kommer frem; men engang maatte
han sku tage til Takke med Soen.“

Folk begyndte at lægge Mærke til dem, og Madam Olsen tog Lasse bestemt
ved Armen og trak af med ham.

Solen stod lavt nu. Oppe paa Pladsen gik Masserne og trampede rundt og
rundt som i en Trædemølle; nu og da kom en fuld Mand farende og banede
sig en bred Vej i Folkestimen. Nede fra Teltpladsen kogte Larmen op:
Lirekasser der sled hver sin Melodi, Udraabere, Dansegulvenes Orkestre
og de taktfaste Stamp af en Skotsk eller Rejlænder. Kvinderne gik i
Klynger og drev op og ned, med lange Blikke ind i Beværterteltene, hvor
deres Mandfolk sad, nogle stillede sig op ved Teltaabningen og stod og
gjorde lokkende Tegn ind.

Inde under Trærne stod en døddrukken Karl og labbede op ad en Træstamme,
en Pige stod hos ham og græd i sit sorte Damaskes Forklæde. Pelle
betragtede dem længe, Karlen havde Klæderne i Uorden, og dængede sig
over Pigen med et fjollet Grin naar hun grædende søgte at rette ved hans
Tøj. Da Pelle vendte sig om, var Lasse og Madam Olsen blevet borte for
ham i Færdslen.

De var nok gaaet saa smaat i Forvejen, og han gik nedad, hele Gaden til
Ende. Saa vendte han mismodig om og søgte op efter Pladsen; han borede
sig ind og ud i Strømmen og havde sine Øjne alle Vegne. „Har I ikke set
Far Lasse?“ spurgte han ynkeligt naar han traf Kendinger.

Inde i den tykkeste Sværm gik en stor Mand og deklamerede lyksaligt, med
Panden i Sky. Han var Hovedet højere end de andre og meget bred; men
Godheden lyste af ham, han vilde omfavne alle. De veg skrigende til
Side, saa der blev en bred Vej, hvor han gik. Pelle holdt sig bagefter
ham og slap frem gennem den tykkeste Masse; derinde stod Herredsbetjente
og Skovløbere fordelte hver paa sin Post, støttet paa tykke Knipler. De
havde Øjne og Øren paa Vagt, men blandede sig ikke i noget. Det hed sig,
at de havde Haandjærn i Baglommen.

Pelle var kommet ned paa Vejen i sin fortvivlede Søgen. Vogn efter Vogn
arbejdede sig forsigtigt frem gennem Dunkelheden ind under Trærne, saa
rullede de frem i det blændende Aftenlys og tog Landevejen fat med store
Knald. Det var de Hellige der kørte hjem.

Han kom i Tanke om Tiden og spurgte en Mand hvad Klokken var. Ni! Pelle
maatte løbe for ikke at komme for sent til Vognen. Paa Vognen sad Karl
Johan og Lyse Marie og spiste: „Kom op med og faa dig nogen Mad!“ sagde
de. Pelle var hungersulten, han glemte alting mens han aad. Men saa
spurgte Karl Johan om Lasse, og Kvalen meldte sig paa ny.

Karl Johan var gnaven; ikke en eneste var mødt ved Vognen, skønt det var
den aftalte Tid. „Nu er det bedst du holder dig nær ved os!“ sagde han
da de gik opefter, „ellers kan du let blive slaaet fordærvet.“

Oppe i Skovbrynet kom Gustav løbende. „Har ingen af jer set Bodil?“
spurgte han gispende, han havde oprevne Klæder og Blod paa
Skjortebrystet. Han jog stønnende videre og forsvandt under Trærne.
Derinde var der helt mørkt, men Pladsen laa i et sælsomt Lys, som ingen
Steder kom fra men syntes at være ladt i Stikken der af den flygtende
Dag. Ansigterne tonede spøgelseagtigt blege frem derude i Lyset — eller
stod som sorte Huller i det for pludselig at bryde frem, dybtrøde af
Blodbrand.

Menneskene tumlede rundt i øre Klynger, hvinende og larmende. Hede Par
glemte sig selv midt i Vrimlen; to Mænd kom gaaende med hinanden kærligt
om Halsen, pludselig laa de og væltede sig i Slagsmaal. Andre blandede
sig i det og tog Parti uden at kere sig om Oplysninger — det blev til en
hel væltende Dynge. Saa kom Øvrigheden og slog løs med sine Stokke; de
der ikke løb deres Vej blev bundne og smidt ind i en tom Stald.

Pelle var helt syg og holdt sig ind til Karl Johan, det sprat i ham
hvergang en Bande nærmede sig dem. „Hvor er Far Lasse?“ sagde han
klynkende, „lad os gaa og finde ham.“

„Aa hold Mund!“ udbrød Forkarlen, der stod og anstrængte sig for at faa
Øje paa sine Medtjenere. Han var gal i Hovedet over denne
Uefterrettelighed. „Staa ikke der og tud! Løb hellere ned ved Vognen og
se om der er nogen kommet.“

Pelle maatte af Sted, saa ilde han var ved at vove sig ind under Trærne.
Løvet hang lyttende tyst, men oppe fra Pladsen drev Larmen herned i
Byger, og i Mørket under Buskene rørte Livet sig puslende og tog Stemmer
af Fryd eller Graad. Pludselig skar et Hvin sig gennem Skoven og fik ham
til at klippe sammen i Knærne.

Karna sad bag i Vognen og sov, lænet til Forsædet stod Bengta og græd.
„De har sat Anders fast,“ hulkede hun. „Han blev vild, og saa lagde de
Haandjærn paa ham og satte ham fast.“ Hun fulgte med op.

Lasse stod hos Karl Johan og Lyse Marie; han saa udfordrende paa Pelle,
inde i hans sammenknebne Øjne var der tændt en lille opsætsig Glød.

„Saa var det altsaa kun Mons og Raske Sara,“ sagde Karl Johan og
mønstrede dem.

„Men Anders da? Du vil vel ikke køre fra Anders?“ hulkede Bengta.

„Anders ham er der ingenting at gøre ved!“ sagde Forkarlen. „Han kommer
nok af sig selv, naar han engang slipper ud.“

De fik opspurgt, at Mons og Raske Sara var nede paa et af Dansegulvene,
og gik derned ad. „Nu bliver I her!“ sagde Karl Johan haardt og gik ind
for at tage et Overblik over de Dansende. Derinde brændte Blodet som
dansende Sole; Ansigterne lignede Ildkugler der trak røde Kredse i den
blaa Taage af Sveddamp og Støv! Dump! dump! dump! Takten faldt drønende
som en Dommedagsnæve; og ude midt paa Gulvet stod en Karl og vred sin
Jakke, saa Vandet plaskede.

Fra et af Gulvene væltede en stor Karl ud med to Piger. Han havde en Arm
om Halsen paa hver af dem, og de foldede trofast Armene om hans Ryg.
Huen sad ham i Nakken, han var ved at gaa i Luften af Ubændighed, men
følte sig for behageligt besværet til at ytre sig ved Spring; saa
spærrede han Munden vidt op: „Tag mig Fanden! tag mig Satan! tag mig syv
Hundred Djævle!“ jublede han saa det gjaldede, og drog ind under Trærne
med sine Piger.

„Det var nok selve Per Olsen,“ sagde Lasse og saa langt efter ham — „det
er et Mandfolk det! Han ser vist ikke ud, som om han skulde bære paa
nogen Syndegæld til Vorherre.“

„Hans Dag kan vel komme endnu,“ mente Karl Johan.

Ved et rent Tilfælde fandt de Mons og Raske Sara, som sad og sov i
hinandens Favn paa en Bænk under Trærne. „Saa skulde vi vel se at komme
hjem?“ sagde Karl Johan langtrukkent; han havde gaaet saa længe og været
retskaffen, at han var blevet tør i Halsen. „Der er vel ingen af jer,
der giver et Afskedsglas?“

„Det gør jeg,“ sagde Mons — „hvis I vil gaa med op i Paviljonen og
drikke det.“ Mons var gaaet Glip af noget ved at sove, og følte Trang
til at komme Pladsen en Gang rundt. Hvergang et Hyl traf dem, sprang han
ved Raske Saras Side og svarede med en lang Hujen. Han prøvede at slide
sig løs, men hun holdt ham fast i Armen; saa svingede han med den tunge
Ende af sin Kuglestok og hujede udfordrende. Lasse spjættede med sine
gamle Lemmer og efterlignede Mons’ Hujen; han havde Mod paa alt andet
end at køre hjem han ogsaa. Men Karl Johan slog i Bordet — nu skulde det
være! Og han fik Medhold af Pelle og Kvinderne.

Ude paa Pladsen fik et Vræl dem til at stanse, Kvinderne søgte bagved
hver sit Mandfolk. En Mand kom løbende i bart Hoved, fra et stort Hul i
Tindingen flød Blodet ned over Ansigt og Kravetøj, hans Træk var
fordrejede af Rædsel. Bagefter ham kom en anden, ogsaa i bart Hoved — og
med dragen Kniv. En Skovløber traadte i Vejen for ham men fik hans Kniv
i Skulderen og faldt; Forfølgeren sprang videre. Idet han jog forbi dem,
udstødte Mons et kort Hyl og sprang ret i Luften; den anden fik hans
Kuglestok lige i Nakken og sank sammen med et Suk. Mons gled bag nogle
Klynger og forsvandt; nede ved Skovbrynet stod han og ventede paa dem.
Han svarede ikke paa Hylene mere.

Karl Johan maatte føre Hestene ved Hovederne til de fandt ud paa Vejen,
saa satte man sig til Vogns. Bagved var Larmen forsvunden, kun et enkelt
langt Raab om Hjælp skar Luften og faldt igen.

Nede ved en lille Skovsø havde nogle forglemte Piger samlet sig paa
Engen og legede paa egen Haand. Den hvide Damp laa over Græsset som et
lysende Vand, og Pigerne stod frem af den med Overkroppen. De gik i
Rundkreds og sang Skærsommernattens Sang. Ren og klar steg den muntre
Sang op, og var saa underlig trist at høre paa alligevel — fordi de der
sang den var ladt i Stikken af Svirekarle og Slagsbrødre:

   Vi skal danse paa Bjærg og Bakker,
   slide op vore Sko og Sokker.
   Hej hop, min lille Hjærtesnup!
   vi vil danse til Solen rinder op.
       Hejhop, du skønne!
   nu har vi danset i det Grønne.

Tonerne lagde sig saa mildt i Øre og paa Sind; Minde og Tanke maatte
rense sig for det der kunde være af hæsligt, og lade Dagen selv komme
til sin Ret som den Festdag den var. En uforlignelig Dag havde det nu
været for Lasse som for Pelle — med Oprejsning for mange Aars
Tilsidesættelse. Skade at den var forbi og ikke først skulde til at
begynde.

Paa Vognen var de matte nu, de nikkede hen eller holdt sig tavse. Lasse
sad og arbejdede nede i Lommen med den ene Haand. Han søgte at faa et
Skøn over, hvad Penge der var til Rest. Det var dyrt at holde Kærest,
naar man ikke vilde staa tilbage for Ungdommen i nogen Henseende. Pelle
sov og gled længer og længer nedad, til Bengta tog hans Hoved i sit
Skød; hun selv sad og græd sine modige Taarer over Anders.

Det dagedes stærkt, da de rullede ind paa Stengaarden.

----------

[1] Nattergalen.




                                  XIX


Herskabet paa Stengaarden var næsten bestandig i Folkemunde, aldrig var
de helt ude af Befolkningens Sind. Der blev tænkt og talt lige saa meget
om Kongstrup og hans Kone som om hele det øvrige Sogn tilsammen, de var
jo Brødet for saa mange, Forsynet baade i ondt og godt; intet af hvad de
foretog sig kunde være ligegyldigt.

Det faldt ingen ind at anvende samme Maal og Vægt paa dem som paa andre;
de var noget for sig selv, Væsner der havde faaet meget at raade med og
kunde gøre og lade som de vilde — sætte sig ud over alle Hensyn, og
holde Lidenskaber. Det der udgik fra Stengaarden var for stort for
almindelige Mennesker at sidde til Doms over, det kunde være svært nok
at tyde hvad der gik for sig — selv om man var det hele paa saa nært
Hold som Lasse og Pelle. For dem som for de andre var Stengaardsfolkene
Væsner for sig, der levede deres Liv under større Forhold saa halvvejs
mellem Mennesker og Magter — i en Verden hvor saadan noget som
uudslukkelig Brynde og vanvittig Kærlighed huserede.

Hvad der skete paa Stengaarden gav derfor anderledes Spænding end
Sognets andre Begivenheder. Man lyttede maabende og spændt til den
mindste Ytring deroppe fra det høje Stuehus, og ved Udbruddene kom man
til at ryste og gik om knuget af Uhygge. Saa klart Lasse i de rolige
Perioder kunde synes han havde det hele for sig, saa rykkede Livet
deroppe pludselig uden for den daglige Erkendelse igen, og slog sig
omkring hans og Drengens Verden som en Taagesfære hvor lunefulde Magter
krigede — lige over éns Hoved.

— — —

Nu var Jomfru Køller paa Gaarden paa andet Aar trods alle ilde
Spaadomme; det havde tvært imod udviklet sig derhen, at enhver maatte
tage sin Tanke i sig igen. Hun holdt bestandig mere af at age med
Kongstrup til Staden, end af at blive hjemme og være Fruen til
Opmuntring i hendes Forladthed — saadan er nu engang Ungdommen. Ellers
bar hun sig anstændigt nok, og det var vitterligt, at Proprietæren igen
var faldet tilbage i sit gamle Hotelkæresteri derinde. Fruen selv nærede
da heller ingen Mistro mod sin unge Slægtning — om hun nogensinde havde
gjort det. Hun havde kastet al sin Godhed paa den Unge som kunde det
været hendes Datter; og ret ofte var det hende selv, der fik Jomfru
Køller med paa Vognen for at passe paa ham.

Ellers gik Dagene som sædvanlig, Fruen laa jævnt under for sin Smaadrik
og sin Kummer. Naar det onde havde sin Tur, græd hun over sit forspildte
Liv; og var han hjemme paa det samme, fulgte hun ham med sin Anklage fra
Stue til Stue, indtil han spændte for og tog Flugten — midt om Natten.
Væggene var saa inddrukne af hendes Stemme, at den aad sig tværs igennem
alt som en sørgelig Dur. De der traf til at være oppe om Natten for at
vaage ved Kreaturer eller lignende, kunde høre hendes tunge Tale hakke
endeløst deroppe, selv om hun var alene.

Men saa begyndte Jomfru Køller at lave paa at rejse; hun hittede ret
hovedkulds paa, at hun vilde til Hovedstaden og lære noget saa hun kunde
sørge for sig selv. Det kom besynderligt, da hun dog havde al Udsigt til
at arve Proprietærens engang. Fruen blev helt elendig ved at skulle
miste hende, hun glemte rent sine andre Bekymringer og gik og snakkede
for hende bestandig. Selv efter at det hele var slaaet fast, da de stod
i Rullestuen sammen med Pigerne og gjorde Jomfru Køllers Tøj i Orden til
Rejsen, blev hun ved med sit — til ingen verdens Nytte. Hun havde det jo
med ikke at kunne slippe Taget igen hvor hun først fik fat — som alle
Stengaarderne!

Der var noget besynderligt ved Jomfru Køllers Paastaalighed; hun havde
ikke engang klart for sig hvad hun vilde tage sig til derovre. „Hun skal
vel saa over og lære at koge?“ sagde en og anden med et forblommet Smil.
Husmandskonerne gjorde sig Ærende op paa Gaarden med Mælkespanden for at
forhøre sig hos Pigerne om Jomfru Køllers Vask: Der var Tegn her og Tegn
dér!

Fruen selv havde ingen Mistanke. Hun som ellers altid laa under for
Mistanken baade i Tide og Utide, var slaaet med Blindhed her. Det kom
vel af, at hun stolede saa fuldt ud paa sin Slægtning — og saá saa meget
i hende! Hun sansede ikke at sukke engang, saa optaget var hun af at faa
alt i god Orden. Det kunde ogsaa nok gøres Behov; Jomfru Køller havde
nok haft Hovedet fuldt af helt andre Ting, slig en Forfatning hendes
Sager var i.

„Jeg er nu glad for, at Kongstrup rejser over med hende,“ sagde Fruen
til Lyse Marie, en Aften de sad omkring den store Stoppekurv og bødede
den Unges Hoser efter Vasken. „København skal være en slem By for
uforfaren Ungdom at komme ind til. Men Sine begaar sig nok, hun har
Køllerslægtens gode Bund i sig.“ Hun sagde det helt barne-enfoldigt; der
kunde trampes ud og ind i hendes Hjærte med store Træsko paa, saa
mistroen hun ogsaa var. — „Til Julen kommer vi kanske over og ser til
dig Sine,“ føjede hun til i sin Hjærtens Godhed.

Jomfru Køller aabnede Munden og snappede Vejret i Angst men svarede
ikke. Hun holdt sig bøjet over sit Arbejde, og saa ikke paa nogen den
hele Aften. Hun saa aldrig frit paa nogen mere. „Hun skammer sig over
sin Træskhed!“ sagde de. Hende kunde Dommen da naa, hun skulde have
vidst hvad hun gjorde og ikke gaaet mellem Barken og Træet — tilmed her
hvor den ene havde sat al sin Lid til hende. —

Oppe i den øvre Gaard var den ny Karl Pær i Færd med at gøre den lukkede
Vogn i Stand. Erik stod hos og hang, han saa ulykkelig og forpint ud
Staklen — som altid naar han ikke var i Nærheden af Forvalteren.
Hvergang et Hjul skulde af eller paa, maatte han sætte sin Kæmperyg
under den svære Vogn og løfte. Lasse kom frem i Stalddøren engang
imellem, for at danne sig et Skøn over hvad der stod paa; Pelle var i
Skole første Dag i det ny Halvaar.

I Dag skulde hun saa rejse — Falskeblakken som havde ladet sig forlede
til at bedrage den der var som en Moder for hende! Fruen fulgte dem nok
tilmed ud til Dampskibet, siden den lukkede Vogn skulde af Sted!

Lasse gik ind i Kamret for at lægge et og andet til Rette, saa han kunde
slippe bort i Aften uden at Pelle mærkede det. Han havde givet Pelle et
Papir med lidt Sukkersager med til Madam Olsen. Paa Papiret havde han
malet et Kryds med en Blyknap, og det Kryds betød i al Hemmelighed, at
han vilde komme til hende om Aftenen.

Mens han tog sit pæne Tøj frem og skjulte det under noget Hø tæt ved
Uddøren, gik han og nynnede:

       „— men Kærligheds Trang
       den letted min Gang,
   og Vejen forkortes ved Nattergals Sang.“

Han glædede sig saa urimeligt til om Aftenen, han havde ikke været paa
Tomandshaand med hende nu snart et helt Fjerdingaar. Saa var han ogsaa
stolt af at have taget Skriften til sin Raadighed — og det en Skrift som
Pellen nok lod være at udgranske, saa skarp en Skriftlæser han ogsaa
var.

Mens de andre tog deres Hvil efter Middag, gik Lasse ude og jævnede
Møddingen. Vognen stod deroppe med en stor Kuffert spændt bagpaa og en
anden staaende paa Højkant oppe paa Forsmækken. Lasse gik og grundede
paa, hvordan nu saadan en Pige bar sig ad, naar hun laa alene ude i den
store vide Verden og skulde yde Vederlag for sin Synd. Der maatte vel
være Steder, hvor de antog sig saadanne for god Betaling — derovre
fandtes jo alt!

Johanne Pihl kom vraltende ind ad Porten deroppe. Det gav et Ryk i Lasse
da han saa hende — hun kom aldrig for noget godt. Naar hun saadan frækt
stillede sig frem heroppe, var hun altid svirende, og saa veg hun ikke
tilbage for noget. Det var sørgeligt saa langt Ulykken kunde trække et
Menneske nedad — Lasse maatte mindes, hvilken vakker Pige hun havde
været i sin lyse Ungdom. Og nu gik hun kun ud paa at presse Mønt af sin
Skændsel! Han trak sig forsigtigt ind i Stalden for ikke at blive det
aabenbare Øjenvidne til noget. Derinde stod han og kiggede.

Soen gik frem og tilbage under Vinduerne og kaldte med tykt Mæle,
Stemmen vilde ikke rigtig lystre hende: „Kongstrup, Kongstrup! kom herud
og lad mig snakke med dig! Du maa afse nogle Penge til mig, din Søn og
jeg har ikke faaet Mad i tre Døgn.“

„Det er nu en helvedes Løgn!“ sagde Lasse indædt til sig selv „— for hun
har sit gode Udkomme. Men hun sviner med Guds Gaver — og nu er hun ude
paa at gøre Ondt.“ Han havde den største Lyst til at tage Greben og jage
hende paa Porten; men hendes giftige Tunge var ikke god at komme ud for.

Hun havde Foden paa Trappen men turde ikke gaa op, noget holdt hende i
Ave saa omtaaget hun var. Der stod hun saa og famlede ved Lænet og
gumlede paa en eller anden Tanke. Ind imellem hævede hun sit fede Ansigt
og raabte paa Kongstrup.

Jomfru Køller kom uforvarende op af Kælderen og gik mod Trappen; hun
havde Øjnene i Jorden, og saa ikke Soen før det var for sent. Saa gjorde
hun hurtigt omkring. Johanne Pihl stod og grinede.

„Kom her hen Jomfru og lad mig hilse paa dig!“ raabte hun. „Er du
storagtig du? — den ene kan vel være lige saa ren som den anden! Det er
kanske fordi du kan fare bort i en Karet og _faa_ din over Havet? mens
jeg fik min i en Roerække. Er det ogsaa noget at være kar over — vi har
vel staaet for den samme Korthorns? — — Du, gaa op og sig til
Stolthenriken, at hans Ældste svelter! Jeg tør ikke selv for de onde
Øjne!“

Jomfru Køller var forlængst nede i Kælderen igen; men Johanne Pihl blev
ved at staa der og køre løs med det samme og det samme, til Forvalteren
kom farende ud imod hende. Saa trak hun sig kæftende ud af Gaarden.

Karlene var blevet vækkede i Utide ved hendes Skrigen op, de stod
søvndrukne og spejdede bag Lodørene. Lasse holdt spændt Udkig fra
Stalden og Pigerne havde samlet sig i Bryggerset — hvad vilde der nu
ske. De ventede alle et eller andet forfærdeligt Udbrud.

Men der skete ingenting. Her hvor Fruen havde haft Ret til at ryste
Himmel og Jord, — saa troløst havde de faret frem imod hende — her tav
hun. Gaarden laa saa rolig som paa de Dage, hvor det var kommet til en
Slags Forklaring mellem dem og Kongstrup holdt sig i Skindet. Fruen gik
forbi Vinduerne deroppe og var at se til som enhver anden — der skete
ingenting!

Ord maatte der dog være faldet, for den Unge saa dygtig forgrædt ud da
de steg til Vogns, og Kongstrup havde sit fortumlede Væsen. Saa rullede
Karl Johan af med de to; Fruen lod sig ikke se. Hun skammede sig vel dér
hvor det tilkom de andre.

Der var intet sket som kunde løse Spændingen ud, og den laa som et Tryk
over dem alle. Hun maatte have besindet sig paa sin ulykkelige Lod og
opgivet at staa paa sin Ret, netop nu da enhver maatte give hende
Medhold! Denne Ro var saa unaturlig, saa urimelig, at den gjorde tung og
forstemt i Sindet. Det var jo, som led andre paa hendes Vegne og hun
selv ikke havde noget Hjærte!

Men saa gik der Hul paa det, Graaden begyndte at sive ud over Gaarden,
stille og jævnt som et rindende Hjærteblod. Hele Aftenen randt den
udover, saa fortvivlet havde Graaden aldrig lydt over Stengaarden — den
gik alle til Marv og Ben. Hun havde taget det fattige Barn til sig som
sit eget, og det fattige Barn sveg hende — enhver følte paa sig selv
hvor ondt hun maatte have det.

Om Natten steg Graaden til Skrig saa desperate, at selv Pelle vaagnede
ved det — vaad af Sved. „Det lyder som af en i den yderste Nød!“ sagde
Lasse og trak hastigt Bukserne paa, hans Hænder rystede og vilde ikke
makke ret. „Hun har da vel aldrig lagt formastelig Haand paa sig selv?“
Han tændte Lygten og gik ud i Stalden, Pelle fulgte nøgen efter.

Saa med et tav Skrigene, saa brat som var Lyden hugget over med Økse;
Stilheden der faldt paa sagde saa dødt, at det var for stedse. Gaarden
sank i Nattemulmet som en udslukt Verden. „Nu døde vor Madmoder,“ sagde
Lasse frysende og bevægede Fingrene hen over sine Læber, „maatte Gud
tage lidt mildt imod hende.“ De krøb angst i Seng.

Men da de kom op om Morgenen, saa Gaarden ud som paa enhver anden Dag;
Pigerne klaprede og larmede ovre i Bryggerset som sædvanlig. Lidt efter
hørtes Fruens Stemme deroppe, hun sagde Besked om Arbejdet. „Jeg
begriber det ikke,“ sagde Lasse hovedrystende „— saa brat kan ellers kun
Døden stanse noget. Hun maa have en forbasket Magt over sig selv.“

Nu saas det ret, hvilket dygtigt Kvindfolk hun var. Hun havde ikke sat
noget til i den lange Ørkesløshed, der kom Gang i Pigerne, og Kosten
blev bedre. Og en Dag mødte hun op i Kostalden for at efterse om de
malkede rent. Ret og Skel øvede hun ogsaa. En Dag kom de fra Stenværket
og klagede, de havde ikke faaet Arbejdsløn i tre Uger. Paa Gaarden
fandtes ikke Penge nok. „Saa maa vi skaffe,“ sagde Fruen, og de maatte
paa Stedet stille an med at tærske. Og en Dag Karna gjorde for meget
Vrøvl, fik hun en knaldende Lussing.

„Hun har lagt sig et nyt Sind til,“ sagde Lasse.

Men de gamle Arbejdsfolk kunde genkende baade det ene og det andet fra
deres unge Dage. „Hun har taget Slægtens Sind,“ sagde de „— en rigtig
Køller er hun.“

Saadan gik Tiden uden Forandring, hun var støt i sin Ro som hun forhen
havde været støt i sin Jammer. Det laa ikke til Køllerne at sadle om,
naar de først havde sat deres Sind ind paa noget. Saa kom Kongstrup hjem
fra Rejsen; hun kørte ikke ud efter ham men tog imod ham paa Trappen,
mild og god. Enhver kunde se hvor glad og forundret han blev — han havde
nok ventet sig en anden Modtagelse.

Men om Natten da alle laa i deres gode Søvn kom Karna og bankede paa
Karlenes Vindu. „Staa op og kør efter Doktoren!“ raabte hun „men I faar
skynde jer!“ Raabet klang af Liv og Død, og de tørnede hovedkulds ud.
Lasse der havde for Vane kun at sove med det ene Øje ligesom Hønsene,
var første Mand paa Pletten og havde allerede Hestene ude af Stalden,
faa Minutter efter jog Karl Johans Køretøj ud af Gaarden. Han havde en
Mand med sig til at holde Lygten. Det var bælgmørkt, men man kunde høre
Vognen skære sig frem i vild Fart, til Lyden blev ubegribelig tynd. Et
Øjeblik tog den ny Klang — Køretøjet var drejet ind paa den
makadamiserede Vej en halv Mil borte; saa døde den hen.

I Gaarden gik de og skuttede sig og kunde ikke finde Ro, de drev ind i
Kamrene og ud igen for at stirre op til de høje Vinduer, hvor man løb
frem og tilbage med Lys. Hvad var der sket? Det var noget med
Proprietæren, for nu og da hørte man Fruens kommanderende Stemme nede i
Køkkenet — men hvad? I Bryggers og Folkestue var der mørkt og stængt.

Hen paa Morgenen da Doktoren var kommet og havde taget Sagerne i sin
Haand, faldt der noget mere Ro over det hele, og Pigerne saa Lejlighed
til at smutte ud i Gaarden. Straks vilde de ikke sige, hvad der var paa
Færde; de stod og saa undvigende til hinanden og lo saa besynderlig
fæisk. De fik det da efterhaanden frem ved at fortælle saa den ene saa
den anden i smaa Stød: Kongstrup havde i et Anfald af Vildelse øvet Vold
mod sig selv — han havde nok været drukken. Deres Ansigter fortrak sig
hæsligt i en Blanding af Rædsel og Fnisen; og da Karl Johan alvorligt
spurgte Lyse Marie: I lyver da vel ikke? brast hun i Graad. Der stod hun
og lo og græd mellem hinanden, det hjalp ikke, alt det Karl Johan
skammede hende ud.

Men sandt var det, skønt det lød som den forrykteste Sansage, at en Mand
kunde gøre noget saadant ved sig selv. Det var en Sandhed der tog baade
Mund og Mæle!

Det varede noget inden man kom sig saa vidt, at man kunde anvende sin
Tanke paa det; men saa var der ogsaa et og andet der faldt lidt
urimeligt. I Beruselse kunde det ikke være sket, for Stengaardsbonden
drak aldrig hjemme; han drak overhovedet ikke at nogen vidste, men tog
sig blot et Glas i et godt Lag. Snarere var det Anger og Ruelse; med det
Liv han havde ført lod det sig dog høre — skønt det faldt underligt ud,
at en Mand af hans Beskaffenhed skulde bære sig saa desperat ad.

Men det var ikke tilfredsstillende! Og ganske læmpeligt, uden at nogen
kunde pege paa noget Spring, vendte alle Tanker sig mod hende. Hun havde
ændret sig paa det sidste, det Køllerske Blod var brudt frem i hende! Og
i den Slægt havde de aldrig ladet sig træde ned uhævnet.




                                   XX


Ude i Læ bag Stuehusgavlen sad Kongstrup vel indpakket og stirrede frem
for sig med intet sigende Øjne; den tynde Vintersol stod lige ind paa og
narrede Foraarstegn frem, Spurvene muntrede sig i Solskinnet omkring
ham. Hans Hustru gik fra og til og puslede om ham, svøbte bedre om hans
Fødder, og kom med et Sjal han skulde have over Skuldrene. Hun rørte
varmt ved ham med Bryst og Arme, idet hun bagfra bredte Sjalet over ham;
og han rejste langsomt Hovedet og lod sin Haand glide ned over hendes.
Der blev hun saa staaende en Stund med Brystet lænet til hans Skulder og
saa ned paa ham som en Moder, med Øjne der hvilede i lykkelig Besidden.

Pelle kom daskende ned over Gaarden, slikkende sig om Munden. Han havde
benyttet Madmoderens Optagethed til at liste ned i Mejeriet og faa sig
en Drik skørnet Fløde hos Pigerne — og drille dem lidt. Han struttede af
Sundhed og slentrede saa lykkelig skødesløst af Sted som ejede han
Alverden.

Rent umanerligt saa han voksede og sled — det var ikke til at holde
Klæder paa Raden af ham! Han stak sine Lemmer langt ud af hver Stump Tøj
han fik paa, og sled af sig lige saa fort Lasse bare kunde skaffe.
Bestandig maatte der anskaffes nyt til ham, og før man fik vendt Øjnene
i Hovedet havde han jaget Arme og Ben langt ud af det ogsaa. Stærk var
han som en Eg, hvor det galdt en Løft eller andet der ikke fordrede
Udholdenhed, maatte Lasse lade sig sætte til Vægs.

Selvstændighed havde han ogsaa lagt sig til, Fyren; det blev med hver
Dag vanskeligere at gøre sin Faderret gældende. Det vilde nu komme, saa
snart Lasse blev Mand i sit eget Hus og kunde slaa Næven i eget Bord —
men naar skete det? Som Sagerne nu stillede sig, saa det nærmest ud, som
Øvrigheden ikke vilde have at han og Madam Olsen kom skikkeligt sammen.
Baadsmand Olsen havde jo varslet redeligt om sin Hedenfart, og Lasse
mente det blot var at bestille Lysning. Men Øvrigheden blev ved at gøre
Vanskeligheder og krongle rundt — paa rigtig Prokuratormaner; saa var
der et Spørgsmaal som maatte undersøges og saa et andet, der var Frister
og Tilsigelser til en død Mand om at indfinde sig inden den og den Tid —
og Fanden og hans Oldemor. Det hele var bare sat op, for at Lovtrækkerne
kunde fede sig rigtig.

Opholdet paa Stengaarden var han grundig træt af; hver Dag fremsatte han
den samme Klage til Pelle: „Det er jo ét surt Slid fra man staar op til
man lægger sig — den ene Dag som den anden Aaret rundt, som var man i
Slaveriet! Og Vederlaget for det rækker knap til at holde Bagen ordenlig
dækket. Intet er der at lægge til Side af, og naar man en Dag er udslidt
og ikke duer mere, kan man lægge sig over paa Fattigvæsnet.“

Værst af alt var dog Driften efter engang igen at arbejde med sit eget,
den sad som et Suk i Kødet paa Lasse, han kunde blive syg i sine Hænder
af Længsel efter den Fornemmelse det var at gribe i sit eget. I den
senere Tid funderede han bestandig paa at bryde over tvært og flytte
sammen med sin Kærest uden Lov og Dom. Hun var villig det vidste han —
hun trængte haardt til at faa en Mandshaand i Huset. Og Snakken gik
alligevel om dem; det kunde ikke arte sig stort anderledes, om han og
Drengen kom til at gaa og gælde for hendes Logerende. Navnlig naar de
gik paa selvstændigt Arbejde.

Men Drengen var ikke til at overtale, han var for nidkær paa Æren;
hvergang Lasse slog paa den Stræng, blev han besynderlig studsk. Lasse
lod som det var Madam Olsens Paahit og ikke hans. „Jeg er jo heller ikke
særdeles stemt for det,“ sagde han — „Folk vil vel jage til at tro det
værste straks! Men her kan vi dog ikke blive ved at gaa og slide hver en
Trævl af Kroppen for ingenting. Og ikke et frit Aandedrag har man her
paa Gaarden — altid bunden.“

Pelle svarede ikke paa det; han var ikke stærk i Grunde, men vidste hvad
han vilde.

„Om jeg nu rømte herfra en Nat, saa tænker jeg du kom lunkende
bagefter.“

Pelle tav stædigt.

„Jeg tror nu jeg gør det — for dette er ikke til at holde ud. Nu skal du
have ny Skolebukser, hvor skal det komme fra?“

„Ja gør du det da — saa gør du som du siger.“

„Du har let nok ved at slaa alting hen i Røg,“ sagde Lasse mismodigt „—
du har Tiden og Aarene for dig! Men jeg lakker mod Alderdommen, og ingen
har jeg til at tage sig af mig.“

„Hjælper jeg dig da ikke med alting?“ spurgte Pelle bebrejdende.

„Jo — jo vist, du gør saamænd dit bedste for at gøre det lettere for
mig, ingen skal komme og sige andet. Men ser du — der er visse Ting du
ikke — der er noget“ — Lasse gik i Staa, hvad kunde det nytte at
forklare en Dreng Mandslængsler. „Du skulde nu ikke være saa stiv,
skulde du ikke!“ Lasse strøg bedende ned ad Drengens Arm.

Men Pelle var stiv. Han havde allerede døjet nok af Spydigheder fra
Kammeraterne i Skolen og ligget i adskillige Slagsmaal, siden det kom ud
at Faderen var Kærest med Madam Olsen. Gav de sig nu til at leve sammen
for alles Øjne, saa blev det ikke til at begaa sig. Pelle var ikke bange
for et Slagsmaal, men han maatte have Retten paa sin Side naar han
skulde sparke ordenlig fra sig.

„Flyt du saa ned til hende da! saa drager jeg bort!“

„Hvor vil du saa drage hen?“

„Ud i Verden og blive rig!“

Lasse løftede Hovedet som en gammel Dragonhest der lytter til et Signal;
saa blev han duknakket igen.

„Ud i Verden og blive rig — javist,“ sagde han dvælende, — „saadan
tænkte jeg ogsaa, da jeg var i din Alder. Men det gaar ikke saadan til —
naar ikke man er født med Sejrsskjorten.“ Lasse tav og sparkede
tankefuld Strøelsen ind under en Ko; han var nu ikke helt vis paa, at
Drengen ikke var født med Sejrsskjorten alligevel. Han var en
Sildefødning — de var altid bestemt for det værste eller det bedste; saa
havde han det Koslik i Panden som betød Lykke. Glad og fuld af Sang var
han — og lethaandet til alting; alle vandt han for sig ved sit Sinds
Beskaffenhed. Troligt nok laa Lykken og ventede ham et Steds derude.

„Men dertil fordres nok først og fremmest, at man er ordenlig
konfirmert. Tag du hellere dine Bøger og læs paa din Præstelektie, at du
ikke skal blive vist tilbage! Jeg skal nok fodre færdig.“

Pelle tog sine Bøger og satte sig oppe paa Fodergangen midt for den
store Tyr; han læste halvhøjt, Lasse gik frem og tilbage og syslede. En
god Stund passede enhver sit; saa kom Lasse hen — de nye Lærebøger Pelle
havde faaet til Præstelæsningen trak ham.

„Er det Bibelhistorien, den dér?“

„Ja.“

„Staar det deri om ham som drak sig svirende?“

Lasse havde forlængst opgivet at lære at læse — han havde ikke Hoved til
det. Men han var bestandig optaget af hvad Drengen foretog sig, Bøgerne
øvede en egen Tryllevirkning paa ham. „Hvad kan nu dér staa for noget?“
kunde han forundret spørge og pege paa noget Tryk, eller: „Hvad for
mærkværdigt har du saa om i Dag da?“ Pelle maatte fra Dag til Dag holde
ham underrettet. Og de samme Spørgsmaal vendte ofte tilbage, Lasse
huskede ikke godt.

„— Ham du ved som Sønnerne trak Bukserne af, og blottede deres egen
Faders Skam?“ vedblev Lasse da Pelle ikke svarede.

„Naa Noah!“

„Ja rigtigt, Gubben Noah — den som Gustav brugte at spille. Hvad mon han
drak sig svirende i — han Gubben?“

„Vin.“

„Var det Vin?“ Lasse trak Øjenbrynene i Vejret — „da har han Noah været
en fin Mand. Patronen derhjemme drak ogsaa Vin naar det skulde gaa stort
til! Jeg har ladet mig fortælle, at der skal meget til før det slaar sin
Mand — og det er dyre Sager. Staar _han_ ogsaa deri som snød saa
gudserbarmeligt? — hvad var det nu han hed?“

„Laban kanske?“

„Laban, ja vist! At jeg kunde glemme det ogsaa, for en rigtig Laban var
han, saa Navnet slaar mærkværdigt godt til paa’n. Det var ham som lod
sin Svigersøn faa begge Døtrene — og tjene dem af paa Dagløn tilmed! Om
de havde levet nu, var de vist kommet i Slaveriet baade han og
Svigersønnen, men i de Tider tittede Øvrigheden nok ikke Folk saa nøje
paa Papirerne. Det skulde være Plasér at vide, om en Kone ogsaa havde
Lov at have to Mænd dengang. Beretter Bogen ikke noget om det?“ Lasse
stod og rokkede nysgærrigt.

„Nej det gør den vist ikke,“ svarede Pelle aandsfraværende.

„Naa, ja, jeg skulde vel ikke forstyrre,“ sagde Lasse og gik til sit
Arbejde. Men det varede ikke længe før han igen kom hen: „De var nu
sluppet fra mig ved et Tilfælde de to Navne; jeg begriber ikke, hvor jeg
havde mit Hoved henne i det Øjeblik. Men de store Profeter har jeg godt
nok Rede paa — hvis du vilde overhøre mig.“

„Kom saa med dem da!“ sagde Pelle uden at tage Øjnene fra Bogen.

„Du faar vel stoppe Læsningen saalænge,“ sagde Lasse „— ellers kunde du
gaa vild i det.“ Han holdt ikke af, at Pelle havde Lyst til at behandle
det som Barnemad.

„Naa jeg gaar vel ikke vild i de fire store!“ sagde Pelle overlegent,
men lagde alligevel Bogen sammen.

Lasse tog Snusen ud fra Underlæben med Pegefingeren og slog den i Gulvet
for at have Munden klar; han trak op i Bukserne og stod en Stund med
lukkede Øjne, mens han bevægede Læberne i indvendig Overhøring.

„Kommer de snart?“ spurgte Pelle.

„Jeg maa vel først se til at de er der!“ svarede Lasse ærgerlig over
Forstyrrelsen, og tog fat at memorere igen. — „Esajas, Jeremias, Exekiel
og Daniel!“ han slyngede dem hastigt ud, for at ikke noget skulde slippe
fra ham under Vejs.

„Skal vi ogsaa tage Jakobs tolv Sønner?“

„Nej ikke i Dag, det turde blive for meget for mig paa én Gang. I min
Alder faar man fare frem med Læmpe, jeg har jo ikke dine Aar. Men hvis
du vil gaa de tolv smaa Profeter igennem med mig.“

Pelle gik dem langsomt igennem, og Lasse gentog dem én for én. „Djævel
til Navne de har kunnet finde paa i de Tider!“ udbrød han pustende — „én
kan føje krænge Munden efter dem! Men jeg skal vel faa Krammet paa dem.“

„Hvad vil du med dem, du Far?“ spurgte Pelle pludselig.

„Hvad jeg vil med dem —“ Lasse kløede sig paa det ene Øre. „Jeg vil
naturligvis — hæ — da var det Fanden til dumt Spørgsmaal! — hvad vil vel
_du_ med dem? Lærdom er nok god at have for den ene som for den anden —
og naar nu alt det vakre er blevet mig forholdt i min pure Ungdom. Du
vilde kanske beholde det for din egen Mund?“

„Nej for jeg gav nok Pokkeren i alt det Profetvæsen — om ikke jeg
_skulde_.“

Lasse var ved at gaa bagover:

„Da er du ogsaa den ugudeligste Prygl jeg har truffet paa, og fortjente
ikke at være født til Verden! Agter du ikke Lærdommen større? Du skulde
være glad, du er kommet til Verden i en Tid hvor Fattigmands Barn faar
Del i alt saa vel som den rige. Saadan var det nok ikke i min Tid —
ellers — hvem ved? — kanske gik jeg nu ikke her og muggede, om jeg havde
lært noget i min Ungdom. Se du til, at du ikke sætter en Ære i din
Skændsel!“

Pelle fortrød halvvejs hvad han havde sagt. „Jeg er paa øverste Bænk
nu!“ sagde han for at rense sig.

„Ja jeg ved det vel, men derfor bør du ikke stikke Hænderne i
Bukselommen — for mens du puster æder de andre Grøden. Der er vel intet
sluppet fra dig i den lange Juleferie?“

„Nej vist er der ikke det!“ sagde Pelle selvsikkert.

Lasse tvivlede heller ikke, men lod blot som han gjorde det, for at faa
Drengen til at gaa i Tøjet. Han vidste ikke noget herligere end at høre
Lærdommen bruse af fuldt Vejr, men det blev vanskeligere og vanskeligere
at faa Pøjken til at yde sig. „Kan du nu ogsaa være sikker?“ blev han
ved „var det ikke bedst at se efter? Det er saa beroligende at vide, at
ikke noget er kommet bort for dig — saa meget som du maa have i
Hovedet.“

Pelle følte sig smigret og overgav sig. Han strakte begge Ben fra sig,
lukkede Øjnene og begyndte at vugge mekanisk frem og tilbage. Og de ti
Guds Bud fra Bjærget, Patriarkerne, Dommerne, Josef og hans Brødre, de
fire store og de tolv smaa Profeter — hele Verdens Lærdom hvirvlede fra
hans Læber i ét langt Aandedræt. For Lasse var det som selve Universet
malede lysende rundt om Gudfaders Aasyn med det mægtige hvide Skæg. Han
maatte dukke Hovedet og korse sig, saa meget der dog kunde rummes bag
den Drengs Barnepande.

„Gad vidst hvad det koster at gaa den studerende Vej?“ sagde Lasse da
han igen følte Jorden under sig.

„Det er nok dyrt — tusend Kroner vel, aller mindst!“ mente Pelle. Ingen
af dem forbandt noget bestemt ved Tallet — det betød blot det
uoverkommeligt store.

„Skulde det være saa ufattelig dyrt?“ sagde Lasse. „Jeg funderer paa,
naar vi nu faar vort eget — det maa vel blive til noget engang — kunde
du saa ikke komme til at gaa hos Fris og lære ham Haandværket af for en
rimelig Betaling, og have Kosten hjemme? Saa blev det vel til at
overkomme.“

Pelle svarede ikke — han følte ingen Trang til at komme i Degnelære. Han
havde faaet sin Kniv frem og stod og skar paa noget i en af
Baasstolperne, det forestillede den store Tyr med Hovedet nede ved
Jorden og Tungen ud af den ene Mundvig. En Klov helt fremme ved Mulen
angav, at Dyret sparkede Jorden op i Vrede. Lasse maatte stanse, for nu
begyndte det at tage Lighed efter noget. „Det skal nok være et Kreatur
det?“ sagde han — han havde gaaet og grundet paa det hver Dag,
efterhaanden som det blev til.

„Det er Volmer dengang han tog dig paa Hornene!“ sagde Pelle.

Lasse kunde straks se, at det skulde forestille den Ting, nu da han fik
det fortalt. „Det er svært saa troværdigt,“ sagde han — „men saa
fnysende vred som du har gjort’en, var han nu heller ikke! Ja ja, lad os
nu hellere se at komme i Gang med Arbejdet; det dér kan ikke brødføde
sin Mand.“ Lasse holdt ikke af den Skavank hos Drengen, at han skulde
ligge og sætte Tegninger op med Kridt eller Lommekniv alle Vegne; der
var snart ikke en Bjælke eller Væg uden den bar Mærker efter ham. Det
var brødløse Tossestreger, og Proprietæren var i Stand til at blive gal
i Hovedet, om han kom i Stalden og traf til at se det. Lasse maatte
jævnlig slaa Kogødning over de mest fremtrædende Tegninger, at de ikke
skulde træde i Øjnene paa urette vedkommende.

Deroppe søgte netop Kongstrup ind ved sin Kones Arm; han var bleg men
ved godt Huld. „Han er halvdaarlig til Bens endnu!“ sagde Lasse og
kiggede. „Men det varer vel ikke længe, før vi har’en hernede — saa det
er ikke raadeligt du ødelægger Stolpen helt.“

Pelle blev ved at stikke Træmasse ud.

„Holder du nu ikke op med det Pjank, saa slaar jeg Komøg i!“ sagde Lasse
vredt.

„Saa tegner jeg dig og Madam Olsen af paa den store Port!“ svarede Pelle
skalkagtigt.

„Ja du — du — du kunde bare prøve! Jeg skulde vist forbande dig for mit
Aasyn og faa Præsten til at vise dig bort — om du slap med det!“ Lasse
var helt fra’et, han fór ned i den anden Ende af Kostalden og begyndte
Eftermiddagsmugningen, slog og rev med Redskaberne. Saa stod han og
halkede i det, han havde i sin Vrede læsset for meget paa Børen og kunde
hverken komme frem eller tilbage.

Pelle kom derned med sit mildeste Ansigt. „Maa jeg ikke trille Børen
ud?“ sagde han — „dine Træsko staar ikke saa fast i Stenbroen.“

Lasse brummede noget og lod ham komme til. En stakket Stund var han mut,
men det var ikke til — Pøjken havde Satan til Humør naar han vilde.




                                  XXI


Pelle havde været til Præsten, nu sad han nede i Folkestuen og slugte
sin Middagsmad — kogt Sild og Grød. Det var Lørdag, og Forvalteren var
kørende til Bys, derfor sad Erik hernede og hang i Varmen. Han sagde
aldrig noget af sig selv men havde det med at glo, hans Øjne fulgte
Pelles Bevægelser frem og tilbage mellem Mund og Tallerken. Øjenbrynene
holdt han bestandig løftede som var alting nyt for ham — de var ved at
tabe deres Form helt. Foran ham stod Drikkekruset i en stor Sø, han drak
jævnlig og spildte hvergang.

Lyse Marie stod ved Opvasken, hvert Øjeblik kiggede hun ind, for at se
om Pelle snart var færdig. Da han slikkede Hornskeen af og smed den i
Skuffen, kom hun ind med noget paa en Tallerken — de havde faaet
Ribbenssteg til Middag ovenpaa.

„Her er en lille Mundsmag til dig — du er vist mer sulten,“ sagde hun.
„Hvad faar jeg saa for den?“ hun beholdt Tallerkenen i Haanden og stod
og smiskede.

Pelle var meget sulten endnu — skrupsulten; han sad og saa paa den lækre
Bid til Tænderne løb i Vand. Saa rakte han pligtmæssigt Munden frem, og
Marie kyssede ham. Hun skottede uvilkaarligt hen til Erik, der gik et
Strejf af noget over hans dumme Ansigt — som en fjærn Mindelse.

„Her sidder han den store Krop og slabber!“ sagde hun skændende og rev
Drikkekruset fra ham. Hun holdt det under Bordpladen og strøg med
Haanden det spildte Øl ned i det igen.

Pelle huggede løs paa Ribbensstykket og brød sig om ingenting andet. Men
da hun var ude, spyttede han forsvarligt ned mellem sine Ben og foretog
en lille Renselse med Bluseærmet.

Siden gik han i Stalden og rensede Krybber, Lasse striglede Kør — der
skulde se lidt ordenligt ud til om Søndagen. Under Arbejdet fortalte
Pelle udførligt Dagens Oplevelser, og gentog alt hvad Præsten havde
sagt. Lasse lyttede opmærksomt til og kom med smaa Udbrud: Ja saa! — Det
var fans! — Saa David var saadan en Buk, og vandrede ligefuldt for
Herrens Aasyn! Ja Guds Langmodighed er stor — det er vist og sandt!

Der blev banket paa Uddøren. Det var et af Kalles Børn med Besked, at
Mormor gærne vilde be’ Farvel med dem inden hun drog hen.

„Saa har hun visselig ikke langt igen,“ udbrød Lasse. „Det bliver et
stort Savn for Kalles at undvære hende, saa godt som de har haft det
sammen. Men lidt mere Mad bliver der jo til de andre forstaas.“

De enedes om at vente med at gaa derop, til de var helt færdige — og saa
stjæle sig af Sted. Bad de sig tidlig fri, fik de næppe fri igen til
Begravelsen. „Og det bliver Heldagsgilde med Mad og Drikke i store
Maader, kender jeg Bror Kalle ret!“ sagde Lasse.

Da de havde afsyslet og spist, sneg de sig gennem Uddøren ud paa Marken.
Lasse havde poset Dynen op, og lagt en gammel laadden Hue saa den lige
stak frem ved Hovedgærdet; i en Hast kunde det godt tages for Haaret af
en Sovende, om nogen kom for at efterse. Da de var kommet et Stykke paa
Vej, maatte Lasse endnu engang tilbage og efterse for Ild.

Det sneede blidt og stille, Jorden var frossen saa de kunde gaa ret hen
over alting. Nu Vejen faldt kendt var der slet ikke saa langt op; før
man vidste af det, slap Agerlandet op og Klippen begyndte.

Der var Lys i Stuen, Kalle sad oppe og ventede dem. „Nu lakker det med
Mormor,“ sagde han saa alvorlig, som Lasse aldrig mindedes at have set
ham før.

Kalle aabnede Døren til Mormors Stue og hviskede noget ind, hans Kone
svarede sagte derinde fra Mørket.

„Jo jeg er saamænd vaagen,“ lød den Gamles Stemme langsom og enstonig.
„I kan godt snakke højt, for jeg er vaagen.“

Lasse og Pelle trak Lærskoene af og traadte ind paa Strømpefødder. „God
Aften Mormor“ sagde de begge højtideligt „— og Guds Fred!“ føjede Lasse
til.

„Ja her ligger nu jeg,“ sagde Mormor og klappede svagt paa Dynevaaret,
hun havde store Vanter paa. „Jeg var saa fri at sende Bud efter jer, for
nu er der ikke langt igen med mig. — Hvordan har det sig i Sognet, er
der nogen Dødninge?“

„Nej ikke det jeg ved af,“ svarede Lasse. — „Men hvad I selv Mormor, I
ser jo saa rask ud — saa rød og rund! Om to-tre Dage er I saamænd paa
Benene igen skal vi faa at se.“

„Ja ja gon!“ den Gamle smilede overbærende. „Jeg ligner vel en ung Brud
som ligger første Gang Barselseng? Men I faar have Tak fordi I kom — I
er lige som éns egne! — — Ja nu er der saa Bud efter mig, og jeg gaar
herfra med Fred. Jeg har saamænd haft det godt her paa Jorden, der er
intet at klage over. En god Mand fik jeg og en god Datter — Kalle dér
ikke at forglemme. Og mit Syn fik jeg tilbage, saa jeg fik Verden at se
endnu engang.“

„Men I saa kun paa den med det ene Øje — ligesom Fuglene, Mormor!“ sagde
Kalle og forsøgte at le.

„Ja ja — den var god nok saadan ogsaa; der var kommet saa meget nyt og
grant til, siden jeg misted Synet. Skoven havde bredt sig, og en hel
Slægt var vokset til uden jeg ret vidste af det. Ak ja det har været
skønt at være til i Alderdommens Aar og have dem alle om sig — Kalle og
Marie og Børnene. Og alle mine Jævnaldrende er gaaet forud; det har
været skønt at være til og se, hvad der blev af dem hver især.“

„Hvor gammel er I nu Mormor?“ spurgte Lasse.

„Kalle har slaaet det efter i Kirkebogen, efter det skulde jeg jo være
nær de firs. Men det er føje rigtigt.“

„Jo det er rigtigt nok“ sagde Kalle, „Præsten søgte det selv op for
mig.“

„Ja ja da — Tiden er gaaet fort, og jeg kunde godt ville leve lidt endnu
om saa var Guds Vilje. Men nu minder Graven, jeg kan mærke det paa
Øjenlaagen’.“ Den Gamle havde lidt ondt for Vejret, men Munden stod ikke
paa hende.

„Mor snakker saa rent for meget!“ sagde Marie.

„Ja I trænger vist til at hvile Jer og sove,“ sagde Lasse. „Mon vi ikke
skulde sige Jer Farvel?“

„Nej nu vil jeg have Lov til at snakke, det bliver vel sidste Gang jeg
ser jer; og jeg faar Stunder nok at hvile ud i. Min Øjne er blevet saa
lette — Gud ske Lov og Tak; der er ikke Søvnfnug i dem.“

„Mormor har ikke sovet en hel Uge tror jeg,“ sagde Kalle betænkelig.

„Nej hvad skulde jeg vel sove min sidste Tid hen for — naar jeg faar
Stunder nok til det siden hen. Om Nætterne naar I andre sover, saa
ligger jeg og lytter Pusten af en og hver — og glæder mig ved jer
Helsen. Eller ogsaa jeg ser paa Lyngkosten og tænker paa Anders og al
den Gammen vi havde med hverandre.“

Mormor laa tavs en Stund og indhentede sit Vejr, mens hun stirrede paa
en vissen Lyngbuket der hang under Bjælken.

„Den bandt han saamænd til mig, første Gang han redte vort Leje i den
blomstrende Lyng. Han holdt saa urimeligt af Lyngen Anders, og hvert Aar
tog han mig af Søvnen og førte mig derud naar den blomstred — lige til
han blev kaldt hen. Jeg var bestandig ny for ham som paa den første Dag
— derfor tog Lykken og Glæden varig Bolig i mig. Der kunde ikke Klæder
holde over mit Bryst saa glad jeg trak Vejret, og mine Forklæ’baand tog
han itu i sin Glæde for mig.“

„Nu skulde Mor tie og ikke snakke om saa meget saadant!“ sagde Marie og
glattede undseligt ved den Gamles Hovedgærde.

Men Mormor lod sig ikke stanse, hendes Tanker forskubbedes blot lidt.

„Ja ja, Tænderne havde jeg ondt for at faa og ondt for at miste, mine
Børn fik jeg med Smærte og lagde dem i Graven med Sorg — det ene som det
andet. Men ellers har jeg aldrig fejlet noget, og en god Mand har jeg
haft. Han havde Øjet opladt for Guds Skaberværk, og vi stod op med
Fuglene Sommermorgen. Saa gik vi sammen ud i Lyngen og saa Solen løfte
sig forunderligt af Havet, før vi tog til vort Dagværk.“

Mormors tungtvandrende Stemme faldt hen, det var som et Kvæde hørte op
at lyde i deres Øren. De rettede sig og drog dybt efter Vejret. „Ak ja,
Mindernes Røst er vakker!“ sagde Lasse.

„Hvordan er det Lasse, jeg hører at du gaar og ser dig om efter en
Kone?“ sagde den Gamle pludselig.

„Gør jeg?“ udbrød Lasse forskrækket. Pelle saa, at Kalle blinkede til
Marie. De vidste altsaa Besked de ogsaa.

„Kommer du ikke snart og viser Kæresten frem?“ spurgte Kalle. „Det skal
være godt Parti siges der.“

„Jeg ved slet ikke, hvad det er I taler om.“ Lasse var helt forfjamsket.

„Ja ja, det er nu ikke saa ilde det du dér har for!“ sagde Mormor. „Hun
er god nok — alt det jeg ved. Maatte I nu ogsaa passe helt for hinanden,
som Anders og jeg. Det var en skøn Tid — om Dagene naar en gik og
ordnede alt paa det bedste hver for sig, og om Nætterne naar Vinden tog
i alting. Da var det godt at være to som kunde søge Varmen hos
hinanden.“

„I har været svært saa glad for alting Mormor,“ udbrød Lasse.

„Ja og jeg gaar herfra med Fred og kan ligge rolig i min Grav; jeg er
ikke blevet misligholdt paa noget Omraade, og har intet at gaa igen
efter. Naar blot Kalle sørger for, at jeg bæres ud med Fødderne udfor,
saa tænker jeg ikke jeg skal uroe jer.“

„Kom I kun og besøg os engang imellem om Jer lyster, vi skal tage imod
Jer uden Frygt! — saa godt vi har haft det sammen her,“ sagde Kalle.

„Nej ingen ved af, hvordan man bliver til Sinds i det andet Liv! Du faar
love mig at jeg kommer med Fødderne udfor; jeg vil ikke forstyrre jer
Nattero, saa haardt I maa slide om Dagen begge to. Nu kan I ogsaa have
haft mig længe nok at drages med; det skal vist blive godt for jer at
have det for jer selv engang. Og lidt mere Mad bliver der ogsaa til jer
andre efter dette.“

Marie gav sig til at græde.

„Ja se nu der se!“ udbrød Kalle iltert. „Den Snak vil jeg ikke høre mere
om, ingen af os har lidt Mangel for Jer Skyld. Hvis I nu ikke er
skikkelig, holder jeg stort Kalads efter Jer, af bare Glæde over Jer
Bortgang.“

„Nej du gør ikke!“ sagde Mormor helt hvast — „tre Dages Øfrøl vil jeg
slet ikke høre om at sige! Lov mig det du Marie, at I ikke ødelægger jer
for at gøre Væsen af mig gamle Skidt. Men de nærmeste faar I bede til om
Eftermiddagen — Lasse og Pelle ikke at forglemme. Og hvis I bad Hans
Henrik, saa kanske tog han sin Harmonika med og I kunde faa jer en Leg i
Logulvet.“

Kalle kløede sig i Nakken:

„Saa maa I pinedød vente med at gøre Forandring paa Jer, til jeg faar
aftærsket — rømme af Gulvet nu er jeg ikke meget for. Kunde vi saa ikke
laane Jens Kures Øg og tage en lille Tur i Lyngen om Eftermiddagen da?“

„Ogsaa det! men Børnene skal have Del i det, hvad I saa end bestemmer
jer for. Det vil være en Beroligelse at tænke paa, at de har en glad Dag
ud af det — de har saa vist ikke for megen Højtid! Og Pengene er der
jo.“

„Ja vil du tro Lasse, Mormor har spundet halvhundrede Kroner sammen, som
ingen af os vidste om — til at gøre hendes Gilde for.“

„Jeg har ogsaa lagt hen til det i tyve Aar nu; én vil jo gærne skille
sig herfra paa en pæn Maade — og uden at trække Klæderne af Kroppen paa
de nærmeste. Ligtøjet er ogsaa i Orden, for min Brudesærk har jeg
liggende, den har kun været i Brug én Gang; og andet end den og Kappen
skøtter jeg nu ikke om at have paa.“

„Det er nu saa meget bart,“ indvendte Marie. „Hvad vil Naboerne ikke
have at sige, naar vi ikke klæder Mor ordenligt.“

„Det kerer jeg mig ikke om!“ svarede Mormor bestemt. „Saadan led Anders
mig bedst, og andet har jeg nu ikke ligget med i tredsindstyve Aar. At
du ved’et!“ Hun drejede Hovedet om mod Væggen.

„Det skal nok blive altsammen som Mor vil!“ sagde Marie.

Den Gamle vendte sig igen og søgte paa Dynen efter Datterens Haand. „Og
saa faar du stoppe en Pude lidt blødt til mit gamle Hoved, for det er
blevet saa galet til ikke at ville finde Hvile.“

„Vi kan tage en af de Smaas Hovedpuder og trække over med hvidt,“ sagde
Marie.

„Ja Tak. Og saa synes jeg, I skulde sende Bud over til Jakob Kristians
efter Snedkeren i Morgen han alligevel er her oppe omkring, og lade ham
tage Maal af Kisten. Saa kunde jeg ogsaa faa et Ord med om hvordan den
skal være — Kalle er saa lethaandet til at strø Penge ud.“

Mormor lukkede Øjnene, nu var hun vist alligevel kørt træt.

„Nu tror jeg vi skal liste ind i den anden Stue, og lade hende have Ro,“
hviskede Kalle og rejste sig. Men saa slog hun Øjnene op.

„Vil I alt gaa?“ spurgte hun.

„Vi tænkte I sov Mormor!“ sagde Lasse.

„Nej jeg sover vel ikke mere i dette Liv — Øjen er saa lette, saa lette.
Ja ja Farvel med jer Lasse og Pelle — maatte I have det saa godt, saa
godt, lige saa godt som det har været mig beskaaret. Marie var den
eneste Graven skaanede, men hun har været mig en god Datter; og Kalle
har været saa god og overbærende som kunde jeg været hans Ungdoms
Kærlighed. — En god Mand havde jeg ogsaa, som huggede Brænde til mig om
Søndagen, og stod op om Natten efter de Smaa den Tid jeg laa i
Barselseng. — Vi havde det saamænd godt: Blylodder i Klokken og rigeligt
at lægge i Kakkelovnen; og en Tur til Kongens København gav han mig
Løfte om. — Mit første Smør kærnede jeg i en Flaske, for vi ejed jo
ingen Stavkærne til at begynde med; jeg maatte slaa Hul paa Flasken for
at faa det ud. Saa lo han, altid lo han naar jeg gjorde noget forkert. —
Og saa glad han var for hvert et Barn jeg fødte ham! Mangen Morgen tog
han mig ogsaa af Søvnen, og vi maatte nøgne ud og se Solen gaa af Havet.
Vil du se Anna, i Nat er Lyngen sprunget ud! sagde han saa og tog om mig
— men det var bare Solen som gød sit Rødt over den! — Vi havde en halv
Mil til næmste Nabo, men han brød sig om ingenting — bare han havde mig.
De største Glæder kunde jeg berede ham saa fattig jeg var. — Kreaturerne
var mig saamænd ogsaa hengivne, alting lykkedes for os i det smaa.“

Mormor laa og vrikkede med Hovedet, Taarerne randt ned ad hendes Kinder.
Stemmen var ikke besværet længer, Ord kaldte paa Ord i hende og gled som
en lang Tone over hendes Læber. Hun vidste nok ikke længer hvad hun
sagde, men var bestandig i Talens Magt. Hun begyndte forfra og gentog
Ordene, ligeligt og syngende — som én der er revet hen og _maa_ snakke.

„Mor“ sagde Marie angst og holdt om hendes vrikkende Hoved „kom nu til
dig selv Mor!“

Saa gik den Gamle i Staa og saa forundret paa hende. „Ak ja, Minderne
fór saa haardt frem med mig!“ udbrød hun. „Nu tror jeg næsten jeg kunde
sove lidt.“

Lasse rejste sig og gik frem til Sengen: „Farvel Mormor og en god Rejse,
om vi ikke ses mere!“ Pelle kom efter og gentog Ordene. Mormor saa
spørgende paa dem men rørte sig ikke. Saa tog Lasse varsomt hendes
Haand, Pelle ogsaa, og de listede ind i den anden Stue.

„Saa usædvanlig klart hendes Livslys brænder ud!“ sagde Lasse da Døren
var lukket. Pelle lagde Mærke til at Stemmerne blev saa fri i Klangen
igen.

„Ja hun holder sig godt lige til det sidste; der har været udmærket
Tømmer i hende. — Folk her omkring har ondt over at vi ikke henter
Doktor til hende. Hvad mener du — skal vi sætte os for den Udgift?“

„Hun fejler vel nok ikke andet end at hun ikke kan leve længer,“ sagde
Lasse tankefuldt.

„Nej og selv vil hun nu slet ikke høre Tale om det. — Kunde han endda
holde Livet i hende en Stund endnu.“

„Ja Tiderne er knappe!“ sagde Lasse og gik rundt og kiggede paa Børnene.
De sov alle, Stuen var tung af deres Aandedrag. „Det svinder godt i
Flokken nu.“

„Ja der flyver jo en eller to fra Reden snart hvert Aar,“ svarede Kalle,
„og nu faar vi vel ikke flere. Det er et uheldigt Tal vi er blevet
staaende ved — et rigtig skidt Tal. Men Marie er blevet døv paa det Øre,
og ene formaar jeg jo ingenting.“ Kalle havde igen faaet Skælmen frem i
Øjenkrogene.

„Vi kan saamænd godt hjælpe os med dem vi har faaet,“ sagde Marie. „Naar
vi tager Annas med bliver det fjorten.“

„Ja tæl du bare de andres med ogsaa — des nemmere slipper du selv!“
sagde Kalle drillende.

Lasse stod og betragtede Annas Barn, der laa sammen med Kalles den
trettende. „Der er mere Trivsel i hende end i Mosteren,“ sagde han — „én
skulde knap tro de var lige gamle. Hun er lige saa rød som den anden er
bleg.“

„Ja der er jo en Forskel“ indrømmede Kalle og saa kærligt paa Børnene.
„Det maa vel være det, at Annas er lagt til paa Ungdom — _vort_ Blod
begynder jo alt at blive gammelt. Og saa lykkes de jo altid bedst, der
falder paa det løse — som nu vor Albert; han har en hel anden Føring end
de andre. Ved du forresten af, at han faar sit eget Skib at føre til
Foraaret.“

„Det er vel Løgn vel? skulde han virkelig naa at blive Kaptejn!“ Lasse
var ved at gaa bagover.

„Det skal nok være Kongstrup som staar bagved — i al Gedulgthed
forstaas!“

„Yder Annas Barnefader fremdeles hvad han skal?“ spurgte Lasse.

„Ja han er redelig nok! Vi har vore fem Kroner om Maaneden for at have
Barnet — det er jo en god Hjælp til Afgifterne.“

Marie gik og satte Snaps, Brød og en Skaal Fedt frem. „Værsgod og faa en
Bid Mad“ sagde hun.

„I holder godt ud paa Stengaarden,“ sagde Kalle da de satte sig til
Bords — „vil I blive dér alle jeres Dage?“ han blinkede skælmsk.

„Det er ikke saa lige en Sag at kaste sig ud i det uvisse!“ svarede
Lasse undvigende.

„Aa nu spørges der vist snart nyt fra jer,“ faldt Marie ind. „Ægtesengen
minder vel?“

Lasse svarede ikke, han arbejdede løs paa en Skorpe.

„Men saa skær dog Skorpen fra, hvis det er smaat med Tænderne!“ ivrede
Marie. Hvert Øjeblik lyttede hun ved Mormors Dør. „Nu har hun alligevel
faaet Blund paa Øjen, det gamle Skind!“ sagde hun.

Kalle lod som han først opdagede Flasken nu. „Hvad, vi har jo Brændevin
paa Bordet ogsaa — at ingen af os har kunnet lugte det!“ udbrød han og
skænkede tredje Gang til dem. Saa slog Marie Prop i Flasken. „Under du
os nu ikke Maden engang?“ sagde han og saa paa hende med store Øjne —
Djævlen til Skælm. Og Marie gloede igen paa ham med lige saa store Øjne
og sagde: „Bøh, skal vi stanges!“ Lasse sad og saa sig helt varm paa
deres Lykke.

„Hvordan har det sig med Stengaardsbonden, nu er han vel snart over det
værste?“ sagde Kalle.

„Ja, nu er han vist saa meget Menneske han bliver, saadan noget mærker
jo sin Mand,“ svarede Lasse. Marie stod og smilede, saa snart de saa til
hende tog hun Øjnene bort.

„Du griner du!“ sagde Lasse — „jeg finder nu det er sørgeligt!“ Saa
kunde Marie ikke mere, hun maatte gaa ud i Køkkenet og le sig færdig.

„Saadan griner Kvindfolket overalt blot hans Navn nævnes,“ sagde Kalle
„saa det er en trist Omskiften den — i Dag rød, i Morgen død. Naa det
har hun da opnaaet, at hun beholder ham for sig selv — paa en Maade. Men
at han kan leve sammen med hende efter det dér.“

„Da synes de saa glade for hverandre, som én aldrig har set dem før —
han kan nok ikke undvære hende en Minut paa Dagen. Men forstaar sig —
han fandt vel heller ingen anden som kunde bære Kærlighed til ham nu.
Det er noget ubegribeligt Djævletøj, den Kærlighed! — Men vi faar nok se
at komme hjemefter.“

„Ja saa skikker jeg Bud, naar hun skal i Jorden,“ sagde Kalle da de stod
uden for Huset.

„Ja gør det. Og skulde du komme i Bekneb for en Tikrone til Begravelsen,
maa du sige fra! — Farvel med dig da!“




                                  XXII


Endnu stod Mormors Begravelse som en Lysning bag alt hvad man tænkte paa
og foretog sig; det var med den som med visse Slags Mad, der blev ved at
efterlade Behag i Munden længe efter at den var fortæret og alting.
Kalle havde nu ogsaa opbudt alt for at faa en festlig Dag ud af det; det
flød med Mad og Drikke, og der var ingen Ende paa hans grinagtige
Paafund. Og som den fine Filur han var, havde han fundet et Paaskud til
at bede Madam Olsen med — det var en nok saa nydelig Maade at lyse
Forholdet i Kuld og Køn.

Der var nok at snakke om for Lasse og Pelle en hel Maaned; og efter at
det var udsnakket og lagt til Side for andet, blev det siddende inde bag
alting som et Velvære, ingen ret vidste hvor kom fra.

Men nu rykkede Foraaret frem, og med det kom Bekymringerne; ikke de
daglige Smaatterier som kunde være sure nok, men store Bekymringer der
mørknede alting — ogsaa naar én ikke havde dem i Tanker. Pelle skulde
konfirmeres til Paaske, og Lasse vidste ikke sine levende Raad til at
skaffe ham alt det der skulde til: nyt Tøj, ny Hue, nye Sko! Drengen
talte tidt om det, han var nok bange han skulde komme til at staa til
Skamme for de andre paa Kirkegulvet.

„Ja det gaar nok i Orden altsammen,“ sagde Lasse, men anede ikke selv
mindste Udvej. Paa de almindelige Gaarde hvor god gammel Skik herskede,
sørgede Husbond og Madmoder for det hele; men her var alting saa
forbandet nymodens, med rede Penge som blev borte mellem Hænderne paa
én. Hundrede Kroner i Løn syntes jo en forskrækkelig Sum naar man tænkte
paa dem under ét; men de blev bare optaget Øre for Øre efterhaanden,
uden at man kunde sætte Fingeren noget Sted og sige: dér fik du noget
klækkeligt! — „Ja ja, det gaar nok i Orden altsammen!“ sagde Lasse højt,
naar han havde filtret sig ind i de fortvivlede Spekulationer; og med
det slog Pelle sig til Taals. Der var kun én Udvej — at laane Pengene af
Madam Olsen — og den blev Lasse nødt til at benytte saa nødig han vilde.
Men Pelle skulde ikke vide noget om det.

Lasse vred sig ved det i det længste, og haabede der skulde ske et eller
andet og fri ham for noget saa forsmædeligt som at tage Laan af sin
Kærest. Men der skete intet, og Tiden led. En Morgen brød han saa
overtvært, Pelle stod og skulde løbe til Skole. „Hvis du vil løbe ind om
og give Madam Olsen det,“ sagde han og rakte Drengen en Pakke — „det er
noget hun har lovet at gøre i Stand for os.“ Indvendig paa Papiret var
det store Kryds som meldte Lasses Komme til om Aftenen.

Oppe fra Bakkerne saa Pelle at Isen var brudt op om Natten. Snart en
Maaned havde den nu fyldt Bugten som en ru kompakt Masse, hvor man
tumlede sig lige saa sikkert som paa Landjorden. Det var en ny Side af
Havets Væsen, og Pelle havde følt sig forsigtig frem med Træskosnuderne
til stor Fornøjelse for de andre. Siden lærte han at gaa frit paa Isen
og lade være at gyse ved Tanken om, at Havets store Fiske gik lige under
hans Træsko og kanske blot ventede paa at han skulde plumpe igennem.
Hver Dag var han Turen ude ved den høje Vold af Skrueis der dannede
Grænsen en Fjerdingvej ude, hvor det aabne Hav laa og smaamalede under
Sollyset som et grønt Øje. Han gik derud, fordi han nu engang ikke
_vilde_ staa tilbage, men tryg ved Havet følte han sig aldrig.

Nu laa det hele i Opbrud, Bugten var fuld af vuggende Isflager der gned
sig raslende op ad hinanden; de yderste Isstykker med Stumper af Volden
var allerede paa Vandring ud over Havet. Pelle havde øvet mange
Bedrifter derude, men var i Grunden ganske glad ved, at det hele nu
pakkede sammen og drog bort — saa det igen var en ærlig Sag at blive paa
Landjorden.

Gamle Fris sad oppe paa sin Plads; han forlod den aldrig i Timen hvor
galt det saa var fat nede i Klassen, men nøjedes med at slaa i Pulten
med Spanskrøret. Han var nærmest en Skygge af sig selv, Hovedet dirrede
bestandig paa ham og Hænderne greb let forkert. Avisen havde han
fremdeles med og foldede den ud ved Timens Begyndelse, men han læste
ikke. Han faldt hen, sad ret op og ned med Hænderne paa Pulten og Ryggen
mod Væggen og var væk i det. Saa kunde Børnene te sig saa lystig de
vilde, han rørte sig ikke; kun en svag Forskydning i Øjets Udtryk sagde
at han overhovedet levede.

Der var roligere i Skolen nu, det lønnede ikke Umagen at drille Læreren
— han mærkede det knap; derved tabte Løjerne en væsenlig Del af deres
Tillokkelse. Der havde lidt efter lidt dannet sig en Art Selvjustits
blandt de større Drenge, de bestemte Skoletimernes Gang; Ulydighed og
Uenighed om Magten afgjordes paa Legepladsen — med knyttede Næver og
Træskosnuder. Undervisningen gik som før ved, at de klogere lærte fra
sig til de andre; der blev regnet og læst noget mere end i Fris’ Dage,
til Gengæld gik det ud over Salmerne.

Det hændte endnu, at Fris vaagnede og greb ind i Undervisningen.
„Salmer!“ raabte han med sin halv visnede Stemme og smækkede i Pulten af
gammel Vane. Saa lagde de Tingene til Side for at føje den Gamle og tog
fat paa Remsningen af en eller anden Salme; de hævnede sig ved at remse
det samme Vers om og om igen en hel Time. Det var deres eneste større
Spas med den gamle Mand, og Fornøjelsen blev mellem dem — Fris sansede
ingenting.

Fris havde saa længe snakket om at gaa af, nu sansede han ikke dét
engang. Han sjokkede til Skole og fra Skole til de bestemte Tider — og
vidste vel ikke engang af det. Ligefrem afsætte ham nænnede man ikke.
Naar undtoges Salmerne som det skortede lidt paa, var der heller ikke
noget at sige paa ham som Lærer; endnu var der aldrig udgaaet nogen fra
hans Skole, som ikke kunde baade skrive sit Navn og læse i en trykt Bog
— naar det da var gammel Tryk. Den nymodens Tryk med latinske Bogstaver
lærte Fris ikke fra sig, ihvorvel han havde studeret Latin i sin Ungdom.

Selv følte Fris næppe Forandringen, han havde ophørt at føle baade for
sig selv og andre. Ingen bar sine menneskelige Sorger til ham mer og
fandt Trøst hos en medfølende Sjæl — hans Sjæl var ikke til Huse. Den
svævede uden for ham saa halvvejs løsreven, som en Fugl der har ondt ved
at forlade sin gamle Rede for at gaa paa ukendt Langfart; det var vel
Sjælens Flakken hans Øjne fulgte bestandig, medens de matte stod og
flyttede sig vendt mod det tomme Rum. Men de Unge, der kom hjem til
Lejet for at overvintre og søgte til Fris som til en gammel Ven, følte
Forandringen. For dem var der blevet en tom Plads herhjemme; de savnede
den gamle Brumbasse, der hadede dem alle over én Bank i Skolen! — for
siden at holde af dem alle, gode og daarlige, og sige sit pudsige: han
var min bedste Dreng! om enhver af dem. — —

Børnene tog sig tidlig Frikvarter og væltede ud endnu før Pelle havde
givet Signalet; Fris trippede sin Vanegang ind mod Lejet for at blive de
sædvanlige Par Timer borte, Pigerne stillede sig op henne ved de smaa
Huse og spiste deres Skolemad, Drengene hvirvlede rundt om Pladsen som
løsslupne Fugle.

Pelle var godt gal i Hovedet over Opsætsigheden og pønsede paa en Udvej
til at sætte sig i Respekt — han havde i Dag haft de andre store Drenge
imod sig. Han fór over Pladsen som en kredsende Maage, med Kroppen i
skraat Fald og Armene udspilede til et Vingepar. De fleste gjorde god
Plads for ham, de der ikke flyttede sig godvillig kom alligevel af
Vejen. Stillingen var truet, og han holdt sig uafladelig i Bevægelse —
som for at holde Spørgsmaalet svævende til der viste sig en Mulighed for
at slaa ned.

Saadan gik det en Stund, han væltede nogle og slog til andre i sin
Flugt, mens det gik i ham af fortørnet Magtfølelse; han vilde have dem
alle til Fjender. — Henne ved Klatremaskinen begyndte de at rotte sig
sammen, og pludselig havde han hele Flokken oven paa sig. Han forsøgte
at rejse sig og ryste dem alle af saa de slængte hid og did — men kunde
ikke; og Knoerne gik stive ovenfra ned gennem Klyngen og traf ham saa
det bed. Han arbejdede ufortrødent, men det vilde ikke blive til noget,
før han gik ud af sit godmodige Skind og tog til de mindre fine Midler:
satte Fingre i Øjnene, i Mulen og Kværken og hvor han kunde. Saa blev
der Luft, og han kunde rejse sig op og slænge en sidste Smaafyr hen over
Pladsen.

Pelle var godt forslaaet og helt udgaaet for Vejr — men glad; hele
Flokken stod maabende og lod ham børste sig af — han var Sejrherre. Han
søgte over til Pigerne med sin forrevne Bluse, og de fæstede den sammen
med Knappenaale og gav ham Slikkerier. Til Tak bandt han to af dem
sammen ved Flætningerne, de hvinede og lod ham tumle med sig uden at
blive arrige — det hele var som det skulde være.

Men helt tryg ved sin Sejr var han ikke. Han kunde ikke — som Henrik
Bødker i sin Tid — gaa tværs igennem hele Flokken med Hænderne i
Bukselommen lige efter et Slag, og lade som om de ikke var til. Han
maatte jævnlig skæve hen til dem, mens han drev ned mod Stranden og af
al Magt arbejdede paa at presse sit Aandedræt i Lave; næst efter at
brøle var det at blive forpustet den værste Skam der kunde overgaa én.

Pelle gik nede ved Stranden og fortrød, at han ikke var sprunget paa dem
igen straks mens Gaapaa Modet endnu var i ham — nu var det for sent. Saa
var det maaske kommet til at hedde om ham ogsaa, at han kunde banke hele
den øvrige Klasse tilsammen; nu maatte han nøjes med at være den
stærkeste Dreng i Skolen.

Et vildt Krigshyl oppe fra Skolen fik ham til at spjætte, hele
Drengeflokken kom frem bag Gavlen med Kæppe og Træstykker i Hænderne.
Pelle vidste, hvad der stod paa Spil om han veg; han tvang sig til at
staa rolig afventende skønt det rykkede i hans Ben. Men pludselig satte
de løs paa ham i vild Fart, og han vendte sig i et Spring for at flygte.
Dér laa Havet spærrende for ham, tæt pakket med gyngende Is. Han løb ud
paa en Isflage, sprang fra den til den næste, der ikke var stor nok til
bære — maatte videre.

Flugten var i ham og gjorde Skrækken for det bagved overmægtig stor.
Under ham veg Isstykkerne, han maatte springe fra Stykke til Stykke,
Fødderne gik paa ham som Fingre over Tangenter — han sansede lige at
tage Retning mod Havnemolen. Inde paa Stranden stod de andre og maabede,
mens Pelle dansede paa Vandet som en Sten der slaar Smut. Isstykkerne
dykkede under saa snart han rørte dem, eller drejede sig paa Højkant;
men Pelle kom og gled forbi som et Anslag, kastede sig lynsnart ud til
Siderne, greb ændrende ind midt i Springet som en Kat. Det var som en
Dans paa gloende Jærn saa hurtig tog han Foden til sig, anbragte den et
nyt Sted og havde den oppe igen; Vandet stod i lysende Skvæt fra
Isstykkerne hvor han rørte, og bag ham laa en krum Stribe af Uro ind til
det Sted, hvor Drengene stod og holdt Vejret. Der var ingen som Pelle,
ikke én kunde gøre ham det dér efter! Da han i et sidste Spring kastede
sig paa Maven ind over Molen, raabte de Hurra for ham. Pelle havde
sejret i sin Flugt!

Han laa udpint og gispende paa Molen og stirrede sløvt ud paa en Brig,
der havde kastet Anker ud for Lejet. En Baad kom roende ind — maaske med
en Syg der skulde afsondres. Skibets afrakkede Ydre fortalte at det
havde været ude paa Vintertur, i Is og haard Sø.

Fiskerne kom ned fra Hytterne og drev ud mod det Sted hvor Baaden skulde
lægge til, alle Skolebørnene kom dragende. Paa Baadens Agtertoft sad en
ældre vejrbidt Mand med Kransskæg, han var i blaat Tøj, foran ham stod
en Skibskiste. „Det er jo Baadsmand Olsen,“ hørte Pelle en Fisker sige.
Saa steg Manden i Land og gav Haanden rundt. Fiskerne og Skolebørnene
dannede en tæt Kreds om ham.

Pelle tog Vejen opefter — han sneg sig frem bag Baade og Skur; saa snart
han var dækket bag Skolebygningen satte han i Løb ret over Markerne mod
Stengaarden. Græmmelsen brændte bittert i hans Strube, Skammen fik ham
til at søge langt uden om Huse og Folk; Pakken som han ikke havde set
Lejlighed til at aflevere om Morgenen, var som et aabenbart Vidne for
alle om hans Skændsel, han smed den fra sig i en Mergelgrav under Løbet.

Ind i Gaarden vilde han ikke men dundrede paa Uddøren til Stalden.
„Kommer du allerede hjem?“ udbrød Lasse glad.

„Nu — nu er Madam Olsens Mand kommet hjem!“ stønnede Pelle og gik forbi
Faderen uden at se paa ham.

For Lasse var det, som hele Verden brast og Stumperne borede sig ind i
Kødet paa ham. Alting svigtede ham, han gik der og rystede og tog
forkert om enhver Ting; tale kunde han ikke, han var gaaet rent i Staa.
Han havde faaet en Strikke i Haanden og gik frem og tilbage, frem og
tilbage kiggende i Vejret.

Saa kom Pelle hen til ham. „Hvad vil du med den?“ spurgte han haardt.

Lasse lod Strikken falde ud af Haanden og begyndte at klage sig, saa
trist og fattigt det var at være til. Saa røg der én Fjer og saa én;
tilsidst stod man i Ælten og traadte som en fjerløs Fugl — gammel og
udgaaet og røvet for ethvert Haab om en glad Alderdom. Saadan blev han
ved at klage halvhøjt hen for sig, og Klagen lindrede ham.

Pelle svarede ikke. Han tænkte kun paa den Tort og Skam, der var
overgaaet dem, og fandt ingen Lindring.

Næste Morgen tog han sin Skolemad og gik som sædvanlig, men da han var
kommet halvvejs lagde han sig under en Tjørn. Der laa han og græmmede
sig og frøs, til det var ved den Tid de fik fri, saa gik han hjem. Det
gentog sig flere Dage. Over for Faderen var han tavs, næsten ond. Lasse
gik og smaaklagede, og Pelle havde nok i sit eget; de gik i hver sin
Verden, og der var ikke Bro imellem, ingen af dem havde et godt Ord at
sige den anden.

Men en Dag Pelle saadan kom luskende hjem, tog Lasse imod ham med
straalende Mine og løse Knær. „Hvorfor fan skal én vel gaa og sørge du?“
sagde han med missende Ansigt og vendte sine klikkende Øjne mod Pelle —
for første Gang siden Ulykkesbudskabet kom. „Her skal du bare se en ny
Kærest jeg har fundet — kys hende Pøjke!“ Lasse trak en Flaske Brændevin
frem af Strøelsen og holdt hen imod ham.

Pelle stødte den vredt fra sig.

„Saa du er storagtig!“ udbrød Lasse. „Ja ja, det vilde være Synd og Skam
at nøde godt i ondt.“ Han satte Flasken for Munden og sejlede bagover.

„Nu lader du være du!“ udbrød Pelle tudbrølende og tog ham i Armen saa
Væsken sprøjtede.

„Hov hov!“ sagde Lasse forundret og tørrede sig af med Haandbalgen „—
svært saa hun er sprælsk, hov hov!“ Han fattede om Flasken med begge
Hænder og holdt den godt fast, som havde den forsøgt at slaa sig fra
ham. „Saa du er obsternasig du!“ Saa fik han Øje paa Pelle. „Og du
græder du! har nogen gjort dig Fortræd kanske? Ved du ikke, at din Far
hedder Lasse — Lasse Karlsson fra Kungstorpet? Du skal ikke være ræd,
for Lasse er her han! Og han skal nok drage hele den vide Verden til
Ansvar.“

Pelle saa, at Faderen blev hastig mere omtaaget og maatte i Seng, om
ikke nogen skulde komme og se ham ligge og flyde. „Kom nu du Far,“ bad
han.

„Ja nu skal jeg gaa. Han skal staa mig til Regnskab, om saa han var
selve Gubben Satan fra Smaaland — du skal ikke græde!“ Lasse vilde ud
Gaarden.

Pelle spærrede for ham: „Nu skal du komme med, Far! — der er ingen som
skylder dig Regnskab.“

„Naa ikke — og du græder jo! Men han skal staa mig til Regnskab for alle
Aarene — Proprietærsnuden!“

Nu blev Pelle bange. „Far dog, Far!“ brølede han „gaa ikke derop! Han
bliver rasende og jager os paa Porten! — du er jo svirende husk dog
paa!“

„Ja vist er jeg fuld“ svarede Lasse „men jeg er ikke ondskabsfuld.“ Han
stod og famlede for at faa Krogen af Underdøren.

Det var jo Uret at lægge Haand paa sin egen Far, men nu nødtes Pelle til
at sætte sig ud over alle Hensyn. Han tog et fast Tag i Kraven paa den
Gamle. „Nu skal du komme her!“ sagde han og trak ham med sig op mod
Kamret.

Lasse lo og hikkede og strittede imod; han hagede sig fast hvor han
kunde — i Stolperne og Kreaturernes Haler, mens Pelle trak brølende af
med ham. Pelle havde faaet ham fat bagfra om Livet og halv bar ham; i
Døraabningen blev de stikkende, den Gamle spændte imod med begge Hænder.
Pelle maatte slippe og slaa Armene fra ham saa han faldt; saa fik han
ham slæbt over paa Sengen.

Lasse lo fjantet under det hele som kunde det være Leg, og gjorde sig
skarnagtig hvor han kunde. Et Par Gange søgte han at staa op naar Pelle
vendte Ryggen til; Øjnene var krøbet i Skjul, men det spillede
underfundigt om hans Mund — han lignede en uvorn Unge. Pludselig faldt
han bagover og snorksov.

Næste Dag var der Frihed fra Skolen, og Pelle behøvede ikke forstikke
sig. Lasse skammede sig og gik og var ydmyg. Han havde nok en ganske
klar Forestilling om hvad der var sket Dagen forud, for bedst som han
gik kom han hen og rørte ved Pelles Arm. „Du er som Noahs gode Søn, der
dækkede over sin Faders Skam!“ sagde han „— men Lasse er et Svin. Et
haardt Bagslag har det nu ogsaa været for mig, det faar du tro paa! Men
jeg ved vel, at det ikke hjælper at drikke sig fra Vid og Samling; den
Sorg er skidt jordet som manes ned med Brændevin. Hvad der fjæles i Sne
kommer op i Tø, som Ordet gaar.“

Pelle svarede ikke.

„Hvordan tager de det ude omkring?“ spurgte Lasse forsigtigt, han var nu
naaet til at have Tanke for det beskæmmende ved Sagen. „Her paa Gaarden
tror jeg endnu ikke det har spurgtes, men hvad siges der ude omkring?“

„Hvad ved jeg af det?“ svarede Pelle mut.

„Du har saa intet hørt da?“

„Tror du kanske, jeg vil gaa i Skolen og være til Spot for dem alle?“
Pelle var nær ved Graaden igen.

„Saa har du flakket om da, og ladet din Far i den Tro at du gik til
Skole? det var uret handlet af dig. Men jeg skal vist ikke gaa i Rette
med dig, saa megen Skam jeg har forvoldt dit ærekære Sind. Og hvis du nu
uforskyldt kommer i Ulejlighed for din Skulken? — den ene Ulykke har den
anden ved Haanden, og Ondt yngler som Lus i Skindpelse. Vi faar vide
hvad vi gør, vi to — at det ikke skal gaa os altfor ilde.“

Lasse gik med raske Skridt op i Kamret og kom tilbage med Flasken, han
tog Proppen af og lod Brændevinen løbe langsomt ud i Floren. Pelle saa
forundret paa ham. „Gud forlade mig at jeg handler ilde med hans Gaver!“
sagde Lasse — „men det er en slem Frister at have staaende naar én har
Hjærtesaar. — Og naar jeg nu giver Haand paa at du aldrig oftere skal se
mig saadan som i Gaar, vil du saa ikke prøve Skolegangen igen i Morgen —
og se at komme over det med Læmpe? Vi kan komme i det med selve
Øvrigheden, om du bliver ved at holde dig borte; der er nok stor Straf
for saadant her til Lands.“

Pelle lovede det og holdt sit Ord. Men han var forberedt paa det værste
og stak i Smug en Blykno i Lommen, som Erik havde benyttet i sine
Velmagtsdage, naar han gik paa Skovballer og andre Steder hvor man
maatte slaa et Slag for sin Tøs. Der blev dog ingen Anvendelse for den,
Drengene var helt optagne af et Skib, som havde maattet gaa paa Grund
for ikke at synke og nu laa og lossede sin Hvedeladning over i Lejets
Baade. Paa Havnen laa Hveden allerede i store Dynger, vaad og udbulnet
af Saltvandet.

Og et Par Dage efter da det var gammelt, skete der noget som for
bestandig satte Bom for Pelles Skolegang. Børnene regnede under en jævn
Pludren og skramlede med Tavlerne, Fris sad som sædvanlig oppe paa sin
Plads med Nakken hvilende mod Væggen og Hænderne støttet paa Pulten; de
halvbrustne Øjne var ude i Rummet et Steds, ikke en Trækning forraadte
at han levede. Det var hans sædvanlige Stilling, og han havde siddet
saadan helt siden Frikvarteret.

Børnene blev urolige, Tiden nærmede sig da de skulde hjem. En
Gaardmandssøn der havde Ur, holdt det op saa Pelle kunde se det, „to“
sagde han højt. De pakkede larmende Tavlerne ned og begyndte at slaas,
Fris plejede at vaagne ved denne Opbrudsstøj men rørte sig ikke. Saa
trampede de ud, en Tøs strøg i Kaadhed over Lærerens Haand idet hun gik
forbi. Hun jog forskrækket sammen. „Han er ganske kold!“ sagde hun
gysende og trak sig hen bag de andre.

De slog Kreds om Pulten og stod og spejdede efter Fris’ halvaabne Øjne,
saa gik Pelle de to Trin op og lagde Haanden paa sin Lærers Skulder. „Vi
skulde hjem,“ sagde han med unaturlig Stemme. Fris’ Arm faldt stiv ned
fra Pulten, Pelle maatte støtte hans Krop. „Han er død!“ det gik som en
Frysen over Børnenes Læber.

Fris var død — død paa sin Post som Sognets skikkelige Beboere udtrykte
det. Pelle var færdig med sin Skolegang for bestandig og kunde trække
Vejret frit.

Han gik hjemme og hjalp Faderen, de havde det rigtig hyggeligt sammen og
kom helt nær til hinanden igen, nu der ikke stod nogen tredje Person
imellem dem. Stiklerierne fra Gaardens andre Folk var for intet at
regne, Lasse var gammel i Gaarde og vidste for meget om hver enkelt, han
kunde bide igen. Han solede sig rigtig i Pelles milde Barnesind og holdt
ustanselig Snakken gaaende. Stadig kom han tilbage til det samme: „Jeg
maa være glad for dig, for havde du ikke holdt igen dengang jeg partu
vilde flytte ned til Madam Olsen, saa var det blevet en gal en for os.
Jeg tænker vel han havde slaaet os ihjæl i sin Vrede. Her som altid har
du været min gode Engel.“

Paa Pelle virkede Lasses Snakken velgørende som Kærtegn, han gik og
hyggede sig og var mere Barn end hans Aar forudsatte.

Men om Lørdagen kom han hjem fra Præsten og var helt forandret; han hang
med alting som en død Sild, gik ikke over og spiste men kom lige ind
gennem Uddøren og smed sig over en Foderbunke.

„Hvad er der nu kommet paa?“ spurgte Lasse og kom hen til ham. „Har
nogen været ond imod dig?“

Pelle svarede ikke men laa og pillede. Lasse vilde vende hans Ansigt mod
sig, men Pelle borede det ned i Foderet. „Kan du ikke engang have
Fortroende til din egen Far, jeg vil jo dog ikke andet her paa Jorden
end dit Vel!“ Lasses Stemme var bedrøvet.

„Jeg skal vises bort,“ fik Pelle sagt, og borede i Høet for at holde
Graaden tilbage.

„Da skal du vel ikke det?“ Lasse kom til at ryste. „Hvad kan du have
forbrudt da?“

„Jeg har slaaet Præstens Søn halv fordærvet.“

„Ak, det var snart det værste du kunde gøre — lægge Haand paa Præstens
Søn! Jeg ved vel at han maa have gjort sig fortjent til det, men — du
skulde nu alligevel ikke gjort det. Undtagen han har tyvtet dig da — det
behøver ærlig Mand ikke at tage imod af nogen, var det saa Kongen selv.“

„Han — han kaldte dig for Madam Olsens Medhustru.“ Pelle havde Møje med
at faa det sagt.

Lasse blev skarp om Munden og knyttede Hænderne. „Ja saa, ja saa! havde
jeg ham her skulde jeg træde Tarmene ud af Livet paa ham, den Abeunge!
Du gav ham vel hvad han har godt af længe?“

„Nej ikke saa farligt, for han vilde ikke staa for Slagene — han smed
sig ned og skreg. Og saa kom Præsten!“

Lasse gik en Stund og var skæmmet af Vrede, nu og da udstødte han en
Trusel. Saa vendte han sig mod Pelle: „Og de har vist dig væk tilmed? —
bare fordi du antog dig din gamle Faders Sag! Altid skal jeg ogsaa
bringe dig i Ulykke, skønt jeg kun pønser paa dit Vel. — Men hvad gør vi
nu, du?“

„Jeg vil ikke være her længer,“ sagde Pelle bestemt.

„Nej lad os kun komme bort herfra, der har aldrig groet andet end Malurt
for os to her paa Gaarden. Kanske ligger der nye glade Dage og venter os
derude. Og Præster findes der vel overalt. Naar vi to slaar os sammen om
et godt Arbejde derude, skal vi tjene Penge som Græs. Saa gaar vi en Dag
op til en Præst kan jeg tro, og smider halvhundrede Kroner for Snuden
af’en, og det skulde være underligt om han ikke konfirmerede dig lige
paa Stedet — og kanske lod sig sparke bagi paa Købet. Saadanne Folk er
svært glade for Penge.“

Lasse havde ranket sig under Vreden og faaet et hvast Udtryk i Øjnene.
Han traadte raskt i Fodergangen og slængte skødesløst med Tingene,
Pelles æventyrlige Forslag smittede Ungdom af paa ham. Ind imellem
Arbejdet samlede de alle deres Smaating sammen og pakkede den grønne
Kiste. „Der bliver nok store Øjne her paa Gaarden i Morgen tidlig naar
de kommer og finder Reden tom,“ sagde Pelle muntert. Lasse kluklo.

Det var deres Plan at ty op til Kalle og være der et Par Dage, mens de
tog Overblik over hvad Verden bød paa. Da alt var besørget om Aftenen
tog de den grønne Kiste imellem sig og listede gennem Uddøren ud paa
Marken. Kisten var tung, og Mørket gjorde ikke Gangen lettere; de
bevægede sig fremad i smaa Stød, skiftede Hænder, og hvilede. „Vi har jo
Natten for os!“ sagde Lasse oprømt.

Han var svært oplivet; mens de sad paa Kistelaaget og hvilede, snakkede
han løs om alt det der laa og ventede dem. Naar han gik i Staa, tog
Pelle fat. Ingen af dem havde opgjort sig noget bestemt for Fremtiden;
de ventede sig simpelthen Æventyret selv med dets ufattelige
Overraskelser. Alt hvad de saadan vilde være i Stand til at sætte sig
hen og udforme af bestemt, faldt saa smaat ud mod det der _maatte_
komme; derfor lod de være og gav sig Overfloden i Vold.

Lasse var usikker paa Foden i Mørket og maatte bestandig hyppigere sætte
Byrden ned. Han blev træt og forpustet, de lyse Ord døde bort paa hans
Læber. „Ak hvor den er tung!“ sukkede han — „saa meget Skidt én ogsaa
faar skrabet sammen i Tidens Løb.“ Saa sad han paa Kisten og hev efter
Vejret — han kunde ikke mere. „Havde én blot haft noget at styrke sig
paa,“ sagde han mat. „Saa mørkt og trist det ogsaa er i denne Nat.“

„Hjælp mig den paa Nakken!“ sagde Pelle — „saa skal jeg bære den et
Stykke.“

Lasse vilde ikke men gav tilsidst efter, og det gik atter fremad; han
smaaløb foran og varskoede for Grøfter og Diger. „Om Bror Kalle nu ikke
kan have os?“ sagde han pludselig.

„Det kan han sikkert — der er jo Mormors Seng, den er bred nok til to.“

„Men om vi nu ingenting faar fat i? — saa ligger vi ham til Byrde.“

„Vi skal nok faa fat i noget — der er bart om Arbejdskraft overalt.“

„Ja dig vil de nok tage imod med Kyshaand; men jeg er vist for gammel
til at byde mig ud.“ Lasse havde tabt ethvert Haab og undergravede
Pelles ogsaa.

„Nu kan jeg ikke mere!“ sagde Pelle og lod Kisten dumpe. De stod med
hængende Arme og stirrede paa maa og faa ud i Mørket; Lasse røbede ingen
Trang til at tage fat igen, og Pelle var nu udmattet. Natten laa mørk om
dem og gjorde alting saa forladt som flød de ene to om i Verdensrummet.

„Saa skulde vi vel se at komme videre,“ udbrød Pelle og tog et Tag i
Kisten; da Lasse ikke rørte sig slap han og satte sig ned. De sad med
Ryggen til hinanden og kunde ikke faa sagt det rette Ord — der lagde sig
stadig større Afstand imellem dem. Lasse krøb frysende sammen for
Nattekulden. „Var man bare hjemme i sin gode Seng,“ sukkede han.

Pelle var lige ved at ønske at han havde været alene, saa skulde han nok
ført Vejen igennem. Den Gamle var lige saa tung at slæbe paa som Kisten.

„Jeg tror jeg gaar tilbage igen du!“ sagde Lasse endelig slukøret — „jeg
duer vist ikke til at træde de løse Veje. — — Og du bliver jo heller
aldrig konfirmeret paa denne Maade! Om vi gik tilbage og fik Kongstrup
til at lægge et godt Ord ind for os hos Præsten.“ Lasse stod og holdt i
Kistens ene Hank.

Pelle sad en Stund som hørte han intet. Saa tog han stiltiende fat, og
de sled sig hjemad over Markerne i en træls Vandring. Hvert Øjeblik var
Pelle træt og maatte sætte fra sig; nu det bar hjemad var Lasse den
udholdende. „Jeg kunde vist godt bære den en Tørn alene — om du hjalp
mig den paa Nakken,“ sagde han. Men det vilde Pelle ikke høre om.

„Puh ha!“ Lasse pustede behageligt ud da de igen stod i Kostaldens Varme
og hørte Kreaturerne aande ud i dovent Velvære — „her er hyggeligt her.
Det er som kunde det være éns Barndomshjem man var kommet ind i. Jeg
tror jeg skulde kende Stalden her igen paa Luften, hvor i Verden de saa
førte mig ind i den med bundet for Øjnene.“

Nu de var hjemme igen, var Pelle heller ikke fri for at synes her var
rigtig rart.




                                 XXIII


Søndag Formiddag mellem Vanding og Middagsmaal steg Lasse og Pelle op ad
den høje Stentrappe. De satte Træskoene oppe i Gangen og stod og
skuttede sig uden for Kontordøren — de graa Strømpefødder var fulde af
Avner og Jord. Lasse løftede Knoen prøvende men holdt inde. „Har du nu
snydt godt ud?“ spurgte han hviskende, hans Mine var anspændt. Pelle
snuste op endnu engang og gik efter med Bluseærmet.

Lasse løftede igen Knoen, han var svært beladen. „Kanske du kunde være
et Gran stille da?“ sagde han ærgerlig til Pelle der stod som en Mus.
Lasses Kno gik vejende i Luften tre-fire Gange inden den faldt mod
Døren; saa stod han med Panden helt inde ved Fyldingen og lyttede. „Der
er nok ingen inde,“ hviskede han raadvild.

„Gaa bare ind,“ udbrød Pelle — „vi kan vel ikke staa her hele Dagen.“

„Saa kan du jo gaa først, naar du mener du bedre forstaar at føre dig!“
svarede Lasse stødt.

Pelle lukkede rask op og gik ind. Der var ingen paa Kontoret, men der
stod aabent ind til Dagligstuen, og derinde fra lød Kongstrups
velbehagelige Pusten. „Er der nogen?“ spurgte han.

„Ja det er Lasse og Pelle,“ svarede Lasse med en Stemme der ikke lød
helt tapper.

„Kan I komme herind?“

Kongstrup laa paa Sofaen og læste i en Almanak, paa Bordet ved Siden af
ham stod en Stabel gamle Almanaker og et Fad med Smaakager og sligt.

Han tog ikke Øjnene fra sin Bog, ikke engang mens Haanden gik saa
hjemmevant op til Fadet efter noget at putte i Munden. Han laa og sugede
det i sig og smaasank alt mens han læste; dem havde han ikke Øje for —
ikke et Spørgsmaal om hvad de vilde, eller noget som kunde sætte én i
Gang. Dette her var som at blive sendt ud at pløje og ikke faa at vide
hvor. Han var vel midt i noget spændende maaske.

„Naa hvad vil saa I?“ spurgte Kongstrup endelig med sin dvale Stemme.

„Ja — ja Proprietæren faar saa meget undskylde, at vi saadan kommer om
noget som ikke angaar Bedriften. Men som Sagerne nu engang stiller sig
har vi ingen anden at ty til, og saa er det jeg siger til Pøjken:
Husbond vil sikkert ikke vredes, han har mangen god Gang vist Hjærtelag
for os stakkels Lus — og saadér! Nu er det jo nok saaledes her i Verden,
at omend man er et fattigt Skrog som ikke duer til andet end at tage
Skidtet fra de andre, saa har Vorherre alligevel ikke nægtet én
Faderhjærtet. Og ondt kan det jo gøre at se paa, at Faderens Synd skal
ryge lige i Benene paa Sønnen.“

Lasse gik i Staa. Han havde paa Forhaand udtænkt det hele, og lagt det
saaledes at det paa en snild og anselig Maade førte til selve Sagen. Men
nu gik det i Urede lige som Sjæskens Lommetørklæde, og Proprietæren saa
ikke ud til at have forstaaet et Suk. Han laa og greb til Smaakagerne og
kiggede hjælpeløst til Døren.

„Det er jo ogsaa saaledes, at et Mandfolk kan blive træt af den enlige
Stand,“ begyndte Lasse igen men opgav straks at gaa videre. Hvordan fan
han saa bar sig ad, gik han rundt og rundt om Tingen og fik ikke Hold
noget Sted — og nu gav Kongstrup sig til at læse igen. Et bitte lidet
Spørgsmaal fra ham kunde have ført midt op i det hele; men han proppede
bare Munden og gav sig til at tygge rigtig bredt.

Lasse var nedslaaet udvendig og gal indvendig, han stod og samlede sig
sammen til at gaa. Pelle gloede op og ned paa Skilderierne og de gamle
skinnende Mahognimøbler, han tog sit Skøn over enhver Ting.

Saa lød de energiske Skridt inde gennem Stuerne — de kunde følges helt
nede fra Køkkenet. Kongstrup fik lidt Liv i Øjnene, og Lasse rankede
sig. „Staar I to dér?“ sagde Fruen paa sin sikre Maade der tydede paa
saa megen Omsorg „— men saa sid dog ned. Hvorfor har du ikke budt dem
til Sæde Far?“

Lasse og Pelle kom til Sæde, og Fruen tog Plads henne ved sin Mand med
Armen støttet paa hans Hovedgærde. „Hvordan er det med dig Kongstrup —
har du faaet hvilet?“ spurgte hun deltagende og pillede ved hans
Skulder. Kongstrup smaagryntede noget; det kunde være baade ja og nej og
ingenting.

„Og hvad saa I to — trænger I til Penge?“

„Nej det er Pøjken — han skal vises væk,“ svarede Lasse ligetil. Over
for Fruen blev man selv saa fast i det.

„Skal du vises væk?“ udbrød hun og saa gammelkendt paa Pelle, „hvad har
du gjort da?“

„Aa jeg sparkede Præstens Søn.“

„Hvorfor gjorde du nu ogsaa det?“

„Fordi han ikke vilde staa for Næveslag men smed sig ned.“

Fruen lo og stødte til Kongstrup: „Ja vist saa — — — men hvad havde han
gjort dig?“

„Han havde sagt fule Ting om Far Lasse.“

„Var det meget stygt det han sagde?“

Pelle saa fast paa hende — hun skulde nu ogsaa føle enhver Ting under
Bunden. „Jeg siger det ikke!“ erklærede han bestemt.

„Ja ja da! Men saa kan vi jo heller ikke tage os af det.“

„Jeg faar vel lige saa godt sige det,“ faldt Lasse ind „— han kaldte mig
for Madam Olsens Medhustru — efter Bibelhistorien kan jeg tro.“

Kongstrup kluklo modstræbende, som om nogen havde hvisket ham en
Sjofelhed i Øret og han ikke kunde lade være. Fruen selv var alvorlig
nok. „Jeg forstaar det vist ikke?“ sagde hun og lagde sin Haand dæmpende
paa Mandens Arm. „— Lasse faar forklare sig.“

„Det sigter jo til, at jeg var Kærest med Madam Olsen i Lejet, som alle
tog for at være Enke — og saa kom hendes Mand hjem nu forleden. Saa har
de nok hæftet det Smædenavn paa mig ude omkring kan jeg forstaa.“

Kongstrup begyndte igen paa sin dulgte Latter, Lasse sad og missede helt
forpint ved det.

„Værsgod og tag jer en Kage!“ sagde Fruen meget højt og skød Fadet hen
til dem. Saa tav Kongstrup; han laa og fulgte deres Greb i Kagefadet med
opmærksomme Øjne.

Fruen sad og stødte Langfingren ivrigt mod Bordpladen mens de tyggede.
„Saa blev den skikkelige Pelle rasende og sparkede haandløst?“ sagde hun
pludselig. Der var Ild i hendes Øjne.

„Ja det var jo det han aldrig skulde gjort!“ svarede Lasse klynkende.

Fruen satte et Par Øjne paa ham.

„Nej for fattig Fugl er ikke til andet end at hakke i.“

„Jeg lider nu bedst den Fugl, der hakker igen og forsvarer Reden saa
fattig den er. — Ja ja nu faar vi se! — — Og han skal konfirmeres han
her? Det er jo rigtig sandt ogsaa — at jeg kunde være saa glemmen! Saa
maa vi nok til at tænke paa Stadsen.“

— —

„Det var to Sorger slukket det!“ sagde Lasse da de igen gik nede i
Stalden. „Men bemærkede du ogsaa, hvor fint jeg lod hende vide at du
skulde konfirmeres? Det var næsten saa hun kom paa det af sig selv. Nu
bliver du nok som en Butikssvend i Tøjet skal vi se; Folk som
Proprietærens ved hvad der skal til, naar først de faar aabnet Pungen. —
— Nu fik de hele Sandheden i Synet, men fan — de er vel ikke mere end
som Mennesker. — Naar bare én træder frit op —.“ Lasse kunde ikke glemme
det heldige Udfald.

Pelle lod den Gamle skryde. „Tror du jeg faar Lærsko ogsaa af dem?“
spurgte han.

„Ja det faar du! Og troligt nok gør de Konfirmationsgilde for dig ogsaa.
Jeg siger _de_, men det er jo hende som staar for det hele, lad os være
glade for det. Bemærkede du at hun sagde _vi_ — vi skal nok og saadér —
bestandig? Hun er fin hun, for han ligger jo bare og æder og lader hende
om alting. Som han dog har det godt, jeg tror hun kunde springe gennem
Ild for at tækkes ham. Men Kommandoen har hun sku! — Ja ja, vi skulde
vel ikke sige ondt om nogen; dig er hun jo mod som kunde hun være din
egen Mor.“ — — —

Fruen sagde intet om Udfaldet af sin Køretur til Præsten — hun havde
ikke for Vane at føre Bagsnak om en Ting. Men Lasse og Pelle traadte
igen trygt paa Jorden; naar _hun_ gav sig i Kast med en Sag var den paa
Forhaand gaaet i Orden.

Hen i Ugen kom Skrædderen en Morgen haltende med en Saks, Alen og
Pressejærn; Pelle maatte ned i Folkestuen, og der blev taget Maal af ham
paa Kryds og tværs som kunde han være et Præmiedyr. Hidtil havde han
altid faaet sit Tøj syet paa Slump. — Det var noget nyt, at der var
Vanke-Haandværkere paa Stengaarden; siden Kongstrup kom for Styret,
havde hverken Skomager eller Skrædder sat sin Fod i Folkestuen. Dette
her var god gammel Bondeskik, som igen satte Stengaarden paa lige Fod
med de andre Gaarde; Folkene gik og behagede sig i det, saa tidt de
kunde var de nede i Folkestuen for at tage Luften ind dernede og høre en
af Skrædderens Løgnehistorier. „Det er Fruen der har fat nu!“ sagde de
til hinanden; i hendes Haand var der godt Bondeblod, hun førte Tingene
tilbage til det gode gamle. — Pelle gik sin Gang til Folkestuen som en
Herremand; han prøvede flere Gange om Dagen.

Han prøvede hele to Sæt, det ene var til Rud som ogsaa skulde
konfirmeres. Det blev nok det sidste Rud og hans Mor fik dér fra
Gaarden. Fruen havde sat igennem, at de blev sagt ud af Hytten til Maj.
Paa Stengaarden vovede de aldrig at sætte deres Fod mere. Fru Kongstrup
sørgede selv for, at de fik hvad de skulde have; men hun gav ikke rede
Penge naar hun kunde slippe fri.

Pelle og Rud søgte for Resten aldrig hinanden mere — de fulgtes sjældent
ad til Præsten. Det var Pelle der trak sig tilbage, da han blev træt af
at være paa Vagt mod Ruds evige Bagtanker. Pelle havde vokset sig større
og kraftigere end Rud, og hans Sind havde — maaske paa Grund af hans
legemlige Overlegenhed over andre — taget aabnere Veje. I Ævne til at
tilegne sig og lære udenad var Rud ogsaa den lille; til Gengæld kørte
han rundt med Pelle og de andre Drenge, blot han fik fat med sin
praktiske Menneskeforstand. — — —

Paa selve den store Dag kørte Karl Johan for Pelle og Lasse i den lille
Enspændervogn. „Vi er fint kørende i Dag!“ sagde Lasse straalende; han
var helt ør, skønt han ikke havde smagt stærkt. Der laa en Flaske
Brændevin hjemme i Kisten, til at skænke for Karlene naar den hellige
Handling var overstaaet; men Lasse var ikke den, som slog Spiritus paa
sig inden han tog til Kirke. Pelle var _helt_ fastende — saa bed Guds
Ord bedst.

Pelle straalede ogsaa trods sin Sult. Han var i flunkende nyt Firskaft —
saa nyt at det slog Smæld hver Gang han gjorde en Bevægelse. Paa
Fødderne havde han Fjedersko, som havde tilhørt selve Kongstrup. De var
godt store, men „der er gode Raad for den Pølse der er for lang,“ som
Lasse sagde. Han kom en tyk Saal i og Papir i Taaen, Pelle fik to Par
Strømper paa — og Skoene sad som de var støbt til Foden. Paa Hovedet bar
Pelle en blaa Kasket, som han selv havde valgt ud nede hos Landhøkerens.
Den var til at vokse i, og red paa hans Slugøren, der i Dagens Anledning
blussede som to Roser. Rundt om den løb et bredt Baand, hvori var vævet
River, Leer og Plejle over Kors med Neg helt rundt.

„Det er godt du er med,“ sagde Pelle da de rullede op ved Kirken og
befandt sig mellem de mange Folk. Lasse var jo nær ikke kommet med; den
Karl der skulde tage sig af Kreaturerne saa længe, maatte i sidste
Øjeblik af Sted til Dyrlægen. Men Karna kom og tilbød at vande og give
Middagsmaal, skønt ingen af dem kunde sige med sig selv, at de havde
været som de skulde mod hende.

„Har du nu Tingen du ved?“ hviskede Lasse inde i Kirken. Pelle følte til
Lommen og nikkede, dér laa det lille runde Stykke Pokkenholt som skulde
bringe ham over Dagens Vanskeligheder. „Saa svar du bare højt og frit
ud,“ hviskede Lasse og skubbede sig ind paa en Bænk i Baggrunden.

Pelle svarede frit ud, hans Stemme lød helt vakkert i Rummet syntes
Lasse. Heller ikke var der Tale om, at Præsten gjorde noget for at hævne
sig, han behandlede Pelle præsist lige saa net som de andre. Da
Handlingen var paa sit højtideligste, kom Lasse i Tanker om Karna, saa
rørende hun var i sin Troskab. Han skammede sig selv ud med halvhøje Ord
og gjorde et helligt Løfte. Hun skulde ikke forgæves gaa og sukke
længer.

Lasse havde forresten en hel Maaned gaaet saa smaat og syslet med Tanker
om Karna, snart for snart imod. Men nu i denne højtidelige Stund, da
Pelle var i Færd med at gøre det store Skridt ind i Fremtiden og Lasses
Sind var bevæget paa saa mangen Vis, brød Karnas Troskab ind over ham
saa tungt som en Sang om forsmaaet Kærlighed, der endelig endelig kommer
til sin Ret.

Lasse gav Pelle Haanden. „Til Lykke og Velsignelse!“ sagde han med
skælvende Stemme. Ønsket omfattede hans egen Pagt ogsaa, og han havde
Møje med at tie om sin Beslutning saa bevæget han var. „Til Lykke og
Velsignelse!“ lød det til alle Sider; Pelle gik rundt og trykkede sine
Kammerater i Haanden. Saa kørte de hjem.

„Det gik jo utroligt saa glat for dig,“ sagde Lasse stolt „— og nu er du
en Mand du!“

„Ja nu faar du se dig om efter en Kærest!“ mente Karl Johan.

Pelle bare lo.

Om Eftermiddagen var de fri. Pelle maatte først op til Herskabet for at
sige Tak for Tøjet og tage mod Lykønskning; Fruen trakterede med Ribsvin
og Kage, og Kongstrup gav ham en Tokrone.

Saa gik de ind til Kalles ved Stenværket. Pelle skulde fremstille sig i
sit ny Tøj og be’ Farvel med dem; der var kun et Par Uger til Majdag.
Lasse vilde benytte Lejligheden til i al Hemmelighed at skaffe sig
Oplysninger om et Hus, der var til Salg inde i Lyngen.




                                  XXIV


Endnu blev der snakket om det hver Dag, den korte Tid der var igen!
Lasse som bestandig havde gaaet med Opbruddet i sig, og kun var blevet
og blevet gennem Aarene fordi Drengens Vel krævede det — han var saa
træg i det nu da intet holdt ham tilbage. Han vilde jo nødig give Slip
paa Pelle og gjorde alt for at holde paa ham; men begive sig ud i Verden
igen vilde han ikke for nogen Pris.

„Bliv her du!“ sagde han overtalende. „Saa snakker vi med Fruen, og hun
skal nok fæste dig for en ordenlig Løn. Du har jo baade Kræfter og
Haandelag — og set venlig til dig har hun altid!“

Men Pelle vilde ikke tjene Bonden, der var ingen Anseelse og Fremgang i
det. Et eller andet stort vilde han være; men her paa Landet var der
ingen Udvej for noget — her fik man gaa bag Rumpen paa Kørne alle sine
Dage. Han vilde til Staden — kanske videre fort over Havet til Kongens
København.

„Du skulde tage med du!“ sagde han. „Des fortere bliver vi rige og kan
købe os en stor Gaard!“

„Ja ja,“ sagde Lasse og nikkede langsomt — „du taler godt for din syge
Mor! Men det gaar nok ikke altid til som Præst præker. Vi kan komme til
at staa paa bar Bakke! hvad ved én vel om Fremtiden du?“

„Aa jeg skal nok —!“ Pelle nikkede fortrøstningsfuldt. „Kan jeg ikke
tage fat paa hvad som helst maaske?“

„Jeg har jo heller ikke sagt op i Tide,“ undskyldte Lasse sig.

„Saa røm da!“

Men det vilde Lasse ikke.

„Nej jeg vil blive, og arbejde paa at faa mig noget for mig selv herinde
omkring,“ sagde han — lidt vigende i Tonefaldet. „Det vil ogsaa være
rart nok for dig at have et Hjem, du kan besøge iblandt. Og skulde det
gaa skidt for dig derude, var det nok ikke det værste at have noget at
falde tilbage paa! Du kunde blive syg, eller der kan hænde andet galt —
Verden er ikke at lide paa. Derude faar én nok have haard Hud over det
hele.“

Pelle svarede ikke. Det med Hjemmet lød hyggeligt nok; og han forstod
godt, at det var Karnas Person der tyngede den anden Ende ned. Naa, hun
havde gaaet alt hans Tøj efter nu til Udfærden, og et skikkeligt Skrog
havde hun altid været — han havde ikke noget imod det!

Det vilde blive svært nok at leve borte fra Far Lasse, men Pelle maatte
ud. Ud! — det var som Foraaret smældede ham om Ørerne med det Ord. Her
kendte han hver Sten i Landskabet og hvert Træ — ja hver en Kvist paa
Trærne med; her fandtes intet mere, der kunde fylde hans blaa Øjne og
Slugøren og mætte hans Sind.

Dagen før Første Maj gik de og ordnede Pelles Udstyr. Lasse laa paa Knæ
foran den grønne Kiste; hvert Stykke blev lagt omhyggeligt sammen og fik
sine Bemærkninger, inden det kom i Lærredssækken der skulde tjene Pelle
som Rejsekuffert.

„Husk nu, at du ikke gaar for længe med dine Hoser før du bøder dem!“
sagde Lasse og lagde Stoppegarn til Side. „Den der gaar sit Tøj efter i
Tide, slipper for det halve Arbejde og hele Skammen.“

„Jeg skal nok huske det,“ sagde Pelle stille.

Lasse laa og vejede en sammenlagt Skjorte i Haanden. „Den du har paa har
du jo lige faaet ren,“ sagde han tankefuld. „Men jeg kan ikke vide — —
to Skjorter bliver vist for lidt i det Fremmede? Du faar have min den
ene; jeg kan altid faa gjort Udvej til en ny, til jeg skal skifte. Og
længer end fjorten Dage maa du aldrig gaa, at du ved det! Du som er ung
og sund kunde let sanke Utøj — og blive til Spot og Spe for hele Staden;
saadant taales ikke hos den der vil vinde frem til Anseelse. Skulde galt
være faar du selv stille an med en lille Vask; du kan jo gaa til
Stranden om Aftenen — om ikke andet!“

„Gaar man med Træsko i Staden?“ spurgte Pelle.

„Ikke de som vil frem til noget! Jeg tænker, du lader mig beholde
Træskoene og faar mine Støvler i Stedet; de pynter altid sin Mand, om
end de er gamle. Dem kan du saa bruge paa Vandringen i Morgen, og skaane
de fine Sko.“

Det ny Tøj kom øverst i Sækken, med en gammel Bluse om for at det ikke
skulde tage mod Snavs.

„Nu tror jeg nok, vi har faaet alting med,“ sagde Lasse og kastede et
undersøgende Blik ned i den grønne Kiste; der var ikke meget tilbage i
den. „Ja ja, saa binder vi i Guds Navn, og ber til at du maa komme godt
frem — hvorhen Bestemmelsen nu er!“ Lasse bandt for Sækken, han var slet
ikke glad.

„Du ber jo pænt Farvel med hver især paa Gaarden, at de ikke skal faa
noget at rive mig i Synet bagefter,“ sagde Lasse efter en Stund. „Karna
vilde jeg nu gærne, at du sagde lidt vakkert Tak, fordi hun har ordnet
alting saa godt. Det var ikke enhver, der vilde have det Drav.“

„Ja det skal jeg nok,“ sagde Pelle sagte; hans Stemme vilde ikke rigtig
bryde igennem i Dag.

                   *       *       *       *       *

Pelle var oppe og i Tøjet ved svageste Gry; der laa Taage over Søen og
varslede godt for Dagen. Han gik omkring skuret og vandkæmmet og saa paa
alt med et stort Blik; Hænderne havde han i Stiklommerne. Det blaa
Tvistestøj han havde gaaet til Præsten i, var vasket og nyrullet; det
klædte ham svært saa godt endnu. Og Stropperne paa de gamle
Fedtlærsstøvler, der stammede helt fra Lasses Velmagtsdage, struttede
omkap med hans Øren.

Han havde sagt sit: Farvel og Tak for alt godt! til enhver paa Gaarden —
selv Erikmand; og et godt Flæskefoder havde han sat til Livs. Nu gik han
i Stalden og summede sig, ruskede Tyren i Hornene og lod Fedekalvene
patte paa sine Fingre — det var en Slags Afsked det ogsaa! Kørne satte
Mulen helt ind paa ham og pustede langt af Velvære naar han gik forbi;
Tyren slog overgivent efter ham med Hornene. Og lige i Hælene paa ham
trippede Lasse; han talte ikke stort men holdt sig bestandig i Nærheden
af Drengen.

Her var saa inderlig godt at være, og det sank blødt gennem Pelle,
hvergang en Ko slikkede sig eller den varme Em slog imod ham fra frisk
faldende Gødning. Hver en Lyd tog om ham som Moderkærtegn, og hver en
Ting var et fortroligt Stykke Legetøj, hvormed den lyseste Verden kunde
bygges. Rundt paa alle Stolper var der Billeder han havde skaaret ud;
Lasse havde klinet dem til med Kogødning igen, for at Proprietæren ikke
skulde komme og sige at de ødelagde alting for ham.

Pelle tænkte ikke men gik og døsede; det sank saa varmt og tungt gennem
hans Barnesind. Han havde faaet Kniven frem og tog fat om Tyrens Horn
som vilde han skære noget i det. „Det finder han sig ikke i,“ sagde
Lasse forundret. „Prøv hellere med en af Studene.“

Men Pelle stak Kniven i Lommen igen, han havde ingenting villet. Han gik
og sjanglede paa Fodergangen uden Maal eller Med. Lasse kom hen og tog
ham i Haanden.

„Du skulde hellere blive her en Tid endnu,“ sagde han. „Vi har det jo
saa hyggeligt.“

Men saa levede Pelle op. Han fæstede sine store trofaste Øjne paa
Faderen og gik saa ned i Kamret.

Lasse kom bagefter. „I Guds Navn da, saa skal det vel være?“ sagde han
tonløst og tog i Sækken for at hjælpe Pelle den paa Nakken.

Pelle gav Haanden. „Farvel og Tak du Far — for alt godt!“ sagde han
blødt.

„Ja, ja; ja, ja!“ sagde Lasse og rokkede med Hovedet; mere kunde han
ikke faa frem.

Han fulgte med ud forbi Smaahusene, dér blev han staaende. Pelle gik
videre langs Digerne med sin Sæk paa Nakken — op mod Landevejen. Et Par
Gange vendte han sig og nikkede; Lasse stod sammenfalden og stirrede,
med Haanden over Øjnene — saa gammel havde han aldrig før set ud.

Ud over Agrene kørte de med Sæddækkeren — Stengaarden var tidlig efter
det i Aar. Kongstrup og Fruen vandrede Arm i Arm ned langs en Grøft;
hvert Øjeblik stansede de og hun pegede — de snakkede nok om Avlingen.
Hun lænede sig ind til ham, naar de gik — hun havde rigtig fundet Hvile
i sin Kærlighed nu!

Nu vendte Lasse sig og gik ind — saa forladt han saa ud! Pelle følte en
hastig Trang til at smide Sækken og løbe tilbage for at sige ham et godt
Ord; det kom som en Mindelse og gled bort i den friske Morgenbrise. Hans
Ben bar ham videre den lige Vej, ud, ud! — Oppe paa en Bakkekam gik
Forvalteren og skridtede en Ager af; Erik gik lige bag ham og abede ham
efter med tossede Fagter.

Oppe i Højde med Klippebrynet stødte Pelle til den store Landevej. Her
vidste han, vilde Stengaarden og dens Jorder blive borte for Synet, og
han satte Sækken fra sig. Dér stod Klitterne mod Havet med hver en
Trætop synlig; dér var Granen som Guldspurven altid byggede i, Aaen løb
mælkehvid efter det stærke Tøbrud, og Engen var ved at grønnes. Men
Dyssen var borte, skikkelige Folk havde i Smug fjærnet den, da Niels
Køller druknede og Pigen ventedes hjem fra Slaveriet.

Og Gaarden laa klart fremme i Morgenlyset, med sit høje hvide Stuehus,
de store Ladelænger og alle Smaahusene. Hver Plet dernede lyste saa
fortrolig mod ham; hvad ondt han havde døjet meldte sig ikke — eller var
med til at danne Hyggen det ogsaa.

Pelles Barndom havde været lykkelig i Kraft af alt; en graadblandet Sang
til Livet havde den været. Graaden gaar paa Toner saa vel som Glæden,
hørt paa Afstand bliver den til Sang. Og som Pelle stirrede ned over sin
Barndoms Verden, var det kun gode Minder, der flimrede op til ham gennem
den lyse Luft. Alt andet var ikke, havde aldrig været.

Han havde set nok af ondt og uheldigt, men var kommet ovenud af alting;
ingenting bed paa ham. Med Barnets Graadighed havde han forbrugt det alt
til at vokse sig stærk paa. Og nu stod han her sund og kraftig —
udstyret med Profeterne, Dommerne, Apostlene, Budene og 120 Salmer! — og
satte en aaben, svedig Erobrerpande ud mod Verden.

Foran ham laa Landet i rigt Fald Sønder efter, indgærdet af Havet. Langt
nede stod to høje sorte Skorstene mod Havfladen, og endnu længer mod Syd
laa jo Staden! Bort fra den løb Havets Veje mod Sverig og København!
Dette her var Verden — selve den store vide Verden!

Pelle blev skrubsulten ved Synet af den store Jord; og det første han
tog sig for var at sætte sig ned paa Bakkekammen med Udsigt baade
tilbage og frem, og æde al den Mad Karna havde givet ham med til hele
Dagen. Saa havde Maven da Ro for det!

Han rejste sig vel tilpas, fik Sækken paa Nakken og vandrede nedad for
at erobre Verden, mens han af fuld Hals galede en Sang ud i den lyse
Dag:

   „En Fremling faar jeg være
   blandt Engelskmændene;
   blandt afrikanske Negre
   mit Selskab dertil er!
   Og dertil find’s paa Jorden
   Portugisere ogsaa!
   Og alle Slags Nationer
   under Himmelen den blaa.“




                       Afskriverens bemærkninger


I denne bog er accentuerede bogstaver i danske ord sat med akut, gravis
og cirkumfleks accent. Da de angiveligt betyder det samme, er alle
forekomster blevet normaliseret til kun at bruge akut accent.

Den oprindelige stavemåde er for det meste bevaret. Nogle få åbenlyse
typografiske fejl er blevet rettet uden bemærkning. Alle andre
ændringer, nogle gange baseret på nyere udgaver, vises her (før/efter):

   [p. 26]:
   ... Trist, saa trist var det men denne stadige Kvindegraad, ...
   ... Trist, saa trist var det med denne stadige Kvindegraad, ...

   [p. 43]:
   ... Helvede ender du saamænd alligevel, saa del skal ...
   ... Helvede ender du saamænd alligevel, saa det skal ...

   [p. 94]:
   ... og vil allerede slaas!“ Gustav blev ved krævte ham, ...
   ... og vil allerede slaas!“ Gustav blev ved at krævte ham, ...

   [p. 293]:
   ... og Proprietæren sáa ikke ud til at have forstaaet ...
   ... og Proprietæren saa ikke ud til at have forstaaet ...




*** END OF THE PROJECT GUTENBERG EBOOK 76563 ***